der er noget i luften, noget der bruser og samtidig tystner, bobler der sluger sig selv og bliver væk

der er noget i luften der tynger mod navlen, noget i luften der tunger mod ganen, en snurren af uvillet afgrund og væk 

der er noget i luften, et ingentings merhed, en barnDom, en bøddel, en latter der runger af gemt ikke glemt

der er noget i luften, en fældet længsel, en skovbund, en svag duft af fordum og hengemte sår

det er noget i luften, noget på himlen, fugle langt borte som pletter på huden, som lydløse noder af sort på hvid

der er noget i luften, noget der ligner

en hæsheds blå

en solsveden nedgang mod bleget hav

Går man bag om havneskuret og lidt til højre, vil man se den afskallede træbænk. Der står den og glor på dovne måger og lossekraner, der langsomt slæber sig over himlen, som har de undervejs glemt hvorfor og hvorhen.

Her lister gule trucks omkring næsten uden lyd, og hvisker om smuglergods, firskåren romantik og akkordrytmer.

Her letter lyde fra stilheden uden at skære igennem eller forstyrre: bare dump motorstart og hårde smæld af metalbjælke mod metalbjælke.

Her vågner himlen og står op; stærkt blå mod støvgrå siloer og udtryksløs regn.

En herreløs hund strejfer omkring med et stykke stof om halsen og sult i øjnene. Roder på må og få uden at kende tid og sted. Mænd i blå kanvas bevæger havnen som stykgods fra palle til palle. Et puslespil uden motiv, en mosaik af containerbjerge og grove hænder.

Tusind brikker finder plads uden plan.

Hun taler om at skræmme halerne af firben, om at håbe på noget andet, om at leve udenfor og ønske sig indenfor.

Han pakker fiskegrej og termokandekaffe og finder regnen særligt gunstig for fangst.

Hun river blade i haven, raskt og målrettet, hun stopper i brune papirsække og tæller en, to, tre poser, inden hun må holde inde, fordi afhentningen ikke vil fjerne mere end netop tre.

Han dagdrømmer om mindre end ingenting, glæder sig ved fluens farver, en rundtenom med saltkød og den pludselige erindring om en lummer vittighed.

Hun planlægger køkkenhave og håber at kunne ignorere kulden, så længe det ville tage at vende jorden.

Han vil komme hjem med levende øjne, med et skævt grin og fortællinger om ingenting og dog. Smide gummistøvlerne bag døren, tage et bad og synke sammen i sofaen, mens han ser kærligt på hende.

Hun vil synke en klump i halsen og modstå trangen til at knuge ham hårdt ind til sig. Hun vil undlade at spørge om dét, hun alligevel ikke vil høre, fordi hun leder efter noget andet, noget mere end det sagte, under og bagved ordene og dagens dont.

Og hun ville brase kartofler og spejle et par æg, riste rugbrød og stille det hele på bordet. Og hun vil håbe at han ikke ser, at hun er bange.

De vil være stille et par sekunder, så vil han le for sig selv og hun vil spørge til latteren: ”Hvad nu?”, vil hun spørge og han vil le lidt igen og næsten undskyldende fortælle om en ligegyldig detalje ved fiskegrejet.  

Hun vil få tårer i øjnene og han vil se det, men ikke forstå. At hun ikke er trist men taknemlig.

For alt det, der ikke er og ikke tynger. Mellem dem.

De stirrer i tavshed ud over kanten, dernæst på hinanden, og så ud over fremspringet igen.

De ser.

Hun ser havet strække sig og bag det hele en horisontlinje i det fjerne. Hun tænker ”Selv uendeligheden har en grænse”, og mærker frygten for at miste. Ham.

Han ser havet, himlen og kilometer efter kilometer af rå hede. Han tænker ”Det får aldrig ende”, og mærker frygten for at miste. Sig selv.

De vender sig om, og går sammen ned ad skrænten mod bilen, der tegner sig som en prik langt borte.

Først holder de hinanden i hånden, men må snart slippe for at holde balancen ned af den stejle skråning.

Da de når parkeringspladsen banker de skoene fri af jord, og sætter sig ind.

Han drejer nøglen og de kører tilbage fra hvor de kom.

”Sikke en storslået udsigt”, siger hun.

Han nikker.

ud af

ingenting

op mod

alting

fjerne sig

for at komme

nærmere

∑

Vend min kind til Næsten

ingenting

*

Charlie går altid med lotion og cremer, han eeelsker cerise og vaffelstruktur. Charlie drømmer om ræve, ikke en af dem bag øret- men en om skulderen - én, der kan kæle sin pels mod hans hals.

Charlie spinder som en flok lystige katte: han er grå i mørke og med ni liv i vente. Charlie ser frem til hvert og ét af disse, mens han lever i nuets løsslupne smil.

Charlie sukker som ingen anden kan sukke, han fløjter og snøfter og vånder sig lidt. Charlie skråner gerne sit hoved mod venstre: trækker penge ud af næsen, mens han blinker koket.

Charlie går i rulam, silke og spidse støvler: han siger ”åååh” og blotter sit øjes hvidt. Han vinker til hvert et menneske på gaden og vokser for hvert et blik, de slår ned.

Charlie er snu som ræven, han bærer om halsen og blød som pelsen, der kæler hans hud. Charlie fylder præcis hvad han fylder, hverken mer´eller mindre - "Det er også for galt". 

Der er mere mellem himmel og helvede

end man tør glemme

hinkeruder for eksempel

hvin fra en baggård

*

Der er dage og nætter

og noget andet

ind imellem

*

Et nærvær

måske

*

Der er udsigten fra en bænk

indsigten fra samme

*

Der er flaskeposten man aldrig fik sendt

og håbet

om at blive fundet

*

uanset

*

Hun ville have spurgt ham, om han græd. Men hun vidste, at han ville have leet, rystet på hovedet og svaret ”Nej jeg er bare så rørstrømsk, det er ikke noget”.

Hun ville også gerne have set på ham, virkelig set på ham. Taget hans hånd måske. Bare holdt den. Hånden. Længe. Hun ville gerne åbenlyst og ublu have holdt hans hånd, set på ham og tiet. Givet ham lov. Til at sige. Noget. Sige til, sige fra. Eller tie. Hun ville gerne have givet hans hånd lov at være i hendes hånd og stilheden lov til at være. Imellem dem og udenom.

Hun ville gerne have haft ham med. På turene. De mange lange ture.

Men hun går alene. Hun går mange lange ture. Alene.

Det kan ikke være anderledes, og det skal det heller ikke. Være anderledes. Det skal være, som det er. Som det nu engang er blevet. Hun kan ikke spørge til hans gråd og hun kan ikke holde hans hånd. Men hun kan gå og gå.

Og hun kan kende hans hånd fra alle andre hænder.

af forbi

*

i

et øjebliks altid

*

ses

savn man ikke husker

*

huskes savn der aldrig fandt

Sted

*

*

Men hvorfor mon jeg gjorde det ?

og må væk

fordi fuglenes flagren forstyrrer mine drømmes frihed

fordi himle drukner i havet

fordi terningerne kastes for ofte og forkert

fordi jeg hører farver, der ikke kan smages

ser lyde uden form og hals.

*

og må starte et sted

 slutte et andet

skuffe en slutning

 opløse et løfte

*

glemme en skam

*

skriver jeg bagud. Mod fratid, genskær og forfrosne minder. Drages mod hulrum og himlene bagved.

Lægger mig på algeklædte stene og suger et tomrum så massivt, at jeg mættes.

*

Åh giv mig for helvede et ord i stedet, et betændt ”nej” som svar på ingenting

*

Læs mig ind og ud af et cyklisk digt, af indgangspartiet til en romersk katedral.

*

Lad mig skrive hvælvingens hule ekko, det trætte suk efter bøn gang på gang på gang.

*

Det er alligevel de tomme erstatninger, visne blomster på en kiste

*

og afstanden

*

der gør en forskel

Måske bare et gengældt blik.

Og øjnene mødtes et sted over år, tid og slægtsskab. Som en lup vendt mod solen, brændte dine øjne et hul derind, hvor huden ikke dækker og alt er blotlagt. Du så ikke mig, men dét af dig selv, du savnede: en sang uden stemme og et uprøvet spørgsmål.

Så vendte du om og talte ud i rummet med bortvendt ryg;

du gav mig et svar og hvad jeg bad om.

Men jeg søger og savner stadig dit blik.