Først ut er Anne Jorunn Kydland med sin tradisjonelle fremstilling av Wergeland. De eldre i salen ler og klapper, jeg personlig har lyst til å gå ut og puste inn litt frisk luft. Jeg kjeder meg, sier hendene mine, de tvinner håret. Wergeland trenger ikke å ta det personlig der han ligger. Videre leser selveste Bendik Wold fra sin Drit i døden, her er Dan Turéll. Turéll er min kopp te, og Wold er god til å fremstille. De eldre i salen virker som om de har et fremmedgjøringsbehov ovenfor Turélls poesi, de ler på "feile" steder. Mens han leser, vil Nils-Øyvind Haagensen på toalettet som har inngang i samme rom. Haagensen blir utsatt for et flaut uhell, han skaller hodet i toalettdøren når han åpner den, og hva skjer da? Jo- arrangøren av det hele begynner å fnise og le som om hun var 14 år, og så slutten av Dirty Dancing for første gang. Alle i salen snur seg.

Nå kommer han som skallet seg i døren, sier Wold, og Haagensen tar over. Mens Haagensen leser sin fortellende følelsespoesi på en svært inadvent måte begynner hun som kapret meg da jeg kom inn å si

Hører du hva han sier? Han mumler sånn.

Jeg later som jeg ikke hører henne.

I pausen går jeg bort til Wold og Haagensen for å kjøpe en bok-singel fra deres Flamme forlag.

P:Hei, kan jeg kjøpe en bok-singel?

BW: Ja, altså det er ikke cd-singler. Det er disse små , eh, bøkene her.

P: Åja. De var fine. Men dikt på cd, det hadde vel vært noe?

NØH: Det finnes strengt tatt. Det kalles lydbok

P: (flau) Ja, men dikt. Finnes jo ikke så mange , eh, lydbøker med poesi?

NØH: Forbausende lite.

BW: Vi hadde faktisk tenkt å legge ved hjemmebrente cder i bok-singlene.

P: God ide.

(Heldigvis kommer det en annen for å kjøpe bok-singel her, og jeg skynder meg bort, fremdeles ganske flau og fast bestemt på å ikke by opp til small talk på litteraturkafé noen sinne igjen)

Etter Haagensen kommer Torgeir Rebolledo Pedersen. Han hoppet jeg over mentalt sett. På dette tidspunktet har jeg mistet konsentrasjonen, og venter på å få lov til å dra hjem. Hovedattraksjonen Håvard Rem avslutter heldigvis litteraturkafé på Sommer-Melbu på en fin måte, han sammenfatter det unge med det gamle, blander de tunge livserfaringene med den umiddelbare sansing.

Hvis jeg går
ødelegger jeg deg
for en stund

Hvis jeg blir
ødelegger jeg deg
for alltid

Fra Tekstmeldinger (2000)

På vei hjem er været det samme. Jeg skrur opp P2 og gasser på.

I virkeligheden kan man sige de risikerer langt mindre end de fleste af os. Vi satser simpelt på at de der lever skjult lever godt -og dermed forsvinder vi i mængden og sammen med os vore tanker. Som replikanten Roy Batty siger i sin dødscene i slutningen af Blade Runner: minder og tanker forsvinder som tårer i regnen, sammen med ham når han dør. Men på grund af et simpelt kendetegn har vi alle adgang til Turèlls tårer, tanker og minder. Stadigvæk.

Reklameindustrien har udnyttet det skånselsløst. Siden hunden, der lytter til His Masters Voice har produkter og services med et kendetegn stået i kø. Fra David Ogilvys opfindelse af manden med Hathaway skjorten, der bærer klap for øjet til ...jeg kan faktisk ikke komme op med et dugfrisk eksempel. Det på trods af at der er skrevet (en ret god) bog om netop dette fænomen -at skille sig ud med et kendetegn. I forfatteren Seth Godins verden bliver det til tesen om at ønske sig at være en lilla ko.

Man kan også bruge manglen på kendetegn til at måle hvornår en branche er blevet vand-i-hanen-ligegyldig. F.eks. de danske politikere, der står i kø for ikke at skille sig ud. Hverken politisk eller menneskeligt. Det er jo lige før man savner Erhard Jakobsen. Og en ting er sikkert, hvis dit kendetegn ikke er stærkt nok til en revykunstner bare behøver kopiere det før nogen griner, tjah -så er det ikke dit kendetegn.

På en tv-messe så jeg engang et foredrag af Martin Bell, en af BBCs mest kendte krigsreportere -men allermest kendt som The Man In The White Suit. En mand, der gennem næsten 40 år kombinerede benhård og redelig journalistik med et meget stærkt kendetegn, uden at miste ansigt en eneste gang. Måske var det hans særlige og ærlige indgang til journalistikken, der var hans sande kendetegn -men han blev ikke kendt som The Honest Journalist. Han blev kendt for sit hvide jakkesæt. Og dermed kunne han blive kendt for sin journalistik.

Spørgsmålet er, om man i dagens Danmark overhovedet må tjene penge, hvis man er bedemand, læge, Flemming ”Bamse” Jørgensen eller som nu tidl. direktør for Røde Kors. Hvis man ikke må tjene penge, på at folk har det dårligt i DK2.0 - hvor er vi så henne? Må vi så overhovedet tjene penge. Jeg kender det kun alt for godt fra mit eget liv. Hvor mange gange har jeg ikke siddet på Sebastopol, Onkel D, Europa, Kys, Victor & YouNameIt og er blevet mødt med ”Hej Bjarke gir du ikke lige en omgang” eller ”støtter du ikke lige det her projekt - det handler om medier...”. Bare fordi man er stinkende rig og totaly loaded er det altså ikke ensbetydende med, at man skal dele ud af dem! For det første er 750.000 bobbers sgu i småtingsafdelingen – det får man ikke meget præsidentpalads, big band eller vandhaner til negerne for. Det var tarvelidt dengang at gå efter Klaus Bondam, det var tarvelidt at gå efter Asger Dobbelt-A, men det er fanme også tarvelidt at gå efter J. Pussy!

Jeg kan ikke se det som andet end udslag af jantelov.

Det var fanme Røde Kors, der ansatte J. Pussy i tidernes morgen, fordi alle ved at en journalist fra Danmarks Radio er den eneste reelle lederuddannelse, der findes på kontinetet! J. Pussy havde kvalifikationer og selvfølgelig skulle han lønnes derefter – det gør de sgu også i det private erhvervsliv! Ellers havde TDC sguda aldrig fået fat i en profil som Henning Dyremose (Dyret! Blandt homeboys).

J. Pussy har i den grad formået at skabe respekt for organisationen Røde Kors. Han har taget de gamle stive strukturer i nosserne og givet det en ryster! J. Pussy tog alt, han havde opbygget af troværdighed her og knaldede det direkte ind på den politiske konto. Hvad er det for oldtidsdogmer, der siger, at manden ikke kan tage orlov i 4 år og så returnere?? Hvad er det for en regel – den er sguda hjemmestrikket! Det er da en, man har hæklet til lejliheden! Må man nu ikke ha en politisk holdning fordi man arbejder for en ikke-politisk organisation? Flemming Østergaard tjener sguda heller ikke piratos for det store stykke arbejde, han udfører for PS&E! NEJ! Han får nemlig rigtige Menneskepenge! Og det samme burde J-Pussy. Nu synes jeg egentlig bare, vi skal lade snakken forstumme og så lade J-pussy gå ned og bruge sine penge fornuftigt – der vil næppe til mere end et mindre sæt tøj af tvivlsom kvalitet. Der var sgu ingen, der løftede øjenbrynene, den gang Anker Jørgensen frådsede på skatteborgernes vegne og åd stegt flæsk lige op i fjæset på arbejderklassen! - den gang var der stil over Danmark.

Idag gøres alting middelmådigt.

Udenfor bankede efterårsskyerne koldt på ruden til terassen på min ny-istandsatte lieberhaverlejlighed med udsigt over Kongens København! SoHo venter – jeg spiser morgenmad. Tøflerne klemte lidt om min lilletå, det var som om, det her bare var én af de dage! En af de dage, hvor man - som Dan T. sagde - "skulle have været taxachauffør". Mit hjerte tog et ekstra hop, da jeg denne morgen læste nyheden om, at Peter Tanev skal være med i næste sæson af Vild med dans. Jeg kender Piotr (BV*) fra hans unge dage, ikke engang syv af de vildeste ponyer kunne holde ham tilbage, når de jyske lader blev fyldt med ørehængere fra Mylles & Reimers repertoire. Det føles, som om det var i går! Måske var det i går. Måske VAR det i går, at selve virkeligheden trækkede en asfaltgrå mine hen over mine læber og lagde armen om mine skuldre som en tung byrde.

Hvis der er noget, der tænder ild i mit kolde branchehjerte, er det når medbranchefolk brænder sit lys i begge ender. Giv mig blot foråret igen, som Scherfig sagde med slet skjult mine til den bartender, der yndede at servere ham hans yndlingsdrik: Blå Bols på det lokale stamværtshus. Jeg nåede desværre ikke rigtig at lære Scherfig at kende, men jeg hilser dog tit på ham, når min tur slår forbi Assistens Kirkegård – jeg hilser de gamle – jeg hilser de store, fordi de er mig en inspiration til fortsat storhed.

Kort sagt: Vi står på skuldrene af giganter.

Som jeg slentrer hjem gennem byen, igennem det der må kunne genkendes som regnpytter, slog en tanke mig. Måske har vi fokuseret på os selv længe nok? Måske skal vi til at tage kampen op?

Måske er det på tide, at nogen råber vagt i gevær og sætter skarpt på, hvilke fordele et flat tax system kan give for den fortsatte globaliseringsbølge. Jo da, der bliver talt meget om systemet og livsverden og om hvordan livet er en on going vekselvirkning mellem de to. Marx forudså ikke kapitalismens endeligt – han forudså dens nødvendighed.

Mange har taget fejl gennem tiden. Jeg ville bare lige påpege det!

Jeg sad og så Den 11. Time i aftes – jeg elsker det show! Fordi det er så true, og fordi de har indset, at Mads Brügger er en diletant og derfor har skåret ham mere og mere ud af showet. Mads B er sjov for en kort bemærkning, når jeg møder ham en lørdag aften i Blockbuster. Men verden er jo så meget større end tre film for 100 kr.! True or not true?

Verden lægger sig nogengange som en dyne over mig, jeg har lyst til at putte mig under den – ikke fordi jeg ikke kan lade være – men fordi jeg ikke ønsker det anderledes. Lotte Hansen sagde farvel til dansk bladsmørerpresse i form af Dagbladet Politiken – fordi hun var for stor til den slags! Ærligt talt Lotte, Thøger er fed & færdig, og du havde allerede hængt der for længe. Nu er vejen åben for nye pladser til nye slag i nye krige. Come on, Lotte!

Min bolle med smør er ved at blive harsk. En ny dag truer.

Bjarke Over and JaZZ

* Blandt venner