Den slags skuespil udfører vi naturligvis alle sammen fra tid til anden. Det kan være familiefesten, som vi deltager i af hensyn til vores bedstemors følelser, eller personalemødet, hvor man er nødt til at bide et par forkerte beslutninger i sig for at komme videre. Dét er en del af det at være menneske i det moderne samfund - og derfor ved de fleste også, hvor ubehageligt det er. Derfor vil de fleste sikkert også kunne forstå, hvor skrækkeligt det ville være, hvis man var nødt til at spille den slags skuespil dag ud og dag ind, for at andre skulle være villige til at inkludere én i fællesskabet. I længden leder det til frustration, bitterhed og i sidste ende depression.

En gruppe mennesker, som stort set aldrig er på bølgelængde med deres omgivelser, og som kun yderst sjældent bliver set og forstået, er de hyperintelligente børn i landets klasseværelser. Og hvorfor gør det så ikke dét? Her kommer en betragtning, som er stinkende politisk ukorrekt, men jeg synes, at landets skolelærere, -ledere og -politikere skulle tage at tænke over den:

Mon ikke de, der vælger at blive lærere, hovedsagligt er dem, der selv syntes, at det var sjovt at gå i skole? Og hvem syntes, at det var sjovt at gå i skole? Det syntes de jævne begavelser inde omkring middelintelligensen, som ikke var tynget af nogen større fantasi. For det var dem, undervisningen var tilrettelagt for. Af lærere, der selv i sin tid havde syntes, at det var spændende at gå i skole. Fordi undervisningen var tilrettelagt af og for de fantasiløse med begavelse omkring eller en anelse over middel.

Skolen er med andre ord et kulturelt kredsløb, som genererer og hylder den fantasiforladte præstation omkring middel.

Den tunge ende af skalaen kan lærerne godt finde ud af at tage sig af - forudsat at de får ressourcer og tid til det - for det er som regel overkommeligt at hjælpe én, der er langsommere i hovedet end sig selv. Noget vanskeligere er det at hjælpe én, der er kvikkere i pæren end én selv, for hvordan skal man bistå udviklingen af noget, man ikke forstår?

Politiken har taget de overbegavede børn og Mentiqa-skolerne op den seneste uges tid, og som én af dem, der tilbragte 9 års skolegang med at sidde på bageste række og tegne (når jeg ikke lavede ballade), kan jeg kun sige: STORT TILLYKKE til landets kvikkeste unger, fordi deres forældre er begyndt at oprette skoler til dem, hvor de kan få de rette udfordringer. Det er ikke den optimale løsning, for børnene har også behov for at lære at omgås jævnaldrende, der ikke kan følge deres abstrakte og lynhurtige tankegang. Men af to onder er særskolerne klart det mindste!

En mulig vej ud af problemet ville være at tiltrække nogle af de virkeligt krøllede hjerner til lærergerningen. Enten gennem højere løn, særlige forskerstillinger, konsulentansættelser, projektforløb eller lignende. Der er masser af muligheder, men det er nok ikke skolelærerne, man skal sætte til at udvikle idéerne...

Dagens limerick:

Det' så farligt, det må holdes hemligt
Så problemet blir ikk taget frem tit:
I enhver gruppe mensker
Li'e fra tømrer' til svensker
Der er halvdelen klog over genmsnit

Mindre sjovt er det at forsøge at leve af kunst og kultur i Danmark. Landet - læs: sprogområdet - er simpelthen for lille til, at selv en hæderlig succes kan brødføde et voksent menneske. - Glem alt om at forsørge et barn eller to og sikre sig en pensionsopsparing!

Baade-Og Mandag har p.t. solgt ca. 2.800 eksemplarer, hvilket i en dansk sammenhæng er en overvældende succes. Specielt for en debutant og især taget i betragtning, at bogen udkom på eget forlag.

De penge, som det har afkastet, er dog nærmest til at dø af grin over. Hvis ikke ligefrem af sult. Den eneste grund til, at jeg har fået et nogenlunde hæderligt beløb ud af et salg på 2.800 bøger, er netop, at jeg har udgivet dem selv, så salget ikke også skal brødføde en forlagsredaktør, en grafiker, en konsulent, en regnskabsafdeling, en marketingafdeling etc.

En tilsvarende succes på det tyske marked, hvor der er 80 millioner mennesker, ville have betydet 44.800 solgte bøger. Dét kan man godt leve af. I hvert fald i den tid det tager, til man har skrevet sin næste bog.

Summa summarum 1: Danmark er for lille til, at man selv med en pæn succes har en jordisk chance for at leve af at være kunstner. Man er henvist til legater, støtteordninger, a-kasse, offentlige ydelser og arbejde, som intet har at gøre med dét, man er god til, nemlig at skrive, komponere, spille musik, tegne, spille skuespil, danse eller hvad, det nu måtte være.  Det vil sige: Man har ikke arbejdsro til at udvikle sig som kunstner, og i længden risikerer den kunst, man laver, at blive noget middelmådigt bras. Præcis som sportsfolk er nødt til at træne om og om igen, for at nå det sublime, sådan er kunstnere også nødt til at træne. Hvis man skal nå ud over grænsen, hvor ingen andre har været før, så kræver det øvelse og atter øvelse.

Summa summarum 2: Hvis vi også i fremtiden ønsker, at der findes en dansksproget kultur med ny litteratur, ny dramatik, nye film og nye danseforestillinger med et vist niveau, som kan måle sig med kunst og kultur produceret i større lande, så er der nødt til at skabes en ordning, hvor kunstnere kan leve af det, de laver.

Mit forslag er at gøre kunstnerisk virksomhed skattefri op til 500.000,- kroner om året. Det ville gøre selv en mådelig succes til et reelt indtægtsgrundlag, og man ville i højere grad flytte kunstnernes forsørgelse over på egen indtjening frem for legater og støtteordninger. Legater og støtte er fantastisk, for det knytter sig trods alt til den kunst, man udøver. Men man er ikke selv herre over, hvordan ens økonomi hænger sammen.

"Hov, hov! Hvorfor skal kunstnerne nu være skattefrie?" siger den skattetrykkede dansker. "Er mit job som advokat eller tømrer eller skolelærer ikke lige så meget værd som en kunstners?"

Jo, absolut. Men uanset om der er 5,5 millioner mennesker i et land eller 80 millioner, så er der stadig kun 25-30 børn i skoleklasserne, og det antal klienter eller kunder, som en advokat eller tømrer kan nå at arbejde for i løbet af et år, er ikke særligt forskelligt. Advokatens, tømrerens eller skolelærerens indtægt er ikke afhængig af landets størrelse, men af den generelle økonomiske situation.

Anderledes med kunstnere. Det gør en umådelig forskel for antallet af potentielle teatergæster, bogkøbere, filmgængere etc. om sprogområdet har 5,5 eller 80 millioner mennesker.

Derfor er jeg lige nu VILDT lykkelig over, at jeg har fået et arbejdslegat til at revidere og skrive en international udgave af min bog Frihed og demokrati - hvor svært kan det være?

Dels glæder jeg mig til at komme i gang (jeg har allerede gennemgået teksten med Mogens Herman Hansen og fundet en masse ting, som kan gøres bedre), og dels ved jeg nu, at jeg har råd til at leve til og med august 2008. Det giver en ulige meget bedre nattesøvn!

Idéen med den nye udgave af bogen er, at når teksten er revideret og omskrevet til ikke at fokusere på det danske demokrati, men på demokratiets mange former rundt omkring i verden, så skal teksten ud at ligge på nettet. Ikke blot på dansk - det er jo som bekendt et temmelig lille sprogområde - men på engelsk, tysk, fransk og alverdens andre sprog. Og hvordan dét kommer til at ske, det kan du læse mere om her på bloggen de kommende måneder.

- Desuden kan det jo også tænkes, at jeg skriver, hvor mange penge, det drejer sig om, og hvem der giver mig dem...

DR’s seneste store fredagsaftenunderholdningssatsning på 1’eren er X Factor, som udstiller amatører på rad. Samtidig er professionelle kunstnere stort set forment adgang til sendefladen. Hvornår har vi f.eks. sidst set et fast underholdningsprogram, der præsenterer danske musikere, der har brugt år på at øve sig og forfine deres kunst? – Årh, jo, der er jo ”Hit med Sangen”, men der bliver de kendte netop hevet ind for at synge noget, de ikke har øvet sig på. 

Samme mediehus har en anden kanal, hvor man kan se ”Smagsdommerne”. ”Smag” – eller mangel på samme – kan hvem som helst jo have, og i det mindste har man ikke kaldt programmet ”kvalitetsdommerne”.  

Leif Davidsen tog fat på bibliotekerne i Information i går: Hverken bibliotekerne eller Danmarks Radio synes egentlig, at det er særligt spændende at foretage sig dét, de pr. definition er sat i verden for at foretage sig, nemlig hhv. udlån af bøger og leverance af public service.  

Forklaringen gav han også: Det er alle dem, der er født efter 1970, der nu sidder på og kommer til at sidde på magten i kulturinstitutionerne, og da de aldrig nogensinde har lært at skelne mellem skæg og snot i skolen, er de reelt ikke kvalificerede til at bedømme kvalitet. Og hvad værre er: De synes heller ikke, at det er vigtigt. 

Og skylden: hippie-generationen og deres lallepædagogik.  

Stærkt gået af Leif Davidsen, selvom vi måske skulle sige, at problemet også omfatter os, der er født efter 1965. Vi har nemlig alle gået i skole efter 1968, hvor katastrofen satte ind, og da Ritt Bjerregaard senere kom til som undervisningsminister med sit mantra om at ”Hvis ikke alle kan lære det, så skal ingen lære det”, så var idiotien total. 

Forskellen på en amatør og en kunstner er, at amatøren viser, hvad han kan. Kunstneren viser, hvad ingen andre kan. Men hvordan i alverden kan man vide, hvad ingen andre kan, dersom man ikke ved, hvad andre kan? Og hvordan i alverden skulle man kunne vide, hvad andre kan, hvis man ikke lærer sit håndværk ordentligt?  

Dertil kommer spørgsmålet om, hvem der skal føre kunstuddannelserne videre om en generation, hvis den nuværende ikke får arven og færdighederne med sig. 

Et perlecitat fra Politikens artikel om kunstakademiet illustrerer elendigheden: Mens journalisten interviewer en af lektorerne, kommer en af de studerende hen efter hjælp. Da han ikke ved, hvem der er journalisten, og hvem der er lektoren, spørger han: ”Er det dig, der er den voksne?”. Hvortil lektoren nikker. 

Jeg lovede mig selv ikke at skrive ”børnehave” i dette indlæg. Nu kom jeg til det alligevel.  

Dagens limerick:

Før var kunst noget ædelt og herligt
Store ånder som ku noget særligt
Nu har alle et CV
Hvor de har vært på TV
Og så er kvalitet blot besværligt