Central enhedsstyring

En af svaghederne i de andre partiers arbejdsmetode er, at de fungerer så pluralistisk.

Et typisk eksempel var deres boligforlig i juni 1974. Det var skrevet af deres boligpolitiske ordførere og sagde bl.a., at nu skulle Danmark have et stabilt boligbyggeri på 40.000 lejligheder årligt.

Ikke i et eneste år efter 1974 er vi nået op blot i nærheden af dette tal.

I landets krisesituation kan det nemlig ikke nytte noget, at boligpolitikerne laver deres målsætning, mens socialkultur- energi og alle andre politikere hypper deres synspunkter.

Vi er nødt til at underkaste os en central stram enhedsstyring, når vi skal ud af den katastrofale suppedas som genvalgstørstende gammelpolitikere har forvoldt ved blot at sige ja, ja og atter ja til offentlige investeringer og deraf følgende driftsudgifter på alskens områder, uden at de har haft forstand og moral til at anlægge helhedsbetragtninger.

Et er, at den offentlige sektor skal være langt mindre med den virkning, at så får det enkelte menneske langt større personlig frihed.

Noget helt andet er, at der, hvor det offentlige sætter ind, kræver de danske finansers svækkede bæreevne, at der sker fantastisk effektivt og målrettet. Der er ikke råd til ressourcespild. Derfor er det nødvendigt med fasthed, konsekvens og disciplin i, hvad det offentlige foretager sig i de kommende år. Vi kan ikke fortsat lade tingene flyde hid og did på dårligste beskub i den offentlige sektor, så der uden indbyrdes sammenhæng tilfældigt den ene dag tilgodeses den ene pressionsgruppe og de næste dage nogle andre.

Heri vil det overvejende befolkningsflertal være rygende uenig i deres overforkælethed og indsigtsmangel.

Mogens Glistrup

A l’époque, le terme choisi par Bernays est propagande plutôt que relations publiques. Ce mot n’avait pas la connotation négative qu’il possède aujourd’hui. Contrairement à ce qu'on pourrait penser, la propagande est un instrument propre aux sociétés démocratiques. Elle sert les organisations (entreprises, partis politiques, associations, œuvres sociales, organisations artistiques etc) désireuses de modifier les perceptions de l’opinion publique vis-à-vis d’elles-mêmes, d’un produit ou d’une cause particulière. Pour Bernays, ceux qui maîtrisent l’art de la manipulation des masses forment le "gouvernement invisible" qui dirige vraiment un pays. En effet, selon Bernays, les sociétés démocratiques sont constituées d’une multitude d’individus mais s'appuyant sur la psychologie des foules, il affirme que la plupart d'entre eux qui sont influencés dans leurs positions et leurs idées par des leaders d’opinion. Et c’est cherchant à influencer ces personnes clés que l’on parvient à influencer l’opinion publique.

A mi chemin entre la théorie et le guide pratique, Propaganda se veut un décryptage assez complet sur les moyens "d'organiser le chaos" et d'assurer l’adhésion du public aux idées des faiseurs d’opinion. Si vous pensez que le public est manipulable à l'infini, rassurez-vous. On ne peut pas totalement manipuler l’opinion, c’est un art qui a ses limites. Edward Bernays écrit bien qu’on ne peut jamais aller contre les valeurs de l’opinion publique.

La préface de Normand Baillargeon est très intéressante car elle met en perspective l'ouvrage en la plaçant dans une école de pensée et en nous expliquant le parcours d'Edward Bernays, ses premières expériences et le contexte social et économique de l'époque.

Propaganda est un livre qui reste pertinent malgré ses 80 ans. Il a très bien vieilli et est plus que jamais d’actualité. C'est une lecture conseillée pour ceux qui travaillent dans les relations publiques et les relations presse mais aussi pour ceux qui s'intéressent au lobbyisme et qui sont curieux de décrypter les innombrables messages que nous recevons chaque jour. Certains passages sont un peu passés date comme le chapitre sur les moyens de la propagande. Mais ils demeurent intéressants à lire pour comprendre la manière dont se conçoit cette science de la propagande.

No systematic differences between cultivation systems representing organic and conventional production methods were found [...] so the study does not support the belief that organically grown foodstuffs generally contain more major and trace elements than conventionally grown foodstuffs.’

Denne konklusion bliver ført endnu videre i en udtalelse fra dr. Alan Baylis, 

‘Modern crop protection chemicals to control weeds, pests and diseases are extensively tested and stringently regulated, and once in the soil, mineral nutrients from natural or artificial fertilisers are chemically identical. Organic crops are often lower yielding and eating them is a lifestyle choice for those who can afford it.’

Men strider dette ikke imod de sædvanlige antagelser om, at, f.eks., grøntsager dyrket ved brug af pesticider indeholder spor af pesticider når disse indtages af mennesker, hvilket er... dårligt? Måske - måske ikke - som vanligt er meningerne delte. Her er eksempelvis henvisninger til undersøgelser som - i modsætning til ovenstående - mener at have fundet ud af det modsatte, nemlig at økologisk dyrket frugt og grønt er sundere end konventionelt dyrket, og her er en forskningsartikel, som omhandler niveauet for pesticid-eksponering hos børn afhængig af økologisk vs. konventionel diæt.

Hvis vi lige holder fast i ovennævnte Alan Baylis et øjeblik, så kan det måske være interessant at se på, hvem han egentlig er. I ScienceDailys artikel er han tituleret som Dr Alan Baylis, honorary secretary of SCI’s Bioresources Group. En søgning på nettet giver ikke umiddelbart nogen bonus på hans navn, men med 'bioresources group' plus 'sci' er der pludselig bonus: SCI står for 'Society of Chemical Industry' og deres interesser er beskrevet som følger:

'Our 'stakeholders' include those in the science-based agricultural community, the food chain industries, players involved in the ‘Bio-economy’, the education sector and the media, and we also welcome interaction with policy formers and regulators, and the public at large. [...]. SCI is a forward-looking interdisciplinary organisation connecting industry and academia at all levels throughout the world.' - kilde

Så altså: en organisation tilknyttet den kemiske industri udtaler sig - tilsyneladende fra sidelinjen - ifm. en rapport fra Københavns Universitet, som konkluderer, at der ernæringsmæssigt ikke er nogen forskel på økologisk og konventionelt dyrkede fødevarer. Makes you wonder....

Tilføjelse d. 13.8 2008: Efter at have opfordret hovedforfatteren til den nævnte rapport om at kommentere ovenstående post har hun været så flink og venlig at respondere positivt på henvendelsen og videre sagt ja til at hendes svar bliver lagt ind her på bloggen. Susanne G. Bügels kommentar findes herunder som kommentar #1.

Fremover skal de stadigt flere lobbyister registreres, før de må drikke kaffe med parlamentsmedlemmerne og forsøge at sætte deres fingeraftryk på lovgivningen.

Ytringsfriheden er åbenbart kun en god ting, når det handler om at kritisere Islam. Når det kommer til vores egne borgeres demokratiske ret til at gøre sin mening og indflydelse gælgende overfor de politikere der, frivilligt!, vælger at lytte, har piben tydeligvist en anden lyd.

I dag har vi slet ikke noget register. Men nu får vi nogle oplysninger om de her grupper, hvem de arbejder for, hvem der finansierer dem, og hvor mange penge, de bruger på deres lobbyiindsats. Det er meget vigtigt«, siger Dan Jørgensen, der dog helst havde set, at man havde lavet et obligatorisk register med det samme.

Ja! Lad os endeligt registere borgernes gøren og laden noget mere... Hvor har Dan Jørgensen dog en barnlig idealistisk indstilling.

Den her form for ytringsfrihedskrænkelse, der iøvrigt er tæt beslægtet med restriktioner på politiske donationer, er intet andet end netop en ytringsfrihedskrænkelse. Men en tålt en, desværre.

At socialisterne er henrykte siger ikke så meget. De, Dan Jørgensen inkluderet, bliver henrykte over så mange andre ulyksaligheder. Men at borgerlige er med på vognen er anakronistisk.

Er is de laatste tijd gemor onder de joodse overlevenden van de Tweede Wereldoorlog. “Sorry dat we het overleefd hebben”, stond op plakkaten die betogers in Israël vorige zomer meedroegen. Een derde van de naar schatting 280 000 overlevenden (een betwistbaar aantal, zie verder) leeft daar nu in armoede. Pensioenen, medische basiszorg en voedsel vormen voor hen dus een probleem. Hoe is dat nu mogelijk, zal de nuchtere waarnemer zich afvragen? Waar zijn die herhaalde transfers van het Duitse “dadervolk” – en zijn Europese “medeplichtigen” – aan het Israëlische “slachtoffervolk” naartoe gegaan? Het antwoord op deze en andere vragen is te vinden in de werken van een bekende Joods-Amerikaanse politicoloog: professor Norman Finkelstein. We denken in het bijzonder aan De Holocaust-industrie en De drogreden van het antisemitisme. De auteur maakt een cruciaal onderscheid tussen wat hij de (feitelijke) historische “nazi-holocaust” en de (vertekende) ideologische “Holocaust” noemt. Hij stelt niet alleen het aantal effectieve joodse slachtoffers ter discussie, maar ook de manier waarop geld aan de handen van de officiële joodse organisaties blijft “kleven” en dus helemaal niet bij de overlevenden of nabestaanden terechtkomt. Daarnaast verwijt hij die organisaties – lobby's of elites – dat ze joodse en niet-joodse mythomanen de hand boven het hoofd houden. Dat hebben we onlangs nog in eigen land kunnen vaststellen.

De Holocaust-industrie chanteert volgens Finkelstein regeringen, plundert economieën, hersenspoelt jongeren en weigert andere genociden op gelijke hoogte met de “judeocide” te plaatsen. De vervolging van het uitverkoren joodse volk zou “uniek” zijn. Om de relevantie van haar optreden te benadrukken moet de Holocaust-industrie ook op tijd en stond natuurlijk bewijzen dat het “antisemitisme” (weer) is toegenomen. “Terwijl de Holocaust-industrie met cijfers speelt om haar schadevergoedingsclaims op te voeren, bespotten antisemieten vol leedvermaak de ‘joodse leugenaars’ die zelfs hun doden ‘versjacheren’. Door dit gegoochel met cijfers zuivert de Holocaust-industrie, hoe onbedoeld ook, het blazoen van het nationaal-socialisme. Raul Hilberg […] stelt het aantal vermoorde joden op 5,1 miljoen. Maar als er nu nog 135 000 voormalige dwangarbeiders in leven zijn, zouden ongeveer 600 000 de oorlog moeten hebben overleefd. Dat is ten minste een half miljoen meer dan meestal wordt aangenomen. Men zou dan dit half miljoen moeten aftrekken van het aantal van 5,1 miljoen vermoorde mensen. Niet alleen wordt het aantal van ‘6 miljoen’ daardoor moeilijk verdedigbaar, maar ook komen cijfers van de Holocaust-industrie dan al gauw in de buurt van die van de Holocaust-ontkenners. Bedenk dat nazi-leider Heinrich Himmler in januari 1945 de totale kampbevolking op 700 000 stelde en dat, volgens Friedlander, in mei 1945 ongeveer een derde van hen was omgekomen. Maar als de joden slechts 20% van de kampbevolking uitmaakten en, zoals de Holocaust-industrie veronderstelt, 600 000 joodse gevangenen het einde van de oorlog hebben gehaald, moeten ten volle 3 miljoen gevangenen hebben overleefd. Volgens de berekeningen van de Holocaust-industrie konden [sic] de situatie in de concentratiekampen helemaal niet zo gruwelijk zijn geweest; in feite moet men zelfs een opmerkelijk hoog vruchtbaarheidscijfer en een opmerkelijk laag sterftecijfer veronderstellen. Doorgaans wordt gesteld dat de Endlösung een ongekend doelgerichte, als een lopende band opgezette, industriële uitroeiing was. Maar als vele honderdduizenden joden deze zouden hebben overleefd, zoals de Holocaust-industrie lijkt te veronderstellen, dan was de Endlösung uiteindelijk niet zo ‘efficiënt’. Het zou dan een soort bijkomende aangelegenheid zijn geweest; precies wat de Holocaust-ontkenners aanvoeren. Les extrêmes se touchent”(1).

De Holocaust-industrie moedigt zoals gezegd mythomanen aan en beschermt hen. Ze ziet hun verzinsels als “leugentjes om bestwil”. Dat was hier onlangs nog het geval met een gekke Joods-Amerikaanse professor, Marcel Kalmann. Die laatste beschuldigde een Brugse kelner van “antisemitisme” en haalde terloops de hele Brugse horeca en politie door het slijk. De professor bleek een leugenaar, maar niettemin waren alle media gretig om het bericht uit Joods Actueel over te nemen. De valselijk beschuldigde kelner kreeg nauwelijks een recht van antwoord. Het onderzoek heet “lopende” te zijn. Lees: de beschamende vertoning wordt een doofpot-operatie naar goede Belgische gewoonte. Een ander geval was dat van de “Joods-Belgische” schrijfster Misha Defonseca, wier boek L'incroyable histoire vraie d'une rescapée de la Shoah vorig jaar werd verfilmd als Survivre avec les loups. In die verzonnen “autobiografie” doet ze het relaas van de zoektocht naar haar ouders in Auschwitz en van haar leven in een roedel wolven. Misha Defonseca heet in werkelijkheid echter Monique De Wael en daarmee is alles gezegd. Ze komt daarmee in het rijtje van andere bekende mythomanen, zoals Binjamin Wilkomirski of Jerzy Kosinski. Ook Elie Wiesel staat erom bekend dat hij een historisch onderwerp als de holocaust graag met de nodige “literaire vrijheid” behandelt. “Let tot slotte eens op het patroon: Wiesel en [Israël] Gutman steunden [Daniël] Goldhagen; Wiesel steunde Kosinski; Gutman en Goldhagen steunden Wilkomirski. Verbind de spelers met elkaar: dit is Holocaust-literatuur. […] Hoe rechtvaardig je in een samenleving die verzadigd is met de Holocaust, nog meer musea, boeken, activiteiten, films en programma’s dan door de smoes van Holocaust-ontkenning te verzinnen?”(2).

“Mijn ouders vroegen zich vaak verwonderd af waarom ik zo verontwaardigd was over de falsificatie en exploitatie van de door de nazi’s gepleegde genocide. Het meest voor de hand liggende antwoord is dat de genocide wordt gebruikt om de criminele politiek van de Israëlische staat en de Amerikaanse ondersteuning daarvan te rechtvaardigen. Ook is er sprake van een persoonlijk motief. Ik geef waarachtig om de herinnering van de vervolging van mijn familie. De huidige campagne van de Holocaust-industrie om Europa geld af te persen in de naam van ‘behoeftige slachtoffers van de Holocaust’ heeft de morele status van hun martelaarschap doen verschrompelen tot die van het casino van Monte Carlo. Los van deze kwesties echter blijf ik ervan overtuigd dat het belangrijk is om de integriteit van het historische verslag te behouden en daarvoor te strijden. […] Te veel openbare en particuliere middelen zijn geïnvesteerd in de herinnering aan de nazi-genocide. Het grootste deel van de productie is waardeloos en niet zozeer een eerbewijs aan het joodse lijden maar eerder aan de joodse overdrijving”(3). Wij kunnen Norman Finkelstein in zijn moedige streven naar objectiviteit alleen bijtreden. Lafheid is immers – helaas! – een handelsmerk van veel academici en politici. Het extreem-rechtse Vlaams Blok heeft in 1995 de u-weet-wel muilkorfwet gestemd en was achteraf verwonderd dat het zélf het slachtoffer werd van een andere muilkorfwet... Eén boek van Finkelstein lijkt ons dan ook nuttiger in de strijd dan twintig of dertig jaar partijpolitiek vegeteren (en collaboreren). De Holocaust-industrie is immers “actueler” dan ooit.

Voetnoten

(1) FINKELSTEIN, N., De Holocaust-industrie. Bespiegelingen over de exploitatie van het joodse lijden. Verso, Londen/New York, 2000, p. 109-110.
(2) Ibid., p. 60.
(3) Ibid., p. 11.

Olson applicerer public good begrebet fra økonomi til statskundskab. Et offentligt gode er kendetegnet ved at når det er der kan alle nyde det, og hvert individ får ikke mindre gavn af det selvom man deler det med andre - eksempler er hæren der forsvarer et land eller gadebelysningen. Det betyder dog at man kan nyde det hvad enten man betaler til det eller ej, så de fleste vil lade være med at bidrage. Det indebærer at offentlige goder oftest bliver underproduceret, medmindre staten griber ind og betaler for det over skattepengene.

Ifølge Olson er lobbyisme et offentligt gode for den gruppe af individer der vil drage gavn af det, således at alle forbrugere for eksempel får gavn af forbrugerbeskyttelseslovgivning, og alle firmaer i en bestemt branche får gavn af lobbyaktivitet til gavn for denne branche fx i form af subsidier eller gavnlig lovgivning. Fordi lobbyaktivitet har karakter af et offentligt gode er der en tendens til at det bliver underproduceret. Nogle grupper er dog bedre organiserede end andre, og vil derfor bedre kunne overkomme de problemer produktionen af et offentligt gode indebærer. Desuden har nogle aktører så store interesser i lobbyaktiviteten at de er villige til at betale for en given mængde selvom ingen andre i gruppen betaler.

Det indebærer, at der ikke behøver være nogen sammenhæng mellem hvor velorganiserede forskellige interessegrupper er, og hvor udbredte og intenst følte de interesser de repræsenterer er. Tværtimod er forskellige strukturelle forhold oftest afgørende for organisationsgraden af interesser.

Problemet med lobbyisme er dermed ikke så meget, at skumle lobbyister har hemmelige møder med politikere, men mere at nogle interesser slet ikke bliver organiserede og dermed artikulerede. Derfor har politikere ikke har ret stærke incitamenter til at disse interesser i betragtning, og får ofte heller ikke informationer om disse interesser, selvom det ud fra en betragtning om hvad der på et eller andet abstrakt plan ville optimere samfundsmæssig nytte ville være hensigtsmæssigt at følge disse interesser mere. For eksempel er alle forbrugere taberne, når der indføres handelsbarrierer, fordi varer bliver dyrere, mens en enkelt industri vinder ved det, men fordi tabet til den enkelte forbruger er beskedent er forbrugerne typisk meget dårligt organiserede. Og fordi hver enkelt forbruger har incitament til ikke at følge ret meget med i hvad der foregår politisk og sjældent er klar over at høje varepriser kan skyldes handelsbarrierer får dette ikke vælgerne tilat stemme på andre partier end de der har indført handelsbarriererne, medmindre handelsbarriererne bliver meget høje så folk ikke kan undgå at opdage, hvad der foregår. Den demokratiske proces er altså ikke i stand til at indfange interesser ligeligt, så organisationsgraden er afgørende for hvor stærke interesser er.

Et register over politikernes kontakter med lobbygrupper kan måske hjælpe på forskellige demokratiske problemer med lobbyisme, specielt fordi lobbyisme i nogen grad fungerer ved at lobbygrupper giver politikere meget selektive, men i reglen mere eller mindre faktuelle informationer der understøtter deres egne interesser. Der kan derfor være en gevinst ved at give politikere incitamenter til at mødes med en bredere kreds af interessenter. Det løser imidlertid ikke det fundamentale problem som er af strukturel karakter - så snart forskelige interesser er organiserede og kan tilbyde politikerne støtte i bytte for støtte, eller gå til pressen og skabe bøvl for politikerne, påvirker de politikernes handlingsincitamenter og skaber en asymmetri mellem hvordan forskellige hensyn vejes  imod hinanden i den politiske proces. Det er derfor kanske mere relevant at se på output-siden hvor lovgivning kan være udtryk for en problematisk og urimelig vægtning af hensyn til forskellige interesser. Og her løber vi ind i en ond cirkel, for grunden til at det ikke sker er jo netop, som Olson og andre har demonstreret, at politikerne kan slippe afsted med det; de har i reglen simpelthen ikke incitamenter til at gøre hvad der er samfundsmæssigt set bedst. Med andre ord: selvom der måske kan være gavnlige effekter af et lobbyisme-register så addresserer det ikke det dybereliggende problem med lobbyisme - og det er desværre vanskeligt at se hvordan det ville kunne gøres. Hvis det skal gøres kræver det altså nye ideer til hvordan den politiske output-side kan evalueres kritisk, og oversete interesser kan blive bragt ind i den politiske proces.

Mancur Olson (1971) The Logic Of Collective Action

Skal dette problem løses ved at oprette et register over lobbyister, som et flertal uden om regeringen nu kræver? Nej, det tror jeg ikke. Helge Adam Møller (K) beskriver det som "bureaukrati for bureaukratiets skyld" og forudsiger, at dem, "der har noget at skjule, gør det, uanset om der er registre eller ej."

Men han har kun fast i den halve sandhed. Politikere er nemlig sagtens i stand til selv at spilde skatteydernes penge, uden lobbyisternes hjælp. Når DR skal have et fire millioner kroner dyrt vartegn på skatteydernes regning, hvilken forskel gør det så, om der har været en lobbyist indenover eller ej? Ingen, naturligvis.

Ifølge Politiken er der op imod 300 lobbyister, der i dag har deres gang på Christiansborg. Det er mange, og det er der en god grund til. Når politikerne har så mange penge mellem hænderne, er det en god forretning at hyre nogle lobbyister, der kan sikre virksomheden en bid af kagen.

Hvis politikerne på Christiansborg virkelig gerne vil af med lobbyisterne, er der kun en løsning: Giv skatteyderne deres penge tilbage.

Dermed undermineres tilliden til EU-systemet. Lobbyismeproblemet forstærkes af EUs såkaldte ‘demokratiske underskud’, idet magten er forankret i bureaukratiet (Kommissionen) snarere end i Parlamentet. Det forhold, at Kommissionen har lovgivningsinitiativet i EU, gør det nemmere for velorganiserede interessegrupper at lave lobbyisme til egen fordel på bekostning af alle EUs skatteydere. Det anslås, at ca. 15.000 lobbyister arbejder i Bruxelles for øjeblikket, men der mangler regulering og viden omkring dette emne.

Læs mere i kronikken af Gert Tinggaard Svendsen - Professor. Institut for Statskundskab. Aarhus Universitet. Forfatter til bogen »Lobbyisme i EU« der netop er udkommet.

Og stem NEJ til at afskaffe forbeholdene.