Hva mener du om det?

”Vi kan jo ikke ændre tyngdekraften, hvis en familie beslutter at konen skal være hjemmegående, så kan intet ændre det”.

Nå, hen til computeren, tænde og vente utålmodigt på at den får startet op. Langt om længe lykkes det at finde rapporten og jeg har nu læst den. Og det er jo dejligt, at en ca. 1/3-del er kommet i beskæftigelse.

Jeg er dog forundret over at Claus Hjort knap kunne få armene ned over det ”høje tal”. Havde han forventet andet? Altså hvis man bliver presset på sin økonomi, sin eksistens, så tror jeg da at langt størstedelen gør noget aktivt for at ændre situationen. Jeg kan kun konstatere, at her er det ikke langt størstedelen, der gør noget. Vi har at gøre med en gruppe som er udsatte – en meget stor del af personerne befinder sig i matchgruppe 4 og ”40 pct. af de frakendte kontanthjælpsmodtagere er selv flygtninge. (…) Der er ca. 40 pct. af de frakendte kontanthjælpsmodtagere, der enten har ringe (svært forståelige) danskkundskaber eller slet ikke taler dansk.” (s. 40). Det er altså ikke bare lige at gå ud og finde sig et job. Så, jo det er fint at en del er kommet i beskæftigelse, MEN jeg synes ikke det er fint at det sker på bekostning af personer med få menneskelige ressourcer – for det er jo dem der bliver tabt på gulvet her. 1/3-del har nemlig fået frakendt kontanthjælpen og er IKKE kommet i beskæftigelse, men er blevet fattigere.

”20 pct. af de frakendte har undladt at betale husleje inden for de seneste tre måneder, og 57 pct. har lånt penge af familie og venner.” (s. 14)

Det kan også konstateres at over halvdelen har tre eller flere børn. Og at de selv vurderer at deres økonomi er dårlig eller særdeles dårlig (s. 122). Kan vi være det bekendt? Hvem er det lige vi rammer? Bør vi ikke i stedet gå ind og lave en målrettet hjælp frem for at piske svage og dermed gøre dem endnu svagere?

Nå, men for at vende tilbage til Claus Hjorts citat ”Vi kan jo ikke ændre tyngdekraften, hvis en familie beslutter at konen skal være hjemmegående, så kan intet ændre det”, så er dette faktisk også undersøgt og – tadaaa – i tabel 7.12 er der 0 % af dem der har fået frataget kontanthjælpen, der ikke søger et job, fordi vedkommende ikke ønsker et job! I tabel 8.9 kan vi se at 9 personer mener at ægtefællen ”Har nok i børnepasning og husførelse” (s. 115).

Og ja, der er også tabeller, der viser at nogen ikke ønsker arbejde – jeg har intet problem med at smække pengekassen i overfor dem, men jeg vil hellere lade 1/3-del få uretmæssig kontanthjælp, end at kaste 2/3-dele ud i mere fattigdom. Vi bør måske overveje at tænke helt nyt. Mit første forslag er at afskaffe 300-timers-reglen og have tillid til at sagsbehandlerne godt kan vurdere hvem der kan arbejde og hvem der nasser på systemet og bør have frakendt deres kontanthjælp. 

PS: alle sidehenvisninger er til SFI’s rapport, du kan finde her: http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Rapporter/2008/0817%20300-timers%20reglen.pdf

Og at Claus Hjort så oven i købet udtaler til Politiken "når vi ser, hvilke negative konsekvenser det havde for deres børn, var det helt afgørende for os, at vi foretog et brud med den hidtidige måde at lave arbejdsmarkedspolitik på" så knækker tråden da helt for mig. For hvilke negative konsekvenser har det ikke for de børn der nu har endnu mindre at leve for? Den sidste underøsgelse viste at 2% af dem der var i risiko-gruppen for at blive ramt af 300-timersreglen var kommet i beskæftigelse (om det var permanent vides endnu ikke). Og det er bare ikke godt nok, hvis du spørger mig. Istedet er nu næsten 700 familiers børn blevet endnu mere udsatte og fattige - Var det det der var målet Claus Hjort? Opnåede du så det du ville?

Rom.2:11 forteller oss at Gud gjør ikke forskjell på folk, derfor kan ikke Rom 2:11 si at Gud ikke gjør forskjell på folk, også sier 2.Kor 9:6 at Gud alikavel gjør forskjell på folk. Derfor må vi se nærmere på hva 2.Kor 9:6 forteller oss.

2.Kor 9 står i en sammenheng hvor Paulus omtaler innsamling av penger til fattige menigheter. Korinter menigheten var en rik menighet med god økonomi. Når vi i tillegg ser i Apg.5 hvor det vektlegges så sterkt at de som har mye penger, skal dele med de som ikke har så mye penger. Så skjønner vi at i 2.Kor 9 snakker Paulus til mennesker som er velsignet med en økonomisk mulighet til å gi til de fattige. Derfor oppfordrer Paulus i 2.Kor 9:7 til å gi med et glad hjerte, for en naturlig konsekvens av å være økonomisk velsignet og en kristen er at du skal ønske å hjelpe andre. ( Jak 2:14-26 )

De som er blitt økonomisk velsignet med mulighet til det, skal gi fordi de ønsker å hjelpe, ikke fordi de ønsker å få noe tilbake. Gir de for å ønske å få noe tilbake, så har de en død tro ( Jak 2:14-26 ) og er ikke bedre enn Ananias og Safia ( Apg.5 ) Dette bekreftes av ordsprk.11:24,22:9, Rom 12:8. Den som da gir fordi han ønsker å hjelpe, og fordi han har mulighet til det, vil ikke bli favorisert av Gud ( husk Rom 2:11 ), men vil oppleve å kunne stå i en tjeneste hvor han kan få nok til å kunne altid hjelpe andre. Om den som er blitt velsignet med økonomisk mulighet av Gud til å gi derimot velger å ikke gi, når Gud sier du skal gi til de fattige ( 5.Mos 15:7 ) , så er du iferd med å falle fra og bli en frafallen fordi du da har en død tro som ikke frelser. ( Jakob 2:14-26 ).

Vi ser da hvordan 2.Kor 9:6 ikke er en regel for at alle mennesker skal gi for å bli velsignet, men en regel som sier at alle som er blitt økonomisk velsignet med mulighet til å gi, skal gi til de som er i nød enten det er fattige eller kristne menigheter og organisasjoner.  

Vi finner derfor ikke et bevis på "loven om å så og høste " i 2.Kor 9:6

"God morgen, lillefar," lyder det med ru stemme fra lågen. Roberto er her igen. Han sidder på fortovet, ser tomt ud i luften, hviler sit forslået ansigt op mod muren, lugter af billig sprut. Han fik et lag tæsk for et par uger siden, kinden er stadig hævet og fuld af sårskorper. Han har en sandal på den ene fod. Han har en splinterny ny rygsæk i skødet, stadig med prismærke på.

Han sidder og mumler for sig selv, indtil han bliver opmærksom på, at jeg er kommet ud på terrassen.

"Hjælp mig, lillefar, de stjal mine sandaler igen."
"Det er fordi du var fuld."
"Nej, jeg var ikke fuld, ikke denne gang..."
"Du er stadig fuld, du stinker af sprut".
"Jeg er ikke fuld, det er tømmermænd. Jeg havde købt helt nye sandaler i går."

Jeg tænker på, at hans skopudserkasse stod på min terrasse hele dagen i går, så hvordan har han tjent penge til at købe sandaler? For ikke at tale om sprut. Jeg orker ikke at spørge.

"Hvor har du tasken fra?", siger jeg i stedet.
"Den er helt ny, splinterny, se... den er allerede gået i stykker men den er splinterny..."

Han åbner den for mig og viser mig den. Det er en af de her billige kinesiske rygsække, som går i stykker første gang man bruger lynlåsen. Den slags, fattige forældre giver til deres børn på første skoledag, og som projekter giver som "incitement" til de fattige, når de møder op til kursus.

"Hvor har du den fra?"
"Jeg fik den af en kammerat. Den er splinterny. Se selv. Jeg fik den af en kammerat. Jeg er ikke en tyv. Giv mig et par nye sandaler, lillefar."
"De bliver bare stjålet, når du drikker."
"Åh jo, giv mig penge til et par nye sandaler."
"Jeg giver dig ikke flere sandaler. De penge må du selv tjene."
"Ja, lillefar", sukker han. Accepterer nederlaget.

Jeg har givet ham tre par sandaler i tidens løb, Ingen har han kunnet beholde mere end en uge. De steder, han sover, er ikke sikre, og når han er fuld kan han ikke beskytte sig selv.

"Lillefar, jeg er sulten, giv mig noget mad."

Jeg har tortillas og noget ris og bønner i køleskabet, jeg går ind og laver ham en skål. Han begynder at mumle igen. Jeg står og lytter inden for døren. "Ikke nogen tyv. Ikke nogen tyv. Aldrig stjæle. Hellere tigge, aldrig en tyv. Åhh. Jeg tænker på at slå mig selv ihjel. Gid nogen ville skyde mig en kugle for panden..."

Jeg er overbevist om, at han har stjålet tasken.

Han har tårer på kinden da jeg kommer ud med hans bønner. Han begynder slapt at spise. Jeg går ind og henter et glas vand til ham.

"Jeg kan lugte kaffe."
"Nu har jeg givet dig vand." Smålig!, skælder jeg på mig selv i tankerne.

Han er 16 eller sytten år. Han er kommet hos os et par år. Han er en bondedreng fra Esteli. Han har boet i Managua siden han løb hjemmefra som syvårig. Han er halt på det ene ben, fra da han blev kørt ned for et par år siden. Hans far i Esteli måtte sælge en hektar jord for at betale den operation, der reddede hans liv og stykkede benet sammen igen, med fire kæmpe søm.

Faren arbejder på lejet jord nu, og har aldrig tilgivet ham. Han er ikke velkommen i hjemmet, medmindre han kommer med penge. Han har flere gange planlagt at tage hjem til jul eller påske, men har opgivet det hver gang. Han tør ikke, tror jeg.

Jeg sætter mig ind og drikker min morgenkaffe. Læser en kriminalroman af Michael Connely. Den handler om ulykkelige skæbner, desperation og død. Den foregår i Los Angeles.

"Tak, lillefar", lyder det udefra fortovet. Jeg går ud til Roberto. Han har ikke spist op.
"Pak maden ind til mig, så jeg kan spise den senere."

Da jeg kommer ud med posen til ham siger han:

"Jeg vil ikke drikke mere."
"Alkoholen vil slå dig ihjel, Roberto. Du tjener penge, men du får ikke noget ud af det. Du bruger det på sprut eller også bliver de sjålet når du drikker."
"Jeg vil ikke drikke mere."

Han er ikke på lim, crack eller rygeheroin, som de fleste andre, der lever på gaden. Hans last er en bondes last, ikke en gadedrengs.

Han har rettet sig op flere gange før. Når han fungerer, vasker han sig hver uge, tigger rene t-shirts, passer på sig selv. "Man bliver behandlet, som man behandler sig selv", sagde han engang til mig, stolt nyvasket og med rent tøj på, klar til at starte på ny, tjene penge, være den pålidelige arbejder, han siger han er. Samme nat var han tilbage, døddrukken, forslået, uden sko. Det var gået i fisk.

Han kan godt tjene penge, men han kan ikke holde på dem. Engang havde han næsten 1000 cordobas sparet op, i varetægt hos en onkel. Så blev han kørt ned. Onklen tog pengene som betaling for at tage fri fra arbejde og køre Roberto på hospitalet. Jeg har flere gange tænkt, om man ikke skulle skyde hele den familie.

"Du har brug for hjælp, Roberto. Du må tage til et center, hvor de kan hjælpe dig."
"Jeg kender et center. Jeg var på Casa Alianza. To gange har jeg været i Casa Alianza".

Han har før fortalt mig, at han var et halvt år i Casa Alianza da han var mindre. De var gode ved ham. Han gik i skole. De var meget kede af det, da han stak af. Han var der igen i december, sidste gang han besluttede at rette sig op. Han blev der kun to uger. Hans sagde bagefter, at de andre stjal fra ham på sovesalen. Det kunne han ikke finde sig i.

Han gik på en enorm druktur bagefter. Han drak ikke så meget da jeg først mødte ham, for to år siden, da han må have været 14 eller 15. Han var mere dreng dengang. Det er han stadig, men han er faktisk en mand.

På Casa Alianza får man kun to chancer.

"Du må prøve et andet center. Du har brug for nogen, der kan hjælpe dig."
"Nej, ikke flere centre for mig. Jeg må klare mig selv. Jeg er ved at blive en mand. Jeg må gøre noget med sig selv. Jeg vil ikke drikke mere."
"Vil du arbejde i dag?"
"Ja, giv mig kassen."

Jeg henter hans skopudserkasse til ham. Han har den sommetider stående hos mig, sammen med et par t-shirts i en plastikpose.

"Farvel, lillefar. Tak. Gid du må have en god dag."
"Farvel, Roberto. Gid det må gå dig godt i dag."

Sommetider tror jeg, det er vores hilsener, han får mest ud af. En høflig udveksling af anerkendelser, lige som han lærte som barn hjemme på landet. At blive tiltalt ved navn.

For et år siden arbejdede en af skruerne sig ud af hans ben, og han måtte passe meget på sig selv. Han var på to hospitaler og på ventelister i månedsvis til først den ene konsultation og så den anden, før der var gået så meget betændelse i benet, at en læge indvilgede i at tage sømmet ud.

Op til operationen sparede han rent tøj og madpenge op til en uge på hospitalet. Han vaskede sig morgenen inden. Det var en større øvelse for ham, der krævede flere dages omhyggelig planlægning. Bad på markedet, passe på tøj, passe på penge, mønter til bussen, komme til hospitalet til tiden, hele tiden bange for at operationen ville slå ham ihjel. Bagefter var han på smertestillende midler og på penicillin. Det er svært at passe en dosis, når man har hans liv. Han holdt omhyggeligt trit med datoer og klokkeslet, sad udenfor porten og talte timerne om og om igen på sine fingre. Han holdt sig selv og såret rent. Han klarede sig uden at benet gik i forrådnelse, og uden at forgifte sig selv. Jeg var stolt af ham.

Det vil være et mirakel, hvis han når at blive tyve.

Roberto er skopudser i bydelen Bello Horizonte, Managua. Han bor under noget pap nede ved runddelen. Sven er solidaritetsarbejder og bosat i samme bydel. Han bor i et hus med terrasse, stue, spisesal, køkken, fire værelser og tre badeværelser. Huset er sikret med gitre, kædelåse og NATO-pigtråd.

Mer Roberto (fotos)

Derfor oplever mange af dem måske slet ikke, at de er "fattige", medgiver direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i interview med 180Grader

Læst på 180Grader

Endnu en nuance tilføjet en unuanceret opgørese fra Københavns kommune

Rapporten arbejder med en fattigdomsgrænse, som København ud fra en budgetmodel har sat til 103.000 kroner for enlige.Læs mere her

Socialistisk propaganda skudt ned. Nogen der er overrasket?

Citat af Abraham Lincoln (1809-1865), USA's 16. præsident i perioden 1861-1865.

Klik her for at se flere citater af Abraham Lincoln.

Citat af Josh Billings (1818-1885), amerikansk humorist.

Klik her for at se flere citater af Josh Billings.

Citat af Oscar Wilde (1854-1900), irsk forfatter og poet.

Klik her for at se flere citater af Oscar Wilde.

Som leder i Arbeidssøkerforbundet i Norge (AFO) er det ofte jeg blir sittende og reflektere over forskjellige sider av livet og samfunnet rundt oss – ikke minst hvor tilfeldig urettferdighet og andre ulykker kan ramme oss, som lyn fra klar himmel.

Tenker de annerledes
Likevel, det må dreie seg om mennesker som tenker og handler ganske annerledes enn de fleste av oss. Vi skulle nok klart å bruke en del mer penger enn det vi tjener i dag – men 10-talls millioner? Det hadde faktisk vært lettere å reagere hvis noen av våre kolleger tjente dobbelt så mye som oss for det samme arbeidet vi selv også utfører. Det kunne vi nok forholde oss til og sikkert hisse oss opp over, lik lønn for likt arbeid er jo opplest og vedtatt i de fleste sammenhenger. Uten at det er oppnådd i vårt ”inkluderende” arbeidsliv.

Argumentasjonen for og i mot opsjoner har vært en blanding av juss, økonomi, politikk og moral. Jeg er redd for at det igjen blir økonomene og juristene som vinner. Juristene finleser avtaler og økonomene hevder det er nødvendig med kjempeavlønninger for å få visse folk til å arbeide. Uten millionopsjoner til topplederne vil ikke bare Hydro og Telenor tape i den internasjonale konkurransen, hele Norge vil bli fattigere.

Toppsjefene har laget seg egne regler
Topplederne har altså forstått spillet: ikke full innsats uten store pengepremier.
Så må samfunnet stole på at det store flertallet IKKE har forstått hvordan det hele henger sammen, men fortsetter å utføre våre jobber etter beste evne uten opsjoner.
Det er altså noen regler som gjelder for toppsjefer og deres produktivitet, som ikke gjelder for det store flertallet av oss. Det er et tankekors i seg selv.

Noe annet som også er uforståelig for de fleste av oss er at når en toppleder må forlate en toppstilling fordi han, fortsatt er det flest menn, har gjort en ekstremt dårlig jobb så får han med seg utallige millioner i en sluttpakke for å forlate stillingen raskest mulig. En vanlig dødelig får knapt stå oppsigelsestiden ut, med sin vanlige lønn. Det er ikke dette jeg skriver om i denne bloggen, men tanken streifet meg – og jeg mener denne forskjellsbehandlingen er mildt sakt urettferdig og ikke minst umoralsk. Dette er også et tankekors.

Politikerne har laget omvendte regler for sosialklienter og trygdede
Problemet øker imidlertid når vi nærmer oss den andre enden av skalaen. De fattigste skal stimuleres til å gjøre mer ved å få så LITE som mulig å leve av. Våre velferdsordninger er utformet ut fra en bekymring for at sosialklienter og trygdemottakere skal få så mye at de ikke gidder og jobbe.
Mens toppsjefene inspireres til økt innsats ved millionutbetalinger skal sosialklientene stimuleres til økt innsats ved minimumsutbetalinger, forstå det den som kan!

”The moral hazard”
Begrepet ”The moral Hazard” brukes i økonomisk teori for å beskrive faren for at personer oppfører seg umoralsk fordi de forstår noe som det ikke var meningen at de skulle forstå.
I trygdemessig sammenheng har det vært brukt om sosialklienter og trygdemottakere som lar være å ta lønnsarbeid som de egentlig var i stand til (altså en umoralsk handling) fordi de oppdaget at de får nesten like mye å leve av hvis de klarer å oppnå trygd eller sosialstøtte.

Utgangspunktet for denne bloggen var ikke opsjonene, men en av AFOs medlemmer som også var sosialklient. Dette medlemmet ønsker å komme i arbeid, men stønadssatsene er så lave at alt initiativ og alt overskudd går med til en vedvarende konflikt med sosialkontoret for om mulig opprettholde et verdig liv. På sosialkontoret blir den moralske risiko vendt om ved å mistenke mennesker for å sluntre unna hvis de får anledning til det.

I et politisk bestemt forsøk på å få folk i arbeid ved å holde sosialhjelpssatsene nede, hindres folk i å få et verdig liv som en forutsetning for å komme i arbeid. Jeg kan forresten fortelle at det dette medlemmet ber om blir ganske beskjedent sammenliknet med opsjonenes millionbeløp.

Gjennom mitt virke som leder i Arbeidssøkerforbundet i Norge (AFO) har jeg sett hvordan gebyrer og salærer bidrar til at enkelte aldri vil klare å løse sin økonomiske situasjon på en slik måte at de kan fortsette et verdig liv.

I disse dager har forbrukerrådet gått ut og kritisert det høye nivået på inkassogebyrene her i landet. Jeg er enig i at gebyret for å få behandlet en sak i forliksrådet er høyt, i dag er gebyret på kr 860,00 pr sak uansett størrelsen på det kravet en klager mener seg berettiget til. Dette samt at klager kan kreve kr 860 for å skrive klagen påfører en innklaget en utgift på kr 1 720. Dette er et skyhøyt beløp om en innklaget skylder kr 500 etter for eksempel et parkeringsgebyr, som innklagede mener er feilaktig ilagt.Parkeringsklagenemda kan behandle disse sakene, men det er slik at langt i fra alle p-selskaper er medlem der og de behøver ikke å rette seg etter en avgjørelse der.

Beløpet er allerede kommet opp i kr 2 220 før inkassoselskapet skal ha sitt, i dette tilfellet krever et slikt selskap kr 560 for den jobben de utfører. Pengekravet i dette tilfellet er da kommet opp i kr 2 780 + den alminnelige forsinkelsesrente, som i snitt de siste to årene er på om lag 10 %.
Kravet kommer da raskt opp i over kr 3 000.

Det er svinaktig dyrt å komme i fella til inkassoselskapene i Norge sammenlignet med Sverige og Danmark. Lever du på grensen av hva økonomien din tåler kan en ubetalt regning få fatale følger. Har du for eksempel en regning på 5500 kroner du ikke får betalt, kan inkassogebyrene i Norge komme opp i over 8000 kroner. Ii verste fall må du ut med et beløp mange ganger dette, samt at du må tvangsselge bolig eller eiendeler. I Sverige vil en ubetalt regning på 5500 kroner maksimalt gi gebyrer på snaut 2000 kroner. Altså under en fjerdedel av det en skyldner må betale i Norge. I Danmark vil en tilsvarende regning kunne gi gebyrer på maksimalt 3500 kroner.

Samtidig er det en himmelvid forskjell når det gjelder inkassosalærer disse landende i mellom og Norge topper som det absolutt dyreste landet å komme i disse firmaenes klør.

Som det fremkommer her så er det underlig at de store inkassoselskapene finner det lønnsomt å drive sin virksomhet for eksempel i Sverige. Der kan de kun ta kr 160,00 i inkassosalær uansett beløp.

Jeg finner det rimelig sikkert at selskapene tjener godt også i både Danmark og Sverige.
Det er mange som vil hevde at det er opp til den enkelte å sørge for å betale sine regninger i tide og på den måten sørge for å ikke komme opp i en slik situasjon som nevnt over.
Jeg er delvis enig i dette, men det er slik at det er mange som kommer opp i en slik situasjon uten at de kan noe for det. Noen mister arbeidet, andre blir langtidssykemeldt, andre blir skilt osv. og det er alt forhold som plutselig kan sette en i en umulig økonomisk situasjon.
Til dette vil mange hevde at det bare er å ta kontakt med kreditor, så er det fullt mulig å komme til en ny avtale for å få løst en slik situasjon. I den forbindelse vil jeg si at dette slettes ikke er så enkelt som mange mener. Dette har jeg forsøkt både sammen med og på vegne av medlemmer i AFO forsøkt og det viser seg at det ofte ikke er så enkelt å få til.
Har saken gått til inkasso så viser det seg at i de aller fleste tilfeller så er det ofte ikke mulig å komme til en avtale i det hele tatt. Inkassoselskapene ønsker å tjene mest mulig på en sak og ser seg tjent med at saken går til forliksrådet for behandling der. Da slår det store salæret inn og kronene renner inn i kassa til selskapene.

Ikke mer effektivtOg til tross for at det norske systemet er mye dyrere enn det svenske, er ikke vårt system noe mer effektivt for å drive inn regninger.Tidligere har vi hørt bransjen i Norge skryte av god løsningsgrad som begrunnelse for de høye inkassosalærene. Dette viser seg ikke å holde stikk. Undersøkelsen viser at man ikke kommer oftere frem til en løsning i Norge, sammenlignet med Sverige, sier underdirektør Olav Nyhus i Forbrukerrådet.(Les mer i VG)

Jeg undres stadig over at mange av dem jeg kommer i kontakt med kan få innvilget kreditt i det hele tatt, mange har betalingsanmerkninger fra tidligere og noen har også dommer i mot seg fra forliksrådet de siste tre år før kreditten ble innvilget. Noe helt annet er at verken banker eller andre utlånere har plikt til å låne ut penger/eller gi kreditter. Bankene har en frarådings plikt i henhold til loven, men jeg har knapt hørt at noen blir frarådet å ta opp lån.Der i mot har jeg hørt at enkelte har gått innom banken sin for å få hjelp til å sette opp et budsjett og at banken når de ser at kunden har en meget anstrengt økonomi har blitt tilbudt lønnskontokreditt og/eller et kredittkort for å løse problemene. Dette er uforståelig for meg og må etter min oppfatning stride mot gjeldende lovverk.

Mine forslag til myndighetene er følgende:
1. Pålegg kredittselskapene samme frarådingsplikt som for bankene.
2. Innfør sanksjoner overfor de selskaper/banker som ikke oppfyller denne
frarådingsplikten
3. Dokumentasjonskravet for å få innvilget et lån/kreditt må heves betraktelig – minste
kravet må være at den enkelte søker må dokumentere sin inntekt på søketidspunktet og
forta en kredittsjekk av vedkommende lånesøker.
4. Under behandlingen av en søknad må bank/kredittgiver vedlegge dokumentasjon for
vedkommendes inntekt og innhentede kredittopplysninger til lånesøknaden når den blir
arkivert – slik at eventuelt forliksrådet, om det skulle bli nødvendig, kan forsikre seg om
at långiver har utført en forsvarlig behandling av søknaden i etterkant.
5. Sette et tak for maksimal avtalt rente i forbindelse med forbrukslån, slik det er i dag
kommer den effektive renten ofte opp i både 25 og 30 %. Kredittkort selskapene opplyser
ofte kun om månedlig rente.
6. Sett gebyrene til forliksrådet og for skriving av klage til maksimalt kr 300,- pr sak.
7. Gjør om systemet med inkassosalærene til det samme som i Sverige – et salær uansett
beløpets størrelse – sett salæret til maksimalt kr 300,- pr sak.

Når en innklaget erkjenner at denne skylder klager et beløp, men at vedkommende ikke har betalingsevne for øyeblikket. Da må inkassoselskapene la vedkommende få være i fred inntil de registrerer at vedkommendes inntektssituasjon har endret seg. De jeg ofte har sett er at inkassoselskapene fortsetter sin inndrivning av en skyldig beløp gjennom namsfogden umiddelbart etter at en dom er rettskraftig. Dette til tross for at de er klar over at namsfogden vil konkludere med at det ikke er noe å hente. Det eneste som er oppnådd er at innklagede har fått økt sin gjeld tilsvarende gebyret til namsfogden.

Etter min mening er dette helt unødvendig i.o.m. at inkassoselskapet er inneforstått med den innklagedes økonomiske situasjon og den dommen som er avsakt er gyldig som tvangsgrunnlag i 10 år!

Hele dette systemet slik det fungerer i dag med denne størrelsen på gebyrer til forliksrådet og ikke minst salærene til inkassoselskapene er med på å sementere situasjonen for folk som er kommet ut i et økonomisk uføre, samt at det også er en pådriver til å skape flere fattige. Alle gebyrene og salærsatser er et resultat av vedtak gjort i Stortinget i forbindelse med statsbudsjettet vært år.

En oppfordring til alle som eventuelt er kommet så langt at de blir innkalt til møte i forliksrådet – MØT OPP!

Litt orientering om hva forliksrådet er og ikke minst forklaring på en del ord og utrykk finnes her.

I 2001 skrev jeg denne historie om en barrio-familie i Managua i årtusindeskiftets første år. Jeg skrev den som en historie fra en af de mange krigsfronter i globaliseringens krig mod verdens fattige. Nu er årtiet ved at blive gammelt, men det er stadig den samme krig. Billederne er af de samme mennesker, men fem år senere - ikke alt er ved det samme. For meget er.

En frontberetning fra en krig, vi (alle) er ved at tabe

Det er fem år siden jeg flyttede fra Managua og mit liv i denne underlige barrio-by af smukke, palmebevoksede fattigkvarterer, muromkransede luksusvillaer, lommetyvsbefolkede busser og muzakforpestede supermarkeder.

Nu skriver jeg fra et gensyn med den familie, der var min, mens jeg boede her i Nicaragua. Olga, Domingo, Nubia, Bella, Esperanza, Antonio, Lopez, alle de andre fætre, kusiner, kærester, børn, onkler og nevøer, der kom og gik i Flores-familiens store netværk.

Det er en familie af nattevagter og markedskoner, murersvende og daglejere. En arbejderfamilie, der var unge i 70-ernes tilløb til industrialisering, stiftede familie som overenskomsbeskyttede arbejdere i revolutionstidens statsgaranterede arbejdsmarked i 80'erne, men nu lever i 90'ernes globaliserede Nicaragua, hvor fast arbejde for de fleste er blevet et nostalgisk minde.

Flores familien er en af den slags familier, der alt for ofte formår at vride et nederlag ud af enhver sejr. De er uheldige på en måde, der kan få selv den mest optimistiske til at tro på onde skæbner. Mens jeg levede med dem, fyldte de mine dage med beretninger om pludselige chancer og uventede katastrofer, som tilføjede mit liv en særlig atmosfære af desperat solidaritet og vred gavmildhed.

2006: Nubia har lige købt grund igen og prøver at finde penge på at bygge hus på det. Det har taget hende otte år at kravle op igen, efter at hun mistede sit sidste hus til banken.

Fattige men så ærlige

Olga og hendes mand Domingo er familiens mest stabile medlemmer, og derfor de første jeg prøver at opsøge.

Og ganske rigtigt, de bor stadig i rækkehuset fra dengang, staten stadig byggede boligkvarterer til almindelige mennesker. Huset selv lever op til parrets selvforståelse som stræbsomme, arbejdsomme mennesker med ordnede forhold, men dets ydre og indre lever desværre ned til familiens virkelighed. Hvor før hele gaden fremstod som en byggeplads, stikker deres hus nu ud som det eneste uden maling på den grå gasbeton. På det finpudsede cementgulv står der slidte plastikstole i stedet for det sæt af gyngestole og stuebord i mahogni, der er den nicaraguanske families obligatoriske iscenesættelse af præsentabel familiehygge.

Ikke uventet fortæller Olga, at det er gået skidt siden sidst – »Det har ikke lige været vores år«, som hun siger.

For et år siden faldt Olgas mand Domingo ned fra et stillads under byggeriet af den nye Plaza Inter og brækkede ryggen.

Domingo kan godt gå igen, men kommer aldrig til at arbejde. Oven i købet viste det sig, at byggefirmaet ikke havde betalt bidraget til arbejdsskadeforsikringen, selv om det var blevet hævet fra Domingos løn, og så snart byggeriet var afsluttet og pengene tjent, gik firmaet belejligt nok konkurs. Domingo går stadig og slås for at få en minimal invalidepension fra den offentlige sygesikring.

Ikke nok med det. Søsteren Esperanza er død af druk, den anden søster Nubia gik fallit med sin kiosk, måtte sælge sit hus og er flyttet ind hos deres gamle far, hvor hun passer både ham og Esperanzas to børn. Esperanzas ældste, Bella, der nu er sytten år, har haft travlt. Hun har allerede to børn med to fædre og bor ikke sammen med nogen af dem.

Domingo ved sin datters fødselsdagsfest i 2004. Han kan gå igen, og kan tage lettere arbejde nogle timer ad gangen. Han begyndte endelig at få sin pension i 2005.

Liv til Flores familien

Der har været ellers uovertruffen økonomisk vækst i Nicaragua i fem år. Alligevel har Flores-familien på en eller måde formået at holde fast i sin fattigdom og deres manglende held. Hvordan kan det gå til?

Plaza Inter, hvor Domingo faldt, giver et fingerpeg. Det er noget nyt i Managua. Det viser sig at være et vidunder af muzak, automatiske døråbnere og daglig støvsugning – et absurd strejf af Shopping Channel i en by, hvor tusinder af hjem er beklædt med papkassevægge fra de fjernsyn og vaskemaskiner, der sælges i Plaza Inters butikker.

Teenagerne fra den amerikaniserede overklasse hænger nu ud her i stedet for Texaco-tankenes servicebutikker, der for for blot fem år siden var det nærmeste, man kunne komme til Miami i Managua. I Plaza Inter har de nu Pizza Hut og McDonalds, tøj- og smykkebutikker, biografer med THX og Dolby.

Plaza Inter er et barn af sen-halvfemsernes opsving i Nicaragua. Kundegrundlaget er skabt af de såkaldte »Miami-boyz« – det hjemvendte borgerskab, der tilbagte de onde revolutionsår i eksil i USA – og det er finansieret af taiwanesisk kapital på jagt efter en midlertidig parkeringsplads i det overfyldte globale kapitalmarked.

Hvordan stedet løber rundt er et mysterium. I den ene mærkevare-butik efter den anden læner den ensomme ekspedient sig halvsovende op af sin skranke, mens det halve Managua window-shopper udenfor i en iøjnefaldende mangel på ægte forbrugerkultur.

For Flores-familien er Plaza Inter først og fremmes et sted, hvor børnene kan opleve deres livs første rulletrappe. Det er stadig på byens store gademarkeder, at de lægger deres en- og ti-kroner. De er ikke engang rykket op i supermarkeds-segmentet, for slet ikke at tale om Plaza Inter.

Alligevel er Plaza Inter et omdrejningspunkt i Flores-familiens historie, for det er dem, der har bygget det. På en måde er Plaza Inter det nærmeste globaliseringen kommer på et bud på Flores-familiens frelse.

De glade 90ere

Globaliseringen har ellers ikke været gavmild overfor Nicaragua i almindelighed og Flores-familien i særdeleshed. Sandinisternes revolutionære Nicaragua var i 80-erne en af de sidste u-lande, der stædigt, visionært og med katastrofale resultater forsøgte at holde fast på en anden udvikling end Thatchers og Reagans dengang friske og ukunstlede liberalisme.

Da Nicaragua så endelig i 90'erne stod på globaliseringskorstoget – som projektet jo er kommet til at hedde, efter at det er blevet respektabelt i akademiske kredse – måtte der gå fem års brutal strukturtilpasning under Verdensbankens kyndige hånd, før de berømte liberale velsignelser langsomt begyndte at nå frem til landets hårdt prøvede befolkning.

Dengang – mens jeg levede sammen med familien – var stort set alle Flores-familiens mænd arbejdsløse, og sammen med hundrede tusinde andre familier i Managua var de ved at gå til i nag og fortvivlelse.

Familiesolidariteten blev slidt tynd under vægten af en slags nådesløs gavmildhedens kappestrid, hvor familiens medlemmer konkurrerede om »tilfældigvis« at komme forbi ved spisetid med alle børnene på slæb. Eller af listige forsøg på at afhænde ungerne hos moster eller kusine til mere permanent kost og logi, mens man selv søgte arbejde i Costa Rica eller, hvad der oftere skete, gik på en månedlang druktur i fortvivlelse.

Det var en tid, da de ellers hyggelige aftener, hvor hele kvarterets stuestole bliver stillet op langs gaden, blev ødelagt af fulde skænderier, giftige bemærkninger og bagtaleri ved latrindøren.

Men i 1995 begyndte Verdensbankens længe udskudte struktur-opsving endelig at virke. Mens landets præsident tjente sine millioner på returkommissioner fra de asiatiske investorer, begyndte der, som lovet af de udenlandske økonomer, også hver måned at dryppe et par tusind kroner ned i Flores-familiens fællesøkonomi. Nubia blev kantinedame på Plaza Inters byggemodningshold, Domingo og flere af de andre fik tjanser som arbejdsmænd på byggeriet, andre blev nattevagter på andre byggerier.

Opsvinget kom ikke tidsnok til at redde Esperanza fra hendes alt for forudsigelige alkoholiske død, eller hendes datter Bella fra at smide sine chancer for en uddannelse væk i hele to lige så forudsigelige graviditeter. Men jeg kan alligevel mærke, at familiemiddagen nu igen er blevet til en begivenhed, hvor man markerer sit sammenhold og glæde ved hinanden, frem for endnu et slag i den usagte, ulykkelige familie-borgerkrig, jeg oplevede i mit liv sammen med dem.

2005: Esperanzas datter Bella har nu selv fået børn. Her Sven på 5, som hun fik da hun var 14. Esperanzas søster Nubia prøver stadig at sørge for den afdøde søsters afkom, men det er svært, når de bliver ved med at blive flere og flere, klager hun.

Olgas projekt

Uddannelse er vejen frem, lyder mantraet i hundredtusinder af arbejdsmands- og landarbejderfamilier overalt i Nicaragua – også hos Olga og Domingo, som er Flores-familiens dydsmønstre.

Bedsteforældre, forældre og søskende landet over ofrer liv, lemmer og fremtid for, at børnene – dem alle måske kun den ene udvalgte – presses igennem uddannelsens nåleøje, kommer ind i det formelle jobmarkeds paradis, og således forvandlet frelser familien. Tynget af alle de håb, der ligger på deres skuldre, fylder de unge aften efter aften Managuas mylder af private sekretærakademier, IT-colleges, receptionistskoler og frisøruniversiteter.

Selv om Olga og Domingo også lever denne drøm måtte deres ældste og eneste søn Noel gå ud af 3. g, da hans far faldt fra stilladset. Han fik arbejde i biografen i det samme Plaza Inter, som gjorde hans far invalid. På den fornemste vægplads over familiens spisebord vidner en plakat for en amerikansk action-film om Noels fine arbejdsplads. De 700 kroner, han tjener hver måned, betaler skolegangen for Noels fire søstre.

Pigrene er Olgas store projekt, som hun bøjer sine mænds liv omkring, og de lever i skyggen og lyset af hendes håb. De er alle gået i SOS Børnebys eksklusive betalingsskole, hvor kun de dygtigste kan komme ind, og den ældste af pigerne er nu begyndt på andet år på arkitektskole.

2004: Coci er den yngste af Olgas døtre, og den sidste i hendes projekt . Her bliver hun 15 i 2004. To år senere blev hun student. Hun vil gerne læse biologi, men hendes forældre vil prøve at tvinge hende til noget, der er job i: jura eller medicin.

De fattiges liv i håb

Mange piger i Managuas fattigkvarterer bruger ellers deres aftener på at udforske drømmen om den frelsende kærlighed, om at kaste forældrenes tyraniske svaghed af sig og sammen med en god og kærlig mand at kæmpe den lykkelige kamp forfra. Men ingen af Olgas piger skal som Esperanzas Bella få lov til drømme sig lige ind i en graviditet, og de lever et omhyggeligt overvåget liv.

Noel derimod har fået et barn med en af kvarterets piger – det er jo noget andet med mænd. Men kæresten og baby'en bor stadig hjemme hos hendes forældre. Noels løn rækker ikke til både den nye familie og den gamle. Med Olga ved roret ved Noel nok, hvilken af sine familier, han skal tænke på først.

Såvel Olgas som Bellas drøm kræver sin dyre pris. Intet kommer nemt eller billigt til en fattig familie. Måske er det derfor, jeg altid modtager selv en god nyhed fra denne familie med en synkende bagtanke: med hvilket nederlag blev denne sejr betalt? Og den uheldsvangre stjerne, jeg sommetider tiltænker familien, er måske i virkeligheden en side af selve det at være fattig.

Flores-familiens liv er, som alt for mange liv i Nicaragua, liv der leves i håb. Tragiske liv, hvor for mange af ens valg er onde, og hvor investeringen i det ugentlige skrabe-lotto eller i kvarterets flotte fyr hverken er en mere eller mindre chanceløs satsning end alle de andre, man dagligt foretager.

2006: I søskendeflokken er der en, der er død af druk, en anden begik selvmord, og en tredje drikker stadig så meget, at han ikke kan holde et job. Olgas lillebror Domingo var i 90erne en alkoholiseret barsanger på vej mod samme skæbne. Men det viste sig, at han var en overlever - han fandt Gud og er holdt op med at drikke.

Kviksølv på en ske

Managuas vildtskydende urskov af mere eller mindre lødige undervisningssteder er den måde, de fattiges drømme virkeliggør sig i dagens Nicaragua. Tilsvarende er Plaza Inter, som lemlæstede Domingo, det fysiske udtryk for 90-er opsvingets lettere bævende og vulgære forbrugseksplosion blandt overklassen i det hjemvendte Miami-borgerskab og i NGO-industrien, som lever af de store mængder udviklingsbistand, der kommer til Nicaragua.

Men den velstand, som har skyllet igennem Nicaragua de sidste fem år, virker lige som kviksølv på ryggen af en ske. Pengene risler igennem samfundet uden nogensinde at finde et hvilested, samler sig midlertidigt for at fejre de riges forbrugsfest, men skyller forbi de fattige og fordamper, før de når at gøde jorden og skabe blivende vækst.

Det er selvfølgelig som det skal være: lærebøgerne fortæller os, at i en markedsdemokratisk verden skal velstand være fri som en fugl og utynget af snærende bånd til noget så pragmatisk som menneskers sult eller nød. Som sådan er Flores-familiens ødelagte liv et lige så smukt billede på den liberale drøm som Bill Gates livsforløb eller Mærsks operahus, lige så meget en del af den store fortælling om globaliseringen, som bliver spundet af mediemagere verden over i disse år.

Det er kun logisk, at globaliseringens eksplosive dynamik og voldsomt indsnævrede verdenssyn hverken levner tid eller hjerterum til, at de fattiges strategier for frelse kan forvandles til blivende udvikling: en overenskomst, en sygesikring eller en gratis, god skolegang.

Derfor tyder meget tyder desværre på, at byggeriet af Plaza Inter bliver toppunktet i Flores-familiens første møde med liberalismen og globaliseringen. For markedet for landets eksportvare nummer et – kaffe – er brudt sammen, på globalt plan ruster verdenskapitalen sig allerede til den næste spekulationskrise, og i nabolandet Costa Rica strammer de atter grænsebevogtningen for at holde strømmen af nicaraguanske fremmedarbejdere ude.

Alt sammen betyder færre muligheder for Flores-familien, hvis kroppe og sind stadig er mærket af den sidste periode med fast arbejdsløshed. De lever stadig i det usikre limbo mellem den uformelle økonomis daglige overlevelseskamp og drømmen om en fast, månedlig hyre med pensionstillæg og sygeforsikring.

Jeg frygter for, hvordan de skal klare sig igennem den kommende lavkonjunktur. Hvor lang tid vil der gå, før verdensmarkedet igen viser interesse for familiens skæbne? Der er grænser for, hvor mange håb man kan tåle at rumme, uden at blot nogle få af dem når at blive virkelighed.

Af Sven Gårn Hansen

(Sven Gårn Hansen er journalist, boede hos Flores-familien i december 1988 og igennem 1994-1996, besøgte Flores-familien igen i juli i 2001, og igen igennem 2004-7.)