Bogen tager udgangspunkt i rejsen som et symptom, en allegori og et vidnesbyrd om og for det moderne menneske. Skrevet som rejser bevæger bogen sig ned i religionspsykologiske, teologiske og kirkehistoriske overvejelser om menneskets skabthed og troens natur. Det betyder, at bogen i sin rige enkelthed handler om at komme til sig selv og finde sig selv hos Gud. At Guds syn på os med alt hvad det indebærer af bod, tilgivelse, syndserkendelse, gudsbilledlighed osv. er det, der også på en indre måde kan hjælpe os til at "finde os selv", som det vist nok hedder på klamskt.

Det er en meget, meget dejlig bog, hvor Wikström forlener en tro på Gud med sin store viden og på bedste måder viser hvordan "almindelig" videnskab i høj grad kan medvirke til at understrege gode bibelske pointer. En bog om at når vi kommer til Gud kommer vi også til os selv. Og nu må jeg vist hellere vende tilbage til mit BA-projekt.

Hvor er lyset varmt! Fra den rosa bugt
dukker masternes skov frem og linernes duvende ro
i morgentågerne. Dér, hvor et vandløb
siver ud i havet ved den lille bro, høres en fløjte.
Længere borte under buen i de antikke ruiner
kan man se små gående skikkelser,
en med rødt tørklæde. Det er træer,
tårne og bjerge i det tidlige gry.

Et smukt, centraleuropæisk digt af den polske Nobelpristager Czesław Miłosz.

(På dansk ved Jess Ørnsbo.)

Marcus Rubin fra Politiken har i det seneste års tid læst bibelen og kommenteret på det læste på sin blog - til tider har han også debatteret den skarpsindige Tærte. Men nu er det slut, for bibelen er ikke længere - heldigvis for Marcus kan den slutning måske blive en ny begyndelse... Det har været en lærerig oplevelse at følge en førstegangsbibellæser en lille smule, og man kan jo stadig læse bloggen selvom den ikke opdateres (- det er - uden yderligere sammenligninger - jo det samme med den gode bog)!

Jeg er lyrisk forelsket i ord! Giv mig denne her i julegave, adventsgave, fargave, gavegave: Og det pronto! En fabelagtig fabulerende sproglig sprudlende overskudskaramel af poesi!.

1. Imre Kertesz: ”De skæbneløse” – erindringsroman af den ungarske nobelprisvinder Kertesz. Noget af det bedste erindringslitteratur nogensinde, no - strike that; noget af det bedste litteratur nogensinde, punktum.

2. Georges Perec: ”W eller erindringen om en barndom” – hjerteskærende erindringsværk af en fransk jøde, der på grund af nazismen ingen minder har fra sin barndom, men i stedet må opfinde den på ny.

3. La vita è bella/Livet er smukt – Roberto Benignis roste, men også kritiserede film om Holocaust gør kontrasten mellem det gode og onde ubønhørlig og klar.

4. Anne Franks Dagbog - fordi den basalt minder os om, at historiske begivenheder handler om helt almindelige mennesker. Fordi det ikke var meningen, vi skulle læse den. Fordi den rummer liv trods død.

5. Jonathan Safran Foer: ”Alt bliver oplyst” – nogle finder Foer studentikos, jeg synes hans stil er forfriskende i denne debutbog, hvor han med magisk realisme skildrer sine bedsteforældres skæbne under jødeudryddelserne i Ukraine. Det er skamløst underholdende, hvilket måske er forkert, men ikke desto mindre godt gået.

Sverige er simpelthen noget af det mest talentfulde, der findes.

Og her i sommers har jeg på anbefaling fra en god ven stiftet bekendtskab med Torgny Lindgrens forfatterskab. Dette bekendtskab var godt, og selvom jeg med to læste romaner langt fra kan kalde mig ekspert udi det torgnylindgrenske univers, har jeg alligevel lyst til at kaste et par anbefalinger af sted.

Det er bedst at man ikke har nogen som helst anelse om hvad pölsa er før man går i gang med at læse bogen - ”Pölsa”. Jeg røber formodentlig ikke for meget ved at afsløre, at det er noget, der kan fortæres. Alene Lindgrens beskrivelse af denne... øhm, egnsret er liflig, munter, alvorsfuld og evigt foranderlig, netop som forfatterskabet er det. Torgny Lindgren henlægger handlingen – både i ”Pölsa”, såvel som i ”Dorés Bibel” og vidst nok ca. samtlige af hans værker -  til det vilde Västerbotten, en barsk, nærmest vestjysk rå egn – altså, hvis Vestjylland bare havde bjerge og skove og elve og elge og ting. Faktisk bliver Västerbotten en medaktør i historierne, og man fornemmer at Lindgren formår at sige noget inderligt sandt om den temperament og mentalitet, der hersker der. Også selvom man ikke har været bare i nærheden af det.

Lindgrens figurer skildres med hvad jeg vil næsten kalde barmhjertighed, men de er ingenlunde helte. Udsatte i en verden, som de bryder sig om, men som måske nok ikke altid taler samme sprog som de, er de på fortsat arbejde med at skrive fortællingen om sig selv, med at forstå sig selv. Hvad enten det er den enfoldiges forsøg på at undskylde og forklare faderens gerninger i den hjerteskærende stærke ”Dorés Bibel”, eller den måske lidt for ivriges søgen efter det sublimt lækre og (u)ærligt bemærkelsesværdige i ”Pölsa”. Lindgren vil afmontere livsløgnen, eller i det mindste afsløre den; men han er ikke ude i et ondt og surt ærinde. Livet er for ham stadig finurligt, morsomt, hjertevamt og besynderligt gæstfrit, om end en afgrund af dunkelhed som bagtæppe udgør det stadigt mere vemodige livsgrundlag. Det er hårdt og lidelsesfuldt at leve; men det er også muntert, skægt og skønt.

Og så skriver han så fuglene synger over de västerbottniske skove. Det er dyb og meningsfuld litteratur, men vidunderligt letlæst og lyst fortalt, trods sandhedens gru.

Jeg kan ikke give stjerner til bøger, for bøger lever videre, ændrer sig og taler længere tid i erindringen end film så ofte gør. Men hvis jeg kunne ville ”Pölsa” og ikke mindst ”Dorés Bibel” være deroppe og ringe, hvor ingen er i tvivl om at man har med stor kunst at gøre. Gør dig selv en tjeneste at læs lidt Torgny! Du går glad hjem!

At leve et liv og blive den man er kan være et vanskeligt projekt, selv for en kristen, der må vide sig tilgivet. Livet indebærer det ene valg efter det andet. Mange søger vejledning og hjælp til at finde ud af hvor de skal gå hen. Og hvad med Gud, der, midt i livets planer? Hvor er han – og hvad vil han at jeg skal gøre? Hvilket job? Hvilket studie? Hvilken ægtefælle?
At være skabt er at være begavet med personlighed, skønhed, værd og talent. Livet er at forvalte det, man har fået givet – både fødselsgaverne fra Gud såvel som den tilgivelse eller nåde, man må vandre i. Nok har bibelen mange gode og sande råd om hvordan man skal leve sit liv; men livet er menneskets eget og med det ansvaret for at træffe valg og favne konsekvenserne. Er der ikke også noget med at talent og skæbne forpligter?

Alt dette er blot en bid af hvad der rummes i Gabriel Axels nu tyve år gamle filmatisering af Karen Blixens novelle ”Babettes Gæstebud”. Filmen varslede dansk films guldalder og vandt helt fortjent en Oscar for bedste udenlandske film. Den er stadig en perle uden sidestykke i den danske filmskat; både fordi den er et filmteknisk overraskende enkelt værk, men også fordi den indeholder en dybde og på samme tid en alvor og en humor som er sjældent set på dansk film. Eftersom filmen på rollelisten har nogle af de gode gamle, nu afdøde skuespillere, der også var i stald hos Carl Th. Dreyer kan man måske endda sige at filmen bygger bro mellem dansk films fortid – og nutid.

Filmen foregår i sidste halvdel af 1800-tallet. I et lille kristent samfund ved den jyske vestkyst lever de to ældre søstre Fillippa (Bodil Kjer) og Martine (Birgitte Federspiel). Som præstedøtre blev de opdraget af deres aldersstegne far, der ikke blot var præst, men også profet, og som grundlagde en from kirkelig retning der var ”agtet, men også lidt frygtet”, som det hedder.

Søstrene mødte i deres ungdom to mænd, der betagede af deres skønhed og talent ønskede at tage dem med ud i den store verden, men søstrene sagde nej og valgte at blive hos deres far. Deres liv blev viet til at tjene Gud igennem en asketisk livsførelse og drage omsorg for de syge og fattige. Hvad der kunne have været et eksklusivt liv ved det svenske hof eller på operascenerne i Paris blev et liv i øllebrødens tegn i det allermest vestjyske.

En stormfuld septembernat banker det på døren. Det er den franske Babette (Stéphane Audran), som er flygtet fra de borgerkrigslignende tilstande i Paris. Hun har mistet alt, men gennem en ven, hvis minde om en af de smukke søstre har vist sig uforglemmeligt, er hun nået til Vestjylland, og kan ikke andet end at anråbe om barmhjertighed og hjælp. Det må være andre menneskers nåde eller den visse død for hende. ”Babette kan lave mad”, hedder det, og Filippa og Martine tager hende til sig som kogekone og husbestyrerinde. Babette arbejder gratis, men passer huset med stor flid og indgår i det lille samfund med fynd og klem. Hun bliver en respekteret og elsket figur. Og hun lærer at lave klipfisk – og øllebrød.

Pludselig en dag kommer der bud fra Paris. Babette har vundet den store gevinst på sin gamle lotteriseddel – det er et under. Da det nærmer sig 100-årsdagen for præstens fødsel beslutter hun sig for at bruge sin formue på at give en middag for den stadig mindre flok af disciple, der ærer mindet om deres store mester. Af de to ængstelige søstre får hun lov til at give sit gæstebud - ud af taknemmelighed for deres gæstfrihed og omsorg for hende gennem årene. Søstrene nøler og bekymrer sig over at noget så lukullisk skal hænde dem i deres livslange askese – men Babette får lov. Også søstrene føler at de står i en taknemmelighedsgæld til Babette, der har tjent dem. At en fransk middag så måske ikke helt er i fars ånd, det forsøger de med et tavshedsløfte at komme overens med, sammen med de andre i den lille menighed.

Der er stor nænsomhed i måden det lille kristne samfund skildres på. I Blixens novelle var det at finde på den norske vestkyst; i Axels filmatisering er handlingen henlagt til den danske vestkyst. Der hintes utvivlsomt til ’de missionske’, men hverken novelle eller film gør sig decideret lystig over fromheden, men behandler den enkle, enfoldige tro med hvad der nærmest kan betragtes som ærbødighed. De troende er nok ikke de skarpeste knive i skuffen, men de dyrker deres Gud med ærligt hjerte som de jævne mænd og kvinder, de er. De troendes skærmydsler er nok komiske, men aldrig grinagtige, for der hersker ingen tvivl om oprigtigheden, og hvis man er i tvivl må man konstatere, at de hellige søstres liv nok taler stærkere end deres (få) ord.

Filmen ønsker at diskutere de valg, vi som mennesker træffer, og konsekvenserne af dem. I en sand Blixensk ånd kastes der også lys over kunsten som noget der vælges til. Fortællingen sætter kunsten ind i en kristen ramme, hvor den bliver til velsignelse – og dermed måske endda finder et nyt udtryk, som er mere sandt. Det æstetiske bliver på sin vis etisk, for at bruge Kierkegaards begreber.  – Og det på trods af at kunsten også bliver fravalgt i filmen, navnligt af de to søstre.

For det er ikke meningsløse valg, de to præstedøtre har truffet; tværtimod har de med deres liv viet til at hjælpe de fattige bragt en mening og en sandhed ind i deres liv, som de muligvis ville have været foruden, var de gået en anden vej. Filmen accepterer deres valg, forstår dem; og måske kan man se Babettes fest som en art velsignelse af de to søstre: De valgte rigtigt, selvom de valgte kunsten fra. Det de valgte til – næstekærligheden – viste sig at være endnu stærkere. Og dog: Længslen efter livet som det kunne have været findes endnu i dem. Valgte de rigtigt?

Babette, som tvunget af omstændighederne har måtte forlade sit kald og ikke på samme måde har haft et valg, lever sammen med søstrene i en enkel strenghed i mange år. Det er ikke nødvendigt med overdådighed eller luksus; tværtimod gøres en dyd af enkelheden i dagligdagen. Det er for Babette en uventet og ny virkelighed. Også hun må vende sig om og finde ro i at være en tjenestepige, som ikke har mulighed for at dyrke sin kunst, thi den sættes der ikke pris på. Også hun må ved håndens arbejde vælge at være til gavn og glæde, for det handler livsindholdet om for hendes to værtinder. Babette må lære, at kunsten ikke blot er at udføre sit talent, men hvor og hvordan det udføres. Babette, der før huserede blandt denne verdens rigeste og mest begavede, må lære at være noget få den fattige. Da hun endelig få lejlighed til at vise hvad hun kan – og hvem hun egentlig er – er det på en ny baggrund. Hun er blevet en ny Babette.

Det bliver ikke blot et enkelt gæstebud blandt mange for Babette; men som en anden før hende giver hun alt hvad hun ejer for at få lov til – en sidste gang – at lade sin kunst føre ordet, til velsignelse for mennesker – men også for Babette selv, der får lov til at være den, hun engang var – før al grøden. Hun får lov til at sige tak og til at lade den velsignelse regne, som hun mestrer. Denne aften kan hun lade nåden lyse over de, der har viet deres liv til at vise andre hen til Guds nåde i ord og gerning. Men nåden er mere end en belønning; den lyser ufortjent på hver eneste synder med et klarhedens lys i hvilken tilgivelsen bor, hvorfra modet til at leve livet springer.

For gæsterne rummer middagen også et møde med livet, som det formede sig for dem. Også for de to døtre bliver Babettes gæstebud et vendepunkt; et sted, hvor man vejer livet på evighedens vægt, hvor fortidens beslutninger vurderes – hvor livet kort og godt står og falder med om man traf den rigtige beslutning.

Der er mange bibelske referencer i filmen, ikke mindst i selve gæstebudet. Lignelsen om manden, hvis gæster aldrig dukkede op og som derfor måtte invitere hvad der kunne opspores på gader og stræder er en klar reference. Der sidder de jævne folk og spiser andægtigt den velsignede gode mad fra Paris’ bedste kok uden helt at forstå hvilke kulinariske mesterværker, de fortærer. Godheden der regner over dem er for dem ubegribelig, men dog sanser de at den er god. De er gæster i et nådemåltid, der forløser noget i dem, såvel som i Babette selv. Babettes gæstebud bliver som en nadver eller et kærlighedsmåltid, og under tak og undren må mennesker gå til og fra bordet. De sanser at det er godt, uden helt at have ord for hvad det er, der er hændt dem – netop som en nadver. ”Halleluja”, som den tossegode Christopher må mumle. Måltidet lærer dem at forstå at nåden er grænseløs. Hvordan skulle man ellers forklare at noget så vidunderligt skulle hænde dem?

”Babettes Gæstebud” er en tidløs, vidunderlig, morsom og tankevækkende rejse ind i eksistensens inderste. At være menneske handler om at turde leve med konsekvenserne og i tro gå ind under Guds nåde. Hvad nåde er i blot et lille perspektiv giver ”Babettes Gæstebud” på uforglemmelig vis et glimt af. Filmen lærer os at der er tilgivelse og nåde at få, selv der hvor man skal træffe valg, man har svært ved –eller som viser sig at være forkerte. Filmen fortæller os, at Guds kærlighed er større end de valg, vi træffer; og at hans nåde rækker til endnu en dag. Det er godt at se for enhver, der måtte have glemt hvad nåden er!

*****

"Babettes Gæstebud" kom på DVD i anledning af Nordisk Films fødselsdag. Den kan ikke anbefales nok. Og læs novellen, nu du er i gang! 

Af og til tror jeg faktisk, at kristne har taget nogle af disse ”kvaliteter” til sig i et misforstået forsøg på at være fromt enfoldige – og kristendommens modstandere dermed kan gå hen og have haft ret.

Netop derfor har det været så forfriskende at læse James Emery Whites ”A Mind for God”! Nu er jeg ikke særlig god til boganmeldelser (og jeg har også allerede foræret bogen til en ven), men Whites tese er at kristne har kapituleret overfor det akademiske establishment og organiseret sig i subkulturer hvor både humanistiske og naturvidenskabelige discipliner anses for at være irrelevante eller måske endda onde. De kristne har med andre ord dummet sig ned i en verden, der måske ikke har så meget til overs for det kristne udgangspunkt.

”Hvor er vores C.S. Lewis eller G.K. Chesterton” spørger White, og jeg ved ikke helt hvor de er. (John Stott er ikke død, men anyway). Jeg tror han har en pointe: At vi har gjort fromme discipliner mere fromme og glemt at der bestemt også er gudstjeneste i at være dygtig, klog og vidende. ”Læs bøger”, siger White, og det skal man gøre. Jeg har besluttet mig for at udarbejde et kompendium når jeg kom hjem fra ferie til hvad jeg vil læse i det kommende år, for let’s face it: August er bedre til nytårsfortsætter end kedelige, sjaskede, rodfrugts-januar.

White har ret: Vi er også kaldet til at holde vores hovede i god form, til at stille spørgsmål, blive klogere, uddanne os, øve os i det, livet nu lægger frem foran os. Det er noget med til enhver tid at stå til ansvar for det håb vi har og sådan.. Men det handler også om at det ikke er spor dumt at blive klogere. Tværtimod er gudsfrygt jo begyndelsen til al visdom, så må jeg hellere får øvet mig i at blive klogere på.

Jeg glæder mig allerede!

James Emery Whites bog ”A Mind for God” udkom på IVP ved årsskiftet og kan skaffes på bl.a. amazon.com. Måske Mikael forhandler den i sin bogbiks i CPH?