I might have stolen the story, but I drew the pictures. ;)
Anyway, feel free to share.

Download: Footprints in the Sand

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
Salme 34,19

Hvad skal der til for at overbevise dig?

For mange mennesker er det miraklet. De vil ikke bare se det ske, for de har tusind gange set tryllekunstnere lave illusionsnumre. De vil mærke det, på deres egen krop. Tryllekunstnerne kan mange ting, men de kan ikke få dit ben til at vokse ud, så det svarer til det andet i længde. De kan ikke bringe dit syn tilbage. De kan ikke fjerne dit mavesår, og de kan ikke fikse din kæbe eller fjerne din kræftknude.

Men disse ting kan ske hos Evangelist, siges det. De lægger naturligvis vægt på, at det sker ved Guds kraft, ikke ved deres egen. Således berettes det af utallige på Evangelists hjemmeside, at Gud har gjort fabelagtige mirakler i deres liv, helbredt dem for sygdom, både de psykiske og de fysiske. Alligevel foreligger der ingen dokumentation for miraklerne, desværre.

På Hedblog (Christian Hedegaards blog) underbygges påstanden dog flere gange af forskellige læger, at Evangelist hjælper psykisk syge ved at give dem noget at tro på. Den ene af lægerne, Hendrik Franow, som er 1. reservelæge for Vejle Sygehus, sætter det i relation til Placebo-effekten og siger: "Videnskaben bekræfter dermed at troen (på en sukkertablet, en meningsløs operation eller på Gud) kan have en positiv virkning på et sygdomsforløb eller endda være årsagen til helbredelsen." Det er ham angiveligt derfor heller ikke et problem at tro på, at Evangelist kan udrette noget i folks liv.

Et andet sted på bloggen argumenterer en læge - Berit Linde, 1. reservelæge, Aalborg Sygehus - for Evangelists succes med at kurere de psykiske tilfælde. Hun siger: "Danmark [har] et stort behov for en organisation som Evangelist, der har som deres vision at hjælpe mennesker med misbrugsproblemer og psykiske lidelser." Og så siger hun: "De har igennem deres arbejde på Vildkildegård ved Arnborg og Tabitas hus i Gørløse været med til, at hjælpe mennesker med psykiske lidelser til at blive raske, så at de klarer sig uden den medicin, som de har fået i årevis og nu lever velfungerende liv, hvor de tager ansvar for sig selv og verdenen omkring dem."

Hvor begge læger argumenterer for Evangelists sundhedsvirksomheder, så er der dog ingen af dem, der bekender en tro på Gud på baggrund af Evangelists foretagender. De oplever stor succes hos Evangelist, men ingen af dem kalder det mirakler, selv om den ene erkener, at der kan være tale om mirakler, ligesom der kan være tale om det med placebo-effekten. Sidstnævnte begrunder Evangelists succes med deres kærlighed og omsorg. Man får dog let det indtryk, at for Berit Linde kunne det være en hvilken som helst institution, der påtog sig Evangelists arbejde, verdslig såvel som religiøs, hvis blot der blev gjort det arbejde, som sundhedssystemet ikke har overskud til.

Mange mennesker i Evangelist kan stå inde for, at der sker mirakler. Alligevel finder vi det ikke påstået af nogen læger, end ikke dem som Christian Hedegaard trækker ind på sin blog som venner. Skulle en læge ikke kunne dokumentere for et mirakel, hvis det var sket, rent fysisk? Jeg synes, det er en tankevækkende detalje, som er værd at have med, selv om nogen måske vil være uenige. Min første pointe er, at det er stadig et spørgsmål om tro på Evangelist, om der virkelig er tale om mirakler, eller om det er ren marketing.

Mirakler - dengang!

Nogen vil mene, at hvis det er tilfældet, så bør vi alle lægge vores liv om og følge Evangelists vej til Gud. Jeg er selv kristen, og jeg tror på en Gud, som kan gøre mirakler. En tvivl på Guds evner er på det punkt til grin, når først man har erkendt hans eksistens. Hvis Gud er til, så kan han ikke overvurderes. Jeg tror derfor også på, at hvis vi beder for nogen, så sker der af og til mirakler, men jeg kan så også konstatere, at nogen gange sker det bare ikke. Men det mest provokerende (for visse andre kristne) er nok min overbevisning om, at der nogen gange sker mirakler, uden at Gud har noget som helst med det at gøre. Dette vil jeg vende tilbage til lidt senere.

I bibelen fortælles en historie om en fyr ved navn Elias. Det fortælles, at der på det tidspunkt ikke var særlig mange, som troede på den samme Gud, som han troede på. I stedet var det meste af Israel gået over til at tro på en afgud ved navn Ba'al. Elias udfordrede så disse profeter: "Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud." (1 Kong 18,22-24)

Selv om brændoffer nok er meget fremmed for os i dag, så kan man forestille sig, at en sådan fortælling i mange sammenhæng vil falde i god jord. Det er en god måde at teste på, om man har fat i den rette Gud, altså at få den rette til at kaste ild ned fra himlen. Hvad man i denne sammenhæng bør lægge mærke til er, at Elias ikke selv kom på ideen at udfordre Gud. Han levede et liv i tæt kontakt med Gud, hvor han fulgte Guds vejledning. Det var Guds plan, ikke Elias', at Guds kraft her skulle åbenbares med ild.

"Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op." (1 Kong 18,36-38)

Mirakler - i dag!

Hvorfor nævne denne historie? Fordi jeg finder det interessant, at der i bibelen selv refereres til netop denne historie i Åbenbaringen. Åbenbaringen er en bog, der fortæller om det, som skal ske indtil enden og den nye begyndelse (Åb 4,1). De fleste mennesker, selv dem som ingen øvrig kendskab har til kristendommen eller bibelen, har hørt om 666. Det er dyrets tal, og det fremgår af Åbenbaringen, at det er et mennesketal.

Lad mig bare slå fast på forhånd, at jeg ikke ønsker at sige, at Evangelist har nogen som helst relation til 666. Det er ikke en sådan beskyldning, jeg kommer med. Dette er udelukkende for at forsøge at reflektere lidt over fænomenet, mirakler.

Der står om dette dyr, at det "gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himlen ned på jorden for øjnene af menneskene." (Åb 13,13) Der er altså ingen tvivl om, at ilden i denne sammenhæng er en klar reference til det, Gud gjorde for øjnene af Elias og alle Ba'al-profeterne på Karmels bjerg. Bibelen fortæller os, at der engang skal træde nogen frem (666), og vedkommende skal gøre undere, som vi kun troede, at Gud kunne udføre dem.

Dét, der tidligere beviste Gud, vil i fremtiden (måske allerede her i nutiden) tjene som det ondes virkemiddel for at lede folk på vildspor. Derfor bør vi være på vagt og ikke lade os forføre af tegn og mirakler. De samme advarsler kommer direkte fra Jesus selv: "Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!" (Matt 7,21-23)

På den yderste dag vil der altså stå folk, som mener at have uddrevet dæmoner og helbredt og gjort en masse godt i Jesu navn - men Jesus vil vise dem bort, fordi de alle deres fantastiske gerninger til trods ikke havde et reelt forhold til ham. De havde ingen syndserkendelse, og de har aldrig taget imod Guds nåde. Igen vil jeg pointere, at jeg på ingen måder forsøger at sætte Evangelist ind i Jesu lignelse. Min pointe er bare, at miraklerne - det være sig dæmonuddrivelser eller helbredelser - i sig selv er ligegyldige. Jesus siger det endnu tydeligere i Mark 13,22-23: "for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre de udvalgte vild. Men tag jer i agt! Jeg har sagt jer det hele forud."

Miraklerne er i dag altså ingen gyldig garanti for, at det, mirakelmagerne står for, er det rigtige. Ser du et mirakel hos Evangelist, måske en helbredelse, så glæd dig på vegne af den helbredte (ikke mindst hvis det er dig selv). Men tag ikke af den grund alting, Evangelist siger for gode varer. Vær kritisk (men stadig åben) og forhold dig fortsat til Evangelist med den sunde fornuft, som Gud har skænket dig. Er du kristen, så vil jeg anbefale dig at veje alt i forhold til skrifterne, og har du ringe forståelse af skrifterne, så prøv i begyndelsen at opsøge nogle forskellige, der har stor indsigt, men som stiller sig forskelligt i debatten. Bed dog først og fremmest om Helligåndens vejledning.

Sådan tænker jeg. Take it or leave it.

The Pharisee's Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 3. Unlawful Uses of the Law

"Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges" (1 Tim 1,8 )
En forkert måde at bruge loven på er som middel til frelse.

Paulus: Loven er god.
"Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt." (Rom 7,12)
Paulus neddegraderer ikke loven, men sætter den på sin rette plads.

Rom 1-3,23 forklarer syndens omfang, før den går til løsningen på syndens problem.
Rom 3.20 er et opgør med farisæisme: "For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse."
Dette tema skinner gennem alle Paulus' skriverier. (Rom 4,15; Gal 2,16; 3,10-11)

"In short, the law reveals that there is a serious problem in our lives, but it offers no solutions. It simply leaves people with a death sentence hanging over their heads. Thus Paul got upset when people sought to use law to gain salvation. [Gal 3,1-3]"

Loven giver kun en dødsdom, men troen giver liv.
Loven er dog ikke overflødig af den grund, tværtimod. Rom 3,31: "Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende."

Formålet med loven

1. At åbenbare Gud for os, den er et udtryk for Guds karakter.

2. At give en standard for, hvordan det ideelle menneske er.
Vi er skabt i Guds billede for at reflektere hans karakter. (1 Mos 1,26-27)

3. Loven er således den standard, verden skal dømmes efter.
(Se bl.a. Rom 2,12-16; Åb 14,6.7; Præd 12,13-14)

4. Loven giver intet håb, derfor er den et motivationsgrundlag til at søge Jesus.
Loven slår os ihjel, så vi flygter vi til Jesu kors for at få liv.
Gal 2,19: "For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud."

5. En moralsk vejledning og standard for retfærdighed i det kristne liv.
Loven sender os først til Kristus, som frelser os (se 4)
- derpå sender Kristus os tilbage til loven for at opdrage os.

"The New Testament is clear that while the law is not a method of salvation, it does function in the converted Christian life as a normative definition of sin and a guide to Christian living."

(Konsekvens: Når man vender tilbage til loven, er man sikker på, man er frelst. Ellers er man slet ikke klar til at komme tilbage til den, fordi man ikke har taget mod nåden.)

Dette er, hvad Paulus mener, når han siger, han er "under Kristi lov" (1 Kor 9,21)
(Under Kristi lov handler det ikke om frelse længere, men om at vokse i Kristus)
Det kristne liv er et lov-formet liv - ikke for frelsens skyld, men af hengivenhed.

"Wesleyan Melvin Dieter can suggest that for the converted person the law "becomes a gospel" as it lures us "to the life of love, which is the end of the law.""

"it should be emphasized again that one of the greatest and most serious confusions of religious history is the failture to make a clear distinction between what one must do to be moral and what one must do to be saved."

Farisæerne undervurderede synd og misforstod formålet med loven.
Derfor så de stadig loven som en direkte vej til frelse.

"Ellen White wrote that "it was possible for Adam, before the fall, to form a righteous character by obedience to God's law. But he failed to do this, and because of his sin our natures are fallen and we cannot make ourselves righteous. Since we are sinful, unholy, we cannot perfectly obey the holy law.""

"J.H. Gerstner expands on the above insights. "The Pharisees' erroneous interpretation of the law [and law keeping]," he penned, "rested on an erroneous view of mankind. They regarded the fall of Adam as simply the first example of a person deciding wrongly; people can still live correctly after the fall if guided by the law."

Den "rigtige" lov

De 10 Bud gælder ikke i hele universet.
Fx det 4. bud, sabbatsbuddet, snakker om skabelsen af jorden.
Loven, som vi kender den, er desuden addresseret til synderen. "Du må ikke slå ihjel" er ikke relevant for en engel, et væsen uden synd (og voldelig kreativitet).

Den bibelske betydning af "lov" varierer, men princippet bag alle love er enkelt:
1) Elsk Gud. 2) Elsk mennesker. "På de to bud hviler hele loven og profeterne."
(Se Matt 22,34-40; 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18 )

Det mest basale princip bag loven er altså kærlighed.
Så loven reflekterer Guds karakter, eftersom Gud er kærlighed. (1 Joh 4,8 )
Alle love og regler fra Gud udspringer af én grundlov: Kærlighed.

LOV -> love (LAW -> laws), ligesom SYND -> synder. Farisæerne kan kun læse det med småt, de forstår ikke SYND og LOV, de forstår kun 'love' og 'synder'.

Lovene (som udspringer af LOV) er udtrykt i negationer ("Du må ikke...")
Men det grundlæggende princip (LOV) er positivt: "Du skal elske..."
Når vi kun forstår lov (ikke LOV), så tænker vi kun i negationer:
Matt 12,43-45: En mand tømmer sit liv, men fylder det ikke med noget positivt.
Matt 19,16-30: Den rige mand var dygtig til "Du må ikke", men ikke "Du skal"
Matt 18,21: Peter ville egentlig vide, hvornår han ikke behøvede tilgive længere.

"Like Peter, we are more comfortable with the negative than the positive. We want to know when we have fulfilled our quote of goodness so that we can relax and be our normal selves. The negative limits the scope of rightousness and makes it humanly manageable and achievable. Thus legalists of all stripes must of necessity focus on the thou-shalt-nots."

Nogen tror at kærlighedsbuddet er en undskyldning for at undgå "du må ikke"-buddene, men i virkeligheden er "du må ikke"-buddene en undskyldning for ikke at holde kærlighedsbuddet. Det er lettere at lade være med at hade end at elske.

Moralsk bevidste mennesker er træt af kristendommen,
fordi de altid ser den i sin legalistiske form a la hvad man ikke må
i stedet for i sin moralske form a la hvad man bør gøre.
Jesus: "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple:
hvis I har kærlighed til hinanden." (Joh 13,35)

"It is significant that Jesus never said that His disciples would be recognized because they kept the Sabbath, paid tithe, or took care of their health. Those items of conduct are important in Christian living, but they are not the core of Christian living."

Kristent forhold til loven

Paulus gør aldrig op med loven, kun med den forkerte måde at bruge loven på.

Rom 6,18: "Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden (...) For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges." Jak 2,12: "I skal tale og handle som mennesker, der vil blive dømt efter frihedens lov."

James Stewart siger, legalisme (lovisme) har tre kendetegn:
1. Man tror på forløsning gennem menneskelig indsats.
2. Man har fortjeneste for øje ("a mercenary spirit")
3. Man er "glad" for negationer ("Du må ikke...")

Richard Rice siger, legalisme er decideret naivt,
fordi det undervurderer synds omfang og magt over os. (Rom 3,9; 5,12)
Desuden kalder han det syndigt, fordi det grunder i stolthed. (Rom 3,27; 1 Kor 1,29)

Ef 2,8-10: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i." Gal 2,21: "hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte"

Frelsen forandrer ikke loven, men forandrer vores forhold til loven.
Frelsen sætter os fri fra lovens fordømmelse af os (Rom 8,1)
og giver os den rigtige motivation til at leve efter loven.
Denne forandring demonstrerede Zakæus (Luk 19,1-10)

"The Christian's relation to the law is what the Bible refers to as the new covenant experience. Jeremiah and the book of Hebrews tell us that the ideal spiritual experience takes place when God puts His laws into our minds and writes them on our hearts. [Jer 31,31-34; Hebr 8,10]"

Derfor skriver Paulus, at "I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod." (2 Kor 3,3) Dette ligger implicit i Jesu ord om, at "Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." (Joh 3,3)

"The new attitude to God's law is a sign that one has been redeemed by God's grace."

Romerbrevet 7

Romerbrevet 7 er et af mine yndlingskapitler i bibelen. Min forståelse af kapitlet kan naturligvis stadig blive meget større - sådan har jeg det med alle kapitler i bibelen - og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, og der er mange besvarede spørgsmål, jeg stadig kan finde på at stille for at se, om svaret stadig er det samme.

Overskriften for kapitlet, som de har tilføjet i den autoriserede udgave fra 1992, er "Frihed fra loven". Forrige kapitel kaldes "Frihed fra synden" og næste kapitel kaldes "Frihed fra døden". I sig selv er overskrifterne måske ikke særlig sigende. Skal man fange pointen, så skal man virkelig ned og grave i teksten.

At vi er frie, betyder det at vi ingen moralske forpligtelser har? Eller betyder det bare, at vi er frie for lovens konsekvenser, selv om vi stadig bør holde den? Og hvad er det for en lov, der snakkes om? Snakker vi bare generelt det guddommelige princip om at elske Gud og sin næste? Eller snakker vi mere konkret De 10 Bud? Eller snakker vi hele Moseloven med alle dens foreskrifter om renhed og økonomi og ægteskab og ejendomsret?

I de første tre vers benytter Paulus et meget konkret eksempel fra loven: "Du må ikke bryde et ægteskab." Hans pointe er, at vi kun er bundet af loven indtil døden. Det er ikke, at loven bliver ond og dårlig af, at vi dør, men dens relevans forsvinder, når omstændighederne ændrer sig. Den konkrete lov, han snakker om, er altså ikke en evig lov, men en lov, der var gældende indtil Jesus døde og dermed etablerede en ny slags lov, dog med samme rod.

At være i kødet

v5 For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden. v6 Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle.

Vers 5 forvirrede mig en smule. Siger han, at vi ikke længere bør føle syndige lidenskaber i vores krop, hvis vi har modtaget Ånden? I givet fald har jeg vist ikke modtaget Ånden, for jeg føler i allerhøjeste grad "syndige lidenskaber virksomme i mine lemmer". Lysten til vold (når jeg er vred) og seksuel nydelse (når selskabet er det rette) får indført mange ord, når jeg diskuterer med mig selv.

De efterfølgende vers kaster muligvis lys over spørgsmålet, da Paulus beskriver, hvordan han blev så meget mere syndig (eller syndede så meget mere), da han opdagede, hvad han måtte og ikke måtte. "Da budet kom, levede synden op". (vers 9) Dette mente han med vers 5, da han snakkede om synden, "som loven kalder frem".

Svaret er altså ikke, at vi ikke længere føler "syndige lidenskaber"! Men hvis vi har Ånden, så føler vi ikke længere "de syndige lidenskaber, som loven kalder frem". Vi føler stadig de andre; De almindelige lidenskaber, som alle mennesker føler (med eller uden kendskab til loven), disse er stadig virksomme i vores lemmer.

At være af kød

Disse var også virksomme i Paulus' krop:

v14 Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. v15 For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.

Paulus kommer til kort i forhold til loven, ligesom du og jeg. Men en ting adskiller ham dog fra den almindelige synder, der ikke har Ånden, nemlig hans indstilling til loven, selv når han bryder den.

I resten af kapitlet virker det meget, som om han gentager sig selv, men på en måde er det dejligt, at Paulus bruger så mange ord på at skære synden og åndens natur ud i pap. Så kan der dårligt efterlades meget tvivl (selv om faktum er, at der er meget tvivl derude). Så vidt jeg læser det, så gentager han sig 3 gange efter følgende mønster:

1. Jeg kan ikke det gode. (v14-15, v18-19, v21)
2. Men jeg vil gerne det gode. (v16, v19, v22)
3. Så det er ikke mig, men synden, der handler. (v17, v20, v23)

Mange kristne (gid det var alle) kan nikke genkendende til denne model. Vi ønsker at holde Guds lov, fordi vi tror, at Gud er den rette til at definere etik. Gud bestemmer de moralske standarder, og loven (den udpenslede såvel som den principielle) reflekterer selvfølgeligt hans karakter og hans intentioner med det store og det små. Samtidigt har vi det problem, at vores handlinger ikke stemmer overens med vores ambitioner om at være lydige, og vi ender i en erkendelse af vores syndighed og utilstrækkelighed.

Til sidst kan vi kun sige som Paulus siger efter at have gået gennem denne erkendelsesproces tilstrækkelig mange gange (tre gange i dette kapitel):

v24 Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? v25 Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Der er to ting, jeg vil, trække frem af denne tekst:

1. Peters reaktion på, at Jesus vil vaske hans fødder.

2. Jesus motiv til fodvaskningen.

Peters reaktion

Han siger: ”Herre vasker du, mine fødder” og ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder” og ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet”.

Det jeg tror, Peter oplever i sit indre menneske er:

At han er forskrækket, skamfuld, føler det pinligt og ydmygende at Jesus skal vaske hans fødder. Og Peters svar bliver derfor, at han ikke vil tage imod en kærlig handling fra Jesus selv.

Da Peter, så tror han forstår Jesu´ motiv, så vil han gerne tage imod en kærlig handling fra Jesus. Fordi Peter tror jo mere han bliver badet jo mere velsignelse. Jesus´ pointe er imidlertid, at den som har badet før måltidet, trænger ikke til et nyt bad, når han sætter sig til bordet for at spise. Jesus bruger det her som et fysisk billede til at fremstille en åndelig sandhed. Den som er renset og retfærdiggjort i kraft af hans værk trænger ”bare” til en helliggørelse.

Jesu motiv til fodvaskningen

Jesus har givet dem et eksempel til efterfølgelse. De var skyldige til at gøre det til deres næste. Det var en gæld de stod i og som skulle betales.

Jesus havde ikke her indstiftet et ritual. Det var ikke den ydre handling, der var pointen, men hjertets indstilling, hjertets gode indstilling og viljen til at tjene, der havde betydning. Disciplene skulle lære at være ydmyge og tjene sin næste i denne rette ånd.

Måske kan det tænkes, at det var under deres værdighed at gøre en så ydmygende tjeneste, som den Jesus netop havde gjort. I så fald skulle de forstå, at det ikke var under Jesu værdighed, og ingen er større end ham. Jesus kunne bøje sig uden at miste sin værdighed, så kan disciplene gøre det samme.

Ydmyghed i praksis indebærer velsignelse. Jesus udtaler her et faktum, og det er samtidig et løfte som står fast til alle tider. Det er ikke vanskeligt at forstå den lektie, som Jesus giver sin disciple, men måske vanskeligere at praktisere den.

Fodvaskningen relateret til i dag

Det leder mig til, hvad jeg tror dette tekstafsnit kan bruges til i vores dagligdag:

1. At Gud ønsker, at vi skal tjene vores næste, vores højskolekammerater, vores søstre og brødre og møde hinandens fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov.

1. At forudsætningen for at tjene kan blive til noget, er, at der er nogen til at tage imod tjenesten.

1. Der skal ydmyghed til at tage imod- og også udføre tjenester.

1. Gud siger som et løfte, at ydmyghed i praksis indebærer velsignelse.

1. En mand, jeg havde stor respekt for, da jeg var yngre, sagde engang noget til en andagt, som satte sig meget godt fast i min hukommelse: "I vil alle sammen opleve mindst én gang at blive beskyldt for at have en dårlig moral i et øjeblik, hvor I har de mest oprigtige intentioner, nogen engel kan forestille sig." Måske den satte sig, fordi jeg netop på dét tidspunkt følte mig udsat for sådan en uretfærdighed. Eller måske det var, fordi den udfordrede en naiv barnetro på, at når bare man var god, så ville alle være glade for én.

2. Min græsklærer underviser ikke kun i et gammelt sprog, men kæder det nøje sammen med pastoral visdom og teologi. I relation til Første Johannesbrev og Efeserbrevet (altså i bibelen) sagde han noget i retning af: "At gøre uden at være er hykleri, og i vores kirke har vi længe været alt for fokuserede på at gøre frem for at være. Men i stedet for at spørge 'What Would Jesus Do?', bør vi spørge 'What Would Jesus Be?'"

3. Til aftensmaden vender jeg min bakke, så der er mere plads til en pige, der har lyst til at sidde ved vores bord. "Du er så god, Lars," siger en anden pige, da jeg gør det, og i stedet for at vise en eller anden form for falsk beskedenhed, siger jeg bare ganske roligt: "Jeg ved det." Hun svarer med en vis sarkasme (men af den venlige slags, da hun er et godt menneske), at jeg åbenbart også er ydmyg. Jeg modstår fristelsen at svare igen. Det er vist ikke helt rigtigt, at amerikanere ikke kender janteloven, tænker jeg lidt senere.

4. På Facebook mødte jeg en fyr, som kendte mig som barn. Det var jeg på ingen måde stolt af. Jeg kontaktede ham og undskyldte, at jeg havde været "en lille lort". Han svarede mig: "jeg husker dig, ikke som en lille lort, men lille fyr. (...) Så slem var du heller ikke, Lars. Hvis et stort lokum på min størrelse havde ødelagt min vandpistol da jeg var i den alder, var jeg nok også blevet lettere grumpy."

Det er ikke god kutyme blandt "bibeltro kristne" at snakke om "gode mennesker" (bemærk ironien i denne sætning). Jeg forstår ærlig talt ikke dette norm, for i bibelen kaldes mange mennesker "retfærdige", også selv om de må have haft synd i sig og beviseligt har dummet sig, ligesom jeg har. Abraham, Lot, Israel, Moses, David, Salomo, Job ...

Jeg er ked af at være et dårligt menneske af og til. Men jeg er også ked af at falde i den grumme fælde at tro, jeg er et dårligt menneske og så senere finde ud af, at jeg ikke var det - at jeg i den nøjagtige situation faktisk var et godt menneske. Konsekvensen er måske vrede, måske bare en form for skuffelse eller frustration over uretfærdigheden, man blev mødt med, selv om man gjorde det rigtige - selv om man var det rigtige.

"Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes." (Matt 5,6)

(Læs for øvrigt Salme 41, den vil jeg tage udgangspunkt i næste gang jeg prædiker om dette emne. Note til mig selv.)