At spillerne og trænerne ikke vil tale med pressen og være med til at skabe den medvind som holdet har brug for er dybt amatøragtig og det virker ikke til, at det er spillerne som tjener fyrsteligt på deres sport i danske og udlandske topklubber..

Selvfølgelig er landsholdet og landstræneren blevet kritiseret efter indsatsen i EM-kvalifikvifaktionen og kampen i ungarn. Det er en del af gamet at pressen er kritiske. Snakken på arbejdspladsere, i sportsklubberne og i hjemmene er det samme, den har også været kritiske . Og den kritik som er i Danmark af landsholdet er det rene fløjlshandske i forhold til Tyskland, England, Italien. Superligaklubberne herhjemme er også udsat for betydlig mere kritik og pres end landsholdet - spørg bare i Brøndby, AGF, FCK, OB osv...

I skrivede stund er der ingen der hvad det nøjagtige er årsagen til tavsheden, selv DBUs Informationschef (ja, det er titlen) Lars Beherns er tavs - Sikket firma. Hvis Danmark taber den næste landskamp mod Cypern, hvad mon pressen så må skrive for at behage DBU, spillerne og Morten Olsen, hvis DBU er kommet med nogen udmelding til den tid ?

Hverken DBU, Landholdet eller Morten Olsen skal have nogen særbehandling af pressen, den har de fået så riglig af og den må høre op. De må acceptere den samme kritiske presse som klubberne her hjemme er udsat for, det er en del af deres job - også tale med pressen...

Jeg har tidligere beskrevet historien her, her og her.

IBM fortæller i dag om baggrunden for nedbruddet til en udvalgt skare af journalister. Det var som så mange andre har gættet på en fejl i en switch, der gjorde det stygge ved så mange virksomheder i både Danmark og udlandet.

Nu vil IBM så til at være mere åbne - siger de. Jamen jamen jamen... det var da dejligt. Men så kunne de jo til at starte med inviterer de berørte kunder til en forklaring, og ikke nøjes med at invitere udvalgte dele af pressen (og hvorfor kun udvalgte?? Er der nogen de ikke vil snakke åbent med??)

Men IBM har i hvert fald skrevet et brev til en af kunderne med forklaringen. Det skriver Computerworld i hvert fald.

Det ville dog klæde IBM hvis de gjorde som deres kollegaer i USA og begyndte at snakke med kunderne og omverden på en mere kontinuerlig måde - eksempel via blogs eller andre sociale medier.

Men nu kan IBM Danmark jo begynde høre ordentlig efter når de selv afholder et seminar om sociale medier her i september. Man kan jo håbe... men indtil videre er det forbeholdt deres amerikanske kollegaer. Og de gør det godt - som beskrevet her på bloggen tidligere.

Med sammenlægningen er der kommet en masse nye kolleger og det bliver sikkert rigtig fint.

Da jeg startede hos Learning Lab Denmark, var der 17 ansatte og jeg var igang med min første slags kemoterapi. Ret hurtigt vidste alle, at jeg havde kræft og det var noget vi talte helt åbent om. Eftersom det var mig der introducerede nye medarbejdere, fandt de også hurtigt ud af det. Når jeg fik tilbagefald, skrev jeg en mail ud til kollegerne om, hvad der skete og hvornår de kunne forvente mig på arbejde igen.

Da vi så blev flere og flere (over 50) bad jeg folk i en mail om at give svar på min mail, hvis de ønskede, at få at vide hvad der skete, med mig og min sygdom. Det var der en hel del der gjorde.

Men nu har jeg jo lige pludselig fået 35 nye kolleger og hvordan klarer jeg så lige den?

Hvordan husker jeg lige på, hvem det er der ved, at jeg er syg? Jeg kan jo ingenting huske mere :)

Jeg kommer desværre nogle gange (lidt for tit) til at fortælle folk, at jeg ikke skal leve så længe. For mig er det en helt naturlig ting i dag, men det er det jo altså ikke for andre, som tror jeg bare er en rask og frisk kvinde. Så det kan godt virke ret ufølsomt og temmelig uhensigtsmæssigt.

Men nu er det jo blevet så normalt for mig at snakke om at være syg med mine kolleger. Og jeg ville så nødig at det kommer til at blive tabu.

Så hvad gør jeg her? Nogle gode råd?

Det er opfordringen fra Michael Breum på hans blog Innozone.dk

Michaels pointe er at vi ofte er mere kreative og modtagelige over for innovative inputs, når vi beskæftiger os med "noget andet...." Eksempler som brusebadet og en cykeltur er med til at understøtte pointen.

Sandt er det  at vi ofte er mere åbne over for nye inputs, når vi beskæftiger os med "noget andet" og sandt er det, at der ofte skabes rum for en sådan åbenhed/opmærksomhed i forbindelse med vores pauser. Men når vi bruger pauserne til andet end pause - er det ikke længere pauser.

Tvinger vi os selv at være kreative og innovative i forbindelse med vores pauser, vil vi samtidig hæmme pausernes rum for åbenhed - fordi vi pludselig SKAL være innovative og kreative.

Vi  kan forholde os til denne åbenhed og på samme måde som når vi skriver en god drøm ned (for at huske den - på samme måde kan vi bearbejde innovative og kreative inputs, hvis de da kommer.

MEN PAUSERNE ER TIL PAUSE !!

Mange gange har vi i løbet af de sidste fire år stået i samme intensive skriveproces som vi gør nu. Selv synes jeg det går meget op og ned fra dag til dag om jeg føler mig stresset eller afklaret med hvor vi vil hen. Efter tre dage med bagende sol er det svært ikke at se positivt på det meste!! Vi er efterhånden godt på vej med hvilke teorier vi finder relevante for vores projekt og problemformuleringen ligger, som sagt tidligere, også på plads, så projektet er ved at få en rigtig god form :)

Vores intention har dog fra start af været den meget praktiske vinkel på projektet og vi vil meget gerne undersøge om de antagelser vi har gjort os også stemmer overens med kulturen i Forsvaret. Derfor håber vi, at vi inden aflevering kan nå at udføre to interviews; et med en ledende person som kan forklare lidt om skepsisen over for det meget åben redskab som bloggen er og et andet (fokusgruppeinterview) med en blandet gruppe fra forskellige afdelinger, der kan fortælle os om hvad de mener om muligheden for at blogge i Forsvaret og om de kan se relevansen af det. Jeg håber meget det stadig kan lade sig gøre for der er helt sikkert flere uoverensstemmelser som vi ikke kender til, som, om ikke andet, ville være gode diskussioner til eksamen.

Jeg kender selv en Seniorsergent som jeg til en festlig lejlighed fik talt med den anden dag. Vi talte selvfølgelig frem og tilbage om blogs og hvordan han så på emnet. Først lidt inde i samtalen siger han: "ja, jeg må jo indrømme at jeg faktisk ikke ved hvad en blog indebærer". Dette var jeg selvfølge meget glad for at han sagde, for det skal vi jo så huske at forklare ordentligt når og hvis vi får vores interviews.

Jeg fortalte lystigt videre bagefter om Forsvarets kommunikationspolitik fra 2006 hvor deres vision bliver beskrevet med at de gerne vil være åbne og det skal være mulig at tale frit uden frygt for at blive "hakket" på af personer længere oppe i hierakiet. Og han er helt enig - han kan sagtens mærke at Forsvaret har forandret sig til et meget mere moderene og åben organisation - det er der slet ingen tvivl om. Dette gjorde mig glad - det jo dejligt hvis deres kommunikationspolitik har vundet indpas i kulturen så hurtigt...

... senere samme dag fortæller min far, at samme person havde sagt til ham, at han aldrig selv ville "turde" at skrive en sådan blog - Tankevækkende!!!

/Katja

Seneste rigtige gode eksempel er Dansk Røde Kors (DRK), der jo lige har fået placeret en 'ny' mand på posten som generalsekretær, Anders Ladekarl. Han er ikke helt ukendt med forholdene i DRK, da han kommer fra en stilling som international chef i samme organisation.

De har virkelig gjort noget for at få den helt rigtige mand/kvinde til posten:

Valget faldt på Anders Ladekarl blandt et meget stærkt felt med over 60 ansøgere. Der har været stor enighed i ansættelsesudvalget og bestyrelsen om, at han er den bedst kvalificerede. For yderligere at sikre, at han var den rigtige, har vi fået hjælp fra en uvildig ekspert i chefrekruttering. Derfor er jeg både glad og stolt over at kunne præsentere vores nye generalsekretær. [kilde]

Oven i det har de i DRK bestemt sig for at lægge alle kortene på bordet og publicere Anders Ladekarls ansættelseskontrakt på deres hjemmeside, hvilket er noget den sure gamle mand godt kan li'.

Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.

Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?

Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.

I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!

Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.

Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Dittes indlæg har pt. affødt 19 gode kommentarer, der forholder sig både til forestillingen og til hvordan man som publikum spiller med, med sine egne forventninger. Overvejelser om hvordan man kan vurdere og tale om en forestilling. Den tilbagemelding havde vi aldrig fået, hvis ikke nogen havde investeret sine holdninger. Hvis vi skal udvikle teatret bliver vi nød til at skabe et sprog, så vi kan tale om forestillingerne på en måde, som rækker ud over præmissen: dur/duer ikke, som rækker ud over om vi fik tilfredsstillet vores begær efter at blive optimalt mødt på vores forventninger eller ej. Det kræver selvfølgelig at vi selv åbner for posen og deler ud af vores tanker og overvejelser. Noget lander mere elegant end andet, men det er vejen frem. Den er ikke altid rar eller specielt kommunikativ korrekt i forhold til gældende praksis. Men den gældende praksis tror vi så heller ikke så meget på i længden

Den første uge på bloggen og de noget voldsomme reaktioner specielt udenfor bloggen (som f.eks. Sara-Ibens artikel i Berlingeren), viser at åbenhed åbenbart ikke er noget vi er vant til i teatret. En kurator er teatret selvfølgelig heller ikke vant til, da vores er den første af slagsen. Kan en kurator give intern kritik i den fulde offentlighed en blog er? Mit svar er selvfølgelig JA. Er det en offentlig standret? NEJ selvfølgelig er det ikke det. Tilbagemelding er en super vigtig opgave hos kuratoren. For der hvor en kunstnerisk leder har (og ved vi alle ofte bruger) muligheden for at styre en anden kunstners projekt i den ønskede havn, kan kuratoren som nævnt så mange gange før, bl.a. vifte med den lysende kunstneriske fakkel og vise vejen frem. Men kuratoren kan og skal ikke intervenere det kunstneriske projekt. Derfor er kuratoren i sin fulde ret til at sige: Der nåede I sgu ikke så langt, som jeg havde forventet! Og så kan vi tale om det…

Derfor er det næste skridt at bruge X-bloggen til at komme videre i afsøgningen af, hvordan vi kan komme ud over dur/duer ikke retorikken. Hvordan får vi den brugbare udveksling på banen, så vi bliver klogere på teatrets udvikling? Klogere på hvordan vi taler om vores eget arbejde, om publikums oplevelse, og måske også om, hvorfor det er så farligt at åbne posen….