Derfor satte vi - de tre personer bag bloggen: Tanja, Thomas og Søren - os for at finde ud af, hvordan man hurtigt kommer cirka fire kilometer rundt i Århus ved hjælp af tre forskellige transportmidler.

Én i taxa, én på cykel og én i bus. Mission: Hvem kommer først fra Journalisthøjskolen i Århus Nord til domkirken i Århus midtby.

Tirsdag kl.13.31. lød starten.

Men hvem kommer først? Og hvordan er turen? Læs de tre meget forskellige beretninger her.

Thomas på cykel:

Det er pænt vejr, da starten går fra cykelstativerne ved
Journalisthøjskolen. Triller ud fra skolen på min cykel,
min blå cabriolet. Med rasende fart skærer jeg mig gennem
trafikken. Jeg undgår med nød og næppe tre piger midt på
cykelstien med mobiltelefoner og sladder på læberne – en
enkelt med god røv også. Det er livsfarligt. Hastigheden
nærmer sig bilernes ned ad Randersvej mod domkirken, vores
mødested. Taxaen med Tanja har overhalet mig, men bussen er
ikke i syne. Handsker! Vind er koldt i høj hastighed, ved
alle. Ikke jeg. Drejer om hjørnet ned af Mejlgade.
Den er proppet med cyklister og modkørende biler, det er en
flaskehals. Jeg prøver at overhale de andre cykler, men
mødes konstant af biler og de andre cykler bremser. Kors nu
holder vi stille som en bedre bilkø. Temperaturen stiger.
Så flyt jer dog. Rundt om hjørnet ved domkirken. Der er
brosten. Hele mit kadaver rystes fra hinanden, og jeg må
holde i styret for ikke at komme ud af kurs. Om pigen i
sine høje hæle som jeg overhaler eller jeg selv er tættest
på at brække knogler, ved jeg ikke. Brosten ud af byen nu.
Jeg er fremme ved kirken som nummer to. Taxaturen var
hurtigere, men hvor er bussen?

Tanja i taxa:

Da jeg ikke selv hører til kategorien bilejer, har jeg
allieret mig med en taxa og tilhørende chauffør. Klokken
13.31 sætter jeg mig ind i den mørke Mercedes 320. Vi
lægger ud fra Oluf Palmes Alle 11 i det nordlige Århus.
Første forhindring er et lyskryds ved den befærdede
Randersvej, godt 60 meter længere henne. Motoren knurrer i
tomgang, mens biler og cykler suser forbi. Jeg synes, vi
holder stille provokerende længe, selv om det vel ikke har
taget mere end et par minutter. Bilruden i førersiden er
rullet ned. Alligevel river en let brise af sur tobak i
mine næsebor. Chaufføren er i snakkehumør. Jeg har
hovedpine. Skift nu, fordømte lys.
Endelig sætter vi i gang. Jeg spiller min rolle som
deltagende samtalepartner med manden bag rattet. Det
hjælper faktisk på utålmodigheden, og resten af turen synes
trafikguderne at være med os. I hvert fald er de
efterfølgende ophold ved lyskryds mindre frustrerende for
mig.
Vi når frem til parkeringspladsen ved Århus Domkirke i
hjertet af smilets by, og klokken 14.44 kan jeg erklære mig
som vinder af bloggergruppens interne trafikopgør.
Selv om jeg sværger til min bordeaux jernhest og til enhver
til ville påstå, at cyklen er det mest effektive
transportmiddel, må jeg give mig: bilen er ikke noget helt
ueffen måde at flytte sig fra a til b på – selv i byen. Jeg
kom hurtigst frem – endda komfortabelt placeret i et blødt
bilsæde og uden sved på panden.

Søren i bus:

Fedt, en okay-start tænker jeg, da jeg lister ud til
busstoppestedet foran Journalisthøjskolen og opdager, at
der kun er fem minutter til ”min” bus nummer 14 kommer.
Bussen, som skal bringe mig direkte ned til domkirken,
minus dog de cirka 150 meter jeg skal gå for at nå det
grønne spir. At bussen viser sig at være tre minutter
forsinket giver lidt frustration, for vi taler om kostbar
tid i kampen mod de to andre. En halvkrøllet Urban fundet
på et sæde slår dog tiden ihjel, og efter kort tid går det
derudad ned ad Randersvej. Her kl.13.48 er bussen kun
halvfyldt, så jeg kan med behag folde avisen helt ud uden
at skulle være bange for at ramme en sidemand. Da jeg
forlader bussen, har jeg kun et spørgsmål: Er de andre nået
frem? Det er de – desværre – ser jeg to minutter efter.
27 minutter tog min tur og kostede mig sølle 11,5 kroner
ved brug af mit klippekort. Så går det nok, at jeg tabte..
bilder jeg mig selv ind...

Melody Road, som projektet kaldes, går ud på, at riller i asfalten danner en melodi, når bildækkene kører over dem – med den rette (lave) hastighed vel at mærke.
Det er forskere fra Hokkaido Industrial Research Institute i Japan, der er ophavsmændene til den musiske fartbegrænser.

Læs artiklen fra Innovationslab.dk og se klippet med de japanske vejbump her.

En dansk opfindelse

En dybere søgning på fænomenet viser dog, at det faktisk er danskerne, der bør få kredit for opfindelsen. Helt tilbage i 1995 eksperimenterede billedhugger Steen Krarup Jensen og komponist Jakob Freud-Magnus med asfaltofonen, som den blev kaldt. Projektet blev gennemført i Gylling i Østjylland. De to opfindere præsenterede deres melodiske asfaltofon i TV Østjylland og flere dagblade.

Tilsyneladende har foranstaltningen ikke vundet videre indpas på de danske veje. Man kan vel også stille tvivl om, hvorvidt det rent faktisk vil få bilisterne til at sænke farten eller træde speederen i bund alt efter, for nogen udpræget musisk oplevelse er det altså ikke.