I følge en artikel i DI's medlemsavis "DI Business", vil der inden årets udgang være over en million danskere, som betaler topskat.

Jeg synes stadigvæk, det er trist, at politikerne ikke gøre noget ved dette samfundsproblem. Brandbeskatningen på 63 procent af den sidst tjente krone er med til at demotiverende de, der gerne vil gøre en ekstra en ekstra indsats og virker dediceret afskrækkende for tiltrækningen af højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Samtidigt virker topskatten stærkt befordrende på den sorte økonomi.

Som jeg har skrevet om før, så kan topskatten sagtens fjernes, hvis man vil. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk vilje, hvilket i hvert fald den Socialdemokratiets skatteordfører positiv var indstillet overfor tilbage i april måned i år. Samtidigt kommer der flere og flere rapporter, som dokumenterer, at der er god samfundsøkonomi i at sænke eller fjerne topskatten.

Men i vanlig stil er topskatten desværre et "NATO" emne for politikerne. Til orientering står "NATO" i denne sammenhæng for "No Action, Talk Only" :o(

Citater og evigt aktuelle kommentarer af Glistrup

Charles Hansen, der er leder i Centralorganisationen af Metalarbejdere, har givet bl.a. følgende udtalelser til Jyllands-Posten: ”Får inflationen lov til at fortsætte, vil det medføre, at Danmark bliver en industriel ødemark. Den almindelige holdning til inflation og forbrug er udtryk for manglende solidaritet med de ledige og de unge.

Han peger på, at vi har masser af muligheder, fordi industrien kan regne med god og veluddannet arbejdskraft samt en teknik, som tilsikrer høj effektivitet og stor konkurrencedygtighed.

Industriel udvikling og vækst er vor eneste chance for at overleve og for at komme af med arbejdsløsheden. Der er et stort behov for en overordnet industripolitik, som i virkeligheden kan betegnes som en samfundspolitik, idet industrien udgør en central faktor for en videreførelse af velfærdssamfundet. En sådan politik skal gerne bygge på en større forståelse for industriens vilkår, end vi hidtil har været i stand til at fremvise her i landet.

Mange ryster på hovedet, når de præsenteres for politikeres og økonomers alvorlige advarsler. De gør det ud fra det ræsonnement, at hvis det, vi her og nu oplever, er krisen, så lad den dog endelig fortsætte”.

Kommentar:
Den bratte opvågningens time kommer senest, når SVCQMBF´erne får nej til deres låneansøgninger og besked om, at nu skal Danmark til at betale tilbage. Nu bruger vi 110 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. når vi skal tilbagebetale, kan vi kun forbruge 90 kr., hver gang vi producerer for 100 kr. nogle folk vil mene, at det betyder, at andre samfundsgrupper end hans egne skal gå 30% ned i levestandard, og at han selv kan stige 2%. Men det eneste virkelighedsnære svar på udfordringen er Z-politikken. Forhøj produktionen med 20% og brug for eksempel 6% til levestandardsforbedring i Danmark og de 10% til tilbagebetaling af allerede pådragen gæld.

Men for at opnå det, må vi væk fra den for høje danske inflationstakt, som bl.a. blev belyst i FREMSKRIDT 1978-17 side 23. Hvis vi ikke takket være det europæiske valutasamarbejde havde ligget som bivogn på den tyske mark, havde det stået endnu mere skralt til, jfr. FREMSKRIDT 1977-19 side 2-3.

Mogens Glistrup

Zarens kur

Bladet DANSK INDUSTRI har igen i sit februarnummer en leder, som er værdig til viderebringning. Lederen lød som følger:

I det gamle Rusland udbrød engang en koleraepidemi. Landets læger rejste hen til de distrikter, hvor epidemien rasede. Dér, hvor epidemien havde særligt hårdt fat, kom der naturligt nok flest læger. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at bekæmpe epidemien. Desværre var der ikke læger nok i landet, og derfor var det svært at bekæmpe epidemien.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget ved det syge land. Zaren sendte en minister ud for at undersøge sagen. Ministeren kom tilbage til Zaren og fortalte om sine observationer ude i landet. Jo flere læger der er i et distrikt, desto mere kolera finder man, berettede ministeren. Sagen er klar, svarede Zaren. Skal vi redde landet fra kolera, må vi slå lægerne ihjel. Det gjorde man så. Det var Zarens kur.

Flere århundrede senere fik et lille land en syg økonomi. Landets gæld voksede og voksede, fordi eksporten ikke kunne følge med importen. Landets industri gjorde, hvad den kunne for at producere varer, som blev eksporteret, eller som kunne overflødiggøre import. For at kunne producere måtte industrien købe råvarer, maskiner og energi i udlandet. Naturligt nok var værdien af industriens produktion større end den import, der var nødvendig for at producere. Industrien hjalp derfor den syge økonomi. Desværre var der ikke industri nok i landet, og derfor havde økonomien svært ved at blive rask.

Men så fik regeringen den idé, at den også ville gøre noget for at helbrede den syge økonomi. Man sendte ministre rundt i landet for at se på sagen. De kom tilbage og fortalte, hvad de havde set. Vi har lagt mærke til, at industrien køber en masse i udlandet, maskiner f.eks. og så bruger den energi, som også koster udenlandsk valuta. Sagen er klar, konkluderede regeringen. Skal vi redde landets syge økonomi, må vi slå industrien ihjel. Regeringen satte en plan i værk.

Først lagde man ekstra skatter på de virksomheder, der ville købe maskiner og den slags. For som man sagde: ”Der importeres en grusom masse maskiner”.

Så sørgede man for, at de, der havde maskiner, eller som overvejede at købe nogle trods de ekstra skatter, blev i vildrede med, om de i fremtiden kunne få strøm til deres maskiner.

Til sidst lagde man ekstra skat på strøm til maskinerne og anden energi til produktionen.

Det var regeringens kur.

Dansk Industri

"Dagpenge er kunstnerens sovepude", 11. maj 2008; ikke online:

Logikken synes at være, at uden supplerende dagpenge dør kunsten. Det er ganske simpelt fuldstændig ukorrekt. De supplerende dagpenge virker faktisk dæmpende på kunsten. For de supplerende dagpenge virker demotiverende på kunstnerisk initiativ og kreativitet og også på det, man kunne kalde kunstnerisk realisme: at skabe kunst, som der er efterspørgsel på. De supplerende dagpenge bliver ofte en kunstners livsform. Og disse kunstnere bliver til glorværdige bistandsklienter med en høj, men ofte ynkelig selvforståelse. ...

Der er i musikerkredse en udbredt accept af, at man spiller sorte job, mens man er på supplerende dagpenge, og også en dybtliggende accept af, at man da selvfølgelig udnytter systemet, hvis man kan komme til det.

Derudover udvises der fra mange kunstneres side en utrolig mangel på solidaritet med andre faggrupper i samfundet, ofte med direkte nedladende udtalelser, som Martin Gerups i seneste udgave af Musikeren (fagbladet for professionelle musikere): "Vi har noget at tilbyde. Det hedder kunst. Det koster penge. Og det skal aldrig - aldrig - erstattes af et job i Biva. Vi ses langt vigtigere steder".

Eller formanden for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, i samme blad: "Faktum er, at en lang række kunstnere i disse tider tvinges væk fra at bruge a-kassen. Nogle søger væk fra området, nogle undlader helt at bruge a-kasse-systemet, men de fleste bliver tvunget til at leve på et dårligere indkomstniveau - for lud og koldt vand. Hele dette korstog fremstilles som, at alle skal i arbejde. Dansk Industri har særligt fremhævet, at mange kunstnere er arbejdsløse og derfor skal i arbejde. Jamen herre Jemini - er I i Dansk Industri ikke klar over, hvad kunst og kultur betyder for det danske samfund?".

Her kunne et indlysende modspørgsmål være på sin plads: Er I i Dansk Musiker Forbund ikke klar over, hvad Dansk Industri betyder for det danske samfund?

Forleden fremsatte Dansk Industri et forslag om, at 64-66-årige, der fortsætter med at arbejde, skal have en skatterabat på 100.000 kroner om året. Formålet med forslaget er, at få op imod 30-40.000 seniorer til enten at blive på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet. Skatterabatten skal derfor være en økonomisk gulerod til de ældre, der ønsker at udsætte eller midlertidigt stoppe førtidspensioneringen.

Arbejdsmarkedet skriger som bekendt fortsat på kvalificerede medarbejdere samtidigt med, at man allerede om få år forventer stor mangel på erhvervsaktive borgere, der kan bidrage med skatter til finansiering af velfærdssamfundet. Jeg synes derfor, at vores politikere omgående skal få kigget på det rigtig gode forslag fra Dansk Industri.

Dansk Industri og Centralorganisationen af Industriansatte i Danmark er netop gået i gang med årets første overenskomstforhandlinger og det bliver spændende at se, hvad parterne bliver enige om. I vanlig stil har både arbejdsgiver og fagforening trukket linierne lidt skarpt op i forbindelse med opstarten af forhandlinger, men man må selvfølgelig håbe, at de alligevel kan blive enige om en fornuftig overenskomst.

Arbejdsløsheden har som bekendt ikke været lavere i de sidste 30 år og der begynder nu, at være mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for adskillige fagområder. Økonomer og vismænd frygter, at det økonomiske opsving, som vi oplever lige nu, risikerer at blive sat over styr i de kommende år, hvis arbejdsmarkedet bliver pålagt for høje lønstigninger.

Inden for det sidste års tid har den generelle lønstigning været på ca. tre procent, men i år forventer mange arbejdere og fagforeninger, at få lønstigninger på næsten det dobbelt, det vil sige mellem fem og seks procent mere.

Man skulle såmænd også tro, at der skulle være plads til meget mere i lønningsposen, når det nu går så godt for den danske økonomi som det rent faktisk gør. Problemet er bare, at for store lønstigninger vil skade Danmarks konkurrenceevne i forhold til udlandet og dermed komme til at koste arbejdspladser.

I den globaliserede verden som vi lever i, er konkurrencedygtige produktionsomkostninger afgørende for, om man kan afsætte sine varer rundt omkring i verden. Og det siger selv, at hvis lønstigningerne herhjemme bliver højere, end hvad de gør i udlandet, så bliver danskproducerede varer dyrere end konkurrenternes produkter og dermed vil vores varer også blive sværere at afsætte.

Lige her og nu skal der såmænd nok komme flere i arbejde, men i løbet af bare et par år, vil tømmermændene hurtigt melde sig, hvis der bliver indledt en lønfest. Beregninger viser, at hvis lønningerne stiger med bare en procent mere samlet set (det vil sige til i alt ca. fire procent), så vil der være gået 10.000 arbejdspladser tabt ved udgangen af 2008. Og fortsætter lønstigninger på samme niveau i de efterfølgende fire år, vil yderligere 20.000 danskere miste deres job. Stiger lønstigningerne med mere end en procent i forhold til sidste år, vil der selvsagt gå endnu flere danske arbejdspladser tabt over de kommende år og det økonomiske opsving vil således lynhurtigt blive sat over styr.

Jeg håber derfor, at parterne men specielt fagforeningerne maner til besindighed blandt sine forhandlere og medlemmer og således lægger op til fornuftige og rimelige lønstigninger. Det kan umuligt være i en fagforenings interesse, at man kræver så stor en lønstigning, at landets konkurrenceevne ryger over bord i løbet af få ord og arbejdsgiverne skal til at fyre 10-20-30.000 medarbejdere.

Arlasagen blev sammenlignet med sagen om TV-udsendelsen 'En prinsesses død' fra begyndelsen af 1980'erne, hvor Dansk Industri og handelsministeren fik stoppet DR i at udsende dokumentaren.

Hør selv:

http://dr.dk/P1/P1Morgen/Udsendelser/2006/01/27103818.htm

Cirka 27 minutter og 35 sekunder inde i udsendelsen