Fra Wiki'ens introduktion: Denne Wiki er oprettet i forbindelse med aflevering af Wiki-baseret opgave i kurset Hypermedier og Web, på Århus Universitet og har til formål at lave en sammenligning af de muligheder man finder i nutidige hypermediesystemer, i forhold til de tidlige hypermediesystemer, og herunder se på den udvikling der er sket i forbindelse med visionen om Intercreative Space og det stigende hype der danner sig omkring hele Web 2.0 konceptet.
Opgaven er udformet som en Wiki for aktivt at kunne få en indsigt i, hvordan et moderne Hypermediesystem som en Wiki fungerer, og ved af hjælp af denne hands-on-oplevelse også forsøge at få øje på de spor af ældre hypermediesystemer, der ligger begravet i systemet, der driver en Wiki som denne
Sidens indhold kan tilgås igennem den opbyggede hypermediestruktur ved at starte med ét af linksene i venstre side, eller ved at lave en søgning i siden søgefelt. Opnås der ikke lænkning til den ønskede artikel vil der til enhver tid være en liste over tilgængelige sider i sidebaren i venstre side.

Hypermedier blev introduceret af Ted Nelson allerede i 1960’erne, og beskæftiger sig med linksbaseret ikke-lineær tekst i form af hypertekst, som dermed bliver navigerbar. Denne teknologi kan bruges til at strukturere, organisere og fremsøge multimedieinformationer på brede medier som Internettet. De tidlige hypermediesystemer udmærker sig i forhold til de fleste nutidige hypermediesystemer ved at tilbyde muligheden for at bruge en grafisk repræsentation af hypermedienavigationen, der dermed kan give et overblik over hvor i systemet man befinder sig, men også hvor man har været, og hvor man kan være på vej hen. Fælles for nye og gamle hypermediesystemer er, at de baserer sig fra struktureringsmekanismen som man kender fra bøger. Fælles for bøger og hypermediesystemer er altså brugen af indholdsfortegnelse, sider, referencer, fodnoter, litteraturhenvisninger osv. Disse henvisninger, i hypermediesystemet kaldet links, er hele essensen i systemet, og er i sig selv et krav til systemet før det kan kaldes et hypermediesystem. Måden hvorpå links benyttes i WWW skiller sig ud fra måden hvorpå de benyttes i hypemediersystemer ved ikke kun at være refererende links, der har har en kilde og en destination, men er i stedet organisatoriske, altså strukturerede i træ- eller netværksstruktur.

Jeg vil i dette blogindlæg sammenfatte de tre hypermediesystemer KMS, InterMedia og NoteCards og herunder især se på ligheder og forskelle systemerne imellem.

Knowledge Management System (KMS)
KMS er et af de første og banebrydende hypermediesystemer. KMS-systemet er opkring en database som er struktureret ved hjælp af frames. Et frame er et skærmbillede, som er begrænset til 1132x805 pixels, der er opbygget af items, såsom tekst, grafik, billeder osv, som er WYSIWYG og direkte manipulerbart (alle handlinger kan udføres med musen), og minder i opbygningen af et slide i et præsensation som Powerpoint. Frames arrangeres hierarkisk i systemet ved hjælp af links, som giver en envejs navigation imellem frames. Dermed navigerer man med igennem træet og bruger en indbygget ”backfunktion” til ar returnere til forrige frame. Links i KMS er, som i WWW, indlejret. I KMS er links tilflyttet et item, som dermed bliver source og destinationen er et andet frame. Links oprettes i KMV ved blot at klikke på det item der skal være link-source, og det der dermed nemt og hurtigt at oprette nye links. Eksisterende links aktiveres på samme måde, altså ved at klikke på linksene. KMS-systemet er optimeret til samarbejde, eftersom flere brugere kan editere i den samme frame samtidig. Denne feature er mulig eftersom KMS ikke låser frames når de editeres, men i stedet blot bruger optimistic concurrency control, der gemmer en temporær kopi af en editeret frame hvis denne er blevet redigeret og gemt efter framet er blevet åbnet for redigering. Der er naturligvis også muligt at skrivebeskytte sine frames i KMS-systemet.

Designfilosofien bag KMS bygger på navigering og overblik uden at benytte en grafisk browser. Dette kan lade sig gøre eftersom der i KMS fokuseres på informationerne i stedet for et grafisk interface, som formentlig bare ville være til besvær og forvirring. Den hierarkiske træstruktur i KMS sikrer at man ikke farer vild i systemet, eftersom man altid kan trykke tilbage, tilbage, tilbage og til sidst ende i udgangspunktet hvor man kom fra. Derudover kan man, som man også kan i WWW, se hvilke links man allerede har besøgt, så man ikke utilsigtet bevæger sig ned af den samme gren flere gange. Det manglende grafiske interface kommer KMS til gode da man ikke skal have et interface til både editering eller browsing. I KMS kan man altid editere når man browser, og i selv samme interface. KMS’ interface kan kritiseres på sine store begrænsninger grafisk og på brugergrænsefladen. De manglende menuer i systemet betyder at man som bruger er afhængig af at memorere mange systemkommandoer, og brugergrænsefladen kræver dermed stor tilvænning.

Intermedia
Intermedia er et system som umiddelbart er mere grafisk genkendeligt for de fleste. Intermedia bygger på et objektorienteret applikation framework og kan derfor i langt højere grad udvikles og tilpasses i forhold til KMS. Hvor KMS byggede på frames bygger Intermedia i stedet på documents. Dokumenter i Intermedia samles i et Corpus og de enkelte links samles ved hjælp at tovejs links, der altså i modsætning til KMG går begge veje. Opretelsen af links er som i KMS også indbygget i systemet ved hjælp af ”Start link” og ”Complete link” funktioner. Links i tekster og billeder markeres med ikoner for at tydeliggøre deres tilstedeværelse. Links er tilknyttet ”block” som kan være en hvilken som helst kombination af elementer fra et dokument og en enkelt blok kan indeholde flere forskellige link hvorimellem brugeren kan selektere. Disse links og blokke kan yderligere samles i et ”Web” som gemmes i en database. Brugerne kan dermed selv samle elementer og links fra forskellige dokumenter systemet til ét samlet element. Intermediasystemet sørger selv for at rydde op i systemet, og sletter dermed links i systemet, der henviser til ikke eksisterende sider. Dermed undgår man konceptet med 404 som man kender fra WWW.
Intermedia er opbygget omkring en browser som tilbyder en oversigt over Local Maps og Global maps. Local maps viser det aktive dokument og dettes nærmeste naboer hvorimod global maps viser hele systemets dokumenter. Ligesom KMS tilbyder Intermedia også samarbejde. I Intermedia gives der read/write/annotation rettigheder til de bruger der må have lov til at tilgå og redigere et dokument eller evt. kun linke til dokumentet, men ikke redigere det. Intermedia udemærker sig i sit interface, som er baseret på WIMP, ved at tilbyde uendelige Undo/redo steps som, ligesom brugen af frameworks, ikke var en tidssvarende standard, og Intermedia var derfor en langt mere avanceret hypermedieapplikation end andre tidssvarende systemer.

NoteCards
NoteCards er et generelt hypermediesystem med mange anvendelsesområder. NoteCards er udviklet på Xerox PARC og er udviklet i Lisp, som tilbyder en stor grad af tilpasning og mulighed for tilføjelser til systemet. Systemet baserer sig på indexkort (”3x”5) også kaldes Nodes. Disse små kort vises som vinduer med indhold af flere typer (tekst, grafik, bitmaps). Disse Nodes er ikke indholdsbegrænsede som de tilsvarende frames i KMS er det. Systemets nodes kan editeres med alle typer editors der er skrevet i Lisp. Linkssystemet i NoteCards er en mellemting af strukturen fra KMS og Intermedia, eftersom en selektion på en node peger altid på et helt node, og det lægger dermed op til fragmentering af data på flere noder i systemet. Links bliver indikeret med et ikon, men kan også tilknyttes en label der beskriver linket. Den hierarkiske struktur i NoteCards sikres igennem fileboxes. Ethvert kort skal tilhøre mindst én filebox, men kan optræde samtidig i flere fileboxes. Hele systemets kort og links placeres i én NoteFile. NoteCards kan kun tilgå én NoteFile ad gangen, og det kan derfor være svært lave samarbejde i NoteCard-systemet.

Sammenlingning
Alle de 3 omtalte hypermediesystmer er monolitiske systemer og er derfor lukkede og tilbyder ikke at samarbejde med eksterne programmer og formater. Det er dog muligt at importere, men eksport til andre programmer er vanskeligt i disse hypermediersystemer. Herunder præsenteres en grafisk sammenligning af de 3 systemer samt en sammenligning med WWW

Hypermedier er generelt sagt en måte man kan bruke teknologi til å strukturere, navigere, organisere og gjenfinne (multimedie)informasjon på.

Vi har sett på tre grunnleggende hypermediesystemer: KMS, Intermedia og NoteCards. Dette var programmer som alle ble utviklet på 80-tallet, og de ble da brukt av en mengde brukere til mange forskjellige formål. Disse systemene kan være med å gi oss en forståelse for hvordan hypermediesystemer kan lages og brukes i dag.

KMS

KMS står for Knowledge Management System. Det var en kommersiell utgave av det tekstbaserte ZOG systemet, som ble utviklet på Carneige Mellon University. ZOG er kjent for å ha håndtert en av de største pre-Web hypermedie strukturer.

En KMS database består av en rekke frames, som har en fast størrelse på 1132 x 805 pixler. Et frame er igjen oppbygget av items, som er enheter av tekst, bilder og grafikk som kan plasseres fritt på frames. Systemet bygger på WYSIWYG(What You See Is What You Get)-prinsippet. En typisk side opptar en halv frame, så to frames vises ved siden av hverandre i default view. Det er ingen mulighet for scolling, fordi all informasjon er synlig på skjermen på en gang. Det kan minne om en slide i PowerPoint presentasjoner.

KMS er bygget opp som en hierarkisk trestruktur, hvor frames grupperes i framesets og et frame hierarki er bygget opp med links (tree items). Det er enkelt å navigere frem og tilbake i treet, ved hjelp av en lett tilgjengelig back funksjon. Det benyttes en fil per frame i hierarkiet, disse er som sagt gruppert i framesets, og databasen kan inneholde så mange framesets som det er lagringsplass til. Man har og mulighet til å lage programmer i KMS som da typisk tok framesets som input og gav framesets som output. Et link i KSM var innleiret som i WWW. Et link er altså en attributt på et item, og det finnes tre link-typer: tree item (alminnelig linket item), annotation item (kan gå på tvers av trærne), og action item (kjører et program). Man linket da fra et item (source) til en frame (destination).

Et mål med KMS var å lage en mest mulig effektiv brukergrenseflate. Dette ble gjort ved å bruke en kontekstsensitiv mus med tre knapper. Dvs. knappenes betydning endret seg alt etter hvor man pekte, noe som ble vist i en slags tabell under musepekersymbolet. Dette gjorde blant annet at man meget hurtig kunne opprette links, kun med ett museklikk. Det var også hurtig å følge links med ”GoTo” funksjonen som kom frem når man holdt musen over linket. Den tidligere nevnte back-funksjonen var også en slik funksjon. Man kunne altså bevege seg meget hurtig mellom de forskjellige frames. Så mye som 90% av alle funksjoner kunne utføres med enkle museklikk.

KSM hadde også god støtte for samarbeid. Man hadde mulighet for å ”fryse” en frame og lagre dette, slik at man senere kan gå tilbake til denne utgaven/versjonen.  De brukte noe kalt optimistisk concurrency kontroll for å unngå locking. Fordi det var meget lite sannsynlig at to arbeidet på samme frame samtidig, lot de være å låse en frame dersom noen arbeidet med den, så var det heller opp til den brukeren som endret et allerede endret frame, å få disse to versjoner flettet sammen. Det var mulig å beskytte frames ved å sette rettigheter på dem, men det ble sjeldent brukt.

Intermedia

Intermedia ble utviklet på Brown University for å støtte undervisningen, hovedsakelig i litteratur og biologi. Det ble først implementert på alminnelige Unix maskiner, og senere ble det flyttet til Apple Unix. Det var i likhet med KMS en monolittisk applikasjon, som betyr at man var nødt å bruke systemets egne editorer, man kunne kun arbeide innenfor programmets enhet og ta i bruk de verktøy som fantes her, og det kan ikke kombineres mot andre applikasjoner. Til gjengjeld var editorenes brukergrenseflater konsistente, slik at for eksempel muligheten for copy/paste var til stede i alle brukergrenseflater, noe som skapte gjenkjennelighet for brukeren.

 Den grunnleggende størrelse i Intermedia er Intermedia Documents, som kan sidestilles med frames i KMS. En samling dokumenter ble kalt Corpus. Man kunne skape to-veis links mellom dokumenter, ved å markere tekst et sted, trykke ”start link”, så markere tekst et annet sted og trykke ”complete link”. Da hadde man et link med to endepunkter (kan følges begge veier), og dette ble markert med små ikoner. Utgangspunktet for linket var en block, som var et lokalt anker i dokumentet. Det kunne være en del av teksten i dokumentet det ble referert til, hele dokumentet eller grafikk. Blocks kunne gjenbrukes til flere links. Grafstrukturen i Intermedia var noe annerledes enn i KSM, det var mer i likhet med Internet som vi kjenner det i dag. Et sentralt begrep i systemet var Webs, som var en samling av links og blocks. Links og block ble lagret separat fra dokumentets innhold, i motsetning til løsningen med innleirede links i KMS. Webs ble lagret i en konvensjonell database. Det var lett å skifte kontekst ved å skifte mellom forskjellige webs, men man hadde begrensningen at man kun kunne ha et web åpent om gangen. De samme dokumenter kunne inngå i mange forskjellige kontekster, dvs. webs. Man kunne knytte attributter til links og blocks (f.eks. informasjon om hvor linket går, hva det er etc.). For å unngå det man kaller dangling links, var det slik at dersom man slettet et avsnitt som et link pekte på, så ble linken automatisk slettet.

For å enkelt kunne få overblikk over systemet, hadde man browsers hvor man kunne velge mellom Local og Global maps. Local map viste et dokument og links til dets nærmeste naboer, og Global map viste alle link i et web.

Som KMS hadde også Intermedia støtte for samarbeid. Man kunne låse dokumenter (sette rettigheter) slik at ingen andre kunne skrive i det, men sliden linkstrukturen lå utenfor dokumentet, var det allikevel mulig å peke til- og å komme med kommentarer ol. til dokumentet.

NoteCards

NoteCards ble utviklet på Xerox PARC, og er laget i Xerox Lisp, som kjørte på dedikert hardware, hvilket betydde at for å kunne utvide systemet, skulle man kjenne til Lisp. Det var tenkt som et verktøy til bruk i forskningsmiljøer, men kunne også brukes generelt.

Det konseptuelle utgangspunkt her var indekskort, eller NoteCards. Dette var små vinduer på 3*5 inch som kunne inneholde ubegrensede mengder data av ulike typer (f.eks. både tekst og grafikk). Den lille størrelsen la opp til at man kunne ha flere vinduer åpne på samme tid. Notecards kunne bindes sammen med links, og i likhet med Intermedia, var det også her toveis links. Linksene gikk fra et innleiret linkikon til et helt NoteCard. På hvert kort hadde man mulighet til å åpne et property-vindu som viste link ikoner for alle inn- og utgående links.

Som i Intermedia var det også her mulighet å få grafisk overblikk over nettverket ved hjelp av en grafisk browser, som var et NoteCard som inneholdt et strukturelt diagram over nettverket med NoteCards. Ethvert NoteCard skulle tilhøre en filebox, og det kunne tilhøre flere fileboxes. En filbox var et spesialisert kort som kunne brukes til å organisere og kategorisere store samlinger med NoteCards.

I motsetning til KSM og Intermedia var det ikke støtte for samarbeid i NoteCards.

I likhet med KSM og Intermedia var også NoteCards et lukket system, slik at man ikke kunne koble det mot andre programmer/systemer, men alle tre systemene var også simple og kraftfull og ble anvendt av en masse brukere til en mengde forskjellige formål.

I artikkelen av Frank G. Halasz, beskriver han Seven Issues, syv ting som ikke fungerte godt nok med disse andre generasjons hypermediesystemer (med hovedfokus på NoteCards). Disse punktene er noe han mente burde forbedres på fremtidige systemer:

1.       Search and Query. --> Det var problemer med å navigere i store og ukjente heterogene nettverk, man har behov for avansert query mekanisme og mer spesifisert søkning (f.eks. ut ifra kontekst)

2.       Composites. --> Behov for gruppevis håndtering av Nodes og links.

3.       Virtual structures. --> Problem: håndtering av dynamisk informasjon. Det var vanskelig å endre en overordnet struktur når den først var skapt. Det kommer hele tiden inn ny informasjon som skal passe inn i strukturen, man har derfor bruk for en struktur som kan strukturere seg selv.

4.       Computation. --> Problem: hypermediemodellen er passiv, skapt til å lagre og finne informasjon. Det er ingen støtte for automatisk opprettelse eller behandling av nodes og links. Beregninger er nødvendig for å kunne gjøre noe dynamisk.

5.       Versioning. --> Man har behov for å kunne følge historikken i nettverkets utvikling.

6.       Collaboration. --> Behov for samarbeidsstøtte og simultan adgang til hypermediestruktur.

7.       Exstensibility and Tailorability. --> Behov for å kunne utvide og tilpasse et generelt hypermediesystem slik at det passer til bestemte anvendelsesområder. Skal være mulig å utvide system selv om man ikke er ekspertbruker eller programmør.

Hypertekst

Den historiske hypertekstudvikling er kompleks og ikke-lineær og kan egentlig betegnes som en hypertekst i sig selv. Forskellige mekanismer til strukturering af informationer har altid været et vigtigt emne inden for computerforskning.

Vannevar Bush ser på hypertekst fra en videnskabelig vinkel med et ønske om at reetablere hele det videnskabelige felt. Denne problematik angriber han i artiklen As we may think fra 1945, som ikke taler eksplicit om hypertekst, men som ser videnskaben med nye øjne. Da mængden af viden er alt for stor til, at datidens systemer kan rumme den, forsøger Bush at samle en række eksisterende teknologier i et nyt paradigme. Det fører til Memex’en, hvor ideen blandt andet er at kunne læse mellem tekster, ikke via hierarkier men via associationer. Her adskiller Ted Nelson sig fra Bush, idet han fokuserer på udviklingen af viden og mere konkrete metoder hertil. Han introducerer således begrebet hypertekst som en løsning på et simpelt system, hvor forandring er nøgleordet:

“Let me introduce the word "hypertext" to mean a body of written or pictorial material interconnected in such a complex way that it could not conveniently be presented or represented on paper.” (A file structure for the complex, the changing, and the indeterminate, 1965, s. 144)

Fælles for Bush og Nelson er, at de ser et behov for at kunne navigere i et komplekst informationssystem for at kunne udvikle og bevare viden.

Hypertekst i dag kan beskrives som ikke-lineær tekst, der gør brug af computerbaserede links, således at man let kan navigere i teksten. Til forskel fra de links vi kender fra bøger, som f.eks. fodnoter og indholdsfortegnelse er hyperlinks automatiske. For at følge et link skal man kunne aktivere et link ved et enkelt klik eller simpel kommando, hvorefter der er øjeblikkelig respons i form af visning af destinationen. Hypermedier er den teknologi, vi bruger til at strukturere, organisere og finde information på f.eks. internettet.

Historiske hypermediesystemer som KMS, Intermedia og NoteCards, er i dag rent teknisk meget forældede, men er dog stadig brugbare, for at vise hvordan nyere hypermediesystemer kan laves, og de understreger hypertekstens muligheder.

KMS

Hypermediesystemet KMS er en kommerciel udgave af det tekstbaserede ZOG system, som var kendt for at have håndteret et af de største præ-web hypermediestrukturer. KMS står for Knowledge Management System og blev udviklet i 1983.

En KMS database består af en række frames, som har samme størrelse som datidens skærme. En typisk side optager 1 frame, hvilket vil sige at 2 frames fylder et skærmbillede. Et frame opbygges af items, som er enheder af tekst, grafik eller billeder og frames kan grupperes i frame sets. KMS er lavet efter princippet ”What you see is what you get” (alt skal kunne være på skærmen) og giver derfor ikke mulighed for f.eks. scrolling. Dette står i modsætning til internettet hvor hjemmesider har dynamisk størrelse, mulighed for at scrolle, ændring af størrelse osv.

Frames er opbygget som et hierarki, som en træstruktur med et envejs forhold mellem forældre og barn. Det skaber overblik og forhindrer forvirring over, hvor i systemet man befinder sig og giver mulighed for at man altid kan gå op i hierarkiet og på den måde komme tilbage til hovedsiden.

KMS støtter samarbejde og giver mulighed for at flere kan redigere i frame sets og frames. En frame ejer kan desuden beskytte sine frames mod modifikation og systemet baserer sig generelt på afslappede gruppenormer.

Når en bruger arbejder i et frame, bliver det pågældende frame låst (locking), sådan at flere brugere ikke kan ændre i samme frame på én gang. Dette system ville ikke fungere på noget så stort og kaotisk som www, men dengang fungerede det i lukkede systemer og det virkede måske derfor ikke som noget stort problem med rod, når alle kunne redigere og måske slette. Derfor findes sådanne strukturer kun få steder på internettet, som f.eks. på blogs hvor man direkte kan kommentere det indhold, man læser. Systemet kan i øvrigt sammenlignes med wikier, idet alle har skriveadgang.

Til at navigere i KMS brugte man en treknapsmus, som dækkede 90 % af alle tilgængelige funktioner. Systemet var effektivt, men musen krævede øvelse og komplicerede ting var ikke lettilgængelige, idet der manglede menuer og et grafisk overblik.

Intermedia

Intermedia fra 1985 var et hypermediesystem, der skulle understøtte undervisningen på Brown University og var tænkt som mere åbent end KMS. Udviklere kunne f.eks. kode nye applikationer til systemet. Intermedia brugte WIMP (Window, Icon, Menu, Pointing) modellen til opbygningen af brugergrænsefladen, hvilket var mere genkendeligt og ligetil at bruge end f.eks. KMS’s treknapsmus.

Intermedia benyttede sig af documents, hvor man i KMS brugte frames. Disse documents blev samlet i et corpus, som således udgjorde den overordnede struktur. Mellem documents gjorde man brug af eksterne 2-vejs links, som gjorde det muligt at linke mellem tekst og figurere osv.

Et centralt begreb i Intermedia er webs, som gjorde det muligt at oprette sit eget web af links. Systemet var således ganske avanceret for sin tid. Webs er en samling af links og blocks, som gemmes separat fra dokumenters indhold. Blocks er lokale ankre i dokumenter, der er udgangspunkt for links og refererer til en del af teksten, hele dokumentet eller grafik. Systemet søger selv for at holde styr på, hvornår links skal slettes, det vil sige at links, der peger på ikke-eksisterende destinationer automatisk slettes. Systemet tillader således ikke dangling links, som det er tilfældet på www, hvor man blot henvises til en side, selvom den ikke eksisterer, den såkaldte 404 Not Found. 

Man kan have flere webs gemt i en database, men dog kun ét åbent ad gangen. For at få et hurtigt overblik over det system, man har opbygget, kan man bruge local map til grafisk at se, hvor i systemet man befinder sig og global map til at se hele webstrukturen.

Flere brugere kan følge og skabe links i den samme web og systemet giver således mulighed for samarbejde. Der er desuden mulighed for at låse sine dokumenter, så andre kan pege på det med links, men ikke ændre i selve opgaven. 

NoteCards

NoteCards blev udviklet af Xerox PARC i midten af 80´erne og var et eksperimentelt hypermediesystem, som var interaktivt med mange udvidelser. Systemet var udviklet i Xerox Lisp, som er meget åbent for forandringer, og hvis man kender til Lisp, kan man skræddersy NoteCards, så det passer til ens egne behov. Derfor har systemet været udbredt i forskningsbrug.

I NoteCards har brugeren et netværk af elektroniske cards, som kan indeholde mange forskellige former for information. Størrelsen af disse cards er 3 x 5 inches, og derfor har man typisk mange små vinduer åbne på én skærm, i modsætning til KMS hvor frames fylder hele skærmen.

I NoteCards kan man ligesom i Intermedia få et overblik over et netværk. Dette gør man ved hjælp af et card som indeholder et strukturelt diagram over et netværk af cards. Hvert notecard tilhører mindst en filebox, som er et specialiseret kort, der bruges til at organisere og kategorisere store samlinger af cards. Denne grafiske opbygning af systemet står i modsætning til KMS’s hierarkiske system.

De tre ovenstående hypermediesystemer har tilfælles, at de alle er monolitiske, de kører altså hver for sig og giver ikke mulighed for samarbejde mellem systemerne. Dette er modsat internettets åbne system, hvor der er rig mulighed for at få information frem og tilbage mellem websites og programmer. Desuden var disse systemer også i forhold til internettet platformsafhængige, således at de skulle køre på bestemte maskiner og systemer.