LO har selvfølgeligt ret til at forsvare sine medlemmers interesser,  men er det virkeligt nødvendigt at gå efter alle de 800 virksomheder der medlemmer af kristelig arbejdsgiverforening? Er det ikke bare LO der vil spille med musklerne og deres bugende strejkefond?

LO har er under et stort pres i disse dage, medlemmerne melder sig ud i hobetal og der er ikke noget der tyder på at det vil stoppe foreløbigt. LO har været nødsaget til, officielt, at klippe båndende til Socialdemokratiet da medlemmerne ikke i samme grad som tidligere sympatiserer med venstrefløjen i Dansk politik.

Nu er Harald Børsting blevet ny formand for LO og han bebuder nye tider for fagbevægelsens mastodont. "Vi skal fortælle hvorfor det er godt at være medlem i et af LO´s forbund", men hvad gør LO? I stedet for at se på hvad deres medlemmer faktisk ønsker sig af et medlemskab så falder de tilbage til svundne tiders metoder: Vi tromler alle ned der kommer i vejen for os, hvor "os" er LO og ikke medlemmerne.

Tidligere kunne LO så last og brast med Socialdemokratiet, som partiets forlængede arm. Så flyttede medlemmerne sig holdningsmæssigt og ville ikke acceptere et medlemskab af en organisation der satte partipolitik over medlemmernes interesser. Nu er det rent faktisk blevet muligt at skifte fagforening til en organisation der agerer i overensstemmelse med sin egne holdninger og det gør frie mennesker i hobetal.

LO har forsømt at tage udfordringen op og gøre sig attraktive og tilbyde et bedre produkt end de andre fagforeninger og det burde de kunne når de har kontingenter der langt højere end konkurrenterne. I stedet skyder LO på alt og alle og det ligner langt mere desperate handlinger end et forsøg på at skifte strategi og fokuserer på kerneforretningen: medlemmernes behov.

Måske har LO indset at de ikke kan blive ved med at fastholde fordums tids styrke og derfor sætter alt ind for slå hårdt ned på konkurrenterne.  Men hvis ikke LO kan imødekomme konkurrencen om medlemmernes gunst og fokuserer på deres ønsker, så vil de til stadighed bløde medlemmer.

Mvh
Brian Palmund

Det er ualmindeligt dumt af KAF at presse LO-medlemmer ud af LO. Dermed har man nemlig ødelagt sin egen tese; nemlig at alle selv har ret til at vælge fagforening. (se http://politiken.dk/erhverv/article475300.ece) LO har nu øjnet chancen for at slå hårdt igen imod de fagforbund som igennem flere år har tirret dem så grusomt, men haft retten på sin side. Derfor truer man nu med storkonflikt mod KAF. Et umådeligt kraftigt våben, som vil tvinge fjenden i knæ, hvis der ikke kommer et indgreb inden.

Som LO-medlem og stor tilhænger af "de røde lejesvende" glæder det mig, at man endelig er kommet op af stolen og taget sagen i egen hånd. De Kristeliges bommert kan blive en ny start for den gode, gamle fagbevægelse, og kan blive starten på en ny fremgang efter de mange års nedtur. Med lidt held vil arbejderne igen blive gjort opmærksomme på, at deres rettigheder altså ikke kommer af ingenting, og i højere grad organisere sig for at bevare retten til at konflikte for ordentlige overenskomster.

Med Harald Børsting er LO vågnet til kamp af sit dvale. Vi må håbe, at de tør kæmpe den til ende.

Jeg er så ked af at se at flere personer jeg har stor respekt for vælger at støtte et sådan initiativ.  

Det er trist at de ikke kan se at de med deres stillingtagen netop sætter netop ”medsøstre, mødre og døtre i en meget udsat position”, for nu at tage f.eks. Manu’s egne ord. Konsekvenserne af et købsforbud er jo at de personer der har brug for hjælp bliver endnu mere udsatte, fordi de nu også bliver skjulte. Det opsøgende arbejde bliver besværliggjort, og vejen ud af prostitution bliver endnu sværere pga. af den øgede stigmatisering.  

Og Tøger Seidenfaden kan ikke se skoven for bare træer – eller i hvert tilfælde ikke gennemskue at hans ytring i sig selv er kvindeundertrykkende. Og hvorfor blander han tvang og prostitution sammen. Eller han mener måske at de kvinder der selv og frivilligt har valgt at være prostituerede ikke er i stand til at vide hvad der er godt for dem selv – tal lige igen om kvindeundertrykkelse… Og kære Tøger tvang er i forvejen ikke tilladt – så hvad skal et forbud mod at købe seksuelle ydelser hjælpe der? 

Til AndyOp: Skal vi så også forbyde rengøringsassistenterne fordi de ikke alle er lykkelige? Og hvad er din dokumentation for at det er en myte? Jeg har kendskab til flere prostituerede som nok er lykkeligere i livet generelt end mange andre mennesker. Hvorfor er lykke målet? Det er det jo ikke særlig mange andre steder her i livet. F.eks. tror jeg det er en overdrivelse at tro at flertallet af Danmarks befolkning betragter sig som lykkelige baseret på én handling i deres liv – f.eks. deres arbejde. Hvis det er lykken der er kravet, så får vi nok større problemer med mangel på arbejdskraft end vi har nu *SS* 

Og Karl H. Bornhøft må vist have misforstået noget. Menneskehandel er forbudt! Prostitution er ikke handel med mennesker – ligeså lidt som jeg køber min massør når jeg er på besøg hos hende. Jeg køber en ydelse. Ikke et menneske. Så hvad laver du egentlig på den der side vedr. prostitution? 

”Frihed, lighed og værdighed for den enkelte” er Harald Børstings begrundelse. Men et købsforbud giver ikke de personer, der gerne vil arbejde som prostituerede frihed til det. Et købsforbud giver heller ikke handicappede lighed, da mange af dem nu vil miste deres mulighed for et sexliv. Og hvor søren er værdigheden henne, når både kunder og prostituerede skal kriminaliseres og stigmatiseres. 

Jeg mangler det hårdtslående argument for hvorfor vi skal et købsforbud. Hvis vi virkelig gerne vil hjælpe dem der har behov for hjælp, så er et forbud ikke måden at gøre det på, da det eneste der kommer ud af et forbud er mørkelægning, mere stigmatisering og øget udsathed. 

Så kære mænd – fint at I har taget stilling – men overvej lige om jeres mål hænger sammen med det middel i nu peger på.

I have just read a couple of articles from earlier this month about the former LO deputy leader, Tine Aurvig-Huggenberger, and her demands for a six million kroner pension. Plus she had already been given a year’s salary of DKK 732,000 to take further education. All of this is happening despite the fact that it was Tina Aurvig-Huggenberger herself who resigned from her job and left LO after she lost the leadership election to Harald Børsting at the end of October last year. So Aurvig-Huggenberger was neither fired nor forced out – on the contrary, prior to the vote she had stated that she would quit LO if she lost.

I have to admit that on a moral level I don’t understand how Tine Aurvig-Huggenberger can bring herself to make such demands of her now former employers when she is the one who resigned from her post with LO. Of course Aurvig-Huggenberger should receive her salary during the agreed term of notice and she is also more than entitled to the pension she has accumulated while she was employed there. However anything over and above these more than reasonable demands is an insult to the ordinary everyday union members – why should an outgoing deputy leader be rewarded for quitting their job because they were disappointed that they lost an election?

Having said that, I am also of the opinion that if there are any binding legal agreements that mean that Tine Aurvig-Huggenberger is entitled to all of these millions, then she should of course receive the money. The fact that cases such as this one only help to stretch the credibility of all trade unions is another matter. I personally think that this will make the modern wage earner distance themselves further from the unions, which are already having trouble justifying their existence and which have been losing members left, right and centre in recent years. Maybe the Aurvig-Huggenberger case will finally get the unions to admit that they are going to have to work hard to rebuild their credibility - and the LO leadership can lead the way by setting an example and making an active effort to eradicate the ghost of the trade union careerist, which has always haunted the trade union movement.

Jeg har netop læst et par artikler fra tidligere på måneden om den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes krav om at få op imod seks millioner kroner i pension. I forvejen havde hun fået tildelt et års løn på 732.000 kroner for at tage en uddannelse. Alt dette sker desuagtet det var Tina Aurvig-Huggenberger selv, der opsagde sin stilling og forlod LO efter hun tabte formandsvalget til Harald Børsting i slutningen af oktober måned sidste år. Altså blev Aurvig-Huggenberger hverken fyret eller presset ud - tværtimod havde hun forud for selve afstemningen selv meldt ud, at hun ville forlade LO, hvis hun tabte.

Jeg må indrømme, at jeg på det moralske plan ikke forstår, hvordan Tine Aurvig-Huggenberger kan få sig selv til at stille sådanne krav mod sin nu tidligere arbejdsgiver, når hun selv har valgt at opsige sin stilling og forlade LO. Selvfølgelig skal Aurvig-Huggenberger have løn i den aftalte opsigelsesperiode og naturligvis også den pension, som hun har optjent medens hun har været ansat. Men udover disse rimelige krav, mener jeg det er at gøre hån mod de menige fagforeningsmedlemmer, hvis en afgående næstformand bliver forgyldt, efter selv at have opsagt sit job i skuffelse over at have tabt valget.

Når det er sagt, er jeg også af den holdning, at hvis de indgåede aftaler rent juridisk gør, at Tine Aurvig-Huggenberger er berettiget til alle disse millioner kroner, så skal hun selvfølgelig have dem. At sager som denne så er med til at sætte pres på fagbevægelsens samlede troværdighed, er et helt andet problem. Personligt tror jeg det får den moderne lønmodtager til at lægge yderligere afstand til fagbevægelsen, der i forvejen har svært ved at retfærdiggøre sin eksistens og mister medlemmer til den helt store guldmedalje i disse år. Måske er Aurvig-Huggenberger-sagen det der skal til, for at fagbevægelsen erkender, at hvis dens troværdighed skal reddes, må også LO-toppen gå foran med et godt eksempel således man gør en aktiv indsats for at slippe af med det pamperspøgelse, der altid har forfulgt fagbevægelsen.

Artikel på politiken.dk

Harald Børsting ønsker, på vegne af sine medlemmer at få en regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister og dette vil han følge op med annoncer i slutfasen af valgkampen. Dette bidrag til Socialdemokratiets kampagne er måske ikke indbetalt på deres kampagnekonto men koster mindst lige så meget for LO´s medlemmer som kontante indbetalinger.

Harald Børsting har under sin egen valgkamp, snakket meget om hvordan han vil skabe fornyet liv i LO´s forbund og skaffe fremgang for fagbevægelsen i Danmark. Nu ser vi så et klart billede af hvad Harald Børsting konkret forestiller sig for fremtiden. Han starter med at fravælge alle medlemmer der ikke er socialistiske af grundholdning, han vælger at basere forretningen på de 40 % (EL+SF+S, Gallup d. 9 Nov) som støtter en socialistisk ledet regering. Dermed fravælger han også alle de medlemmer som ikke støtter en socialistisk ledet regering.

Harald Børsting mener dermed at han kan stoppe blødningen i fagbevægelsen ved at begrænse sig til socialistiske vælgere. Harald Børsting vælger fuldstændigt at se bort fra de resultater som den nuværende regering har skabt for LO´s medlemmer: skattelettelser i bunden har givet store økonomiske fremskridt for medlemmerne, historisk beskæftigelse har skaffet medlemmer gode muligheder i de kommende overenskomstforhandlinger og så har Regeringen i samarbejde med de fleste offentlige faggrupper og fagbevægelsen udarbejdet en Kvalitetsreform, der tager udgangspunkt i lokalt forankrede ønsker om forbedringer i arbejdsforhold, om ekstra uddannelse, forbedret ledelse og langt mere tilfredsstillende arbejdsvilkår.

Harald Børsting fravælger en stor del af sine medlemmer til fordel for egne politiske ideologier. Væk er forbedringer på alle medlemmers vegne, tilbage er leflen for social-egoisterne.

Med venlig hilsen
Brian Palmund