Det samme er budgetterne for mange af minoritetsfamilierne. I en rapport fra november 2007 oplyser Amnesty International, at 94 % af modtagerne af den såkaldte starthjælp er personer med en anden etnisk baggrund end dansk. Mange af dem er flygtninge og plaget af krigstraumer, og har desuden ikke været i landet længe nok til at lære dansk. Derfor har de forståeligt nok svært ved at finde et job, men i stedet for at hjælpe dem på vej og give dem en god start på integrationsprocessen, sætter man dem på en nedsat kontanthjælpsydelse (på newspeak: starthjælp), og sørger dermed for, at de bliver på udkanten af samfundet. En far til tre børn udtaler i rapporten "Vi prøver at være hjemme det meste af tiden, for vi bruger mindre penge, når vi er hjemme.". Når man lever af et beløb, der er under EUs fattigdomsgrænse, er forældrenes primære bekymring at skaffe mad på bordet. I nogle familier går man ifølge rapporten ligefrem sulten i seng. Så er der nok ikke det store overskud til at hjælpe børnene med lektier.

Hvad artiklen i Politiken ikke siger noget om er, at hvis barnet, der tvangsfjernes, har opholdstilladelse på baggrund af en familiesammenføring med et eller begge forældre, mister han eller hun sin opholdstilladelse og kan derfor udvises ud af Danmark - alene. En sådan opholdstilladelse er nemlig betinget af, at man bor på samme adresse som den, man er familiesammenført med. Reglen går i øvrigt også ud over voldsramte kvinder, der forlader deres mænd, og personer, hvis ægtefælle dør.

Samtidig rapporteres det, at flere tvangsfjernede asylbørn er blevet udvist ud af landet sammen med deres forældre, som myndighederne altså vurderer til at være ude af stand til at tage sig af dem. Hvordan det mon påvirker børnene at opleve så voldsomme skift? Hvad hvis de har været i pleje i længere tid og har glemt deres modersmål? Det er næppe hensynet til barnet, der vægtes højest her.

Mistænkeliggørelsen af flygtninge gennemsyrer selv de institutioner, hvis opgave det er at hjælpe dem. Således understreger centerleder i Røde Kors, Jørgen Chemnitz nederst i artiklen, at "tvangsfjernelser naturligvis ikke skal være asylfamiliers adgangsbillet til opholdstilladelse i Danmark." Adgangsbillet. Kynismen kender ingen grænser.

I interviewet, som man også kan høre på nettet, kom hun ind på de psykiske belastninger, flygtninge i lejrene lever under. I den tid, hun er kommet i Sandholm, har hun set stærke og optimistiske personer langsomt gå til grunde på grund af de mange stressmomenter, de lever med – de ugentlige møder med politiet, naboers pludselige tvangshjemsendelser, uvisheden, manglende muligheder for at foretage sig noget aktivt – i det hele taget manglende indflydelse på eget liv.

Det er ikke alene ydmygende for voksne mennesker at blive umyndiggjort på den måde. Det ødelægger også deres forhold til børnene, som mister respekten for dem, når de vokser op med forældre, der ikke må forsørge deres egen familie. Børnene har selv problemer og er også plaget af den utryghed, der hersker i flygtningelejrene. De lever i en konstant tilstand af angst. Da de fleste af dem ikke må komme i danske folkeskoler, men i stedet er henvist til modtagerklasser med en minimal undervisning, er deres faglige og sociale kompetencer langt bagud i forhold til jævnaldrende danske børn. Teenagerne brænder meget for at komme ud og have et normalt liv, men da de ikke kan få buskort, er de bundet til lejrene.

I lejrene sidder der omkring 800 personer, deraf ca. 200 børn, som er fanget i systemet. Den restriktive danske asylpolitik gør, at de ikke har fået opholdstilladelse her, mens det samtidigt er umuligt at sende dem hjem, hvor krigen ofte endnu raser. Mange af dem har været fanget i ingenmandsland i flere år, nogle helt op til ti. Det er dem, Amnesti Nu samlede underskrifter for. Det blev til 90.469 underskrifter, som blev afleveret d. 23. oktober 2007 – og samme dag kom Fogh med udmeldingen om, at 60 børnefamilier skulle have lov til at bo udenfor lejrene. Dagen derpå udskrev han valget.

Siden har spørgsmålet været vendt i medierne flere gange – fx da Pia Christmas Møller forlod den konservative folketingsgruppe, og med oppositionen arbejdede på et forslag, der skulle være en anelse bedre for flygtningene end regeringens udmeldinger. Det blev som bekendt ikke til noget, da Ny Alliance, der var gået til valg på at mindske Dansk Folkepartis indflydelse, åbenbart hellere ville have en aftale med netop DF end oppositionen. I går brød de forhandlinger tilsyneladende endeligt sammen, og hele sagen lader til at have været intet andet end kynisk valgtaktik fra regeringens side. Man er stadig kun interesseret i at komme af med de her belastende asylbørn og deres forældre, som ”holder dem som gidsler ved at nægte at følge danske love”. Mit eneste spørgsmål til dem er: ville I i morgen frivilligt flytte jeres børn til Irak, til Kosovo, til Somalia, så I sammen kunne blive dræbt, fordi en dansk lov siger det? Stilheden er rungende.

Hvis nogle familier skulle få lov til at flytte ud af lejrene, vil det ifølge mange fagfolk, deriblandt Gerd Gottlieb, ikke være andet end en lappeløsning. Det egentlige problem er nemlig den kroniske angst, og den forsvinder ikke bare fordi man ændrer adresse. Flygtningene vil stadigvæk ikke have nogen penge, de vil ikke have lov til at tjene nogen, de vil stadigvæk skulle tage til lejrene to gange om ugen for at melde sig hos politiet, og de vil stadigvæk kunne blive tvangsudsendt når som helst. Desuden ville ordningen i givet fald kun gælde familier, det har været i lejrene i tre år efter endeligt afslag, hvilket i virkeligheden nemt kan betyde fem år efter ankomst. På det tidspunkt er den psykiske skade på børnene uoprettelig, idet adskillige psykiatere har understreget, at to år er ”the point of no return”.

Det man fremstillede som medfølelse og hensyntagen til asylbørnene har altså ikke været andet end et forsøg på at lukke munden på de mange borgere, der ikke ville finde sig i en så umenneskelig asylpolitik. De skulle ikke råbe for højt under valgkampen. Nu hvor valgkampen er forbi, er der ingen grund til at gøre noget for asylbørnene. Man har fået det ud af dem, man ville. Stemmerne er afgivet.

Hør også anden del af interviewet med Gerd Gottlieb i programmet Vita på P1 i morgen.

Hvad er så farligt og skadeligt ved en konvention, som beskytter børn, at man går så langt som at "fraråde" en implementering? Det er selvfølgelig meget praktisk for regeringen, at den ikke behøver tage sig af barnets tarv i visse sager, som fx i Mirsads sag, hvor man har smidt ham i fængsel med henblik på udvisning og taget ham væk fra hans to små børn. Dette uagtet at deres mor er meget syg og traumatiseret og derfor har brug for sin mands hjælp til at tage sig af dem. Hvis Børnekonventionen blev implementeret, ville den også gælde for asylbørnene, da den omfatter ALLE børn indenfor et af de underskrivende landes grænser. Er dette grunden til, at rapporten "fraråder" en implementering?

I oktober deltog jeg i en landshøring om netop denne problematik, arrangeret af foreningen "Alle Børns Rettigheder" (som jeg skrev om i mit indlæg "Asylbørn er hele Danmarks børn"). Her citerede Elsebeth Gerner Nielsen sangen "If You Tolarate This Your Children Will Be Next" af Manic Street Preachers. Danske forældre skal heller ikke vide sig for sikre bare fordi deres børn har det rigtige pas. Det ville også være til gavn for dem, hvis Børnekonventionen blev fulgt i Danmark, ikke mindst fordi de så ville vokse op i et samfund, hvor alle børn var lige. Når først man er nået derud, hvor børn bliver behandlet på denne måde, er al menneskelighed forsvundet fra systemet. Og hvor mange forældre har lyst til at overlade deres børn til et sådant system?

. 

Jeg fandt et mesterværk begået af den muslimske gruppe, The Sound Of Reason, med sangen "A shoulder to lean on":

.

Jeg har nemlig lige set Deadline på DR 2. I studiet var Søren Pind og Margrethe Vestager for at diskutere dagens aktuelle fnidder fnadder i Folketinget om de i folketingsvalgkampen så hyppigt omtalte ”asylbørn”.

Situationen er åbenbart, at et folketingsflertal på én på onsdag vistnok vil fremsætte et beslutningsforslag om, at disse børn og deres forældre skal behandles på en særlig, nærmere bestemt måde.

Det jeg ikke helt forstå er det her:

Et flertal i folketinget har vedtaget en lovgivning. I den lovgivning er der, som i så meget anden lovgivning, en bemyndigelse til integrationsministeren til at fastsætte nærmere regler for reglernes konkrete administration. Nu mener et flertal, at ministerens skal administrere loven anderledes – man vil ikke lave loven om, bare administrere den anderledes.

Man vil altså ikke bruge sin lovgivende magt til at lovgive. Man vil bruge sin lovgivende magt til at udøve.

I Danmark har vi i grundlovens § 3 noget vi kalder ”magtens tredeling”. Det er en princip der er afledt af nogle tanker hos bl.a. John Locke og C-L. Montesquieus tilbage i det 18. Århundrede. Et princip, som vi, og resten af den Vestlige Verden mener, er fundamental for et solidt, demokratisk folkestyre.

Som jeg ser det, vil folketinget med sit nye tiltag prøve på at gøre den lovgivende magt mere potent, på bekostning af en mere impotent udøvende magt.

Det er som sådan en fin tanke som jeg støtter op om: Folketinget har altid været alt for dårlig til at lave konkret lovgivning, der er minutiøst detaljeret og sikrer størst mulig forudberegnelighed. For i mine libertære briller er forudberegnelighed det vigtigste man kan have, når man som individ er konfronteret med statsmagtens almægtighed.

(I parentes kan lige bemærkes, at Folketinget jo selv er skyldige i situationen, allerede fordi man ikke har vært dygtige nok til at lovgive til at starte med. Men det er en anden historie.)

Problemet er bare det, at vi har den her bestemmelse i grundlovens § 3 som siger, at folketinget ikke må gøre som de vil gøre på onsdag.

Søren Pind sagde, meget rammende og helt faktuelt, at Folketinget sidste gang man forsøgte sig på at bryde § 3, blev underkendt af Højesteret.

Dengang, tilbage i 1997-8-stykker, mente folketinget, at det var kompetent nok til at varetage den dømmende magts magt: Via lovgivning dømte man et alternativt undervisningssystem til at tåle mere byrdefulde regler end andre skolesystemer. Man eksproprierede deres rettigheder til en retfærdig proces og det fik man høvl for.

(Note to self: Hvem var i øvrigt undervisningsminister dengang?)

Margrethe Vestager sagde her - og det er her jeg har behov for Jer radikale – at grundloven ”bare var faktuel jura”, at magtens tredeling var et ”princip som man skal være en firkantet jurist for at holde af”.

Mener hun virkelig det? Mener Det Radikale Venstre virkelig det? Mener man virkelig, som radikal, at Folketinget ikke behøver vedtage de love man selv vedtager – og i tilfældet grundloven – og som er godkendt ved en folkeafstemning?

Som jeg hørte Vestager, så var Folketinget omnipotent. Omnipotent til ikke bare at lovgive (hvilket er almindelig anerkendt at folketinget er), men også til at udøve og til at dømme.

Er det ikke en smule arrogant? Er det ikke en smule ignorant? Er det ikke en smule barnligt?

Det synes jeg.

Hvis du er radikal og læser dette, vil jeg gerne høre hvad du mener om det hele. Andre er selvfølgelig også velkomne til at byde ind.

Envidere findes der en gruppe på 7.000, som har brug for hjælp, men som ikke bliver henvist, bl.a. på grund af manglende kapacitet i børne- og ungdomspsykiatrien.

Kilde: Dagens Medicin; 18. januar 2008.

Hvor er lige omtalen i medierne og blandt alle de, som har så travlt med nogle få afviste asylsøgere, som nægter at rejse hjem trods en fuldstændig lovlig og demokratisk sagsbehandling.

Disse cirka 10.000 børn og unge afventer en lovvedtagelse om en ventelistegaranti.

Men det er jo også bare danskere. Og dem kan man ikke bruge til stormløbet imod regeringen.

Enhedslisten stemmer iøvrigt imod ventelistegaranti til børnene.

Blandt andet står der i rapporten:

"Både som specialister i børns udvikling og sundhed og som borger i Danmark forekommer det os ubegribeligt at børn i Danmarks varetægt -så at sige upåagtet- kan leve år efter år under disse forhold."

Konklusionen er at børnene i asylcentrerne skal under psykiatrisk/psykologisk behandling samtidig med, at de sammen med deres forældre kan integreres i Danmark både socialt og fagligt.

Det er grotesk at putte de belastede asylbørn i en dansk folkeskole uden yderligere tiltag! Er det virkelig etisk forsvarligt? 

I takt med at Pia K fletter fingre med S og lover stadig flere gaver til de offentligt ansatte, bliver statsministeren stadig mere presset. Han kan ikke leve med et flertal uden om regeringen, der truer hans økonomiske politik. Derfor er han tæt på at gøre sagen til et kabinetspørgsmål.

Efter at have hørt selv samme Mogensen i hans program på TV2 News vil jeg tillade mig at påstå, at man ikke skal lægge alt for meget i det, når han bruger fraser som "stadig mere presset", "kan ikke leve med" og "true". For her bliver der ihvertfald ikke sparet på de store ord og vendinger; men han er jo også kjøbenhavner... (okay, okay... jeg er selv fra Roskilde - men bær over med mig)

Pia Kjærsgaard -- og Dansk Folkeparti i al almindelighed -- har da på ingen måde interesse i et nyt valg. Det der sker i øjeblikket svarer for hulen da bare til art efter-orgasme-opstemmelse, der er kommet her ovenpå valget. De skal vise, at de bestemt kan samarbejde med alle; akkurat ligesom Regeringen er igang med at bevise.

Alt det der med et snarligt valg virker noget... hvad skal man dog kalde det... sært fortolket. Men han har selvfølgelig også sin egen agenda.