Den tidligere demokratiske præsidentkandidat, John Edwards, der valgte at trække sig som kandidat i januar peger nu på Barack Obama som Demokraternes kandidat mod republikaneren John McCain.

"Der er én mand, som ved og forstår, at dette er tiden til dristigt lederskab. Der er én mand, som ved, hvordan man skaber forandring, den vedvarende forandring, som man er nødt til at bygge op fra grunden. Der er én mand, som ved i sit hjerte, at det er tid til at skabe ét Amerika, ikke to...Og den mand er Barack Obama" - jeg kunne ikke være mere enig. Efter alt for mange år med psykopaten på deltid, George Bush, har USA brug for 1) en demokratisk regering og 2) Barack Obama i Det Hvide Hus. USA har brug for en progressiv, men menneskelig, udenrigspolitik, et solidarisk og offentligt sundhedssystem og en ambitiøs klima- og energipolitik.

Jeg støtter Barack Obama, fordi jeg mener, at han er den kandidat, der er i stand til at samle den amerikanske befolkning. Jeg håber derfor inderligt, at Hillary Clinton vil slutte sig til John Edwards ønske og mål om at gøre Barack Obama til USA's næste præsident.

Resten af serien kan (og bør) ses her.

Hattip til Econstudentlog.

Jo, det er selvfølgelig Kurt Westergaard og alle os danskere som har støttet Westergaard i sin ret til at tegne en død mand:

Der er mange flere voldsforherligende udtalelser fra den opdragende kanin rettet mod alle os danskere som har forulempet den pædofile landevejsrøver. Her er en samlet transskription fra udsendelsen og her er et youtube-klip af udsendelsen (læg særlig mærke til den store kanins stemme - aldrig har en mordtrussel været sjovere). Og mens man ser alt dette kan vi prise os lykkelige for, at vi har sendt milliarder af danske kroner ned til de fjolser i ulandsbistand.

Hattip til Jon Herstad.

Man kunne forestille sig, at det var dette absurde forslag, at indlægget egentlig skal handle om, men det er faktisk ikke tilfældet. Men nej, den egentlige farce og bevæggrund bag dette indlæg er forhandlingerne i Tyskland som helhed. For 2 år siden stemte Frankrig og Holland over- bevisende nej til bastardbarnet Forfatningstraktaten, men som alle ved er et nej i EU-sammenhæng ikke et reelt nej til noget som helst, men snarere et neglicerbart fartbump på vejen mod EU’s socialdemokratiske tusindsårsrige. Derfor er Forfatningstraktaten nu genoplivet. Den levende døde tekst er blevet forkortet fra 63.000 ord til 12.800 ord. Det lyder måske af meget, men zombie-versionen af Forfatningstraktaten indeholder essentielt set det samme som den gjorde for 2 år siden. Eller det tror man da. Tysklands kære leder, Angela Merkel, har nemlig holdt kortene enestående tæt ind til på kroppen. Det er altså ikke meget man ved om den nye ’reformtraktat’. Det almindelige og mest udbredte gæt på ændringerne fortæller dog, at ændringerne er rimelig kosmetiske: EU-symboler som flag, hymne og motto skrottes, præamblen fjernes og ‘reformtraktaten’ bliver klinisk renset for enhver højtidelig snak om forfatning. På denne måde ligner den nemlig slet ikke en forfatning. Når man sådan har omformuleret det meste af teksten, så betyder det selvfølgelig også, at de enkelte stater ikke længere har behov for at sende ‘reformtraktaten’ til folkeafstemning. Det er fantastisk smart, for den europæiske befolkning var jo tydeligvis ikke parate og vidende nok til at stemme ja sidste gang.

Tarzan ønsker vores kære ledere held og lykke med at viderebygge det forvoksede monster EU allerede er i dag. Tarzan krydser fingre for, at de skaber et hav af nye stillinger til rødvinselskende pampere, der ikke formår at skabe noget produktivt på egen hånd. Tarzan håber også inderligt, at vi får lov til at bibeholde og måske endda udbygge EU’s landbrugsstøtte, der i dag udgør ca. 350 mia. skattekroner årligt og som sørger for, at mælkepriserne i EU er mellem 50-100% højere end verdensmarkedsprisen og sukkerpriserne er 600% højere end verdensmarkedsprisen. Og som selvfølgelig også sørger for, at de mange millioner ludfattige afrikanere, der arbejder i landbruget, aldrig nogensinde får mulighed for at udkonkurrere de europæiske gartnere.

Hip hurra for EU!

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

Top Ten Features of Bush's New Iraq Plan
10. Make the war best two-out-of-three
9. Blame it on that crazy New York gas leak
8. Convene blue-ribbon study group; ignore recommendations
7. Consult with Rumsfeld, who's now working as a casino greeter
6. Sit on ass until January 2009; let Hillary figure it out
5. Send Cheney to Baghdad with a shotgun
4. Tax cuts for the rich
3. Put Giants coach Tom Coughlin in charge of enemy, watch them collapse
2. Raise money for escalation by robbing Mick Jagger's apartment
1. Dig up Saddam and execute him again

Det der forslag med at sende flere soldater til Irak havde måske også fortjent en plads på listen, da det godt nok også er særdeles bagvendt og fantaserende. Men det er i hvert fald rart at se en politiker, der ikke er bange for at indrømme, at han laver en masse rod (og ja, jeg er et naturtalent til at finde lyspunkter)...

Af Tarzan.

I skal dog ikke forvente at høre nogen reel kritik af denne pudseløjerlige delirist i de danske medier. Nok snarere tværtimod. Det er vel kun et spørgsmål om tid før Svend Auken flytter sit kvabsede korpus ombord på en forurenende flyvemaskine direkte til Venezuelas voldsplagede hovedstad Caracas, for derefter at vende glædestrålende og nyforelsket tilbage og fortælle om sin nye fornemme fætter. Vi får i hvert fald aldrig at vide, at de Chavez-kritiske medier i Venezuela jævnligt bliver chikaneret af både Nationalgarden og Chavez’ støtter og vi får nok heller aldrig at vide, at militæret, oliearbejderne og offentligt ansatte i Venezuela skal være aktive Chavez-støtter, ellers risikerer de at miste jobbet (militæret, olieselskabet PDVSA og den offentlige sektor er et ”rødt og revolutionært projekt” hedder det sig).

Tarzan håber bare, at den gamle Castro snart dør af hans uhelbredelige kræft. Så er det ikke nær så slemt, at hans groteske arvtager til tronen som de venstreorienteredes mest hyldede autokrat fortsætter noget tid endnu. Hvis Augusto Pinochet samtidig dør, så er verden faktisk ligefrem blevet netto én voldspsykopat fattigere på meget kort tid...

Jeg synes dog alligevel, at det er vigtigt at give neomarxisternes bibel lidt modspil. Den grundlæggende tese er jo forbløffende letforståelig. Hardt og Negri mener, at den moderne kapitalisme har taget form af en global netværk uden noget territorialt center. Der er altså sket en overgang fra imperialisme til Imperiet. USA, WTO, transnationale selskaber, FN og de fleste andre organisationer og globale grupperinger udgør grundlaget for Imperiets centerløse magt. Samme gamle undertrykkelsestese som altid. Det diffuse Imperium skal selvfølgelig bekæmpes af den lige så diffuse ’mangfoldighed’, som er en globaliseret og bredtfavnende version af proletariatet. Reason Magazine skriver, at denne kamp efter alt at dømme skal være aktivistisk og demonstrativ. Med Antonio Negris fortid som ideologisk indpisker i venstreorienterede terrorgrupper, kan det ikke overraske.

Jeg vil ikke gå ind i en dybere diskussion omkring bogen. Det klarer Reason Magazine udmærket. I stedet vil jeg se på om den globale kapitalisme – Imperium eller ej – virkelig er så slem, undertrykkende og farlig. I modsætning til alverdens venstreorienterede strukturalister, neomarxister og postmodernister så vil jeg rent faktisk benytte mig af noget konkrete tabeller og tal, som jeg har hentet direkte fra Johan Norbergs strålende In Defense of Global Capitalism, der igen har sit materiale fra primært UNDP.

Fattigdom
Imellem 1965 og 1998 er den gennemsnitlige verdensborgers indkomst næsten blevet fordoblet fra 2497 til 4839 dollars. Dette er ikke sket på baggrund af, at de industrialiserede lande har mangedoblet deres indkomst. I samme periode steg den rigeste femtedel af jordens befolknings gennemsnitlige indkomst fra 8315 til 14623 dollars, hvilket svarer til omkring 75%. For den fattigste femtedel har oplevet en stigning fra 551 til 1137 dollars, altså mere end en fordobling. Bare fra 1990 til 1998 er den ekstreme fattigdom (under 1 dollar om dagen) faldet fra 29 til 23,4%. Dette tal forventes halveret i 2015, hvis den nuværende vækst fortsætter. Særligt i Asien, som har haft flest liberaliseringer og højest vækst, er den ekstreme fattigdom blevet formindsket. 6 ud af 10 asiater var ekstremt fattige i 1975 – i dag er det kun 2 ud af 10.

Levealder
Levealderen er stigende i udviklingslandene. Den gennemsnitlige levealder er stadig højest i de rigeste lande, men det største forbedringer er sket i de fattige lande. I 1960 var de fattige landes gennemsnitlige levealder 60% af de rige landes, mens den i dag er mere end 80%.

Sult
Desuden sulter færre og færre. Kalorieindtagningen i den tredje verden er stedet med 30% siden 60’erne. 960 millioner mennesker i udviklingslandene var underernæret i 1970, mens det kun er 790 millioner i 1996. Dette fald skal ses i sammenhæng med den ekstreme befolkningstilvækst som vi har oplevet de seneste mange år. Det svarer til, at for 30 år siden var næsten 38% af befolkningen i udviklingslandene berørt af hungersnød. I dag er det 18%, og tallet er fortsat faldende.

Global ulighed, HDI, børnedødelighed og analfabetisme
Alle disse parametre går også i den helt rigtige retning.

Er Imperiet virkelig sådan en dårlig ting? Skal vi ikke hellere omfavne og tiljuble denne udvikling? Det synes jeg. Men måske mener Hardt og Negri - og deres venner - at fattigdom, sult og generel armod er gode ting?

PS. Køb venligst Johan Norbergs bog, eventuelt kombineret med Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality, som jeg tidligere har skrevet om.

The only thing rising faster than China is the hype about China. In January, the People’s Republic’s gross domestic product (GDP) exceeded that of Britain and France, making China the world’s fourth-largest economy. In December, it was announced that China replaced the United States as the world’s largest exporter of technology goods. Many experts predict that the Chinese economy will be second only to the United States by 2020, and possibly surpass it by 2050.[...]And why shouldn’t they believe the hype? The record of China’s growth over the past two decades has proved pessimists wrong and optimists not optimistic enough. But before we all start learning Chinese and marveling at the accomplishments of the Chinese Communist Party, we might want to pause for a moment. Upon close examination, China’s record loses some of its luster. China’s economic performance since 1979, for example, is actually less impressive than that of its East Asian neighbors, such as Japan, South Korea, and Taiwan, during comparable periods of growth. Its banking system, which costs Beijing about 30 percent of annual GDP in bailouts, is saddled with nonperforming loans and is probably the most fragile in Asia. The comparison with India is especially striking. In six major industrial sectors (ranging from autos to telecom), from 1999 to 2003, Indian companies delivered rates of return on investment that were 80 to 200 percent higher than their Chinese counterparts. The often breathless conventional wisdom on China’s economic reform overlooks major flaws that render many predictions about China’s trajectory misleading, if not downright hazardous. [...]

After a quarter century of gradual economic reform, has China succeeded in transforming its old command economy into a genuine market economy? Not nearly as well as most people would guess. Although China was one of the earliest socialist economies to begin serious reform, recent data on the country’s regulation, international trade, fiscal policy, and legal structure place China in the bottom third of 127 countries surveyed for economic freedom, below most Eastern European countries, India and Mexico, and all of its East Asian neighbors, save Burma and Vietnam.

The Chinese state remains deeply entrenched in the economy. According to official data for 2003, the state directly accounted for 38 percent of the country’s GDP and employed 85 million people (about one third of the urban workforce). For its part, the formal private sector in urban areas employed only 67 million people. A research report by the financial firm UBS argues that the private sector in China accounts for no more than 30 percent of the economy. These figures are startling even for Asia, where there is a tradition of heavy state involvement in the economy. State-owned enterprises in most Asian countries contribute about 5 percent of GDP. In India, traditionally considered a socialist economy, state-owned firms generate less than 7 percent of GDP. [...]

An incestuous relationship between the state and major industries can doom developing countries, and China is more susceptible than most. The combination of authoritarian rule and the state’s economic dominance has bred a virulent form of crony capitalism, as the ruling elites convert their political power into economic wealth and privilege at the expense of equity and efficiency. The state’s economic dominance preserves systemic economic inefficiency as scarce resources are funneled to local elites and bureaucratic constituencies. The World Bank estimates that, between 1991 and 2000, almost a third of investment decisions in China were misguided. The Chinese central bank’s research shows that politically directed lending was responsible for 60 percent of bad bank loans in 2001–02. The problem persists today. Chinese economic planners revealed in early 2006 that 11 major capital-intensive manufacturing industries were overproducing. For example, the country’s steel industry, the world’s largest, has 116 million tons (or about 30 percent) of excess capacity.

State enterprises are also miserably unprofitable. In 2003, a boom year, their median rate of return on assets was a measly 1.5 percent. More than 35 percent of state enterprises lose money and 1 in 6 has more debts than assets. China is the only country in history to have simultaneously achieved record economic growth and a record number of nonperforming bank loans. [...]

China’s neo-Leninist regime has formidable resources—but much more serious defects. State-directed investment, made to secure the political loyalty of key constituencies and advance personal careers, will prevent China from realizing its economic potential. The corruption of the state will likely deepen. The deterioration of the public health infrastructure and education systems will generate social tensions and mass alienation, thus eroding the party’s base of support and increasing its vulnerability to the economic or political shocks that will inevitably come.

China has already paid a heavy price for the flaws of its political system and the corruption it has spawned. Its new leaders, though aware of the depth of the decay, are taking only modest steps to correct it. For the moment, China’s strong economic fundamentals and the boundless energy of its people have concealed and offset its poor governance, but they will carry China only so far. Someday soon, we will know whether such a flawed system can pass a stress test: a severe economic shock, political upheaval, a public health crisis, or an ecological catastrophe. China may be rising, but no one really knows whether it can fly.

Økonomen Tyler Cowen mener, at det er uundgåeligt, at der vil komme et "business cycle burp", måske allerede inden for de næste 7 år, som vil tvinge Kina ud i en grim recession. I alle tilfælde er det yderst interessant om Kina vil kunne klare et uforudsigeligt økonomisk stød. Jeg tvivler.

Læs hele artiklen. Minxin Pei skriver også om den ekstreme ulighed, den meget voldsomme korruption og mange andre interessante emner. Jeg blev særdeles overrasket.

Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.
This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.

Den simple essens skulle derefter være, at hvis den almene araber havde en lignende holdning ville de fleste mellemøstlige regimer have noget sværere med at agere som de nu engang gør. Men de mellemøstlige regimer har det faktisk vanskeligt. De diktatoriske regimer i Mellemøsten har allerede nu svært ved at holde fast i magten. Dette skyldes dog ikke en spirende liberal bevidsthed, men derimod en frembrydende islamistisk radikalisering. Alt tyder efterhånden på, at islamismen er et realistisk alternativ til regimerne i Saudi-Arabien, Egypten, Sudan, Syrien og Pakistan. Islamismen trives altså, specielt som reaktion mod de mere 'sekulære' styrer i Pakistan, Egypten og Syrien.
Men hvorfor er det islamismen, som presser på, og ikke liberale tanker? Man kan ikke give et simpelt svar. Men en af mulighederne er, at det skyldes, at de mellemøstlige regimer siden slutningen af 1970'erne har 'islamiseret' den sociale adfærd i håbet om at pacificere kritikken af deres politiske undertrykkelse. De mange forskellige islamistiske grupperinger er med andre ord kunstigt skabt af herskerne rundt om i landene i ønsket om at afstive deres egen magtposition. Grupperne er altså startet af despotiske regenter, som bruger islam til at sikre deres egen overlevelse. Dette er lykkedes for godt, for nu vil islamisterne have endnu mere magt og indflydelse. Islamismen er blevet den eneste legitime udtryksform, hvori man kan udvise sin utilfredshed og mishag med det siddende styre. Desværre.

Hvis dette er sandt, hvordan løser man så dette ubehagelige dilemma? Hverken de diktatoriske regimer eller de islamistiske grupper kan jo siges at være særlig tiltalende, så hvem og hvordan skal man håndtere en sådan konflikt. Ja, for det pågældende styre er der 3 muligheder. Man kan vælge at gøre som i Syrien, hvor man febrilsk forsøger at tilfredsstille og fornøje de yderliggående islamister eller man kan gøre som i Pakistan, hvor man myrder eller fængsler dissiderende elementer.
Begge disse strategier vil slå fejl før eller siden. Jeg tror derimod, at den eneste holdbare løsning er at fjerne islamisternes grundlag – utilfredsheden, forarmelsen og ydmygelserne. Dette kan lettest gøres ved at indføre mere kapitalisme og mere økonomisk åbenhed. Altså en 'Hamad bin-strategi' (opkaldt efter Bahrains Hamad bin Isa al-Khalifah og Qatars Hamad bin Khalifa Al Thani). En økonomisk liberalisering vil med stor sandsynlighed resultere i velstandsstigninger, som vil afmontere opmærksomheden fra undertrykkelsen og fjerne forarmelsen. Før eller siden vil folk nok kræve politisk frihed, men selv det skal regimerne ikke frygte. For hvis regimerne kan følge med udviklingen og langsomt afgive magten, så vil de have mulighed for at lave en Pinochet, hvor de undgår død, lemlæstelse og offentlig forhånelse. Dette er ikke nødvendigvis det værste, der kan ske.

Vesten skal også arbejde for en mere åben verdensøkonomi - både for vores egen skyld og for den almene arabers skyld. Det lyder absurd at skulle handle med Syrien, men jeg vil vove at påstå, at en McDonald’s i Damaskus kombineret med det nuværende regime er bedre end en amerikansk tank i Damaskus kombineret med en delvis pro-amerikansk og delvis islamistisk regering. Der er hverken brug for militær nationbuilding eller undergravende efterretningsmæssige aktiviteter. Det er muligt, at man gerne vil se de mellemøstlige diktatorer vælte som Saddam Hussein, men denne form for konstruktivistisk rationalisme holder næppe vand. En mere evolutionær tilgang vil sandsynligvis sikre mere fred, frihed og velstand i det lange løb.

Her til sidst vil jeg vende tilbage til min oprindelige pointe: At den almene araber skal læse mere liberal filosofi. Det mener jeg selvfølgelig stadigvæk. Her har de lidt Thomas Paine (oversat af Henrik Eismark), som kan inspirere dem til lidt moderne ijtihad og tafsir.

Vi ser forskellige dele af verden oversvømmet med forskellige bøger, som hver især, skønt de modsiger hinanden, af deres tilhængere bliver erklæret for at være af guddommelig oprindelse og bliver en lovbog for tro og udøvelse. I lande med despotiske regeringer, hvor studier altid er forbudt, er folket dømt til at tro, hvad de er blevet lært af deres præster.
Dette var i mange århundreder tilfældet i Frankrig, men dette led i slaveriets kæde er lykkeligvis brudt af revolutionen, og for at det aldrig skal kunne nagles sammen igen, så lad os anvende en del af den frihed vi nyder, til at opsøge sandheden. Lad os efterlade os et monument, hvor vi har gjort Skaberens hensigt og ære til genstand for vores opmærksomhed. Hvis vi i religiøse sager er blevet undertrykt af øvrighedens terror og præsternes kunstgreb, så lad os udøve retfærdighed mod vores Skaber ved at studere emnet. Hans navn er for helligt til at blive forbundet med noget, som er opdigtet, og det er vores pligt at undersøge, om vi tror, eller opfordrer folket til at tro, på opdigtede historier eller kendsgerninger.

Det letteste ville jo være, at den almene araber begyndte at tænke sådan. Så ville de fleste regimer kollapse på grund af det interne pres ønsket om et mere succesfuldt og liberalt samfund medfører. Spørgsmålet er dog om det ikke er mere realistisk, at regimerne kollapser under presset fra islamismen. I så fald er 'Hamad bin-strategien' at foretrække.

"The CAP is a protection racket Al Capone would look at in admiration and be proud of. Why do Europe's farmers need protection? Farmers are being paid to look after fields - they are just gardeners. Some are growing stuff through subsidy that we don't even need - then we are paying more taxes to store the stuff we don't need and more taxes to destroy the stuff we don't need. The CAP was responsible for the butter mountains and the wine lakes. These surpluses are also being shipped out to Africa and destroying local markets and economies. It is not giving people a chance to get back on their feet. The CAP should be scrapped and farmers should be open to competition. We're not a free market. There is no free trade. The CAP is anti-free trade...
CAP is killing people. Africa is only eight miles down the road from Europe and it is inconceivable that there is starvation and poverty there while huge amounts are wasted across Europe on farming subsidies. Europe gives 65 cents -just over half a euro -to the average poverty-stricken African in aid in a year, whereas a surplus cow in Europe gets 848 euros a year."

Senere surfede jeg så forbi Liberator, som linkede til en ny kampagne kaldet Freeplay. Kampagnen er et liberalt svar til den lattervækkende og (desværre) statsfinancierede Fairplay-kampagne, der forsøger at stigmatisere det at arbejde sort ved hjælp af skræmmereklamer på landsdækkende TV. I har alle stødt på dem på et eller andet tidspunkt. Freeplay svarer igen med en række lignende påfund. Jeg kan varmt anbefale at tage et smut forbi deres side og kigge på deres plakater og flyers, da de er meget morsomme. Her er to:

Hat tip til Adam Smith Institute Blog og Liberator.

"For hvor Sharon tog fat på jobbet som premierminister med prædikater som »bulldozeren«, »hardlineren« og »højrefløjspolitikeren« hængende på sig, stod Sharon indtil onsdag aften som den eneste figur i Israel, der reelt havde en chance for at nå en varig fredsløsning med palæstinenserne. Hvor Sharon for få år siden oftest blev omtalt i kraft af sin benhårde fortid, og oven i købet risikerede at blive arresteret som krigsforbryder i Belgien, betragtes Sharon i brede kredse nu som en pragmatisk, ja måske endog uundværlig figur i Mellemøsten.
Når Sharon med største sandsynlighed nu er sat ud af spillet, er der derfor tale om en alvorlig situation for hele regionen. Der er også tale om en udvikling, som sker på et yderst problematisk tidspunkt. For det er kun få uger siden, Ariel Sharon brød med sit parti Likud og i praksis overlod det til den yderste højrefløj, for i stedet at etablere det midterparti, som i virkeligheden har manglet så længe i israelsk politik. Han fik stærke kræfter til at slå følge, herunder Israels gamle fredsdue Shimon Peres, der forlod Arbejderpartiet for at bakke Sharon op, og det lykkedes på kort tid at skaffe det nye parti Kadima en position, hvor det stod til at få en uomgængelig rolle i Israel efter det planlagte valg 28. marts.
Kadima skulle utvivlsomt bruges til at give Sharon et folkeligt mandat til at fortsætte det, man kunne kalde hans strategiske og dynamiske jernnæve over for palæstinenserne. Jernnæve, fordi hans politik i højere grad byggede på ensidige skridt frem for forhandlinger - men strategisk og dynamisk, fordi målet var at skabe fremdrift i forholdet til palæstinenserne, og fordi Sharon havde sluttet sig til den stadig voksende kreds af israelere, som erkender, at situationen i Mellemøsten må ende med skabelsen af en palæstinensisk stat."

Politiken har også i dag en leder om Sharon. De skriver:

"At Sharon ikke var en fredens mand, behøver man kun at kaste et enkelt blik på hans karrieres tidlige højdepunkter for at få bekræftet. Hans dristige og vellykkede offensiv under Yom Kippur-krigen i 1973 gjorde ham til nationalhelt. Hans medansvar for de falangistiske massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre i 1982 i Beirut tilføjede hans karriere dens mørkeste plet. I årene som premierminister var hans vilje til at sætte hårdt mod hårdt og bekæmpe terror med massiv brutalitet og militære overgreb, der også ramte uskyldige, konsekvent.Ikke desto mindre er det svært at undervurdere betydningen af, hvad der blev den sidste fase af hans politiske gerning. Med tilbagetrækningen fra Gaza viste han, at staten Israel er i stand til at opgive land for at få fred. Ved at sætte hæren ind mod bosætterne viste han, at bevægelsen ikke længere har vetoret i israelsk politik. Men vigtigere endnu: ved at aflive drømmen om et Storisrael, der var bærende for det parti, Likud, som han selv var med til at skabe, rettede han et grundstød mod den israelske højrefløj. Selv ensidigheden i tilbagetrækningen fra Gaza har en positiv side. Den viste, at det er muligt at hugge den gordiske knude af gensidige krav og forudsætninger over, der så ofte har blokeret for reelle forhandlinger. Ved at handle ensidigt skar Sharon ud i pap, at indrømmelser også kan - og grundlæggende bør - gøres, fordi de er i Israels egen interesse. Ikke bare som 'betaling' for indrømmelser fra den anden side eller som lunser, man giver fra sig under internationalt pres."