Så kom den, Politikens anmeldelse af min Marcipansøstre.

Marie Tetzlaff finder de "hyppige beskrivelser af diverse former for både skamfuld og skamløs masturbation og pirring" "på grænsen til det vulgære", og mener, at de "minder om pornobladene i periferien af [hendes] barndom".

Til gengæld finder hun, at "Eva vakler troværdigt og medrivende mellem to verdener", og at den sidste tredjedel af romanen "løfter sig og bliver en stille, social gyser – selv om en stor del af den foregår mellem lårene på unge piger og et par uforsigtige mænd."

Og hun mener, at romanen måske er selvbiografisk.
Det er den nu ikke.
Men jeg tager det glad som en anerkendelse af dens overbevisende effekt.

Dejlig anmeldelse - også i den kritiske del.

Læs hele anmeldelsen her.

Hold da op! Også finnerne lægger billet ind på fru Kjeldberg.
Min forlægger har netop meddelt mig, at jeg er blevet indforskrevet til Kalevalas hjemland til nærmere granskning. Eller i hvert fald er mit barn:
Noget, som vistnok er en biblioteksboghandel, har bestilt Fred og Ro til gennemsyn.
Whauw!
Først Sverige, så Finland.
Hvordan finder de mig mon? Og finder på det?
Jeg er rent ud sagt paf.
Og glad :-)

Nu smiler madam Kjeldberg fornøjet. Min forlægger har nemlig lige givet mig en glædelig besked. Svenskerne vil have mig. Eller i hvert fald min roman Fred og Ro.
Forlaget har modtaget bestilling på et par pæne håndfulde af romanen til hinsidan. På dansk. Vistnok til de svenske biblioteker.
Nej, men dog! Hvor er jeg glad :-).

Vi skulle vara tacksamma om Ni ville skicka oss 1 gratis recensions-
exemplar av nedanstående titel:

Kjeldberg, Ane-Marie. Fred og ro. 8791718538.

Boken kommer att presenteras i våra erbjudanden till svenska folk-
och skolbibliotek.

En biblioteksboghandel - svensk - som har fået øje på min roman og vil afsætte den til svenske biblioteker. Hvordan pokker de så har fået øje?

Men herligt! - Færøerne, Sverige - hvad bliver det næste?

Ved ikke, hvordan man har opdaget min roman - og fundet den importværdig.

Jeg er meget rørt. Færøerne har altid betydet meget for mig - af mange årsager. Det startede med min morbror, som var læge deroppe i en lang årrække. Min mor var inviteret på besøg, ville så gerne, men turde ikke. Siden gik Færøerne igen og igen i min tilværelse, indtil jeg selv en november-december endelig kom derop og tilbragte tre uger i Torshavn og blev hjælpeløst ubodeligt forelsket i og på stedet.

Min mand har haft meget arbejde deroppe gennem en del år - og lige nu, i dag, sidder han også i Torshavn.

Nu kommer min bog til Færøerne. Jørgen-Frantz Jacobsens hjemland. Maleren Samal Joensen-Mikines'. Og fremfor alt: William Heinesens.
Min morbror kendte begge de to sidste. Han døde lige før jul. Jeg nåede ikke at fortælle ham, at min bog skulle udkomme.

Der bindes sløjfer.
Sådan føles det. Selv om jeg ikke kan udpege konkrete båndender og forklare logisk. Og selv om jeg er og altid forbliver milevidt fra de tre store gamle færingers stade.

Jeg savner min mor. Lige i dag.

Og netop nu kom dette billede hjem fra min ægtemages Torshavns-lokaliserede mobiltelefon. Det minder - i sine sort-hvide kvaliteter - usandsynligt om ét af min onkels billeder fra for fyrre år siden...

... hvor den trives og har det godt i citrontræernes skygge.

(Billede: Copyright Kirsten Nørgaard. Tak for venligt udlån.)