Vi troppede altså trofast op i vores svenske bank, hvor man mødes med mægler og sælger, når man køber hus i Sverige. Dér sad selvfølgelig allerede to fuldstændig opkørte sælger-damer. Som blev ved med at ønske os tillykke med huset. Jatak. Men nu har vi altså også ventet længe nok.

Lidt efter blev vi så budt indenfor i mødelokalet. Men vi manglede jo mægleren. Og manglede mægleren.

20 minutter efter vi allesammen skulle have været der, sejlede der så en ukendt plus 60 dame i lokalet og sagde, at det var hende, der godt nok overhovedet ikke var sat ind i sagen, men at sælgerens mægler ikke kunne komme og at det derfor blev hende, der skulle stå for handlen. Ingen undskyldning for forsinkelsen. Til gengæle masser af guldkæder, lakerede negle og solbrændt hud.

Så udvekslede vi papirer og underskrev 100 gange, så at bankmanden kunne komme i gang med at overføre købesummen fra os til sælgerne. Det tog noget tid, hvor han forlod lokalet og skulle fakse til Nordea centralen i Stockholm. Alt imens sælgerne og den mystiske mægler bare med det samme formede en glad plus 60'er kaffeklub. Der blev bare power-snakket om alt lige fra ferie i Spanien (som jo var blevet for dyrt) og gamle IKEA-møbler (som jo var for ringe). Alt imens vi bare sad og ville ud af lokalet. I en time.

 Men så var alt overstået og vi bare fræste af sted ud til huset, hvor vi stilte de første spæde ting på plads (minimumskomfort - en tandbørste, et håndklæde, en gæsteseng og noget arbejdstøj).  

Endelig. Huset er vores!!!

Efter talrige dårlige oplevelser, ophidsede konversationer pr. mobil, face-to-face og email med Konny, Marianne, og hvad de ellers hedder alle sammen, ser det dog ud til, at vi er nået i mål! I hvert fald bærer Post og Telegrafvæsnet lige nu rundt på et stk. frankeret svarkuvert med underskrevet skøde på vores snart forhenværende hus. Der skal lyde et stort tillykke til de kommende ejere. Det er et fedt hus, skøn have, god beliggenhed osv. Samtidig vil vi benytte lejligheden til at sige undskyld for at vi i vores stupiditet i sin tid fravalgte hæderkronede mæglerkæder som EDC, Danbolig, Robin Hus osv. for i stedet at satse pengene på Nybolig. Undskyld. Vi er klar over, at Nybolig bestemt ikke har gjort det let for jer, og at ventetiden og uvisheden blev unødvendig lang...

Hvis det er nogen trøst, så er vi også godt og grundigt trætte af deres inkompetence i kompetencecentret(!?),langsomme og ustabile papirgange, dårlige undskyldninger, analfabetisme og _________. <- Skriv selv videre her.

Havde man et mørkere sind end undertegnede. Så kunne man jo nu håbe, at nedgangen i boligmarkedet fører til én at to ting: At Nybolig vågner op og begynder at ansætte folk, der kan deres shit, så de kan give det vigende antal kunder gode oplevelser. Eller at af konjunkturerne og markedet tvinges til at afskedige nogle mennesker, som så må finde på noget andet at rykke i, nu hvor vi ved, at kundeservice ikke lige er deres spidskompetencer. Arbejder du som nedskæringskonsulent i Nybolig, så har vi et par sikre navne til din første prikkerunde…

Men nu er vi jo helt anderledes optimistiske mennesker. Så god vind fremover til Nybolig. Det kan kun gå fremad. Og man skal jo lære at kravle, før man kan gå.

Der mangler ikke længere papirer, der er ikke længere forbehold, der er ingen vej tilbage - vi HAR solgt vores hus!!!

Og med tilbageblik kan vi jo sige, at det er gået helt vildt godt. Huset blev i alt kun vist frem i ca. 1 uge, og er nu blevet købt af det første hold, der overhovedet så på det (ud af i alt 3 hold). Så det KAN lade sig gøre - også efter de helt store panik-armbevægelser i pressen om faldende huspriser og usælgelighed - at sælge sit hus. Lige så stille og uden de store overraskelser.

Eller. En overraskelse fik vi jo: Vores ejendomsmægler viste sig uden problemer at kunne underbyde branchens dårlige ry me flere kilometer. Lige fra starten, hvor annoncen var fuld af fejl, til slutfasen, hvor det simpelthen var umuligt at få fremskaffet sølle én manglede side fra ejerforeningsvedtægterne. Hvilket samlet set forsinkede handlen i ca. 2 uger. Ikke at siden ikke hele tiden bare lå herhjemme hos os. Men man finder jo ikke liiige på bare at ringe og bede om den, når man er nægler i Nybolig, vel? Eller at man - efter vi har fakset siden, og ringet ind for at fortælle, at vi nu har fakset siden - kunne fortælle os, at der er gået kage i faksmaskinen, og at man ikke har fået faksen med den ikke helt uvæsentlige manglende side... Kors kors kors. Det værste er næsten, at flere kollegaer og venner kan fortælle det samme om deres ejendomsmægler - som ikke er den samme som vores.

En branche plaget af Danmarks største samling af amatører og børn med alt for store biler! Vi synes næsten, at det er synd, vi fik solgt så hurtigt, fordi det er virkelig svært at få øje på den værdi, vi har fået for de 100.000 kr., vi nu skal betale mægleren for deres "salgsindsats".

Ja, det lyder næsten som en overskrift i Ekstrabladet, men vores behandling af Nybolig er osse snart til en artikel i Ekstrabladet. Vi har som bekendt fundet en køber. Vi er enige om pris, overtagelsestidspunkt osv. osv. Så for 4 uger siden mangler egentlig bare, at Nyboligs 'kompetencecenter' fremsender alle papirer til købers advokat. Ren formalitet og ligeud-ad-landevejen... Tror man.

Efter ca. to uger uden en lyd fra nogen tager undertegnede fat i dén medarbejder i det såkaldte 'kompetencecenter' - vi kunne kalde hende 'Konny' - som har overtaget sagsbehandlingen fra den vel ca. 22-årige mægler. Vi får at vide, at de sådan set lige mangler bagsiden af grundejerforeningens vedtægter, før sagen kan afsluttes helt. Da vi så undrende spørger, hvorfor i hede hule helv... hun ikke har ringet eller sendt en mail, virker det som om, at den tanker aldrig har strejfet hende!? Så vi faxer straks den manglende side til hende og aftaler, at den sender hun omgående videre til købers advokat, som så har tre dage til at godkende/gøre indsigelser.

Efter fem dage har vi fortsat ikke hørt noget. Undertegnede tager igen mobilen og ringer til 'Konny'. Stor er overraskelsen, da vores kære Nyboligmedarbejder - jeg minder lige igen om, hvad Hanne Nørrisgaard har døbt denne afdeling i Nybolig, som 'Konny' arbejder i: 'Kompetencecenter' (var det her tv, ville vi lige lade billedet stå et øjeblik...) - ikke har fået en fax og derfor ikke har sendt noget videre til købers advokat. Og altså igen ikke har fundet på at ringe for lige at høre, hvor faxen dog er blevet af.

Nu HAR 'Konny' fået faxen fra os. Og hun siger selv, at hun HAR sendt den videre til købers advokat. Og det betyder, at vi senest mandag endeligt HAR solgt huset. Eller at køber på mandag endeligt HAR købt huset. Noget som alle parter jo burde være rigtig glade for. Men man ved jo aldrig. 'Konny' kan have screwed up igen... Mest af alt virker det næsten som om, at hun selv vil købe huset. I hvert fald gør hun alt menneskeligt muligt for, at køber ikke skal få huset lige nu...

Derudover er der blevet lavet en tilstandsrapport på vores villa. Godt nok med et par eklatante brølere fra den bygningssagkyndiges side. Bl.a. er puds og vand fra netop overstået murerarbejde, hvor vi fik indsat et sprit nyt vindue, blevet til en K3’er. Ak ja, og da den bygningssagkyndige, som vi havde fået stillet til rådighed, var kørt helt fra Nordjylland til København for opgaven, har han ikke lige udvist den store vilje til at komme forbi igen og se på sine fejl...

Så et helt gratis råd herfra: Pas på med Bolius.dk. Deres slogan, ”Vi formidler pålidelig og ajourført viden og kan rådgive dig personligt om din ejerbolig”, er nok en anelse mere salgsgas end kernen i deres forretningsstrategi.

En anden lille krølle på halen: Da Barry Persson - den bygningssagkyndige, vi havde ved købet i Sverige - hørte, at vi skulle have lavet tilstandsrapport på vores nuværende villa i København, slog han næsten korsets tegn og spyttede sig tre gange over skulderen. For som han sagde: De er de værste amatører i verden og sjældent pengene værd. *Argh* Endnu en gang fik den gode Barry ret.

Heldigvis har påsken været god ved os. Der har været en del fremvisninger og et par, der er meget interesserede. Så vi kan være optimistiske.

Vi står altså i Netto i Nørre Nebel på vej til sommerhuset og undrer os over
den anden byder. Har de aldrig prøvet det her før? Hvordan kan man mene, at
det bare er fint nok at byde det samme som en anden?? Vi ringer til mægleren
og han siger, at han heller ikke forstår, hvad der foregår. Vi byder altså
3.725 mio. Bare sådan på en parkeringsplads i Nørre Nebel.

Og så får vi spændende 3 timer i sommerhuset i mørket på en forblæst klit.
Telefonen ringer bare hver halve time og fantasien slår kolbøtter. De byder
3.750 mio. Vi byder 3.775 mio. De byder 3.780 mio. Hov. Betyder det, de
snart holder op? Vi lægger 5.000 oveni - 3.785 mio. De byder 3.8 mio.
Hva'??? Nu er der alligevel større hop! vi siger 3.805 mio. Og... de trækker
sig!!!! Vi har vundet budrunden. Og damorna vil gerne sælge til os. Det
lader til at VI HAR HUS! Altså medmindre...

Nu skal vi til at underskrive en for-aftale på tirsdag kl. 14, hvor sælgerne
siger, at de gerne vil sælge til os, og hvor vi siger, at vi gerne vil købe
huset (under den forudsætning selvfølgelig, at vores bank - som jo stadig er
glædelig uvidende i sagen - siger ja til lige netop det her hus og at
besiktningsforrättaren ikke finder nogle alvorlige fejl i huset).
Det giver os så en dag til at snakke med banken. Kan det nås? Det må det
vel. Vi underskriver jo kun noget med forbehold for bankens accept.
Og så er det ude og finde en besiktningsforättare og se huset igennem. Og
hive fat i de her danske mæglere igen og sætte vores hus til salg.
Hold kæft, vi kom herude i sommerhuset for at slappe af... og nu kan vi
næsten ikke sidde stille.

Men det ville nu hjælpe, at kunne finde ud af, om skrummlet virkelig koster 4 mio. Eller om de overhovedet gider at sælge til den pris. Det kan jo være, at de vil vente på et endnu højere bud, selvom man byder dem det, de efterspørger?!? Vi må have fat i ham mægleren, hvis ikke han svarer på emailen i løbet af i dag.

For hvis vi ikke kan få skrumlen, så må vi jo meget mere overveje det andet hus. Som jo nok bliver solgt rigtig, rigtig hurtig.

Vi har det bare som bager-pigerne i Normalerweize. "Ej, hvad gør vi?" "Hvad gør vi?" "Ej, hvad gør vi?" "Ring til Camilla!!!". Men. Hvem er Camilla?

Altså. Gider man købe hus af en skattesnyder? Snyder han også med andet? Bliver huset dårligere af det? Bliver mavefornemmelsen dårligere? Eller skal man trøste sig selv med tanken om, at det jo var 33% af alle mæglere, der gjorde det samme. Det er jo lidt ligesom at kigge rundt i villahaverne hvor vi bor nu en søndag eftermiddag og finde ud af, at sort arbejde sgu bare er noget man har.

Der vises billeder af et lækkert hus. Med stor have. Med udsigt til havet. Der lader ikke til at have været et øje i nærheden i de sidste 50 år. Vi findet det på Google Earth. Hov. Hvad er det. En stor brun plet klods op ad huset. Med 15-20 biler parkeret lige ved siden af. Det var da en stor ridebane. Nej. Vent. Der er noget i enderne... det er en fodboldbane! Med projektørlys, omklædningsrum og det hele. FC Trelleborg spiller lige op ad husets ydermur!!! Ikke et ord om det i husbeskrivelsen selvfølgelig.

Eller hvad med det her hus? Billederne viser en 4-længet gammel købmansgård ved sydkysten. Der er foto af en grusvej lige ned til vandet. Der er foto af endnu en grusvej med flere gårde på begge sider. Sikke en hyggelig gammel landsby. Det ligger vist nok syd for den nuværende kystvej Trelleborg - Ystad viser kortet. Ind på Google Earth igen. Og hvad ser vi dér? Huset ligger ikke i 1ste række til vandet, men i 6de. Huset ligger heller ikke i på viste grusede landsbygade. Huset ligger KLODS op ad kystvejen!! Til gengæld står der så i beskrivelsen, at der er tripleglas-vinduer. Det er jo en stor trøst.

Hvor flæbet kan man være? Tror de her mennesker i ramme alvor, at når først de har lokket en ud i huset, så er man pludselig ligeglade med foldboldbaner, landingsbaner, landeveje og alt det andet, de ikke liiiige har nævnt i beskrivelsen eller vist på billederne?

Det er det samme med de rum i huset, der ikke er billeder af. De ser bare aldrig godt ud. Aldrig. Der er altid et råddent loft, hammer-grimme fliser og plastikmåtta på gulvet. Det er der bare. Men come on dog, kære mæglere, og vær lidt ærlig! Man køber jo ikke huset, bare fordi man nu er kørt så langt til visning...

Vi kører hjem meget ubeslutsom - igennem den første sne i 2007; alt snegler sig af sted, fordi svenskerne tilsyneladende er endnu værre end København til at rydde - og beslutter, at vi i hvert fald skal se huset igen. Vi skriver dette til mægleren... og der går... en dag... to dage... på den tredje dag skriver vi igen og spørger, hvad der er løs. Der kommer et lakonisk svar: "Huset er redan solgt". Nå. Sådan da. Til nogen, der kun har set det i mørket. Det var da i hvert fald hurtige penge tjent for mægleren. En fremvisning til 40 mennesker samtidigt og derefter solgt... helt sikker til højstbydende.

Dagen kom, hvor huset skulle have den store tur med lup. Til alt det professionelle havde vi hidkaldt Barry Persson, 60-årig besigtsningsmand fra Malmö. Barry startede dagen med at sende den nuværende husejer indenfor, så vi fik fred til at arbejde. Det var nok nødvendigt, da hun allerede ved morgenkaffen havde sagt, at det var som at være til eksamen igen og var fuld at forklaringer på de ting, Barry bragte op.

Dernæst fulgte halvanden time i en tåget og råkold skånemorgen, hvor Barry for op og ned af stiger, hen ad tage, igennem skure og op på lofter – alt imens han på klingende skånsk råbte, ”forstår du hvad jeg siger?” For lige at være helt sikker på, at ham dansken var på omgangshøjde... Barry bankede på skorstenen, rykkede i plåttag, tagrender og udhæng. I det hele taget var det en oplevelse meget langt fra det, vi oplever i DK, når der skal laves tilstandsrapport. I øvrigt et dansk fænomen, Barry ikke giver meget for; han foretrækker den svenske model med undersøgelsespligt frem for tilstandsrapport. Efter at have set ham in action, er jeg tilbøjelig til at give manden ret - det var grundigt og professionelt arbejde.

Efter at vi havde snuset flere gange og konstateret, at huset var i fin stand, gik det indendørs, hvor værtinderne imidlertid bød på den store svenske frukost – smörgåsbord, naturligvis. Her fik Barry lige lejlighed til at vende et par sager med ejerne, som han havde bemærket, inden det gik videre på 1. sal, i kælderen og under huset i krybekælderen.

Summa summarum, der blev ikke fundet noget af betydning. Lidt fugt, der kan klares med en ventil. Fugninger i en facade, der om 10-15 år skal udbedres (kvm. pris: 400 SEK, ifølge Barry). Vi afventer nu en fyldig rapport fra Barry Persson – og nu er det bare op til banken at overføre handpenning, så går vi ind i næste fase: Salg af eget hus…

Efter Nybolig, Danbolig, Home og EDC er troppet igennem vores gemakker ved vi så lidt mere. Vi har råd. Det var godt. Nogle mæglere får ikke lov til at sælge vores hus. Vi tror meget på, at mægleren, der viser frem, ikke skal lugte af røg. Han skal heller ikke tale ondt om vores hus ("Nå, det er jo ikke noget særligt"). Han skal heller ikke tilbringe hele mødet med os med at ævle om sine heste hjemme og sin bil. Og om hvorfor vi burde blive boende på Amager, når nu vi er fast besluttet for at ville til Sverige. Han skal heller ikke ringe bagefter og spørge, om ikke det alligevel var noget med at blive på Amager (selvfølgelig i et hus, han gerne vil sælge til os). Servicen lader til at være nogenlunde den samme hos mæglerne. Nogle har en lidt smartere hjemmeside end andre. Nogle går vildt meget op i annoncering i lokalavise - selvom de ikke nogen som helst tal på at det rykker. Men prisen ligger dog ca. 50.000 fra hinanden. Det er en del. Priserne, de mener, de kan sælge vores hus til, ligger også et pænt stykke fra hinanden... mens tre er ret enige og ligger inden for 200.000 DKK fra hinanden, så vælger én at ville sælge det til hele 500.000 DKK mere end den "lavestbydende". Og det er sjovt nok ham, der under besøget her konstant talte huset ned! Det giver jo ingen mening.

Vi har også overvejet at sælge lidt selv via robinhus.dk, men vi tror nu dog, at vi bare ikke orker det. Selvom det nu kunne være rart, ikke at skulle forklare, hvor meget nakkehårs-rejsning man får af ord som "charmetrold" og "en meget personlig bolig". Og at man derudover ikke skal gøre det klart, at man herhjemme altså ikke "bliver forkælet af en fordelingsentré". Hvad tror de her boligannonce-skribenter egentlig? At man er parat til at lukke øjnene og synes, den slags romaticerende pjat er tiltrækkende? Når det drejer sig om flere millioner?