[...] Og engang levede der en mand her i huset. Og det var min mand. Jeg var en stjerne. Jeg var stjernen. Men bestemt ingen kold. Og fordi jeg ikke var kold, måtte jeg være utilnærmelig. Så at ingen, der så mig i filmene, også ville være sådan en stjerne. Kun med stjernerne i dag er det sådan. Den, der ser dem og de historier, de spiller med i, ser uden videre sig selv som en af dem, jævnbyrdig - eller ligefrem overlegen i forhold til dem. Han kunne akkurat lige så godt være en stjerne. Han er præcis sådan en stjerne - en, der er endnu meget større, superstjernen. Og det kan man heller ikke på nogen måde fortænke dagens stjerners tilskuer i. Men jeg var i sin tid en anden stjerne, en ganske anden. Jeg ved, at jeg nu og da var monstrøs. Jeg ved, at jeg nu og da var noget af en fusker. Men netop sådan var jeg, også i de allermest dagligdags scener, en enestående person, som tilskuerne så som en, der befandt sig på uoverstigelig afstand af dem selv [...].

Der er umådelig meget tankestof i Peter Handkes roman Kali; der er en nærmest kafkask stemning over den. Noget nødvendigt; ueftergørligt. Jeg ser bort fra den værensmæssige tanke, at laden som er lig faktisk væren; det kunne der ellers nok tænkes et og andet over. For mig er det lige nu mere interessant, at hovedpersonens mors tale kredser om forskellen på en udefinerbar 'datidens stjerner' over for 'nutidens stjerner'. Tiden synes at være mytisk, men det er også ligemeget.

Der findes to typer stjerner, hvoraf den ene er alt-for-menneskelig, den anden utilnærmelig indtil det monstrøse; det nævnes ikke med ord, men sidstnævnte synes at være lig kunstneren (?). Den alt-for-menneskelige stjerne er nok snarere et idol; ikke en, der står over en, men en, der opfordrer til drømme, til efterligninger, til at lykkes. Hvorfor? Fordi det almindelige kan spejle sig i idolet. Hitler, siger Sloterdijk (med hvem Handke har nogle lighedspunkter), var ikke populær, fordi han skilte sig ud fra mængden, men på grund af hans åbenlyse vulgaritet. På den måde bliver Hitler arketypen for Sloterdijk (og Handke?) på den moderne stjerne. Stjernen medierer vulgariteten, således at publikum, ved at drømme om at tage hans plads, bliver sig selv mere lig.

Den monstrøse stjerne inkorporerede en afstandens patos i sig. Det lille skulle blive endnu mindre; det høje skulle skinne i sin utilnærmelighed. Stjernen er i den formatering en egentlig skelnen i strukturerende former og dvs. at bliver en strukturerende formdannelse i stjernens tilskuer. Det er to typer kunstmetafysikker. Den romantiske kunsts jagen efter en åbenbar svigefuld sandhed over for den populærkulturelle nivelleringsmekanisme; romantikkens inventio over for populærkulturens topiske afsøgninger. Og netop som topisk afsøgning formår popkulturen til tider at løsrive sig fra metafysikken og overskride Hitler som arketype. Men det forekommer mig her, at jeg blander kunstneren og stoffet sammen (i skuespillet).

Autenticitet
Familie, historie, samfund, hjem, nærhed, kys, venskab, kærlighed, jord, blod, sansning, orgasme, død, onani, lidelse i ethvert selvoffer (fødslens æstetiseringer), maskulinitet og kvindelighed, barnet, dyret, humanisme, logistikken, de(t) svage.

Finalårsager
Gud (ethvert pantemonium), det ene, i sidste ende, årsag, følgelig, masse, strukturer, mønstre (overhovedet enhver formatering), katalog, fødsel, begær, spejlet, miljø og arv, instinkter, vilje, grammatikken, logikken, narrativitet, samundet, naivitet, ind- og forsnævringer.

An explorer is someone who goes to the edge of knowledge [...]

I et uendeligt antal spejlinger udgøres grænsen ikke af et (magt)politisk forhold, men danner et afgrænse af bevægelse. Det er ikke opdagerens problem at knytte an til bevægelsen, grænsen alene er interessant i dens overskridelse. Ikke bevægelsen, altså egentlig ikke grænsen, men selve gangen er interessant. Dette 'to go to' (i modsætning til 'to on to') er erkendelsen, dens grænse (skaen af denne). Erkendelse har intet med sandhed at gøre - eller sagsforhold - (sandhed er vel deiktisk), den er en bevægelse hen til, hvorfra den aldrig kan vende tilbage; derfor stumpede citatet ovenfor:

An explorer is someone who goes to the edge of knowledge and brings back something new.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz "The Monadology")

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen "or" betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz's. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).

Hele manøvren består således af fem trin:

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Og resultatet bliver for mit vedkommende Jørgen Holmgaards Teoriens topik (Holmgaards doktordisputats er fra ´97 og udgivet i ´98 på Forlaget Medusa (der helt parantetisk bemærket også udgav skriftserien fra Aalborg Universitets vilde og vildt nødvendige satsningsområde Center for Æstetik og Logik) (Centeret er (i en (dobbelt)yderligere parantes) selvfølgelig lukket)), hvori følgende er at læse:

Som første i udviklingen hen mod den sprogorientering, som kom til at præge det 20. århundredes teorier, kan man se det sene 19. århundredes stigende optagethed af bevidstheds- og kulturspørgsmål. De blev nu opfattet i deres egen ret og betydning, ikke som fænomener, der skulle forklares med eller føres tilbage til mere grundlæggende basisforhold af social eller naturmæssig karakter. Tendensen er tydelig hos Dilthey, og både Simmel og Weber er i alt væsentligt bevidsthedssociologer, både i deres teorikonstruktioner og i deres interesseområder.

De følgende fem bloggere håber jeg vil være med på idéen: Lotte, Søren, Johan, Carsten og Johannes.

Adorno skriver om desertøren, i en anden sammenhæng, at klassen sætter sig igennem med sine fordringer der, hvor desertøren søger tilflugt (Minima moralia s. 54). Hierarkiet, defineret ved sin segmentering i nærmeste overordnede slægt og særlige artsdannende forskel, subjektiviserer således flugten. Desertøren lever afledt, dermed ikke mere ægte, men indtræder i helheden som en særlig forskeligartethed ved sandheden.

Noget adskiller sig ved sandheden. Desertøren arter sig forskelligt fra sandheden, retekstualiserer sin subjektivitet ud fra en anden helhed i helheden. I sit flugtforsøg, i sit ubetydelige angreb på helheden, tvinger han helheden til at bevæge sig efter ham i et forsøg på at genoptage ham; men i desertørens renaissance, kan man kalde genovertagelsen sådan, må helheden reformatere sine tekstualiseringsstrukturer, hvilket kun betyder, at hierakiet minimalt pauser sin subjektivering af desertøren. Desertøren formateres ud fra et brud.

Lykkes det at skabe et brud i hierarkiseringsprocesserne afsubjektiveres desertøren, omend kun ganske kort. Dermed bliver desertøren noget andet, der ikke kan varetages på tilstrækkelig fyldestgørende måde i det sociale hierarki og hverken som en særskilt artsdannende forskel eller som, en endnu mere udbredt fortænkning, individ, men som noget andet, der ikke er afledt. Desertørens mulighedbetingelse er ikke at være desertør.

Desertøren er ufarlig. Dennes ufarlighed ses tydeligt i afstraffelsen ved skydning. Skydningen eliminerer afstanden, den afstand som det sociale hierarki har måttet tilbagelægge for at reformatere helheden - gennem desertøren. Bruddet er derimod farligt ved ikke at kunne tekstualiseres. Kan man sige om de sociale hierarkier som segmenteringsmaskiner, at de benytter desertøren som skriver, kopist?

I så fald er desertøren en resubjektivering af sig selv inden for rammerne af en anden helhed, der har reformateret sig selv i henhold til bruddet, hvis andethed herefter står tilbage som et sammenføjende mellemrum.