Jeg våkner alene og legger meg alene. Du er ikke lenger her. Gutten med rosebukettene. Aldri noensinne har jeg fått så mange buketter, du var alt hva en jente drømmer om. Den ene buketten avløste en ny, gaver kom i ny og ned, men på overraskende tidspunkt så man alltid ble kjempe glad og rørt. Gjerne var det små ting som skulle gjøre livet mitt litt enklere og lystigere siden jeg var syk, men ennå ikke visste hva som feilte meg. Du var klart mer enn bare blomster. Ubeskrivelig nesten. Det var sykdommens skyld dette bruddet. Sykdommen gjorde oss ulike. Sykdommen passet ikke inn i din optimistiske og aktive verden eller i forhold til alle dine planer for dagene og livet. Sykdommen min ble din bremsekloss. Det var ikke dette du hadde drømt om.

Vi gikk hand i hand opp til Monolitten. Vår monolitt. Det var der vi hadde truffet hverandre første gangen etter å ha snakket lenge sammen på nett. Den gangen det sa pang og jeg ble forelska fortere enn jeg trodde var mulig. Han førte meg til Monolitten med trygge skritt, mens han holdt meg i hånda og sakte strøk over tommelen min. Spenningen i magen begynte å vokse til enorme høyder. Det var i ferd med å mørkne, bare lyset fra lampene rundt la et vakkert sløv over podiet med Monolitten i midten. Rundt oss stod nakne statuer og var vitne det til som skjedde. Han gikk ned på kne og satte ord på den nakne sannhet. Det var meg du elsket. Meg du ikke kunne leve uten. Meg du ville ta med deg inn i livets slutt, meg du ville ha med deg på hvert lille steg du tok. Hjertet mitt brant. Jeg følte meg så full av kjærlighet for denne gutten som stod på kne foran meg. “Vil du gifte deg med meg Tornerose? “ . Ordene kom med et vakkert smil om munnen. Dette hadde han gledet seg til lenge, det kunne jeg se på øynene hans. Jeg husker ikke at jeg sa ja, for jeg var så forfjamset. Men jeg gjorde visst det. Flere ganger. Jeg felte noen tårer også, og kysset varmt og godt mannen som skulle bli min. Bare min. Vi kyssa bak Monolitten.

Jeg kom hjem fra jobben, svimmel og kvalm som jeg alltid var på den tiden. Du hadde et annet ansikt nå. Det var hardt, kaldt og lyste mot meg. “ Ikke kom for nærme nå for da klarer jeg ikke gjennomføre dette” fortalte blikket. Det kom som ut av vinden, ut fra intet. Det var et regelrett sjokk. Du tok av deg forlovelsesringen og la den på bordet og sa bare “det er slutt”. Jeg tror nesten jeg lo, og tenkte på hva slags dårlig spøk dette var og sa ”slutt å tull da”. Men hardheten fortsatte. Du sa du ikke ville bli lykkelig med meg. Du sa ikke så mye mer. Jeg krabbet bort til deg i soffan, prøvde å stryke på deg eller se deg i øyene med et mildt blikk for å endre hele situasjonen. Skru tiden tilbake. Late som ingenting hadde skjedd. Men det var ikke reversibelt. Blikket ditt forble hardt.

En dag så jeg kjolen med stor K i vinduet. Jeg hadde ikke tenkt å kjøpe kjole såpass tidlig, men denne måtte bare sees. Han var med meg. Jeg var ikke så nøye på at han ikke skulle se meg i brudekjolen, at det skulle bety ulykke. Ikke han heller. Kjolen var vakker, så vakker at jeg fikk “må ha"- trangen i meg med en gang. Organzastoffet med de flotte blomsterbroderiene i sølv lå florlett over tyngre stoffer. Overdelen var kroppsnær og gjorde magen flat og bysten flott. Han fikk et blankt uttrykk over øyene da jeg kom ut fra prøverommet med kjolen, sløret og tiaraen. Han mistet taleevnen, det gjør han jo aldri. Men denne gangen gjorde han det. Han felte en tåre og sa “den tar vi”. Han sa han aldri hadde sett meg vakrere. Jeg følte meg vakker også, ubeskrivelig vakker og rørt over orda til min fremtidige ektemann. Bryllupsplanleggingen gikk sin gang, gjestelister ble skrevet, bordkort, invitasjoner og sanghefte ble designet og laget. Jeg elsket det! Å utfolde meg med vakre detaljer og lage vårt bryllup, var som i en drøm. 9 juni-07 skulle bryllupsdagen være. På hjemplassen min. Vi skulle komme til festen i båt mens min fiolinspillende venninne skulle spille med i robåten. Akkurat som bryllupsfesten i Hardanger. Detaljene var mange og perfekte.

.

Jeg har aldri trodd jeg skulle være nærmere å dø enn da. Det gikk jo ikke an å leve uten han, det gjorde virkelig ikke det. Alle følelsene skylte så kraftig over meg som jeg aldri før hadde opplevd, hysterisk gråt, sinne, apati, sjokk. Jeg var knust. Og det i tusen biter. Det føltes som hele kroppen ville revne. Den kunne i og for seg bare gjort det uten at jeg hadde kjent smerte, for de innvendige smertene var så uutholdelige. Slik lå jeg i mange måneder. Som om hele verden hadde stanset. Jeg stirret apatisk i taket, jobbet med å bare kjenne på litt og litt av de overveldende følelsene. På likt var de nemlig dødelige. Kroppen hadde ikke krefter igjen. Han var hard og ville ha meg ut av leiligheten vår. Fort. Men jeg var syk og ting gikk sakte. Dessuten måtte jeg sortere og rydde i hvert eneste skap, for alle våre ting var blandet og innfiltrert i hverandre. Alt beholdt du, hus, biler, verdigheten. Jeg satt igjen like tom utenpå som inni meg. Jeg ropte til Gud: Jeg skjønner virkelig ikke dine veier. Og gi meg mannen min tilbake. Nå! Og jeg husker jeg klamret meg fast i han og ropte "ikke gå!". Men han gikk...

.

Men jeg er stolt. Det har vært en lang vei. En tung vei. Men jeg klarte det. Det har vært et hardt stykke arbeid å komme dit jeg er i dag. Jeg har vært igjennom alle følelsene som går an, og sikkert enda litt til. For å overleve første halvåret tok jeg han med i tankene og livet mitt overalt. Jeg sa natta til han da jeg la meg, og liksom snakket til han og fortalte ting. Å gi slipp så tidlig klarte jeg nemlig ikke. Å skulle slutte å håpe var uttenkelig. Tiden jobbet hele tiden for meg. Jeg ønsket likevel sårt at den skulle gå fortere, eller at jeg kunne forflytte meg i tid, til den plassen det ikke var vondt lengre. Men allikevel, tiden gjorde minnene vagere. Og det trengtes.

Folk sa jeg var sterk. Jeg følte meg svak, svak. Men ser i dag at jeg var sterk som maktet å bare puste, når selv pusten fremkalte smerter i hele kroppen. Smerten over alt jeg hadde mistet.

I dag dukker du mest opp i drømmene mine, men også tankene mine titter du innom av og til. Men denne gangen med den nye jenta di inni bildet. Håpet er slukket for lengst nå. Jeg tror du er lykkelig. Jeg har sluttet å se på bilder av oss. Det er for vanskelig. Det er bedre å sette ett lokk på alt. Men brudekjolen henger fortsatt i skapet hjemme hos mamma. Skulle kanskje vært solgt? Bordkortene og brudestæsjet pent i eskene sine. Ringen i hvitt gull med diamant ligger i skuffen, etter å ha båret den på overtid ett år. Jeg har ikke orket å gjøre noe med tingene. Og det er greit. Alt til sin tid.

.

Jeg angrer ingenting. Du gav meg sjansen til å elske på en måte jeg aldri hadde elsket før. Du gav meg den flotte opplevelsen av å bli fridd til. Du gav meg følelsen av å være høyt, høyt elsket. Jeg ville aldri vært det forruten.

Så har vi ikke ett års bryllupsdag i dag. Men en flik av hjertet mitt har du fortsatt, og jeg litt av ditt. Jeg vil nok aldri glemme deg, og vår tid sammen. En del av deg vil være med meg resten av livet. Ikke på overflaten, men i tankene og i hjertet. Der ingen kan se.

Takk for alt!

   Manden måtte jo nødvendigvis fumle lidt med sit mobilkamra, hvilket frembragte disse "pletskud".....

Line Barfod, gruppeformand for Enhedslisten, i anledning af Prins Joachims og Marie Cavalliers forlovelse, i følge Jyllands-Posten (3.10.2007)

Jeg har noget til fælles med Jennifer Aniston. Og med Heidi Klum, Paris Hilton og Jada Pinkett Smith. Jeg er pjattet med gule diamanter – de nævnte damer har alle et eksemplar af den på fingeren eller rundt om halsen. Og jeg drømmer også om at få en (har ved et uheld smidt min vielsesring væk, så Morten, læs den her post). Det var Jennifer Lopez, der i sin tid indledte trenden med farvede diamanter, da Ben Affleck gav hende en imponerende 6 karat pink sag som forlovelsesring, efter sigende til en pris af 3 millioner dollars. Tjek fx. fine forlovelsesringe hos Judith Arnell.

 

Forlovelse 

Den tid er forbi, hvor den unge Mand, der kom i en Familie og havde givet sit Hjerte til en af Husets Døtre, henvendte sig til hendes Fader, anmodede om en Samtale og bad om hans Datters Haand, hvorpaa han fremkom med Oplysninger om sin Familie, sine Formueomstændigheder og sine Udsigter, før Forældrene talte med Datteren, og Bestemmelsen for Livet blev taget.

I vore Dage melder den unge Pige simpelthen sine Forældre, maaske ved Frokostbordet, at hun Aftenen før har forlovet sig med Bankfuldmægtig eller Løjtnant N. N., som de aldrig har set for deres Øjne, og at han vil give Møde ved Totiden, for at de kan stifte Bekendtskab med denne unge Mand, som de fra nu af har at modtage og elske som en Søn.

Forældrenes Stilling er ved denne Tingenes Udvikling blevet lidt vanskelig, og en saadan uventet Meddelelse om en Forlovelse er i mange Tilfælde en bitter Pille at sluge. Det maa dog tilraades ikke at intervenere i disse alvorlige Spørgsmaal. Selv om Forældre maa synes, at det ofte behandles vel let og løst af de Unge, og det virkelig ogsaa ofte gaar galt, bør de gøre sig klart, at denne moderne lettere Form for Indgaaelse af en Forbindelse alligevel kan have dyb Rod i Hjertet.

Selv om Forældre har haft andre Ønsker og Planer, maa de forstaa, at de ikke bør gøre Modstand, naar deres Børn har truffet et Valg, men aabne deres Hjerte og deres Arme for Den, der bringes dem som en ny Søn eller Datter.

Det vil ikke alene være kærligst men også klogest, da det er frugtesløst at kæmpe mod Tidsaanden. De opnaar kun senere at maatte oprette, hvad de har tabt ved en forgæves Modstand, og bliver de Smaa derved.

I det hele taget bør Forældre aldrig glemme, at Den, der viser Mangel paa Forstaaelse af Kærlighed, og ikke selv viser Kærlighed, altid i det lange Løb bliver den Lille. Deres Børn, der elsker, kan derfor have større Ret end de selv, der blot tænker.

Men selvfølgelig er det ikke udelukket, at de Ældre kan have Ret - Forbindelsen er uheldig.

Forældre bør da søge at udsætte Offentliggørelse og give de Unge Lejlighed til at være sammen og endelig undgaa at hakke paa den Udvalgte. Overdreven Ros er et langt farligere Vaaben overfor en Fraværende. Hvis den daglige Omgang ikke aabner Øjnene paa den Forelskede, bør de søge ved Studier, Rejser o. l. at gøre deres Datter eller Søn klart, at den Paagældende ikke er saa aldeles uundværlig.

TAKT OG TONE Hvordan vi omgaas af Emma Gad

/Johanne