Plusieurs de nos lecteurs ne comprennent pas très bien que des chrétiens puissent avoir une telle ligne rédactionnelle, si "intransigeante", alors que l'image du chrétien fantasmée par tous les athées, païens, laïcards, franc-maçons... et j'en passe, serait plutôt celle d'un petit freluquet à lunettes chantant "on ira tous au paradis" avec sa guitare sèche accompagnée d'un djembe. Amour, pardon, tolérance, cosmopolitisme, égalitarisme, le tout saupoudré d'une pincée de puritanisme, voilà l'idéal chrétien. Si c'est cela le christianisme, alors oui je comprends les "identitaires" et autres "nationaux" qui ne cessent de critiquer la religion de leurs ancêtres et lui préfèrent les valeurs viriles de la Grèce Antique et de Rome, ou pire les élucubrations druidesques de quelques allumés dans la forêt des Carnutes. Comme d'habitude, ces personnes pêchent par un manque cruel de connaissance et par une paresse intellectuelle non moins grande.

Concernant l'égalitarisme, qu'il nous suffise de rappeler que si toutes les âmes sont égales devant Dieu une fois sauvées comme nous l'enseigne la parabole des ouvriers de la dernière heure venant travailler dans la vigne du Seigneur (c'est ce qui fait la grandeur du salut chrétien), il ne faudrait pas confondre cette égalité surnaturelle avec l'utopique égalité naturelle que la République française et ses apôtres cherche à nous vendre ici bas. Cette notion là est une apostasie complète contre laquelle la Création s'insurge à chaque minute de notre existence. Qu'il nous suffise de rappeler ici la parabole des Talents précisant qu'à l'heure du jugement, il sera demandé des comptes à chacun, selon les "Talents" que Dieu lui aura confiés. Et les Evangiles de rappeler d'ailleurs qu'il sera demandé beaucoup à ceux qui auront beaucoup reçus. Il s'agit clairement ici d'une invitation à se dépasser très nietzschéenne et c'est là une des notions essentielles du Christianisme que n'avait pas très bien compris le philosophe allemand et que beaucoup de critiques du christianisme feraient bien de méditer. La Croix du Christ est aussi une invitation au dépassement de soi qui n'a rien à envier aux exploits des guerriers de Sparte.

Concernant le cosmopolitisme, on invoque à tort et à travers un passage des Evangiles où il est dit que les Apôtes devront évangéliser toutes les nations et un autre dans lequel il est affirmé que les barrières culturelles s'effacent pour ne laisser que la fraternité chrétienne. Je suis pour ma part très fier de ces passages. J'ai effectivement beaucoup d'amour et de respect pour mes frères chrétiens d'Asie, d'Afrique ou d'Amérique du Sud et je le dois sans doute un peu à ma Foi et à ces enseignements du Christ. Je n'en reste pas moins pour autant un combattant acharné de l'immigration. Que je sache, il n'est réclamé nulle part dans ces passages qu'il devait en résulter un grand brassage de population à l'échelle planétaire. A nouveau, on déduit des Evangiles ce qu'ils n'ont pas dit, on leur impute la paternité de mouvements de population qu'ils n'ont pas même évoqués. Je rappelerai pour les sceptiques que l'épisode de la Tour de Babel dans la Bible est un avertissement de poids pour tous les chrétiens. Les hommes se détachent de Dieu et construisent une Tour à la gloire de leur Génie. Quelle belle allégorie de notre société où les chrétiens bobos ne vont plus prier dans les églises mais préfèrent y installer des matelas pour la régularisation des sans papiers au nom de la "dignité de l'homme" et de la "Fraternité Universelle". Je rappellerai aussi que les motifs pour lesquels ces cohortes d'immigrés viennent chez nous ne sont souvent pas très reluisants. Pour la majortié, c'est l'appât de l'argent facile qui les attire en Europe et les fait quitter leur famille, leurs racines, leurs traditions. Qu'on se le dise, un tel comportement n'a rien de chrétien et ne saurait être vu d'un bon oeil par ceux qui désirent suivre la Voie Tracée par Notre Seigneur. Je sais qu'il est facile de donner des leçons depuis ma chaise dorée européenne mais je crois que l'avenir nous réserve ici en Europe suffisamment de surprises désagréables et je m'apprête pourtant à résister sur ma Terre, pas à faire mes bagages.

Pour les soldats européens que j'aurais convaincus, allez donc prier le Christ guerrier, Saint-Georges et Saint-Michel et jetez donc à la poubelle les niaiseries que l'on a pu vous raconter sur la belle religion de vos pères.

Formulaire à joindre pour toute candidature...

Qui me dira ici que ce n'est pas un progrès de considérer de plus en plus tout le monde sur un même pied d'égalité : les femmes, les enfants, les hommes, les noirs, les jaunes, les blancs, les homosexuels, les lesbiennes, les uns et les autres, etc.? Et je ne parle même pas des classes sociales et des disparités économiques entre les pays, qui devraient tendre à s'amoindrir, si on croit comme moi que le progrès social prendra le pas sur le compétitif et qu'un monde où la majorité des richesses se retrouverait dans les poches de quelques personnes serait absurde et surtout, improductif, stagnant.

Mais dans l'optique où il y a amélioration, l'histoire le prouve malgré tout — sans pour autant nier les problèmes —, on se demande pourquoi le thème du viol vient nous hanter dans les médias depuis quelque temps. Une femme sur trois aurait été en mal avec sa sexualité, vis-à-vis d'une autre personne (on sait très bien que c'est majoritairement des hommes, mais j'ai tenté de faire mon plus fin...). Voilà la vérité telle une massue.

J'ai réagi tantôt à ça à la suite d'un billet de Noisette Sociale :

C’est effroyable, et quand t’es un gars, c’est le genre de chose dont tu n’entends pas beaucoup parler.

Un jour mon ex m’a dit qu’elle avait croisé son violeur pas très loin de chez nous, ça m’a bouleversé de savoir que possiblement il habitait dans notre coin.

Étant donné que ce n’est pas le genre de chose qu’un gars va se vanter, je capote de penser que peut-être un de mes amis proches a fait ça, mais il ne faut pas y penser, trop de suspicion c’est pas-bon pour un paranoïaque (qui s’est beaucoup amélioré depuis l’adolescence) comme moi…

Est-ce que la pulsion du viol serait réellement un héritage de l'ancienne façon de vivre de nos ancêtres, et qui s'amenuisera exponentiellement alors que notre société devient de plus en plus égalitaire?

Soyons positifs, comme l'écrit mon ami Eric Bondo.

(Photo : romytetue)

Ajout (vendredi 15h30) :

Intellexuelle a écrit un beau texte, très sensible, à ce sujet, c'est là.

Resten af serien kan (og bør) ses her.

Hattip til Econstudentlog.

Egalitarisme strider dog med hverdagens erfaringer, hvor man uden videre kan iagttage, at vi hverken er særligt ens eller lige i talenter, evner og anlæg. Egalitaristerne bliver derfor nødt til at hævde, at disse forskelle er miljøbestemte. Dette gælder især forskelle i mentale evner, der konsekvent forklares med henvisning til ’social arv’: Den velbegavede er velbegavet fordi han er opvokset under gunstige betingelser og den ubegavede er ubegavet fordi han blev forsømt.

Gennem tiden har flere forskere påstået, at de har ført bevis for, at forskelle i mentale evner alene skyldes ’social arv’. Et af de mest berømte eksempler er Milwaukee-projektet, der løb fra 1965 til 1972.

Projektet i Milwaukee forløb som led i ”The War on Poverty”, et ambitiøst amerikansk socialprogram sat i gang for at omdanne USA i retning af en socialdemokratisk velfærdsstat. Som led i ”fattigdoms-krigen” indstiftede man i 1965 det såkaldte ”Head Start”-program, der skulle hjælpe børn fra nedre sociale lag til en bedre start i livet.

Som led i ”Head Start”-programmet blev der givet massiv statsstøtte til forskningsprojekter, der skulle bevise, at indgreb i det sociale miljø ville forbedre børns læreevne. Under ledelse af psykologen F. Rick Heber modtog Milwaukee-projektet gennem årene 14 millioner dollars, hvilket gør det til ét af de hidtil dyreste projekter af sin art.

I 1972 offentliggjorde Rick Heber sine resultater. Og disse var i sandhed mageløse. Gennem intensiv træning og pleje var det lykkedes ham at hæve 20 sorte ghettobørns intelligenskvotient med omkring 30 point!

Måske fordi hans resultater allerede den gang stred imod mange års videnskabelig forskning i intelligens, indrømmede Heber, at børnene i forløbet var blevet ”test wise”, men forsikrede om at ”it is difficult to conceive of their ever being comparable to the lagging control group.”

Politikere, sorte NGOere og massemedier hyldede Rick Heber og hans forskningsresultater som ”The Miracle in Wisconsin”. Men i den videnskabelige verden hæftede man sig ved, at Heber endnu ikke havde redegjort for sit eksperiment i faglige kredse. Ingen kunne derfor kontrollere hvordan han havde opnået sine resultater. Flere forskere henvendte sig tidligt til Rick Heber for at få indsigt i den tekniske udførsel af hans eksperiment. Først efter flere måneders ihærdige forsøg modtog en enkelt forsker en ”progress report”, der ikke måtte udbredes videre.

På baggrund af Rick Hebers sparsomme oplysninger blev der i fagtidsskrifter rejst en sønderlemmende kritik af ’Wisconsin Miraklet’. En ekspert skrev således:

”The Milwaukee Project, then, is here viewed as insufficient on three counts: biased selection of treatment group; contamination of criterion tests; and failure to specify the treatments. Any one of these would largely invalidate a study. Together they destroy it.”

Rick Heber ignorerede stort set kritikken samtidig med, at hans påståede resultater som en løbeild bredte sig pædagoger, skolelærere og andre professionelle behandlere.

I begyndelsen af 1980erne blev der så rejst sigtelse mod Rick Heber og flere af hans medarbejdere for personligt at have tilranet sig en pæn del af de fjorten millioner dollars, som Milwaukee Projektet havde modtaget i offentlig støtte. Gruppen blev efterfølgende dømt for underslæb, skattesnyd og sammensværgelse. Mens andre slap med bødestraf, blev Rick Heber som hovedmand sendt i fængsel.

Egalitaristerne trak på skuldrerne af skandalen. Pressen lagde låg på historien og kritik blev afvist med, at der ikke var nogen sammenhæng mellem en forskers økonomiske og videnskabelige hæderlighed.

Først flere år senere fremlagde Hebers højre hånd, Howard Garber, alle tilgængelige data fra Hebers projekt. Heraf fremgik det, at børnene var blevet specialtrænet i én type test, og at deres imponerende IK-vækst hastigt aftog med alderen. Resultatet vakte ikke den store opsigt i videnskabelige kredse, da det blot bekræftede hvad man i forvejen vidste fra mange års forskning.

Kilder:
K.A, Kavale and M.P. Mostert: The Positive Side of Special Education: Minimizing its Fads, Fancies and Follies. ScareCrow Education 2004.
Nuturing Intelligence, The Times 3. januar 1972.
Ellis B. Page: Miracle in Wisconsin: Raising the IQ. Educational Researcher, Vol. 1, No. 10, okt. 1972, pp. 8-10+15-16.
Herman H. Spitz: The Raising of Intelligence: A Selected History of Attempts to Raise Retarded Intelligence. Lawrence Erlbaum Associates 1986.

Det hele startede med en undersøgelse, der fortalte, at 500 børnefamilier er blevet smidt på gaden to eller flere gange de sidste fire år på grund af manglende betaling af husleje. Dette er ganske givet en traumatiserende begivenhed for de enkelte familier og det er selvfølgelig opsigtsvækkende, at visse familier flere gange oplever at blive smidt ud. Min umiddelbare reaktion på historien var, at disse familier måske skulle lægge et budget, så de i fremtiden har lidt bedre styr på hvor meget de kan klare at betale i husleje. De kunne måske også forsøge at flytte væk fra storbyerne (hvor de fleste tilfælde pudsigt nok bor), da det er noget billigere ude på landet. Måske kunne de også spare lidt hist og pist. Jeg havde flere umiddelbare tanker, men ingen af dem matchede det tema som et samlet hylekor af medier og politikere valgte at anlægge. Bare hør på jeg-sidder-fast-i-samme-rille-Mette Frederik- sen:

Tallene viser jo desværre, at uligheden er ved at bide sig fast, og at børnefamilierne er en af de hårdest ramte grupper.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvad har historien med ulighed at gøre? Der er for mig at se intet i historien, der fortæller, at uligheden er vokset eller at den i forvejen eksisterende ulighed forårsagede udflytningerne. Og hvordan kan ulighed i det hele taget medføre, at nogle børnefamilier gentagne gange ikke formår at betale sin husleje til tiden? Hvis beboerne på Strandvejen med ét trylleslag pludselig blev (endnu) rigere, betyder det så, at jeg ikke længere kan betale min husleje? Eller hvis de nu alle sammen spadserede ned til stranden og smed alle deres penge i vandet og dermed blev fattige som de 500 børnefamilier, ville børnefamilierne så let kunne betale deres husleje til tiden? Jeg kan slet ikke se den kausale sammenhæng. I mine øjne giver det lige så meget mening at skyde skylden på havenisserne i provinsen. Jeg er dog tilsyneladende forholdsvist alene om at betragte ulighed på denne måde. Selv Danmarks Liberale Parti ønsker et samfund med stor lighed - for lighedens egen skyld selvfølgelig.

Efter at have læst den meget dybsindige kritik leveret af vores hæderværdige velgører, Superwoman-Mette Frederiksen, og Venstres utilslørede og åben- hjertede hyldest af ligheden var jeg meget spændt på at se hvordan politikerne havde tænkt sig at hitte rede i dette samfundsmassakrerende ulighedsproblem. Løsningen var dog ikke særlig overrumplende: Sæt de sociale ydelser op.
Jeg synes selvfølgelig, at det er en elendig idé. Det er lidt ligesom at forsøge at reparere et ur med en stor mukkert. At give flere penge i sociale ydelser i Danmark er at give narkomanen en dødelig overdosis heroin for at komme ud at sit misbrug. Siden velfærdsstatens etablering i Danmark er kriminaliteten eksploderet, alkohol- og narkomisbrug er blevet mere udbredt, arbejds- moralen er styrtdykket og flere end nogensinde lever af passiv forsørgelse. Dette skyldes selvfølgelig, at hvis man konsekvent fortæller folk, at de grundlæggende er uproduktive og svage, og derfor skal kompenseres og vejledes i alle henseende, så vil de med tiden også blive uproduktive og svage. Og hvis man så samtidig giver penge til uproduktiv og svag adfærd (i et misforstået forsøg på at uddele kompensation og hjælp), så vil man selvfølgelig opleve, at folk bliver endnu mere tilbøjelige til at udvikle en uproduktiv og svag karakter. Den danske velfærdsstats iboende men- neskesyn og høje sociale ydelser er altså en slags aktiv dødshjælp på alle sunde mentaliteter. Det lyder hårdt, men jeg mener ikke desto mindre, at der er rigelig belæg for at postulere, at antallet af såkaldt svage i Danmark er forvansket og unaturligt højt. Danmark avler så at sige svaghed. Eller med en andens ord: Danmark er en taberfabrik.

Det ville selvfølgelig være politisk harakiri at sige sådan noget, så det vil aldrig blive sagt. Slet ikke i en valgkamp og på baggrund af en historie om 500 børnefamilier, der måske reelt har brug for lidt hjælp (men hvorfor så ikke bare hjælpe dem og lade være med at sætte de offentlige sociale ydelser op?). Det er meget mere politisk opportunt at flashe sin godgørenhed, medmenneskelighed og altruisme i et frådende forsøg på at kapre vælgere. Det pudsige er selvfølgelig, at det aldrig er politikernes egne lommer som de lover, at hjælpen kommer fra. En politiker, der lover flere penge til sociale ydelser, giver jo altid ud for andre folks penge (skatteyderne, that is). Hvad flot er der i det? Jeg kan da også godt sige til den næste nødstedte, at jeg skam nok skal hjælpe vedkommende – ved at tage dine penge til en fødselsdagsgave til en ven, til dit barns vintertøj, til din aftensmad eller til din benzin. Men hvor solidarisk, broderligt og glorværdigt er det lige?

Ja, den danske valgkamp er i fuld gang. Og ganske som forventet bliver der lukket en urimelig mængde mundgøgl ud. Det må være i tider som disse, at man begynder at tvivle på ytringsfrihedens lyksaligheder.

If the living standard of the median Belgian or Finnish appears to be between 63 and 72 percent of that of the median American, the living standard of poor Belgian and Finnish is roughly the same as that of their American counterparts, around 37 percent of the U.S. median. Low-income people in Denmark, Norway, Switzerland and, especially, Luxembourg are much better off than elsewhere. In all southern European countries but also, to a lesser extent, in Australia, Ireland and the United Kingdom, the living standards of low-income households are lower than in the United States. Of course, they are a great deal lower in all middle-income economies.

Hertil skal der tilføjes, at Sveriges P10 i relation til USA’s median er en anelse lavere end USA’s P10, at Sveriges P90 er 99% af USA’s median og at Sveriges median er på 59% af USA’s median. For Danmark er P10 i relation til USA's median højere end USA’s P10, Danmarks P90 er på 125% af USA’s median, mens Danmarks median er på 80% af USA’s median. En meget, meget interessant tabel kan ses her og mere information kan findes i linket i starten af indlægget.

Selvom uligheden i USA er ekstrem (P90/P10 er på 5,7, mens den hos Danmark og Sverige er på eller under 3,0), så skyldes det altså ikke primært fordi de allerfattigste er meget, meget fattigere end alle andre. Faktisk er de fattigste i USA rigere (købekraftskorrigeret) end de fattigste i Sverige, Australien, Irland, England, Italien, Spanien, Israel, Frankrig og Slovenien og på niveau med Belgien, Canada, Tyskland, Finland og Holland. Grunden til den ekstreme ulighed i USA skyldes altså snarere en meget, meget høj P90 (212% af medianen). Det er kun Luxembourg, der er på niveau med USA hvad det angår.

Hattip til Will Wilkinson, der har valgt en anden (og lige så interessant) vinkel.

I de seneste måneders tid har jeg også været vidne til en sand bølge af forslag om diverse forbud vælte indover landet: Kræftens Bekæmpelse har foreslået et forbud mod, at børn og unge kan gå i solarium. Socialdemokraten Christel Schaldemose har ytret et ønske om et forbud mod reklamer for junkfood. Professor Arne Astrup ønsker et tilsvarende forbud mod reklamer til børn for slik og sodavand. Overlæge Birgitte Wiele har på vegne af børnelægernes udvalg for ernæring argumenteret for at forbyde mængderabat på slik, sodavand, chips og kager. Isabella Frenning, næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, ønsker et statsligt forbud mod tynde modeller. Justitsminister Lene Espersen vil forbyde en skydesportsgren, der ikke har medført uheld i 30 år. Og så har vi selvfølgelig også det famøse rygeforbud.

Vittigheden og de mange forbudsforslag har måske ikke umiddelbart særlig meget til fælles, men med lidt nærmere granskning er de faktisk begge udtryk for samme bagvedliggende menneskesyn. Dette menneskesyn er dystert, nedladende og negativt. Kernen i det er, at mennesket er for dårligt udrustet til at tage vare på sig selv og komme fremad alene uden politikernes indblandende instruktion og uden forsøgerstatens overdrevne hjælp. Mennesket er simpelthen enten for uvidende, for svagt, for fattigt eller på en andre tænkelige måde for mangelfuldt og utilstrækkeligt til at stræbe hen imod et frugtbart og lykkeligt liv.
Det er selvfølgelig en smule groft at klandre danskeren i vittigheden for at besidde dette negative menneskesyn, da vedkommende rent faktisk har visse fysiske skavanker. Ikke desto mindre er hans markante afvisning af Jesus’ helbredende håndtryk et fint eksempel på det negative menneskesyn manglende tiltro til, at man kan skabe et frugtbart liv ved egen hjælp. Selv uden sit fysiske handicap tror danskeren ikke på sig selv.

I klar kontrast til det negative menneskesyn findes det positive menneskesyn. Dette menneskesyn er netop baseret på en tiltro til, at når andre mennesker ikke forhindrer et menneske i at udfolde sine evner og dispositioner, så vil det i almindelighed være i stand til at sikre sig hvad vedkommende har behov for, for at trives i sit liv. Det positive menneskesyn indrømmer selvfølgelig, at mennesket til tider har brug for både økonomisk og følelsesmæssig assistance, men grundlæggende besidder mennesket alligevel selv kapaciteten til at blomstre, så længe det ikke undertrykkes af andre mennesker. Hvis denne undertrykkelse stoppes, så vil mennesket kunne udføre utallige opgaver og opfylde vidt forskellige mål – måske ikke alle lige effektivt og bestemt ikke alle samtidig, men ikke desto mindre med betragtelig succes.
Essensen i dette menneskesyn er altså, at mennesket er et aktivt, kreativt, produktivt og et selvmotiverende væsen, der kan skabe bedre vilkår for sig selv, hvis man forhindrer andre menneskers indgreb og indblanding. Når disse indgreb bliver gjort strafbare og afværget, vil mennesket have muligheden for at udøve deres kapacitet til at forbedre sit eget liv og tage vare på sig selv. Derfor behøver mennesket ikke at indrullere andre til at forsørge og tjene dem, men vil i stedet finde gensidigt acceptable måder at opnå deres fredelige mål på. Mennesket har heller ikke brug for at modtage retningslinjer i form af talrige forbud, da mennesket i det store hele er bedre og mere duelig til at sørge for sit eget liv end nogen anden er.

Tilhængerne af det negative menneskesyn vil sandsynligvis også mene, at det er forholdsvist hensigtsmæssigt at forhindre kriminelle indgreb i menneskets liv, men det er bare ikke nok til at sikre menneskets lykke. Eftersom mennesket grundlæggende er passivt, hjælpeløst og uvirksomt, så gør det nemlig ikke den helt store forskel, at man fjerner de forhindringer og indskrænkninger som andre menneskers indblanding indebærer. Selv hvis al kriminel indblanding blev stoppet, så ville mennesket sandsynligvis stadig ikke undslippe fattigdom, uvidenhed, ulykke og generel usikkerhed. De eneste, der vil få succes, er de par håndfulde, der har været så heldige at arve fordelagtige gener eller er havnet i et blomstrende, socialt miljø. Det resterende samfund vil ikke bevæge sig synderligt og vil i stedet forblive økonomisk, psykologisk, kulturelt og socialt underudviklet.
Derfor er det ikke nok blot med frihed og bekæmpelse af traditionel kriminalitet. Mennesket skal vejledes og styres, og det både forstandsmæssigt og økonomisk. Derfor vil fortalerne for det negative menneskesyn gå ind for markant regulering af økonomien, en kraftig omfordeling og masser af formynderi på det personlige plan. Alle disse indgreb i det enkelte menneskes liv vil blive retfærdiggjort med en henkastet henvisning til menneskets immanente svaghed og dets behov for vejledning, understøttelse og hjælp i næsten alle henseende.

Selvom disse to menneskesyn selvfølgelig er en anelse karikerede og forsimplede, er de stadig værd at have i baghovedet i den politiske diskussion. Eftersom menneskets karakter næppe er en fuldstændig iboende entitet, der ikke lader sig påvirke af eksterne impulser, så vil det have en enorm betydning hvilket menneskesyn man baserer sin grundlæggende politik på. Hvis man – som det har været tilfældet i Danmark i de seneste 40 år – behandler mennesket som et viljeløst og ansvarsløst væsen, så vil det med tiden også begynde at opføre sig således. Hvis man konsekvent fortæller mennesket, at det grundlæggende er uproduktivt og svagt, og derfor skal kompenseres og vejledes i alle henseende, så vil det med tiden også blive uproduktivt og svagt. Hvis man ligeledes konsekvent bygger sin politik på, at succesfulde mennesker kun har opnået deres succes ved et tilfælde, og man derfor sagtens kan tillade sig at fratage dem store dele af deres fortjeneste, så vil antallet af succesfulde og stræbsomme mennesker langsomt mindskes.

Alt dette er ikke bare ubegrundende postulater. Det mest tydelige tegn på, at ovenstående rent faktisk er sandt, er den voldsomme og kontinuerlige stigning af personer på passiv forsørgelse: Ifølge et notat lavet af tænketanken CEPOS er antallet af overførselsmodtagere fra 1970 til 2006 fordoblet fra ca. 918.000 personer til 1.834.000 personer. I samme periode er den private beskæftigelse faldet med ca. 152.000 personer. Færre og færre arbejder i den velstandsfrembringende sektor, mens flere og flere lever af andres indkomst gennem passiv forsørgelse. Som de fleste nok ved, så er dette ikke en holdbar samfundsøkonomisk situation på lang sigt.
Selvom en del af stigningen i passiv forsørgelse nok skyldes et øget udbud af såkaldte velfærdsordninger, et lidt øget befolkningstal og demografiske forskydninger i det hele taget, så kan dette ikke forklare hele stigningen. Grundlæggende er stigningen nemlig den naturlige konsekvens af et menneskesyn, der fordrer svaghed, umyndiggørelse og uproduktivitet.
Et andet tegn på det negative menneskesyns katastrofale konsekvenser er den markante stigning i kriminalitet: Ifølge Danmarks Statistik Statistisk Årbog 2002 var antallet af forbrydelser nogenlunde stabilt fra 1935 til 1960. Dette var en periode med en befolkningsstigning på omkring en fjerdedel, så rent faktisk blev Danmark blev mere og mere sikkert. Men da det negative menneskesyn og dens dertilhørende politik blev politisk kutyme i begyndelsen af 1960’erne eksploderede antallet af lovovertrædelser. Fra 1960 og frem til år 2002 er antallet af anmeldte lovovertrædelser steget med over 400%. I denne periode er befolkningstallet faktisk kun steget med en sjettedel, så det er altså en voldsom stigning. Særligt volden er steget betragteligt. Antallet af anmeldte voldsforbrydelser pr. tusinde indbygger er steget med intet mindre 556%.
En øget anmeldelsestendens har selvfølgelig indflydelse på disse tal, da noget kriminalitet var mere acceptabelt tidligere hvorfor det ikke blev anmeldt. Ligeledes er der forskningsmæssige indicier på, at livet i storbyer gør mennesker mere kriminelle, hvilket sandsynligvis er sandt nok. Men kan disse forklare hele stigningen? Nej, jeg kan kun tolke (den største del af) stigningen som den logiske følge af det negative menneskesyns forvandling af mennesket til et apatisk og sløvt væsen, der er fuldstændig frataget bare skyggen af personligt ansvar.

Af disse grunde er det bydende nødvendigt at tage et opgør med det negative menneskesyn og i stedet benytte sig af det positive menneskesyn. Og netop derfor skal alle de tidligere nævnte forbudsforslag afvises. Det er ikke et trivielt stridsspørgsmål om en række ellers velmenende forslag, men en værdikamp, der afgører landets fremtid. Vi står nemlig overfor en skillevej, hvor vi enten kan følge samme trælsomme vej som vi har gjort gennem de seneste 40 år eller gå nye veje og afmontere det negative menneskesyn og dets invaliderende forsørger- og forbudssystem. Den første vej vil ende med, at vi kryber og kravler direkte ind i endnu større sociale og økonomiske problemer. Den anden vej vil derimod give mennesket frihed til at udfolde sin frugtbare kreativitet og produktivitet, så det danske samfund kan blomstre. Lad os prøve frihedens vej.

...one of the fixed points of our considered judgments that no one deserves his place in the distribution of natural endowments, any more than one deserves ones initial starting place in society. The assertion that a man deserves the superior character that enables him to make the effort to cultivate his abilities is equally problematic; for his character depends in large part upon fortunate family and social circumstances for which he can claim no credit. The notion of desert seems not to apply to these cases.

Sådan skrev John Rawls (som jeg har skrevet en del om tidligere) i hans berømte En teori om retfærdighed. Jeg har tidligere brugt lignende ord til at kritisere den dogmatiske libertarianisme, som den bliver praktiseret af Rothbard, Hoppe og andre aksiomatisk-deduktive filosoffer.

Meget kort og populært sagt mener Rawls, at mennesket deltager i to forskellige lotterier ved fødslen. Det første lotteri kan kaldes ”det sociale lotteri”, hvor hver enkelt kan trække forskellige lod, der determinerer sin families sociale og økonomiske status og omgivelsernes værdsættelse af sit køn, race og religion. Det andet lotteri er om muligt endnu vigtigere. Det kan kaldes ”det naturlige lotteri”, hvor hver enkelt trækker et lod med mulige fysiske gaver: stor begavelse, andre intellektuelle talenter, stærk fysik og/eller god sundhed. Rawls mener heraf at kunne konkludere, at menneskets udgangspunkt er fundamentalt tilfældig. Vores intuitioner fortæller os desuden (postulerer Rawls), at fordelinger i samfundet er uretfærdige, hvis de er bestemt af faktorer uden for individernes magt, herunder tilfældigheder. Et menneskes skæbne bør altså ikke afhænge af vilkårlige lotterier, derfor kan man ikke bygge en retfærdig filosofi op omkring det enkelte menneskes egen indsats og fortjenesten heraf – ”egen indsats” bestemmes jo netop af de to lotterier. Med andre ord er det forkert at basere sin politiske/etiske teori på 1) selvejerskab og 2) fortjeneste, da af disse begreber udspringer af uretmæssige og arbitrære forhold. Derfor bør disse ikke have en iboende og grundlæggende værdi. I stedet skal man, når man skal skabe et retfærdigt samfund, udforme det bag et ”uvidenhedens slør” (se tidligere skrivelse), hvor man ikke ved hvilke lod man trækker i lotterierne. Denne absolutte upartiskhed vil sikre en sejr over lotteriernes terningspil, og muliggøre udfoldelsen af et retfærdigt samfund, mener Rawls.

Nu er jeg for det første ikke begejstret for at benytte mig af moralske intuitioner, aksiomer og ubegrundede værdidomme, men selv hvis man (for en stund) ser bort fra Rawls’ intuitive fremgangsmåde og hans refleksive ligevægt, så er der et par kommentarer der bør knyttes til Rawls’ lotterier. De har nemlig vidtrækkende og særdeles forbløffende konsekvenser. Jeg accepterer i det store hele lotterierne, men mine konklusioner er yderst divergerende i forhold til Rawls.

Lotterierne bliver ofte brugt som grund til at omfordele penge og goder. Eftersom ingen har moralsk ret til deres karakter og evner, og dermed til resultatet af deres arbejde, så er der intet i vejen med at fjerne penge fra de velstående og give til de nødlidende. Nogle mener, at man skal omfordele så meget, at alle har lige meget, altså komplet materiel lighed. Rawls mener derimod, at man blot skal tilstræbe det samfund, hvor de dårligst stillede har det bedst (maksimin-reglen). I dette samfund kan ulighed fungere som en incitamentsstruktur, der forøger produktiviteten og samfundets samlede rigdom til fordel for både rig og fattig.
Den utilsigtede konsekvens af dette omfordelingsrationale er bare, at politisk magt bliver uretfærdigt, hvilket jo faktisk betyder, at den ønskede omfordeling - iværksat, udført og overvåget af politikere og deres embedsmænd - ikke bør finde sted. Det lyder måske en anelse kringlet, men essensen er, at materiel ulighed er sammenlignelig med politisk ulighed: Hvis ingen af de store rigmænd har fortjent deres penge, hvordan og hvorfor har politikerne så fortjent deres magt over os? Jeg vil endda gå så vidt at sige, at politisk ulighed kræver en stærkere begrundelse end materiel ulighed. da politisk magt er direkte voldsbaseret magt over andre mennesker. Der skal altså virkelig et godt argument på banen.
De fleste vil nok mene, at dette gode argument er demokratiet, men demokratiske valg er desværre ikke svaret. Hvis valg kan retfærdiggøre politisk ulighed, så burde frivillige transaktioner på et frit marked også kunne retfærdiggøre materiel ulighed. Hvis lotterierne er korrekte og virkelige, så er demokratiske valg også et spørgsmål om held og tilfældigheder, og disse tilfældigheder negerer retten til beholde fortjenesten selv. Politikerne bør altså ikke få denne tilfældige magt til at udskrive love og udøve vold og tvang mod os andre.
(Endvidere kan man spørge sig selv om tilfældighederne ikke også negerer retten til tage fortjenesten fra andre. Hvis vi ikke har retten til at beholde vor egen fortjeneste, hvorfor har andre så retten til at tage denne fortjeneste? Hvad giver dem mere ret til at få fortjenesten? Deres naturlige og sociale position? Men den er jo tilfældig og kan derfor ikke være udslagsgivende.)

Rawlsianere kunne argumentere for, at politisk magt er med til at hjælpe de svageste; altså bør man tillade politisk ulighed på grund af maksimin-reglen. Men er dette overhovedet forståeligt? Ifølge maksimin-reglen, så kan uligheden kun accepteres hvis den er med til at forøge delen for dem, der ellers ville have mindst. Dette giver bare ingen mening eftersom acceptabel ulighed kun kan forekomme i et ikke-nulsumsspil, mens politisk magt netop er et nulsumsspil. Ved oprettelsen af en politisk enhed med voldsmonopol afgiver man magt (nærmere bestemt; retten til at forsvare sig med vold) til politikere og embedsmænd, men man forøger ikke samfundets aggregerede magt. Hvis vi har 10 politiske magtenheder i et samfund af 5 personer, så vil der altså blive ved med at være dette uanset hvad. Hvis 2 personer skal have 5 magtenheder af de andre via demokratiske valg, så er der naturligvis kun 5 enheder tilbage til de sidste 3 personer. Fordelingen ville gå fra at være ligelig (5 á 2) til ulige (2 á 2,5 og 3 á 1,66) uden at stille de dårligst stillede bedre hvad angår magt. Derfor ville den lige fordeling være at foretrække ud fra en ”original position”. Den materielle velstand ville derimod stige ved ulighed. Hvis man tilskyndede (via ulighed) 2 personer til at forøge samfundets samlede velstand med 5 ekstra pengeenheder, så ville alle være bedre stillede. Her ville fordelingen også gå fra at være lige (5 á 2) til ulige (den konkrete fordeling afhænger af graden af beskatning og omfordeling, men samfundets samlede velstand er i hvert fald større), men denne gang ville det gavne de dårligst stillede.
Man kunne efterfølgende postulere, at den politisk ulighed er nødvendig for at omfordele den materielle velstand. Men som sagt tidligere, så er den politiske ulighed langt mere alvorlig og potentiel skadelig end den materielle (den demokratisk valgte George W. Bush har været skyld i mange flere dødsfald end selv den mest skruppelløse forretningsmand), så det virker bizart at tolerere den for at realisere en materiel omfordeling. Det er i mine øjne en meget ringe trade-off. Bare læs The Black Book of Communism. Det samme er tilfældet med beskyttelse og magt.

Hvad er min pointe så? Den er i hvert fald, at Rawls har nogle latente selvmodsigelser i sin teori. Men pointen er også at demonstrere hvad en overdreven brug af moralske intuitioner og værdidomme har for den praktiske politik – reelt ender man jo i det paradoksale ’intet’. Rawls er ikke ene om at begå denne fejl. Den dogmatisk-arbitrære libertarianisme begår mange af de samme fejl.

Løsningen på det hele er selvfølgelig ligetil. Det er muligt, at vi egentlig ikke har fortjent udkommet af vores arbejde, men det er for så vidt irrelevant. At indrette samfundet som om vi har fortjent hvad vi har arbejdet for, er nemlig en så væsentlig del af det sociale samarbejde, at det ikke kan undværes. Kan man forestille sig socialt samarbejde ud fra en præmis om, at ingen har fortjent udkommet af dette samarbejde? Næppe. Handel på et frit marked er basalt set en frivillig udveksling af to værdier mellem to personer med henblik på deres egen gensidige fordel, hvilket følgelig betyder, at en person kun handler, hvis vedkommende føler, at han får hvad han fortjener. Men hvis man indretter et samfund på den præmis, at ingen reelt fortjener noget, så bliver det at handle lige pludselig omsonst og meningsløst. Dette kan have ødelæggende indflydelse på det fri marked – og hvis det fri marked og det sociale samarbejde bliver forpurret, så er et velfungerende, lykkeligt og rigt samfund komplet umuligt. Så ligesom det er tilfældet med den fri vilje, så kan fortjeneste (og en vis grad af selvejerskab) forsvares konsekventialistisk.

En af disse forestillinger er troen på, at én persons gevinst er anden persons tab. Denne tro kan spores langt tilbage i tiden og tager derfor mange forskellige former, men den er i nyere tid oftest blevet beskrevet som en tro på, at livet er et nulsumsspil (eller konstantsumsspil). Et nulsumsspil er et begreb fra spilteorien som indebærer, at gevinster og tab i et spil udligner hinanden. Summen af gevinster og tab er altså lig nul. Spillerne af dette spil kan hverken forøge eller formindske de samlede ressourcer, men kan kun vinde på direkte bekostning af andre.
Et ligefremt eksempel på et simpelt nulsumsspil er poker: I poker vinder man kun de midler som de andre spillere taber. Man kan ikke samarbejde om at øge puljen til alles fordel. Den eneste måde man kan maksimere sin fortjeneste er ved at vinde over andre og dermed tilegne sig deres midler.
Et andet eksempel på et nulsumsspil er det at skære en kage. Kagen vokser ikke magisk ved, at man sætter kniven i den, derfor vil den ene persons store stykke kage uundgåeligt resultere i, at en anden person får et mindre stykke kage. Lige så snart man fraviger den fuldstændig lige kagefordeling betyder det altså, at en eller flere personer mister kage.
Kageanalogien er samtidig også brugbar til at forklare hvorfor socialister foretrækker materiel egalitarisme. Hvis man ønsker, at alle spillere i et nulsumsspil skal have mest muligt, så er en ligelig fordeling at foretrække. Den materielle egalitarisme er med andre ord den Pareto-ligevægt, hvor alle personer har mest muligt. Hvis ligheden tilsidesættes betyder det, at nogle taber. Dette ræsonnement er frontløberen for den marxistiske tese om bourgeoisiets udbytning af proletariatet og er af essentiel betyd- ning for socialismens materielle egalitarisme.
Et endnu mere nyttigt eksempel på et nulsumsspil er det underholdende brætspil Matador. Ligesom i poker findes der i Matador også en konstant sum af ressourcer som man kan spille om. Det er derfor et grundlæggende præmis i Matador, at man kun kan vinde ved at slå de andre spillere. Socialister vil påpege, at Matador er et strålende eksempel på hvordan virkeligheden ser ud, derfor skal vi fordele alle penge og ejendomme ligeligt. Alternativet til at distribuere alle ressourcer ligeligt er at lade de heldige, der tilfældigvis har evnerne til at vinde, udnytte de uheldige. Alternativet til materiel egalitarisme er at kaste terninger om noget så vigtigt som menneskers liv og lykke.

Det er intet overraskende og originalt i min fremstilling af ovenstående tro. Det kræver heller ikke særlig meget økonomisk indsigt at tilbagevise denne forestilling. Matador er nemlig ikke som virkeligheden. I Matador er der 40 felter, en fast mængde ressourcer og absolut ingen mulighed for at udvide dette. I Matador kan man derfor ikke opkøbe en billig landgrund og forvandle den til nyt boligområde. Man kan heller ikke bygge jernbaner og lufthavne eller opfinde andre teknologiske landvindinger, der udvider spillets samlede ressourcer. Men hvad der måske er endnu vigtigere, så kan du kun tjene penge, hvis sagesløse spillere tilfældigvis lander på et af dine felter. Dette er i direkte kontrast med hvordan man i virkeligheden opnår værdiforøgelse.
Når man i virkeligheden lejer en bolig, besøger et hotel, køber en færgebillet, går til en koncert, spiser på en restaurant eller på en anden måde bytter sig til en vare eller tjeneste, så gør man det ikke fordi man tilfældigvis lander i en anden persons domæne. Man gør det derimod fordi man ser en fordel ved at gøre det. Alle ovenstående byttehandler er nemlig frivillige udvekslinger af to værdier mellem to parter med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to parter tvinger den anden part til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler, knyttede næver eller spilleregler skrevet på bagsiden af et låg. Den gensidige fordel betyder, at begge parter indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.
I Matador tager man på hotel fordi man nødt til det når man tilfældigvis lander på et felt med et hotel, men i virkeligheden ser det helt anderledes ud. Den ene spiller har måske en ordentlig pose penge, men mangler desperat et sted at sove, mens den anden spiller har to senge, men kunne godt tænke sig nogle penge til at starte et bageri. Derfor bytter de nogle af pengene for den overflødige seng. Herefter omdanner den kommende bager sit nu tomme soveværelse til et lille bageri. Tiden går og det bliver vinter. Bageren mangler derfor en frakke, der kan holde ham varm. Skrædderen har derimod masser af frakker, men har imidlertid intet brød og er ganske sulten. Bageren har heldigvis på bedste vis benyttet sit lille bageri til at lavet langt mere brød end han nogensinde selv kan spise, derfor bytter han noget brød for en frakke. Således kan man fortsætte i en uendelighed.
Min pointe med ovenstående eksempel er selvfølgelig at illustrere hvordan frivillige handler til gensidig fordel kan se ud. Endvidere viser eksemplet, at handel faktisk ikke er et nulsumsspil. Ingen af spillerne i ovenstående eksempel er nemlig blevet dårligere stillet, men får derimod opfyldt deres behov og ønsker. Dette skyldes, at de forskellige spillere værdsætter de forskellige værdier forskelligt. Hvis den ene spiller tilbyder en anden spiller 2000 kr. for at købe den ledige seng, så skyldes det, at han værdsætter sengen højere end de 2000 kr. Hvis den anden spiller tager imod tilbudet, så skyldes det, at han værdsætter de 2000 kr. højere end hans overflødige seng. Ligeledes er værdien af brød relativt lille for bageren, mens værdien af en frakke er relativt højere. For skrædderen er det direkte omvendt. Derfor opnår alle spillere en (subjektiv) værdiforøgelse ved at handle med hinanden. Handel er altså et plussumsspil.

Der findes selvfølgelig også andre måder at vise, at handel er et plussumsspil. En måde er at betragte, hvor villige og ivrige folk egentlig er efter at bytte og handle forskellige varer og ydelser. Hvis man går en tur nedad Strøget en varm eftermiddag vil man meget hurtigt opdage, at både butiksindehavere og indkøbere nyder at handle og bytte. Ville de gøre dette, hvis de tabte på det? Selvfølgelig ikke.

Man kan også betragte historien. Ved at gøre dette får man samtidig illustreret en anden pointe: I modsætning til en virkelig kage, så kan samfundskagen faktisk vokse og skrumpe på næsten magisk vis. Det er mig et mysterium, at nogle mener, at kageanalogien er en passende beskrivelse på virkeligheden. For blot 200 år siden var klodens samlede befolkning tæt på sultegrænsen, folk døde af nu helbredelige sygdomme og havde ingen smarte teknologiske indretninger såsom elektriske pærer, biler, computere og weblogs. For 2000 år siden var muldfjælsploven ikke engang opfundet i Danmark og levestandarden – selv for de rigeste høvdinger og konger – var langt under hvad den er i dag. For 2 millioner år siden var stenredskaber det hotteste i samfund bestående af nomadiske jægere og udomesticerende fødeindsamlere. Hvis kageanalogien er sand, hvordan har hele menneskeheden så udviklet sig så enormt? Fælles fattigdom var menneskets startfelt, men 2,5 millioner felter senere kan jeg skrive dette på en bærbar computer, mens jeg ser satellit-tv, drikker en kold drikkevare fra køleskabet og venter på, at min pastaret med ingredienser fra fremmede lande bliver færdig på komfuret. Er kagen virkelig ikke blevet større for alle os glade kagespisere (som der i øvrigt aldrig nogensinde har været flere af)?

Med menneskets historie i baghovedet kan det virke en anelse useriøst at påstå, at kagen rent faktisk også kan skrumpe, men ikke desto mindre kan det godt lade sig gøre. Og den kan i hvert fald skrumpe relativt, altså vokse meget langsommere end hvad der rent faktisk er en realistisk mulighed. Når dette sker er det paradoksalt nok ofte i socialistiske samfund, der tilstræber en fuldstændig lige fordeling og tror på Matador-virkeligheden (dette er selvfølgelig ikke det eneste, der kan få samfunds- kagen til at ’skrumpe’).
For at illustrere hvorfor det forholder sig sådan kan man forestille sig et samfund med 1 million indbyggere og 100% indkomstudjævning. I dette samfund lever vores føromtalte bager, der på egen hånd tjener lige præcis hvad der svarer til samfundets egalitære Pareto-ligevægt. Vores bager er en flittig mand, der sagtens kan fordoble sin nuværende arbejdsindsats, hvormed han også fordobler udbyttet af sit arbejde. I stedet for 50 brød kan han altså lave 100 brød. Efterspørgslen på brød er høj nok til at afsætte 50 ekstra brød til samme pris som de første 50, derfor vil han tjene værdien af 50 brød ved at fordoble sin arbejdsindsats, altså en fordobling af sin indtjening. Denne fordobling sker selvfølgelig ved frivillig handel til gensidig fordel – ingen bliver tvunget til at købe hans brød og alle er tilfredse og mætte.
Lad os antage, at den ekstra indtjening er 500 kr. Hvis samfundet fortsat skal være helt lige, så skal bagerens fordoblede indtjening fordeles ud på de resterende 999.999 indbyggere. Dette betyder, at bageren selv kun får 1/1.000.000 (en milliontedel) af 500 kr. ud af at fordoble sin arbejdsindsats i stedet for de 500 kr. Da bageren opdager dette stopper han ikke bare med at fordoble sin arbejdsindsats, men han stopper helt med at arbejde. I stedet omdanner sit bageri til et poolrum. Hvorfor? Jo, for selvom samfundet bliver fattigere af at miste bagerens arbejdsindsats, så taber han personligt kun 1/1.000.000 af sin indkomst pga. den konstante indkomstudjævning. Langsomt begynder alle andre også at finde ud af dette og til sidst er det kun idealisterne og tåberne, der stadig arbejder og producerer. Da idealister og tåber til enhver tid er en lille minoritet, vil samfundet i ro og mag blive fattigere og fattigere og samfundskagen vil uundvigeligt skrumpe. Ekstrem omfordeling er altså på lang sigt et minussumspil.

Vores bager-eksempel kan også bruges til at illustrere min sidste pointe. For hvem er det, der skaber noget i ovenstående eksempel? Det er den kreative, arbejdsomme og virkelystne entreprenør, der formår at tilfredsstille andre folks behov og ønsker. Denne entreprenør eksisterer ikke blot i form af vores førnævnte bager, men også i skrædderen, lægen, bilfabrikanten, filmproducenten, den prostituerede og mange, mange andre. Fælles for dem alle er en yderst specialiseret, driftig og forudseende arbejdsindsats, der i sidste ende belønnes af andre mennesker til alles gensidige fordel. Bagerens brød er altså helt og aldeles virkningen af en arbejdsindsats og investering fra bagerens side. Brødene falder simpelthen ikke bare ned som mana fra himmelen (for at parafrasere Robert Nozick).

At tro, at verden er et nulsumsspil er ikke bare faktuelt forkert, men – som forsøgt demonstreret til sidst – også særdeles farligt. Socialismens egalitære materialisme begrundes ofte med en henkastet henvisning til nulsumsspil, derfor er det bydende nødvendigt, at man som liberal modsætter sig denne opfattelse. Det lyder trivielt og er det måske også. Dette indlæg er i hvert fald næppe det mest intellektuelt stimulerende på The Hairpin Bend. Ikke desto mindre er det en vigtig kamp. Af samme årsag er det vigtigt at angribe andre socialistiske forestillinger såsom den objektive værditeori og forestillingen om, at staten kan skabe vækst. Netop derfor vil jeg afslutte indlægget med en anbefaling af David Gress’ nye bog Velstandens kilder, hvori han på fornem vis (blandt meget andet) anfægter socialismens mest basale fundamenter. Læs den!

For at demonstrere idiotien bag den relative fattigdom kan man forestille sig et samfund, hvor de alle øger deres realindkomst med 10% på et år. Er der så ikke blevet færre fattige når året er omme? Nej. Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd er ikke én person kommet ud af fattigdomsfælden, for selvom alles realindkomst er steget, så er den indbyrdes indkomstfordeling uændret og den relative fattigdom er blevet på samme niveau som tidligere. Faktisk ved vi, at jo flere år man tilbringer som fattig, desto sværere er det at komme ud af fattigdommen, så rent faktisk er den lige velstandsstigning et negativ fænomen.
Idiotien bliver dog endnu mere tydelig hvis man forestiller sig, at de rigeste halvdel i det førnævnte samfund i det følgende år oplever en stigning i realindkomsten på 20%, mens den fattigste fjerdedel kun oplever en stigning på 15%. Nu har vi lige pludselig oplevet en stigning i antallet af fattige, selvom ingen har fået det dårligere – tværtimod. Den ulige men generelle velstandsstigning er altså virkelig et farligt fænomen!
Men hvad sker der så året efter? Jo, nogle nævenyttige politikere (med støtte fra Politiken) vælger at lave et hav af politiske indgreb i økonomien. Konsekvensen er katastrofal og de rigestes realindkomst falder med hele 15%. De fattigste bliver ikke ramt helt så hårdt og deres realindkomst falder kun med 5%. Alle tjener dog mindre. Alligevel er politikerne glade. Hvorfor? Jo, for nu er den relative fattigdom faldet, da indkomstfordelingen er blevet mere lige og jævn.

Den relative fattigdom er altså intet andet end en banal måling af den relative ulighed. Og som alle fornuftige mennesker burde vide så fortæller ulighed intet om det reelle indkomstniveau. Selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ved dette og skriver derfor følgende i deres famøse rapport: ”En person med lav indkomst har jo ikke lavere forbrugsmuligheder, fordi middelklassen bliver rigere.” Så sandt, så sandt.

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

I stedet vil jeg forsøge at belyse og granske de menneskesyn, der ligger bag henholdsvis den positive frihedsopfattelse og den negative frihedsopfattelse. Jeg mener nemlig, at der eksisterer en helt fundamental forskel hvad angår menneskesyn, der alt for ofte bliver forbigået og overset. Det er måske ikke det stærkeste argument imod en positiv frihedsopfattelse eller for en negativ frihedsopfattelse, men argumentet har en klar og skarpskåret retorisk slagside, som kan blive udnyttet til de liberales fordel. Men mere om det senere; analysen først.

Den negative frihedsopfattelse er i de fleste tilfælde baseret på en tiltro til, at når andre mennesker ikke forhindrer det voksne menneske i at udfolde sine evner og dispositioner, så vil det i almindelighed være i stand til at sikre sig hvad vedkommende har behov for, for at trives i sit liv. Det enkelte menneske har selvfølgelig til tider brug for både økonomisk og følelsesmæssig assistance fra sine fortrolige, men grundlæggende besidder det selv kapaciteten til at blomstre, hvis det ikke undertrykkes af andre mennesker. Hvis denne undertrykkelse stoppes, så vil det voksne menneske kunne udføre utallige opgaver og opfylde vidt forskellige mål – måske ikke alle lige effektivt og bestemt ikke alle samtidig, men ikke desto mindre med betragtelig succes. Den største forhindring mod at gøre fremskridt i livet er ifølge dette menneskesyn - som jeg pudsigt nok vil kalde det positive menneskesyn - altså andre menneskers indgreb. Når disse indgreb bliver ulovliggjort, gjort strafbare og afværget, vil folk have muligheden for at udøve deres kapacitet til at forbedre deres eget liv. Derfor behøver de ikke at indrullere andre til at tjene dem, men vil i stedet finde gensidigt acceptable måder at opnå deres fredelige mål på. Dette menneskesyn er ikke nødvendigvis et romantiserende menneskesyn, men kan faktisk være særdeles kynisk. Adam Smith og David Hume havde i min optik begge et positivt menneskesyn, og det selvom de mente, at det enkelte menneske ville være mere genuint optaget af at have mistet sin lillefinger end hvis 100 millioner fremmede mennesker døde i et jordskælv på den anden side af kloden. Det centrale er nemlig, at mennesket i kraft af sin ’self-love’ er et aktivt, kreativt, produktivt og selvmotiverende væsen, der kan skabe bedre vilkår for sig selv, hvis man forhindrer andre menneskers indgreb og indblanding.
Af den grund vil tilhængerne af dette menneskesyn – som Adam Smith og David Hume – naturligvis betone det nødvendige i at stoppe den skadelige og uønskede indgriben fra andre mennesker. Tilhængerne af dette menneskesyn vil altså som tendens tilslutte sig den negative frihedsopfattelse; frihed som fravær af tvang, og de negative rettigheder; selvejerskab, privat ejendomsret etc.

I direkte modsætning til dette menneskesyn findes et andet og noget mere dystert menneskesyn, der har bredest tilslutning blandt de personer, der fremfører den positive frihedsopfattelse og dertilhørende positive rettigheder. Disse personer tror, at mennesket er for dårligt udrustet til at komme fremad alene uden hjælp. Mennesket er enten for uvidende, for svagt, for fattigt eller på en anden tænkelig (eller utænkelig) måde for mangelfuld og utilstrækkelig til at stræbe hen imod et frugtbart liv.
Dette menneskesyn - det negative menneskesyn - resulterer meget ofte i en lovprisning af de positive rettigheder. Eftersom mennesket er passivt, hjælpeløst og uvirksomt, så gør det nemlig ikke den helt store forskel, at man fjerner de forhindringer og indskrænkninger som andres menneskers indblanding indebærer. Selv hvis al kriminel indblanding – lige fra slaveri til tyveri – blev stoppet, så ville mennesket sandsynligvis stadig ikke undslippe fattigdom, uvidenhed og generel social usikkerhed. I bedste fald vil kun enkelte, der har været så heldige at arve gode egenskaber i de naturlige og sociale lotterier, få succes, mens det resterende samfund ikke vil bevæge sig synderligt. Mennesket er altså grundlæggende ikke et skabende og produktivt væsen, men snarere et stillestående væsen, der kun bevæges af eksterne tilskyndelser og stød. Netop derfor er de positive rettigheder (ret til uddannelse, ret til forsørgelse, ret til lægehjælp etc.) vigtige – måske endda vigtigere end de negative rettigheder. For medmindre de få heldige tvinges til at støtte alle andre ved at afgive ressourcer, assistance og varer, så vil menneskeheden som helhed ikke bevæge sig særlig meget. I stedet vil menneskeheden forblive økonomisk, psykologisk, uddannelsesmæssigt, kulturelt og socialt underudviklet. Hvis man ønsker at forhindre dette, så må man altså indføre et omfangsrigt fordelingssystem med en væsentlig del positive rettigheder. Dette vil tilhængerne af dette menneskesyn – fra Karl Marx til John Rawls – i hvert fald mene.

Det liberale svar kan være flere forskellige ting. Man kan starte med at henvise til empirien. Det forholder sig nemlig sådan, at frihed i den negative forstand faktisk skaber vækst og samfundsmæssig fremskridt. Man kan se det på alle økonomiske niveau. Hvis du er i tvivl, så kan jeg anbefale dig, at du læser The Contribution of Economic Freedom to World Economic Growth af Julio Cole, Economic Freedom and Human Welfare: Some Empirical Findings af Herbert Grubel, The Driving Forces of Economic Growth af Andrea Bassanini og Stefano Scarpetta og så selvfølgelig den velkendte Economic Freedom of the World 2006 af James Gwartney og Robert Lawson. Du kunne også kigge på mit noget mere beskedne og korte referat af Johan Norbergs In Defense of Global Capitalism.

Hvis dette ikke er nok, så kan man også benytte sig af en anden tilgangsvinkel. Hvis det negative menneskesyn er bare nogenlunde sandfærdigt, så er tiltroen til staten nemlig et tragisk fejlskøn. For hvis mennesket generelt set er svagt hvad vil det så hjælpe at give nogle af disse mennesker ret til at udøve vold mod andre mennesker? Eller sagt på en anden måde: Hvis mennesket ikke under indflydelse af gruppepres og deres egen samvittighed vil hjælpe andre, hvorfor vil de mennesker, der skal befolke statens mange institutioner så agere anderledes? Stater er jo rent faktisk institutioner administreret af mennesker, ikke ærkeengle.

Der findes utvivlsomt mange andre liberale svar, men jeg vil ikke referere dem alle her, da det ikke er pointen med dette indlæg. Jeg ville i stedet belyse den ofte oversete forskel mellem de to grundlæggende menneskesyn, da jeg mener, at det i sig selv har en værdi. Forestil jer f.eks. en liberal retoriker, der som en anden Robert Green Ingersoll (eller Ayn Rand) beskriver de positive og negative menneskesyn: Der er to veje - den positive og den negative. Den ene vej er at leve for den verden, vi befinder os i, at udvikle forstanden gennem studier og forskning og gennem opfindelser drage fordel af naturens kræfter, således at vi kan få gode huse, klæder og mad, således at forstandens sult kan stilles med kunst og videnskab. Den ene vej er at tænke, at forske, at observere og følge fornuftens lys. Den anden vej er at slukke det hellige lys og blindt følge i andres fodspor. Den anden vej er at krybe og kravle, at forråde sig selv og at fratage andre den frihed, som man ikke selv har modet til at nyde. Det positive menneskesyn og liberalismen er den ene vej; det negative menneskesyn og kollektivismen er den anden vej.

Dette er anden del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Første del kan findes her.

Det er dog ikke sociologi-timerne, der gør mest ondt. Her er den ideologiske tilbøjelighed trods alt så gennemskuelig, at den nærmer sig det komiske. Nej, det er straks værre i de tilfælde, hvor der kræves et indgående kendskab til de liberale teorier før man kan erfare den smertende spot. F.eks. læste vi i faget Politologisk Grundkursus en bog om forskellige demokratimodeller med navnet Models of Democracy. Bogen er skrevet af David Held og er et sandt tour de force i fordækt egalitær lyrik. Efter en nogenlunde ædruelig gennemgang af hvad Held kalder ’legal democracy’ og ’the new right’ (hvad andre kalder minarkistisk libertarianisme), kan man alligevel læse følgende affærdigende svada:

The nature of the relationship between principle and practice in the New Right’s programme can be illuminated further by considering its appeal to liberty. This appeal, as articulated by figures like Hayek og Nozick, is unquestionably potent, but it is based on a highly limited and contentious conception of freedom. By defining all ‘distributional’ questions as ipso facto against the rule of law, questions concerning economic, social and racial inequalities are treated as illegitimate matters for political analysis and examination, despite the fact that some of these inequalities are, as we have seen, central to a thorough account of the nature of liberty in a modern society.
Further, while the distrinction between ‘law’ and ‘legislation’ is important in many respects – for all the reasons given by thinkers from Locke to J.S. Mill – in Hayek’s hands it is highly questionable. For it serves to remove certain critical issues from politics, to treat them as if they were not a proper subject of political action. This attempt to eradicate a range of questions from democratic consideration would, if succesful, drastically restrict the sphere of democratic debate and control.
Moreover, in a world where there is evidence of major and often increasing inequalities between classes, cultures, sexes and regions, it is hard to see how liberty – liberty to develop one’s own tastes, views, talents and ends – could, in fact, be realized if we do not consider a far broader range of conditions than Hayek’s analysis allows. It is here that the new-Marxists and, more recently, feminists have mounted their most powerful criticisms of liberal doctrines: to enjoy liberty means not only to enjoy equality before the law, important though this unquestionably is, but also to have the capacities (the material and cultural resources) to be able to pursue different courses of action.

Nu vil jeg ikke direkte påstå, at David Held er blød i bolden, men det er ikke desto mindre et faktum, at han har alvorlige problemer med at kapere selv de mest elementære bestanddele af libertarianismen. Robert Nozick reagerede i høj grad på de forestillinger, som Held fremfører i ovenstående uddrag. Store dele af Anarchy, State and Utopia handler derfor udelukkende om det forkerte og uretfærdige i Helds drømme. F.eks. skriver Nozick følgende:

The major objection to speaking of everyone’s having a right to various things such as equality of opportunity, life, and so on, and enforcing this right, is that these “rights” require a substructure of things and materials and actions: and other people may have rights and entitlements over these. No one has a right to something whose realization requires certain uses of things and activities that other people have rights and entitlements over.

Nozick vidste selvfølgelig godt hvilke konsekvenser det ville have for den politiske debat at gøre argumenter for fordelingssystemer ipso facto illegitime, men som ovenstående citat fint demonstrerer, så bekymrede det ham ikke det fjerneste. Dette skyldes, at Nozick fandt individets ukrænkelighed vigtigere end størrelsen af arsenalet af redskaber som den samfundsmæssige ingeniør har til rådighed. Nozick pointerede nemlig forstandigt og korrekt, at i det sekund man sætter omfordelende våde drømme over det enkelte individs ukrænkelighed, så vil det uanfægteligt resultere i vedvarende tvang. Sådanne drømme kan nemlig kun opretholdes ved omfattende og kontinuerlige indgreb i den fri udveksling af ejendom.
Jeg har skrevet dette mange gange her på bloggen, men lad os tage det endnu engang: Forestil dig en retfærdig fordeling af ressourcer, f.eks. en fordeling, der ’maksimerer’ en given befolknings materielle og kulturelle ressourcer. Denne fordeling kalder Nozick for D1. Herefter skal man forestille sig, at en million basketball-fans frivilligt vil betale 25 cents for at se Wilt Chamberlain spille. Dette vil medføre en ny fordeling, D2, i hvilken Chamberlain har 250.000$ mere end de næstrigeste i samfundet, som er de personer, der ikke har set Chamberlain spille. Nozick spørger så: ”If D1 was a just distribution, and people voluntarily moved from it to D2, transferring parts of their shares they were given under D1 (what was it for if not doing something with?), isn’t D2 also just?”
Hvordan vil Held besvare dette spørgsmål? Nu har samfundet jo udviklet sig til et samfund præget af en utilsigtet ulighed i materielle ressourcer, der følgelig betyder, at ikke alle har lige meget ’frihed’ til at efterstræbe deres drømme og ønsker. Skal der så omfordeles igen? De frivillige transaktioner stopper jo ikke bare efter Chamberlain har driblet lidt rundt med sin bold. Efter en rum tid vil der opstå en effektiviserede arbejdsdeling, hvor man køber sig til andres specialiserede ydelser og varer. I denne arbejdsdeling vil der sandsynligvis også være en grad af konkurrence, hvor dem der er dygtigst til at tilfredsstille andres ønsker, tjener mange penge og stiger i social status, mens dem der af forskellige årsager ikke kan levere en fyldestgørende og acceptabel ydelse eller vare, vil blive udkonkurreret og måske tabe anseelse. Inden længe har vi et samfund med masser af utilsigtet materiel, social og kulturel ulighed, men hvor alle transaktioner og udvekslinger har været helt og aldeles frivillige. Hvis Held virkelig vil være konsekvent, så må han nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang tilbage til D1. Så på trods af, at Helds fantasi er blevet væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge disse personer til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive som Held ønsker det. Dette vil Nozick ikke gå med til. Jeg er selvfølgelig på Nozicks side. Et fordelingssystem, der bliver nedbrudt af individuelle personers frivillige handlinger er simpelthen ikke værd at bevare ved hjælp af tvang og vold.

Der er altså intet revolutionerende i Helds og neomarxisternes indvending. Nozick behandler den faktisk tilfredsstillende i Anarchy, State and Utopia. Men måske har Held ikke læst den bog?

Dette er første del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Næste del handler om det bagved- liggende menneskesyn og frihedsopfattelse i ovenstående citat fra Held.