apple (red) Originally uploaded by beta karel

Ifølge Øyvind Kvalnes, der er norsk filosof og forfatter til bogen »Mot og mening, hvordan takle smisking på arbejdsplassen«, er det direkte skadeligt for arbejdespladsen, hvis fedteri er udbredt, ikke mindst fordi det er utåleligt at se på, at ens kollega altid snakker chefen efter munden. Det skriver DJØF.

Heldigvis er fedterøvene ilde set blandt mange chefer, der hellere vil have ærlige svar og indput fra deres medarbejdere.

Alligevel mener Øyvind Kvalness, at mange af os på et eller andet tidspunkt i karrieren er havnet i rollen som chefens eftersnakker. Har du været ”der”?

Unik Human Resources har identificeret de fem værste synder, en ledelse kan begå, og som får medarbejderne til at sige op i alt for stort antal.

Listen over de fem ledelses-synder er bl.a. udarbejdet på baggrund af erfaringer, Unik Human Resources fik ved gennemførelsen af en omfattende undersøgelse blandt både store og små virksomheder for at finde frem til, hvordan virksomhederne bedst kan holde på deres vigtigste nøglemedarbejdere.

Det drejer sig – i rangorden – om følgende:
1. Der træffes ingen beslutninger
2. Uklar rollefordeling
3. Ledelsen er ikke nærværende
4. Medarbejderne fremmedgøres
5. Mangel på konsekvens

Disse forsyndelser giver ikke nogen lynhurtig reaktion fra medarbejderne i form af masse-opsigelser. Men ledelses-synderne er daglig gift, der hober sig op og påvirker medarbejderne kraftigt over tid.

Mere på TV2

Tip: TB

Blev vækket af telefonen i morges. Det var radioens P4, der havde læst, at flere og flere pædagoger køber ørepropper.

Det ville de gerne lige have min/BUPL s kommentar til... Det er nu en lidt hurtig måde at vågne på! Det er lidt li´som parat til start og ha' en mening - og helst på 10 sekunder.
I den forbindelse kan man lige så godt gøre sig klart , at man aldrig vil kunne komme helt omkring et emne. Men det er foruroligende at tænke på, at flere og flere oplever, at de bliver nødt til at bruge ørepropper.
Støj har været et tema i mange år i institutionerne uden, at det åbenbart har ændret det store. Støj er ikke kun noget der påvirker voksne , det påvirker i aller højeste grad også børnene og de unge.

Vi ved, at der er 3 faktorer der der er afgørende for støjnivauet.
1. antallet af børn og voksne i lokalet
2. fysisk indretning (akustik)
3. aktiviteter

Hvis man reellt vil mindske støjen i institutionernen, er det vigtigt, at der bliver kigget på antallet af børn og voksner (gruppestørrelser). Det koster penge, men de er godt givet ud. I forhold til den fysiske indretning - ja her er det nødvendigt, at der bliver lagt planer for at få støjdæmpende materialer og indrettet institutionen således, at der er mindst mulig genklang og en god akustik.
Nogle pædagogiske aktiviteter støjer mere end andre, det ved vi alle, og selvfølgelig skal man tænke på hvad der bliver lavet. Det var godt, at P4 satte fokus på støjen i institutionerne, Pædagogernes arbejdsvilkår trænger til at komme mere frem i lyset. Vi ved godt hvordan det er, men for at få forbedringer, er det vigtigt ,at vi også får pæsenteret problemstillingerne over for omverden, herunder ikke mindst politikerne. De skal i sidste ende bevillige ressourcerne til bedre vilkår.

i) Mit udgangspunkt er, at arbejdsmiljølovgivning grundlæggende kan opfattes som statens forsøg på at redde folk fra sig selv (så er I advaret!). Hvis man ikke er villig til at acceptere de arbejdsbetingelser, der er knyttet til ansættelsen, er der ingen, der tvinger en til at arbejde under de uacceptable forhold. En gensidig aftale mellem to voksne parter og alt det der...

Nogen vil indvende, at "omstændighederne" ofte vil "tvinge" en. Man har lige købt hus, og kan ikke tåle en måneds ledighed; der er ikke andre jobs til rådighed - fortsæt selv den meget lange liste over potentielle indvendinger. Mit svar: "Omstændigheder" bygger næsten altid helt primært på valg, man selv har truffet. Hvis arbejdsgiveren kræver for meget af dig, og du ikke har råd til at sige op, fordi du lige har købt hus - ja, så skulle du have ventet med at købe hus, hvis ikke du var villig til at tage den risiko, der var forbundet med ansættelsen. Det er surt først at erkende det bagefter, mais c'est la vie...

...

ii) Hvis ansatte vil have bedre arbejdsmiljø i stedet for højere løn, står det dem frit for selv at kræve det, i stedet for at bruge staten som løftestang. Ronald Coase ligger lige til højrebenet her.

Nogen ville her indvende, at der er et koordinationsproblem, fordi transaktionsomkostningerne er (surprise!) større end nul. En ansat vil ikke slippe godt afsted med at brokke sig over produktionsprocessens struktur og brugen af bestemte problematiske stoffer i produktionen, for hvis man gør det, bliver man bare fyret. Mit svar: Det er derfor, der er noget der hedder fagforeninger. Arbejdere kan sagtens organisere sig uden statens hjælp og selv medvirke til at anynymisere kravene, og en virksomhedsejer kan ikke fyre samtlige ansatte. Selv hvis arbejderne ikke går sammen, må indvendingen stadig imødekommes med den betragtning, at det aldrig i længden vil være gratis for virksomheder at ignorere medarbejdernes (implicitte eller eksplicitte) krav - det koster (dygtige) medarbejdere, som i stedet vil arbejde for konkurrenten.

...

iii) Til tider er der problemer med asymmetrisk information, det vil jeg gerne medgive, principal-agent problemer kommer vi ikke udenom i den her diskussion. Hvis der arbejdes med eksempelvis giftige og/eller kræftfremkaldende stoffer, er det ikke altid i ledelsens interesse at gøre medarbejderne opmærksom på den risiko, der er forbundet med at arbejde med disse stoffer (for så vil de kræve højere løn eller ændringer i produktionsprocessen, som vil øge omkostningerne betydeligt) - hvis risikoen da overhovedet er afdækket. Jeg kan principielt et eller andet sted godt acceptere en grundlæggende præmis om, at staten skal sikre en vis grad af minimums-information. Men staten skal under ingen omstændigheder forbyde folk at arbejde under forhold, statens folk ikke bryder sig om.

Når det kommer til informationsproblemerne, er det dog naturligvis således, at de fleste godt ved, at det er direkte dumt dagligt at indånde asbest-dampe, eller bruge timevis på at arbejde i tæt kontakt med tungmetaller, eller arbejde i 20 meters højde på et stillads 80 timer om ugen. Uanset om risikovurderingen er præcis eller ej, vil der derfor i de grelle tilfælde komme krav fra medarbejdernes side, også selvom staten ikke blander sig, hvilket nedtoner informationskravet staten bør pålægges, og den rolle staten skal spille. Det er i øvrigt på ingen måde givet, at medarbejderne vil blive underkompenseret i dette tilfælde. Lidt paradoksalt forholder det sig netop således, at i den situation hvor der er et erkendt problem af ukendt størrelse, giver den risiko der er, for at medarbejdernes krav ikke står mål med den risiko der reelt er til stede, i sig selv arbejdsgiveren et stærkt incitament til at få en korrekt vurdering af problemets omfang.

Et andet problem er, at skadeligheden af specifikke stoffer ofte kun vil kunne bestemmes rekursivt, efter skaden er sket. Hvis vedvarende og konstant udsættelse for et specifikt stof X over mange år øger kræftrisikoen med fx. en faktor 100, men det tager mange år for kræften at udvikle sig, er dette ikke et problem staten kan eller bør "løse". Det er simpelthen ikke muligt, endsige ønskværdigt, at udelukke brugen af samtlige kemiske stoffer i industriel anvendelse i årtier, med henblik på at teste deres farlighed i detaljer, før de anvendes. Hvis man mener at virksomheden ikke skal holdes skadesfri i en sådan situation, er statens opgave i dette scenario alene at sikre retslige rammer, som gør det muligt for de tidligere ansatte at sagsøge. Der findes i øvrigt ikke noget "liberalt" svar på hvem der skal holdes ansvarlig her: om det er ledelsens(/ejerens/aktionærernes) opgave at fortælle medarbejdere om de risici, der måtte være forbundet med deres arbejde (og ikke føre dem bag lyset ved at skjule ting for dem), eller om det er medarbejdernes egen opgave at finde ud af, om det er farligt at arbejde for virksomheden, afhænger af en masse ting, men et "ideologisk" entydigt svar findes næppe, selvom jeg mest hælder til, at ansvaret ligger hos arbejdstager.

...

Vi er nået så langt som til a) at staten ikke bør forbyde folk at arbejde under forhold, de selv kan acceptere, b) en løsning à la Coase kan ofte løse konkrete problemer, c) i det omfang vi overhovedet bør overveje at tale om statslig intervention på arbejdsmiljøområdet, har en intervention i retning af et informationskrav pålagt virksomhederne, som har til hensigt at sikre medarbejdere et minimum af information om relevante risici, i erkendelse af at der eksisterer PA-problemer og problemer med asymmetrisk information som markedet måske ikke altid kan løse på egen hånd, som den eneste måske en principiel berettigelse. Vi har dog også erkendt i analysen, at der er adskillige problemer med den praktiske implementering af dette krav, hvoraf to hovedproblemer er tidsaspekterne involveret og hvordan den konkrete afgrænsning af informationskravet bør struktureres.

Med hensyn til afgrænsningen bør der i øvrigt siges lidt mere, for hvis der fra statslig side skal pålægges et informationskrav til virksomhederne, bør dette krav efter min opfattelse kombineres med en ret høj tolerancetærskel. Hvorfor det? Fordi en lav tolerancetærskel fører til detailregulering, voksende bureaukrati og inefficiens. Fordi der grundlæggende er få ting værre end unødvendig lovgivning. Der bør med andre ord derfor være en bagatelgrænse for, hvilke ting virksomhederne bør informere medarbejdere om. Igen en faktor som får os til at begrænse statens rolle. Men ovenfor i analysen bemærkede vi lige, at de mest alvorlige sager, altså dem der ikke falder for bagatelgrænsen, netop var dem, der oftest ville blive håndteret uden statslig indblanding af de involverede parter på egen hånd. Betyder det, at vi skal helt droppe ideen om statslige indgreb? Der hvor de måske kunne gøre gavn, har markedet allerede fundet en løsning. Hmm...

...

Hov, jeg ser nu at jeg slet ikke har bemærket hvordan det mon generelt påvirker folk, at det er statens ansvar, ikke deres eget, at vurdere hvilke risici der er forbundet med deres arbejde. Hvilken forglemmelse. Nå, husk at jeg er et resultat af Børnehavedanmark og den danske folkeskole. Det er de andres skyld ;)

...

Konklusion? Dansk arbejdsmiljølovgivning trænger som et absolut minimum til en gevaldig slankekur, hvis ikke vi bare skal afskaffe den helt og aldeles.