Nye sygeplejersker kommer ud i en profession med mange idealer og visioner. Sygepleje som fag indeholder mange værdier, som gennem uddannelsen bundfældes og langsom integreres som en del af ens selv. Kerneydelsen er omsorg med alt hvad det indebærer. Sygeplejersker er nærværende, omsorgsfulde og tillidsvækkende mennesker med en grundlæggende tro på det gode og værdifulde. Det er det vi stræber efter.

Men ak. Vilkårene på sygehusene og i kommunerne lader meget tilbage at ønske set med disse briller. Underbemanding og minuttyrani kan tage selv de bedste intentioner fra folk. Konstant tidspres, stadig flere opgaver, følelse af at blive begrænset og kontrolleret sætter sit præg og sætter gang i en galvaniseringsproces. Langsomt og stødt begynder vi som sygeplejersker at mærke at vi ikke formår at efterleve egne og fagets værdier, og for at kunne holde det ud lægger vi lag på lag af galvanisering uden på os. Vi kommer længere og længere væk fra kerneydelsen - at varetage omsorgsfuld sygepleje af patienter og klienter - og fokuserer i højere grad på at efterleve de krav institutionerne stiller. Vi har fokus på effektivitet, cost-bennfit, prioritering og lignende, alt imens vores mave slår kolbøtter over undertrykkelsen af vores grundlæggende værdier.

Nu skal det ikke hedde sig, at jeg bare giver samfundet skylden, for jeg mener rent faktisk, at vi som profession har brug for lidt navlepilleri i denne sammenhæng. Men hvordan er det vi får pillet hul på galvaniseringen og får genfundet glæden ved faget? Kan det tænkes, at der er brug for en kollektiv opvågning og erkendelse af at sygepleje har bevæget sig længere fra patienterne, og at rammerne er helt anerledes end for bare 5 år siden? Er der nogen grund til krampagtigt at holde fast i, hvordan det var - eller er der mere fornuft i at se på hvordan det er, og hvor det bevæger sig hen?

Et kig på udviklingen i sygeplejeuddannelsen gennem bare de sidste 10 år, kan give et indblik i, hvilken slags sygeplejersker samfundet har valgt. Det er de refleksive, teoretisk velfunderede sygeplejersker der kommer ud fra sygeplejeskolerne i disse år, der er hobbitterne i faget idag. De kan det grundlæggende praktiske arbejde og har i langt højere grad lært noget om de sammenhænge de indgår i, såvel professionelt som samfundsmæssigt. De kender og accepterer vilkårene som en del af et dynamisk og moderne samfund og udøver sygepleje indenfor rammerne uden at komme i konflikt med deres værdier. Dem kan vi sgu lære noget af. Så mit råd er: Hold fast i værdierne, accepter rammerne og bryd ud af galvaniseringen!