Men er det ikke altid sådan? Naaarj... kan nok ikke bare sige sådan for alle og jeg bliver jo også sur på min Mor engang imellem. Men jeg ved, at hun gør, hvad hun kan, for at jeg ved, hun er der for mig. Og hun ville gerne gøre mere, hvis jeg gav lov eller sagde, jeg havde brug for mere hjælp og snak. Min Mor kan altid tilsidesætte sine egne behov for at hjælpe andre, hvilket er ret unikt og egentlig et meget smukt træk. Og hvorfor skriver jeg så det om min Mor nu? Jo, hun var på besøg det meste af torsdagen, hvor hun hele dagen hjalp mig med forskelligt og også gav sig tid til at sidde og snakke med mig - det sætter jeg stor pris på og det vil jeg jo også, at min Mor skal vide og i skal vide - derfor dette lille afsnit om min Mor.

Fredag var jeg lidt kvæstet i kroppen, men fik både lavet kage og mad til den store guldmedalje - der blev grillet lækre bøffer og Alaska-retten blev lavet IGEN! Dejlig aften med vores søde naboer.

Lørdag fik vi endelig besøgt venner, der for for flere måneder siden er flyttet i hus. Super dejligt sted og huset havde fået en tiltrængt ansigtsløftning og et nyt tag, så det var lyst og lækkert. Tillykke med det nye hjem og undskyld blomsten vi kom med, var så gammel he he! Havde netop for mange måneder siden været i planteland og købe krukker og planter til mig selv og tænkt "jeg køber også lige en krukke og planter et par Dronning Ingrid Pelargonier til Helle & Tom, som de kan få, når vi lige straks skal ud og se deres nye hus". Der gik bare lige et par måneder længere end vi havde tænkt. Men der var heldigvis stadig mange blomster på og så kan den jo gavne næste år også, hvis den kommer i læ for vinteren. Synes Dronning Ingrid Pelargonien er den kønneste pelargonie - og så er det en nem plante at holde! Er ellers også rigtig glad for tulipaner og andre løgplanter, der bare plopper op af jorden igennem hele foråret og sommeren. Har du en ynglingshaveplante eller blomst?

Søndag kommer ynglingssøs med børn og Alt for Damerne veninde med børn plus hund - puha, det bliver lige til 3 tøser og en lille dreng plus 2 meget unge hunde, hvoraf den ene er meget opmærksom på, at den er en hanhund - der skal nok blive liv og glade dage i det lille hjem. Det bliver sjovt. Giver sikkert også noget at skrive om ti hi. Glæder mig til at se Jer alle sammen!!! Manden spiller golfturnering og vil ikke være hjemme. Det bliver næsten ren tøsearrangement juhu!

Søndag var Søs og Amalie her. Dejligt! Manden tog ud og så golf på tv i Ledreborg Golfklub, mens vi tøser hyggede hjemme - vi kan ikke tage den famøse golfkanal, der viser alle de vigtige golfturneringer. Guderne skal vide, der er mange! Skal man have golfkanalen, skal man også betale for ca. 30 andre kanaler - det vil vi ikke!!! Nå, tilbage til tøsernes dag hjemme i varmen fra pejsen. Vi Satte os i stuen med hjemmelavet æblekage og varm the og kaffe MUMS! Fik Søs til at vinde en garnnøgle op til mig. Det er et strikketøj, jeg er begyndt på til selv samme søde Søs. Lavede også selv en garnnøgle senere på aftenen - og havde dermed den værste hovedpine længe i to dage, øv for den! Amalie fik hæklet en sød lille blomst til mig - tak for det, du er en engel.

Var på Roskilde Sygehus mandag for at deltage i stuegang - betyder, at man taler med en læge om, hvordan det går. Fik testet noget medicin, som jeg nu kan tage ekstra, når jeg har meget ondt - og det er så pt. hver dag. Forsøger jo at træne så meget som muligt, så jeg kan få nogle muskler tilbage. Er ret farligt at være så svag som jeg er lige nu. Kan ikke gå op af en trappe uden at hive mig op i to gelændre. Kan heller ikke rejse mig fra en stol uden at støtte mig til noget. Falder jeg er jeg også på den og må enten have hjælp eller kravle hen til noget jeg kan hive mig op i. Er ikke så trygt. Min fys snakkede i dag om, at jeg måske burde have en alarmknap om halsen, I ved sådan een som ældre bliver udstyret med. Tror godt nok, jeg er 80 år ind imellem. Nå, men derfor har jeg jo også ja tak til at en fys kommer hjem til mig og træner med mig. Og tre gange om ugen går jeg nu i varmtvandsbassin OG så går jeg jo til gospelsang hver tirsdag - fantastisk! Har altid godt ville synge i kor og endelig gør jeg det. Jeg ved ikke om jeg kan synge, men hold op det er sjovt. Jeg har besluttet mig for at være sopransanger, så der bliver skrålet i de høje toner. Er ligeså godt som træning med al den opvarmning og bevægelse, når man synger gospel. Skal nok huske at skrive, når vi holder koncerter he he :-)

Er også begyndt hos psykologen på Roskilde Sygehus for at få bearbejdet oplevelsen med bivirkningen ved seneste strålebehandling. Var ret traumatisk at blive så svag og have så voldsom diarré. Smerterne er ubeskrivelige og ventetiden på at få væske og mad intravenøst var alt for lang. Det er heldigvis blevet meget bedre og jeg er ligesom ved at lære at spise igen. Glæder mig nu bare til at få lidt muskler igen - de kunne tydeligt se, at jeg havde tabt mig på mit gamle svømmehold.

Åhh Charlotte, nogle gange bliver jeg så bange for at du skal give op. Du, som ellers altid har sagt, du havde et godt liv. Nu skal du for fanden ikke til at have spredning igen!? Spurgte dig om du ville tage til Kina, hvis det kom dertil? Og det svarede du prompte nej til. Du skulle ikke til noget fremmed land, hvor der ingen garantier er og måske dø inden, man når hjem igen til sine kære. Nu er det selvfølgelig heller ikke alle former for kræft de lige kan kurere, så jeg forstår dig godt. Men du må ikke give op. Kampen for at leve længst muligt og bedst muligt føles størst, når vi kræftsyge kan gøre det sammen. Sætter meget stor pris på vores venskab og på, at vi kan bruge hinandens erfaringer. Ved, du ikke gad have mine smerter hver dag - men det er blevet mit livsvilkår, hvorfor det ikke altid er nemt at sige, at jeg har et godt liv. Men, det er et liv som jeg hele tiden forsøger at forbedre og give indhold med forskellige ting såsom træning, sang, samvær med venner, familie og gamle kollegaer. Går ikke til sprogundervisning, da mit hold ikke blev oprettet i år. Passer mig egentlig fint, da det er ret krævende i forhold til fx at gå til kor, hvor der ikke kræves forberedelse.

Nå, vil slutte her, men lige nå at fortælle, at min Mor kommer i morgen. Det glæder jeg mig til!

Tak til alle Jer, der har skrevet til mig den forløbne uge. Det var nogle gode og lange kommentarer. Og tak til Jer, der har bidraget til min indsamling!

RSS-feeds afpatruljerer de udvalgte kilder og serverer den nyeste opdatering af dem, smart måde at få nyheder på uden selv at besøge de pågældende hjemmesider - også let at sætte op, har foruden 7-trin, Nyheder for biblioteker og Biblog også valgt JP, Politiken og DR-nyheder - det er vist rigeligt indtil videre.

Jeg forsøger nu at gå på Blogspot.com for at abonnere på et par kollega-blogs, men jeg har problemer med en gammel Blogprofil, som forstyrrer min søgning - godt vi har en sandkasse.

Har leget lidt med links og fået lagt et par stykker ind, også en video.

...........og plejet min dårlige hals 

Husk også, at i denne måned vil Alt for Damerne have fokus på venindeskaber med kræftsyge. I uge 42 kan man møde een af mine rigtig gode veninder og jeg blive interviewet og fotograferet om netop dette emne. Er selv meget spændt - det er jo snart!

Nå, jeg har hytten for mig selv i dag og skal også lige huske at hvile mig. I følge fysen, skal jeg flere gange om dagen ligge mig 20 min. for at ryggen kan blive strukket ud og dermed styrket. Var hyggeligt at have besøg af svigerfar - kan jo godt lide lidt selskab. Er altid lidt kedeligt, når man så bliver alene igen. Manden er ude og spille golf i det gode vejr. Fik dog først dejlig morgenmad med æg og frisk brød fra en fantastisk bager vi har tæt på havnen. I aften skal vi spise hos svigerforældrene. Plejer at være en rigtig god oplevelse - bare jeg ikke er for træt eller maven driller. Og i morgen kommer søs og børnene - det er længe siden I har været her unger - glæder mig til at være sammen med Jer. Kys herfra.

Har hele tiden været indlagt og så hjemme på det de kalder orlov. Har haft en form for pumpe på, der har sprøjtet en form for morfin i mig hvert minut for at smertedække mig. Har ikke set det brugt på Riget, men på Roskilde Sygehus er det ret brugt. Den afdeling jeg har været tilknyttet går op i det hele menneske og ikke kun i behandling. Har sagt ja til at tale med deres psykolog. Synes den oplevelse jeg lige har været igennem, følelsen af at være så svækket og ikke kunne se en ende har været en voldsom traumatisk oplevelse som jeg føler jeg må have lidt hjælp til at komme mig over. 

Jeg har kræftveninder, der er meget mere syge end mig, men jeg er desværre ramt af de værste smerter og har de mest ødelagte knogler, der gør jeg skal have meget smertestillende medicin for at få en nogenlunde hverdag til at fungere. Har heldigvis fået tilbudt fysioterapi to gange om ugen hjemme hos mig selv. Super sød og kempetent dame. Har også haft hjemmesygeplejerske til at give mig medicin i weekenden. Skulle have sprøjtet medicin ind så jeg ikke skulle have medicinen ned forbi maven, der jo ikke havde det så godt. I min journal står der, at jeg kastede noget op, der lignede sort kaffe med grums i.

Mandag fik jeg medicinpumpen af igen. Det var dejligt, for den havde størrelse som en hel båndoptager. Fik talt med onkolog og paliatør Sven Ottesen, der går meget op i det hele menneske. Han foreslog en familiesamtale med psykologen - tror desværre ikke det er noget min familie vil stille op til. Hvis man ikke snakker om tingene, så findes de sikkert ikke. At ens behov kan ændres med en livstruende sygdom går ikke op for alle før det vil være for sent. Ligesom rigtig mange af mine veninder ikke rigtig forstår, at jeg ikke kan besøge dem i øjeblikket, da jeg ikke kan køre bil og gå særlig godt. Dagene går med hospitalsbesøg og træning forskellige steder. Men pt er det småt med at komme i butikker og på café - det savner jeg. Er grænseoverskridende at rende rundt med krykker, så det bliver ikke til så meget.

Har pludselig fået hævet ben og spiser nu vanddrivende piller.

Tirsdag havde jeg igen besøgaf hjemmeplejen - kan ikke rigtig se, hvad jeg skal bruge dem til. Får jo hjælp til piller på Paliativ og onkologisk afd. og personlig pleje styrer jeg stadig selv. Tror mere det er indkøb, madlavning, rengøring og tøjvask, der skal hjælp til. Må se at få hyret een til disse arbejdsopgaver. For selvom manden i øjeblikket laver alle disse ting rigtig godt, så er det jo stressende at skulle stå for alting.

Var om aftenen i Kongsted Kirke og høre gospel. Min yngste niece, der går i 4. klasse, havde haft 3 ugers projekt med engelsk og gospelsang. De havde haft besøg af en kvinde fra Uganda, som havde undervist dem og kunne kun kommunikere på engelsk med dem - imponerende som de kunne synge og fremsige digte på engelsk som hende fra Uganda havde skrevet. Godt gået Amalie - du er sej!

Onsdag var jeg igen på Roskilde sygehus. Er i behandling for svamp i munden - igen! Bedre var, at jeg fik min MR scanning af hovedet. Fik resultatet idag fredag og det var positivt. Dejligt :-) Nu skal det bare sammenlignes med det sidste billede af hovedet. Det gør de på Riget, hvor de har alle mine scanningsbilleder gennem tiden.

Torsdag kom hjemmeplejen igen. Måtte sige til dem, at jeg ikke synes de skulle komme, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge dem til. Fysioterapeuten sagde bagefter, hun godt kunne fornemme, at jeg ikke havde meget fidus til hjemmeplejedamen - helt korrekt! Det er ikke alle mennesker man synes lige om og så må man sige fra. Fik trænet at gå på trapper og lavet små øvelser i sengen. Ja, er fandme så svag, at jeg ikke kan gå op af en trappe uden at skulle hive mig op i et gelænder.

Om eftermiddagen kom svigerfar fra Jylland på besøg. Dejligt, at han gider køre så langt for et par overnatninger! Snakker godt med svigerfar - også om sværre ting som min sygdom og døden. Han fortalte bl.a., at når nogen dør, ja så vil man føle sorg i en periode, men at det hurtigt går over i at være savn man føler og ikke sorg ved at miste nogen man holder af. Og så havde han hørt en syg far sige til sin søn - "hvem siger, at døden ikke kan være sjov?" - Det håber jeg så den er!!!

Var også svigerHelles fødselsdag i dag - TILLYKKE - TILLYKKE

I dag kom Charlotte E og var bla. med til samtalen på Roskilde Sygehus - dejligt du gad det på trods af, at du faktisk var så træt i dag, at du skulle være blevet hjemme under dynen søde. Men tak for besøg - ses snart igen!

Billede: Charlotte E og Mette til middag på Svinkløv Badehotel i August.

.........det går helt godt

Head'eren er skabt af et fotografi, Daniel har taget - det er egentlig en vandoverflade, hvor et træ spejler sig, mens forårsblomsterne daler, og den tvungne beskæring har fjernet lidt af "mystikken" - men det er et dejligt billede.

Måske skrive lidt om dagligdagen på et mindre forskningsbibliotek.

Og hvad får man så tiden til at gå med - det er der sikkert mange, som undrer sig over.

En typisk dag på Teologisk Bibliotek:

Møder kl. 8.00, går en lille runde, ser at alt er som det skal være, og at der ikke ligger sovende studerende under reolerne.

15 minuter med mail -der ligger stadig 50 ulæste, men hvis de er vigtige nok, er der vel nogen, som sender en reminder.

Et par af de nye studerende kan ikke finde en dansk oversættelse af Thomas af Aquinas Summa Theologica - det er ikke så mærkeligt, for den er ikke oversat til dansk, men vi fandt en engelsk.

Så er der de sædvanlige problemer med kopi-og printmaskiner. Der sad et papir fast, og en toner skulle udskiftes.

Indimellem bliver der tid til at svare på mails om lyset, som ikke virker på læsesalen, og flytte kurset for Ph'd'erne i litteratursøgning på fredag . Anne Grethe skulle bruge en tekst til sit Ph.d skabelonkursus, det fandt jeg for hende, og en studerende kunne ikke finde ud af opstillingen med romertal.....

Per og Christian har arbejdet med en ny hjemmeside til DF, det skulle også kommenteres. Det ser godt ud, og det er et fint arbejde, de har lavet.

så var der lige en lærer, som skulle have en bog på semesterhylde, og en anden, som skulle låne et tidsskrift ud af biblioteket, og så var der et par lærere, som skulle have fornyet alle deres bøger.

Kurset for de nye studerende på Religionsvidenskab skulle gemmengåes med Birgitte inden gentagelsen i morgen tidlig. Vi var enige om, at der var meget stor forskel på de to hold, vi havde igår.

Og så var der tid til en kaffepause ...yes.

Jeg havde glemt at svare Ellen, at det er OK med mødet kl. 9.00 torsdag på Handelshøjskolen. Vi skal arbejde videre med det fælles udlånsregler for det nye fælles bibliotekssystem på AU. Det er spændende men også krævende arbejde at finde fælles fodslag

Efter kaffen var det tid til at forberede undervisning i ATLA for et stort hold NT valgfagsstuderende ved Eve-Marie. Emnet var den historiske jesus, og emnet er fint at undervise efter.

Indimellem forberedelsen - mails - studerende og lærere, som lige skal have et svar - posten skal også lige hentes og så skulle der aftales lidt vedr. et foredrag i Højskoleforeningen i aften.

Præsten mailede at der endnu ikke er modtaget flere lister til menighedsrådsvalget, hvilket jo nok betyder, at jeg er valgt ind i menighedsrådet i Hammel sogn .... hjælp, hvad har jeg dog gjort....

Frokost....

mere forberedelse, flere afbrydelser, og lidt papirer, der skal læses inden torsdag.

14-15: undervisning, og herefter må jeg hellere få oprettet den blog, der skal oprettes inden næste trin på 7 trins stigen i næste uge......

Først skulle jeg vælge bloghotel, Blogger eller Wordpress, den første simpel, den anden mere avanceret - nu er jeg jo ikke nogen ørn, men nogen erfaring har jeg da, idet jeg gennem flere år, via forskellige programmer, har lavet indlæg til Statsbibliotekets hjemmeside og Ugelbølles hjemmeside, jeg har også eksperimenteret med en wiki og så leger jeg med min familie og nogle venner på Facebook - jeg bilder mig derfor ind, at jeg kan tage udfordringen op med Wordpress, det er i hvert fald den, der lokker - nu er jeg så spændt på det videre forløb.

Det var ret uproblematisk at oprette en konto og også at lege lidt med farverne i head'eren - nu skal jeg måske beslutte mig for et emne ellers bliver den vel for kedelig - jeg har i hvert fald hygget mig meget med at fortælle jer lidt omkring min første dag som blogger - kan I have det godt, jeg smutter tilbage til haven.

Det er dejligt at sidde i det lune køkken, hvor der pusles med forskelligt. Manden har lavet rød linsesuppe, der spises med lidt brød til. Maden i denne weekend har haft særlig fokus, da det er det, jeg har manglet i mange dage oven på den voldsomme diarré.

Blev i mandags endelig indlagt for at få vand og næring intravenøst. Havde da ikke kunne holde, hverken væske eller mad indenbords i en uge og vejede efterhånden små 48 kg. sikkert meget væsketab uden tvivl. Smerterne ved at spise er heldigvis blevet mindre. Skyldes bl.a. lidt ekstra blandet smertestillende... Hold op nogle trip jeg har været på. Godt manden har været hos mig. Han ved snart alt, hvad jeg kan tåle og får det hurtigt justeret, så jeg også husker at få trukket vejret, når jeg sover.

Al den her ballade kommer kun pga. bivirkninger fra min sidste strålebehandling. Puha! Er noget af det værste jeg har oplevet længe. Blev derfor også enige med lægen i fredags om at udskyde starten på næste behandling med en uge - kroppen må have lidt ro. Venter også spændt på, hvor godt strålerne kommer til at virke på min venstre side af hoften. Er strålet i et snit, der minder om aftegningen af Mickey Mouses hoved.

På trods af mine store indtag af prednisolon, sidder jeg gerne og falder i søvn allevegne. Svært at foretage sig ret meget og ekstremt svært at fokusere på noget, når synet pt er nedsat. Jeg kan næsten ikke gå. Skal have hjælp til alt pga. smerterne i ryggen.

Så det var dejligt at komme hjem og se alle Jeres gode kommentarer på min blog. Jeg skal snart MR scannes i hjernen igen og jeg er lidt spændt og kan for tiden nemt blive ked af det. Har også været til samtale med både socialrådgiver og psykolog i Kræftens Bekæmpelse for at få lidt opbakning. Er ikke ret sjovt at være voksen og skal have hjælp til det meste. Får også brug for at I måske kommer her en smut forbi, nu når jeg går så dårligt. Vil jo så gerne se og snakke med Jer. Nå ikke mere herfra i aften. Skal lige overveje om har lyst til at se flere afsnit af Sommer - gider du?

Problemet med den ordning for mit vedkommende er at når jeg endelig går ned med pantflasker er det fordi: 1) Det er så meget 'sidst på måneden' at jeg tæller småpengene i min tegnedreng og 2) når jeg endelig får taget mig sammen til at gå derned så har jeg for beløb á la 70-80 kroner og jvf. pkt. 1 så er 70-80 kroner vigtige.

Jeg synes velgørenhedsknappen er en fantastisk anordning. For øjeblikket tilgodeser mine pantvaner bare ikke muligheden. 

Nicolaj siger:

Pant er vel også en fiktiv møntfod. Engang var jeg meget beskæftiget med at tænke på om man kunne indføre pant som gangbar møntfod - ligesom euro.

Nicolaj siger:

Så ved du hvad vi snakker om

Men personligt føler jeg at der bliver tilført døgnet et par timer eller tre. Jeg tror det hænger sammen med, at som studerende (ja, gymnasie-elever er også studerende i min bog, Andreas!) får man (desværre) ikke noget foræret. Ej heller en studentereksamen, og det er i princippet heller ikke noget problem, jeg ved godt at man skal knokle røven ud af buskerne og lave 117 og et røvhul afleveringer, før man stolt kan placere huen på sit hoved. Men, et eller andet sted syntes jeg, at tingene begynder at vakle.

Gennem de sidste par uger har jeg haft ualmindeligt svært ved, at følge med afleveringsmæssigt. Jeg har nået det jeg har sat mig for, men af og til har det været på bekostning af en masse fritid, jeg har kunnet bruge, skal vi sige mere konstruktivt end på mit hjemmearbejde. Være sammen med vennerne, kæresten eller i det hele taget lave noget andet, end noget der er skolerelateret.

Nu ved jeg godt, at der sikkert er mange der siger, at jeg fordriver tiden, men det syntes jeg ikke! Hvis jeg skal have mulighed for at få det bedste ud af min skoledag, mine lektier og generelt skolen, har jeg brug for tid (= fritid efter skole) til mentalt og for den sags skyld også fysisk restitution - en ting som der ikke bliver lagt megen vægt på, set ud fra mængden af hjemmearbejde og afleveringer.

Hvis jeg ikke kan nå at restituere til dagen efter, hvordan vil det så ikke se ud med min koncentration? "Du må bare spiser en sundere morgenmad" siger de måske, jamen det hjælper jo ikke skide meget, hvis jeg har siddet oppe til klokken lort, og lavet lektier. "Jamen så må du gå tidligere igang med dine lektier" siger de så, jojo, men nu er det sådan at tit og ofte kommer man hjem fra skole kl. 15:30 og begynder med sine lektier dér. Så skal man måske spise en times tid eller to senere, og i nogle tilfælde skal man måske selv sørge for at lave mad. Så kan du ellers gå igang med at lave lektier igen bagefter, og for at få en ordentlig nattesøvn, så går man i seng omkring kl. 23, men så er det lige man kommer i tanke om at man skal læse 10 sider historie til imorgen, og så biver klokken 24-24:30 fordi man også lige skal skrive noter til det hele, for det ikke skal være spilt arbejde.

Er det bare mig eller er det en udmattende dag? Det er ikke sært at folk er ukoncentrerede og skoletrætte. Gudskelov at der ikke er noget der hedder åndeligt fravær fra timerne, for så var jeg sikkert på røven.

Bobby McFerrin: Don't worry be happy (1988)

Men de her fyre som sad og snakkede med os, viste sig at være nogenlunde, de ville i hvert fald gerne vise os et andet sted, hvor det mere var et diskotek end en bar. Det lå på Oxfordstreet, 5 min. fra hvor vi boede, så vi kunne jo bare gå hjem hvis det ikke var noget for os. Champs lukkede også kl. 02.00, så vi hoppede i en taxi og af sted vi var. Maja og jeg i en og Anna og Maria i en. Deres taxichauffør var så dum at køre over for rødt, mens politiet var på den modsatte side. Så de måtte en tur ind til siden og taxichaufføren kunne stikke ham nogle penge under bordet, så de kunne komme videre, altså hvad vi dog ikke oplever hernede J

Vi ankommer til diskoteket, hvor musikken bare banker igennem, så vi overhovedet ikke kan snakke sammen. For at komme ind skulle vi betale 25 kr. og fyrene skulle betale 50 kr. Dansegulvet myldrede med mennesker og fyre der sendte skumle blikke. Vi skyndte os ovenpå, hvor der var lounge man kunne sidde og slappe af i, mens man kunne kigge ned på dansegulvet. Her gik der heller ikke lang tid, før nogle indiske udvekslingsstuderende kom og hev os op på gulvet for at danse deres traditionelle dans, som foregår i en rundkreds og man ellers bliver smidt ind i midten for at danse. Jeg var så flov så skyndte mig ned igen for at passe på taskerne J De var også vældig flinke og ville betale en omgang drinks til os, indtil vi skulle hjem, og bartenderen kom hen og sagde at inderne havde sagt at vi selv skulle betale... Mænd! Fordi de ikke lige fik den opmærksomhed de forventede! Men det var da en sjov aften, og vi kom hjem kl. 05.30 og var godt smadrede. Min hals havde det heller ikke for godt efter al den røg på diskoteket.

I dag har vi bare slappet af med pomfritter fra Master’s, sodavand og en god film. Vi smed os alle inde på mit værelse og så var der ellers søndagshygge for alle pengene.

[gallery]

Solen bagte godt og vi stoppede op for at få en sodavand, det skulle vi dog vist ikke have gjort, det endte med at vi sad ved et bord sammen med en ung kvinde og hendes søster, som arbejde på stedet, i en time. Den unge kvinde, hvis kæreste også arbejdede på stedet, brugte unge udlændinge på at fortælle hvor dårlig en kæreste hun havde, så han skulle forstå at det var alvor at hun ville forlade ham, når hun fortalte det til fremmede mennesker. Han stod for det meste og grinte af hende mens han ekspederede kunderne. Nå, men da sodavanden endelig var tom og vi havde tilbragt 3 timer på universitetet, tog vi en tro tro tilbage, vejret var også begyndt at blive dårlig, så det passede fint. Turen hjem startede bare dårlig, Maja slog hovedet op i det skrællede tag og en kvinde satte sig på min fod, fordi jeg glemte at trække den til mig, da hun slog ekstrasædet ned, av av L På vejen tilbage så vi ligeledes en hjemløs drikke regnvandet fra et hul på hovedvejen fyldt med mudder, det var skrækkeligt og havde mest lyst til at hoppe ud af tro troen og købe noget vand til ham. Man må virkelig være tørstig hvis man er villig til det, en pose vand koster 25 øre. Fem minutter senere stod en kvinde í et af deres store rendesten splitternøgen og vaskede sig, jamen hvad er det da for noget. Hernede har de bare ikke det samme forhold til den kvindelige krop, som vi har derhjemme.

Vejret blev rigtig dårligt og det stod ned i stænger. Som tiden gik, fornemmede vi straks at vi ikke kendte vejene mere og undrede os over om det en smutvej pga. trafikken eller om det var den forkerte bus, selvom vi havde tjekket! Da vi kørte midt på en hovedvej, stoppede vognen op og billetmanden beordrede os alle til at stige ud af bilen, i øsende regnvejr. Folk blev noget sure og vi hørte hvad der forgik, der var åbenbart fyraften, så folk skulle bare ud. Fedt, hvad gør vi? Så vi gik over på den anden side og fandt en ny tro tro, for vi blev nødt til at finde tilbage til den sidste vej der så bekendt ud. Men billetmændene som står i regnvejret, bliver ivrige for at få folk ind i tro troene, så bilder os bare ind at den kører hen hvor vi spørger til, men vi finder hurtigt ud af at det er en løgn. Vi blev så enige om at det gad vi simpelthen ikke finde os i og blev noget tøsemopset, så fandt en taxi og af sted til Ryans for at trøstespise J

På vej hjem fra Ryans, skulle vi lige forbi fotoshoppen på hjørnet for at få taget nogle pasbilleder til fornyelse af vores visum. Maja var åbenbart for bleg, så hun skulle have en blazer på, de havde liggende. Så på Majas pasbilleder ligner hun en advokat J Vi måtte også have taget vores billede om, fordi hans lysindstilling var for lys, vores hud havde det vist med at reflektere for meget i forhold til deres hud J Seks pasbilleder kostede 8 cedi (40 kr.)

[gallery]

Til Jer, der ikke læser kommentarer... 

Synes jeg fik skrevet noget, flere kunne få gavn af, hvorfor min kommentar også lige kommer til at ligge som et indlæg på hovedbloggen. Nederst kan I se et billede fra fotodagen med Alt for Damernes freelance fotograf Camilla utke Schiøler. Artiklen og billederne med min veninde Helle og jeg, skulle efter sigende komme i uge 42.

Så er jeg her igen - og det var I også… DEJLIGT

I kan skrive hvad I vil, bare I skriver. Elsker at høre om Jeres gøren og laden. Vil også sige tak til dig Kristine. Synes det er super du lige gad skrive et par ord. Når jeg ved, der er folk, der læser med, bliver lysten til at skrive desto større.

Ville gerne skrive om andre emner og har i mange år, da jeg var rask, også brugt mine evner (talent?) rent fagligt, professionelt og i forbindelse med mine fritidsinteresser. Har også forsøgt at lave lidt frivilligt arbejde i starten, da jeg blev sygemeldt og skulle gå hjemme. Er jo helt sygt at tænke på, at jeg blot fik 3 år på arbejdsmarkedet - udover diverse studiejobs.

Syntes ellers, jeg var en heldig kartoffel - arbejdede et super spændende sted som studerende, fik job efter “kun” 6 mdr. (var meget svært at få et på det tidspunkt, jeg blev færdig med mit kandidatspeciale), mødte manden i mit liv og blev gift, bor i det mest romantiske lille bondehus og alle naboerne snakker hyggeligt sammen og hjælper hinanden…

…. Ja, så var det lige, at mit livs udfordring kom forbi og denne blog opstod… Udfordringen kan I alle følge med i - passivt som aktivt. Kan godt lide den aktive form, men ved også, at nogle er lidt bange for det med at skrive direkte på nettet. Dem som ikke skriver til mig på nettet, men som alligevel har noget på hjerte - ring, sms eller kom forbi - kan ikke vide, hvad I laver, tænker eller føler, hvis ikke I fortæller mig det!!!

Kram til Jer alle
Mette

Verdens undergang proklamerede jeg mere eller mindre kækt i onsdags. Jeg kan lige så godt indrømme at jeg aldrig har anset mig selv for god til at udtale mig om noget jeg ikke rigtig har sat mig ind i. Efter lidt research har jeg fundet ud af at de startede processen i onsdags. Partiklerne skal først op i fart og efter planen skal de først kollidere d. 21. oktober. Så det skulle give lidt tid til lige at ordne de ting man gerne vil have styr på inden.

Den omgang research afslørede også at processen i følge forskernes hypotese allerværst vil skabe nogle små sort huller. Nu havde jeg astronomi på HTX og dermed er jeg ikke ekspert på området, MEN! Såvidt jeg forstod er der ikke forskel i størrelsen på sorte huller. Et punkt med uendelig høj tyngde og ingen udstrækning er den mest enkle forklaring på hvad et sort hul er, jeg har hørt til dato. Hvordan kan noget uden udstrækning være større eller mindre? Hvad laver et lille sort hul? Betyder det at kun er Østrig og Schweiz der forsvinder? Jeg bliver lidt fortvivlet hver gang jeg tænker på det kort på min gamle folkeskole, der i min tid var håbløst forældet i forhold til Øst- og Vesttyskland + Tjekkiet/Slovakiet osv. Hvis Østrig og Schweiz forsvinder vil det ikke gøre de kort spor bedre, vel?

Efteråret ramte i dag Nordvestkvarteret. Bidende blæst og hvad der ellers hører til. Jeg tænker på min ven Ali fra Irak. Han er meget påvirket af vejret. Som en anden ligusterhæk visner han også hen i takt med at vejret bliver koldere og dagene kortere. Heldigvis plejer han at indse på dette tidspunkt af året inden han lammes af den ultimative vinterdepression at det eneste fornuftige er at flygte sydpå inden det er for sent. Ligesom trækfuglene er han nød til at vise den nådighed mod ham selv og stikke af. Han er bare ikke skabt til det her klima.

Jeg kan huske vinteren for tre år siden, hvor han ikke nåede at tage afsted inden han ikke længere kunne overskue hvordan og hvornår han skulle rejse. Det endte med at han brugte hele vinteren i Danmark. Han blev mere og mere bleg i ansigtet samtidig med at han blev afkræftet og ugidelig.

Selv er jeg også udpræget sommermenneske, men jeg har nok en lille fordel mht. at klare den danske vinter sammenlignet med en mand, der er opvokset i den irakiske ørken.

Nicolaj siger:

Hvis verdens undergang i sandhed ligger lige om hjørnet kan vi så ikke se og få det overstået inden vinteren for alvor går i gang?

Som planlagt skulle vi af sted kl. 06.00. Ben kom og hentede os som planlagt, endda et kvarter for tidligt, i den store firshjulstrækker. En af os skulle dog sidde på det bagerste sæde alene med al bagagen, og for at komme ind på sædet skulle man ind bagfra, så Ben som er vores chauffør skulle løfte sædet til side, mens man kæmpede med at ligge over det sæde foran, for at sædet kunne komme på plads igen. Sikke et syn. Vi tog af sted og Ben havde sagt det ville tage seks timer, men da vi på et tidspunkt sad i kø, på grund af vejarbejde, kunne vi godt se at det ville tage noget længere tid. Vejarbejde foregår på den måde at de skræller vejene total de næste 20 km. Og ved siden af laver de en grusvej, hvor al trafik skal passere på, med alle de biler hernede og regnsæsonen, tager der sindssygt lang tid. Vejene har store huller man kan køre galt i hvis man ikke ser dem i tide, og derudover er Accra bare så overbefolket at der ikke er plads til alle de biler i vejnettet. Men folk tager det stille og roligt, men vi tøser blev noget træt i kroppen over at hoppe frem og tilbage på sædet. Man tænker ikke over det, men man koncentrerer sig ufatteligt meget med at holde balancen og undgå piskesmæld og for vores tøsers skyld var det en gud idé at sidde med krydsede arme engang i mellem når hullerne blev for store J Men det positive var helt klart naturen omkring os, det var simpelthen det mest fantastiske. Farverne i landskabet skiftede fra grå og farveskalaen i et cirkus til en rigtig flot jordrød rusten farve og så den flotteste grønne farve i planterne. Selvom vi kørte i en jeep, kunne vi sagtens høre lyden af fuglene og susen af træer og vandet der løb langs vejene.

Nå, men efter der var gået 10 timers rutsjetur i jeepen ankom vi til Monkey Sanctuary, hvor vi kunne se to slags aber, men kl. var 16 og de havde netop lige lukket. Heldigvis var den ældre herre som var i receptionen så sød at sige, at vi bare kunne tage hen til byen hvor de var og så blive vist rundt alligevel og bare betale hos dem. Så ind i jeepen og af sted igen. Inde i byen blev vi mødt af børn der råbte ubruni og en mand tog imod os. Det var en utrolig hyggelig lille landsby kun bestående af lerhytter og lerhuse. Gederne og hønsene rendte frit og børnene spillede fodbold og rendte og legede med de andre. De unge og voksne sad ellers og slappede mens deres nysgerrige blikke fulgte os. De fleste var allerede begyndt at lave mad, så de store gryder stod over bålene, mens duften gik lige i vores maver. Til den tid havde vi kun fået morgenmad.

En mand kom og præsenterede os for en kvinde som hed Martha. Hun havde sin yngste pige på ryggen og skulle vise os rundt. Det viste sig at aberne holdte til deres by og havde gjort det de sidste 40 år. De tjener så 25 kr. pr mand for at gå en tur rundt i skoven, hvor hun så fortalte os om aberne, Mona monkeys og Geoffrey’s black and white colobus og deres historie i skoven, derudover viste hun os abernes gravplads. Når aberne kan mærke at tiden er inde, søger de hen mod byen, så de er sikre på at blive fundet, så de kan blive begravet i et hvidt klæde som deres fetish, derudover ligger der en kvinde som skulle beskytte deres fetish, på gravstenen står der hun blev 120 år. Sagnet går på, at en jæger en dag var ude og jage, da han ser en mona monkey og en black n’ white colobus gå på stien foran sig og bære på noget i et hvidt klæde. Aberne ser jægeren og bliver bange og løber op i træerne. Jægeren går hen, og samler klædet op og åbner det for at se, hvad det indeholder. Indeni ligger abernes fetish (en helligdom for dyrene). Han tager den med sig hjem og ligger den i sin hytte. Dagen efter, da han går ud af sin hytte, ser han at alle aberne er fulgt efter ham til byen. De skal være i nærheden af deres helligdom. Fordi at mennesket tog abernes fetish, skal de nu beskytte den for alle farer, så aberne kan leve i fred og harmoni sammen med menneskene. Aberne ses derfor som et helligt dyr og må ikke jages. Det var utrolig flot og vi så aberne svinge sig rundt i grenene og hørte dem kalde på hinanden, at det så lyder som om den bøvsede er en helt anden sag J Hun fortalte også om planterne og deres evner, mange af dem havde helbredende kræfter. I sidste uge havde hun haft tandpine og den var væk efter hun havde brugt nogle blade. Der var mange flotte og specielle træer, som vi ikke har der hjemme. Efter rundturen blev vi vist ind i et rum i deres hus, og som det obligatoriske havde de selvfølgelig træfigurer og perler de solgte som et lille sideerhverv. Jeg fik alligevel købt en to taljekæder, den originale og en af glas, og derudover en halskæde, til en fair pris 14 cedi, ca. 70 kr.

Efter et par timer i landsbyen fandt vi til Techiman, en lille times kørsel derfra, og fandt det hotel vi skulle bo på. Det hed Dymns, prisen på et værelse var 38 cedi (200 kr.) Værelset var så med fan, køleskab, tv, varmt vand og inkl. morgenmad. Margit og jeg havde ellers sådan glædet os til det varme vand. Det er jo ved at have været seks uger siden, men igen blev vi skuffet, bruseren virkede ikke. Heldigvis var manageren så sød at komme med nogle spande, så en hånd/spand bad blev det til, men det var det værd for det varme vand J

D. 05-09-2008 – Kintampo waterfalls og Mole National Park

Dag to og turen gik videre til Kintampo vandfald, hvor man kunne bade. Vi gav 2,5 cedi (12 kr.) for at komme ind på området og eftersom klokken kun var 09.30 var vi de eneste gæster. Som vi gik ind i skoven kunne vi høre vandfaldet komme tætte på, og vi blev i hvert fald ikke skuffet. Hold hold hvor var der smukt, idyllisk, fredsfyldt og bare det smukkeste sted vi længe havde oplevet. Bare det at komme væk fra al stresset, trafikken og osen var bare det bedste. Maja, Anne og Maria hoppede i det kolde vand (det skal siges at solen ikke var kommet frem endnu og jeg stadig var lidt forkølet af aircondition), mens Margit og jeg sad med Ben og kiggede og nød omgivelserne. Jeg sad dog ikke så meget for fik travlt med at fotografere alt det omkring mig, det var jo bare så smukt. Der var to vandfald, et lille, hvor vandet nærmest lagde sig som et tæppe over en grotte der var inden under. Det store vandfald var omkring 20 meter højt og faldt ned over tre kæmpe vandrette blokke af sten og endte ud som en å der rislede videre gennem skoven. Da de havde fået tørt tøj på og en lille kiks kørte vi videre mod Mole National Park. Turen dertil kom også til at vare dobbelt så lang tid end forventet. Ben besluttede sig for at tage en vej han mente var bedre en den asfalterede vej. Hernede bliver huller i vejene så store at det bliver terrænkørsel uden lige, fordi regnen skyller jorden væk de er under asfalten og hullerne bliver ikke lappet, det er der ikke råd til. Så den vej vi kørte viste sig også at være en rutsjetur uden lige. Men denne gang kørte vi bogstaveligtalt i bushen på jordveje der var smadret af regnen. For at få stillet min nysgerrighed spurgte jeg hvor lang den strækning var, for man blev virkelig ør i kroppen af at køre fra side til side og store vandhuller så man nær slog hovedet op i taget. Da havde vi kørt 30 km. sagde han med et smil på læben, at der stadig var 70 km. tilbage. Farten var gennemsnitlig 30 km/t. så vi kørte i ca. 4 timer. Og på halvvejen var vi så uheldige at der gik hul på vandslangen på bilen, så dampen stod op af kølerhjelmen, men Ben er gudskelov mekaniker så den klarede han lige J På den lange strækning kom vi igennem flere små landsbyer, og fordi de boede så langt ude på landet, levede de simpelthen af deres egne afgrøder. For dem var det umuligt at komme til byen. Jeg tror næppe at der er særlig mange hvide mennesker som kommer forbi derude, så vi følte os næsten som kendisser, for alle vinkede og råbte efter os, ubruni ubruni, og vi kunne jo ikke gøre andet end at smile og vinke pænt tilbage. Det var vores ”15 minuts of fame” for i dag.  Da vi endelig ankom til Mole National Park blev vi mødt af et vortesvin, endelig så vi et ”vildt” dyr, så vi kunne ikke vente med at se hvad der var henne ved motellet. Inde på området af parken ligger der et motel med udsigt ned på to store vandhuller hvor deres vilde dyr kommer og drikker. For at komme ind på området gav vi 2 cedi (10 kr.) og 20 pesoes (1 kr.) for kamera. Allerede da vi stod i receptionen var der en flok bavianer som stod og rodede i skraldespanden for at finde lækkerier. Receptionisten fortalte os at dyrene altid kommer helt op for at finde mad og hvis turisterne står med poser i hånden kan de finde på at tage det fra en, og man skal også bare lade dem gøre det. Det er ikke værd at kæmpe for, de var jo også virkelige store, den gik mig til tajlen! Men aberne fik sig i det mindste en tår ananasjuice for at have rodet rundt i spanden, bagefter kunne man så høre de andre bavianer skrige af dem anden fordi den havde fundet noget og de ikke havde. Så vandrede de ellers videre mellem alle værelserne. Motellet var dog noget dyrere end vi havde regnet med, nok også på grund af at alle de billige værelser var taget af andre unge turister. Så vi måtte booke et familierum med tre senge og et chalet (et fint værelse, som en slags lejl.)til to personer. Ben var heldigvis så sød selv at foreslå at han tog en køjeseng på et af bagpackerværelserne, det kostede kun 8 cedi (40 kr.). Vores rendte op i 85 cedi pr. nat (425 kr.), dog inkl. morgenmad og den lækreste udsigt ned over vandhullerne. Fantastisk udsigt J Det skal bare ses! Og så var der også den lækreste swimmingpool for en gangs skyld også med udsigt ud over vandhullerne.

Efter aftensmaden gik vi ned på en udsigtspost, så vi kunne beundre vandhullerne og solnedgangen, men pludselig kom en bavian rendende forbi poolen og på det tidspunkt var der rimelig mange turister i poolen og i restauranten, men den var meget målrettet og løb hen til et bord for at tage deres mad. Pigerne ved bordet blev noget paniske og rejste sig hurtigt op da den vældig store bavian hoppede op på bordet, så glassene faldt på jorden. En tjener kom farende og skræmte den væk, men en håndfuld pomfritter nåede den at få. Det er nu et spøjst dyr. Bagefter sad den rigtig og hyggede sig på plænen med sine pomfritter, alle turisterne var flade af grin, det er jo ikke noget man ligefrem oplever i Europa J

Margit og jeg havde valgt familierummet fordi vi havde pakket i samme kuffert, men da vi nåede hen til lejligheden stod der sørme tre vortesvin på græsplænen. Nu fik vi da virkelig oplevet det afrikanske bushliv. Det var jo det vi havde i tankerne inden vi kom herned, så det var bare så fedt endelig at opleve sådan noget.

D. 06-09-2008 – Afslapning ved poolen og vandring i Mole National Park

Margit og jeg var tidligt oppe i dag, vi kunne ikke sove end mere til kl. 07.00, så vi gik op og fik morgenmad. Den var jo heldigvis inkl. morgenmad, så det var fried egg, toast og the eller kaffe. Ben, vores chauffør var også oppe, men sad nede ved udkigsposten, da han pludselig råbte at vi skulle komme ned at kigge. Seks elefanter var nede i vandhullet for at bade og drikke. Det var det mest fantastiske syn, at se sådan nogle store dyr plaske rundt i vandet og lege, mens de sprøjtede vand over sig. Vi skulle ud at vandre kl. 15.30, så pigerne nød dagen ved poolen, mens jeg sparede energi op ved at tage en lang ”morfar”. Inden vi skulle af sted fik vi dog os en pæn overraskelse da man bare kunne høre et stort dyr løbe hen over tagpladerne over os. Og så nysgerrige som vi er, gik vi jo selvfølgelige ud for at kigge. Det var bavianer, en kæmpe flok, som var på rov efter mad, eller alt som så interessant ud og som var i poser. Haps og de rendte op på taget med deres tyvekoster, så gad vide hvor mange af turisterne som mangler deres ting! På vores terrasse kom en stor bavian dog pludselig ned og tog vores nabos bog fra stolen, han var dog så ”modig” at hive den ud af hånden på den, så den blev noget hidsig. Vi fem tøser stod nærmest på nakken af hinanden og farede ind, for ikke at komme for tæt på den, men den synes vi var noget interessante. Den kom helt hen til myggenettet i vinduet og prøvede på at få hånden ind til vores tøj som hang på vinduet. Men gudskelov var nettet en forhindring J Efter den noget store oplevelse glædede vi os til at komme ud at vandre i den 600 Km2 park.

Vi mødtes med Ben og en guide, som hed Abu (Vi grinte noget højt inde i os selv, da vi kun kunne tænke på aben fra Aladdin eller inderen fra The simpsons), lavede en gruppe med os seks og et par, som også var turister. Turen varede 2,5 time og kostede den sølle sum af 1,5 cedi (6 kr.) Der var en rigtig høj eftermiddagssol, så vi var godt våde af sved efter to min., men det var helt sikkert det hele værd. Turen var ikke hård, men bare ekstrem varm. På turen så vi bush bukker, bavianer, små aber, vortesvin, antiloper, mange hjorte arter og sidst men ikke mindst Elefanter. Hele mit ophold er nu reddet. Det var mit største ønske, at se en vild elefant, at vi så stod 40 meter fra den, gjorde det hele endnu mere vild. Tror jeg kan lave en hel dokumentar omkring dyrene i Mole National Park når jeg kommer hjem J Hele turen fik mig lige til at glemme den virkelige verden for en kort stund og gav mig oplevelsen af at Ghana er verdens bedste land J Ja det skal simpelthen bare opleves! Selvom det var noget irriterende at der var sindssygt mange fluer omkring en hele tiden, var det bare fedt at gå i kawasakisko gennem al mudderet, forbi elefantlorte og se og høre på den mest fantastiske natur omkring en. Glæder mig vildt til i morgen tidlig, hvor vi igen skal på vandring kl. 07.00 for at se elefanterne komme til vandhullerne for at bade J

D. 07-09-2008 – Morgenvandring i Mole National Park efterfulgt af besøg til Ghanas og vest Afrikas ældste Moske i Larabanga.

Igen havde vi æren af guiden Abu, som skulle tage os på morgenvandring gennem parken. Vi havde glædet os til at vejret ville være bedre at gå i når det var så tidligt om morgenen og solen ikke rigtig var kommet op endnu, men vi tog fejl. Dagen blev den varmeste vi hidtil har oplevet hernede. Vores t-shirts var til at vride da vi kom hjem igen. Selv Ben vores chauffør mente det var ekstrem varmt, så der må vist være noget om det. Han var dog ikke med på tur i dag, da han havde en aftale med en mekaniker, så bilen kunne blive klar til vi skulle videre. Nå, men tilbage til vandringen. Først gik vi forbi bavianernes bosted, hvor de altid holder til. Vi var godt nok tæt på, hele familien var samlet og de holdte vældige øje med hvor vi nu gik hen. Maja og jeg gik bagerst og kunne pludselig høre en af bavianerne følge efter os. Maja gik noget i panik og begyndte at skubbe mig frem, så jeg blev ligeså panisk at vi løb som to små piger op foran til guidenJ Gruppen bestod i dag af os fem tøser og en gruppe af fire tyskere. Og jeg ved ikke hvad der er med tyskere, men det er sjældent jeg har mødt nogle med så dårlig situationsfornemmelse. De snakkede vældigt højt og grinede det meste gennem turen. Som om vores store gummijøjser ikke larmede i forvejen når vi trådte gennem det mudrede terræn!

Vi var dog så ”heldige” at se leopard fodspor på grusvejen. Desværre er det et meget sjældent syn at de kommer i nærheden, så man kan se dem.  Efter en halv time på grusstien gik vi ind i et buskads og jeg ved ikke om Maja ikke mente der var spænding nok eller om var blevet høj af at have set leopard spor, men pludselig råber hun op ”En løve, en løve, der, jeg kan se manken!” Vi andre panikker en smule, men guiden vender sig om og siger med et smil på læben at det altså bare er en bavian med bagdelen mod os. Jeg var simpelthen flad af grin…

Vi havde ellers håbet på at komme ned til vandhullerne for at se elefanterne bade, men desværre var deres morgenmad vigtigere, så vi så 7-8 elefanter spise af træerne i stedet. Selvom jeg blev lidt skuffet blev det opvejet af, at vi kun stod 25 til 30 meter fra dem. Man kunne nærmest lugte dem og høre dem tygge bladende fra træerne. INFO: 90 % af deres levetid går med at spise.

Da vi kom hjem gik vi straks op for at få morgenmad og fik derefter en dejlig svømmetur i poolen. Det var nu veltrængt på sådan en varm dag.

Vi havde aftalt med Ben at vi kørte kl. 15.00 ud til Moskeen i landsbyen Larabanga. Det lå heldigvis kun fem minutters kørsel fra Mole National Park, så vi var glade for at undgå den hullede grusvej. I byen blev vi mødt af en masse mennesker som tog i mod os med åbne arme. De kendte åbenbart Ben godt og var rigtig glade for at se ham. Det virkede noget kaotisk da vi steg ud af bilen, alle ville give hånd og byde os velkommen. Akmed, som skulle være vores guide, tog os med hen til Moskeen, mens stimen af folk fulgte efter os og snakkede med os på vejen derhen. Vi stoppede først ved byens ældste mand som også var ”the Chief”, altså høvdingen. Her skulle vi spørge om tilladelse til at gå hen til Moskeen og se den, men vi måtte desværre ikke komme ind i den L Guiden fortalte, at Moskeen var den ældste i Ghana og i hele vest Afrika, den blev bygget i år 1421. Sagnet går på at en mand ville lave en vej, men stødte på en stor sten som ingen kunne flytte. Og eftersom man i gamle dage troede på fetish religionen, altså woodookræfter, blev man enige om, efter flere forsøg, at den måtte være fortryllet. Folk begyndte at tilbede stenen indtil en dag, hvor en rejsende kom forbi og skulle overnatte. Han besluttede sig for at kaste et spyd fra den magiske sten, og der hvor spyddet landede, ville han være beskyttet af stenens kræfter. Om natten havde han en mystisk drøm om en moskes fundament og at han skulle bygge en moske og danne en by. Sjovt nok da han vågnede lå han på et fundament af en moske. Som nætterne gik, blev moskeen højere og højere, så noget magisk måtte der jo være over stedet. For at holde øje med høj den blev, satte han for hver nat, en tynd træstamme hele vejen rundt. De fungerede således også som støtte til bygningen som er lavet af ler og en slags cementblandning. Selve designet af moskeen siges at være fra en tegning han måtte have fået fra en engel. Turen rundt var utrolig spændende og fedt endeligt at se hvordan en lille landsby fik det hele til at fungere. Vi endte også med at donere 500 kr. til skoleprojektet. De mangler bygninger til alle deres børn. Og vi er vel pædagoger J

D. 08-09-2008 – Afgang til Kumasi, hvor resten af dagen står på afslapning… troede vi!

Kl. 08.00 var der afgang fra Mole National Park, et sørgeligt farvel fra det mest fantastiske område vi længe havde set. Men tror måske også vi trængte til at komme derfra, mine ben var i hvert fald ved at blive ædt op af myg, folk måtte næsten tro jeg havde skoldkopper J Ben havde heldigvis fået fortalt at der var en anden vej til Kumasi en den vi tog for at komme ud til Mole National Park, den meget hullede grusvej! Yes tænkte vi og havde en forventning om at det bare var en asfalteret vej med nogle huller, men nej, igen var det en grusvej med huller, bare ikke helt så slemt som sidst. Så 100 km. tog nu kun 3 timer J Hele vores rejse til Kumasi tog godt og vel 10 timer og var en meget underlig tur.

Ingen følger de regler som er i Ghana og slet ikke politiet! Det er det land jeg har været i, som er det mest korrupte land. Ben kørte selvfølgelig 80 km/t. et sted han måtte køre 50 km/t. og lige om svinget holder politiet selvfølgelig og venter på de stakler som kommer forbi dem. Ben bliver holdt ind til siden og en betjent kommer op til vinduet med sit målingsapperat og fortæller ham hvordan og hvorledes. Når man kører for stærkt hernede, skal man i retten for at få sin dom, men politiet har fundet ud af at der er mange flere penge i at lade folk køre videre for en bestikkelse af en sum den skyldige skal bestemme, derefter beslutter politiet om det er et rimeligt beløb, hvis ikke så går turen til dommeren i den nærliggende by. Politiet er så, så smarte at jo flere betjente de står, jo flere penge kan de få ud af det. Mens to af dem var i arbejde med at få bilerne ind til siden, stod syv betjente og hyggesnakkede og grinede af os, fordi det åbenbart var vældigt sjovt at nogle hvide mennesker var blevet snuppet.  Ben steg ud af bilen og fulgte med den ret så humørforladte betjent og for at lette på situationen, prøvede vi at smile til ham og spurgte til hvordan han havde det. Men ikke en mine kom frem. Mens vi ventede på Ben fik vi tiltrukket en ordentlig flok børn til os, som var vældig interesseret i at se ubrunierne (de hvide mennesker), der blev holdt tilbage af politiet. Da Ben kom tilbage, 10 cedi fattigere (40 kr.), begyndte han at fylde vand på bilen, eftersom den havde det med at tømme den vældig hurtigt. Imens kom betjenten op på siden af bilen hvorefter han gjorde tegn til Maja om, at hun skulle gå ud af bilen. Vi blev alle lidt nervøse, idet han så meget alvorlig ud, og Maja havde specielt ikke lyst eftersom hun havde haft feber i et døgn og var meget utilpas. Men man respekterer jo uniformen, så Maja stod ud og betjenten begyndte at udspørge hende om, hvorfor hun ikke assisterede sin chaufførunder den meget mærkværdige situation, og hvad skulle hun lige svare. Så betjenten begyndte at prædike og at hjælpe sine medmennesker og behandle folk med respekt og værdighed… Øh, hvem er det der står og tager penge fra folk for at undgå at følge loven, som man egentlig arbejder under? Hmm, vi blev alle vildt chokeret og ret sure på dem, for at udnytte deres position til egen vinding. Inden vi kører videre kommer en af de officerer der står der, over til for at spørge om vi alle har kærester eller er gifte. Eftersom det er blevet et meget normalt spørgsmål, er svaret altid JA, vi er alle gifte J Selvom han havde fået svar, spørger han alligevel om vi nogensinde har været sammen med en mørk mand eller om vi kunne tænke os det… Øh undskyld men kender jeg dig! Altså hvad er det for noget at spørge om, er de fuldstændige tabt af en vogn eller hvad! Da vi kører videre fortsætter vanviddet bare, det vi troede var et stykke tov som hang ud af bagklappen på en bil, var i virkeligheden en ko. De havde bagbundet den og smidt den bagi en taxi, mens to mænd holdte den nede. Derefter så vi en bus, hvor bagklappen var åben, hvor det viser sig at høns og geder var proppet ind! Jeg var bare hel målløs. Og derudover stod der nogle geder på taget bundet fast med noget torv til resten af bagagen! De kunne nemt falde ned og de stod også og vaklede en del på kanten på grund af alle hullerne i vejen. Alle vil jo selvfølgelig gerne tjene penge hernede, så jo mere der kan proppes i bilen og på taget, jo flere penge kan de tjene hurtigere. På vejen til Kumasi fandt vi ud af at det hotel vi boede på i Techiman havde snydt os for 100 kr. De havde nemlig både taget betaling fra os og Ben, for Bens værelse. Så heldigvis skulle vi igennem byen, så vi kunne få vores penge tilbage, hvilket resulterede i, at vi fik fyret en receptionist. Uheldigt for hende var hun på prøve og blev fyret på stedet, hun stod og græd og græd og undskyldte mange gange, men manageren var kold. Vi tog jo selvfølgelig derfra med utrolig dårlig samvittighed L

I bilen til Kumasi havde Maja haft det noget dårlig med feber og kvalme, og havde ligeledes haft det sådan dagen før. Så vi tog ingen chancer og tog som det første på hospitalet i Kumasi for at få hende tjekket for malaria. Men sikke et kaos. Fra parkeringspladsen gik der en gang ned til en kælder hvor skadestuen lå, man kunne se hele vejen ned til enden. Udenfor sad der nok 100 ghanesere i alle aldre, med forskellige akutte tilfælde. Nogen var faldet, nogle med feber og nogle med brækkede arme og ben. Sikke et syn! Børn der bare sad og græd og var utrøstelige. Maja følte sig pludselig ikke så syg mere, ikke i forhold til hvad de kunne fejle. Jeg tænker også at folk hernede venter med at tage på skadestuen indtil der ikke er en anden udvej. Det koster jo penge og det er der jo ikke så mange der har. Udenfor hospitalet, lå folk og sov på gaderne. Det var folk der kom langvejs fra og hvis familiemedlem eller andet var indlagt på hospitalet. De har ikke råd til at overnatte andre steder, så det foregår på gaderne i op til flere uger. Både børn og gamle mennesker. Det var skrækkeligt, og det endte også med at Ben fik besked på at vi bare skulle købe medicinen på apoteket, for det ville i hvert fald tage 4 timer før vi kom til, og lægen var heller ikke mødt ind på arbejde endnu. Så det kunne blive en lang nat. Men kl. 20 fik Maja sin medicin. Derefter kørte vi på restaurant for at få lidt at spise og så ellers ud på hotellet. Så det var ikke meget afslapning for den dag, andet end en meget øm bagdel fra den lange køretur.

Presbyterian Guesthouse som hotellet hed er mest for backpackere, det var dobbeltværelser og kostede den sølle sum af 8 cedi (40 kr.) pr. værelse. Pudsigt nok var det faktisk det mest behagelige hotel vi har været på i ugen løb. På gangene delte vi godt nok toilet og bad med de andre backpackere, men det var nydeligt og rent. Og så var der stille om aftenen og om morgenen udefra, helt klart et plus! Så helt klart fem stjerner herfra, i hvert fald til den pris, og for havregrød om morgenen kostede 5 kr.

D. 09-09-2008 – Så er der turistfart i Kumasi: Kumasi Fort/Armed Forces Museum, National Cultural Centre og Manhyia Palace.

Tidligt oppe og på farten igen. Vi startede dagen med et besøg på Kumasi militær museum, som i dag er placeret i Kumasi Fort. Det var et utroligt spændende sted og en super god guide viste os rundt. Det tog også tre timer, men tiden var bare fløjet af sted. Det hjalp også helt sikkert på det, at man endelig havde en guide der gik 100 % op i sit job. Alt hvad man spurgte om, havde han et svar til. Det var ret imponerende at se hvad museet havde skrabet til sig i tidens løb. For eksempel havde de det første flag, efter landet fik navnet Ghana i 1951 (Ghana betyder landet af guld). Og andre flag de havde taget fra englænderne, tyskerne og japanerne. Ingen af dem var beskyttet af nogen form for at bevare det. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke har den viden om at bevare ældgamle ting eller de ikke mente det var nødvendigt. Men utroligt var det i hvert fald. Derefter gik turen videre til National Cultural Centre, hvilket jeg troede ville være ligesom Accra art center. Men det viste sig at være et lukket område, hvor turister for det meste kommet, da priserne er lidt højere en udenfor. Stedet var en slags lille lukket by, hvor butikkerne lå spredt gennem gaderne. Hmm vi kom vist også til at bruge flere penge end vi havde troet. Der var for det meste træfigurer og malerier de solgte, så til en god pris fik jeg købt fire malerier, en dukke, to lysestager, to pyntegenstande i træ og en bog så jeg kan lære Twi. På vej ud til Manhyia Palace, var der godt gang i demonstrationerne omkring præsidentvalget den 7. december. Men frem til Paladset kom vi da. Men sikke en skuffelse, et palads forbinder man med en enorm bygning med søjler, marmor, guldbelagte genstande og en wow effekt, som ordet palads lægger op til. Men nej, bygningen var ikke større end en stor villa derhjemme, haven var dog meget flot, med påfugle som bød os velkommen. Vi var desværre ankommet nær lukketid, så touren rundt i huset blev speedet noget op. Vores guide som var en ældre en ældre herre, snakkede så hurtigt, at når han spurgte om vi havde nogle spørgsmål skyndte han sig at snakke videre, så vi ikke kunne nå at spørge. Det var ret komisk og vi kunne ikke gøre andet end bare at grine af det. Når vi gik ind i et nyt rum blev dørene bag os låst af en anden som fulgte efter os. Maja prøvede også et par gange at stille spørgsmål, men blev afbrudt af ham og han døbte hende advokaten, hvilket ikke er en pæn titel hernede. Vi havde alle betalt 20 kr. pr. mand og Ben fortalte at den tour vi fik, kun var ¼ af hvad en normal tour ville vare, så vi blev hurtige enige om at vi ville have refunderet vores penge, men ved udgangen var billetdamen jo selvfølgelig taget hjem! J

D. 10-09-2008 – Forbi Wood Craft Centre og hjem mod Osu

Lidt uden for Kumasi lå en lille forstad, hvor de er kendt for at lave utrolig flotte træfigurer. Man kan også se selve værkstedet, hvor de sidder og laver figurerne. Nå, men igen fik vi jo alle brugt nogle flere penge, her var det især på krukker, stokke og elefanter. Turen hjem var lang og trættende, vi kunne godt mærke at man bare havde været på hele tiden den sidste uge. Vi trængte bare til at komme hjem til vores ting og såkaldte vante omgivelser, selvom vi virkelig har nydt stilheden og naturen i Mole National Park. Som sagt ude godt, men hjemme bedst J

I kan se alle billederne, under specifikke billeder i højre side af skærmen J

Ihh, hvor var jeg ærgelig over ikke at kunne være med til et arrangement for tilbagefaldsramte brystkræftkvinder. Charlotte har for andet år i træk arrangeret at os, der læser og skriver på debatten inde på cancer.dk skulle mødes i København. Er faktisk andet år i træk, jeg måtte melde afbud. Øv!

Lyder som om I hyggede Jer og det kan kun glæde mig. I kan tro jeg tænkte meget på de hjemmebagte boller og kager jeg gik glip af :-) Og hvorfor måtte jeg så melde afbud???

Jo, ser I. For en måned siden, tirsdag den 5. august 08, skete der noget i min venstre hofte, da jeg skulle gå på trappen op til vores førstesal. Det lød som om knoglen knustes og jeg kunne ikke støtte på benet. Jeg skreg, så ondt gjorde det. Havde dagene forinden haft voldsomme smerter i kroppen og særligt i venstre side af ryggen. Var på skadestuen i 4 timer og fik taget røntgen af hofte og lårben - de fandt ingen brud - heldigvis tænkte jeg. Dagen før havde jeg jo lige været til sidste forberedelse af ny strålebehandling, hvilket var i højre side på ribbenene og højre skulder (har hjulpet rigtig meget). Derefter fandt de til kontrolscanningen ud af, at jeg havde det her nye brud på TH8 og her har jeg også fået 5 gange stråler. 

Min  lænd begynder at gøre ondt og her forrige mandag får jeg vildt ondt i venstre side af ribbenene. Om onsdagen den 3. september 08 vågner jeg og har meget ondt i venstre side af kroppen, hoften og ned til knæet (puha en masse snak om smerter...). Havde kvalme og ondt i hovedet om torsdagen - samme dag jeg også havde besøg af forældrene og en kusine. Blev ret dårlig til sidst desværre. Fik ellers dejlig mad og vi gik en lille tur til fuglekikkertårnet (nogle af Jer kender stedet - I andre må tænke Jer til det). Håber jeg er mere frisk næste gang vi ses!

Om fredagen kom fotografen fra Alt for Dullerne. Min veninde og jeg poserede i 4 timer både hjemme og ved vandet. Det var en sjov oplevelse, men jeg kunne nærmest ikke gå og så det, at vi kommer til weekenden, der endte på Rigets traumecenter... Og som nu igen gør, at jeg får endnu en omgang strålebehandling, der er beskrevet nedenfor.

I min hospitalsseng på traumecentret fik jeg læst lidt "sorte huller" af Ib Michael, løst sudoku og sovet. Udover en MR scanning af ryggen og røntgen af hofte, haleben og bækken. Mit ophold på Riget den lørdag var på over 8 timer. Godt med lidt tvungen hvile - hjalp en del på smerterne, så jeg bedre kunne gå.

Skal nu have 2x5 dage med strålebehandling af haleben, hofter og bækken. Går ikke så godt mere og har takket ja til at få en kørestol til låns udover et par krykker. Tror jeg skal skifte behandling igen meget snart. Får pt. Xeloda og har fået det siden april. Skal nok over på Femar.

Det var bl.a. lidt om min weekend

Men jeg kom da endelig til Stenhøj, efter ikke at have været der siden jul…

Det er alt for længe siden jeg har været her, for min mindste lillebror på 5 kan ikke huske hvad jeg hedder han kalder mig Louise :/

Men han var da i hvert fald rigtig glad for at jeg kom, og det er de andre også :)

Benjamin har en firhjulet crosser som han har fræset rundt på ude i haven… den knægt er ikke rigtig klog :)