Den forkerte bag tremmerne

Tavsheden har lagt sig over en af de mest urimelige domme igennem mange år.

Som de fleste er bekendt med, startede dette felttog mod Mogens Glistrup i samme time, han for åben skærm viste sit skattefrikort. Den daværende økonomi- og finansminister, Poul Møller (C), følte afmagt overfor skatteeksperten Glistrup og startede et felttog mod denne skatteekspert med alle midler, også stød under bæltestedet.

Tænk at fiktive bestemmelser kan mixes til sådan en cocktail, der giver 3 år bag tremmerne. Hvis de nuværende økonomi- og finansministre ville engagere disse fiktive smede til at udarbejde fiktive punkter til brug for anklage mod forhenværende statsminister, Anker Jørgensen (A), og dennes finansminister, Knud Heinesen (A), for katastrofal misrøgt af statens finanser ved at efterlade en statsgæld på 240 milliarder kroner, hvoraf en del er udstedt i statsobligationer med en løbetid på mere end 25 år og 23% i rente.

Såfremt den strafmålestok, der blev anvendt overfor Glistrup, blev taget i brug overfor forannævnte ministre og toppen af Socialdemokratiet og fagbevægelsens pampere samt partierne de radikale + Venstre, som sammen bærer hovedansvaret for denne kæmpegæld, hvor mange år bag tremmerne kunne dette blive til?

Kære læsere, tænk lidt over, at statsobligationer med en løbetid på over 25 år, også belaster de børn, der fødes de kommende 25 år.

Poul Jørgensen

Den uskyldsrene Auken med den dårlige hukommelse

Socialdemokratiets ordfører har det svært med at erindre sig hændelser fra sin arbejdsministertid

Socialdemokratiets tidligere arbejdsminister, Svend Auken, er uskyldsren som nyfalden sne, når det gælder dagpengeskandalen til 350-400 millioner kroner, som sløseriet i arbejdsministeriet har kostet skatteyderne. Først og fremmest til fordel for fagbevægelsens bank Arbejdernes Landsbank. Det mener Auken i hvert fald selv.

Nu benytter han sin faste spalteplads i LO-bladet til endnu engang at bedyre sin uskyld og påstår, at hele skandalen er så vel belyst som nogen anden sag og at Folketingets kommissionsdomstol er aldeles overflødig, men at han naturligvis stiller sig til rådighed: "Ved førstebehandlingen i Folketinget af forslaget om en kommissionsdomstol meddelte jeg, at jeg ved den endelige afstemning ville undlade at stemme. Jeg ville ikke blokere for yderligere undersøgelser af sagen. I de mange undersøgelser, der er foretaget, havde jeg medvirket fuldt ud, og det vil jeg selvsagt også gøre i den nye undersøgelse. Selv om jeg forlængst har fortalt, hvad jeg kender til forløbet, stiller jeg mig naturligvis til rådighed for alle supplerende spørgsmål, og jeg tager hele ansvaret for min andel".

Masser af undskyldninger
Hvor slet det står til med hr. Aukens hukommelse belyser Ekstra Bladet i en kommentar: "Det er jo glimrende, at Svend Auken tilsiger den fornyede kulegravning af mulig støtte. Da landsdommer, Niels Larsen, var i gang, kneb det dog noget for ham at erindre alle detaljer. Lad os citere nogle karakteristiske Svend Auken-udtalelser fra den 2000 sider tykke rapport: "Jeg troede, at det, vi skrev, var dækkende"..."Jeg fik ingen tilbagemelding om, at det ikke forholdt sig sådan"..."Spørgsmålet blev ikke lagt op til mig"..."Det har aldrig været nævnt"..."Jeg gik ud fra, som givet, at arbejdsdirektøren fik direktivet"..."Det var noget alle vidste"..."Jeg er gået ud fra som en selvfølge"..."Jeg har ikke set udkastet"..."Det er jeg ikke blevet gjort bekendt med"..."Det indtryk jeg fik, var at tingene var ved at blive løst"..."Jeg har ingen erindring om at have set det"..."Det husker jeg ikke"..."Jeg kendte ikke noget til den korrespondance"..."Notaterne siger mig ikke noget"..."Det vidste jeg ikke noget nærmere om"..."Jeg vidste ikke" - og så videre.

Klog mand, Bøv...".

Fremskridtspartiet og Ekstra Bladet

Ja, hvis Venstre også ville handle herefter

Fremskridt 1976-13 side 18-19 skrev om Venstres 1970-program ”Frem ved år 2000”. 8 år efter nedsatte Venstre et programrevisionsudvalg. Et af dettes syv medlemmer var Bertel Harder. Han skriver i partibladet Liberal: Foråret 1978:

”Forbi er den tid, da Venstre var Socialdemokratiet – 10 pct.”. Frihedstrangen og modstanden mod bureaukrati og stive systemer er stærk. Et er sikkert; fremtiden bliver liberal.

Tag ikke fejl af protestbevægelserne. Hvad enten de kommer fra højre eller venstre, er de udtryk for, at det spirer og gror her i landet. De er fælles om oprøret mod bureaukratiet. De er fælles i frihedstrang.

Jeg tror oven i købet, de er fælles om en kærlighed til Danmark og danskerne.

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet har en magtpolitisk interesse i at holde landet på randen af afgrunden med Anker Jørgensen som garant for arbejdsfreden og Socialdemokratiet som ”dit ståsted i en splittet tid”.

Sandheden er jo, at Socialdemokratiets politik er den vigtigste hindring for, at ønskerne om lønforbedringer og forbedrede offentlige ydelser kan opfyldes. Landet bliver fattigere derved.

En liberal politik vil gøre det rigere”.

Bertel Harder, MF Venstre

Strejker kan være midlet - ikke målet i sig selv..

I 1925 var der en diskussion efter en storstrejke om strejker var et forældet våben i et modrene samfund. I dag i vores højtudviklet samfund i 2008 er der stadig strejker. En undersøgelsen viser at 56 % af danskene mener strejker er tidssvarede, 35 % at de er forældet og 9 % ved ikke..*

Modparten, dvs arbejdgiverne vil altid kalde strejker for ikke tidssvarede og gammeldags. Jeg har været fagligrepræsentant på en stor arbejdsplads og kender "gamet" .  Der altid en grund til en strejke, og der har været et forløbet inden, som har forsøgt at undgå strejke.

Det varmer mig i mit hjerte at se denne undersøgelse. En stor del af min uddannelsen har jeg fået gennem fagbevægelsen. Jeg har haft hvervet som tilidsrepræsentant m.v, både lokalt og på landsplan, i en del år år, hvor det fyldet det meste af min arbejdsdag og hverdag. Senere begyndet jeg at læse, og blev uddannet voksenvejleder...

 Min morfar også været aktiv i "bevægelsen" så det ligger i mine gener :-)

Når nu sygeplejsker m.fl er i strejke er det et bevis på at arbejdskampen lever i bedste velgående. Sygeplejerske har absolut noget at kæmpe for. Når jeg ser de står på gaden har lyst til at gå hen at give dem et stort knus, men det blevet til müslibar til en gruppe af dem i stedet, så de kunne holde blodsukkert oppe.

Det er også min tur til at give sygeplejskerne noget, de har ydet en omsorg, næstekærlig og en helt fantasisk indsats i forbindelsen med min svære sygdom, så jeg ved hvad de fortjener..

God 1.maj - og glædelig kristi himmelfart..

*) kilde: Politiken den 1.maj 2008.

Endnu engang blev det 1. maj, og dermed tid til at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. En mærkedag, som mange danskere de senere år har diskuteret nødvendigheden af meget flittigt. Har vi stadig brug for 1. maj? Er det blevet mere national drukdag end kampdag? - For nogens vedkommende, måske. Men det er ikke derfor jeg fejrer 1. maj.

De danske arbejdere kan være stolte af de rettigheder, de har tilkæmpet sig gennem årene. 37 timers arbejdsuge, fem ugers ferie og barnets første sygedag. Goder, som vi danskere nyder godt af, men som mange tager for givet. Det har ikke været nogen nem kamp, og for mange arbejdere i udlandet er vores privilegier en utopi, som de ikke engang tør drømme om.

LO har op til dette års 1. maj lanceret en kampagne, de kalder „Gør Noget!“. En kampagne, der skal minde os om, hvad 1. maj egentlig er til for. En international kampdag for verdens arbejderklasse, der giver os chancen for at vise solidaritet med de arbejdere, der stadig kæmper en hård kamp for de mest basale rettigheder.

Bananarbejdere i Guatemala, bygningsarbejdere i Mozambique og børnehjemsarbejdere i Rumænien. De er alle mennesker, der har brug for vores støtte og solidaritet.

Verdens fagforeninger bruger 1. maj til at støtte de arbejdere, der har mest brug for det. Det er en indsats, jeg må nikke anerkendende til, og det er blandt andet den indsats der gør, at jeg føler, at Arbejdernes Internationale Kampdag er værd at fejre.

De kooperative virksomheder har siden 1922 holdt liv i arbejderbevægelsen og den socialdemokratiske idé. Læs her om, hvorfor det er vigtigt, at vi fortsat støtter Kooperationen og dens værdier.

Af Martin Bendtsen og Daniel Jørgensen

Det var med selveste Thorvald Stauning i spidsen, at Det Kooperative Fællesforbund i juni 1922 blev dannet. 117 delegerede fra virksomheder fordelt over hele landet satte sig sammen for at danne et forbund, der byggede på solidaritet og fællesskab. Et forbund, der skulle sikre arbejderne et godt liv fra vugge til grav.

Kooperationen voksede med årene, og i år 1950 omfattede Det Kooperative Fællesforbund 530 virksomheder af alle slags. Der var forsikringsselskaber, bagere, frisørsaloner, banker, aviser og endda et bryggeri, som vi nok alle sammen har hørt om: Bryggeriet Stjernen. Virksomhederne oplevede stor tilslutning hos arbejderklassen, og konceptet opnåede mangeårig succes og stabilitet.

Arbejderen blev således holdt i hånden gennem hele livet. Man startede som barn i Arbejdersangkoret, placerede sin opsparing i Arbejdernes Landsbank, og forsynede sig løbende med læsestof fra Social-Demokraten (senere Aktuelt) og bøger fra forlaget Fremad. Når man nærmede sig de tyve år, tog man på højskole med LO og holdt sig radiofonisk opdateret om verdenen udenfor med et ARAKO-apparat. Senere skaffede man sig et job i for eksempel et murerfirma under Det Kooperative Fællesforbund, engagerede sig i sin fagforening og støttede i øvrigt Socialdemokratiet. Når tiden så kom, hvor man havde drukket sin sidste Star-pilsner og læst den sidste udgave af Aktuelt, blev man begravet ved Arbejdernes Ligkistemagasin og muligvis kremeret hos Arbejdernes Ligbrændingsforening. Så omfattende var Arbejderbevægelsen dengang.

Op gennem 1960’erne og 70’erne stod de kooperative virksomheder bag de fleste af de sociale boligbyggerier. Boliger til arbejderne skulle bygges af arbejdernes virksomheder. Det var en selvfølge under de socialdemokratiske regeringer. Da vi så nåede til 1980’erne begyndte det så småt at gå ned ad bakke for Det Kooperative Fællesforbund. Bryggeriet Stjernen var for længst gået nedenom og hjem, og mange andre begyndte at falde af på den. Øget konkurrence og mindre arbejderklasse var ved at tage livet af Fællesforbundet.

I løbet af 1990’erne blev Det Kooperative Fællesforbund fusioneret med Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning og skiftede navn til det, vi kender i dag: Kooperationen. De tilbageværende virksomheder ligger længere fra vores hverdag end før i tiden, men konstant fornyelse og udholdenhed har alligevel holdt liv i blandt andre Arbejdernes Landsbank, ALKA Forsikring, mindre håndværksvirksomheder og forskellige boligselskaber.

Det har været en lang og opslidende kamp for Kooperationen at holde fast på sine værdier og overleve den stigende liberalisering af samfundet. Mange faste støtter er faldet fra med årene, og den enorme bevægelse er lige så stille gået over i historiebøgerne.

Denne artikel er ikke ment som en nekrolog over Kooperationen. Derfor er det vigtigt at pointere, at vi som socialdemokrater stadig er medlem af denne bevægelse. Som socialdemokrat er det en tradition at støtte de kooperative virksomheder. Bevægelsen bygger på billigere og nemmere hverdag for kunderne. Dermed får du for eksempel også 10 % rabat i ALKA, når du er kunde i Arbejdernes Landsbank. Du får højere renter i banken, hvis du er medlem af et LO-fagforbund, og sådan fortsætter det.

At støtte de kooperative virksomheder er en dyd for socialdemokraterne, og hermed er også en opfordring givet videre til de mange unge DSU’ere, som endnu ikke kender den socialdemokratiske bevægelse sande fordele og omfang.

Til de, som er på Facebook kan det også anbefales at tilslutte sig gruppen ”Jeg støtter de KOOPERATIVE virksomheder!”, som er oprettet for at skabe mere opmærksomhed omkring de værdier, der ligger i vores kære bevægelse.

Historiske kilder:                   

 www.kooperationen.dk

 www.pladstilosalle.dk

Det er ualmindeligt dumt af KAF at presse LO-medlemmer ud af LO. Dermed har man nemlig ødelagt sin egen tese; nemlig at alle selv har ret til at vælge fagforening. (se http://politiken.dk/erhverv/article475300.ece) LO har nu øjnet chancen for at slå hårdt igen imod de fagforbund som igennem flere år har tirret dem så grusomt, men haft retten på sin side. Derfor truer man nu med storkonflikt mod KAF. Et umådeligt kraftigt våben, som vil tvinge fjenden i knæ, hvis der ikke kommer et indgreb inden.

Som LO-medlem og stor tilhænger af "de røde lejesvende" glæder det mig, at man endelig er kommet op af stolen og taget sagen i egen hånd. De Kristeliges bommert kan blive en ny start for den gode, gamle fagbevægelse, og kan blive starten på en ny fremgang efter de mange års nedtur. Med lidt held vil arbejderne igen blive gjort opmærksomme på, at deres rettigheder altså ikke kommer af ingenting, og i højere grad organisere sig for at bevare retten til at konflikte for ordentlige overenskomster.

Med Harald Børsting er LO vågnet til kamp af sit dvale. Vi må håbe, at de tør kæmpe den til ende.

Endelig et skattefrit gode, en ting som socialdemokrater (uanset partifarve) endnu ikke har suget glæden og fornøjelsen ud af gennem skatter og afgifter.

Endnu er der ting som man kan glæde sig over, ting som de offentlige ansatte og deres fagforeninger endnu ikke har taget æren for og dermed true med at tage fra os i deres forsøg på at tilrane sig mere på vores andres bekostning.

Der er for mig stort set ingen grænser for hvor usmageligt og vedderstyggeligt jeg finder det faktum at FOA har tænkt sig at målrette deres strækker mod ældre- og sygeplejen.

Deres urimelige krav om at få den samme løn som deres langt mere produktive modstykker i det private erhverv skal altså først og fremmest opnåes på nogen af de svageste samfundsgruppers bekostning.

Jeg håber at ovennævnte kan undgåes, men hvis ikke, så tror jeg at det kan være med til at åbne døre for en bedre fremtid: „mindre stat, mere privat”.

Til gengæld er det rart at høre AFRs afvisning af den røde fagbevægelses fuldstændig urealistiske krav.

Det er kun til stor underholdning at læse FOAs formand, Dennis Kristensens fuldstændig forudsigelige reaktion: Man kunne tolke det, som om statsministeren lægger en rygende pistol på bordet foran os. Nu er metaforer åbenbart ikke formandens stærke side, men det burde vel være logik for burhøns at hvis pistolen ryger, så er det fordi den er blevet affyret allerede – så hvis der er nogen der lægger en rygende pistol på bordet foran dig er det højest sandsynelig fordi du allerede er død. Det kunne naturligvis forståes som en ironisk kommentar til hvor tåbeligt og desparat de røde fagforeninger tager sig ud i disse tider, men så megen selverkendelse har de næppe hos FOA.

Det med den rygende pistol kommer af det amerikanske udtryk "Smoking Gun" – altså et uigendriveligt bevis, oftest i en kriminalsag.

Og man kan da sige at Dennis Kristensens udtalelser er et uigendriveligt bevis for en ting – de røde fagforeninger ledes og styres af en flok forstenede marxistiske dinosaurer.

Gangsterne fra 3F har vundet en fuldstændig vanvittig sag, hvor de hele vejen igennem har markeret sig med økonomiske blokader, gangstermetoder og forældet tænkning.

Som de gule siger: dommen skriger på en lovændring! Det var lige mine tanker. Magen til psykocialisme skal man lede længe efter.

Netavisen 180Grader.dk - Arbejdsretten: 3F-blokader er ikke ulovlige
Netavisen 180Grader.dk - Nørrebro Bryghus: 3F-konflikt er en principiel sag
3F inviterer Nørrebro Bryghus til nye forhandlinger allerede i dag - Politiken.dk
Kristlige: Dommen om bryghus skriger på en lovændring - Politiken.dk

Opdateret 20.09

Mafiametoder:

»Jeg
er overbevist om, at det er dyrere for dem at have en konflikt kørende
end at indgå overenskomst,« siger Jan Mathisen, næstformand for 3F
Hotel&Restauration.

epn.dk - Arbejdsretten: Bryghus var ikke lukningstruet

Journalisten kan simpelthen ikke forstå, at de unge tjenere, der fortrinsvis er studerende, ikke vil ind under 3Fs overenskomst: I vil jo komme til at få mere i løn! synes devisen at være.

Men de vil ikke have mere i løn. De vil have fleksibilitet, netop fordi de er studerende og har brug for at strukturere tiden så den bedst passer dem og fordi de modtager SU ved siden af.

Prøv at se den her:

Men højkonjunkturen slutter jo en dag. Hvad siger du den dag der står 200.000 arbejdsløse udenfor her og gerne vil arbejde på dårligere vilkår end dig?

- Det er der jo ikke nogen, der ved noget som helst om. Og det er da også helt uden for al fornuft, at man forsøger at få en overenskomst med os, der har en i forvejen, når 75 procent af branchen står uden overenskomst.

...

Skal 50 ansatte på Nørrebro Bryghus da diktere, hvordan overenskomsten skal være?

- Ja, jeg mener at 50 ansatte på Nørrebro Bryghus skal bestemme, hvordan det skal være her på Nørrebro Bryghus. 3F tror, at lønnen er det altoverskyggende vigtige, for ellers gider man ikke være tjener. Jeg ved godt, at det var løn, man kæmpede for i 1870, men der er kommet andre forhold.

- Vi lever i et postindustrielt samfund - et informationssamfund. I en global verden. Hvis 3F virkelig vil gøre noget for folk, så kunne de da kæmpe for højere løn i Kina og Indien. Der er der virkelig brug for det!

Jeg kan udemærket selv genkende situationen. Det er da også pga. de vidunderligt fleksible arbejdstider jeg har på Statsbiblioteket, at jeg arbejder dér og ikke et andet sted: Jeg bestemmer jo grundlæggende selv min arbejdstid. Og det er altså mere værd end end en lidt højere løn, der jo alligevel bliver udhulet af skatten. Fri- og studietiden kan de jo heldigvis ikke beskatte; og derfor er den så attraktiv. Både i Århus og på Nørrebro.

LO og de forskellige fagforbund herunder står for tiden i kø for at sætte honorarerne til lederne ned. Samtidig tænkes der i nedsættelser, eller i hvert fald omlægninger af kontingentsystemet. Officielt er forklaringen, at man ønsker at aflive rygterne om pamperi - men der er også flere grunde.

Hvad angår kontingentsystemet, handler det om fagbevægelsens konkurrencedygtighed overfor de mange 'gule' fagforeninger. Det Faglige Hus og Kristelig Fagbevægelse vinder stadigt flere medlemmer over til sig, på bekostning af LO-fagforbundene. For os unge mennesker virker de gule fagforeninger umiddelbart også mere attraktive, hvis man ønsker at organisere sig. Kontingentet er væsentligt lavere, og det gør det nemmere at spare lidt ekstra op til senere studier o.lign.. Fagbevægelsen gør klogt i at sætte kontingentet lidt ned.

En anden ting er, at fagbevægelsen er kendt for pamperi og ødselhed blandt lederne. Når man ser ledernes årlige indkomster, herunder honorarer, er det også svært at tro andet, end at de er en stor flok pampere. LO har netop besluttet, at formand Hans Jensens honorarer skal over i forbundskassen. - En beslutning, der nok ikke var gået så let igennem, hvis det ikke var fordi Hans Jensen går af om en måned.

Det er dejligt at se, at fagbevægelsen endelig vågner op, og gør en indsats for at redde deres ry og igen blive den mægtige organisation, den var engang.

24timer skriver i dag om den voldsomme mangel på tillidsrepræsentanter i de danske virksomheder. Den danske arbejder har mistet motivationen for at kæmpe for sine egne og kollegers rettigheder. Det er meget problematisk, at tillidsrepræsentantshvervet er blevet så upopulært.

De tillidsfolk jeg i min tid på arbejdsmarkedet har mødt, har alle været arbejdsheste, der brændte for deres sag, og arbejdede resultatorienteret med og mod arbejdsgiveren. Det er beundringsværdigt, og samtidig en smule skræmmende, fordi de i deres iver hurtigt virker excentriske for den udenforstående.

Det er en ond cirkel, at tillidsrepræsentantsbranchen er blevet så fyldt med excentriske betonsocialister - de appelerer ikke særlig bredt, og man har ikke lyst til at være som dem!

Fagforeningerne må snart gøre noget mere for at appellere til den brede række af arbejdere, der ønsker bedre rettigheder, ellers dør tillidsrepræsentanterne lige så stille ud. Det er en logisk konsekvens af for mange års passivitet. Da jeg startede på fuldtid hos Post Danmark i 2006, var jeg meget imponeret af tillidsrepræsentantens dedikation til hvervet, og jeg har stadig selv et ønske om at blive uddannet tillidsmand. Problemet for os unge mennesker er blot, at vi ikke bliver i den samme branche mere end 1-1½ år af gangen. Af flere grunde bliver vi derfor ikke tillidsrepræsentanter:
1. Der er stort bureaukrati forbundet med de kurser der skal til.
2. Arbejdsmarkedets ancienitetsprincipper fjerner alt respekt fra vores position.
og her er den vigtige:
3. Der skal så meget til, før fagforeningen vil acceptere din ansøgning om at komme på tillidsmandskursus, da du alligevel kun er ved virksomheden en kort periode og sikkert skifter til et helt andet fag.

Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår fagforeningernes motiver for at spare på kurserne til os unge - det er et faktum, at vi skifter job ret tit, men jeg mener, at fagforeninger skal turde satse mere. Hvis de ikke begynder at tage nogle chancer, bliver det slemt for dem selv, men værst for den danske arbejder!

Flere tillidsrepræsentanter, tak! Og svigt mig nu ikke, fagforeningsboss.

For at demonstrationerne bliver en succes, er det nødvendigt at der bliver delt masser af materialer ud, sat masser af klistermærker og plakater op, og lavet masser af sjove og spektakulære events og aktioner op til selve dagen. Hvis du vil være med, så kom til aktivistmøde på tirsdag den 11. september kl. 19 på SFUs landskontor! Der bliver mulighed for at høre mere om demonstrationen og aktiviteterne op til, og for at signe up som aktivist.

Læs mere om demonstrationerne på www.2oktober.dk og tag dine venner med til aktivistmøde på tirsdag - vi ses!

I september har du mulighed for at deltage på tre forskellige kurser: Introkursus for elever på folkeskoler og ungdomsuddannelser 14.-16. september, faglig konference 21.-23. september og introkursus for studerende ved videregående uddannelser 28.-30. september.

Introkurserne er målrettet i forhold til aldersgrupper, så du er garanteret at møde folk på din egen alder, som du vil være på hold med. Introkurserne giver en rigtig god introduktion til SFUs organisation og politik, og nogle konkrete ideer til hvad man kan lave som SFU'er.

Den faglige konference er for alle SFUere der er (eller kunne tænke sig at være) aktive i deres elev- eller studenterråd, eller er fagligt aktive (som tillidsmænd eller i fagforeninger). Her vil der blive diskuteret hvorfor det er vigtigt at lave fagligt arbejde, og hvordan man kobler sine holdninger som socialist til arbejdet ude på skoler og arbejdspladser - en rigtig spændende og lærerig konference.

Prisen for at deltage ligger mellem 100 og 200 kr. (afhængig af alder og beskæftigelse), og er inklusive rejserefusion, mad og overnatning. Hvis et kursus eller træf ligger udenfor København, vil der være mulighed for at deltage i fællestransport med andre københavnere. Hvis du vil vide mere om introkurserne eller den faglige konference, eller tilmelde dig - så ring til SFU på 35 36 17 77 eller send en mail til sfu@sfu.dk.

Desværre er de fleste nået til den konklusion, at socialdemokraternes budskab om velfærd frem for skattelettelser nu er et afsluttet kapitel, og regeringen nu har bevist, at de i lige så høj grad som socialdemokraterne vil velfærd frem for skattelettelser.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg havde håbet på en langt stærkere og mere offensiv strategi fra socialdemokraterne i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Jeg havde håbet på, at socialdemokraterne ville præsentere deres svar på et eventuelt forhandlingsresultat, et resultat der selvfølgelig ville være langt bedre og mere visionært end regeringens.

Trepartsforhandlingerne har været en del af kvalitetsreformen. Fagbevægelsen(arbejdstager) har været i forhandlinger med arbejdsgiver, i dette tilfælde stat, regioner og kommuner, om bedre forhold for de offentligt ansatte. Forhandlingerne har altså fundet sted på de præmisser vores arbejdsmarked er så kendt for. Derfor har det været fuldstændig naturligt, at fagbevægelsen, trods tilknytningen til socialdemokratiet, har været en aktiv spiller i forhandlingerne.

Men forhandlingerne har trods alt ikke været så succesfulde som forventet. Jo vist har LO og AC skabt resultater for deres medlemmer, men FTF forlod forhandlingsbordet, et bevis på at regeringen ikke ønskede markante forbedringer for en stor del af de offentlige ansatte, nemlig skolelærer, sygeplejersker, politibetjente etc.

Jeg er langt fra enig med de kommentatorer der har erklæret socialdemokraternes dagsorden for død. Der foregår en vigtig kamp i øjeblikket, og den har regeringen langt fra vundet endnu.

Trods trepartsaftalen, så demonstrerer og strejker flere hundrede medarbejdere i plejesektoren, og hovedparten af de offentlige ansatte er ikke tilfredse før der kommer lønstigninger på bordet.

Desuden er det kun en del af regeringens kvalitetsreform der nu er faldet på plads. Forhandlingerne om resten af kvalitetsreformen er end ikke begyndt endnu.

Kampen om velfærdsdagsordenen kan selvfølgelig tabes når som helst. Derfor skal partiet til at blive færdig med den politikudvikling der foregår i partiets udvalg. Befolkningen har brug for et svar fra socialdemokraterne. Selvfølgelig har Helle Thorning-Schmidt de rette kommunikationsevner, men uden en færdigformuleret politik, så er kommunikationsevnerne nyttesløse.

Vi har de rigtige svar til befolkningen, men jo længere tid det lykkedes for de politiske kommentatorer at erklære vores dagsorden for død, jo lettere er det for regeringen at overbevise befolkningen om dens politik.

For mig er det helt naturligt at LO deltager i regeringens forhandlinger. LO skal selvfølgelig være en aktiv deltager, og tilkæmpe sig rettigheder og fordele for egne medlemmer. Rigtig mange tusinde mennesker er medlem af LO, og disse forventer at LO, uanset hvilken regering, kan forhandle om bedre vilkår.

Forhandlingerne er udslagsgivende for den kommende organisering af den offentlige sektor, hvis LO havde sagt nej til at deltage i forhandlingerne, kunne det have betydet dårligere vilkår for rigtig mange danskere. LO skal sammen med Socialdemokratiet sikre en social kvalitetsreform, der styrker den offentlige sektor og vores velfærdssamfund.

Hvis socialdemokraterne og LO formår at skabe et tæt samarbejde omkring kvalitetsreformen, så kan treparts-forhandlingerne give os endnu bedre muligheder for at skabe positive resultater til fordel danskerne.

Vi skal altså ikke græde over LOs forhandlinger med regeringen, men istedet se det som en direkte mulighed for stærk inflydelse på den kommende kvalitetsreform.