Meget hvis vi kigger på Bibelen og søger at lever i overensstemmelse med Jesus radikalisering af de 10 bud og Paulus' konkrete vejledninger til det kristne liv osv.

Meget hvis vi kigger historisk og traditionel kristendommen fx i vækkelsesbevægelserne, som afskar sig kraftigt fra det verdslige i samfundet i sin tid og nogle steder vel lavede små "eksilsamfund" hvor Bibelen havde alt at sige i hverdagen.

Når jeg kigger på mit eget liv, så kommer moralen kun rigtigt op når jeg ser andre folk gøre ting som jeg forarges over: fx cykler overfor rødt, er åbenlyst egoistiske eller stolt ophøjer diverse tåbeligheder. Konklusionen lyder: det var vist ikke den rigtige måde at agere på.

Men jeg savner en rygradsreaktion hos mig selv, hvor jeg funderer på det moralsk rigtige i min egne gerninger i min egen hverdag. Ikke når jeg har gjort noget: "var dette egentligt klogt?" men inden jeg handler! "Hvad er det rigtige at gøre" i en given situation, eller: "hvordan griber jeg nu dette an" før jeg kommer ud for diverse hverdags problemstillinger. Altså en rygradsreaktion hvor man hele tiden summer over noget i retningen af: hvad siger de 10 bud, det dobbelte kærligheds bud, den kristne tradition osv. til det jeg har gang i nu og her?

Er det kun mig der mangler denne rygradsreaktion, eller er det noget generelt at "moral" og "moralsk" er noget vi tilskriver handlinger som er sket - ikke noget vi seriøst overvejer før vi handler. Holder vi os fromt og hellige fra åbenlyse synder, mens vi lever som vi finder for godt i andre forhold, uden at tage moral og "Guds plan for vores liv" ind over dagliglivet?

Tænk sig at religionen dikterer lukkelove og rytmer for selve arbejdslivet. Fri på søndage fordi Gud hvilede på den 7. dag efter skabelsen, fri på helligdage fordi kirken fejrer bibelske højtider der. Og så har vi så en dag som Store Bededag, som jo er en sammenpresning af flere bededage (for mange helligdage kan altså trods alt blive for meget af det gode for samfundet).

Vi har som kristne en udstrakt hånd fra vort samfunds opbygning til at hvile og søge Gud på disse dage. Til at lade os påvirke af fællesskab med ham i bøn og lade os fylde af hans ord gennem bibel og opbyggelig læsning.

Jeg synes, når jeg går på klingen, at Store Bededag er et lidt fjollet levn fra en mere kirkelig fortid. Jeg nyder fridagen, men kan ikke helt tage den så seriøst at jeg rent faktisk respekterer den som "bededag". Men i udgangspunktet er det jo vel en udstrakt hånd fra samfundets opbygning til at søge Gud?

Tager du i dag imod denne udstrakte hånd fra det religiøse samfund til at søge Gud?

Men så bliver det mandag og det hele mærkes pludseligt følelsesløst. Næstekærligheden synes ikke at ville udleves, bønnen sidder ikke helt i skabet, og andagtsstykket skyller godt nok som vand over en knastør sjæl, som læskes, men få minutter efter igen føles tør og tørstig.

Jeg synes ofte det føles forkert, når det ikke giver et konstant smil på læben, at Jesus er død for mig. Min tak til ham stikker dog dybere end min egen overflade og udstråling, men oftest holder den sig dog også dybt dernede. Der er ikke snak om tvivl på Guds kærlighed, for den er jo en konstant som ligger udenfor mig. Men det er min manglende gejst og glæde jeg kan skamme mig over.

Det føles naivt at forvente at man kan rende rundt med overskud og glæde hele tiden. Dertil virker verden for ond og sjælen for arret. Men hvor kunne jeg godt tænke mig at se en ordentlig skare af glade og lykkelige kristne komme brusende ud i samfundet med kærlighed og overskud, kristne som dagligt udlever Paulus' formaning til Fillipperne om at:

...være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden (Fil 2,15)

Det kan irritere mig at jeg som kristen ikke er et bedre "himmellys". Jeg har daglig kontakt med mennesker som har brug for dette lys fra Gud, men jeg finder mig alt for ofte selv på lavt blus.

Nej, jeg ser ikke mig selv i den kristne superliga en halv grå mandag i april. Men med Gud som manager kan jeg måske nok ende i toppen alligevel. Som Paulus skriver:

For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. (Fil 2,13)

Hvis jeg kunne snakke ansigt til ansigt med Jesus, som disciplene gjorde det, så ville han sikkert putte fingeren på et eller andet som var helt galt i mit liv."  

Nej, spøg til side, for sagen er alvorlig nok. Jeg er i forbindelse med mit studie kommet til at tænke en del på Jesus, som han opfører sig og bliver omtalt i evangelierne. Evangelierne er så dejligt "af-teologiseret" og ligetil. Og derfor slår det mig pludseligt at jeg ikke kender den mand de taler om... Jeg har på en måde altid set på Jesus i lyset af Hebræerbrevet og Paulus: som evangeliet i menneskeform. Jeg har kun sjældent rigtigt undersøgt hans personlighed.

Og det er da nok heller ikke det værste, hvis jeg altså nu går rundt og tror på Guds frelsesgerning i Kristus! Men... det bliver lidt penibelt når jeg så folder mine hænder og beder: "kære Jesus" og så rent faktisk henvender mig til en "fremmed" jeg ikke rigtigt føler jeg kender. Jeg burde jo vel henvende mig til ham jeg læser om i evangelierne. Evangelierne viser os hvem Jesus er, og det er vel denne Jesus jeg tror på og søger at tiltale? Men hvad nu hvis jeg ikke synes at genkende Jesus i evangelierne? Har jeg et skævt billede af Jesus som jeg har opbygget hele vejen op igennem min opvækst?

Det er knapt så anfægtende som det er interessant og inspirerede mig til at lære Jesus bedre at kende. Ja, i disse øjeblikke ville jeg ønske jeg kunne møde Jesus, ansigt til ansigt som disciplene gjorde det. Så kunne vi få os en god snak og jeg kunne se hvem han virkelig var. Men hvad nu hvis jeg gik ham i møde og så i hans blik at han med det samme gennemskuede, at jeg kun tog de skridt hen mod ham‚ fordi jeg så at han var ren og vidste jeg selv var uren. Og så egentligt ikke mere... Tilgivelse, tryghed og kærlighed til mig, og mellem ham og mig, helst ikke mig og medmennesker. Mig og livet. Og hvad nu hvis han så at jeg trængte til at det blev pointeret: at noget var helt galt i mit liv. I mit forhold til ham, til mig selv og til medmennesket.

Bliver jeg så fornærmet? Tør jeg egentligt møde Jesus? Hmm...

"Ja, Gud som i Gud Fader, ikke sandt lille dame?" hører jeg mig selv tænke, så snærpet og pubertetsfornærmet, at jeg nærmest rynker på næsen bare ved at tænke ordene... Jeg sidder til NT undervisning på religionsvidenskab ved Københavns Universitet og får undervisning over lektien i Markusevangeliet. Men jeg spilder dog ikke tiden med at være fornærmet, men lærer ved hjælp af min reaktion lidt om mig selv og min tilgang til Bibelen.

Jeg går fornærmet udfra at min kære lærer med hendes, for mig at se, liberale tilgang kun har i sinde at kaste tåger og skygger over teksten egentlige hensigt: at sprede det gode budskab. Men nu er hendes job jo at give mig nogle andre vinkler og diskutere andre emner i teksten - og hermed hjælpe mig med at bestå eksamen. Og selvom jeg er teolog-spire/slash/pretendent og måske burde fatte interesse for teologiske finurligheder, så finder jeg min tilgang til Bibelen noget fastlåst i en vinkel, som måske understreger min position som wannabe lægmandsprædikant. Jeg kan ikke læse en bibeltekst uden at tænke: "hvad siger teksten om opbyggelse i troen på Jesus som min frelser?"

Jow, kristendommes sociologiske perspektiver og narrative lag er interessante vinkler på teksten og kan fint bruges til at komme et spadestik dybere. Men at man altså sagtens kan tale om en bibeltekst uden at komme rundt om det kristne liv, tro og tvivl, kors og opstandelse, lov og evangelium, det skal jeg minde mig selv om NT-time efter NT-time. Og selvom jeg ikke vil sige at jeg føler mig 100% åndeligt tryg under hendes vejledning, så kan jeg ikke forvente at timen starter og slutter med bøn, med the good old L&E inde mellem... Så vær nu ikke så snerpet makker! Og undskyld Anne! (nr. 1 fra venstre, guitarist i det hedengangne band Miss B. Haven...)

Jeg er en synder og har brug for tilgivelse. Jeg prøver at forstå nåden og kæmpe mod mine genstridige gerningsretfærdige tendenser. Jesus er min frelser, men livet som kristen føles ofte som en kamp for at leve i næstekærlighed, tjeneste af "disse mine mindste" og i kamp for godhed. Man føler sig som Guds medarbejder, ansat til at udføre tjenester. Et 24/7 job uden ferie.

Jeg er vild med Jesus, jeg ønsker at vide mere om ham. Hans ord og gerninger er helt enormt respektindgydende og jeg bliver ofte helt overvældet af hans syn på livet og på næsten. Jeg søger nærmest undskyldende at møde ham i bøn og bibellæsning, benorvet og småbetuttet nogle gange, påtaget og ironisk andre. Jeg føler mig som Jesus-fan, nærmer ham som i en idolrelation, hvor jeg aldrig rigtig kan slappe af eller være mig selv.

"Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn" Joh. kap. 1 v.12

Ved troen er jeg ikke bare Guds medarbejder eller hans "fan" - men et Guds barn! Man skal måske være forælder for bedre at kunne forstå den kærlighed man kan elske sine børn med. Uanset hvad, så kan jeg se at jeg ofte har begået den synd at undervurdere min status som et Guds barn. Jeg har set det mere som et medarbejder- eller et fan/idol forhold, at Gud ser mig cirka som en politiker ser på sine vælgere eller et idol på sine fans: det er fedt man er med i flokken, men så betyder man heller ikke mere...

Dog, den kærlighed Gud har vist ved Jesu død på korset taler for sig selv. Og den kærlighed som Gud elsker mennesker dengang, men også i dag og i morgen, den er ligeså gennemgribende og overvældende! Gud er kærlighed og ingen elsker ligesom han! Og tænk sig: jeg er hans barn!

Hvordan formidle troen videre? For den er jo i bund og grund noget mærkeligt noget! Guds kærlighed til mig er jo ikke mindre når jeg ikke føler den, men min tale om den kan føles så hul når den ikke er assisteret af følelsen. Dog ville det jo være tåbeligt at falde over i humørkristendom hvor man kun søger Gud når man lige føler for det, for tro og følelse er to forskellige ting. Men hvor ville det dog være en ærlig sag at have det sådan.

En pointe er jo at troen ikke kun skal forkyndes ved ord, men også vises i næstekærlighed. Jesus både talte og handlede for at vise hvem han var og så skal vi vel ikke bare henvise til Bibel og møder, men også bruge tid på bare at leve som kristne i verden og derigennem vise tro og kærlighed. Men troen kommer vel primært af det der høres?

Så er problemet bare, som jeg ser det, at når man skal formidle sin tro til kammerater og folk som ikke kender til kristentro, så har tiden i mod os. Vi har Bibelen og dogmerne som ved første øjekast ikke virker super indbydende for mennesker i dag, (vi har jo ikke tid til at sætte os ind i det), og vi har nogle møder som efterhånden er ret så subkulturiske, at de heller ikke virker alt for indbydende (og det er ikke kun for kirkefremmede).

Det er som om at den der kærlighed fra Gud vi som kristne kan føle så stærkt nu og her, at den ikke er så let at formidle videre... Måske den skal navigeres uden om kirken og de kristne, sådan at vi bare skal leve vores liv med Gud og så pege på ham når anledningen kommer? Men det lyder måske også bare lidt vattet at sige...?

Det der er nyt er fedt, spændende og interessant. Kristendommen derimod kan virke som old news. Guds kærlighed og nåde kan føles som "hørt før" og dermed nogle gange lidt kedeligt og uvedkommende. Det er selvfølgelig altsammen fedt nok, et okay program, men det kan ofte virke lidt tamt i forhold til verdens både gavnlige og mindre gavnlige tilbud: spændende og dragende som de jo oftest virker.

Dog, der er noget helt specielt ved det kristne budskab. Modsat programmer som iTunes og Messenger, som udvikler sig fra det simple til det mere avancerede, så ramte Gud plet med sin kærlighed i første hug. Der er det ekstemt fede ved det kristne budskab, at det stadig er version 1.0: "Guds iKærlighed og iNåde 1.0". Og der kunne aldrig komme en ny version eller opdatering, der lige justerer, opgraderer eller sætter nåden en tak op. Den er allerede fuldkommen og perfekt!

Det er et program, som når du åbner for det i dit sind og giver det lov til at bruge alle systemresourcerne, så giver det bare så meget mening, at du har pludselig indser, at du har alt hvad du nogensinde kunne ønske dig i det ene program!

Så undervurdér ikke det kristne budskab trods dets alder. En 1.0 udgave der ikke kunne køre bedre selv med +2000år på bagen, det er ret godt gået!!

Der er nogle vers i Bibelen, som man aldrig helt bliver færdig med. Disse fra Romerbrevet for eksempel: om vores forligelse og fjendskab til Gud og om frelsen i Ham. De rummer jo bare så meget af Bibelens budskab, at man bliver helt rundtosset når man læser dem. Hvorfor?

Er det pga. den kærlighed hos Gud, der beskrives i korsberetningen som så stærk, at Jesus valgte at gå i døden for at forlige sig med en oprørsk menneskerace, som egentligt havde en attitude af "vil selv/kan selv"?

Er det mon pga den fjendskab mod Gud, som versene hævder eksisterer, og som jeg skiftevis ser klart og tydeligt hos mig selv og skiftevis benægter? For man tænker jo gerne fromt og godt: "om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke" (Mark 14,29).

Eller er det måske blot en undren over den frelse af mennesket, som der tales om? En frelse som allerede, og uden vores samarbejde, ja netop på grund af vores modarbejdelse, er opnået ved Jesu opstandelse, "ved at han lever".

Tja, det er fromt og godt at gruble over - selvom man må indstille sig på at man ikke sårn helt kan få skovlen under det.

Kristne mennesker bliver ofte kaldt svage pga denne tro. Svage fordi vi i vores liv underlægger os bud og formaninger i tro på en bedre vidende Gud. Svage fordi vi, når verden virker mest meningsløs uoverskuelig, klynger os til Ham og håber på Ham. Man synes at mene, at religiøse mennesker, i stedet for at tage sig sammen og acceptere at livet nogle gange synes meningsløst, ser sig nødsaget til at flygte ind i en religiøs illusion af regelsystemer og tro. En suttekludstro.

En sådant slag på kinden får man i ny og næ som kristen. Og det er ikke lige til at svare igen, for der er rigtig mange aspekter i overstående anklage, samt rigtigt mange misforståelser og forudintagede holdninger, der skal udredes før troen kan forklares til den anklagende.

Sandheden er dog at ja, det kristne menneske er endeløst svagt, men samtidigt også ja, alle mennesker er håbløs svage og ude af stand til at tage hånd om deres eget liv! Vi tager godt heldbred, mad, drikke og vores næste åndedræt for givet, men hvem siger at disse ting varer ved bare denne dag ud. Man bryster sig af at have styr på sit liv, men kæmper en kamp man er dømt til at tabe, om ikke til uheld eller meningsløshed så til alderdom og død.

Menneskelivet er svagt og flygtigt. Det enkelte menneske er ingenting over for naturens kræfter, så belejligt på afstand i Danmark, og det er så håbløst lille i forhold til dets 6 mia artsfæller. Tanken om det stærke menneske er en illusion.

Dog findes der styrke i menneskeslægten, men denne styrke findes i det indre: i troen hos det menneske, der indser sin betingelsesløse afhængighed af Gud, sin skaber og Herre. Det menneske, som lægger sit liv over til Ham og hermed gør sig svag i verdens øjne, han modtager helt uden egen fortjeneste en nåde og en kærlighed, som inspirerer til at leve livet i mening med Gud og sin næste. Et liv som strækker ud over meningsløshed, sygdom og død. Det liv som vi er skabt til.

Jeg slår mine åndelige folder i ELM/ELU (Evangelisk Luthersk Missionsforening/Ungdom) i Blågårdsgade.

Her på ORAELM vil jeg anstrenge mig til det yderste for at levere nogle velovervejede og udfordrene indlæg, som vil gå under navnet "teologens tåger". Disse indlæg vil omhandle teologiske spørgsmål og diskussioner, dog uden at blivet fagnørdet. Alle skal helst kunne følge med og deltage i diskussionen. Nogle gange vil jeg måske forfalde til de mere højtflyvende filosofiske overvejelser, men fødderne skal nok komme ned på jorden i ny og næ. Nogle indlæg vil jeg skrive for at starte en debat, andre vil jeg skrive for at opbygge troen hos læseren ved at pege hen på Kristus som korsfæstet. Men uanset hvad er man altid velkommen til at være uenig med mig og give udtryk herfor. Skriv en kommentar og sig din mening.

Vil man i kontakt med mig ad anden vej end denne weblog, kan det ske på akipsen -a- gmail.com.

Vi ses!