Bajen å andra sidan saknar fortfarande en komplett backlinje och kommer förmodligen att fortsätta att exprimentera med offensiva spelare på kanterna. Den uttagna truppen finns här, och jag förutspår att man startar med följande elva:

Poppen

Haris - José - Traoré - Sosseh

Lolo

Erkan - Guterstam

Petter

Charlie - Paulinho

Möjligen kan jag tänka mig att man väljer att fortsätta med Mikkel som mittback snarare än Traoré som precis kommit tillbaka från skada. Men om Traoré är helt återställd är han förstavalet i mittlåset bland de tillgängliga spelarna. Möjligen får Helg eller Castro chansen på vänsterkanten istället för anfallaren Guterstam. Men på det hela taget tror jag att det är dessa spelare som spelar. Resultatet blir 2-0 till Bajen.

För övrigt måste jag vända mig mot det sångförslaget som José kommer med på "officiella" (som är bajenlingo för klubbsidan). "Always look on the bright side of life" är för mig en sång som handlar om självironiskt lidande. En sång man sjunger när det går åt helvete för Bajen. Det var inte romarna som sjöng den i Life of Brian, det var de som hängde på korset. Att använda den för att håna ett lag som kämpar i botten av tabellen känns bara fel.

Efter endt projekt har jeg generelt bare været en doven satan med hang til øl, tv og afslapning (Samt lidt udendørs aktiviteter)...

Ja, og jeg fortjener det efter et langt udmattende projekt!!

Men nu er jeg tilbage... Stronger than ever... Dog skal jeg i gang med eksamensforberedelse, så mit comeback på blogscenen er måske en smule kortvarigt...

See you on the flipside!

Das Zimmer direkte fra vindueskarmen blandt kvidrende fugle og toner af Maria Callas

Det "Storslåede" Vista

Det ringer på døren, og jeg forlader for en stund tv-kigningen, hvorefter jeg, forventningsfyldt, spæner hen til døren..

"Endelig", tænker jeg, mens jeg prøver at dirke låsen op...

Ude på trappesatsen rammer et skarpt hvidt lys mine øjne... "Er det Messias?", spørger jeg... "Nej, jeg er fra Schecker og her er din computer"... "Endnu bedre", svarer jeg..

Jeg river indpakningen af min nye gejlede Dell Inspiron 1720 med design, der skyder de latterlige macbooks ned i serie 5...

De fine linjer, det mørke og mystiske design, den skarpe skærm og den lysløse opstart forstærker bare mit fine indtryk af dette powerhouse af en maskine..

Windows Vista åbner sig som en helt ny verden for mig, og chassiset er da også ufatteligt smukt set udefra...

Men så stopper det positive indtryk også der...

For herefter begyndte problemerne at hagle ned over mig, som var jeg Jeppe Koefod i en skolegård...

Fejl på fejl popper op gang på gang, og jeg er ved at rive mit tykke hår op ved de sarte hårrødder...

"Okay, nu kan det fandme være nok", sagde jeg til mig selv efter seks timers indædt irritation, hvorefter jeg fandt XP-cd'en frem...

Her ramte jeg så en ny forhindring (Følte mig lidt som en Minardi-kører på det her tidspunkt), da XP kun kunne finde en harddisk...

"Weird...", tænkte jeg, "...men det må jo være den, da den har 500 gb"... Så jeg begyndte ivrigt at installere XP på den synlige harddisk, og så lænede jeg mig ellers tilbage for at se Letterman...

Da XP så var færdig med at installere, sker der ikke noget som helst, og pludselig kommer "Blue Screen Of Death" frem!!!

"NOOOOOOOOOOO", råber jeg, mens jeg oplever en svedetur, som var jeg ved at bestige Tourmalet på cykel.... Jeg genstarter forsigtigt og sidder med fingrene krydsede helt ned til knoglerne...

Heldigvis dukker der et windows logo op, men det er stadig freaking Vista... Det viser sig så, at jeg har lagt XP ind på min bærbare harddisk, som jeg har lånt af en af mine venner...

Under denne proces har jeg slettet alt, hvad der lå på harddisken, så det skal nok blive sjovt at levere den tilbage...!

Nå men tilbage til det primære problem: Nemlig at få min Dell Inspiron 1720 til at køre med Windows XP, hvilket åbenbart var et større problem!

Så startede jeg installationen forfra efter at have trukket USB-stikket ud til den bærbare harddisk, og der oplevede jeg så et nyt problem..

"Windows XP cannot find any hard drive...." What the fuck.... Af en eller anden grund kunne den nu ikke finde nogen harddisk overhovedet... "Super, hva gør jeg nu?", spurgte jeg mig selv!

"Google er din ven", sagde englen på min højre skulder, hvorefter jeg tændte den stationære og gik på World Wide Web...

Her fandt jeg nedenstående side efter et par døsige timer, som virkelig var ekstraordinær på alle punkter, da den ikke brugte nørdesprog til at forklare det hele, så os dødelige også fatter lidt:

http://www.davidreedonline.com/wordpress/2007/08/03/installing-windows-xp-on-the-dell-inspiron-1420/#comment-1223

Class act! Her fandt jeg en løsning på harddisk problemet, hvilket jeg ikke vil til at forklare her på siden (Følg linket ovenover)...

Herefter skulle der findes drivere rundt omkring på nettet, hvilket også krævede tålmodighed...

Men jeg fik da XP installeret, og kan nu i retroperspektiv se tilbage på en fuldført mission...

I hvert fald er jeg nu fri for "The Nightmare That Is Vista"....

Das Zimmer direkte fra Windows blandt XP og Vista..

Mit vækkeur ringede.. Højt og grusomt, syntes jeg selv...

Jeg klaskede min knyttede næve ned over det lille SWATCH-ur og åbnede mine øjne, så godt som jeg nu kunne..

Det var middag, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde siddet oppe til klokken 3 i nat...

Jeg rejste mit dvaske kadaver fra sengen, og begyndte at klæde mig på...

Sløvt gik jeg langsomt ned af trappen, og indtog en plads i køkkenet..

Jeg var dagen forinden taget hjem til de gamle, da jeg skulle have lidt afstand fra alle distraktionerne (jf. øl, kabeltv og Football Manager) i Dobbelt A, så jeg kunne blive færdig med mit teori til P4 projektet på Uni..

Anspændtheden var tydelig i mine skuldre denne morgen, og min mimik viste en smule nervøsitet, mens jeg slubrede mine cornflakes ned i mavesækken..

Jeg sad og stirrede lidt tomt ud i luften, og mest af alt lignede jeg en fjernstyret robot, der i takt løftede og sænkede skeen gang på gang..

Det var lørdag den 3. maj 2008, og Fulham skulle møde Birmingham i Premier League..

En vigtig kamp i den engelske bundstrid, og en af de vigtigste kampe i Fulhams historie..

Begge hold lå under nedrykningsstregen, og med en sejr kunne Fulham, hvis alt flaskede sig, rykke op over den røde streg..

Jeg varmede lidt op til bundbraget med kampen mellem Manchester United og West Ham, hvor "De Røde Djævle" klart var deres modstander overlegen..

Jeg sad selv og håbede på samme scenarie i Fulham kampen, men tvivlen lagde stadig i baghovedet..

Klokken var nu 15.46, og stillingen var 4-1 til Manchester United, der, selv med en mand i undertal, havde forholdsvis let spil mod et svækket West Ham mandskab, der dog bed godt fra sig i dele af kampen...

Tilbage i Kanal 5 studiet sad Claus Thomsen og indikerede, at han ikke troede på Fulhams overlevelseschancer, mens Jacob Laursen høfligt mente det modsatte..

"Bare Jacob Laursen får ret", tænkte jeg, hvorefter jeg søgte mod køleskabet for at finde en lille let snack til kampen..

Tilbage i lænestolen med et par leverdrenge i mit skød, var jeg nu klar til dagens helt store brag: Fulham versus Birmingham på Craven Cottage..

Kampen havde påtaget sig klart mest opmærksomhed i de engelske medier, da det var en kamp mellem liv og død, og man kunne næsten føle nervøsiteten gennem skærmen fra alle involverede...

Fulhams startellever havde fået selskab af tomåls-skytten fra sidste weekends meriterende comeback mod City, Diomansy Kamara, mens David Healy havde taget plads på bænken..

På slaget fire fløjtede dommer Chris Foy kampen i gang, og jeg kunne nu se frem til 90 neglebidende minutter i selskab med to hårdt kæmpende mandskaber i bunden af verdens bedste liga.

Brian McBride - GOOOOOAAALLLL

Fulham var altdominerende i startfasen af kampen, og man fornemmede, at de virkelig prøvede at vise deres fans, at de fortjente deres plads blandt de bedste..

Flot flydende spil langs jorden førte til flere gode chancer for Fulham, der kulminerede i Brian McBrides hovedstød på overliggeren allerede efter fem minutter, som dog fejlagtigt blev dømt offside.

Efter tyve Fulham dominerede minutter, begyndte Birmingham at komme bedre med i kampen. Brede Hangeland kom godt imellem et par halvfarlige Birmingham forsøg, og den gigantiske midtstopper viste rigtigt format i denne hektiske fase af matchen.

I det 42. minut kunne det dog være gået galt, da James McFadden, efter et Jimmy Bullard boldtab på midten af banen, fandt en fri Mikael Forssell oppe i front, men en befriende fod fra nordirske Aaron Hughes reddede Fulham fra at komme bagud..

De to hold måtte gå til pausen med stillingen 0-0, men man fornemmede stadig en opløftet stemning på et fyldt og larmende Craven Cottage.

"Pyha...", tænkte jeg, "... jeg er sgu for gammel til det her pis", mens mit hjerte langsomt begyndte at optage en normal hastighed efter hektiske 45 minutter.

Et hurtigt kvarter senere gik de to hold på banen til anden halvleg, og pludseligt røg mit signal på computeren... "NEEEEEJJJ", råbte jeg, mens jeg bandede og svovlede...

Jeg spurtede ind og hev kablet til modemmet ud, som man nu gør, når Internettet ikke virker... Men intet skete, og forbindelsen var stadig ikke at se nogen steder... "Argggh.. Det er ikke fair", småhulkede jeg, mens jeg forbandede alt og alle...

"GOD DAMMIT YOU F*CKING PIECE OF CRAP"

"Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair", blev jeg ved med at gentage, alt imens jeg rodede rundt med ledningerne bag i computeren...

Efter 7 minutters frustrationer var signalet på mystisk vis tilbage, og jeg hoppede ind i det 50. minut...

Bare to minutter senere sendte Jimmy Bullard et frispark ind i feltet, hvor Brian McBride dukkede op med sin amerikanske skal, og gjorde det til 1-0!!

"JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!", råbte jeg højlydt, mens min mor var ved at tabe både potter og pander... "Du var ved at give mig et hjerteanfald", vrissede hun, mens jeg hoppede rundt i køkkenet som en kænguru på speed...

Troen var for alvor tilbage, og det var da også Fulham, der stadig havde teten.. Bare få minutter efter havde Kamara en ganske god chance for at afgøre kampen, men hans flade skud voldte ingen problemer for den tidligere Fulham-keeper Maik Taylor.

Mellem det 70. minut og det 80. minut begyndte Fulham at have lige lovligt mange boldtab, som dog ikke førte til det helt store for modstanderholdet, der kvitterede med selv at smide bolden tilbage i Fulhams sort/hvide favn.

I Fulhams højreside fortsatte  walisiske Simon Davies med at voldtage Birminghams venstreback med mange gode raids op af kanten.

Bagved ham fortsatte, den i Tottenham, lånte Paul Stalteri med at overbevise ledelsen om, at han ikke skulle have en permanent kontrakt.. Jeg ved ikke selv, hvor mange gange jeg råbte: "Hvad Fanden laver du Paul Stalteri din canadiske retarterede skovhugger"!!!

Klokken rundede nu de 85 minutter..

Frustrationerne hos Birmingham-spillere og tilhængerne var nu brudt ud i lys lue, mens Fulham fansene optimistiske sad og svingede med flag, scarfs og hvad de ellers havde i hænderne..

Ude på sidelinjen stod træner Roy Hodgson og var eftertænksom, mens ejer Mohammed Al-Fayed så mere rolig ud med et uldtæppe foldet hen over sine ben.

Fulham har dog i denne sæson indkasseret mange mål i de sidste ti minutter, så jeg sad stadig og borede mine negle ned i egetræsbordet foran mig.. Desuden har Fulham været foran i 13 kampe og kun vundet tre, så intet under at dette sad i baghovedet...

Erik Nevland - Pure Class

Men ud af det blå kom forløsningen i det 87. minut...

Venstreback Paul Konchesky hoofer en lang hold op af banen, hvor Birminghams venstreback, den tidligere Fulham-mand Frank Queudrue, ser ud til at have styr på begivenhederne..

Men Queudrue går håbløst galt i byen, og får slet ikke kontrol over bolden, hvorefter indskiftede Erik Nevland hugger den lille runde kugle og udplacerer Taylor i Birmingham målet..

Mine øjne blev større end tekopper (Lige en lille intertekstuel reference til Fyrtøjet), og jeg gryntede højt i triumf, som boede jeg i en hule sammen med Osama i Afghanistans bjergrige sydvestlige region... Jeg strakte begge arme op i luften, knyttede mine næver og skrålede: "FULHAAAAAAAAM... YAAARRRRRRHHHH"..

Min mutter fik igen et chok, men undlod at kommentere på det, andet end: "Nå, nu står der to nul eller hva?"... Jeg havde store bloklys i øjnene, og smilet fyldte hele mit lalleglade fjæs, for hun havde ret..

2-0... Nu kunne det ikke gå galt... Og det gjorde det da heller ikke...

Chris Foy fløjtede af efter fire minutters overtid og alle supporterne holdte deres "Come On You Whites" skilte op mod himmelen..

Klasse perfomance med gude spillere, som Martin Birn sikkert ville have udtrykt det!

Samtidig tabte Reading til Spurs, og det betyder, at Fulham selv kan afgøre sin skæbne mod Pompey på udebane i næste uge.. En gyser af dimensioner!

Portsmouth har ikke noget at kæmpe for samtidig med, at de har en pokalfinale få dage senere... Fulham har naturligvis ikke den bedste udebanestatistik, men med to udebanesejre i træk er formen god, og jeg håber naturligvis på et hattrick...

"Cheer Up Roy, you old buggar, We got a fucking Victory"

Come On You Whites

Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt eufori og pure class!

FDB - You Are The Light Of My Life.....

Blandt min postforsendelser i dag var et bonusbrev fra FDB... "Yeah man!! I'm fucking rich", råbte jeg, mens jeg kyssede brevet, som oplyste hvor meget bonus, jeg havde sparet op i løbet af det sidste år...

"Det skal fandme fejres med en masse bajere og Mutti-is nede fra Aldi...", sagde jeg til mig selv, "...nu kan jeg endelig sige mit rædderlige job op og flytte til Andorra"...

Der er nu ikke noget som at modtage en FDB-bonus check på 13 kroner...

Bortset fra at det teknisk set ikke er en check, da beløbet bliver overført til næste år...

Det varer ikke længe før, at jeg snart kan købe mig en hel plade Marabou...

Das Zimmer direkte fra Kvickly blandt grunker og chokolade...

Cloverfield: NOT Coming To A Theatre Near You!

Da jeg, for noget tid siden, blev spurgt, om jeg ville med ind og se "Cloverfield", sagde jeg naturligvis ja...

Jeg havde jo set reklamerne, og syntes, at den mildt sagt så ganske hæsblæsende ud!

Da jeg så var inde at se den, blev jeg simpelthen blæst væk af en unik og once-in-a-lifetime biografoplevelse! Selvfølgelig var historien lidt vag, men når filmen blev filmet gennem et håndholdt kamera, var tempoet højt næsten fra start til slut..

Efter denne specielle oplevelse, gik lille Anders jo ud og anbefalede filmen til Gud og hvermand... Men hvad skete der så??

Biograferne tog Cloverfield af programmet efter ganske kort tid, hvilket jeg finder besynderligt, da "Snøvsen tager springet" kørte i et halvt år...!!

Hva fanden bilder de sig ind???

Når Cloverfield engang udkommer på DVD, vil jeg da overveje at erhverve den, men det vil aldrig komme i nærheden af at se den i biografen..

Så jeg begræder biografernes beslutning om at tage Cloverfield af plakaten efter få uger, og jeg forbander middelmådige danske film, der går i biografen i seks måneder uden at have halvt så mange bio-gængere som monsterfilmen Cloverfield, der trak fulde huse fra dag 1!

Skuffende!

Men jeg er selvfølgelig glad for, at jeg selv fik chancen for at overvære dette exceptionelle og singulære actionbrag:)

Das Zimmer giver den seks ud af seks bitre Dick's

Das Zimmer direkte fra biografen blandt fuldvoksne monstre og smadrede bygninger!

Highlights fra kampen...

Omsider ser det ud til, at foråret har erobret overtaget fra det våde og blæsende vinterlige vejr, vi har haft de seneste måneder..

Og det betyder jo, at man, som en ung knøs, skal ud og røre benene lidt... Så da en ivrig Bach ringede og hørte, om Kenneth og jeg ville med ud og spille lidt fo'boll, hoppede vi med på vognen...

Roar, Asbjørn, Jens, Carl, Petter og fem andre fodbold-entutiaster dukkede også frem til en fodboldsession i Superliga klasse!

Stedet var parken ved Kvickly (Som egentlig ikke har noget navn... Fra nu af Kvickly-parken!), hvor disse 13 gæve vikinger skulle folde sig ud i fuld flor!

Banen var forholdsvis mudret - hvilket er en mild underdrivelse - og der var placeret et træ i midtercirklen, hvilket der jo som regel er på en fodboldbane, mens buskadser omringede banen...

Træ midt på banen... Det må være Old Trafford, ikke?..

Vi startede ud med lidt let træning, hvor Kenneth ikke formåede at ramme et frit mål en eneste gang ud af 900 skud... Det vedkendte realisten Kenneth, og han valgte at agere målmand, da vi startede ud med den "alvorlige" del af fodbolden...

Første runde var "Sort" mod "Resten af farverne", hvilket betød, at jeg røg på det sorte hold, da jeg i dagens anledning havde valgt et chict mørkt løbesæt som påklædning...

Det startede ganske forfærdenligt for mit spil, og jeg valgte ikke at ramme en eneste af mine medspillere i de første tyve minutter samtidig med, at jeg viste teknik som en nyfødt elg....

Men heldigvis havde vi "Furuseth" og "Xabi Alonso" på vores hold (Fik ikke fat på deres rigtige navne...), og de var helt sikkert blandt de bedste teknikere på banen...

Asbjørn "Erik Boye" Vad stod på mål i samspil med Anders "Shinji Ono" Roar og moi, hvilket Asbjørn og Roar slap bedst fra... Generelt kørte mit spil overhovedet ikke i første runde eksemplificeret gennem mit uheldige målmandsspil og et indlæg, der ramte mig hårdt i kronjuvelerne, så jeg brændte på et frit mål...

A Kick In The Ball-Sack...

Efter første runde, som jeg rent faktisk tror vi vandt, blev det så til Humanistisk Informatik mod klatten, hvilket vil sige, at alle teknikerne kom på det modsatte hold...

"Okay, vi kan vist godt betegnes som underdogs", udtrykte Kenneth, og det var vi da utvivlsomt også... Men hvor vi manglede teknikken, havde vi fight og hjerte som var vi Herfølge Boldklub anno 2000...!

Vi fulgte egentlig også godt med i det første lange stykke tid, og især vores Man Of Match Anders Roar havde ufatteligt godt styr på alle modspillere... Han var som en sugemalle på en glasrude, når han markerede mostanderne, og det lykkedes ham næsten altid at prikke bolden fra de frustrerede teknikere...

I målet havde Kenneth "Pato" Kristensten styr på de fleste friløbere, når han modigt kastede sig ud i modstanderne med mudder og støvleknopper i ansigtet! Pato var generelt en trussel mod både sit eget hold og modstanderne kampen igennem!

På kanterne havde Rasmus "Koller" Bach og Asbjørn nogle gode runs fremad banen, og de kom for det meste til nogle velkvalificerede indlæg, som det lykkedes os andre at forpurre i de fleste tilfælde.... Koller var desuden dominerende i hovedspillet og havde nogle gode langskudsforsøg á la Suni Olsen, mens Erik Boye på den anden kant kæmpede sine ankler i laser med verdensklasse teknik og vendinger..

Roar i infight med en modstander

Jens "Hilbert" Thygesen udgjorde desuden en stor trussel i vores maskinrum, hvor hans lange ben utallige gange kom i vejen for farlige kontraangreb, hvorpå han driblede sig en smule uortodokst op igennem modstanderens skræmte forsvarslinje..

Jeg udgjorde den bagerste kæde for vores røde hold, og det vil jeg da mene, jeg gjorde solidt i forhold til første fo'boll kamp, hvor en seks-årig retarderet hermafrodit kunne have gjort mere gavn... Gang på gang blev jeg skudt ned af deres kæmpe centerforward, og gang på gang plaffede jeg lange og nogenlunde præcise bolde op mod vores tårnhøje angriber i form af Bach..

Det eneste mål for mit vedkommende var, da Bach med en excellente aflevering lagde den bag det blå holds forsvar, hvorefter jeg med en højre yderside udplacerede målmanden... En scoring efter fo'boll abc'en og et klassemål i alle spillets facetter...

Asbjørn måtte udgå med hele to skadede ankler, hvoraf den sidste lignede en forstuvning... Efter denne uforudsete skade, måtte hum-inf holdet være en mand i undertal resten af kampen., og hvilken kamp det blev..

Kampen foregik stadig i et hæsblæsende tempo, og vi må have løbet flere hundrede kilometer på det her tidspunkt!! Men vores solide og hårdhudede backkæde formåede i de fleste tilfælde at holde teknikerne fra scoring...

"Glimrende hovedspil Bach"

Pludselig kom vi endda foran, og vi kunne ane en lille sensation mod det stærke blå hold! Men en hurtig udligning gav os en mavepumper af dimensioner, og teknikerne kunne vende kampen til deres fordel med to ekstra scoringer...

Et sjovt øjeblik forekom, da en lille bulldog gerne ville have fat på bolden... Mest af alt lignede det et forstørret marsvin, og vi ventede alle på, at den ville hoppe op og bide sig fast i Petters strube, men den forblev stillesiddende, hvorefter den fortrak gennem buskadset..

Kampen lakkede mod enden, og vi var desværre nede med to mål, men da kampen blev fløjtet til ende, var det ikke seks tabere, der haltede fra banen...

Vi gik godt nok ind på banen som underdogs og potentielle tabere; Roar, Kenneth, Bach, Asbjørn, Jens og jeg.. 

Men det var seks heroiske og heltemodige mandfolk, der forlod den mudrede bane, og de seks vil gå over i Kvicklyparkens historie som "The Fighting Six"..

En legende var født, og den vil forblive indtil en ny fodboldkamp startes et sted i Danmark...

Das Zimmer direkte fra Kvicklyparken blandt skader og stemplinger...

Så siger vi tak for kampen drenge!

Nu hvor mediehysteriet, vi kalder X-Factor er slut, kan man endelig åbne en avis uden at se Martins lalleglade smil forstørret til sytten gange normalstørrelse... Og thank god for det!

Nej, nu er det på tide at glemme latterlige minitalentshows som X-Factor, nasale sang "talenter" og irriterende skaldede blævrehoveder....

For det er nemlig på tide at slå over på min syndige fornøjelse American Idol!

Hver fredag klokken 21 kommer dette ultimative talentshow på skærmen, og lad mig bare fastslå, at hverken lille henrivende nasale Martin eller James Bond skurken Jaws aka. Laura ville have en chance for bare at være blandt de 100 bedste...

Fint nok... Martin sælger sikkert nok til at modtage platin (Formodentlig mest blandt teenagere), men han er sgu glemt igen om fem år, når folk har fået nok af hans ubærligt hjerteskærende nasal stemme!!

Men lad os da lige se en sammenligning:

Her er X-Factor vinder Martin

Og her er en af de bedre sangere i American Idol, Michael Johns

Ja, forskellen er rimelig stor mildt sagt!!

Selvfølgelig er Danmark et meget mindre land, og talentmassen er signifikant indsnævret. Men jeg vil stadig mene, at vi burde kunne fremskaffe et lidt større talent end en knægt, der har stoppet otte golfkugler og en Ruko-nøgle op i næsen for at lyde som en af de maskiner, man brugte i syvende klasses sløjd...!

Det lyder nok som om, at Janteloven spiller ind i dette indlæg, men der tager i fejl... Hvis Martin kunne synge, ville det da bare være superfedt, men jeg kan bare ikke se det helt store internationale potentiale i den her irriterende knægt fra Ørum (Eller hva fanden byen nu hed), bortset fra han kan holde en (nasal) tone over længere tid...

Det hjælper så heller ikke X-Factor, at Blachmann sidder og diskuterer livets spørgsmål i sytten minutter, hver gang han skal give en bedømmelse af præstationerne...

Vært: "Okay Blachmann, hvad har du så at sige?" Blachmann: "Jamen, det er jo som den cypriotiske halvgud Sædides prædikede, da han, på sjettedagen for den kinesiologiske kinaradise, udbrød, at det judiciele krav, som den flamske Kong Hilbert fremførte, stred mod hans ellers joviale natur.... Derfor syntes jeg ikke i skal gå videre..."

Tilbage På Sporet

Nå, men tilbage til et talentshow, der rent faktisk har potentiale... Denne sæson af American Idol har budt på en ufattelig stærk lineup, og de fleste af fårerne er nu skilt fra bukkene efter showet er kommet til finalerne...

Bortset fra et par anonyme fyre og et par skingrende kvinder, er det også nogle powerhouse præstationer, jeg har været vidne til i løbet af denne syvende sæson.

Førnævnte Michael Johns har helt klar imponeret mig med hans lidt alternative scenestil, og hans rockede/soulfulde stemme.. Australieren er klart en af mine personlige favoritter, og han har vist, at en ikke-amerikaner sagtens kan gå ind og udklassere de fleste andre.

Lille David Archuleta er også gået hen og blevet blandt favoritterne.. Den 17-årige knægt med de sydlandske rødder, har imponeret med hans brede vidde. Samtidig er han ufattelig sympatisk og naturlig på skærmen, og han har det med at få teenagepigerne til at skrige (Ikke ulig Martin, men så stopper lighederne også der!).

Silkebløde David Hernandez har også været lidt af en positiv overraskelse, men han er lige lidt for medieliderlig efter min smag og holder formodentlig ikke i længden...

Rockeren David Cook prøver at gå i Chris Daughtrys fodspor, og hans superfede version af Lionel Richies "Hello" kunne sagtens gå direkte på plade og sælge som varm hashkage..

Så er der ikke mindst ydmyge Jason Castro, som klart er min favorit... Han har sikkert ikke den bedste stemme, men hans lidt distræte stil på skærmen er ikke mindre end legendarisk, og han virker sådan lidt skræmt af alt opmærksomheden.. Men man skal ikke kimse af hans fortolkning af Jeff Buckleys og Leonard Cohens ypperlige "Hallelujah", som fik selv Simon Cowell til at udbryde "GENIALT".

Blandt de kvindelige deltagere er der så desværre lidt længere mellem snapsene i år i forhold til især den seneste sæson.. De bedste sangerinder er i bedste fald outsidere til titlen som American Idol, men lad os tage et kig på dem.

Lille filippinske Ramiele Malubay er formodentlig pigen med de bedste chancer. Af at være en meget lille og sød person at være, har hun en overraskende kraftfuld stemme, og hun har helt sikkert overrasket dommerne.

Altid smilende Brooke White har også især indgydet sig hos Simon Cowell, og hendes lidt hæse vokal er også ganske charmerende.

Irske Carly Smithson har helt sikkert også en kraftig stemme, men hun har haft svært ved at ramme det rigtige sangvalg indtil videre, og skal mande sig lidt op, NÅR hun kommer i top 12.

Til sidst er der American Idols rock-dronning Amanda Overmyer, som rocker igennem med gamle Joan Jett og Janis Joplin numre.. Glimrende sangerinde, men hun er måske lidt for gammeldags til at vinde en konkurrence som dette poppede fænomen.

Mine forudsigelser er at enten Michael Johns eller David Archuleta vinder hele konkurrencen, mens man ikke skal undervurdere outsidere som Jason Castro, David Cook, Ramiele Malubay, Carly Smithson og Brooke White.

Hvis vi ser på dommernes status, er det som om, at Paula Abdul har drukket endnu mere før optagelserne... Hun ævler løs som en anden Blachmann uden dog at filosofere, hvilket er en del mere underholdende end hendes danske modpart...

Simon Cowell og Randy Jackson er stadig de to dommere, som kommer med bedst konstruktiv kritik, og den eneste grund til Paula Abdul stadig er med, er vel pga. underholdningsfaktoren...

Men jeg ser frem til at følge resten af sæsonen, og anbefaler helt klart at i gør det samme.

Das Zimmer direkte fra Hollywood blandt amerikanske idoler og fordrukne dommere.

The Zimmers "My Generation"

Et efternavn som Zimmer er et forholdsvis unikt efternavn i et lille land som Danmark...

Godt nok er vi en del Zimmere, men man støder da ikke på en ny hver eneste dag som andre ganske normale danske navne...

Hvis man så kigger mod udlandet, går der jo næsten inflation i navnet:

Vores tyske naboer mod syd bruger, som de fleste nok ved, Zimmer, som ordet for værelse..

Ford har en model ved navn Ford Zimmer, som desuden kun er indregistreret i Danmark en enkelt gang..

Et amerikansk firma med specialisering i f.eks. proteser og gangstativer kalder sig slet og ret "Zimmer"...

Et tysk rockband kalder sig Zimmer 483...

Og så er der selvfølgelig "The Zimmers"....

Denne tirsdag aften sad jeg egentlig bare og så en ganske underholdende udgave af "The Graham Norton Show" på TV2 Zulu. Pludselig fortæller Graham Norton om et progressivt band ved navn "The Zimmers" og jeg kigger over på Kenneth med julelys i øjnene...

Endelig får Zimmer-navnet den ros, som det fortjener... Et band!! YEAHHH!!

Hr. Norton nævner så, at bandet til sammen er over 3000 år gamle.... "3000 år gamle...", mumler jeg for mig selv, "... der må fandme være mange medlemmer i det band"...

Der stilles derpå om til omklædningsrummet, hvor bandet hænger ud.... Det viser sig, at der er omkring 40 medlemmer i bandet, og at bandets benjamin er omkring 65...

Min kæbe sad lidt løs efter denne opdagelse... Bandet begyndte derefter at trashe omklædningsrummet, som rockbands jo har for vane...

Da bandet så gik på scenen med den 90-årige forsanger Alf i spidsen, opførte de en overvældende progressiv version af The Who's "My Generation", som i øvrigt kan ses herunder....

Måske ikke lige det jeg havde forestillet mig, men alligevel ret fedt af 40 pensionister, der rocker til gamle tresser-rytmer...:)

Zimmer-navnet kommer faktisk fra det engelske ord for gangstativ (Efter firmaet, som laver gangstativer), hvilket var en oplysning, jeg godt kunne undvære...

The Zimmers er forresten på trapperne med en ny single på baggrund af The Prodigys "Firestarter"!

Jeg glæder mig til at følge den videre udvikling, og The Zimmers kan glæde sig over, at de har fået en ny dansk fanklub (Teknisk set kun mig...)...

Das Zimmer direkte fra sofaen blandt ungdommelige pensionister og gule gebisser...

Dette vil blive en del af mig

Jeg må desværre meddele, at jeg i dag sender bloggen på pension pga. uforudsete omstændigheder...

Jeg blev i dag ringet op af professor Trent Lukaszowski fra "The Royal Lesotho Institute" (TRLPI), som havde udvalgt mig til et helt nye banebrydende eksperiment.

For et par måneder siden meldte jeg mig som frivillig forsøgsperson til højteknologiske eksperimenter på TRLPI, da jeg mente firmaet var i stand til at forandre verden til det bedre.

Forsøget skulle helst ende med, at jeg som den første mand i menneskeheden skulle kunne være i stand til at udvikle gæller.

Dette skulle ske ved at udskifte mine lunger med tynde plader af væv fra en laks med den avancerede "C234 Tissue" maskine.

Gællerne, som består af tynde plader væv, kan på den måde udlede blod og coelomiske væsker, hvorfra små rocazon gas udslip vil bevæge sig rundt i min krop. Derefter skulle carbondioxid strømme gennem blodet og op i det Røde Hav, hvori jeg vil bo de næste 13 år, og så skulle jeg være i stand til at trække vejret under vand.

Dette er det videnskabelige gennembrud som gælleforskere overalt på kloden har ledt efter i flere årtier, og jeg er beæret over, at de har valgt netop mig.

Jeg byder farvel og ser frem til en lys fremtid i det Røde Hav.

Das Zimmer direkte fra vandet blandt sugemaller og sild. 

He perdido la cuenta, pero puede que la haya visto una docena de veces (la semana pasada fue de momento la última), y cada vez me vuelvo a sumergir como si fuera la primera, en el mundo de Brian, ese mundo delirante que crearon hace casi treinta años, los Monty Python.

Desde los primeros minutos, con la presentación de un pesebre, en el que una masculina madre, de ademanes bruscos y voz áspera, recibe con sorpresa a tres Reyes de Oriente, que le hablan de que su hijo es el Mesías, ya entras en situación, percibiendo que vas a disfrutar de una sátira mordaz e ingeniosa.

"La vida de Brian", se rodó en Túnez, en los decorados y localizaciones que había utilizado Franco Zeffirelli en su "Jesús de Nazaret" (1977), y contando entre sus productores con el ex-Beatle George Harrison.

Su argumento levantó ampollas en el Vaticano, y se estrenó en España con reticencia, en los últimos coletazos de la censura. Sigue en la actualidad prohibida su exhibición en las cadenas de televisión de varios países.

Aunque las altas jerarquías religiosas siguen denostando el film, es difícil encontrar a un cristiano de a pié al que le ofenda su trama, entendiendo que es una versión satirizada cargada de ingenio y de ironía (que en ningún momento ataca directamente la figura de Cristo), sobre los problemas generales que sufre la humanidad desde que el mundo es mundo.

Su audacia reside en la crítica a la ceguera que conlleva el fanatismo de cualquier tipo, entiéndase político o religioso, y a la absurda debilidad humana de buscar en lo simple algo más complicado.

Los revolucionarios mas enfrentados entre ellos que con sus gobernantes, las lapidaciones de media tarde, el circo, la comida “basura”, la gente que sigue ciegamente a la Calabaza, después del “sermón” de Brian, o la de "¡Dame tu zapato!"... Nos demuestran que los que poblamos el mundo, no hemos cambiado.

Sus carismáticos personajes (interpretados casi siempre por los geniales componentes del grupo, que se van intercambiando en los diferentes papeles), sus gags hilarantes, la frescura de sus diálogos, y su puesta en escena, se mantiene incólume aún con el paso de los años.

La película está plagada de secuencias que reseñar. Aparte de las que he mencionado más arriba, no se pueden dejar de lado las del sermón de la montaña, la del reparto de cruces (¿Crucifixión? Una cruz por persona), la del viejo que había hecho voto de silencio, la jocosa e inolvidable de Poncio Pilatos ("¿Acaso le paguece guisible el nombgue de Pijus Magníficus?" “"¿Y sabéis cómo se llama su mujeg? Incontinencia. Incontinencia Suma"), hasta llegar a la misma crucifixión de Brian, en donde todos los crucificados cantan como broche final: "Always look on the bright side of life" ("Mira siempre el lado brillante de la vida")

Terry Gilliam, en los extras que acompañan el DvD de “El Sentido de la vida”, dice que quizás los Monty Phyton no eran tan buenos, pero que al bajar tanto el nivel de la comedia que se hace en los últimos años, ahora parecen maestros del humor.

No es para estar de acuerdo con él en este comentario. Esta película demuestra que lo fueron ya hace casi treinta años, y que nadie ha cogido su relevo.

Comedias americanas que han bebido de sus fuentes, nos ofrecen parodias de gag fácil (véase como ejemplo “Aterriza como puedas” o las “Scary Movie”), que carecen del ingenio satírico y crítico de los filmes de los Phyton.

Revisemos pues de vez en cuando esta “Vida de Brian”, y riamos y miremos siempre el lado brillante de la vida acompañados de los Monty Phyton.

Aquí podéis ver el final de la película y escuchar la canción

Para ver ficha de la película, pinchad aquí

Swanson  

Hurrrrrrraaaaaaaa!... Min uforbeholdne undskyldning for DF-billedet...:p

Dette er en dag, der for evigt vil gå over i historien for det nye "Das Zimmer".

"Das Zimmer" brød denne højthellige onsdag ind i top 100 over de mest populære danske Wordpress blogs (http://www.wordpressmagazine.se/danmark-topp-100-popularaste-wordpress-bloggar-v12/).

Jeg debuterer som en solid nummer 95, hvilket gerne skulle udmønte i en del opmærksomhed fra omverdenen:p

For at bryde ind i top 10 skal man åbenbart belyse et af følgende emner: Islam, ytringsfrihed, vold, racisme, politisk dybde eller skandaler...

Denne blog skulle dog helst bevare sit lidt humoristiske syn på hverdagen omkring os, og derfor finder jeg det usandsynligt, at radikale ændringer skulle finde sted på "Das Zimmer"..

Men nu skal jeg dvæle ved sejrens søde smag, og "Das Zimmer" har nu fået fornyet styrke til at klare konkurrencen fra hårde "modstandere" som Bach, Tobemeister og Dmfisk. 

Jeg kunne naturligvis ikke have udført denne bedrift uden jer tre til syv læsere, så den største tak skal lyde herfra og gjalde gennem de danske bjerge... Øhmm bakker....

Das Zimmer direkte fra Top 100 på plads nummer 95...

Kids can be fucking cruel!

Jeg sidder onsdag middag og ser "Lille Doktor På Prærien" (Ja, jeg ved, hvad du tænker... Dr. Quinn og Sully ER kultfigurer..), og kigger ved et tilfælde over i den skolegård, der er synlig fra mit vindue...

Her står en lille lyshåret purk midt i en cirkel, og bliver skubbet af en stor mørkhåret fyr med tilhørende klike.. "Det var da ikke en fair kamp", siger jeg til mig selv, mens den stakkels lille fyr bliver brutalt, og jeg mener brutalt, skubbet i jorden af især det store brød...

Børnene gik formodentlig ikke mere end i 3-4. klasse, men det var grumme scener, der foregik midt i den cementbelagte skolegård... En anden lille knægt ankommer til løjerne, men ser ud til at have empati for offeret, hvorpå han render mod skolebygningen..

Scenerne fortsætter midt i gården, og så er det lige, man spørger, hvor fanden gårdvagten er henne?? Ud af skolebygningen kommer kavaleriet pludseligt i form af en bleg bønnestage á la Peter Crouch som seksårig samt den anden lille knægt, som før var løbet mod klasseværelserne...

Hans tilstedeværelse fører hurtigt til at det meste af kliken forsvinder, mens bønnestagen foretager en meningsudveksling med den største af bøllerne... Lidt skubben bliver det til fra bønnestagen, og det store drog forsvinder undskyldende, mens bønnestagens lille hjælper giver sin assistance til knægten på jorden...

Skolegårdshierarkiet er klart, og mens bønnestagen kigger sig om efter andre opgaver, fornemmer jeg som observatør en glødende autoritetsaura omkring ham... Bønnestagen er sheriffen, og han bekæmper bøllerne og kæmper for de små i et lille samfund, vi kalder skolegården...

Das Zimmer direkte fra folkeskolen blandt bøller og heroisme!

Δεν είναι πρώτη φορά που "επαγγελματίες" οδηγοί αδιαφορούν για τα προβλήματα που προκαλούν σε καθημερινή βάση (περιφερειακός Θεσσαλονίκης ύψος Νεαπόλεως με πορεία ανατολικά) στους Ελληνικούς δρόμους! Είναι καιρός στα καθημερινα ατυχήματα που συμβαίνουν να δούμε επιτέλους μια φορά και ευθύνη στον αργό ΔΟΛΟΦΟΝΟ οδηγό που προκαλεί τον εκνευρισμό και τις βεβηασμένες ενέργειες των άλλων οδηγών.

Στον εκνευρισμό μου δεν συγκράτησα στοιχεία του ΔΟΛΟΦΟΝΟΥ!

Αργότερα, σε ασχετο σημείο της Χαλκιδικής, προκλήθηκε θανατηφόρο τροχαίο. Μήπως υπήρχε και εκεί κάποιος "επαγγελματίας οδηγός"???

Πηγή: http://iknow.sanddigital.com

Μετά το τέλος του πειράματος καταλήξαμε στα παρακάτω συμπεράσματα:

1. είχαμε παχύνει
2. μιλούσαμε ακατάπαυστα χωρίς να λέμε τίποτα
3. αντιμετωπίσαμε προβλήματα στην οδήγηση και στο παρκάρισμα
4. ήταν αδύνατο να κάνουμε λογικές σκέψεις
5. μας ήταν αδύνατο να παραδεχτούμε ότι είχαμε άδικο, παρότι ήταν ξεκάθαρο ότι δεν είχαμε δίκιο
6. κάθε ένας μας θεωρούσε ότι είναι το κέντρο του σύμπαντος
7. είχαμε πονοκέφαλο και δεν είχαμε διάθεση για σεξ
8. και η αποκορύφωση: έπρεπε να πάμε κάθε 10 λεπτά στην τουαλέτα και μάλιστα όλοι μαζί.

Περαιτέρω ανάλυση μάλλον είναι περιττή: Η ΜΠΥΡΑ ΠΕΡΙΕΧΕΙ ΓΥΝΑΙΚΕΙΕΣ ΟΡΜΟΝΕΣ

Το πουλί είναι πιο σκληρό, όταν είναι μακριά από το σπίτι του.