Regi: Neill Marshall

Med: Rhona Mitra, Bob Hoskins, Malcolm McDowell, m.fl.

Sjanger: Action

Om: Et post-apokalyptisk, ubebodd Skottland er resultatet av et dødsvirus som herjet for rundt tredve år siden. Nå er de engelske myndighetene - som muret inne Skottland og skrev landet opp i glemmeboken - redd for at viruset har funnet engelsk jord og må dermed forsøke å finne en kur. Kuren er så klart på skotsk side av muren, blant et anarkiisk folkeslag som har overlevd viruset og fått en smak for kanibalisme og Mad Max-moteriktige nisjer. Engelskmennene sender inn superkvinnen: amazonen Rhona Mitra, i singlet og thights.

Vel?: Hvor har det rasjonelle dyret vi mennesker så ofte har blitt omtalt som, blitt av? Jeg håper det bare er Mad Max-teorien som ikke er gått av moten. For når ridderne kom ridende som mopedpønkernes motsvar på post-apokalyptisk samfunnsutvikling, gav jeg meg ende over. Dette er nemlig noe sjuke saker. Og heldigvis har vi Rhona Mitra til å rydde opp. Men for å se denne må du nesten være klar over hva du begir deg for; hundreogti minutter med non-stop (faktisk) herjing i form av skyting, hakking, bilkræsj og overraskende lav harry-faktor. Strø en del liter med blod i denne blandingen og du får ei referansesuppe til 80-tallets mest minnerike. Men kjedlig var det altså ikke. Hvorfor? Fordi Neill Marshall kan å lage eye-candy action. Og falt du for Danny Boyles 28 Dager Senere (2002), foreslår jeg at du enten ser den om igjen - eller vrir ned kvalitetsterskelen og setter igjen din bedre halvdel hjemme.

Dom: 4/8

Andreas Francisco

Regi: Frank Darabont (The Shawshank Redemption, The Green Mile)

Med: Thomas Jane, Marcia Gay Harden, Andre Braugher, m. fl.

Sjanger: Triller

Om: En amerikansk by blir omfavnet av en mystisk tåke. En gruppe personer låser seg inn i et kjøpesenter i frykt for hva dette nye fenomenet kan være. Med tåken kommer nemlig monstrene. Men uenigheter splitter gruppen. Og faren er ikke lenger bare utenfor vinduene, men blant gruppen som er preget av frykt.

Vel?: Ikke bare digger Darabont Stephen King-romaner, men han velger igjen en fortelling som handler om overlevelse og frykten for noe nytt. Noe som har bevist seg å funke før. Men trår han til denne gangen også? Tja. Å avansere fra blant andre Tim Robbins og Tom Hanks, til Thomas "The Punisher" Jane, var vel første feilsteg i prosessen. Og mens filmen rullet utover de første tre kvarterene, kunne jeg ikke la vær å spørre meg selv hva de helsikes monstrene var noe godt for. Jeg har da aldri lest en King-roman, noe som viste seg å være positivt når jeg bestemte meg for å gi filmen en ny sjanse, halvveis. Frykten kan nemlig få frem det rareste i en. Her førte dette til grupperinger, hvor den ene gruppen blir ledet av ei meget ortodoks kristen møkkakjerring, som tror på dommedagen og at den kan utsettes gjennom menneskeofringer. Naturtilstanden disse folkene blir kastet inn i, får en til å se filmen som et psykologisk portrett. Og vips! Så var ikke de gigantiske edderkoppene noe viktige lenger. En moderne tilretteleggelse for hvordan mennesker kan oppføre seg i villedelse, hjelper oss å finne Darabonts motiv bak denne filmen. Nemlig å lage Fluenes Herre 2, bare uten de nakne fjortissene.

Dom: 5/8

Andreas Francisco

Mest negativ av de jeg har kommet over hittil er kanskje Cinematical. Anmelderen mener filmen på ingen måte kan måle seg med forgjengerne:

"Crystal Skull feels like the first one without a single shred of his personality in it, as if it were just another big, bland, expensive action movie."

De er heller ikke imponert over Harrison Ford som gjør arkeologrollen blottet for entusiasme (de andre skuespillerne får også gjennomgå), mens actionscenene og effektene omtales som dårlige saker. Skuffelsen ligger som et tykt lag utenpå nesten-slakt-anmeldelsen:

"If we love the first three Indiana Jones films, it's because they had great action, mythic objects of wonder and great comedy touches within big, well-shaped stories; Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull feels like it was reverse-engineered from that blueprint, as if enough action and props and comedy would then make a story".

The Hollywood Reporter mener filmens handling (hvis det er noen) oversvømmes i et hav av CGI-effekter, mens karakterne fremstår som sjarmløse, mens Spielberg ikke har klart å bevare filmseriens karakteristiske blanding av romantikk og humor.

Empireonline.com var blant de som var kjappest ute med rapporter fra dagens visning i Cannes. De beskriver en visning med uvanlige innslags av applaus, men registrerte også noe buing. Deres egen anmelder virker fornøyd og lettet, men ikke overbegeistret over Indiana Jones-comebacket, før den offisielle anmeldelsen deres er skrevet.

Britiske Guardian serverer en lunken omtale til 2 av 5 stjerner og mener dette ikke tilfører filmserien noe som helst nytt eller interessant. De henger seg også opp i en langdryg slutt som sammenlignes med den famøse avrundingen på The Lord of the Rings: The Return of the King, der det føles som at historien slutter seks-sju ganger før rulleteksten endelig kommer. Konklusjonen er likevel ikke altfor nedslående: "There are some nice moments, and everything is good-natured enough. But this is a moment for Harrison Ford to hang up the hat".

BBC er hakket mer positive og legger vekt på at filmen er underholdende og på ingen måte en ny Phantom Menace eller Gudfaren III. Kvaliteten er bevart, selv om vi har ventet i hele 19 år, mener BBC.

IGN ender på sin side opp med 2.5 av 5 stjerner. De ser en viss underholdningsverdi og varme i møtet med en karakter de fra før elsker, men er som BBC klare på at dette definitivt bør bli siste gang vi ser Harrison Ford som Indiana Jones:

"Far too many moments fail to make an impact, too many ideas are so disappointingly half-baked. The fatal flaw though is the film's utter lack of dramatic tension, and an absence of the sense of danger and adventure so vital to the success of the previous instalments. On this evidence, here's hoping Indy will now hang up his weather beaten hat for good."

Men jeg velger å avslutte med en positiv omtale, og peker da til den velartikulerte filmkritikeren Emanuel Levy som slår til med solid B+ på karakterskalaen. Han mener filmen perfekt kombinerer nye elementer med velkjent Indiana Jones-stemning fra 80-tallet. Levy slår også et slag for Harrison Ford, og gir svar til de som ser med skepsis på den aldrende skuespillerens retur til helterollen som Indiana Jones:

"All fears and doubts that Ford is too old (he'll turn 66 in July) to play again the world's bets-known archeologist, should put to rest as he gives a commanding performance that holds the necessarily episodic picture together. Ford not only look good for his age, but acts better than ever, and moves with the agility of a man half his age. Just the sight of Ford, as the whip-toting, punch-packing, snake-hating, globe-trotting archeologist wearing his signature fedora hat brought a huge applause; it's like visiting an old friend of the 1980s".

Rotten Tomatoes og Metacritic oppdaterer kontinuerlig med linker etter hvert som nye anmeldelser tikker inn. Men er det egentlig noen som bryr seg om hva filmkritikere mener om Indiana Jones? Filmen skal du jo se uansett...

Det var her vi i går så eventyrfilmen "Stardust"; en rigtig eventyrfilm med ualmindeligt onde hekse, en blodig dyst imellem kongesønner og et drengs rejse igennem en magisk verden for at bevise sin kærlighed til sit hjertes udkårne. Jeg havde ikke de store forventninger men filmen var både sjov, rørende og spændende, og biografen var er en perfekt ramme om oplevelsen.

 

Source: http://dvdrip-torrents.blogspot.com/2007/12/stardust.html

 
Stardust handler om en dreng fra England, der uden at vide det er barnebarn til kongen af Stormhold, en magisk verden der grænser op til England kun adskilt af en gammel mur, bevogtet af en olding der ikke altid klarer opgaven helt til UG. Drengen begiver sig på en rejse ind i den magiske verden for at bringe en falden stjerne tilbage til den pige han er forelsket i, på hendes fødselsdag - i håb om at vinde hendes hjerte. Det viser sig at han ikke er den eneste som er på jagt efter stjernen og det halssmykke som ramte hende, da det blev kastet ud i stjernehimlen af den døende konge for at afgøre hvem der skulle være hans efterfølger. Der er endda også en morale i filmen - At ægte kærlighed er betingelsesløs og ikke kan købes.

Filmen virkede i begyndelsen ret skør (nu vidste jeg heller ikke at det var en eventyrfilm vi skulle se) og som den folder sig ud bliver det værre og værre... filmen er fuld af overraskelser og "alt kan ske", bogstavelig talt.

Filmen blev set under den åbne stjernehimmel med udsigt til flyvende flagermus over lærredet, og med duften af græs og vind i næsen, kølig aftenluft og et varmt tæppe ... helt perfekt biografoplevelse, både biografen og filmen kan varmt anbefales.

Læs mere om Moonlight Cinema i Sydney her. Faktisk er Moonlight Cinema et kædekoncept med biografer i alle større byer i Australien.

 

Source: http://mumeson.org/

 
Mexican Santa Claus
I "Santa Claus" fra Mexico følger vi julemanden i hans værksted hvor børnearbejdere fra hele verden - alle talentløse børneskuespillere - producerer gaver og synger nationale team sange, mens julemanden og hans nærmeste hjælpere holder øje med jordkloden i deres kikkert. Djævlen er på Jorden for at lægge forhindringer i vejen for julemanden og få børn til at opføre sig dårligt så de ikke fortjener julegaver. Til slut vinder det gode, og djævlen taber, så denne film har i det mindste en morale men den er tærkrummende dårlig. Den gode nyhed er at film i vore dage har flyttet sig langt på både den tekniske og kunstneriske side (tit samme side, i grunden).

Her er et andet eksempel på genren Christmas horror film. Denne lille tegnefilm modtog jeg på min Facebook profils "Funwall" - den er ikke gammel (tværtimod) og har ikke noget med Mu Meson at gøre men kan siges at tilhøre samme, hm, genre.

I tiden fremover kommer jeg til å fylle opp arkivet med en del tidligere skrevne anmeldelser. Og da spesielt ting jeg gjennom mange år har skrevet for FilmListen.no (som legges ned i disse dager og fordufter fra nett). Totalt 244 anmeldelser ble det. Planen er at et utvalg av disse anmeldelsene nå skal overføres til Speilets filmarkiv. Det innebærer også at disse anmeldelsene i tiden fremover kommer til å dukke opp som nye poster på forsiden når jeg ikke har noe annet nytt å skrive om. Siden mye av dette er skrevet langt tilbake i tid, kommer jeg nok også til å benytte anledningen til å redigere litt tekst (og kanskje til og med karakter) på noen av filmene.

PS! Jeg vil samtidig fortsette med å skrive og poste nye anmeldelser og andre tekster fremover. Det blir med andre ord lett blanding og mange oppdateringer!

 
"Deep Blue" handler om livet i og ved havet, fra tropiske koralrev til ishavet ved Antarktis. Det en medrivende musikalsk visuel og musisk komposition forklædt som dokumentarfilm. Krabber til sambamusik, pingviner der skyder op af havet som torpedoer, enorme fiskestimers synkrone flugt fra rovdyr.

I en del af filmen følges landdyr og fugle, der jager i havet. Vi ser en flok albatrosser opdage en gigantisk fiskestime. Balladen opdages af delfiner og hajer, og der opstår et frådende virvar hvor en undervands hær af delfiner, hajer og albatrosser hapser fisk imens stimen tager form som en orkan idet den kaster sig vildt i alle retninger.

Der er fantastiske optagelser af pingviner der skyder op fra dybet og mavelander på isen og vi følger pingvinernes vandring i minus 70 graders kulde. Det er der ikke meget dybhav over - men det er hermed tilgivet.

 
Som de fleste naturfilm, er "Deep Blue" også en gyserfilm. Vi ser en søløvekoloni med søløveunger der tumler søde og kluntede rundt i vandkanten. Alt er idyl, indtil en tilsyneladende uskyldig bølge viser sig at rumme en af havets slemme drenge, ORCA - en spækhugger (stor sortbroget rovdelfin), der kaster sig op på stranden og hapser en unge... og én til, og én til, og så en voksen, brølende søløve. Derefter ses spækhuggerne spille bold med et af ofrene - en stakkels søløveunge, som kastes højt op i luften.

 
Vi følger en en isbjørn på Antarktis, der opdager et åndehul i isen som en flok hvaler kæmper for at holde åbent. De er fanget under isen og har nu kun dette hul til deling som luftkilde. Det bedste ved dette klip er isbjørnens ansigtsudtryk da den opdager hvad der foregår: "Nøøj, hvor heldigt!". Den stiller sig på lur ved hullet og kigger på den livlige trafik af hvaler der snapper luft, og så, spoiing, kaster den sig ud i vågen.

Filmholdet er forelsket i naturen, og det er filmens styrke og svaghed. Styrke, fordi filmen er gribende filmet og forstår at formidle passionen for vandets verden. Svaghed, fordi man i bestræbelserne på at formidle storheden ikke overholder reglerne for dokumentarfilm. Da vi ser en smuk plante med øjne, får vi ikke at vide at det er en weedy seadragon, så hvis man ikke ved det må man lære at leve med sin forbløffelse. Filmen taler til følelserne, og der er ikke mange faktuelle oplysninger. Så det er ikke en rigtig dokumentarfilm. Men jeg kan kun anbefale at man ser den som det den er: et stykke musik for sanserne, en komposition om havet. Man kan så gå på jagt efter faktuel information på Internettet bagefter.

 
The Making of Deep Blue
Mens filmen er utrolig flot, er det næsten endnu mere spændende at se "The Making of Deep Blue", en "extras" feature på DVD'en. Her kan man se, hvad man godt ved men ikke fatter: Man kan ikke filme på afstand under vand, så kameramanden filmede lige ved siden af hajerne og inde i midten af fiskestimen. Der er omkring 40 kamerafolk på rulleteksterne.

Man kan ikke finde noget i havet. Man må vente, og filme hvad der kommer

Vi hører instruktøren forklare at det er rent held at den store hval kom med i filmen og ser den dybt overvældede kameramand klatre om bord på båden og snakke løs om hvad der lige skete for ham... Han filmede midt inde i fiskestimens øje - den paniske fiskestime minder om en orkan-, imens delfiner, albatrosser og hajer angreb stimen fra alle sider. Midt i kampens hede tronede en 40 tons hval sig pludselig op fra dybet.

Det flydende univers
Dybet, det er det som er "liquid space". Det flydende verdensrum er mørkt og koldt, og på den dybe havbund er der over 500 atmosfæres tryk. Her bor der aliens, væsener som er selvlysende, gennemsigtige, ubeskriveligt grimme, fundamentalt anderledes end alt vi kender. Det er et ufatteligt univers af monstre og skønhed. Disse skabninger aner ikke at verden har en overflade og at der findes en sol. For dem er jordkloden en anden verden og kunne lige så godt være en anden planet. Ifølge filmen, hvis kamerahold blev sendt 5 km ned i dybet, "har der været flere mennesker i rummet, end på dybhavets bund".

 

En af havets aliens
Source: Extreme Science and Explore the Abyss

The Oceans are the last frontier on our planet

Det meste af dybhavets bund er ørken med få levende skabninger, men omkring "hot springs", geologiske undervands skorstene til jordens indre, er der en vrimmel af livsformer. "Hot springs" udspyr hydrogen sulfid, og vandet omkring dem kan blive op til 380 C grader varmt. I det extremt varme vand lever kolonier af gigantiske tubeorme, lange organismer beskyttet af skeletrør. De har ikke organer som vi kender dem men lever ved hjælp af invendige bakterier, der omsætter hydrogen sulfid. Disse væsener menes at have relation til "hvordan livet opstod på jorden" i tidernes morgen.
Kilder: USGS: Exploring the deep ocean floor - Hot springs and strange creatures, og Extreme Science: Deep Ocean Creatures.

 

Jorden, smuk blå planet, 70 % dækket af vand
Source: nssdc.gsfc.nasa.gov

 
Deep Blue - Come on a Journey into Liquid Space
BBC Production, 2005
Hopscotch - Greenlight Media production
Narrator: Sir Michael Gambon
Music: George Fenton and the Berlin Philharmonic Orchestra
Lejet i den lokale Blockbuster.

The film was shot in more than 200 locations around the world over five years and with camera crews descending as far as 5000 metres in the most powerful submersible craft known