Johs. 6:44
Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.

Heldigvis har vi også fået et løfte. Den der søger skal finde! (Matt 7:7)

Når jeg gribes af frygt stoler jeg på dig.

Oftest når vi gribes af frygt, så går vi i panik, vi glemmer oftest at det der egentlig ville være nemmest var at overlade det til herren, vi går med det inde i os selv og lader det opsluge os, vi glemmer Gud og det bliver til alt hvad vi tænker på, det er det satan ønsker når vi prøves, at vi glemmer Gud og begynder at arbejde i vores egen styrke. Satan ønsker at vi glemmer at vi formår alt i ham der giver os kraft, og at Guds kærlighed aldrig fejler (fillipperbrevet4,13 og 1. Kor. 13,8) han ønsker at vi glemmer at vi bare kan overlade vores problemer til Gud.

Jeg havde den her oplevelse for et kort stykke tid siden, det der med at et problem opsøger en, og at man til at starte med tror at man kan klare det men så opsluger det en mere og mere, man går mere i panik og til sidst så glemmer man Gud.

Før jeg blev kristen havde jeg været i seng med en pige, eller det vil sige det var lige efter at jeg var blevet kristen men mens jeg stadig ikke havde gjort opfattet hvor dårligt dette egentlig var for mig. Og mens vi havde sex gik det på et tidspunkt galt med noget beskyttelse, men jeg var selvfølgelig for træt og fuld og skæv til at opdage noget så jeg lod bare som ingenting. Tiden gik og her for nogle måneder siden mener jeg at have hørt en stemme der konfronterede mig med det her, sagde til mig,

”der er en mulighed for at hun er blevet gravid.”

Jeg tror jeg reagerede lidt blandet, først tænkte jeg fedt, jeg vil gerne have børn, så jeg skubbede alt andet til side og begyndte at tænke over det der med hvordan jeg ville gøre hvis der nu var et barn, jeg begyndte at lade det opsluge mig uden overhovedet at få det konstateret, men så hørte jeg en anden stemme sige til mig:

”der er gået mere end halvandet år, hvis der er et barn så er der nok en grund til at hun ikke har fortalt dig noget”

så tænkte jeg nåh ja, så vidt jeg huskede havde den her ekskæreste en anden kæreste ved siden af mig som var en del ældre og som nok bedre kunne tage sig af barnet hvis der altså var et barn. Så jeg lod det ligge lidt og prøvede på at undgå at tænke over det, jeg lagde det ikke over til Gud men blev bare ved med at sige til mig selv at det var løst.

Så gik der lidt mere tid og pludselig var der en stemme der sagde til mig, at det slet ikke var den grund men mere fordi at jeg ikke ville være tilstrækkelig som far, at jeg ville svigte mine børn, at jeg ligesom mine egne forældre ville have svært ved at vise dem kærlighed, og at jeg ligesom min morfar og mine onkler ville komme til at voldsmadre dem, ligesom jeg før har gjort det med søskende og venner, så jeg gik i panik og glemte Gud fuldkommen, jeg glemte at bede, jeg lod min bibel falde til side og jeg tænkte ikke på andet end det her med, hvad nu hvis jeg når jeg en dag får børn viderefører de her mønstre? Jeg burde ha tænkt, min far har udfriet mig fra misbrug, jeg har oplevet hvordan han har frelst mig, hvordan han har reddet mit liv. Jeg har læst om at han har helbredt, frelst, udfriet, og lavet endnu vildere mirakler. Hvorfor går jeg og bliver bekymret over det her? Hvorfor går jeg og tænker over om jeg vil komme til at slå mine børn, det burde være så nemt for mig bare at tænke, nej det gør jeg ikke, jeg er stoppet med at drikke på daglig basis med lidt hjælp ovenfra, så burde det heller ikke være noget problem at få hjælp til ikke at tæske mine børn.

Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Dum som jeg var, (og er) lod jeg det bare opsluge mig endnu mere, jeg lod den der frygt blive en del af mig, så nu gik jeg og håbede på at hun ikke var blevet gravid, og hvis hun endelig var så hellere at hun ikke fortalte mig om det, end at jeg ødelagde barnets liv. Jeg tænkte, jeg ville da hellere vokse op uden en far og kunne forestille mig at min far var den her supermand end at ha en far der var et rigtigt røvhul.

Så den her tanke blev simpelthen en besættelse nærmest en frygt der fik mig til at overveje om jeg nogensinde skal ha børn. Det skal lige siges at min største drøm næst efter at følge Gud er at blive familiefar og få syv børn, så det er en ret stor ændring aldrig at skulle have børn.

Men til sidst blev det simpelthen for meget, det begyndte at betyde så meget for mig at jeg placerede det over hvad Gud har kaldet mig til, jeg tænkte at hvis der var et barn var jeg nød til at opgive mit kald, jeg ville blive nødt til at rejse hjem, droppe min uddannelse tage mig et fabriksarbejde og forsørge det her barn. Hvilket jo alt sammen er meget godt hvis, altså det ikke var fordi at Gud han har kaldt mig til at blive præst og forkynder.

Kan i se hvordan den her lille ting, som jeg ikke engang var sikker på om var rigtigt fik mig til at glemme Gud fuldstændigt? Jeg var så heldig at jeg tog med min far i kirke alligevel og da vi så sidder derinde siger præsten så.

”Gud han siger til mig at der er en herinde der bekymrer sig alt for meget om en graviditet, jeg kan forstå på det hele at dette opsluger ham og får ham til at glemme herren, jeg vil bare sige til dig, Gud har taget sig af det du skal ikke bekymre dig, bare stol på herren din Gud så skal det nok gå”

Jeg blev vækket lige der og opdagede at det var mig han talte til, selvom jeg ikke søgte Gud og faktisk var på vej væk fra ham, så kaldte han på mig, så jeg valgte at svare på hans kald, og tænkte ikke så meget over det, og fik så tjekket et par dage efter og opdaget at min ekskæreste aldrig havde været gravid.

Denne her historie er en ret klar historie om hvordan en ting der egentlig bare kan være en tanke kan overtage Guds plads fordi vi lader den, et lille problem som egentlig ikke engang behøvede at være et problem, hvis der var et barn kunne jeg jo i princippet sikkert få noget støtte og så fortsætte min uddannelse og stadig søge det kald Gud har givet mig.

Vi glemmer ofte det her med at vi bare kan give vores problemer til Kristus, han døde jo trods alt for at vi ku være fri, ikke for at vi skulle være tynget at problemer. Han fortæller os at han elsker os og at han vil bære alt i kærlighed til os (1. Kor. 13)

Det jo ikke fordi at det skader os at lægge vores problemer over til Gud, vi kan jo bare kigge på david som har skrevet det der med at når han gribes af frygt så stoler han på herren.

Han levede ikke ligefrem et dårligt liv, det var fyldt med problemer men han blev ikke tynget af dem, og når han endelig gjorde var det når han undlod at stole og lytte på Gud.

David var konge, han levede et godt liv, fordi at han stolede på herren, hvorfor gør vi så ikke det? Hvorfor prøver vi på at klare det hele selv, det vi burde gøre var at stole på herren fuldt ud og fatte at når vi gør det så formår vi alt for så er vi i ham, og som Paulus siger i Filipperbrevet 4,7

”jeg formår alt i ham der giver mig kraft

Markus

Det er svært at finde ud af, hvad Peter præcist mener med v. 19-20, at Jesus i Ånden prædikede for de ånder, der var ulydige i Noas dage. Fik de mulighed for at omvende sig, og i så fald, kunne eller ville de så? Jeg fandt en prædiken af en amerikaner her http://www.fcfonline.org/content/1/sermons/101892m.pdf, som jeg synes behandler spørgsmålet på en god måde. Så læs den og bliv klogere (måske) :-)

Peter er til gengæld befriende klar omkring, hvad der frelser os: Dåben, fordi den vasker vores synder af, v. 21.
Advarsel: Amerikaneren udlægger teksten fint indtil han kommer til v. 21, som handler dåben. Her går han direkte ind og modsiger den, og siger at dåben ikke frelser. Men det kan han nok ikke gøre for, da han sikkert er baptist.

Til os andre: Lad os glæde os over at vi i dåben kom i kontakt med det vand, der kan frelse, fordi det er forbundet med Guds ord om fred med Gud og evigt liv ved Jesu opstandelse!!

Men indtil videre vil jeg blot gøre lidt reklame:
I dette øjeblik har jeg etableret en ny underside. Den hedder ”Pres en prædiken”. Herfra vil jeg offentliggøre links til prædikener og andre interessante åndelige hjemmesider.

Vil du se mere? – KLIK HER.

Hustruen skal ikke imponere med ydre skønhed, men med gode gerninger/hengivenhed. Det er ikke et forbud mod at smykke sig og tage pænt tøj på (vi er mange ægte-mænd, som ville være kede af, at vores koner ikke måtte vise sig fra deres kønneste side...), men imod at ville bruge det til at fremhæve sig selv unødigt.

Til v. 6, tror jeg man kan sige: Ja Bibelen taler om at konen er underordnet manden, men det behøver/bør ikke komme til udtryk i dagens DK ved at konen skal kalde manden Herre, for en mand i år 2007, der ønsker at ære sin hustru vil ikke bede hende om at gøre noget, som ikke er normal opførsel.

I v. 8-12 går Peter tilbage til det mere overordnede - hvad skal grundinstillingen være.

Spørgsmål:
Kan man forestille sig en grænse for lydighed mod en ikke-troende mand m/k, og evt. en grænse for at blive i et ægteskab? Hvis ja - er der så en bibelsk begrundelse?

Skønhed i det ydre: Er det en udfordring for os? Hvor går grænsen mellem ikke at spille øjebæ og at føre sig frem...?

 Hvorfor er Gud optaget af detaljen?

Spørgsmål:
Hvad beskylder ikke-troende kristne for i dag jf. v. 12. Er det altid med urette? Hvilke "gode gerninger" gør særligt indtryk på mennesker i dag?

Forholdet til myndigheder er en vigtig del af et kristent liv. Har vi som kristne bare styr på det - eller er det nogle gange et område, hvor vi ser igennem fingre med? hvilke konsekvenser kan det få for vores vidnesbyrd?
Se evt. Rom 13,1-7 og Mark 12,13-17 omkring forholdet til øvrigheden.

Hvorfor bruger Peter så meget plads på at beskrive det Jesus har gjort for os, v. 23-25 - når han er ved at fortælle, hvordan vi skal leve?

Hvad er det i følge Peter, som gør at vi forbliver Guds folk, dem som frelses, v. 2?

Hvad er det for nogle ofre de kristne skal bringe, hvad består vores "præstetjeneste i? (se v. 9)

Hvilke konsekvenser bør det få i vores menigheder, at vi alle er præster?
 (Det sidste spørgsmål er måske lidt mere indviklet end som så. Man kan jo skrive en kommentar med et bud)

Hvad er i følge Peter forudsætningen for at vi kan leve et helligt liv?

Hvilke lyster er det konkret, vi ikke skal tilpasse os i dag?

Hvad er det positive indhold i et helligt liv ifølge Peter, og hvordan praktiserer vi det?

"at vise lydighed og blive bestænket med Jesu blod" v. 2 antyder noget om temaer senere i brevet.
Lovprisningen fra v. 3-9 er en typisk indledning på et brev. Den tager udgangspunkt i modtagernes situation: Lidelse og forfølgelse

Hvordan hænger håbet om det evige liv sammen med lidelse. I v. 3-9 og i dit liv?

Hvad er det, der gør at englene, som ikke selv er målet for evangeliet, er "misundelige" på os, som det er rettet til?, v. 12

Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ «

Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?«
Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«
Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«

Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?«
Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Da tog Peter ordet og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?«

Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.

Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.”
[Matt. 19, 16-30]

For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.
Det er noget af et dilemma, Jesus sætter os og sine disciple i.
Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for os rige at komme ind i Himmelen.
Taget i betragtning at en kamel slet ikke kan komme ind gennem et nåleøje, kan vi godt give op. Vi kommer aldrig i Himmelen, for på den ene eller den anden måde er vi rige. Vi har lige til dagen og vejen, og lider ikke nød.
Og end ikke hvis vi alene følger samtlige af de 10 bud, kan vi opnå frelse.
Vi kan ikke blive frelst alene ved vore gode gerninger. Ved at tro på hans død på korset, og ydmygt stille os til rådighed for Gud, vil vi få en plads i Himmelen.
Præstige dyrkes af mennesket, men ikke nødvendigvis det Gud søger.
I bibelteksten giver Jesus os et løfte: Hvis vi er villige til at følge ham – vil han sørge for os. Han siger, at alle de afsavn vi har måttet acceptere, vil vi få det hundreddobbelt igen engang i det nye liv.

Vi kan altså blive frelst ved at overgive os til Jesus, og stille os til rådighed for ham. Hvordan det konkret kan udmønte sig, må være en sag mellem Gud og det enkelte menneske.
Jesus har ikke noget imod at vi tjener penge. Penge er forudsætningen for overlevelsen og penge kan bruges til meget godt.

Når Jesus siger til den rige mand, at han skal sælge alle sine ejendele og følge ham, tror jeg at Jesus mener, at enhver med overskud skal dele med sin næste – både fysisk og psykisk overflod.
Det giver ikke jordisk præstige – men det giver præstige i Himmelen – hvor du derved vil samle dig himmelsk rigdom, hvor hverken møl, rust eller tyve kan ødelægge din formue.

Når man går op og ned ad hinanden hver dag, kan det ikke undgås, at der til tider falder et hårdt ord. Det kan faktisk være sundt at blive udfordret, men der er naturligvis en grænse.
Det er der også os mennesker imellem.

Prøv at forestil dig at Jyllands-Posten og Mellemøsten er to mennesker. En mand og en kvinde, som er gift.
Jyllands-Posten er repræsenteret af manden, og Mellemøsten er symboliseret ved kvinden.
Manden er blevet træt af konens evindelige moralske spændetrøje. Man må da heller ikke sige noget, uden at nogen bliver stødt og kede af det.
En dag har manden tegnet konens familie – på en måde, der er så ækel, så ingen nogen sinde har set noget lignende.
Da konen kommer hjem og opdager den grimme tegning, bliver hun tosset på manden, og skælder ham ud. Men manden er ligeglad. Drillende pointerer han, hvor meget hun trænger til denne provokation – for hun kan da aldrig tåle at høre noget, der hører virkeligheden til. De går i seng og lader solen gå ned over deres vrede.
Næste dag, og den tredje og i øvrigt også den fjerde dag, er det en meget ubehagelig oplevelse at befinde sig i huset. Mand og kone var som hund og kat – råbte, smadrede og var meget tæt på at slå hinanden.

Virker det bekendt…?

Det håber jeg ikke.
Men hvad nu hvis der var blevet sagt undskyld? Hvad nu hvis der fra begge parters side havde hersket tilgivelse og forståelse for hinandens synspunkter og reaktioner. Tænkt hvis de ikke havde ladet solen gå ned over deres vrede!

I Bibelen står der i Paulus’ brev til Efeserne, kap. 4 og vers 17-27:

”Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne, tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse. I deres afstumpethed har de hengivet sig til udsvævelse, så de af griskhed begår alle slags urene handlinger. Sådan har I ikke lært om Kristus, så sandt som I har hørt om ham og er blevet oplært i ham, sådan som det er sandhed i Jesus, at I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.

Det nye liv
Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen.”

Paulus anerkender det menneskelige i vreden – men giver rådet: Lad ikke solen gå ned over jeres vrede.
Tænk hvis vi alle havde dette råd med i vort liv. At vi undgik at gå vrede i seng. Personligt må jeg da indrømme at det er svipset nogle gange, men når det lykkedes mig at afslutte en strid, så hurtigt som muligt – ja, så har jeg en skøn fornemmelse.
PRØV DET!