För att kompensera det hela har man varit en storslagen bidragsgivare.

För 13 år sedan startades dock Euro-medelhavs partnerskapet (även känt som Barcelonaprocessen). Det projektet var menat att stärka relationerna mellan EU's länder och med övriga länder kring medelhavet. Barcelonaprocessen kan inte ses som något annat än ett misslyckande. Ländernas ekonomi stärktes inte direkt och med Israel - Palestina konflikten gick hela Barcelonaprocessen under.

Den 12 Juli i år höll Euro-Mediterranean Parliamentary Assembly (EMPA), stormöte i Paris. Där bekräftades lanserandet av nästa projekt: Union for the Mediterranean (UfM). UfM var egentligen ett projekt som Sarkozy är upphovsman till. Sarkozy ville ursprungligen att det skulle heta "The Mediterranean Union". Sarkozys mening med projektet var att länder som Turkiet skulle hållas utanför EU och istället nöja sig med att gå med i Medelhavsunionen.

EU-kommisionen, Skandinaviska och Tyska EP-leadmöter gjorde dock starkt motstånd och Sarkozy fick ge upp sitt projekt. Istället bestämde man att Barcelonaprocessen skulle återupptas. Detta under namnet UfM (Union for the Mediterranean).

Jag gillar inte UfM just för att det är inlett på tvivelaktiga grunder. Ett samarbete med Medelhavsländerna, där man försöker bryta lådan som är EU, hade jag gärna sett. Men UfM används snarare som ett verktyg av EU än som ett kontinentöverskridande samarbete.

Några problem med UfM:

1. Sarkozys plan bakom unionen var just att man skulle kunna hålla länder som Turkiet utanför EU***. Och på sätt föresegla EU från utomstående länder.

2. Sarkozy hade en annan baktanke när han förespråkade unionen, det var att den skulle bli en utpost för EU, som skulle minska EU's migrationstryck. Genom att flytta de yttre gränserna längre bort (samtidigt som man behåller gränserna mot länderna i UfM) kan man minska flyktingströmmen som når EU.

3. Jag anser det som moraliskt tvivelaktigt att ingå i en union med länder Palestina, Syrien osv. Ett samarbete där man försöker främja demokrati och ekonomisk tillväxt ser jag gärna. Men att spotta pengar på t.ex. Syrien känns allt annat än rätt.

Jag ser väldigt gärna en utvigdad union. UfM skulle kunna vara ett jättebra förslag, dock så ser unionen ut att vara där för andra anledningar än att öka relationerna/den ekonomiska tillväxten.

***Jag är i nuläget inte för Turkiets ingång i EU.

Niklas

INDLEDNINGEN 

Frankrigs ydmygelser under og efter 2. verdenskrig (nederlaget til tyskerne, udelukkelsen fra Yalta-konferencen om Europas fremtid og tabet af kolonierne) medførte, at de Gaulles strategi for rekonstruktionen af Frankrig indeholdt flere elementer; først foreningen af Europa som modvægt mod USA og en alliance med den Arabiske samt den muslimske afrikanske verden, som de betragtede som en del af Frankrigs økonomiske og geopolitiske postkoloniale interessessfære.

Anti-amerikanismen i Frankrig efter krigen var stor efter at USA og de allierede havde befriet landet - nu for anden gang - fra nazisterne. Det skyldtes den store venstrefløj og de tidligere nazi-kollaboratører fra Vichy-regimet, som de Gaulle i stor stil benyttede sig af.

Samarbejdet med den muslimske verden blev blandt andre kraftigt støttet af Haj Amin al-Hussaini, som de Gaulle forhindrede en krigsforbryderretssag ved Nűrnbergdomstolen af.

Samtidig var der i de arabiske lande store kontingenter af nazister flygtet fra det besejrede Nazi-Tyskland, som der fandt sikre havne. Nogle af dem var oversætterne af Hitlers ’Mein Kampf’ og ’Zions Vises Protokoller’ til arabisk. Andre arbejdede som militær- og efterretningsspecialister for for eksempel Ægypten og PLO.

I 1960’erne øgedes den arabiske aktivitet i Europa med diplomati, kontorer for den Arabiske Liga og studenter ved uddannelsesinstutionerne, og der opstod netværk med medlemmer af Arabere og Ny-nazister, med det formål at udveksle oplysninger om jødiske og Israelske aktiviteter. Et af målene var desuden opbygning af en Europæisk Mellemøst politik. Der var adskillige organisationer, men få medlemmer.

I 1967 vandt Israel 6-dages-krigen efter arabisk aggression. Det siges, at Ægypten aldrig havde påbegyndt aggressionen, hvis Nasser ikke vidste, han havde de Gaulles støtte.

Den 27. november 1967 udtalte de Gaulle i en kritik af Israel at ”kooperation med den Arabiske verden er den fundamentale basis for vor udenrigspolitik”.

Således blev den Franco-Arabiske associering cementeret i slutningen af 1960’erne. Frankrigs katolske kirke var også stærk tilhænger af politikken. Herefter begyndte Frankrig i internationale fora at stemme for Den Arabiske Liga og imod Israel.

I 1969 afholdtes ”The second International Conference in Support of the Arab Peoples” I Kairo. Der var deltagere fra 74 lande og 15 internationale organisationer samt bl.a. Arnold Toynbee og Jaques Berque. Konference udstedte 23 resolutioner angående pro-Arabisk mobilisering.

I begyndelsen af 70’erne blev Frankrig storleverandør af våben til den arabiske verden, mens man holdt strikst på boykotten af Israel, som var indført efter 6-dags-krigen.

Under et officielt besøg i Libanon i 1971 kunne den Franske udenrigsminister Lipkowski udtale, at de øvrige EEC-lande var enige i Frankrigs pro-arabiske og anti-Israelske politik.

DEN FØRSTE OLIEKRISE

Oktoberkrigen i 1973, som Ægypten og Syrien tabte mod Israel, medførte at de arabiske lande på et møde i Kuwait i oktober 1973 besluttede at firdoble prisen på råolie samt at reducere produktionen med 5% hver måned, der gik før Israel havde trukket sig tilbage fra de områder, det havde erobret i 1967. Herudover indledte de en embargo mod, hvad de kaldte Israel-venlige lande: USA, Danmark og Holland. Desuden truede Saudi Arabiens olieminister Sheik Yamani med en eventuel 80% reduktion i produktionen.

På den måde truede Araberne vesten til at gå ind på deres anti-Israel politik, på trods af deres egen totale afhængighed af vestlig udvikling af industri, fødevarer og modernisering i de muslimske lande.

USA stod fast, mens Frankrig og Tyskland gik i panik. Og Frankrig holdt sig gode venner med Saudi, Algeriet, Syrien, Irak og PLO ved at opretholde en ensidig våbenembargo mod Israel.

På trods af USA mødtes de nu 9 EEC lande i Bruxelles den 6. november 1973, hvor de vedtog en resolution, der betingelsesløst indordnede sig under den Fransk-Arabiske politik mod Israel.

<Resolutionen indeholdt blandt andet følgende deklarationer:

1) Det er utilladeligt at erhverve landområder ved magtanvendelse i henhold til FN resolution 242.

2) Israel må trække sig tilbage til grænserne fra 1949.

3)Palæstinensernes ’legitime’ rettigheder skal respekteres.

Punkt 1) er absurd. Land er altid blevet taget med magt. Islam er blevet udbredt med magt.

Punkt 2) går ud på, at EEC accepterer en Arabisk fortolkning af FN-242, som er i modstrid med den oprindelige og autoriserede ordlyd.

Punkt 3) introducerede ’Palæstinenserne’ som et folk. Indtil 1960’erne fandtes der ikke noget Palæstinensisk folk. Araberne, der boede i Palæstina, havde aldrig tidligere adskilt sig fra andre arabere. Envidere strider det mod den muslimske tanke om Umma og den Arabiske Nation.

BELØNNINGEN 

Resolutionen fra 1973 medførte en øjeblikkelig belønning fra Araberne. Olieproduktionen blev straks sat i vejret.

Resultatet for EEC var at for en pro-arabisk politik opnåede man økonomiske fordele med de arabiske lande. For araberne var de økonomiske aspekter af mindre betydning en det at man fik Europa bundet fast på en anti-Israelsk politik, som samtidig medførte en begyndende splittelse mellem Europa og USA hvad angår Mellem-Øst politik.

Næste Afsnit