En kniv holdt for struben.

Det var den chokerende oplevelse, som en kvindelig buschauffør måtte lægge krop til, da hun bag rattet i linje 402 standsede ved et stoppested på Ole Hansens
Vej i Ringsted søndag aften.

Da døren gik op, entrede syv hætteklædte røvere, der med en kniv truede sig til et til chaufførens byttepenge samt 4.000 kroner fra hendes egen pung.

Politiet ankom hurtigt til stedet, hvor det ikke langt fra gerningsstededet kunne anholde en 17-årig dreng, der havde lommerne fyldt til bristepunktet med
småmønter, som politiet mener stammer fra overfaldet.

Ja hvad skal man sige. Naturligvis synes avisen ikke, det er relevant at oplyse læserne om den anholdtes nationalitet, udseende eller andre deskriptive karakteristika, men jeg vil alligevel tillade mig at komme met et sikkert godt gæt på forbrydernes tilhørsforhold ud fra deres modus operandi.
Fejt angreb i flok, brug af knive og hæmningsløs foragt for sagesløse mennesker, som røves for penge. Det lyder bekendt og ikke just som Hells Angels.
Hvis dette gæt er blot nogenlunde rigtigt, må man spørge sig om, hvad disse mennesker overhovedet laver i Danmark. Ethvert fornuftigt og overlevelsesmotiveret samfund ville have undladt at give familien statsborgerskab, hvorved det afsporede afkom om ikke andet kunne udvises til hjemlandet en gang i fremtiden - bortset fra at konventionstyranniet naturligvis på kort sigt ville afskære denne mulighed.
Men gammelpartierne har ikke blot åbnet ladeporten; givet ophold og livsvarig forsørgelse til tusindvis utilpassede fremmede men har ovenikøbet gjort udvisning af deres afkom umulig ved at give hele bundtet statsborgerskab. VK regeringen har opstrammet men har ikke indført følgende helt fornuftige forslag:

1. Et absolut forbud mod at kriminelle og permanent arbejdsuduelige udlændinge får tilkendt indfødsret
2. Et afledt forbud mod naturalisation af børn af kriminelle og arbejdsuduelige udlændinge indtil de individuelt gennem flere år oven på myndighedsalderen har demonstreret, at de vil bidrage til samfundet

Statsborgerskaber er ikke en menneskeret men et privilegium, og derfor er det helt rimeligt at lade umyndige børns mulighed for naturalisation bero på forældrenes synder.
Målet med at begrænse naturalisationen af udlændinge er derfor at undgå optagelse af familier med indikatorer om dårlig sociale omstændigheder for ikke at børnene skal videreføre disse negative egenskaber i det nationale fællesskab.
Princippet, der burde gælde er enkelt at administrere. Voksne får ikke tilkendt indfødsret, før de opfylder nogle bestemte betingelser, men hvor kriminalitet og flere års manglende selvforsørgelse idag kun udsætter naturalisationen må udgangspunktet fremover være det, at ethvert strafbart forhold af en nærmere bestemt grovhed på livstid diskvalificerer en udlænding fra nogensinde at blive dansker. Og det samme må rent logisk udelukke naturalisation af udlændingens umyndige børn.
For hvis den voksne har fået børn i Danmark, og børnene har fået tilkendt indfødsret, bliver det jo praktisk umuligt senere at udvise den voksne, fordi der er umyndige børn med dansk indfødsret. Man kan ikke splitte familier uden alvorlige komplikationer, hvorfor umyndige børn af udlændinge som en helt naturlig følge ikke skal være berettiget til et privilegium, som alligevel kun kan udøves effektivt gennem tilstedeværelsen af deres forsørgelsespligtige voksne forældre.
Danmark opererer modsat lande som USA ikke med den regel, at man er dansker, dersom man er født på statens terirtorium, og derfor kan og bør Folketinget opstramme reglerne for tilkendelse af indfødsret, sådan at samfundet kan begynde på at rette op på fortidens fejl.
Socialdemokratiet har foreslået at give en pose penge til integrationsuvillige udlændinge, hvilket lyder meget sympatisk, men ordningen burde udstrækkes til alle anden- og tredjegenerations indvandrerfamilier med kriminelt afkom, sådan at folk får et tilbud de ikke kan afslå.
For hvis man ikke opdrager sine børn til at overholde et minimum af værtslandets borgerdyder, bør man selvfølgelig alvorligt overveje, om man har valgt det rigtige land.
Staten bør tilstræbe at fremme en intensiv tænksomhed i de familier, hvis afkom dagligt gør gaderne usikre.
Det er aldrig for sent at forlade landet, eller som Villy Søvndal kunne udtrykke det - gå af helvede til.
Men inden man glæder sig over, at S og SF er kommet på bedre tanker, er det klogt at erindre sig, hvad Socialdemokratiets LARS KRAMER MIKKELSEN udtalte i Folketinget tirsdag den 30 april 2002 under 2. behandlingen af L 151 (oversigt): Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

(Kort bemærkning).
Lars Kramer Mikkelsen
(S):
Man kan selvfølgelig have sine tvivl om, hvorvidt kommentaren egentlig er til hr. Søren Krarup eller den er til den danske befolkning, der må undre sig
over at høre sådan en tale fra Folketingets talerstol på det her område.
Det er egentlig heller ikke, fordi jeg har særlig lyst til at kommentere det, og det er egentlig heller ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at de
argumenter, der vil komme fra talerstolen, er nogle, som vil gøre indtryk. For jeg har den opfattelse, at hr. Søren Krarup normalt er fuldstændig argumentresistent,
når vi forsøger at forklare, hvad vores holdning på de her områder er.
Men jeg vil da godt sige: Er det rigtigt, at vi i Socialdemokratiet mener, at folk ikke skal straffes to gange for den samme forbrydelse? Hvis man
har udstået sin straf, og man har fået en såkaldt, lad os kalde det karenstid for at kunne søge dansk statsborgerskab på lad os sige 10 år, så mener vi
ikke, at folk skal straffes yderligere.
Hvis folk på grund af, hvad ved jeg, afasi, døvhed eller andre aldersbetingede sygdomme ikke kan indlære dansk, så mener vi ikke, at de skal straffes
yderligere ud over den sygdom, de har pådraget sig.

Søren krarup (DF) havde kritiseret lovforslaget for ikke at tage et opgør med tilkendelse af indfødsret til kriminelle udlændinge, og indlægget er så godt, at det fortjener at blive mindet i sin helhed:

Søren Krarup
(DF):
»Præterea censeo, Carthaginem esse delendam«. Således sluttede den gamle Cato alle sine taler i det romerske Senat. Og jeg vil tage ved lære af hans eksempel
og benytte enhver lejlighed her i Folketinget til at undsige den katastrofale og landsskadelige praksis, vi har vedrørende tildeling af statsborgerskab
til fremmede.
Præterea censeo: For øvrigt mener jeg, at indfødsretsloven hurtigst muligt skal laves om og dansk indfødsret værnes og beskyttes med den omhu og ærbødighed,
som denne det danske riges fornemste gave fortjener.
Det indebærer desværre en kategorisk indsigelse imod det, der sker med dette lovforslag nr. L 150, det andet af slagsen i dette forår. Her kastes dansk
indfødsret i grams til i alt 6.163 fremmede børn og voksne; her får disse mange fremmede dansk statsborgerskab på den mest samvittighedsløse måde uden
en virkelig undersøgelse af deres forhold; uden at sikre sig, at de taler det danske sprog klart og tydeligt; uden ringeste sikkerhed for, at de kan integreres
i Danmark, hvilket er noget ganske andet end at komme på arbejdsmarkedet.
Under det sidste møde i Indfødsretsudvalget spurgte jeg venstrefløjen, og det vil sige De Radikale, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, om de slet
ikke følte samvittighedskval over at sende det danske folk så mange straffede personer på halsen.
Jeg har lige siddet og læst oversigten igennem over personer på lovforslaget, som er idømt ubetingede frihedsstraffe, foranstaltningsdomme eller betingede
domme. Her får 129 personer dansk indfødsret, selv om en stor del af dem har begået grov vold, voldtægt, narkokriminalitet og anden belastende kriminalitet.
Har man slet ikke dårlig samvittighed ved at give denne liste dansk indfødsret, spurgte jeg venstrefløjen. De så afvisende på mig. Overhovedet ikke,
svarede de, de dømte har jo udstået deres straf, og hr. Kamal Qureshi fra SF tilføjede, at man skulle snarere have dårlig samvittighed ved at nægte indfødsret
til enkelte, der ville have fysisk og psykisk fordel af at få dansk indfødsret.
Her har man efter min mening sagen. Der er slet ingen samvittighed i denne venstrefløj, for den gør bevidst begrebet samvittighed til en hele verden
og al menneskeheden omfattende størrelse, hvorfor samvittighed i dette globale perspektiv er ganske ophævet.

Kl. 14.50

Nej, samvittighed er et etisk forhold til det konkrete, det begrænsede, din næste, dit folk. En ubegrænset samvittighed er en selvmodsigelse, det vil
sige, det er en ophævelse af al samvittighed. Kun dér, hvor du er bundet og forpligtet, har du samvittighed, ellers erstatter frasen pligten. Med Søren
Kierkegaards ord, der er som talt til i dag:
»Når følelsen bliver fantastisk, da forflygtiges selvet blot mere og mere. Det bliver til sidst en abstrakt følsomhed, der umenneskeligt ikke tilhører
noget menneske, men umenneskeligt, så at sige følsomt, participerer i et eller andet abstractos skæbne, f.eks. menneskeheden in abstracto.«
Ja, at have et abstrakt forhold til en abstrakt menneskehed, sådan som venstrefløjen har det, det er et andet ord for samvittighedsløshed. Og det er
denne samvittighedsløshed, vi møder i denne lov. Ingen bundethed til det danske folk, det, man er lovgiver for. Intet ansvar og derfor ingen samvittighed
over for, hvordan dette danske folks hjem behandles, det, man nu åbner på vid gab for fremmede, men frelste fraser og from sentimentalitet om menneskeheden
in abstracto.
Sådan kører denne sørgelige og oprørende tildeling af
6.163 statsborgerskaber til for alt for manges vedkommende vildt fremmede. Heriblandt 129 forhenværende kriminelle. Sådan svigter vi, Folketinget, i vore
øjne vores grundlovgivende opgave. Sådan hersker herinde samvittighedsløsheden. Vi i Dansk Folkeparti stemmer naturligvis imod, og jeg håber meget, at
der snart kommer en afgørende ændring af denne praksis på dette for det danske folk livsvigtige område.

Ja det var livsvigtigt i april 2002, og det er ikke blevet mindre livsvigtigt på de seks år, vi har haft et klart borgerligt flertal, men intet grundlæggende er sket på den tid bortset fra nogle kosmiske justeringer.
Søren Krarups visdom er ikke blevet mindre aktuel. Socialdemokratiet vil nu med troværdighed overbevise os om, at de er blevet et ansvarligt parti på udlændingeområdet, men så sent som i april 2002 anså LARS KRAMER MIKKELSEN holdningen om at nægte kriminelle indfødsret for en dobbelt straf.
Det var forkert den gang, og det er forkert idag, thi tilkendelse af indfødsret har aldrig været en menneskeret men kun et privilegium. Det at selv rehabiliterede kriminelle ikke nyder samme privilegier som almindelige lovlydige mennesker har aldrig været en dobbeltstraf.

LARS KRAMER MIKKELSEN fremførte, , at det er dobbeltstraf, fordi udlændingen har udstået sin straf. Men skal man tage dette synspunkt for pålydende, bør man for fuldstændighedens skyld søge at afdække, om den natualiserede udlænding faktisk arter sig efter at have fået tilkendt indfødsret.
For hvis ikke indfødsretsprivilegiet er en gevinst for samfundet men kun bliver et skalkeskjul for ny kriminalitet, er der noget der halter i den socialdemokratiske logik.
Desværre er det ikke muligt at foretage en gennemgribende eftersøgning på de kriminelle som i april 2002 fik tilkendt dansk indfødsret, men er det helt uantageligt, at flere af de naturaliserede personer fortsat er en kilde til arbejde hosdet tænksomme politi?
Socialdemokratiets holdning til det fornemme privilegium, som naturalisationen retteligt må betragtes, var i april 2002 dybt uansvarlig.
Og det er sikkert her, at mine meningsfæller vil placere ansvaret. Men ansvaret er ikke kun venstrefløjens, for V og K har ikke grundlæggende gjort op med den tanke, at indfødsretsprivilegiet skal stå åbent for udlændinge dømt for personfarlig og skadelig adfærd.

Indfødsretsskandalen

Den offentlige debat har påvist et væld af forfærdeligheder, der følger af de mange muhamedaners indstrømmen i Danmark. Kriminalitet, skatteyderbetalte milliardudgifter og intolerance overfor danskerne bliver mere og mere hverdag.

Men vi er nu ved at komme derhen, hvor vi ikke kan befri os for, at katastroferne bliver vedvarende.

Tre gange om året ekspederer Folketinget nemlig indfødsretslove, hvorved de pågældende opnår dansk statsborgerskab en masse.

Da grundloven i 1849 indførte systemet med, at Folketinget på grundlag af helt frit skøn fra hver enkelt folketingsmedlems side kunne give enkelte fremmede dansk statsborgerskab, havde man ganske klart ikke forudset, at denne regel ville blive misbrugt, som det efterhånden er blevet tilfældet.

Dengang var ophobet 12 personer, der fik indfødsret ved den første indfødsretslov i 1850.

Ingen indfødsret
Derefter var der overhovedet ingen, der fik indfødsret ad denne vej før i 1863, men da vi kom ind i det 20. århundrede, steg tallet til at ligge mellem 500 og 1.000 om året. Mange af dem var imidlertid umyndige børn og adoptivbørn. For disse er der nu indført særlige regler, så de ikke mere indgår i indfødsretsloven. Derfor ville tallet med de retningslinier, der gjaldt i begyndelsen af århundredet, nu have ligget på ca. 200 til 300 årligt. I stedet er vi med en stadigt voksende tendens nu kommet op på over 2.000 om året - fortrinsvis fordi Folketinget stemmer ja til, at folk fra helt andre verdensdele ret kritikløst modtager indfødsret ved lov. Fortsætter denne linie, vil vi nok nærme os tal mellem 5.000 og 10.000 i løbet af 1990´erne.

Det store bræk i udviklingen stammer fra muhamedanerinvasionen, som iværksattes af Ninn-Hansens (C) flygtningelov fra 1983. De deraf forvoldte skadevirkninger vil blandt andet slå igennem i form af titusindvis af indfødsretsansøgninger i de kommende år.

Ny indfødsretspolitik
Jeg håber derfor inderligt, at Fremskridtspartiet skifter indfødsretspolitik og søger, at få folkene fra de muhamedanske lande luget ud af regeringens (V, C og B) lovforslag samt stemmer imod indfødsretslovene, sålænge dette ikke lykkes.

Når folk først har opnået dansk indfødsret er kendsgerningen nemlig, at de og deres efterkommere er helt ligestillede med danske og ikke kan udvises af Danmark, uanset hvor meget de end ligger landet til byrde.

I løbet af få generationer vil danskhedens beståen på vore 43.075 km2 blive rendt over ende, hvis Folketinget fremturer i galskaben med at uddele i grams dansk indfødsret til de aggressive danskkulturfremmede.

En ændret Fremskridtsholdning vil næppe give øjeblikkelige resultater, men det at Folketingslovene vedtages med 163 stemmer mod 16 i stedet for 179 mod 0 vil da i det mindste indebære, at der bliver en platform for at opnå forbedringer på dette på længere sigt meget, meget vigtige område.

Mogens Glistrup

Hvorfor statsborgerskab når...?

Som så ofte før erfares ting ved rene tilfældigheder. Således også for professor dr. jur. Ole Hasselbalch, som ved et tilfælde fik Lovtidende B i hænderne som bl.a. indeholder navne på personer, der har fået tildelt dansk statsborgerskab.

Normalt fylder svenskerne og andet godtfolk navnelisterne. Men i dette tilfælde var det ganske anderledes. Ud af 544 tilhørte 204 denne kategori. Resten var hovedsageligt marokkanere og pakistanere som betingelsesløst havde fået dansk statsborgerskab. I tiåret 1976-87 havde små to tusinde fra disse eksotiske lande opnået statsborgerskab - og tendensen er støt stigende.
Professoren kommer med bl.a. disse betragtninger i midtpunkt i Jyllands-Posten efter at have gjort sin "opdagelse": "Når opnåelse af statsborgerskab er en så vigtig ting, at der ligefrem skal en lov til for at få det, så må man vel også gå ud fra, at de, der laver denne lov, holder øje med de tendenser, som aftegner sig i denne lovgivning. Men gør de det?

Kan det virkelig være rigtigt, at der i en periode med arbejdsløshed og dramatisk voksende økonomiske vanskeligheder for landet uddeles statsborgerskaber til store persongrupper, som tydeligvis aldrig kan være kommet her ved tilfældigheder endsige som flygtninge? Kan det virkelig være rigtigt, at man blot ved simpelt hen at komme her og være her kan kvalificere sig til statsborgerskab? Og kan det være rigtigt, at de, der endnu ikke er statsborgere, bare kan blive her, selv om der er arbejdsløshed?

Ved opslag i Karnovs Lovsamling lader der sig hurtigt finde i al fald en delvis besvarelse af disse spørgsmål. Ifølge reglerne om meddelelse af indfødsret er der således en vis automatik i uddelingen af dansk statsborgerskab. Denne er udmøntet i et cirkulære, hvoraf det fremgår, at statsborgerskab normalt vil kunne opnås efter syv års ophold - dog kortere, hvis man erhverver en dansk ægtefælle eller en flygtning. For børn og ældre gælder andre regler. Men altså normalt syv år. Det fremgår også af Karnov, at ret til deltagelse i kommunevalg opnås allerede efter tre års ophold i landet.

Det er indlysende, at sådanne regler kan være fornuftige nok, når det drejer sig om at få et menneskeligt samvirke til at fungere under omstændigheder, hvor der finder tilfældig udveksling af mennesker sted mellem nationerne. Det vil i almindelighed være urimeligt at fastholde personer i en anden national tilhørighed end den de har indlevet sig i.

Men det er lige så klart, at i en situation, hvor der er opnået et enormt befolkningstryk i visse dele af verden, er en praksis, som tillader uddeling af andele i et land til personer, der blot har haft held til at opholde sig der længe nok, ødelæggende for dette land.

Jeg spørger derfor nu lige ud de, der har og har haft ansvaret for udviklingen på dette område: Hvad er meningen? Har i taget højde for, at der er ved at opstå et helt andet billede på indvandrerområdet end det, som tegnede sig, dengang indfødsreglerne blev skabt?

Repræsenterer det nummer af Lovtidende, jeg henviste til, blot en sanseløs videreførelse af en praksis, som for længst har mistet sin begrundelse?

Hvad er i det hele taget meningen med at fastholde et stort antal gæstearbejdere her i landet i årtier efter, at begrundelsen for deres tilstedeværelse er faldet væk?

Hvordan kan antallet af udlændinge fra fjerne lande, som opholder sig her på denne basis, oven i købet vokse trods voksende arbejdsløshed i Danmark?

JL

Grundloven undergraves af kæmpe hul i udlændingeloven

Helt op til 300 personer opnår årligt dansk statsborgerskab uden om Folketinget og uden om Grundlovens krystalklare bestemmelse. Det siger folketingsmedlem Kim Behnke fra Fremskridstspartiet efter at have fået dokumentation for sin mistanke.

Justitsministeren (Erling Olsen, A, red.) har i sin besvarelse af mine spørgsmål i Folketinget (1353 og 1354) givet dokumentation for, at Grundlovens klare bestemmelse vedrørende tildeling af statsborgerskab (indfødsret) ikke bliver efterlevet. Grundlovens § 44 stk. 1 siger meget klart: "Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov". Alligevel får op til 300 udlændinge årligt dansk indfødsret blot ved henvendelse til statsamtet.

Det drejer sig om unge udlændinge, der har opholdt sig i Danmark efter det fyldte 16. år og boet her i 5 år. De kan udnytte udlændingelovens § 3 til at få indfødsret uden om Grundlovens bestemmelser.

For at gøre sagen helt absurd, viser det sig desuden, at disse unge heller ikke behøver at fraskrive sig deres oprindelige statsborgerskab, hvad almindelige ansøgere ellers skal.

Jeg havde håbet, at justitsministeren ville benytte chancen til at få dette kæmpe hul i lovgivningen lukket - men desværre fastholder ministeren fortsættelsen af denne praksis.

Pressemeddelse fra
Kim Behnke, MF

Folketinget blæser på befolkningsflertallets ønske

Det viste debatten om fremmedarbejderne, hvor kun Fremskridtspartiet var i overensstemmelse med hvad et flertal af befolkningen har givet udtryk for

"Der er heldigvis næppe noget parti ud over Fremskridtspartiet, der vil pålægge regeringen (V, C, CD og KrF, red.) at fremsætte lovforslag af denne art".

Sådan sagde Britta Schall Holberg (V) da Fremskridtspartiets forslag om at tilbyde fremmedarbejderne 25.000 kroner for at forlade landet var til første behandling i Folketinget. Og dermed afdækkede ministeren på uhyggelig vis, hvorledes såvel regeringen som Folketingets flertal i opfattelse og handling klart går imod befolkningsflertallets ønsker.

For resultatet af Gallups og Berlingske Tidendes meningsundersøgelse fra oktober 1984, hvor et flertal i befolkningen på hele 42% svarede ja til spørgsmålet: "Finder De det er en god idé at tilbyde gæstearbejderne penge for at rejse hjem?", er jo ikke ukendt hverken for indenrigsministeren eller de øvrige partier på tinge. (Se også FREMSKRIDT nr. 37-84)

Hvor galt det bag Christiansborgs tykke mure står til med respekten for befolkningsflertallets ønsker og demokratiets spilleregler, fremgår vist med al tydelighed af følgende pluk fra debatten,

Indvandrernes livsopfattelse
Indenrigsminister Britta Schall Holberg sagde blandt andet: "Forslaget er udtryk for en tankegang, som jeg finder overordentlig beklagelig for ikke at sige farlig.

Jeg gav i redegørelsen udtryk for, at regeringen fandt, at bestræbelserne på at integrere indvandrerne i det danske samfund burde fortsætte, og regeringen er stadig af den opfattelse, at det bør ske. Indvandrerne navnlig fra det, vi kalder tredjelande, dvs. lande uden for Norden, EF og Nordamerika, har ofte vanskeligt ved at klare sig i det danske samfund på lige fod med danskerne. Indvandrerne har højere arbejdsløshed end danskerne, deres børn får en dårligere uddannelse, mange indvandrere har vanskeligt ved at forstå dansk, og der kan nævnes en lang række andre problemer, som indvandrerne har i dag.

De problemer, der vitterlig eksisterer, bør efter regeringens opfattelse i videst muligt omfang søges løst i samarbejde med indvandrere. Der er ingen tvivl om, at problemerne kun kan løses, hvis vi danskere er indstillet på, at indvandrerne i hvert fald til en vis grad kan beholde deres egne traditioner og deres egen livsopfattelse".

En forkastelig tanke
Socialdemokratiets ordfører, Ole Vagn Christensen, der ikke plejer at være bange for at påstå, at han taler på folkets vegne, havde blandt andet disse bemærkninger:
"Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at Socialdemokratiet under ingen omstændigheder kan tilslutte sig dette usamgelige forslag, hverken helt eller delvist. At sende vore indvandrere ud af landet eller, hvis de nægter dette, at fratage dem rettigheder, som de har i kraft af deres indvandring, er en forkastelig tanke og burde slet ikke kunne nå frem på folketingets bord. Socialdemokratiet har en indvandrerpolitik, der er stik modsat Fremskridtspartiets. Vi vil give mulighed for integration i det danske samfund og sikre retten til at etablere sig i Danmark på lige fod med andre grupper. Vi finder den gensidige kulturelle påvirkning gavnlig, og vi lægger vægt på at indvandrernes aktive deltagelse i samfundsdebatten i Danmark; denne aktive deltagelse kan hjælpe på nogle af de problemer, vi ser nu.

Men som sagt vil vi naturligvis ikke støtte dette forslag. Der er ingen grund til overhovedet at takke for, at forslaget er kommet frem, tværtimod. Men når vi nu har debatten, synes vi, at det er på sin plads at råbe vagt i gevær imod racismen".

Hadske angreb
For de konservative talte Poul Henrik Houe: "Hvis de åbenlyse sociale og arbejdsmæssige problemer for indvandrerne skal løses, kan det formentlig kun ske ved, at indvanderne integreres i det danske samfund, og en sådan integration fremmes ikke ved hadske angreb på en gruppe mennesker, som er anderledes i tanke- og væremåde end det, vi i daglig tale forstår ved dansk kultur.

Forslaget om at tilbyde 25.000 kr. til dem, der ønsker at rejse hjem, og undlade at betale lovfæstede ydelser til dem, som foretrækker at blive i landet, er menneskeligt og socialt set usmageligt".

Venstres Jens Peter Jensen var naturligvis med på den usaglige vogn: "Jeg ganske tilslutter mig den højtærede indenrigsministeres udtalelser om det foreliggende forslag. Jeg synes, at det var en god og lærerig beretning, vi her fik.

Det foreliggende forslag er af en karakter, som godt kunne bringe mig til ophidselse, og jeg skal derfor bruge et af de stærkeste ord, jeg anvender fra talerstolen; jeg synes, at det er et særdeles underlødigt forslag".

Forsøgsordning
Ole Henriksen fra SF vendte sagen på hovedet, det gør man jo ofte på den fløj, og stillede følgende forslag: "Kunne vi komme frem til en forsøgsordning, hvorefter Fremskridtspartiet selv lagde ryg til først, så vi fik sendt de folk ud af landet, kunne vi jo se, hvordan det fungerede, Vi kan i hvert fald ikke medvirke til dette forslag. Vi mener sådan set, at det også i denne juletid er den rene blasfemi at fremsætte den slags forslag".

Lone Dybkjær: "Det radikale Venstre kan ikke medvirke til det foreliggende forslag og finder, at vi allerede ved, at vi har måttet gå på talerstolen og bruge den tid hertil, har brugt rigelig tid på et forslag af den karakter".

"Kan vi ikke snart blive fri for disse billige forslag, der får én til at skamme sig over at være dansker. Centrum-Demokraterne afviser meget kraftigt dette forslag, som aldrig burde være fremsat", sagde Addi Andersen.

VS´eren Jørgen Lenger så spøgelser: "Indvandrerne skal efter vores opfattelse beholde deres rettigheder, og de skal også have nogle flere. Det ville være frivillighed. Det vil vi gerne diskutere ved en anden lejlighed, men ikke i dag, og med det, jeg har sagt, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at vi afviser dette forslag, dette spøgelse fra 1930´erne, som vi overhovedet vil være med til at kigge på".

For kristeligheden talte formanden Kofod-Svendsen: "Mit parti vil også klart afvise dette primitive egoistforslag.

Det må slås fast, at den normale og rigtige løsning er integrering, d.v.s. optagelse i det danske samfund uden opgivelse af identitet i henseende til livsmønstre og religion".

Ingen fortjener tak
Efter disse - og mange flere - usaglige udgydelser holdt Helge Dohrmann (Z) en flot, værdig og saglig tale, hvori han blandt andet sagde:" Jeg er jo i den situation, at ingen af ordførerne fortjener tak, heller ikke ministeren. Helt bevidst har samtlige ordførere og ministeren forsøgt at fordreje forslagets indhold og forsøgt at tillægge forslagsstillerne nogle motiver, nogle mindre pæne hensigter, som forslaget i sig selv burde give lige præcist den modsatte opfattelse af.

Hvis det virkelig forholdt sig sådan, at vi forfulgte fremmedarbejderne eller andre, var det ikke et tilbud om økonomisk bistand til at rejse hjem for, der var blevet fremsat. Så var det et forslag om udvisning, og det er der jo slet ikke tale om.

Den historiske baggrund er den, at uanset hvad man siger, at sidst i 1960´erne og i begyndelsen af 1970´erne, hvor vi havde de gode år, havde vi behov for arbejdskraft her i Danmark. Andre steder i verden gik der nogle personer rundt, som ikke kunne få job i deres hjemlande. Der kom så den, synes jeg, fornuftige ordning i stand at arbejdskraften søgte derhen, hvor der var arbejde at få, og fik sin løn for det.

Forslaget er simpelthen fremsat som et økonomisk værn. Det lyder da vældigt flot, når man står her og siger, at vi skal være så og så gode, men med de enorme beløb, vi låner i udlandet, er det jo fuldstændig vildledende, ja, jeg vil næsten kalde det vælgerbedrag, at stå her og påstå, at Danmark har råd til at være en slags socialkontor for alverdens lande, og det er jo præcist det, man gør.

Danmark skal ikke være lukket
Man vil også lægge mærke til, at det ikke er nævnt med én eneste sætning, at de, der kan klare sig selv og deres, skal sendes ud af landet. Vi ønsker ikke Danmark gjort til et lukket land, tværtimod. Det er positivi, at der kommer folk her, som vil udføre et job, og som vel at mærke mange gange besidder nogle kvalifikationer, som vi måske har brug for her i landet.

Der er vedtaget en midlertidig lov i Vesttyskland gående ud på nøjagtigt det samme. Vil man virkelig stå her og påstå, at vesttyskerne i dag er racister? Det er jo indirekte det, man gør. Jeg vil også gøre opmærksom på den Gallupundersøgelse, som Berlingske Tidende havde. Først spørger man 1.000 personer, om de har kendskab til de tanker, der er fremsat om at yde et beløb til fremmedarbejderne, således at de kan rejse hjem. 76% af dem, der blev spurgt, havde hørt om forslaget. 42% - et stort flertal - svarede, at det fandt de var en god idé. Vil man virkelig påstå, at over halvdelen af Danmarks befolkning - der var nemlig et mindretal imod - er racister? Det er simpelthen under lavmålet at komme med den slags udtalelser, og derfor må jeg generelt sige om samtlige ordførere, at man har søgt efter nogle udtalelser blot for at genere forslagsstillerne. Det reelle problem springer man let og elegant hen over.

Sandheden er jo også, at det er mange år siden, vi fik et stop for tilgang af fremmedarbejdere, hvilket med andre ord vil sige, at de, som det drejer sig om, har opholdt sig i landet i 10 år eller mere. Jeg vil også lige bede om, at man lægger mærke til, at vi aldrig har stemt imod de forskellige love om indfødsret, der har ligget på folketingets bord; dem har vi støttet hver eneste gang. Men er det for meget at forlange, at personer, der har boet her i landet i over 10 år, gør deres stilling op med hensyn til, om de vil være danskere, eller de fortsat vil være fremmedarbejdere.

Det sociale system
Ministeren gik så vidt, at hun begyndte at nævne polakker og svenskere, og hun brugte også udtrykket "indvandrere", ligesom flere af ordførerne gjorde det. En person, der kommer her til landet med det formål at slå sig varigt ned og blive dansker, er indvandrer. Det er slet ikke dem, vi taler om. Vi taler om dem, der ikke har søgt indfødsret, dem, der faktisk kun bliver her i dag for at kunne lukrere af det gode sociale system, vi har, i hvert fald sammenlignet med det, de har i deres hjemlande.

Hr. Ole Henriksen fra SF sagde, at det var på grænsen af det acceptable, Ja, men hvorfor skal dette være et tabuemne? Hvorfor må man ikke tale om den slags ting her i Folketinget? Udenfor skal jeg love for at det er noget, der optager sindene ret så kraftigt.

Som sagt er en tilsvarende lovgivning vedtaget i Vesttyskland. Vi danskere er naive. Vi må konstatere her, at selv om vi er et meget lille mindretal i folketinget, så er samtlige partier gået imod os. Det er rart at vide, at der er et flertal ude i befolkningen, som har den modsatte opfattelse.

Flygtningene er også blevet nævnt, og jeg skal da allerede nu røbe over for dem, der ikke bryder sig om at tale om den slags ting her, at vi for øjeblikket er ved at udarbejde et forslag om, at flygtningestrømmen til Danmark skal begrænses", sluttede Helge Dohrmann.

Torben Zinglersen

Tre mordere fik dansk statsborgerskab

I uge 10 behandlede Folketinget 870 ansøgninger om dansk statsborgerskab fra indvandrere, der for 7 år siden eller mere kom hertil som gæstearbejdere, for Folketingets bevilling af indfødsret er betinget af 7 års fast bopæl i Danmark. Tidligere forlangtes 10 års straffrit ophold her i landet samt krav om et hæderligt liv, selvforsørgelsesevne, og vilje til at akklimatisere sig i det danske samfund, i dansk kultur og folkeliv.

Min far
Født 1883 ved Tønder var pæredansk, så langt slægten kan spores tilbage, men var under den preussiske besættelse af Sønderjylland 1864-1920 statsløs, fordi hans familie "opterede for Danmark", d.v.s. de nægtede at blive preussiske statsborgere med pligt til preussisk millitærtjeneste, de kunne så til gengæld ikke købe fast ejendom i deres hjemstavn. Af den grund udvandrede 70.000 unge sønderjyder til Amerika og Danmark i disse år , - særlig under den hårde Koller-politik. Folkeafstemningen i 1920 fik derfor slagside til tysk fordel.

I 1904 indvandrede min far til Danmark illegalt over grænsen syd for Ribe, kom på Vinding Højskole ved Vejle for at skrive sit modersmål, der jo var forbudt i den tyske skole ved Tønder, han var tvunget til at gå i.

Han blev dansk soldat, købte landbrug i 1909, og i 1915 fik han efter 11 års ophold i Danmark dansk statsborgerskab og blev sognefoged på egnen i 25 år, - til sin død. Jeg har gemt alle hans papirer fra hans ansøgning om statsborgerskab i hans eget hjemland, og de viser, han skulle stille med vandelattester, anbefalinger, straffeattester, fattigvæsenattester etc. fra alle arbejdsgivere og offentlige myndigheder gennem 10 år. Han måtte ikke have ligget fattigvæsenet til last eller skejet ud på nogen måde.

Til eftertanke
Da Folketinget behandlede ovennævnte 870 ansøgninger om statsborgerskab, spurgte den unge MF Kim Behnke, hvor mange af de 870, der var straffet for grov vold, - (altså ikke for slagsmål, tyveri, lettere vold m.m.) og svaret var 57! Atter spurgte Kim Behnke, hvor mange af de 57, der var straffet mere end én gang. Svaret 10! Endelig spurgte Kim Behnke, hvor mange der var straffet for mord. Svaret 3! Fremskridtspartiet stemte imod, at morderne fik indfødsret, men de fik det alligevel med alle andre partiers stemmer - også Kristeligt Folkepartis. Politimorderen fra København fik jo kun 5 (fem) års fængsel, og der skal en fængselsstraf på 6 år til at udvise en udlænding, oplyser Vejle politi.

Tage Lassen

"Foket skal selv bestemme, hvem der er schweizer og hvem ikke," udtaler præsidenten for SVP Toni Brunner. Med denne plakat blev det tidligere forhindret automatisk at gøre 2. og 3. generationsindvandrere til borgere.

Initiativet kræver, at reglerne for indfødsret skal gælde, og at demokratiet ikke kan underkendes af dommere og embedsmænd. Folkeinitiativet kræver, at lokalområderne selv afgør, hvem der skal gives indfødsret , og at afgørelserne skal være endelige uden ankemuligheder.

Idag tildeles der schweizisk indfødsret til 130 udlændinge - om dagen - inklusive dårligt integrerede, kriminelle og personer afhængige af socialhjælp. Det støder mange, at de automatisk også får for eksempel valgret.

I løbet af de sidste 15 år er der tildelt indfødsret til et antal svarende til det samlede indbyggertal i Bern, Basel, St. Gallen, Neuenburg und Luzern.

Og det er blevet sådan, at det rent bureaukratisk er nemmere at tildele indfødsret end tidsbegrænset opholdstilladelse. Partiet udtaler, at folkets vilje bliver overhørt. Indfødsret er en gave, og de mennesker, der skal leve sammen med nye medborgere, skal have indflydelse på, hvem det skal gælde for. Ingen advokat eller domstal skal have muligheden for at fjerne beslutningen fra de berørte.

Myndighederne i Schweiz inklusive parlamentet og forbundsrådet tager selvfølgelig afstand fra initiativetfordi det kan komme i konflikt med diverse regler etc.

Oversat fra tagesanzeiger

Her kan jeg kun være enig med Marianne Jelved, der udtalte:

"Et statsborgerskab er ikke noget man skalter og valter med."

Den siger, at hvis man har begået 'forsætligt svig, så kan man ved dom få frataget statsborgerskabet.'

En mand, der vil myrde en tegner fordi han har tegnet muhammed, har bevidst løjet i forhold til det løfte, han skulle aflægge for at få dansk statsborgerskab. Man lover troskab og loyalitet mod dansk lovgivning og kultur.

En sådan mand har begået svig siger Søren Krarup til Søndagsavisen 24. februar 2008.

Her må Marianne Jelved jo være fuldstændig enig med Søren Krarup, idet hun jo mener at:

"Et statsborgerskab er ikke noget man skalter og valter med."

Læs hele artiklen på Søndagsavisen

Mere på Dagbladet

Vi burde overveje det samme.

 Det spørgsmål rejste den 19-årige Mariam Aharram i går her i Orientering.

Det er de seneste års stramninger af indfødsretsloven, der betyder at unge der er født og opvokset i Danmark, ikke længere har ret til at få statsborgerskab, når de fylder 18.  I stedet skal de opfylde samme betingelser, som indvandrere, der f.eks. er kommet hertil som voksne.

Siden sidste år omfatter det en indfødsretsprøve.  Men Mariam har allerede gået i folkeskole og er på vej mod studentereksamen og har i øvrigt også et arbejde ved siden af.  Så hun finder det ydmygende at skulle til indfødsretsprøve og har i et brev til Integrationsministeren og folketinget skrevet, at hun ikke vil tage den prøve.

Men her må vi jo atter tage Marianne Jelved i brug:

"Et statsborgerskab er ikke noget man skalter og valter med!"

Den danske ghetto-indsats der har gjort integrationen lettere roses ligesom regeringen roses for at belønne virksomheder, der tager indvandrere i praktik.

Samtidig roses Danmark for at have skærpet overvågningen af højrefløjsekstremisme.

På den negative side omtaler rapporten en stigning i racistisk motiveret kriminalitet, og om at det er blevet sværere at opnå statsborgerskab.

Mere på DR

Hvad kommer danske statsborgerskaber EU ved? Men det er da godt, at de har set, at racisme overfor 'etniske' danskere er steget :D