1. En mand, jeg havde stor respekt for, da jeg var yngre, sagde engang noget til en andagt, som satte sig meget godt fast i min hukommelse: "I vil alle sammen opleve mindst én gang at blive beskyldt for at have en dårlig moral i et øjeblik, hvor I har de mest oprigtige intentioner, nogen engel kan forestille sig." Måske den satte sig, fordi jeg netop på dét tidspunkt følte mig udsat for sådan en uretfærdighed. Eller måske det var, fordi den udfordrede en naiv barnetro på, at når bare man var god, så ville alle være glade for én.

2. Min græsklærer underviser ikke kun i et gammelt sprog, men kæder det nøje sammen med pastoral visdom og teologi. I relation til Første Johannesbrev og Efeserbrevet (altså i bibelen) sagde han noget i retning af: "At gøre uden at være er hykleri, og i vores kirke har vi længe været alt for fokuserede på at gøre frem for at være. Men i stedet for at spørge 'What Would Jesus Do?', bør vi spørge 'What Would Jesus Be?'"

3. Til aftensmaden vender jeg min bakke, så der er mere plads til en pige, der har lyst til at sidde ved vores bord. "Du er så god, Lars," siger en anden pige, da jeg gør det, og i stedet for at vise en eller anden form for falsk beskedenhed, siger jeg bare ganske roligt: "Jeg ved det." Hun svarer med en vis sarkasme (men af den venlige slags, da hun er et godt menneske), at jeg åbenbart også er ydmyg. Jeg modstår fristelsen at svare igen. Det er vist ikke helt rigtigt, at amerikanere ikke kender janteloven, tænker jeg lidt senere.

4. På Facebook mødte jeg en fyr, som kendte mig som barn. Det var jeg på ingen måde stolt af. Jeg kontaktede ham og undskyldte, at jeg havde været "en lille lort". Han svarede mig: "jeg husker dig, ikke som en lille lort, men lille fyr. (...) Så slem var du heller ikke, Lars. Hvis et stort lokum på min størrelse havde ødelagt min vandpistol da jeg var i den alder, var jeg nok også blevet lettere grumpy."

Det er ikke god kutyme blandt "bibeltro kristne" at snakke om "gode mennesker" (bemærk ironien i denne sætning). Jeg forstår ærlig talt ikke dette norm, for i bibelen kaldes mange mennesker "retfærdige", også selv om de må have haft synd i sig og beviseligt har dummet sig, ligesom jeg har. Abraham, Lot, Israel, Moses, David, Salomo, Job ...

Jeg er ked af at være et dårligt menneske af og til. Men jeg er også ked af at falde i den grumme fælde at tro, jeg er et dårligt menneske og så senere finde ud af, at jeg ikke var det - at jeg i den nøjagtige situation faktisk var et godt menneske. Konsekvensen er måske vrede, måske bare en form for skuffelse eller frustration over uretfærdigheden, man blev mødt med, selv om man gjorde det rigtige - selv om man var det rigtige.

"Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes." (Matt 5,6)

(Læs for øvrigt Salme 41, den vil jeg tage udgangspunkt i næste gang jeg prædiker om dette emne. Note til mig selv.)

Jeg vil bringe nogle engelske citater og så forsøge at forklare synspunktet med egne ord på dansk. Jeg siger sikkert mere, end Ratzinger ville tage i sin mund, men det jeg siger kommer i det store hele til at være i fuld overensstemmelse med citaterne, vil jeg påstå. Men tilskriv hans ord ham og mine ord mig. Der kommer desværre ikke til at være mange bibeltekster i denne omgang, men for de, der kender deres bibel, vil disse citater alligevel kaste nyt lys over mange passager, tror jeg.

"Man is a being who himself does not live forever but is necessarily delivered up to death. For him, since he has no continuance in himself, survival, from a purerly human point of view, can only become possible through his continuing to exist in another. The statements of Scripture about the connection between sin and death are to be understood from this angle. For it now becomes clear that man's attempt "to be like God", his striving for autonomy, through which he wishes to stand on his own feet alone, means his death, for he cannont stand on his own." (s. 302, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

Ratzinger giver her en god forklaring på, hvad det vil sige at være syndig. At være syndig er at være vendt imod Gud. Satan er Guds modstander, han er inkarnationen af synd, og der er intet tilbage i ham, som Gud kan elske, fordi han er så opslugt af oprør. Det var dette oprør, de første mennesker sluttede sig til ved syndefaldet, og derfor fødes alle mennesker nu vendt imod Gud som udgangspunkt. De første løgne, Djævelen sagde i Edens have var "Vist skal du ikke dø" og "Du skal være som Gud". Disse ting hænger sammen, fordi kun Gud har liv i sig selv, men synden giver os en illusion af, at det har vi også. Det er og bliver dog en illusion, for vi har ikke liv i os selv. Og derfor vil vi dø, altså ophøre med at eksistere.

"Of course man does understand that his life alone does not endure and that he must therefore strive to exist in others, so as to remain through them and in them in the land of the living. Two ways in particular have been tried. First, living on in one's own children (...) Another way discloses itself when man discovers that in his children he only continues to exist in a very unreal way (...) So he takes refuge in the idea of fame (...) But this second attempt of man's to obtain immortality for himself by existing in others fails just as badly as the first: what remains is not the self but only its echo, a mere shadow. So self-made immortality is really only a Hades, a sheol: more nonbeing than being." (s. 303, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

I oprøret mod Gud søger vi som mennesker andre kilder til liv (læs: eksistens). Men uanset hvad vi gør, så er det ikke vores eksistens, der bliver bevaret, men allerhøjst et minde om det - selv om dette minde også vil dø, fordi dem, der holder på det, også vil ophøre med at eksistere! Inden da vil det måske endda drukne blandt mange andre minder, eller det vil måske miste sin oprindelige form.

Pointen er, at uden Gud (og uden frelsen) er der ingen eksistens whatsoever. Hvis Ratzinger så ellers tog den fulde konsekvens af dette, så ville han også indrømme, at den evige lidelse i Helvede er en dogmatisk og ubibelsk løgn. I stedet forsøger han at holde den åben med den temmelig ulogiske "more nonbeing than being". Dette er noget vrøvl at fyre af, for enten eksisterer man, eller også gør man ikke.

"The article about the resurrection of the body puts us in a curious dilemma. We have discovered anew the indivisibility of man; we live our corporality with a new intensity and experience it as the indispensable way of realizing the one being of a man. From his angle we can understand afresh the biblical message, which promises immortality, not to a separated soul, but to the whole man. Such feelings have in this centure made Lutheran theology in particular turn emphatically against the Greek doctrine of the immportality of the soul, which is wrongly regarded as a Christian idea, too. In reality, so it is said, this idea expresses a thoroughly un-Christian dualism; the Christian faith knows only of the waking of the dead by God's power." (s. 347, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

Flere og flere kristne søger efterhånden tilbage til bibelen og forstår, at for at vi kan forstå, hvad den har at sige til os i dag, så må vi først forstå, hvad den havde at sige til folk på den tid, den blev skrevet. Det er denne vise tilgangsvinkel, der har gjort kristenheden opmærksom på, at mennesket ikke har en sjæl, men at mennesket er en sjæl - krop og ånd kan ikke adskilles, og dør kroppen, ja, så dør også sjælen.

For ikke så længe siden hørte jeg en mp3-prædiken, hvor en prædikant pointerede: "Du kommer til at tilbringe evigheden et eller andet sted - enten himlen eller helvede!" Denne forkyndelse lød sikkert på baggrund af en oprigtig og medmenneskelig bekymring for de fortabte, og det har jeg stor respekt for. Desværre er den også et udtryk for den platoniske grundantagelse, at sjælen ikke kan dø. Dette synspunkt tilhører dog mere græsk dualistisk filosofi, end det hører til kristendommen.

"But doubts arise at once here: The Greek doctrine of immortality may well be problematical, but is not the biblical testimony still more incapable of fulfillment for us? The unity of man, fine, but who can imagine, on the basis of our present-day image of the world, a resurrection of the body? This resurrection would also imply--or so it seems, at any rate--a new heaven and a new earth; it would require immortal bodies needing no sustenance and a completely absurd, quite contrary to our understanding of matter and its modes of behavior, and therefore hopelessly mythological?" (s. 347-348, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

Bogen, det her er taget fra, synes skrevet til almindelige mennesker, der søger at vide mere om kristendom, og derfor er den i sit sprog også meget lettilgængelig (i hvert fald i Sydeuropæiske lande og mange dele af USA). Ratzinger skal derfor have ros for sin meget ligefremme måde at håndtere de spørgsmål, som hans forkyndelse skaber.

For eksempel, så udfordrer han her en meget udbredt ide om det metafysiske (og det usynlige) som den egentlige virkelighed, vi kan regne med efter døden. Dette er igen et lån fra græsk filosofi - husker du allegorien om Platons hulebillede fra din skoletid kan du måske nikke genkendende til det.

Det er også denne ide, der dominerer i New Age, det meste popkultur og generel folketro. Herfra kommer også den meget hyggelige ide om, at de kære afdøde allerede er i himlen - en højere virkelighed, man skal være død for at se, og som egentlig ikke kan lokaliseres nogen steder i vores virkelighed, ikke engang en anden galakse.

Men Ratzinger siger, at bibelen lover os en fysisk verden og en helt fysisk eksistens. Som alternativ til den fysiske eksistens er der kun 'ikke at eksistere'. Så Himmeriget er ikke en oplysningstilstand, hvor vi føler os en del af det store univers og verdensaltet uden at have nogen form - livet i Himmeriget er tværtimod lige så virkeligt som dette liv (og omvendt er dette liv lige så virkeligt som Himmeriget). Og lige så virkeligt var det første paradis jo.

"First of all, the hope for the resurrection of the dead simply represents the basic form of the biblical hope for immortality; it appears in the New Testament not really as a supplement to a preceding and independent immortality of the soul but as the fundamental statement on the fate of man. There were, it is true, in late Jewish teachings hints of immortality on the Greek pattern, and this was probably one of the reasons why very soon the all-embracing scope of the idea of resurrection in the Graeco-Roman world was no longer grasped. Instead, the Greek notion of the immortality of the soul and the biblical message of the resurrection of the dead were each understood as half the answer to the question of the fate of man, and the two were added together. It was thought that, to the already existing Greek foreknowledge about the immortality of the soul, the Bible added the revelation that at the end of the world bodies would be awakened, too, to share henceforth forever the fate of the soul--damnation or bliss" (s. 348, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

Her giver Ratzinger en interessant indsigt i, hvordan den græske misforståelse blev integreret i kristendommen. Da kristendommen voksede i det første århundrede, stod Paulus, hans venner og de første generationer derpå overfor den udfordring at få græsk-tænkende mennesker til at acceptere evangeliet.

Overgangen var glidende, og det er ingen hemmelighed, at mange apologeter i deres forkyndelse og undervisning forsøgte at være positivt indstillede overfor græsk filosofi i det omfang, de syntes, det ikke undergravede kristen tankegang for meget. Det er dog naivt at tro, at kristendommen helt besejrede græsk filosofi, men i de sidste dage er vi vågnet op og kan med bagklogskaben sortere skæg fra snot, hvis vi ellers er villige til at være tro mod Guds ord.

En pointe, Ratzinger også berører er, at den græske filosofi også påvirkede forståelsen af himmel og helvede. Det var hele fremtidsbilledet, der blev påvirket. Det kunne også virke til, at han implicit erkender, at 'evig lidelse' er en følgevirkning af platonisk forståelse af sjælen. Helvedes sande karakter blev misforstået, fordi græske tankebygninger ikke blev revet ned i tide.

"As opposed to this, we must grasp the fact that originally it was not a question of two complementary ideas; on the contrary, we are confronted with two different outlooks, which cannot simply be added together: the image of man, of God, and of the future is in each case quite different, and thus at bottom each of the two views can only be understood as an attempt at a total answer to the question of human fate. The Greek conception is based on the idea that man is composed of two mutually foreign substances, one of which (the body) perishes, while the other (the soul) is in itself imperishable and therefore goes on existing in its own right independent of any other beings. Indeed, it was only in the separation from the body, which is essentially foreign to it, so they thought, that the soul came fully into its own. The biblical train of thought, on the other hand, presupposes the individed unity of man; for example, Scripture contains no word denoting only the body (separated and distinguished from the soul), while conversely in the vast majority of cases the word soul, too, means the whole corporeally existing man; the few places where a different view can be discerned hover to a certain extent between Greek and Hebrew thinking and in any case by no means abandon the old view." (s. 349, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

Ratzinger uddyber de helt fundamentale forskelle mellem græsk og kristen tankegang om sjælen og kroppen, hvor forskellige de er, og hvilke vidtrækkende konsekvenser en eventuel sammenblanding af de to modstridende doktriner har, ikke mindst for vores forståelse af fremtiden. Han pointerer, at den rette forståelse af mennesket er det hebraiske, holistiske syn, der dominerede, før den græsk-romerske filosofi trak kristendommen i en anden (hedensk) retning.

"The awakening of the dead (not of bodies!) of which Scripture speaks is thus concerned with the salvation of the one, undivided man, not just with the fate of one (perhaps secondary) half of man." (s. 349, Introduction to Christianity, Joseph Cardinal Ratzinger.)

Dette citat er sjovt, fordi hvis man tager halvdelen af første linje ud af sin sammenhæng, så kan det se ud som om han ikke tror på 'kødets opstandelse'. Dette har jeg set folk gøre og på den baggrund kaldt den kære katolske pave for en kætter. Ratzinger er ikke en kætter, i hvert fald ikke på dette punkt, for han tror selvfølgelig på kødets opstandelse. Hans pointe er, at ikke bare kødet genopstår - men det hele udelelige menneske genopstår til liv ved Guds kraft.

Hvis du har læst et tidligere indlæg, der hedder Sandheden om Helvede, så vil du også dér finde stærke bibelske argumenter for, hvorfor den fysiske eksistens står i så stærk kontrast til 'evig lidelse'. Gud giver nemlig kun uforgængelighed til de frelste, og de, som havner i ilden, vil derfor blive udslettet. Og der skal lyde "skrig og tænderskæren", for det er ikke sjovt at se sin udslettelse i øjnene, men dog skal det få en ende, for Gud er kærlighed.

Efter alt dette sidder nogen så muligvis tilbage med spørgsmålet: "Betyder dette, at paven ikke tror på helvede?" Desværre tager paven ikke den fulde konsekvens af sin egen argumentation, som jeg har præsenteret i dette indlæg. Men da han med en ske har fjernet det grundlag, kirken byggede helvede på for lidt over 1700 år siden, har han været nødt til at lægge et helt nyt grundlag ind på dets plads, der om muligt er endnu mere søgt. Det er ikke usandsynligt, jeg skriver et blog-indlæg om dette ved senere lejlighed.

Til sidst vil jeg naturligvis undskylde for den larmende arrogance, der nok kommer til udtryk, når jeg påstår at have en så klar og absolut forståelse af bibelen og Sandheden (ja, med stort S). At jeg er så direkte og virker så selvsikker i mine holdninger er først og fremmest en skrivemetode, jeg benytter for, at der ikke skal efterlades tvivl om, hvor jeg står henne. Mit råd til dig er, at du naturligvis selv dykker ned i bibelen og stiller dig selv spørgsmål som: "Hvad betød det for dem dengang? Hvad betyder det for os i dag?" Jeg garanterer ikke, vi derved når frem til det helt samme resultat, men jeg ser det stadig som et godt råd, og jeg prøver selv at følge det.

Jøderne havde en klar forventning om Guds rige. Måske de savnede det omdømme, de havde haft, hvor de kunne banke alle naboerne, og hvor de ikke behøvede betale skat til hedenske romere. Eller måske de var klar over, at Gud ville indstifte et særligt rige, som aldrig skulle forgå, og som ville overgå alle de riger, deres forfædre havde været i. Uanset hvad forventningen var, så var det denne forventning, Jesus addresserede i mange af sine lignelser.

Han sagde: "Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark." På den tid var det ikke unormalt, at man gemte sine værdier i marken. Skulle huset blive røvet, eller skulle fjenderne erobre landet, så ville smykkerne ligge skjult, indtil de evt. kunne vende tilbage. Problemet var bare, at man også havde det med at glemme, hvor de var gemt, fordi de var gemt så godt - et problem vi nok alle kender til, når der er blevet ryddet op i vores ting, og vi pludselig mangler negleklipperen eller opladeren.

Men en fyr opdagede, at en mark var et rent skattekammer, og han solgte alt, hvad han ejede for at få fingre i marken, så han også kunne få skatten. Hvorfor ikke bare begynde at grave skatten op uden at købe marken? Et selvfølgeligt svar var, at det ikke var hans mark. Dette havde dog ikke holdt alle tilbage. Måske Jesus kendte en anden version af historien, hvor manden faktisk ikke gad købe marken, men bare gik i gang med at grave. Overdænget med jord, mudder og skidt stod han til sidst med en trillebør (eller hvad man havde i stedet dengang) fyldt med smykker, guld og ædelsten.

Højst sandsynligt ville manden dog blive opdaget af ejeren, der ville spørge: "Hvad er det der?" Som god løgner kunne han så naturligvis svare: "Det er ikke en skat." Og ejeren kunne spørge: "Hvor har du den fra?" Og den mudderdækkede løgner kunne have fortsat: "Jeg har den ikke fra din mark." Men han var nok blevet gennemskuet, og resultatet havde nok ikke været rart. Ejeren ville formodentlig kræve at få skatten, påstå at det var hans, fordi den havde ligget i hans mark. De fleste mennesker ville ikke gå ind i sådan en diskussion, men hvis skatten er stor nok, så er man måske alligevel villig til at argumentere for sit ejerskab?

"Det er min skat, selv om jeg fandt den i din mark - fordi godt nok var den i din mark, men nu er den i min trillebør (kærre), og hvad der ligger i min trillebør (kærre) tilhører jo mig." Måske ejeren som svar havde startet en retssag. Eller måske han bare havde plukket øjet ud på ham. "AAARGH!! Hvad laver du? Mit øje?!" Og ejeren af marken (og skatten) bruger den nye logik, han lige har lært: "Ikke dit øje længere. Det sad godt nok i dit hoved, men nu sidder det mellem mine to fingre, og hvad der sidder mellem mine fingre tilhører jo mig." De kunne i givet fald have byttet skat og øje, og manden dækket med mudder kunne have glemt alt om at få fat i skatten - det ville endda være for sent at købe marken.

Når man ser en skat, der er så stor og værdifuld som Himmeriet, så handler man ikke dumt eller overilet. Man tænker sig nøje om og gør, hvad der er snedigst, og hvad der også holder bedst juridisk og moralsk. Når først man har købt marken, så er der ikke længere nogen, der blander sig i, hvad man finder i den, fordi så kan man med god samvittighed påstå, at den faktisk tilhører én selv, og at man har fået den på helt retfærdig vis. Man tøver heller ikke med at sælge alt, hvad man ejer, for når det kommer til stykket, så er der ikke noget, man ejer, som man ikke kan undvære - når bare man får Himmeriget til gengæld.