"Flammen og Citronen" handler om to modstandsfolk der bliver fanget i et spil mellem sandhed og løgn. De finder ud af, at det er svært at vide hvad der er rigtigt og forkert - især midt i en krig. Man har satset på historisk præcision, og der er mange flotte billeder af København, som den engang så ud.

Jeg er normalt ikke ret meget til danske film, og denne hjalp nok ikke på den aversion. hvad der kunne være blevet action-mættede og spændingsfylde 1½ time, er i stedet blevet til to timer og femten minutters "dramatisk" danmarkshistorie. Der er tale om en stor produktion, det er der ingen tvivl om. Der er ikke sparet på noget når det kommer til effekter. Heller ikke når det drejer sig om special effects og computergrafik. Gode skuespillere er der også, selv i birollerne.

Alligevel bliver filmen helt ekstremt lang. Og jeg mener EKSTREMT lang. Scener som kun behøvede et par sekunder af vores opmærksomhed, bliver hele tiden trukket ud til to eller tre minutter. Derudover springer handlingen fra situation til situation. Det er som en række stillbilleder, der er flettet sammen til en lang - usammenhængende - fortælling. For første gang i mange år, tog jeg mig selv i at gabe i biografen. Ja, jeg gabte. Dem der har set filmen "Amadeus" ved hvad det betyder, når publikum gaber under en forestilling - det er ikke godt!

Jeg vil med andre ord ikke ligefrem anbefale filmen. Historien er bare ikke interessant nok, eller også er den bare fortalt for dårligt. Vil man derimod se hvad dansk film har opnået på det tekniske område, er "Flammen og Citronen" værd at kaste et blik på. På den front kan Nimbus efterhånden følge med flere af de store Hollywood selskaber.

Han vil et opgør med det, han kalder danskernes kollektive selvbedrag "om de 43.000 heltemodige modstandsfolk den 5. maj 1945." Og hvis filmen i virkeligheden er tiltænkt de mange teenagere, som omgav mig i biografen, er det da godt, de får plantet et vist indtryk af nazi-besættelsens udfordringer for danskerne. Betingelsen er bare, at skildringen har rod i en menneskelig virkelighed, som er mere nuanceret end i et computerspil, hvor to psykopater optræder som skydegale frihedskæmpere. Derfor kan filmen heller ikke bruges til nogen nærmere vurdering af den danske frihedskamp under 2. Verdenskrig - men her misforstår jeg måske sagens kerne: Flammen og Citronen udtrykker måske først og fremmest vore dages aktuelle tidsånd, hvor mennesker, der kommer i klemme i samfundssystemet, tager sagen i egne hænder, gerne med vold, bål og brand i gaderne.

For et barn af krigstiden som mig (1943) virker det grotesk, at Ole Christian Madsen og hans stab ikke har formået at fremstille filmens skuespillere som mere end klichéer. Sproget konverteres til uklart nutidsdansk, hvilket i sig selv bidrager til indtrykket af utroværdighed. 1940ernes sindelag, særlige atmosfære og udtryksmåde, som min generation voksede op med, findes overhovedet ikke i filmen!

Vi kigger hovedpersonerne dybt i øjnene i de mange nærbilleder. Kameraet søger et svar, men svaret skjules af stivnede masker. På den måde falder også de store ord om vores tabte ære og nationale identitet, som varmede filmpremieren op, til jorden. Ærgerligt!

• Læs Georg Metz' anmeldelse i Information her.

»Vi er en nation med et ekstremt lille selvværd, hvad der giver mange udslag: Vi har svært ved at integrere andre kulturer, vi kan ikke finde ud af at være i EU, og vi bliver nervøse, når vi skal forsvare det, vi står for. Muhammed-krisen er jo den seneste test, og det irriterer mig, at hver gang vi diskuterer nationalitetsfølelse i det her land, så er det hele så skrøbeligt, at man havner ovre hos Dansk Folkeparti, inden man får set sig om.«

Mere på metroXpress

Og så siger han 'vi'. Det skulle ikke undre mig om han i virkeligheden mener 'de'. I ved selv hvem. Men angsten for DF er hos ham i det helt korrekte hjørne. 

Men jeg glæder mig til at se filmen.

Wikipedia

Filmens officielle hjemmeside

Nationalmuseet