Den offentlige sektor år 2000

Finansministeriet har udgivet en moderniseringsredegørelse ved navn "Den offentlige sektor år 2000", hvori beskrives en offentlig sektor som regeringen (V og K) kunne forestille sig den. Kim Behnke gennemgår her redegørelsen:

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at det er en flot overskrift, man har valgt; ikke sådan rent opsætningsmæssigt, men vi har jo tidligere fået disse moderniseringsredegørelser, som blot gjaldt for et enkelt år frem. Denne gang har finansministeren (Henning Dyremose, C, red) i sandhed taget munden fuld: Nu skal det gælde helt frem til år 2000.

Derfor var det med overordentlig stor spænding, at jeg satte mig til at læse redegørelsen 4-5 dage efter, at pressen havde fået den og haft anledning til at kommentere den. Men jeg synes nok, at i betragtning af de store overskrifter er det er et meget magert resultat, man er kommet frem til. Ser man bagerst i bogen, i selve handlingsdelen, side 4, vil man kunne konstatere, at finansministeren under overskrifterne "Større regelfrihed" og "Måling af regelmassen" konkluderer, at det, der skal ske, altså det, der nu skal være handlingen er: "Regeringen vil løbende måle den samlede regelmasse og udviklingen heri fordelt på ministerområder".

Jamen det gør man vel allerede i forvejen. Jeg ser ikke megen handling og aktivitet i den halvanden sætning. Jeg synes, at det er alt, alt for upræcist og alt for tyndt, og da i allerhøjeste grad, hvis det er noget, der skal være gældende for den offentlige sektors udvikling helt frem til år 2000.

Jeg mener også, der er nogle punkter, hvor man fra finansministerens side fuldstændig undlader at få ind og debattere. Det drejer sig om spørgsmålet om den offentlige sektors egentlige størrelse og spørgsmålet om antallet af offentligr ansatte. Jeg noterede mig da, at man fra Socialdemokratiets side glædede sig over, at regeringen var holdt op med at markere det synspunkt, at den offentlige sektor hvert år skulle reduceres med 10.000 ansatte. Vi glæder os ikke over, at man er holdt op med at markere det synspunkt.

Mislykket politik
Rent faktisk må vi i dag - her i 1991 - konkludere, at den politik, man fra Venstres og de Konservatives side, som primus motor i regeringerne siden 1982, har lagt for dagen, er slået fejl. Man har haft en politik, der gik ud på, at hvis den bare sørgede for, at den offentlige sektor ikke voksede mere, håbede man på, at en ekspansion i den private sektor ville overhale den offentlige sektor procentvis mindre, end den var i 1982. Det er ikke sket; den offentlige sektor er vokset. Ikke kun inden for staten, men i sandhed også inden for kommunerne og amterne er sektoren vokset kraftigt siden 1982, hvad angår både udgifter og antal af personer, der er ansat dér.

Og hvad så med den private sektor, den, der skulle have ekspanderet Danmark ud af problemerne? Ja, det er jo desværre heller ikke blevet til noget. Tværtimod må man ud fra de årlige opgørelser fra de forskellige arbejdsgiverforeninger o.s.v. konkludere, at antallet af beskæftigede er faldende, antallet af virksomheder, der går konkurs, er stigende o.s.v., alt i alt noget, der tyder på, at der bestemt ikke er tale om ekspansion, men tværtimod det modsatte.

Det afspejler sig selvfølgelig også i de årlige finanslove. Man må konstatere, at indtægterne falder og udgifterne stiger. Indtægterne falder, fordi der omsættes færre penge i samfundet. Punktafgifter, moms, indkomstskatter, disse indtægter falder, fordi der er mindre omsætning. Det er bestemt ikke tegn på sundhed i den private sektor. Og omvendt kræver de mange ekstra arbejdsløse, at der bliver udbetalt flere dagpenge eller højere bistandshjælp. Lige i øjeblikket kan finansministeren med rædsel konstatere, at også finansloven for 1991 skrider med en 5 milliarder kroners penge, og det undskylder man så med, at man har større arbejdsløshed, som har kostet et par milliarder kroner, og at man ikke har kunnet indhente nogle besparelser på sundhedsområdet.

Men det er alt sammen symptombehandling. Årsagen er der ingen, der tør gøre noget ved. Og årsagen ligger i det, som jeg mener er en væsentlig mangel, nemlig at man ikke længere tør promovere det synspunkt - jeg er tilsyneladende den eneste, der repræsenterer det - at den offentlige sektor er alt for stor; der er for mange offentligt ansatte, og der er for mange aktiviteter, som efter salamimetoden systematisk op gennem 1960´erne og 1970´erne er overført, er stjålet, er nationaliseret fra den private sektor. Konsekvensen af det er, at vi har fået en stor arbejdsløshed, men hvad værre er: Vi har en statsgældsætning ud over alle rimelige grænser. Når 1991 går på hæld, vil finansministeren tælle sammen og kunne kolkludere, at der efterhånden skal en stor regnemaskine til. Næste år skal der et ciffer mere på, fordi det er ved for alvor, at løbe løbsk, også med rentebetalingerne, som følge af den store gældsætning. 510 milliarder kroner vil statens samlede gæld være, når vi runder dette år, og det betyder, at der skal betales ca. 60 milliarder kr. i renter.

Det er ganske enkelt forrykt. Tænk, hvis man gjorde op, hvad hver enkelt skatteyder kunne spare i skatter og afgifter, hvis man ikke skulle afregne de 60 milliarder kr. Det er en politisk uforskammethed, som nogle vælgere forhåbentlig, på et eller andet tidspunkt, reagerer kraftigt over for.

Konkurrenceforvridning
Vi må med det samme erklære os utilfredse med og som modstandere af nogle af de synspunkter, der lægges for dagen i redegørelsen. Det samarbejde, man taler om, mellem offentlig og privat sektor, lyder så flot: Det må ikke være konkurrenceforvridende o.s.v. Men ethvert samarbejde mellem offentlig og privat sektor har en konkurrenceforvridende virkning, fordi samarbejdet betyder, at der udnyttes offentlige ressourcer, som skattefinansieres af andre dele af af den private sektor, end dem, der nyder godt af tilskuddene eller joint venture-samarbejdet eller hvad man ellers udnævner det til. Og de andre, som betaler den skatteregning, får deres konkurrenceevne forringet. Det kan godt være, det er en gartner, der går nedenom og hjem, fordi kommunen går sammen med et firma om at lave sociale eksperimenter eller eksport til udlandet af social viden. Så kan man sige: Jamen gartneren får da ingen direkte konkurrence af, at man foretager social eksport. Næh, men gartneren får en større skatteregning, og derfor får han ødelagt sin konkurrenceevne.

Man vil lempe en hel del på bevillingskontrollen, og det er heller ikke noget, vi bryder os om. Vi er meget opmærksomme på den glidning, der sker i disse år, hvor man i stigende grad laver nettostyring af tingene, klumper kontiene sammen på finansloven og siger, at det må de selv bestemme ude i de enkelte styrelser og direktorater o.s.v. Det er vi ikke tilhængere af, idet Folketinget mister den bevilingskontrol, som det bør have.

Man giver endog den begrundelse for det, at det har været en succes med de aftaler, man har haft med kommunerne. Jeg er glad for, at indenrigsministeren (Thor Pedersen, V, red) er til stede, for netop i disse dage offentliggør man disse kæmpemilliardbeløb, som kommunerne skal tilbagebetale til staten. Jeg synes ikke, det i sig selv vidner om, at det har været et frugtbart samarbejde. Oven i købet har vi fået offentliggjort tal om, at man i kommunerne har anvendt eller båndlagt 3 mia. kr., som ellers er penge, der skulle have været anvendt inden for forsyningsvirksomheden.

Nedprioterer de vigtige emner
I det hele taget mener vi, at der er mange steder, hvor man nedtoner de rigtige synspunkter og gør for lidt ud af at beskrive de gode ting, og jeg synes, det er en god idé at fortsætte med krav om produktivitetsforbedringer, og vi synes, det er en god idé, at man vil formindske den centrale administation, og at vi selvfølgelig også synes, at det er en god idé at indføre disse såkaldte markedsmodeller inden for skoler, daginstitutioner, sygehuse o.s.v.

Men - og det har jeg en bemærkning til, for det er også beskrevet et andet sted - det kan ikke nytte noget at tro, at det at indføre de markedsmodeller i sig selv er særlig værdifuldt. Der skal samtidig ske det, at det offentliges monopol på f.eks. at drive daginstitutioner, det offentliges monopol inden for sundhedssektoren og det offentliges monopol inden for skolevæsenet bliver nedbrudt, så forbrugerne får et reelt alternativ, så forbrugerne får en reel valgmulighed. Er det tilfældet, vil vi fuldt ud være med til at støtte de ting.

Endelig vil jeg sige lidt om privatiseringer. Det synes jeg har fået en alt, alt for svag formulering denne gang, og jeg noterede mig også, at den konservative ordfører sagde, at der kun skal privatiseres, hvis der er særlig tungtvejende argumenter for det. Nej, der er to meget væsentlige grunde til, at vi skal privatisere:

Den første er, at man på den måde kan overføre aktiviteter, som i dag foregår i den offentlige sektor, til fortsat at eksistere, men på private, kommercielle vilkår. Den anden, men desværre mindst lige så vigtige, er den rent fiskale grund. I dag kan vi konstatere, at hvis de betydelige milliardforpligtelser, staten har, skal indfries ved hjælp af højere skatter, vil der sikkert blive oprør her i landet. Derfor er privatiseringer med ekstraordinære indtægter en god måde at skaffe dækning på til at få afdraget på statens gæld.

Kim Behnke

Lader skatteyderne forære sig luksusbil til 656.000 kr

Postkup har finansieret spareregeringens (V, C, CD, KrF, red) trafikministers ny Mercedes Benz 280 SL

Ingen skal få FREMSKRIDT til at bebrejde Arne Melchior, at han mestendels kommer sovende til sit 400.000 kroners trafikministerjob.

Det er kun i de få øjeblikke, hvor centrumdemokratministeren befinder sig i nogenlunde vågen tilstand, der er grund til bekymring. For så er der fare på færde. For skatteyderne.

Det er, antallet af vågne stunder taget i betragtning, ikke helt få skamstøtter den ud over al berettigelse selvoptaget Melchior har nået at få rejst i kølvandet på sin minister"gerning". Postskandalerne med dårligere og dårligere service samtidig med flere og flere millionoverskridelser på de i forvejen omfangsrige budgetter, chikanen over for landets ca. 2,5 millioner kabel-fjernsyns-kiggere med forbudet mod nedtagning af spændende og underholdende Tv-programmer, forslagene om først hybridnet til 5.000-6.000 millioner kr. og senere det naturgaslignende katastrofeprojekt om et bredbåndsnet til yderligere 40.000-50.000 millioner kr. statsfinansieret.

Postkup til 656.000 kroner
Og nu har ministeren haft endnu et af sine kostbare vågne øjeblikke. Det blev anvendt til indkøb af en ny ministerbil. Til den nette sum af 656.636 kr.! man hører vel til bilisternes parti.

Finansministeriet har ellers klare regler for, at ministerbiler "kun" må koste 98.000 kr. eksklusiv afgifter og moms. Men hvad vedkommer det Melchior?

En sådan smålighed, kan da ikke gælde for Erhards egen kronprins. Mener Melchior. Og så er han gået en lille omvej.

Han har simpelthen beordret folkene i post- og telegrafetaten til at ta´ af frimærkekassen - portoen skal jo alligevel snart stige igen - og gå i byen og købe ham en ny, prangende Mercedes Benz 280 SL.

Man kan vel endnu fiduserne fra sin socialdemokratiske fortid.

Spareregering
Det er dog lykkeligvis ikke alle 656.636 kr., som trafikministerens luksus-limosine koster almindeligmand på gaden, skatteyderne har måttet punge ud med. Staten betaler nemlig ikke afgift til sig selv, kun moms, så regningen lyder "kun" på 135.000 kr.

Hvilket altså er 37.000 kr. over det finansministerielle fastsatte maksimum.

Men hvad vedkommer det, den sovende trafikminister.

Hvem sagde spareregering?

g-mand

Hvorfor griner Schlüter?

Hans styre har jo medført:

At Danmark er gjort til et gældbundet land
At gælden i hans tid er blevet fordoblet og nu er på mere end 450 milliarder
At vi har fået verdensrekord i skatter og tvangsauktioner
At man omgås med planer om nye afgifter (skatter)
At en flittig gennemsnitslandmand tjener mindre end en bistandsklient
At "flygtninge" koster hver 200.000 kr. årligt, medens en folkepensionist må nøjes med 50.000
At Christiansborg-politikere har fået lønnen hævet med 70.000 kr. årligt
At Danmark har 300.000 arbejdsløse
At vi blot i løbet af de sidste 5 år har fået 33.000 flere embedsmænd
At man søger at luske O.D. (overskudsdeling) igennem under betegnelse af pensionsordning
At hans "borgerlige" politik bliver mere og mere socialistisk
At samliv mellem homoseksuelle registreres som ægteskab
At regeringen mister troværdighed
At befolkningen er frustreret (skuffet)

Det er bestemt ikke noget at grine af!

A. Th. Riemann

Frit samfund med uafhængigt TV

Jersey er et selvstændigt velhaversamfund. Minimale skatter og toldfrie goder. Sådan skaber befolkningen sig gratis TV. Flere programmer for en brøkdel af udgifter.

Da ELISABETH den anden, dronning af England, i sommer besøger sine kære undersåtter på øen JERSEY, mindedes hun med afsky et årstal, kendt af alle danske skolebørn: 1066. Det var året, da Wilhelm Erobreren, Vikingehøvding og hertug af Normandiet, indtog England, hjulpet af blandt andre tapre Jerseyfolk, der siden ynder at omtale England og Skotland som "vore nordlige besiddelser".

138 år senere skiltes Storbritannien og Nordmandiet for evigt, men Jersey og de øvrige kanaløer holdt sig til England, men sikrede sig ubrydeligt selvstyre under kongefællesskab.

Der ligger Jersey så ved Frankrigs kyst, begunstiget af Golfstrømmen, palmekranset, en uafhængig atlanterhavsø med stolte traditioner.

45 kvadratmiles, 75.000 indbyggere, hvoraf 6.000 franske. Engelsksprogede, med fransk oversættelse i alle officielle dokumenter.

Højeste beskatning 22%
Med 11-13 meters forskel på tidevandsstanden er det evigt usikkert om bølgerne sprøjter op på hotelvinduerne, eller man skal spadsere en kilometer ud for at finde vandet. Ellers er alting sikkert og solidt i staten Jersey. Indkomstskatten er en såre beskeden udgift for almindelige mennesker og kan end ikke for millionærer stige til mere end 22% af skattepligtig indtægt. Moms har man aldrig hørt om. Told og afgifter er beskedne. Spiritus, tobak og parfume er toldfrit. Omsætningen enorm. Kunstigt nok - for der skal jo også findes særheder - er vin beskattet, så det koster det samme som i London. Selv en mousserende pærevin er der told på. En god whisky koster 24 danske kroner. Cigaretter 12-25 øre. Arveafgifter og grundskatter kendes ikke. Arbejdsløshed findes ikke. Lønniveauet er rimeligt takket være den minimale indkomstskat.

Offentlige hverv ulønnede
Jersey regeres af "The assembly of the States" med 54 folkevalgte medlemmer (der er ingen partier) og the Bailiff som præsident, udnævnt af dronningen. Medlemmerne er ulønnede. Det er det lokale politi også - en slags sognefogedordning - som fungerer godt. Heliger har et lille korps af flinke og venlige Bobbyer. Forbrydelser er få og sjældne.

Naturligvis sværmer millionærerne om Jersey, men de får ikke uden videre adgang. Først må de garantere en indtægt på 1/2 million om året og opfylde en række andre betingelser. Knapheden på byggemoden jord lægger også grænser for tilstrømningen. Fremmedarbejdere er derimod altid velkomne.

Levefoden stiger stadig. Man malker turister og lokker dem til indkøbsorgier, selv om alt ikke er lige billigt. Man malker også de fede Jerseykøer og sælger prægtige frimærker. Men først og fremmest er det kapitalmarkedet, der vejer til, skønt man her har restriktioner mod storfinancielle interesser.

På denne baggrund af uafhængighed, frihed for offentlig udbytning af et land, hvor man beholder udbyttet af sin indsats og føler sig som et frit menneske uden stress, finder vi et lilleputsamfund , der nærmer sig det ideelle.

Gratis TV til 42.000 hjem
Jersey har eget pengesystem, der følger pundet, men i øvrigt er uafhængigt af britiske finanser, eget postvæsen, der giver kæmpe overskud, eget flyvevæsen, der løber smukt rundt.

Imponerende er også Jerseys eget TV. Kanaløerne skabte i 1962 deres eget kommercielle Televisionsselskab, der i nært samarbejde med det engelske sender 12 timer i døgnet, foruden undervisning, heraf 4-5 timer med lokalt stof. øens egne indbyggere købte aktier for 150.000 pund, hvoraf den lokale avis tegnede sig for 30% og Guernsey-avisen for 20%.

Men, siger generaldirektør Kenneth Killip i Statsborgerskab Helier, vi betaler kun 15% i udbytte, hvad der naturligvis er for lidt i forhold til 1962-kapitalværdien. Vi driver imidlertid også andre forretninger. F.eks. udlån af Tv-apparater og reklamevirksomhed, så vi håber at nå et bedre regnskabsresultat. Vi køber programmer i London for ca. 40.000 pund årligt, men det er i virkeligheden kun en fjerdedel af den egentlige kostpris. Vi har 340 aktionærer og 64 ansatte i alt til samtlige aktiviteter. Det er en meget flittig og interesseret stab, vi arbejder med.

Reklamer, der ikke bryder ind i programmerne, omfatter seks minutter for hver sendetime. 42.000 hjem modtager vort program, der aflyttes tæt. BBC kan også modtages på øerne, men ses kun af nogle få procent.

Gratis for seerne
Udsendelserne koster ikke kanaløernes seere en øre. Alt finansieres kommercielt. En sammenligning med dansk TV er vanskelig, fordi vi her kører tre radioprogrammer, medens man ikke på Channal Islands har egen radio. Skønsmæssigt er de samlede Jerseyudgifter imidlertid kun en ethundredeoghalvtredsindstyvendedel af de tilsvarende danske Tv-udgifter og arbejdet udføres af et antal mennesker, der er tredive gange mindre. Bortset fra, at vi i Danmark også har en provinstjeneste, er det i øvrigt uden betydning, om man sender til en million seere eller til 42.000. Til gengæld sender Jersey langt flere Tv-timer end Danmark.

Jørgen Max Jørgensen

Ernst B. Schmidts grundlovstale på Faaborg Kro

Skiftende flertal i Folketinget har forsøgt at købe os for vore egne penge. Resultatet er en skræmmende gældssætning, og at vi, trods verdens højeste skatte- og afgiftstryk, ikke har råd til de helt elementære samfundsfunktioner.

Dette har ikke fået et flertal til at opføre sig mere modent og ansvarsbevidste, man kaster sig tværtimod hovedløst ud i store projekter uden at se sig grundigt for først; f.eks. broerne over Storebælt og Øresund. Jeg vil hævde, at almindelige danskere er fornuftigere end Folketingets flertal, derfor skal folket have snor i Folketinget i form af folkeafstemninger. Der er ingen anden redning for Danmark.

Jamen, er det ikke et oprør? Jo, men det er også nødvendigt. Vi må have et stærkt og ansvarsbevidst folk, der kan sætte Folketinget på plads. Det er mange flinke mennesker derinde, og vi kender alle nogle, der arbejder seriøst nok. Men som styringsinstrument skejer Folketinget ud på en måde, der er farlig for os som nation. Tænk blot på den hovedløse og ansvarsløse indvandring, som politikerne har sat igang. Hvad har selv de bedste af Folketingets politikere fortalt os om det? Intet. De er ikke selv klar over, hvor håbløst deres omdømme er efter denne fadæse.

Det er ikke en stærk mand, vi har brug for. Vi har brug for et stærkt og ansvarsbevidst folk, der gennem folkeafstemninger kan lægge en hånd på roret.

Vær derfor med til at kræve folkeafstemninger.

Fremskridtspartiet kan kun glædes ved, at flere og flere støtter Fremskridtspartiets politik om flere folkeafstemninger, men indtil der er flertal herfor, er det langt fra tilfældet at "folkets vilje er landets lov".

Ernst B. Schmidt

Giv flygtningevennerne det røde kort

Formiddagsbladene skal som bekendt leve af at sælge deres blade ved at have overskrifter, der fanger købernes opmærksomhed, men den 02. juli tog Jyllands-Posten prisen med overskriften: "Minister: Flygtningene skal forrest i boligkø".

Man troede næsten, at det var sommervarmen, der havde slået sig på hovedet af boligminister Thor Pedersen (V), men det var det ikke, ministeren mente det virkelig. Alle vi, der for længst har advaret mod den stigende og ukontrollerede flygtningestrøm fik vore mest skumle mistanker bekræftet om, at svælget mellem de politiske ledere og resten af befolkningen, bliver stadig større.

Himmelråbende
Uartigheden og provokationen i sådanne ministerord mod folk, der i årevis har søgt efter lejlighed, er himmelråbende, men i tråd med den af regeringen (V, C, CD og KrF, red) på alle punkter førte flygtningepolitik.

Slaphed, kortsynethed og leflen for at være "in" hos den højtråbende venstrefløj, er nu som sjældent før bevist, men der må være et overordnet mål med galskaben, stol på det. Målet er magt, og resultatet bliver et samfund med ballade og i opløsning. Store ord vil mange sige, ja, men hvorfor skulle man ellers føre en politik, der skubber ens egne ud til fordel for fremmede?

Danske skubbes til siden
Tesen om, at de, der skubber danskere til side, skulle være bedre mennesker end andre, holder ikke, for hjælpen til flygtninge er nu tydeligvis på bekostning af egne landsmænd, men ikke engang det kan stoppe dem. De, der hjælper fremmede ind, ved godt, at de i påkommende tilfælde altid vil kunne regne med støtte fra dem, de har hjulpet, og det vil først på kommunalt plan (flygtninge får stemmeret til kommunen allerede efter ca. tre år) og senere på landsplan, bliver de stemmer, der skal hjælpe hjælperne til magten.

Økonomisk har vi naturligvis heller ikke råd til at drive den flygtningepolitik, vi gør, men også det er hjælperne uvedkommende, herunder regeringens boligminister, der om nødvendigt hos de danskere, hvis chance i boligkøen forringes, blot opkræver ekstra skatter . og eller afgifter.

Vanvid
Som rosinen i pølseenden loves der også flygtningene lettere adgang til at opnå lån til boligindskud m.v., end det vil være for danskere. Man tror snart, at det er løgn.

Intet kan tilsyneladende stoppe dette vanvid, men ønsker man at give sig en ekstra chance også i boligkøen, så giv flygtningevennerne det røde kort ved næste valg, ellers bliver det endnu sværere at være dansker.

Birger Christensen

42.000 kroner for nyt gulv

Håndværkerne nåede det. Lillejuleaften stod K. B. Andersens kontor på Christiansborg færdigt. Formentlig verdens dyreste gulv var poleret og blankt og en fryd for øjet. Cubansk mahogni fra vennerne i den caribiske havbugt var blevet importeret, behandlet og med største håndværksmæssige dygtighed lagt på gulvet i K. B. Andersens kontor.

Prisen er ca. 600 kr. pr. m2. K. B. Andersen bor jo ikke under små forhold. Der er 70m2, hvilket giver en pris på 42.000 kr. End ikke de kongelige slotte i Danmark kan præstere et så smukt gulv. Mon ikke de mange socialdemokratiske vælgere fro hovedstadsområdet med interesse, når de besøger Folketinget, vil bede om at få lov til at se ikke alene K. B. Andersens gulv men også det smukt udstyrede kontor. De mange socialdemokratiske folkepensionister fra Nørrebro og Vesterbro her kan glæde sig over, at deres folkevalgte politikere kan tilbringe deres travle arbejdsdag under værdige forhold.

Kjeld Olesens nye kontor
Som bekendt er Udenrigsministeriet flyttet ind i det stærkt omdiskuterede kontorkompleks på Asiatisk Plads ved Knippels Bro. Kjeld Olesen er imidlertid blevet træt af omgivelserne - nybyggeri har jo heller ikke altid det miljø, der kan være allerbehageligst at arbejde i. Kjeld Olesen har derfor besluttet sig til at flytte ind i den fredede bygning i Strandgade, Philip de Langes Palæ. Bygningen er ved at være klar til brug efter en lille restaurering som har kostet 61/2 Million kroner.

Udenrigsministerens kontor vil desværre næppe blive åbnet for offentligheden. Her ville ellers Socialdemokratiets vælgere kunne glæde sig over, at endnu én af partiets ministre bor smukt. Kontoret fremtræder som et højloftet, velbelyst og smukt proportioneret rum. Mellem vinduerne i gavlvæggen findes en buet ovnniche beklædt med norsk marmor. Desværre var den oprindelige, originale kakkelovn i tidens løb gået til, men det er lykkedes for Udenrigsministeriets utrættelige embedsmænd at finde en ligeså smuk på Frederiksborg, og den bliver nu opstillet i stedet. Ovnen er udsmykket med portrætrelieffer af Frederik den femte og hans dronning.

Socialdemokratisk luksus
Disse to socialdemokratiske ministres kontorer føjer sig smukt ind i billedet af socialdemokratiske, politiske ledere der komplet har glemt, at deres opgave i første række må være at værne om de svage i samfundet.

Den luksus, som Socialdemokratiets ledere omgiver sig med, er i skrigende modsætning til mange af dets vælgeres daglige levevilkår. Hvorledes de socialdemokratiske vælgerforeninger i det lange løb kan acceptere dette, er en gåde.

Youngman

Fremskridtspartiets styrke gør interesseorganisationerne overflødige

Indledningsvis vil jeg først takke de mennesker, som har gjort det muligt for mig at opnå kandidatur til Fremskridtspartiet – det gælder såvel lokalforeningen i Vojens som kredsforeningen Rødding – tak skal i have.

Fra det sentimentale (som nogen nok vil mene) og over i den barske virkelighed – landets økonomiske situation. Vi i Fremskridtspartiet er ulykkelige over, at landet i den grad er ved at kuldsejle. Landbruget er nok den del af erhvervslivet, der rammes hårdest af for højt et renteniveau.

Skiftende regeringer har opfordret landmændene til at investere (Landbrugsbetænkningen), men har undladt at føre en politik, så der kunne opnås en rimelig forrentning af disse investeringer.
Det er nu engang sådan, at virkningen af en omsætningsskat, hvad enten man indretter den som benzinafgift, moms kapitalvindingsskat eller den høje rente, har drænet landbruget for kapital. Statsmagten har taget det igen.

Så derfor er det eneste rigtige og fornuftige at stoppe overefterspørgslen efter penge. Da det offentlige forbruger op mod 50.000 millioner kroner mere årligt, end det offentlige har i indtægt, må det offentlige optage lån til at fylde hullet ud. Der sælges statsobligationer for 50.000 millioner kroner. Det siger sig selv, at det offentlige herved presser renteniveauet betydeligt opad. Fremskridtspartiet besparelsesforslag tager sigte på at fjerne det offentlige overforbrug og dermed skabe en betydelig rentesænkning. Varerne falder i pris til glæde for den danske forbruger og valutabalancen.

Når Fremskridtspartiets besparelsesforslag slår igennem, vil det igen være muligt for initiativrige mennesker at starte en produktion op til gavn for den enkelte og for samfundet. Her står mange erhvervsbygninger (landbrugsbygninger, erhvervshaller) tomme i dag – og vi har arbejdskraften til at kunne få den merproduktion i gang – til gavn for en mindre kapitalimport og arbejdsløshedens afskaffelse (arbejdsløshedspenge). Derefter er det op til de arbejdsløse at komme ud af starthullerne til et meningsfyldt arbejde, som kan tilbydes her.

Fremskridtspartiet er ikke et klasseparti med tilhørende interesseorganisationer (Socialdemokratiet/LO, Venstre/Landboforeningerne, Konservative Folkeparti/Arbejdsgiverne), men et parti, der nøgternt varetager borgernes og landets interesser; Lammelsen i demokratiet i dag ligger i de svage – eller stærke – organisationer. Det er da også derfor, at landbruget er blevet ”Sorteper” med en uhyggelig stor arbejdsløshed til følge. Den beslutsomhed som Fremskridtspartiet altid lægger for dagen, skulle de svage organisationer have taget ved lære af for mange år siden, så havde mange ting set anderledes ud i dag.

Lige en ting endnu, medens ordet endnu er afgiftsfrit. Systemet (Fagforeningerne) har virkelig gjort det godt for sine medlemmer, når de bliver arbejdsløse (uforskyldt arbejdsløshed kan ingen gøre for). De har et økonomisk sikkerhedsnet under sig. For at få tiden til at gå har aktiviteten (de arbejdsløses) aldrig været større i de danske skove for at gardere sig mod kommende brændselsudgifter Kammeraten, som har arbejde, kommer dødtræt hjem af udmattelse (systemet har straffet ham – skatteplyndring).

Fremskridtspartiet er det eneste alternativ for ham/hende, der er i arbejde.

Derfor et opråb til hele den danske befolkning, som hver dag kæmper for det daglige brød og med nationalfølelse og stolthed over vort land. Slut op omkring Fremskridtspartiet, som får landmanden, arbejderen, postbudet, direktøren osv. – ja, for den sags skyld, får hele den danske befolkning til at ændre livssyn.

Niels Oluf Petersen

Vi kunne alle have det så godt

og med tryghed se fremtiden i møde, hvis ikke velmenende, men udygtige politikere havde ødelagt det.

De ville lave Danmark om.

Forbedre Danmark, gøre Danmark til en velfærdsstat. Rigdommen, som automatiseringen af landbruget og industrien gav os, skulle administreres rigtigt, fordeles af politikere og embedsmænd. Så vi alle kunne blive lige - lige lykkelige - og lige ens.

Firkløverpartierne og De radikale sang med på omkvædet. Rødmede af skam, hvis de blev kaldt asociale - eller værre endnu - usolidariske.

Kun Fremskridtspartiet sagde nej. Mørkemænd kaldte man os. Vi ville føre Danmark tilbage til stenalderen.

Men hvad var det, vi sagde? Vi sagde, at befolkningen og den enkelte selv var i stand til at prioritere sine ønsker og behov og ikke behøvede andre til at bestemme for sig.

PP1 og PP2
De gamle politikere satte økonomer til at regne. De lavede noget, som hed en perspektivplanlægning. Og da den var lavet så lavede man en til. Den første kaldte man PP1. Den anden var man så opfindsom at kalde PP2. PP2 forudså, at der i 1987 ville være mere end 870.000 beskæftiget i det offentlige.

Det lo man meget af den vinter.

De embedsmænd, der stod bag PP2, advarede mod det stigende skattetryk og den manglende balance i den danske samfundsøkonomi, også fordi planen forudså, at antallet af de beskæftigede i erhvervslivet ville falde drastisk.

Man sad advarslerne overhørig
De glade 60-ere sad endnu Folketingets flertal i blodet. Så man kørte blot videre. Lo ad advarslerne. Noget skulle nok vise sig.

Det gjorde der bare ikke. Det blev faktisk endnu værre, end PP2 havde forudsagt.

De "ansvarlige" politikere fra dengang er de samme som nu. Der tales stadig om forlig hen over midten. Statsministeren (Poul Schlüter,C, red) er optimist. Det var den daværende statsminister (Anker Jørgensen,A, red) også.

Firkløverregeringens finanslovforslag for 1984 viser, at staten forventer at bruge 60 milliarder mere, end den får ind i skatter og afgifter. Det vil sige, at Danmarks samlede gæld til næste år vil stige til ca. 400 milliarder.

Renterne af denne gæld vil være ca 40-45 milliarder. Som en gøgeunge i en sangfuglerede vil disse renter efterhånden sparke alle andre statsudgifter ud. De midler, som er til rådighed til sociale ydelser - undervisning, forsvar o.s.v. - vil blive mindre år for år. Konsekvenserne af fortsatte underskud betyder mord på al sund økonomi og velfærd.

Renterne er ved at nærme sig 10.000 kroner om året pr. dansker fra vugge til grav.

40.000 kroner for en familie med to børn.

Og så er der endda ikke tænkt på afdrag på gælden.

formynderstat, formynderi,
Fremskridtspartiet vil gerne bidrage til at bringe orden i Danmarks økonomi. Men vi peger på, at samfundet må omlægges, og at firkløverregeringens tanker om at ville bevare, beskytte og forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat er mørketale.

Forsøget på at skabe den socialdemokratiske velfærdsstat blev en økonomisk katastrofe - starten på en socialistisk formynderstat. Danskerne kan godt selv - uden politikere og 800.000 embedsmænd til at bestemme og administrere.

Danmark skal frigøres fra mange års lovregereri. Det vil Fremskridtspartiet. Vil firkløverregeringen også det? Finanslovforslaget for 1984 tyder ikke meget herpå.

H. C. Hansen

Folketings gruppens dagbog 22. januar 1980

Den typiske danske gennemsnitsfamilie betaler i 1980 ca. 18.000 kr. i skatter og afgifter til sundhedsvæsenet.

Da dette utvivlsomt drives mest effektivt og retfærdigt på det offentliges bekostning, da bevarelsen af liv og førlighed og forbedring af almenbefindedet er en meget vigtig opgave, og da videnskaben og teknikken muliggør, at man med sund fornuft kunne anvende mange gange den samlede nationalindkomst til forbedring af danskernes sundhedstilstand, finder Fremskridtspartiet ikke den nævnte skatteyderudgift for høj.

Tværtimod vil vi i Fremskridtssamfundet bruge flere skattepenge på sundhedssektoren.

Det får vi råd til, når vi sparer på mindre nødvendige offentlige udgifter og indretter samfundet sådan, at frihed til at tjene penge giver større rigdom for alle i samfundet.

Men derfor gælder det naturligvis alligevel om, at Folketinget sigter på, at sundhedsmilliarderne anvendes så fornuftigt som overhovedet muligt.

Derfor var den vigtigste sag på Folketingets dagsorden i dag en Fremskridtsforespørgsel om at styrke de mindre lokale sygehuse fremfor fortsat at falde på maven for forfængelige amtsborgmestre og arkitekter, som, gennemtvinger stadigt større mastodontsiloer for syge mennesker.

Mod denne ulykkelige udvikling dyngede Fremskridtspartiet snesevis af praktiske argumenter ovenpå hinanden.

Mogens Glistrup

Stakkels Danmark

Danmark er ikke mere et forbillede - vi er blevet et land i forfald, skriver skribenten, som håber, Fremskridtspartiet vil få en kæmpe fremgang.

Hvad er der dog sket med Danmark? Vort land har altid tidligere været et forbillede for andre lande, men det kan man bestemt ikke sige mere. Det er desværre blevet et land i forfald. Det startede faktisk i de såkaldte glade tressere, Hvor Anker Jørgensen (A) i en tale sagde, at landet slet ikke havde råd til al den velfærd, da så befolkningen virkelig sparede op og der på den måde kom rigtig mange penge i bankerne som erhvervslivet skulle nyde godt af, så blev han åbenbart grebet af panik, for så blev der ikke købt nok i butikkerne. Så sagde han, at nu skulle pengene sandelig bruges, men altså ikke af virksomhederne, men derimod til biler, både og sommerhuse for ellers var man ikke "in". Da Danmark som bekendt aldrig har haft penge nok alligevel, nå, hvad så, så lånte man da blot i udlandet, og det er altså det, der sviger til landet i dag. For så skete der nemlig det mærkelige, at da Danmark næsten var ved afgrundens rand, så skulle Anker Jørgensen sandelig ikke have mere med regeringsmagten at gøre, det var blot at luske sig ud af rodet.

Atter nedtur
Så kom Poul Schlüter (C) til, så troede mange af os, at nu ville alt blive bedre. Det blev det også i to år, men så vendte bøtten igen. I stedet for at beholde den stramme linie, begyndte han at rette sig efter oppositionen, som kun var ude på at slagte regeringen, for det passede aldeles ikke de venstre-drejede, at landet skulle komme på fode, for så kunne de ikke fortsætte med deres misundelse og nedrakning af regeringen og erhvervslivet. Derfor begyndte så alle fodnoterne med Socialdemokratiet i spidsen om ødelæggelsen af vores forsvar, så i dag ligger landet åbent for en fjende.

Flere lån
Jo mere, regeringen gav efter for oppositionen, jo flere lån skulle der optages i udlandet, jo større er gælden blevet, så i dag kan vi dårligt betale renterne. Derfor skal der spares på alle mulige områder, dog ikke på flygtningehjælpen, for de skal bestemt have det meget bedre end danskerne selv, for bare de hvisker ASYL, så bliver de nemlig modtaget med åbne arme, så skidt med, at vore patienter ikke kan få hjælp til noget som helst, Nu skal de også selv betale for medicinen, de bliver sendt hjem før de er raske - og de unge kan ikke få den uddannelse, de skal have. Man skulle faktisk tro, at regeringen (V, C og B, red) og folketingsmedlemmerne aldrig læste i en avis, for det er som at slå i en dyne, når man læser de mange indlæg hver dag i aviserne om flygtningene. Hvorfor bliver de ikke sendt hjem til de respektive lande hvor de hører til, der er bl.a. ikke krig mellem Iran og Irak og flere andre lande, men de skal måske blive her til de når pensionsalderen, så siger jeg stakkels danske pensionister, så bliver der da intet til dem, idet hele politikken om flygtningene er, at de skal komme i første række.

Nu kan man se, hvordan Ninn-Hansen (C) skal forfølges, kun fordi han gjorde det rigtige.

Landsforræderi
Jeg tror nok at hele den danske befolkning er meget interesseret i at vide hvad det er for kredse, der står bag flygtningepolitikken, for den er i virkeligheden GRUNDLOVSSTRIDIG, idet at dersom dette bliver ved, så er der flere fremmede i år 2000 end der er danskere. Det må kaldes LANDSFORRÆDERISK.

Fængslet eller skudt ned
Prøv engang, alle i kloge hoveder, at tænke den tanke, at i kom til f.eks. Iran og forlangte asyl, ville have lejlighed med møbler, penge til at leve for, foruden at der selvfølgelig skulle bygges kirker, så ville i omgående enten blive sendt hjem med det første fly, fængslet eller skudt.

Alle venstre-partierne som navnlig elsker flygtningene, skulle virkelig prøve at tage derover, så skulle de nok få syn for sagen. Hvorfor kritiserer i aldrig, for mig bekendt tager de ingen flygtninge nogen steder fra.

Læs Berlingeren
I skulle tage at læse i Berlingske Tidende pr 15/01 1989: "En historie fra det virkelige liv", samt pr. 28/03 1989: "Magten misbruges", dem kunne i måske lære af. Bliver der ikke lavet om på alt dette går Danmark sin egen undergang i møde. Det eneste håb for Danmark er, at komme med i Det indre Marked, så måske at vi til den tid har nogle fremsynede ministre som kan se fremefter og ikke som nu sender alle dygtige forretningsfolk til udlandet, fordi alt ødelægges herhjemme p.g.a. skatter og afgifter samt den berømte danske misundelse.

Jeg, og mange andre, ønsker, at Fremskridtspartiet vil gøre en kæmpeindsats for at få virkelige mange mandater ved næste valg, som forhåbentlig kommer til efteråret, for ellers ender det med, at Danmark bliver et U-land.

Eva Hansen

P.S.: Jeg håber meget, at dette brev, selv om det er ret langt, alligevel kan komme i Fremskridt, for det er nok ikke kun Fremskridtsfolk der læser den lille avis.

Svar: - Det er os en fornøjelse, at bringe brevet, Redaktionen.

S K A T T E P O L I T I K

Fremskridtspartiet mener, at dansk skattepolitik skal have fire væsentlige mål:

1. Indkomstskatten skal afvikles
2. Alle øvrige skatter og afgifter skal nedsættes betydeligt
3. Skattesystemet skal indrettes så enkelt, så alle borgere kan forstå reglerne
4. Borgernes retssikkerhed skal styrkes i tvister med skattemyndighederne

Skattepolitikken vedtages i Folketinget. Men størrelsen af skatterne afgøres også i by- og amtsråd. Det er derfor vigtigt, at vælgerne sammensætter Folketinget, amtsrådene og byrådene således, at der er politisk vilje til at sænke de danske skatter.

Gennem årtier har politiske flertal ført en uansvarlig skattepolitik. Danmark har verdens højeste skatteniveau og det stiger fortsat. Det vil Fremskridtspartiet ændre på.

Lavere skatter - giver mere frihed
Skatter og afgifter tager den personlige frihed fra befolkningen. Først mister folk en del af den indtægt de selv har arbejdet for. Dernæst afgør politikere og embedsmænd, hvad pengene skal bruges til.

Fremskridtspartiets vigtigste formål med at få de alt for høje danske skatter og afgifter sat ned er derfor at give befolkningen friheden tilbage. Jo lavere skat, jo mere personlig frihed! Fremskridtspartiet vil derfor have alle skatter og afgifter reduceret mest muligt. Vi har desværre verdens højeste skatteniveau. Først betaler vi over halvdelen af vores løn i indkomstskat. Dernæst lægges der moms på alle vores køb. Og endelig lægges der afgifter på alt fra biler og forsikringer til vand og varme.

Fremskridtspartiet mener, at lavere skatter og afgifter er selve nøglen til at give danskerne friheden og virkelysten tilbage.

Lavere skatter - og den offentlige sektor
Skatter og afgifter opkræves til brug for finansieringen af den offentlige sektor, herunder overførsler til andre borgere, politisk fråds, udgifter til udlændinge, udgifter til ulandsbistand og et hav af andre politisk bestemte opgaver.

Fremskridtspartiet vil ikke afskaffe den offentlige sektor. Vi vil derimod mindske den offentlige sektor og de mange offentlige udgifter betydeligt og dermed give plads til store skattelettelser.

Den offentlige sektor skal kun tage sig af de mest nødvendige opgaver og overlade resten til befolkningens frie valg. Det frie valg bliver netop muligt, når folk kan beholde deres penge og selv bestemme, hvad de skal bruges til.

De få opgaver, som det offentlige bør løse, skal også fremover finansieres med skatter og afgifter. Det gælder derfor om at finde skatter og afgifter, som er til mindst mulig gene for samfundsøkonomien og den enkelte borgers økonomi.

Mange nuværende offentlige opgaver skal privatiseres eller udliciteres. Derved bliver ydelserne bedre og servicen billigere til gavn for borgerne. Når skatter og afgifter er nedsat markant, har den enkelte borger og familie meget bedre råd til selv at bestemme, om de vil låne bøger på et privat bibliotek, yde bidrag til privat hjælpearbejde i ulandene, gå i private teatre, få passet børn i private institutioner eller købe service fra offentlige institutioner med brugerbetaling.

Lavere skatter - gennem skattelettelser
De danske skatter og afgifter har nået et niveau, hvor de er direkte ødelæggende for samfundsøkonomien. Skatter og afgifter får befolkningen til at smugle, lave sort arbejde og på anden vis søge at sænke skattebyrden. De eneste, som har ansvaret for det, er de politikere, der i deres magtbegær ønsker at regulere samfundet ned til mindste detalje og har brug for skatterne til at finansiere det socialdemokratiske samfund.

Skattelettelser er nødvendige for at skabe flere jobs i Danmark. Skattelettelser er nødvendige for at sikre Danmarks internationale konkurrenceevne. Skattelettelser er nødvendige for at stoppe væksten i sort arbejde. Skattelettelser er med andre ord nødvendige for at sikre Danmark en ordentlig fremtid.

Skattelettelser er imidlertid kun holdbare, hvis den offentlige sektors budgetter samtidig mindst nedsættes tilsvarende. Ellers vil den offentlige gæld vokse yderligere. Den nuværende store statsgæld (800 mia. kr. i 1997) stiller krav om, at ikke alle offentlige besparelser bliver udmøntet i skattelettelser med det samme. Vi skal først have betalt gælden tilbage af hensyn til vores børn og børnebørn.

Skattelettelser skal gennemføres således, at alle får glæde af den og familier og personer med de laveste indkomster får størst glæde af lettelserne.

Fremskridtspartiet vil gradvis fjerne indkomstskatten ved at forhøje den skattefri bundgrænse og dermed give lavindkomstgrupperne skattefrihed først.

Lavere skat - men nogle skal blive
Fremskridtspartiet mener, at det offentlige fortsat skal have indtægter til løsning af de mest nødvendige opgaver. Indtægterne skal nødvendigvis komme fra borgerne. Det er vigtigt at sammensætte skatter og afgifter, så de gør mindst skade.

Skatter og afgifter er imidlertid ikke kun et dansk anliggende. Vores medlemskab af EU har åbnet for fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser. Hvis de danske skatter og afgifter er for høje, vil mennesker og penge flyde derhen, hvor skatteniveauet er lavere - og det er det i alle andre lande! Fremskridtspartiet afviser enhver samtidig tale om skat eller afgift pålagt af EU. Danmarks skatteniveau skal tvinges ned gennem skattekonkurrence med andre lande.

Finansieringen af den reducerede offentlige sektor skal fremover ske ud fra følgende prioriterede kilder:
- frivillige skatter og afgifter
- gebyr- og brugerbetaling
- forbrugsskatter
- ressourceafgifter
- ejendomsskatter

Alle andre skatter og afgifter skal afvikles. Afviklingen skal ske således, at der bliver skabt flest mulige jobs i den private sektor og samtidig skabt mest mulig privat velfærd.

Frivillige skatter og brugerbetaling
I stort omfang kan de offentlige udgifter finansieres gennem frivillige skatter og afgifter. Det kan f.eks. være afgifter på ønskenummerplader, lotteri, casinospil og lignende. Fælles for disse skatter er, at det er frivilligt, om man vil bruge penge på tingene. Der er tale om en overpris på ydelserne, som borgerne gerne betaler. Man kan således få mange penge i statskassen uden brug af tvang.

Brugerbetaling for offentlige ydelser, stempelafgifter og visse gebyrer er derimod betaling for opnåelse af en offentlig service. Tinglysning, nummerplader, pas, kørekort, tilladelser o.s.v. koster det offentlige noget at lave - det betaler man naturligvis fuldt ud.

Fremskridtspartiet vil dog kun støtte yderligere brugerbetaling, hvis der samtidig sker er reduktion af andre skatter.

Forbrugsskat og moms
I det omfang de frivillige skatter- og brugerbetaling ikke er tilstrækkeligt til at betale de offentlige udgifter, er det nødvendigt, at opkræve andre skatter.

Forbrugsskatter, hvor momsen er den væsentligste, er en afgift, der lægges på folks forbrug. Nogle forbrugsskatter har desuden til formål at begrænse forbruget af produktet. Det gælder f.eks. punktafgift på alkohol og tobak.

Momsen i Danmark er alt for høj. I EU har man vedtaget en minimal moms på 15 pct. Den danske moms skal reduceres til EU-gennemsnit, hvorved grænsehandel bliver uinteressant.

Fremskridtspartiet er modstander af differentieret moms, eftersom det vil medføre unødigt bureaukrati i form af et større kontrolapparat m.v.

En række af de nuværende forbrugsskatter er alt for høje i dag og opmuntrer til smugleri og grænsehandel. Afskaffelsen af parfumeafgiften og afgiften på CD-plader er gode eksempler på, at man godt kan afskaffe afgifter og samfundsøkonomisk opnå et positivt resultat.

Ressourceafgifter
Fremskridtspartiet er tilhænger af, at vi passer på vores miljø og ressourcer. Der er ingen grund til fråds. Afgifter på brug af ressourcerne er derfor en acceptabel kilde til finansiering af det offentlige. Det gælder afgifter på vand, strøm, varme, indvinding fra grusgrave, produktion af salt m.v. Men disse afgifter skal bruges med stor forsigtighed.

Det er ingen luksus at bruge varme, strøm og vand. Derfor skal afgifterne være rimelige. Særligt børnefamilier lider under alt for høje afgifter. Fremskridtspartiet kræver derfor, at ressourceafgifter altid skal følges af en tilsvarende endnu større nedsættelse af andre skatter. Ressourceafgifter med grønne argumenter skal ikke misbruges til opnåelse af politiske mål, eller til at øge det samlede skatteniveau.

Fremskridtspartiet er modstander af CO2-afgiften, eftersom den kun er indført for at opnå højere skatteindtægter fra den produktive del af samfundet.

Ejendomsskat
Det mest effektive skattesystem er skat på jord, fast ejendom og bolig. Man kan ikke flytte fast ejendom eller jord ud af landet og dermed slippe billigere i skat. Beskatningsgrundlaget vil dermed være permanent og derved sikre de offentlige indtægter. Men danske politikere vil, som altid, gøre det til en skatteskrue uden ende. Derfor skal skat på jord og fast ejendom bruges med forsigtighed.

Fremskridtspartiet vil have fjernet skat på produktionsjord. Når landmanden, gartneren eller skovejeren bruger jorden, er det til produktion. Produktion er både til gavn for de producerende og for resten af samfundet.

Fremskridtspartiet vil have ændret reglerne om jordbeskatning således, at kommuner og amter kan sænke grundskatterne til nul. Det er derimod fornuftigt, at loven sætter en øvre grænse for, hvor høje de kommunale grundskatter må være.

Fremskridtspartiet er modstander af skat på lejeværdien af egen bolig, eftersom det er en fiktiv skat uden saglig belæg. Man skal ikke betale leje til staten af noget man selv ejer!

Fremskridtspartiet vil kun tillade brug af ejendomsskatter som bidrag til finansiering af offentlige udgifter, hvis andre skatter samtidig sænkes tilsvarende.

Lavere skat - fjern indkomstskatten
Fremskridtspartiet mener, at den værste skat af alle er skatten på arbejde. Indkomstskatten ødelægger incitamentet til at arbejde og producere og bremser dermed den økonomiske vækst i samfundet. Skatten er mest til skade for de svageste i samfundet - de rige skal nok klare sig! Når man arbejder i Danmark, arbejder man ikke kun for sig selv og sin familie, men man "forsørger" også 3-4 andre personer over skatten. Dette skyldes de store offentlige udgifter og de deraf følgende høje skatter. Fremskridtspartiet vil have ændret dette forhold.

Incitament og virkelyst kvæles og den sorte økonomi fremmes, hvis man ikke personligt får gavn af sit arbejde. Løsningen er ikke mere kontrol og eller mere statsstyring, men frihed og lavere skatter. Hvis initiativ og virkelyst kvæles, er grundlaget for velstand ødelagt.

Fremskridtspartiet mener, at skattesystemet skal indrettes således, at den enkelte skatteyder selv kan beholde hele sin indkomst. Derfor skal indkomstskatten afvikles. De offentlige udgifter skal sænkes i takt med afviklingen af indkomstskatten.

Den bedste måde at afvikle indkomstskatten på er ved at forhøje den skattefri bundgrænse gradvis over 6-7 år. Det giver de laveste indkomster skattefrihed først. Det er jo absurd, at personer med meget små indkomster i dag betaler halvdelen af deres løn til det offentlige. I takt med at den skattefri bundgrænse forhøjes, vil flere og flere opleve skattefrihedens velvære og dermed blive frie borgere uden indkomstskattens lænke om benet.

De høje marginalskatter er også et problem for samfundsøkonomien. Derfor er det også nødvendigt at få marginalskatterne lempet. Det vil også forhindrer skatteflugt til udlandet.

Væk med den urimelige bruttoskat
Bruttoskat, eller arbejdsmarkedsbidrag, som regeringen (A og B, red) hellere vil kalde det, er med til at skævvride vores skattesystem endnu mere. Uanset om man er avisbud med en minimal indkomst eller millionær, opkræves der bruttoskat (8 pct. i 1997). Bruttoskatten går til dagpenge-, sygedagpenge- og aktiveringsfondene.

Fremskridtspartiet vil have bruttoskatten afviklet over en kort årrække. Bruttoskat er en ny skatteskrue som regeringen kan bruge til at pine nye millioner ud af befolkningen. Aktiveringsfonden skal nedlægges. Sygedagpenge skal fremover finansieres over de almindelige skatter. Dagpengesystemet skal privatiseres ved at gøre arbejdsløshedsforsikring til et rent privat anliggende.

Lavere skat - aktieskat, arveafgift og gaveafgift
Fremskridtspartiet vil have skatten på aktier afviklet. I en international økonomi kan aktier flyttes fra time til time. Derfor må de danske aktieafgifter sænkes, så vi kan beholde vores aktieomsætning i Danmark. Lavere skat på handel med aktier er til gavn for erhvervslivet - men i længden mest til gavn for hele samfundet.

Fremskridtspartiet vil have afgifter på arv og gaver afviklet. Det er penge, der allerede tidligere er betalt skat af. Hvis en person ønsker at give eller testamentere en arv, skal det offentlige ikke blande sig i det. Specielt vores slotte, godser og herregårde har lidt under de høje arveafgifter. Det vil Fremskridtspartiet ændre.

Lavere skat - rentefradraget
Fremskridtspartiet vil ikke medvirke til at udhule rentefradraget yderligere. Så længe der er skat på renteindtægter, skal der også være fradrag for renteudgifter. Rentefradraget er en vigtig del af familiernes boligøkonomi og må derfor ikke udhules.

Lavere skat - erhvervsskatter
Fremskridtspartiet har aktivt medvirket til at sænke erhvervsskatterne. Alle erhvervsskatter skal fjernes, da de begrænser erhvervsmulighederne i Danmark. I stedet skal vi gøre vores land til et investeringsparadis for udenlandske virksomheder. De mange bidrag virksomhederne betaler til statslige fonde (ATP o.s.v.) skal afvikles, hvorved konkurrenceevnen forbedres.

Fremskridtspartiet vil forbedre virksomhedernes økonomi gennem lavere skatter og afgifter, da det giver flere arbejdspladser og mere velfærd.

Lavere skat - pensionsbeskatning
Fremskridtspartiet mener det er godt, at befolkningen selv sætter penge til side i deres erhvervsaktive periode. Selvpensionering giver mulighed for at få et supplement til den offentlige folkepension. Skat på opsparing nedsætter befolkningens lyst til at spare op.

Skattesystemet skal opmuntre befolkningen til at spare op til alderdommen. Derfor skal beskatningen af pensioner afvikles. Ikke mindst realrenteafgiften er ødelæggende for opsparingslysten, hvorfor den skal afvikles.

Lavere skat - højere retssikkerhed
Fremskridtspartiet mener det er helt urimeligt, at borgerne nærmest ingen rettigheder har i skattesager. Derfor skal borgernes retsstilling styrkes. I kriminalsager er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Samme princip skal gælde i skatteretten.

Skatteborgerne skal have ret til fradrag for relevant hjælp fra f.eks. revisor og advokat i skattesager. I tvister mellem borgerne og skattevæsenet har myndighederne principelt hele det offentlige apparat til rådighed for at dømme borgeren. Fremskridtspartiet mener, at borgerne skal have bedre mulighed for at forsvare sig. Skattemyndighederne skal ikke være en pine for borgerne.

Lavere skat - Z planen
Fremskridtspartiet har hvert år siden 1973 fremlagt en detaljeret plan for, hvordan vi kan ændre Danmark til et samfund med mere velfærd gennem lavere skatter. Skatten er i dag særligt en byrde for de små indkomster. Derfor skal skatten afvikles fra bunden.

Fremskridtspartiets politik går ud på at forbedre forholdene for samfundets svageste, de syge, de ældre og de handicappede. Resten af befolkningen skal nok klare sig, hvis det offentlige stopper sit formynderi. Det vigtigste bidrag til dette er at give borgerne rådighed over egne midler gennem markante skattelettelser.

Fremskridtspartiet vil starte med at forhøje den skattefri bundgrænse til 60.000 kr. for alle. Derefter skal bundgrænsen gradvis forhøjes over 6-7 år. Når bundgrænsen forhøjes, får borgerne flere penge til sig selv. Derudover kan virksomhedernes lønudgifter holdes i ro, når lønmodtagerne, via skattelettelser, har fået mere udbetalt. Det giver plads til flere jobs og dermed lavere arbejdsløshed.

Flere penge til borgerne giver større forbrug og mere opsparing. Begge dele skaber vækst i samfundsøkonomien til gavn for alle. Fremskridtspartiet ønsker et vækstsamfund. Jo større samfundskage, jo mere til os alle. Et samfund uden vækst går mest ud over de svageste og dem med de små indkomster.

De lavere skatter skal selvfølgelig finansieres med offentlige besparelser. Der er nok at tage fat på. Hvis f.eks. statens udgifter til renter på den store statsgæld forsvandt, kunne alle få en skattefri bundgrænse på ca. 75.000 kr!!

Fremskridtspartiet arbejder for et frit samfund med tryghed for familierne. Befolkningen skal ikke længere frygte næste skattestigning, men glæde sig til den næste
skattenedsættelse. Verdens højeste indkomstskatter skal afløses af velfærd, tryghed og frihed. Det er Fremskridtspartiets målsætning. Er du enig, så støt vores arbejde.

Ovennævnte stammer fra Fremskridtspartiet´s brochure (1997): S K A T T E P O L I T I K

Velfærdsstaten er en af historiens største politiske fiaskoer

Følgende indlæg er skrevet af Kaj Ikast fra Det konservative Folkeparti og blev trykt i B.T. 28 november 1989. FREMSKRIDT har fået lov af Kaj Ikast til at gengive det.

Danskerne kendetegnes i dag blandt andet ved, at vi er flintrende ligeglade med hinanden. Vi arbejder sort, vi snyder i skat, vi fusker med de sociale bidrag, vi kører for stærkt og så videre og så videre.

Sådan er billedet af den højt besungne velfærdsstat. Hvis formålet med velfærdsstaten var og er, at menneskene skal blive personligt mere socialbevidste og især ansvarlige, så er velfærdsstaten en af historiens største politiske fiaskoer. Det er nemlig aldrig lykkedes at få skabt et velfærdssamfund, men kun en velfærdsstat.

Vi har nemlig overladt store dele - for store dele - af vort liv til staten. Lovgivningen stopper jo ikke, der hvor vi beskytter landet som helhed (forsvar), borgerne mod hinanden (retssystemet), eller hjælper dem, der har et selverkendt behov for hjælp (sundhedsvæsen, sociale ordninger m.v.).

Vi har også en lovgivning for vores tro og vore kirker. Kulturen kommer vi heller ikke udenom. De som ikke af sig selv opsøger de offentligt støttede kunstnere, teatre, museer, biblioteker o.s.v., får kulturen ind gennem flimmerkassen via DR's alsidighedsforpligtelse.

Som de uvidende kvajpander vi er, er vi også grundigt beskyttet mod at begå dumheder såsom at lade sikkerhedsselen hænge slapt ned.

Samvittigheden tager samfundet sig også af. De gamle kan vi putte på plejehjem, de handicappede tager de professionelle sig godt af, børnene passes af surrogatmødre M/K og så videre. Alt sammen velbegrundet, da de fleste familier er afhængige af to lønninger. Det er de p.g.a. de høje skatter. De opkræves fordi, vi skal betale for plejehjemmene, åndssvageforsorgen, børnehaverne o.s.v. de er nødvendige, fordi begge forældre arbejder. Det gør de p.g.a. de høje skatter...

Skatterne er i sandhed et kapitel for sig selv. Vi tager så store dele af folks indtægt, når de yder en ekstra indsats, at selv de stærkeste bukker under. Først tager staten fra de stærke, indtil de bliver svage og beder selv samme stat om hjælp. Hjælpen får de velvilligt - hvilken hersker erhverver sig ikke gerne endnu en undersåt?

Det lyder fælt, og det er det vel også, men husk på, at vi lever i et demokrati. Vi har selv ønsket det sådan - har vi ikke? Egentlig kan vi vel næppe komme tættere på et jordisk paradis. Staten sørger for, at vi får en god opvækst (hos forældrene eller staten), at vi får arbejde eller i det mindste en erstatning for de smuttere, der sker i planlægningen, at vi ikke kommer til skade, at vi ikke behøver at sørge for vore ældre, handicappede og børn, at vi får en tryg alderdom, at vi får kultur, sport o.s.v.

Og hvad så? Viser det, at vi har møl i moralen? Ja, det gør det, vi kan nemlig ikke tilbagevise alle problemer ved at pege på staten, politikerne eller den alt for store offentlige sektor.

Den offentlige sektor er kun blevet så stor, bureaukratisk og kvælende, som den er, fordi den har fået accept af politikerne, som igen har fået beslutningerne blåstemplet af vælgerne. Det er med andre ord Dem, kære læser, der har skylden. De har i hvertfald ikke evnet at gøre noget ved det grundlæggende problem: Danskernes grænseløse respekt for to ting: Janteloven og mennesket.

Når vi ser den rige, kaster vi os straks over vedkommende for at pille rigdommen fra ham/hende. Formueskat, marginalskatter, forhøjede afgifter på såkaldte luksusvarer og begrænset adgang til offentlige serviceydelser. Ikke alene må de mennesker, der yder en ekstra indsats må finde sig i at blive plukket i skat, de må også se sig placeret bagest i køen, når det gælder om at modtage de offentlige ydelser, de har betalt så meget til.

Vi vil med andre ord hellere bruge kræfterne på at skære naboen ned til sokkeholderne end at bruge kræfterne på selv at komme op ved at skabe resultater, der er positive - også for naboen.

Den anden bremse på det danske samfund er troen på mennesket. Den tro er nemlig ikke så positiv, som den umiddelbart lyder. I velfærdsudgaven betyder det, at intet (stort set) kan ske, uden at det enten kan forhindres eller rettes op på. Vi accepterer ikke skæbnen.

Hvis et barn kommer til skade i skolegården, opstår der straks krav om, at alle skolegårde nærmest skal polstres med vat. I dagens ordbrug hedder det, at forebygge ulykker og det er som sådan godt nok. Men vi må også acceptere, at der er noget, der hedder uheld eller skæbnen, som ingen kan stilles til ansvar for - hverken ministre, pædagoger eller forældre. Naturligvis skal de mennesker, der er kommet i en ulykkelig situation hjælpes. Men de skal hjælpes til at klare sig selv.

Der er ingen tekniske problemer i at lave et sikkerhedsnet, hvor ingen falder igennem. Problemet er bare, at ingen kommer op igen - de bliver kvalt.

Før den almindelige dansker, den, der har flertallet, kaster janteloven og den overdrevne tro på mennesket på den ideologiske losseplads, er der ingen grund til at tro på væsentlige ændringer.

Socialdemokrater ynder at se sig selv som skabere af velfærdsstaten og det skal de så sandelig have lov til. De skal også have lov til at tage ansvaret for den Amoral, der er fulgt med. Jeg håber, at vi kan få den socialdemokratiske stolthed omdannet til et velfærdssamfund, hvor en menneskelig og individuel moral kommer i højsædet.

Kaj Ikast, MF (Det konservative Folkeparti), B.T. 28. november 1989

De fortiede skandalers sag

I 1970 kunne jeg ikke længere udholde stiltiende at betragte, hvor dilettantisk og pamperagtigt Danmark blev regeret.

Skulle landet undgå at komme helt ned i møget med sociale katastrofer i titusindvis til følge, måtte der gøres en aktiv indsats.

Fra jeg startede aktionen, gik kun få timer, før landets finansminister og samtlige daværende folketingspartier erklærede min person aldeles afskyelig.

Uafbrudt siden da har etablissement med alskens tricks, svinestreger og ufine midler søgt at tvære mig ud. Herom kan skrives tusinder af veldokumenterede sider. Og de vil engang blive skrevet. Men endnu har ingen haft mod til at afsløre, hvordan retsgarantier er tilsidesat på samlebånd for at få knaldet mig personligt. Udsættes en forløben mexicaner eller andre for en promille af, hvad jeg har måttet stå model til, skriger Cavling-prisvindere straks op og vækker den offentlige samvittighed. Men fra den, der præcist har fremlagt de foranstaltninger, som må gennemføres for at redde det danske samfund fra Afgrunden, holder de sig væk. Det vil nemlig kræve bortrydning af pjalte, nassere og misbrugere. Og dem skal Danmarks Radio pressens såkaldte gentlemen eller andre inden for magtsystemet ikke have noget af at lægge sig ud med.

De værste har været jurister. I sådan nogle er indgroet følgagtighed over for det bestående system. Og jeg er følt som en væmmelig klasseforræder, der bør udryddes. Et Z-hovedmiddel til at klare Danmarks situation er nemlig at mindske og nedklassificere juristers-papirnussers- arbejde. Derfor har retsvæsenet og dets kolleger særdeles onde øjne mod mig.

Nu er det ikke sådan, at danske dommere og andre jurister udråber, at de vil være korrupte. Mekanismen er mere indviklet. Eller rettere skinhellig. Men det kommer ud på det samme.

Blikkenslagerbanden gør det grove arbejde

Den danske magthaver spiller den fine mand ud af til. Som Nixon i Watergate. Han havde jo sin blikkenslagerbande. Den danske blikkenslagerbande blev et par embedsmænd i Statsskattedirektoratet (Carl Døssing og Niels V. Bendtsen). De to tjener deres herrer med tusinder af sider papir. Derefter finder alle – højesteret, ligningsråd, ligningskommissionen, landsskatteret o.s.v., at det hele er så stort og indviklet, at man må henholde sig til de to. Efterhånden som flere instanser har sagt dette gennem årerne, kan de henvise til hinanden.

Sådan er den juridiske arbejdsmetode, når en besværlig samfundskritiker med djævlens vold og magt skal kanøfles. Hellere ”solidarisk” med embedsbrøderne end beskytte anklagedes retssikkerhed.

Nok har retsfærdsskænderne efterhånden sammenvævet mere end hundredetusinde sider papir. Men som i kaiserens Ny Klæder er virkeligheden såre simpel: Mine modstandere påstår, at næsten en million aftaler, som jeg har formidlet, og som behørigt er bogført i mit bogholderi straks efter dispositionernes foretagelse, skulle være nul og niks Dette fiktionspåfund begrundes ene og alene med det aldeles uholdbare, at kontooverførelser er betydningsløse. I det pengeløse samfund, som vi er på vej ind i, sker flere og flere betalinger ved, at en konto godskrives et beløb og en anden belastes med det. Det må selvfølgelig godkendes af retsordenen. Og bliver det. For alle andre end mig.

Alle, der har gennemarbejdet sagen ved, at alt, jeg har foretaget mig, er juridisk og moralsk korrekt i enhver henseende. Men de styrende ville tabe ansigt ved åbent at erkende det. Derfor holder de sammen som ærtehalm i forfølgelsen af mig.

Det begyndte med Leo Lemvigh. Den 28. august 1973 og flere gange senere indrømmede han, at der ikke var kød på angrebet mod mig, men at jeg, hvis sagen alligevel skulle blive fortsat, nok skulle få lejlighed til at forsvare mig. Men da Hartling (V) havde brug for et valg i maj 1974, kunne Lemvigh ikke holde sit løfte. Tiltale blev udspredt for alle vinde, uden at man forinden hørte mine synspunkter.

På grund af uduelige forsvarere kom mine synspunkter heller ikke frem i byretten. Men selv om det fremlagte ensidigt var anklagerens materiale, opdagede byretten alligevel min uskyld. Men avancecementslystne kunne ikke holde til at frifinde Glistrup. Anderledes kan det ikke forklares, at byretten på den ene side på papiret godtager, at jeg som advokat i hundredtusindvis af tilfælde gennem mere end en snes år i stigende omfang har begået forsætlig skattesvig for hundredvis af millioner kroner. Og at dommen på den anden side lader mig beholde min advokatbestalling og nøjes med en - i forhold til anklagen - lille bøde.

Nu fortsætter de så i landsretten forsøget på at køre mig sønder og sammen. I yderligere et par hundrede heldagsretsmøder er anklageren fremturet i at forføre domstolen ved udelukkende at dynge skinbeviser op i denne absolut intet oppustede rekordtykke sag. Jeg er påduttet de samme umulige forsvarere i landsretten, som i byretten viste sig så uskadelige for systemets interesser. For deres pæne artighed modtager de godt og velfærdsstat en million kroner. For at fjerne enhver mulighed for god tro hos landsrettens dommere om, at anklageren alene er ude på restfordrejning og justitsmord, har jeg derfor måttet bruge en stor del af denne sommer til at forberede en liste over nogle af de beviser, der må føres, hvis man virkelig for alvor skal bedømme det fiktionsnonsens , som hele anklagen mod mig er stablet op på.

Magthavernes og mediernes forsøg på at smadre mig

Det har været en hård streg i regningen for gammelpartierne, administrationen og domstolene, at de ikke for længst totalt har udraderet mig. Først ødelagde de min advokatvirksomhed ved, at ottespaltede avisoverskrifter stemplede mig som en ågerkarl, testementebedrager og storsvindler. De fratog mig eksekutorbevillinger og forsøgte også på andre måder at smadre mig. Men en hundrede procent ren samvittighed, en god ven, trofaste klienter, selvopofrende medarbejdere og en ubrydelig familiestøtte fik mig til at udholde, hvad nok havde knækket de fleste.

Så kom de mange år med opslidende uretssager. De af Poul Møller (C) iværksatte undersøgelser gav myndighederne det kæmpechok, at ét menneske her i de tusinde urimelige loves land havde rent mel i posen. Og det var ham, de helst ville have til livs. Men dernæst fik de mange års retssagshelvede væsentligt værre end hvad fremmede lande byder daværende systemkritikere – ikke mig til at bryde sammen og begå selvmord eller flygte ud af landet, som de så inderligt håbede. Man så hen til, at byretsdommen endeligt skulle mase mig til plukfisk. Det gjorde den ikke. Så blev de desperate. Lavede totalt om på fiktionsteorien og sendte mig skattebilletter på mange millioner kroner ud over, hvad jeg havde tjent. Helt uden forbindelse med gældende skattelov beordrede man disse millionansættelser i de sidste par år. Men de våben, de fandt på til at ruinering af mig, har nu på det allersidste vist sig at være boomerangs. Regnes det hele konsekvent igennem, fører den nye fiktionsmetode til, at jeg skal have penge tilbage fra skattevæsenet.

Men i deres gennemført lovløse ligningsraid har skattefolkene fortrinsvis gennemgået de konti i mit bogholderi, som førte til forhøjelse af min indkomst, og ikke dem, der ville resultere i nedsættelser. I møde i Lyngby Ligningskommission den 26. juni 1980 tilstod blikkenslagerbanden, at sådan forholder det sig. Man undskyldte sig med, at staten ikke har ressourcer nok til at gennemregne de konti, der ville give mig fradrag.

Dagen efter afsagde Østre Landsret en dom, hvis oplysninger afslørede, at blikkenslagerne skam havde lavet i al fald en af disse opgørelser (234.176 kr. blot for én af de tusinder af klienter, der ville føre til fradrag). Det havde man gjort for at ramme den pågældende klient, men fortiet det i min sag, hvor det modstående fradrag skulle have optrådt.

I det hele taget er det mest modbydelige i myndighedernes ondskab uden grænser, at de har overfaldet hundredvis af mine klienter. Ene og alene fordi det skulle bidrage til at slagte mig. De menneskelige omkostninger har været umådelige ved denne nederdrægtige gidselmaltraktering. Men Danmark er i dag ikke så nær afgrunden, som det ville have været uden Fremskridtsbevægelsen.

Og når de gamle partier må give op den dag, de ikke kan låne mere i udlandet, står Fremskridtspartiet parat med de helt præcise og gennemarbejdede løsninger til at genrejse landet og undgå de værste sociale katastrofer.

Derfor har det hele været den enorme pris værd.

Mogens Glistrup

Skibet der gik ned...

Det er underligt, men pressen har slet ikke fortalt om det - et skib gik ned i sidste uge, med nogle tusinde passagerer. I hundredvis druknede, de stakler.

Det skete på den store flod mellem to lande. På blot en halv time var skibet væk. Mange lykkedes det at svømme tilbage til bredden, men hundredvis at stakler lå i timer og skreg om hjælp. Først da mørket faldt på, blev der ro.

Nogle enkelte var heldigere end andre! De havde med sig, hver især, deres egen lille private redningsbåd, med indbygget motor. Med et vemodigt smil om munden forlod de det synkende skib og de druknende stakler, satte kursen mod den modsatte bred, det rige land, som de alle ønskede sig hen til. Inde på stranden stod en større skare mennesker - fine fruer og en del mænd - og tog imod dem. Godt nok var de hverken våde eller forkomne, men alligevel stod disse mennesker klar med varme frottehåndklæder og nænsomt pakkede de dem ind.

Ude fra floden lød de rædselsvækkende skrig stadig. Der var masser af mennesker at redde, men ingen gjorde noget. De "fine damer" stillede sig tættere sammen og vendte ryggen til de uhyggelige skrig. Så kunne de næsten ikke høre dem. I stedet smilede de varmt til de nyankomne på stranden, og bar dem ind til staden, hvor de hver især hurtigt fik sig en bolig, møbler, o.s.v. og tilmed så mange penge hver måned, at selv om de var blandt de øverste i det fattige land, så var de nærmest overvældede over så store beløb, de nu modtog.

"Det skal i slet ikke tænke på", svarede de fine fruer. "I har ærligt fortjent dem. Det kunne lige passe andet".

Forsigtigt spurgte de til deres landsmænd fra skibet, hvordan det var gået dem.

De fine fruer rystede på hovedet. "Nej, ingen fik vi reddet, de lå jo næsten en halv kilometer ude i vandet og hylede og skreg, så det var en gru. Men i brave mænd, i kom jo selv frem til os; i har så ærligt fortjent, at vi passer på jer. Vi er kun et lille land, så vi kan jo ikke redde hele verden, vel min ven? - sluttede den fine dame, medens hun med et varmt smil og forførende øjne forsøgte at smelte sig ind i hjertet på den bronzefarvede mand.

Allerede samme aften mødtes de fine fruer og mænd. De talte meget sammen om, hvor godt det var, at de havde reddet alle de 10 stakler, der selv kom sejlende ind til stranden i deres fine redningsmotorbåde. Og de takkede sig selv og hinanden for, at de hver især var så gode. De priste hinanden for deres gode hjerter, og de takkede Gud for, at de ikke var som de andre i det rige land. Tænk, hvor skammeligt dog: Nogen syntes det var forkert, at man end ikke forsøgte at hjælpe de mange, der ved at drukne ude på floden, men kun tog sig af den lille gruppe, der havde haft råd til at medbringe egen redningsbåd. Det var næsten for meget for de fine.

Inden de gik hjem i seng, gik de forbi Rådhuset. Her hævede de deres løn for at være så hjertensgode, og de krævede en mægtig stabel af forvarmede frottehåndklæder klar til næste morgen, for de vidste jo, at næste dag ville der igen gå et skib ned, og de få af dem, der flyder ovenpå, vil lande i et rige land, og i deres inderlige godhed ville de igen stå klar til at modtage de stakler. De vidste ganske nøje, hvordan det hele skulle arrangeres, for det samme skete hver eneste dag. Fra tid til anden måtte regeringen godt nok finde på nye skatter, for det kostede uhyre summer med alle de forvarmede frottehåndklæder. "Vi kan ikke blive ved at finde på nye skatter" klagede regeringen. "Jamen, så må i tage pengene fra de gamle, de skal jo alligevel snart dø, hvorimod vore gæster er unge og smukke, så vi er nødt til at give dem ekstra ydelser. Og i morgen kommer der igen flere".

Til tider slog den tanke da de fine, at det faktisk var underligt, at der ikke var nogen, der stoppede al det drukneri. Men hvad kunne de selv gøre - de havde jo hænderne fulde af frottehåndklæder. Så staklerne derude måtte jo så dø eller lade være! Og de takkede igen Gud for, at de var så gode af hjertet.

De syntes ganske at have glemt, at Gud på et tidspunkt havde sendt sin søn til Jorden, netop for at lære menneskene om kærlighed. Han selv var det kærligste væsen, som tænkes kan, og han hjalp de store skarer, de allerfattigste. Dem, der flød ovenpå, havde jo rigeligt at gøre med at bjerge mere til sig selv.

Men den beretning havde de fine i landet nok aldrig hørt, for det kan da ikke være med fuldt overlæg, at de hver dag lader tusinder ynkeligt dø, medens de forgylder tilværelsen for ti, vel?

Og pressen siger intet? Jo, den beretter gladeligt om de ti, laver ofte fine interviews med dem, hvori disse forklarer om, hvor slemt det var, den dag de sejlede ind til stranden, mens så forfærdeligt mange skreg og hylede.

Nej. Disse tusinder beretter pressen intet om. Pressen har nemlig ganske samme holdning som de fine damer: "Det er os, der har den rigtigste mening".

Svend-Erik Mortensgaard

Zarens kur

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning. Lederen lød som følger:

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks. og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel. Regeringen satte en plan i værk.

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

Så sørgede man for, at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter, blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

Til sidst lagde man ekstra skat på strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

Det var regeringens kur.

Dansk Industri

Hvis man vil købe for 4.000,- kr. må man først tjene 28.000,- kr

Nutidens skatteborger tvinges tilbage til Gør-Det-Selv-niveauet

Skattetrykket har ført os 50-75 år tilbage til den tid, da man gjorde tingene selv, vaskede, syltede, bryggede, dyrkede have, og i det hele taget levede i den lykkelige tilværelse, da det kunne betale sig at bestille noget.

Med andre ord - det stolte fremskridt, velfærdssamfundet, alle de mange goder, som vore bedsteforældre ikke kendte: Biler, Vaskemaskiner, køleskabe, frysebokse, elektriske komfurer, fjernsyn og radio og tusinde andre tekniske vidundere - de betales i dag med et skattetryk, der for den jævne borger svinger omkring 50% af den samlede indtægt plus 15% moms af næsten alting og et varierende tal for "andre afgifter", alt afhængigt af, hvad man ryger, drikker og kører op, hvis man da ikke er så fræk at man spiser ispinde og chokolade eller endog anvender elektriske pærer og grammofonplader.

Hvis en familie har en almindelig vogn og bruger den af og til (og ikke kan skrive af på den til erhvervsformål) koster den ca. 8.5000,- om året. Hvis mand og kone ryger 20 cigaretter tilsammen om dagen, koster det godt 3.500,- afhængigt af mærket. Drikker man to pilsnere og to sodavand om dagen bliver det ca. 2.000,- kr. Det bliver sammenlagt en udgift på 14.000 kr. For at betale dette, skal familien tjene det dobbelte - altså 28.000 kr. Heraf tager staten yderligere afgifter og moms til et beløb af 10.000,- kr. Med en slidsom bjerget indtægt på kr. 28.000 erhverver man sig altså såkaldte luksusgoder for kr. 4.000,- netto

Skattetrykket betyder, at der i dag er store besparelser at hente på alt, hvad man kan fremstille selv - ikke blot øl og vin, men den fingernemme, der kan klare reparationer og hende med de grønne fingre, der kan dyrke urter og blomster - de er guld værd i familien, fordi de skaber reelle værdier - nettoværdier - renset for avance til handlende og håndværkeren, renset for moms og andre afgifter og først og fremmest renset for den firdobling af værdien, som den almindelige kildeskat i gennemsnit medvirker til.

Dette er bagsiden af den teknologiske medalje - eller skal vi sige teknokratiske (planlægning og styring af samfundet; red). Det fuldgyldige bevis for, at vi som troldmandens lærling fik tingene til at danse - men de dansede fra os. Økonomerne var ikke så dygtige som teknikerne og nu står vi begge parter i en situation, hvor de må erkende, at vel var fremskridtet skønt, men vi var ikke voksne nok til at administrere det.

Vi er bragt tilbage til bønders og håndværkeres Gør-Det-Selv-samfund. Nu kan hænders arbejde i egen bedrift igen betale sig. Og det er måske ikke så galt.

Men for produktiviteten, effektiviteten, eksporten, nationalindkomsten og den tomme statskasse er det mildest talt ad helvede til.

Jørgen Max Jørgensen

Om fradragsjunglen

Et af gammelpartiernes slogans i de senere år har været, at man skal rydde op i fradragsjunglen.

Tilsyneladende er dette en resolut måde til at klare nogle af vore skatteproblemer.

Man behøver imidlertid ikke fundere så længe over sagen, før man bliver klar over, at der er tale om et blålys.

Hver gang man fjerner et fradrag, forøger man den ubeskyttede indkomstmasse, på hvilken de offentlige kasser kan drive deres jagt. Klarest så vi det jo, da det største af alle fradrag faldt. Skattefradragsrettens afskaffelse i 1966 åbnede sluserne for de helt store indkomstskatteplyndringer. I virkeligheden er det - omend i lidt mindre målestok - det samme, som sker, når man går i krig med andre fradrag.

Man skal derfor omgås tankerne med forsigtighed. Er man i tvivl, skal man sige nej til at gå med i sådanne oprydningsaktioner. Selve det, at blive ved med at lave om på skattereglerne og tage væk fra folk, hvad de har vænnet sig til, er jo i sig selv et betydeligt onde.

Navnligt på det seneste har de to andre store partier her i landet interesseret sig for en særlig teknik i deres bestræbelser for at nedsætte værdien af folks fradrag. Kan man ikke (med det samme) tage et fradrag hundrede procent fra folk, kan man måske tage halvdelen deraf. Man har derfor opfundet begrebet, at fradrag ikke sker i indkomsten, men i skatten.

Propagandaen for denne idé kører man med styrke på, at der så bliver givet det samme fradrag i kroner og ører til den fattige som til den rige.

Dette forsøg på at spille op til misundelseskomplekserne hos store dele af befolkningen gennemføres vel med en vis succes. Der er imidlertid grund til at advare folk mod at gå i fælden. I virkeligheden er opfindelsen "fradrag i skatten" kun en mellemstation på vejen til helt at lade fradraget forsvinde.

Nyskabningen vil medføre, at systemet bliver endnu en tak mere uoverskueligt. Man må først for hver skatteart for sig (statsskat, amtsskat, kommuneskat o.s.v.) foretage selvstændige beregninger med den skatteprocent, der nu gælder for den pågældende skatteart. Derefter skal fradraget - med den nedsatte værdi - indregnes som et fradrag i indkomsten, for at tallet kan komme ind på de normale trækkort og forskudsregistreringsblanketter.

For mange mennesker er skatten den største budgetpost. Hele det nævnte kinesiske system gør det ikke lettere for dem at fatte, hvordan det beløb, man skal betale, i virkeligheden er fremkommet. Når man første har fået det hele kamoufleret tilstrækkeligt, kan operationen gå videre og fradraget helt fjernes efter en periode.

Dertil kommer, at argumentet med, at den rige ikke skal behandles bedre end den fattige, i virkeligheden intet er værd. I det omfang man vil have en hårdere beskatning af velstående end af folk, der tjener mindre godt, gør man det ved at indføre stigende beskatningsprocenter, efterhånden som indkomsten øges. Hermed har man skabt en progressiv skatteskala og deraf kan man aflæse, hvor meget hårdere man ønsker at behandle folk på højere indkomsttrin. At øge denne hårdhed gennem metoden fradrag i skatten betyder blot, at man rammer tilfældigt blandt nogle - dem, der har fradragene - på det højere indkomsttrin til gavn for andre med tilsvarende høje indkomster. Derudover slører man hele progressionsvirkningen, så billedet kommer til at fremtræde endnu mere tåget.

Det er ikke yderligere uklarhed, vi har brug for i dansk indkomstskattelovgivning.

Mogens Glistrup

Der findes idag afgifter på en lang række varer og ydelser. Disse afgifter kan betyder at mange ekstra omkostninger. Men der er mulighed for at opnår fradrag for en række af de pålagte afgifter. Dette gælder selvfølgelig kun for virksomheder.

Men har man egen momsregistreret virksomhed kan man delvist få godtgjort sin CO2-afgift af energiforbruget, som bliver anvendt til tung proces. Herudover kan der være mulighed for at få ydereligere reduceret afgiftbelastningen, ved at indgå en energieffektiviseringsaftale med Energistyrelsen, hvorved der kan opnås tilskud til CO2- afgiften. CO2-afgiften er pr. 1/1 2008 90 kr ton.

Svære regler for energieffektivisering

En del af statens merprovenu ved de grønne afgifter føres tilbage til virksomhederne. Der kan ydes tilskud til delvis dækning afudgifterne til CO2-afgift i virksomheder, der indgår aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering, hvis virksomheden er optaget på listen over energitunge virksomheder eller promkriteriet er opfyldt eller rumvarmekriteriet er opfyldt.

Tilskuddet udbetales med det beløb, der overstiger 20.000kr, dog 10.000kr for væksthusgartnerier. Tilskud til virksomheder med brancheaftale udbetales uden bundfradrag.

Aftalerne med Energistyrelsen skal omhandle energieftersyn, energihandlingsplan og gennemførelse af energieffektiviseringer i overensstemmelse med handlingsplanen.

Mere på Jyllands-Posten

Overraskende? Det er da ikke spor overraskende.