Og hvor var det dog stort. Allerede ved første samlingsudstilling på landevejen i metropolen Bröddarp kunne man knap nok komme ind ad grusvejen. Et mylder af pelsbeklædte damer, skrigende unger (for hvis underholdning der blev stillet med en ged) og generelt gloende mennesker, der skulle se det, der kunne ses. Og det var egentlig ikke så ring endda. Når man altså var kommet forbi de åbenbart uundgåelige 30-40% akvareller af sommerblomster/stillebener/skånske enge/høns (eller en kombination af nævnte). Og så var der jo kaffee og smörgasbord, hvilket giver alle dem en undskyldning, der egentlig slet ikke er interesseret i kunsten. Så hvis skiltet ved vejen indeholder de magiske ord "galleri, butik, kaffe", så er den linde besøgsstrøm sikret.

Alt i alt kom vi på en tilfældig tur på tværs over Skåne ikke til Åles Stenar (det MÅ have været årets værste dag - man forestille sig Strøget i julesæsonen og er ikke langt fra), men dog indenfor en 5-6 steder, hvor der var noget at se på. Nogle gange kunst (også af den tilsyneladende mere kendte og dermed gedigent dyre slags - 30.000 SEK for et billede er nu dog ret meget, selv om det var en meget fin morgenstemning fra Manhattans gader helt i lilla), andre gange mystisk design (hvem køber et Kloss radio midt på en pløjemark?!?), den lokale egnskunstners gamle lejlighed og endelig også en omgang bare ragelse (altså loppis).

Og det var nok den største opdagelse på konstrunden: Gemt i menneskemyldret bevæger man sig hyggeligt rundt de steder, hvor man ellers bare vil løbe skrigende bort af pinlighed. For hverken Heike eller Erik er jo særlig gode til bare at "vade indenfor" hos folk de ikke kender.

Nå ja, og så kom vi også i 15 kolde minutter ud på en strand: Sandhammaren helt i det syd-østlige hjørne af Skåne, som bød på en udmærket udsigt til Bornholm (og rigtig rigtig kolde næser).

Og det er de... For en stund, men det kommer vi tilbage til. For når man bliver pendler, så fylder trafik pludselig en del i hverdagen. Dagen starter jo med turen over broen - Öresundsbron. En smuk konstruktion, som på fornem vis minder undertegnede i eksil om, at Herning ikke altid var idealet i DK. Fremsyn, visioner og investeringslyst, alt sammen i fællesskabets interesse, har faktisk for blot ganske få år siden været på mode - og tilmed på den politiske dagsorden - i lille Danmark.

Når man så kommer op på broen, så stråler skiltet med 110 km/t ned til dig i den dobbelte kørebane. Og der er mange Volvo'er og Saab'er med rigtige svenskere inden i. De kører ofte 105 km/t. Når du er kommet forbi dem, så lægger du mærke til en masse Audi'er og BMW'er, foran, bagved, i overhalningsbanen... Men hov, de er alle kendetegnet ved aggressiv kørestil og med enlige mænd (ofte uden hår) bag rettet.

Fænomenet, du er vidne til, er statistisk bevist: 50 procent af de danskere, der flytter over sundet, skynder sig at skifte den gamle Toyota, Ford eller whatever ud med enten en Audi med LED-baglygter eller en BMW med LED-forlygter. Og når den nye bilejer så har tilbagelagt de første 1.000 ulidelige km. (forhandleren siger jo, at man skal køre roligt i starten, motoren skal lige køres til), så sættes farten op. Broen klares fremover med 140-150 km/t. Volvo'erne og os andre uden bil med LED-lygter er nu reduceret til forhindringer på vejen mellem Malmö-forstaden, man bor i, og København-forstaden, man arbejder i.

Og så er vi fremme ved udgangspunktet: Herning. For hvordan er det lige der ser ud dér, hvor alle ny-svenskerne med dansk rødbedepas og Audi kører på morotvejen lige inden broen til Danmark? Hvad er det for en form for "bymæssig bebyggelse", de har opgivet fædrelandet til fordel for? Well, vi prøvede en gang at køre efter dem, og det viste sig faktisk, at de alle sammen bor i det nærmeste man kommer en klon af Herning her i Skåne... Døm selv neden for - kan du måske se forskel?

Og nu Sverige. Her har man jo som bekendt lidt flere træer end i Danmark. Man har også en anden befolkningstæthed. Men trods alt. Vi var rimelig måbende, da vi ved en aftensgåtur i brilliant vejr i Bokskogen ikke mødte et øje. Eller jo, helt til sidst, da vi var på vej tilbage til parkeringspladsen var der: 2 stk. piger på gåtur, 2 stk. joggere (prustende) og 1 stk. overophidset lille hund med ejere. Men som sagt. Det kom først efter 30 minutters total ensomhed. 4 km fra vores hus.

Hvor fedt kan det blive??? Riiimelig fedt .-))

Vi kender problematikken med CPR-nummeret. Hvad kan man, hvis man ikke har det famøse nummer? Ikke ret meget. Og så er der jo det med bilerne. Vi solgte som bekendt Audi'en for at hive lidt penge ud af den. Den ville jo være værdiløs i Sverige, så heller skyde den af her og bestille en ny bil 'over there'. En hver ung mand på Amager vil sælge sin mor for at få fingre i en sølvmetallic A3, så det gik glat.

Men nu melder problemerne sig i midlertid. Vi har jo ikke fået den nye bil endnu (ikke flyttet endnu=har ikke noget CPR-nummer=kan ikke få bil forsikret=kan ikke få bil). Sverige er et stort land, hvor alt er større. Og når man sætter hus i stand, også selvom man lader fagfolk om det væsentligste, så skal der køres i byggemarked. Glem her alt om Silvan og Jem&Fix. Tænk i Bauhaus i Glostrup - og gang det så med 2-3 stykker, så ved du, hvor stort et byggemarked i Skåne er. Vores favorit pt. hedder Hornbach - og det er en fænomenal butik (skal du fx have ny slagboremaskine, så er der en stor støbt betonblok, du lige kan prøve modellerne af i, inden du bestemmer dig).

Men ingen Audi efterlader os med en Smart til hjemtransport. Og med alle de muligheder, denne butik tilbyder akademikeren med en gør-det-selv-djævel i maven, er den bil simpelthen ikke stor nok. Undertegnede ender altid på den overdimensionerede p-plads med fuksvans i hånden savende i nye paneler eller lister, så de kan være i bilen - og sættes sammen igen, når de når slutdestinationen, pt. køkkenet. Jeg glæder mig allerede til at køre en ny dørkarm hjem, der er 2,6 m. lang, mens de gode mennesker hos Mercedes insisterer på, at en Smarts ca. 2 m. førerkabine er mere end nok.