White House: Iran Rocket Launch 'Troubling'

CRAWFORD (AFP)--The White House said Sunday Iran's announcement it had launched a home-built rocket into space was "troubling" because such technology could also be used for ballistic missiles.

Fra Yahoo News:

"The Safir (Ambassador) rocket was successfully launched. All its systems ... are Iranian made," Reza Taghipour, head of Iran's space agency, told state television, adding that a "test satellite was put into orbit."

"We have paved the way for placing a satellite in space in future," state television said, showing images of the pre-dawn rocket launch.

Western governments suspect Iran is trying to build an atomic weapon and have voiced concern that the technology used in the Islamic republic's space program could be diverted to military use, claims denied by Tehran.

Sunday's development came amid an international standoff over Tehran's long-standing refusal to suspend uranium enrichment, a process which makes nuclear fuel but also the core of an atomic bomb.

"The Iranian development and testing of rockets is troubling and raises further questions about their intentions," spokesman Gordon Johndroe said as U.S. President George W. Bush spent time on his Texas ranch.

"This action and dual use possibilities for their ballistic missile program are inconsistent with their U.N. Security Council obligations," said Johndroe.

Lad mig være fuldstændig klar i mælet: Den vestlige verden kan ikke leve med, at Iran får atomvåben. Så hellere krigen, skriver Søren Pind.

Voltaire sagde engang, at det bedste ofte var det godes værste fjende. Burke bemærkede, at det eneste der skulle til, for at det onde vandt, var at det gode intet gjorde.

Læs det hele her

Den vestlige verden med USA i spidsen er de ledende kærnevåbenmagter med de store arsenaler. USA er historiens eneste stat, der a) har brugt kærnevåben og aldrig sagt undskyld og b) har en doktrin i hvilken kærnevåben ikke kun skal afskrække andre men skal bruges til at kunne indlede, gennemføre og vinde en atomkrig uden selv at blive skadet. Det er hér det Ballistiske Missil Forsvar eller ”våbenskjoldet,” som det besnærende kaldes, i al sin offensivitet kommer ind.

Ikkespredningsaftalen fra 1968 siger at de lande, der har kærnevåben, skal forhandle sig frem til ned- og afrustning mens de lande, der ikke har men ønsker sig dem, skal afstå fra dem.

Alt for få medier og politiske debatter tager udgangspunkt i det væsentligste om kærnevåben: At de bør afskaffes. Og at de bør afskaffes fordi de er i strid med folkeretten og ethvert moralsk politisk projekt; der kan jo ikke tænkes noget politisk formål, der kan legitimere deres anvendelse.

Kærnevåbenafrustning er også på en række andre måder et spørgsmål om demokrati. Der er f.eks. aldrig truffet demokratiske beslutninger om at anskaffe dem eller om hvilke funktioner, de skal have. Ifølge Nuclear Age Peace Foundation i Californien findes der ingen kærnevåbenstat i hvilken der er blevet afholdt en folkeafstemning om deres væren eller ikke væren.

Af en omfattende undersøgelse af holdninger i kærnevåbenstater fra The Simons Foundation i Canada fra 2007 fremgår det at kærnevåben-regeringer er ude af trit med opinionen. I de vestlige kærnevåbenstater mener 80-90 % at deres regering burde arbejde for en reduktion i eller afskaffelse af kærnevåbnene (Israel dog kun 73%). I samtlige andre stater, inklusive USA, mener højst 3 % (!) at nye kærnevåben bør udvikles. Overvældende majoriteter svarer også ja til at kærnevåben generelt gør verden mere usikker. Det er dog interessant at op imod halvdelen i vestlige kærnevåbenstater mener at deres egne våben gør dem selv lidt sikrere.

Mens demokrati betyder folkestyre betyder kærnevåben folkedrab. Alt i alt omkring 1000 politikere, generaler og tekniker i verdens kærnevåbenstater har tilranet sig beslutningsretten til at bestemme om 6 000 000 000 mennesker skal leve eller dø.

Mens demokrati betyder et åbent samfund betyder kærne- og andre våben et lukket samfund, der netop unddrager sig demokratisk indsyn og kontrol. Eet ord for dette samfund er det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK.

Mens demokrati potentielt i hvert fald betyder sikkerhed og fred, betyder kærnevåben mega-terrorisme. Fra 1945 til omkring 9/11 talte man om ”terror”-balancen, altså den teori at hvis A indledte en atomkrig så ville B kunne gennemføre en gengældelse, der ville dræbe mange millioner hos A. Begge parter vidste at der var tale om gensidigt sikret destruktion. Terrorisme kan defineres ved at man bevidst skader eller dræber uskyldige mennesker – mennesker der ikke er en del af konflikten – for at opnå et politisk formål.

Efter 9/11 2001 bruger medier og politiker udelukkende ordet terrorisme om folk som Bin Laden, altså om privatterrorisme. Når stater derimod begår terror i ovennævnte forstand kaldes det f.eks. intervention eller regimeforandring. Men trods denne manipulation gør vi klogt i at huske på at kærnevåbenstaterne er de største terrorister, par excellence. Det gælder også dem, der mener at man skal komme muligt fremtidige kærnevåbenstater i forkøbet og smadre dem inden de får dem. Dette kan kun fremme spredningen af dommedagsvåbnene.

I midten af januar kom nogle tidligere øverstkommanderende fra USA, England, Tyskland og Frankrig med den et manifest om at NATO i en, som de ser det, stadig mere anti-vestlig verden skal opretholde sin ret til førstebrug af kærnevåben, gå over til majoritetsbeslutninger så man kan bruge dem uden forudgående snak og omgå FN’s Sikkerhedsråd. Rapporten har – naturligvis kunne man sige - ikke har vagt opsigt i vestlige medier, der gerne dæmoniserer Iran og dets civile kærnekraftspolitik.

De færreste véd at atomstaternes befolkninger stort set er imod MIMAK og dets kærnevåben. PIPA, Program on International Policy Attitudes, i Washington offentliggjorde i november 2007 en undersøgelse, der viser at 73% af amerikanerne og 63% af russerne ønsker kærnevåben afskaffet forudsat at der er et internationalt system for verifikation og kontrol. Og 59% af amerikanerne og 53 % af russerne vil have arsenalerne reduceret til 400 hvis alle andre kærnevåbenstater lover ikke at øge deres antal.

I 2006 bad Greenpeace Stratcom.ca undersøge holdningerne til kærnevåben i England, Tyskland, Tyrkiet, Belgien, Italien og Holland. 65% af dem er ukendte med at deres lande er vært for amerikanske kærnevåben, hvilket kunne tyde på dårlig medieopmærksomhed. Men da de bliver oplyst herom viser det sig at 69% er tilhængere af et kærnevåbenfrit Europa mens kun 24% ønsker disse våben i deres lande.

Mon ikke det er på tide at NATO og kærnevåbenstaterne hele vejen rundt går i debat med sine befolkninger og forklarer hvorfor de – i åbenlys strid med deres befolkningers holdninger – fortsætter med at ignorere folkeretten og demokratiet og i stedse stigende grad truer menneskeheden – mens de med mediernes ukyndige megafoner udråber relativt uskyldige til storforbrydere.

Med tørre tal kan vi nu gennemskue propagandaen om kærnevåbnenes spredning og fokusere på grundproblemet, deres eksistens og deres uforenelighed med civilisation og demokrati.

Dagbladet Politiken
"Opinion/Analyse"
9. marts 2008

Øberg #1194

(Læs Mette Fugls svar og min duplik herunder)

10. januar 2008

Kære TV-Avisen og Mette Fugl

Indslaget i aften om missilskjoldet er såvel ukyndigt som ensidigt.
Ukyndigt fordi det implicit formidler det - vildledende - indtryk at Ballistic Missile Defence (BMD) er et forsvarssystem. Det er en del af den væsentligste forandring i kærnevåbendoktrinerne siden 1945 og indebærer en mulig afslutning på den periode af sammenligningsvis relativ stabilitet som har præget den såkaldte terrorbalance siden da.
Den lidt større og helt nødvendige sammenhæng fremgår af artiklen af undertegnede her.
Ensidigt fordi indslaget kun lader USA NATO-ambassadør udtale sig. Hun udtaler sig bl a - helt hen i vejret - også sig som a mother with two kids. Derpå nævnes at Rusland er rasende? Rasende - kunne det være at russere, polakker og tjekker har grunde til at ikke bare være rasende men være sagligt imod BMD? Ville USA acceptere et lignende system i Canada, Mexico eller på Cuba? Det hele tilbagevises af USAs repræsentant som grundløst.
Hvor er den kritiske ekspertise?
Hvor var de mennesker, der véd noget om den amerikanske politik- og doktriniforandring, som BMD er en del af, og som har til hensigt ikke at afskrække fra krig som hidtil men at sætte USA i stand til at indlede, udkæmpe og vinde en fremtidig atomkrig fordi det kan håbe på at overleve uskadt? Hvor var den kundskab, der også kunne gøre opmærksom på at Iran - der nævntes flere gange - ikke er en trussel i nævneværdig grad i sammenligning med en række af de lande der - til forskel fra Iran - blæser på alle folkeretslige regler og har haft atomvåben i mange år?
Som freds- og konfliktforsker med 35 år på bagen har jeg set det uregneligt mange gange - den sikkert ikke bevidst villede manipulation, men den der er resultatet af hverken at læse sig ind på et stof eller søge ekspertise der ikke per automatik støtter oprustningens og voldens mekanismer.
Måske kunne man også for én gangs skyld rapportere om de mange opinionsundersøgelser, der viser i hvor høj grad både amerikanere og russere - og andre - er modstandere til atomvåbnene, ikke blot deres spredning men deres eksistens. Et aktuelt eksempel er denne undersøgelse fra ledende institutter i USA.
Problemerne omkring atomvåbnene i vor verden i almindelighed og missil"skjoldet" i særdeleshed bør alene af disse grunde tages op i nærmeste fremtid så dette indslag kan balanceres på en for hæderlig og folkeoplysende journalistik passende måde.
Med venlig hilsen
Jan Øberg, fil.dr. dr.hc.,
TFF direktør
 
Kære Jan Øberg

Jeg kan medgive, at udtrykket "russerne er rasende" i oplægget til indslaget virker overfladisk. Men hvis du havde hørt efter, redegjorde jeg mere nuanceret for Ruslands modvilje i selve indslaget - og forsøgte i øvrigt i min tekst at give modspil til den amerikanske ambassadør. Hendes udtalelser stod altså ikke uimodsagt, som du lader til at have fået indtryk af. At hun udtrykker sig sød-suppe-amerikansk som "mor til 2 børn" må jo stå for hendes egen regning. Jeg satte også spørgsmål ved risikovurderingen (Iran) og understregede, at det er USA, der "hævder" at systemet ikke kan bruges til angreb.
Jeg synes, det er fint, der sidder folk som dig og andre engagerede og holder øje med debatten. Knap så fint er det måske at fare i mailblækhuset og slå fast, at DR støtter oprustningens og voldens mekanismer, når mit indslag faktisk ikke rummer elementer, der kan begrunde den påstand.

Bedste hilsener
Mette Fugl

Mette Fugl
Korrespondent, ND-UDLAND
DR
Bruxelles
DK-1000 Bruxelles
T +45 3520 3040
D +45 11065
mfu@dr.dk
http://www.dr.dk
 
 

Kære Mette Fugl

Jeg sætter pris på dit svar og respekterer dig fordi du svarer.
Jeg kan heller ikke lide at blive kritiseret men . . det hjælper ligesom ikke på dialogen at sige at jeg ikke har hørt efter. Hvor vi åbenbart går fejl af hinanden er at jeg også har lyttet til det der ikke blev sagt men - tillader jeg mig at mene baseret på en vis kundskab - burde være blevet sagt.
Det essentielle i det jeg skrev til dig og TV-Avisen er at det ikke fremgår af indslaget på nogen måde at BMD er et offensivt projekt, der tjener til at muliggøre atomkrigen som enhver anden krig i stedet for som hidtil at afskrække fra den.
Som det professionelle mediemenneske du er må du i forbindelse med dit svar have læst min medsendte korte artikel om denne baggrund. Derfor finder jeg det bemærkelsesværdigt at du ikke forklarer indslagets vinkel i dét lys. Hvis du vidste at BMD er en del i denne større sammenhæng før du lavede indslaget må man vel sige at det er stærke sager at ikke gøre opmærksom på det. Og hvis du først nu, gennem min artikel, er blevet opmærksom på missil"skjoldet" som et aggressivt historisk brud på atomfilosofien siden 1945, så var det vel værd en anerkendelse - eller hur?
Endelig slår jeg faktisk ikke i min tekst fast at DR støtter oprustning og vold. Jeg taler jo ikke om hele DR men om TV-Avisen og der står at man i alt for ringe grad bruger den ekspertise, der problematiserer verdens oprustning og vold. Og der står "sikkert ikke bevidst villede"...
Men når du nu siger det, så må jeg måske pege på at hverken dækningen af f.eks. det tidligere Jugoslavien/ Kosovo-bombningen, "krigen mod terroren" eller af sanktioner, invasion og krig i Irak har været stjerneeksempler på TV-Avisens alsidighed eller kritisk journalistik. Det er heller ikke så længe siden en magthaver som vores udenrigsminister uden opfølgende spørgsmål på TV-Avisen fik lov til at forklare, at BMD er en god ting fordi det "beskytter os mod at få bomber i hovedet."
Kære Mette Fugl, det generelle kundskabsniveau i en lang række medier er på udenrigs- og forsvarspolitikens områder meget lavere end det, man finder på områder som mad, sport og økonomi. Givet de internationale spørgsmåls vigtighed for os alle på kloden, bør det vække bekymring både hos medierne selv og os andre.
Det kunne være interessant at høre om du synes der ligger noget i dét eller du virkelig mener at "engagerede" som jeg bare ikke har hørt efter i nyhedstimen.

Med venligt ment hilsen
Jan Øberg

 
Mette Fugl svarede ikke på dette.

Øberg # 1176

Citat af Pablo Picasso (1881-1973), franskfødt, spansk kunstmaler.

Klik her for at se flere citater af Pablo Picasso.

Men ét spørgsmål melder sig: Hvorfor?

I 1957, da Det Internationale Atom Agentur, blev oprettet som verdens "atomer for fred" organisation var der var tre lande som besad atomvåben. England, Sojviet Unionen og USA. Frankrig blev medlem af den eksklusive klub i 1960 og Kina i 1964. 

Atom agenturet har bestemt gjort en god indsats. Syd Afrika, Hviderusland, Khazakstan og Ukraine har alle opgivet deres atomvåben. Endnu flere lande, har opgivet at forsøge at producere dem, bl.a. Australien, Ægypten, Argentina og Rumænien.

Men spørgsmålet er et helt andet. Når atomvåben er en realitet, hvilke lande ville du så være mest utryg ved anskaffede sig sådanne våben?
Totalitære diktatorer eller liberale demokratier? Nationen som ikke har været involveret i krig siden Anden Verdenskrig eller lande involveret i en i gangværende konflikt?

Nabostaterne og  Indien og Pakistan begyndte deres atomarekapløb i 1970erne. Indien nåede målet først og kunne foretage deres første prøvesprængning i 1974 og i 1998 kunne Pakistan teste deres første a-bombe. De to lande er desuden fastlåst i verdens ældste igangværende væbende konflikt og ved grænsen mellem den indiske og pakistanske del af Kashmir står omkring en million soldater opmarcheret. Fire gange har Pakistan indledt krig mod Indien for at fravriste Indien herredømmet over Kaashmir. I 2002 var konflikten igen ved at bryde ud i lys lue, men til forskel fra tidligere besidder begge stater nu evnen til at skabe instantan stenalder. Den pakistanske atombombes fader, A.Q. Khan, indrømmede i 2004 at han rundhåndet havde delt ud af atomprogrammets hemmeligheder. Blandt de heldige modtagere var Iran, Libyen og Nord Korea 

Desuden nævnes Israel som et land som med stor sandsynlighed har atomvåben, Israel har dog ikke selv bekræftet forlydenerne. Men placeringen midt i den Mellemøstlige krudttønde, gør naturligvis situationen en anelse anspændt, set fra et sikkerhedspolitisk synspunkt. Ikke mindst hvis det lykkedes Iran at udvikle atomvåben. Iran hævder at deres atomprogram udelukkende skal bruges til civile formål og har af samme grund nægtet at tillade inspektører at udesøge deres installationer. Iran har desuden brugt ventetiden til den første prøvespængning til at lade præsident Ahmadinejad kræve Israel udslettet. 

Og så varmer det jo altid at vide at det kommunistiske Nord Korea ikke har prøvespængt deres første atombombe endnu, så det kan jo være vi har det bedste til gode. Landet har dog allerede prøvet at bruge bomben i forbindelse med afpresning, hvilket der ikke er noget at sige til. Når hele landet budget er spenderet på et atomvåbenprogram, må andre betale maden.

Desuden vil rygtet vide at det stadig dårligere forhold mellem Saudi Arabien og USA har tvunget sauderne til at overveje at udvikle atomvåben. Mon ikke der er hjælp at hente i Pakistan, som før har vist sig villige til at dele deres hemmeligheder.