Men hvordan har CEPOS det egentlig med virkeligheden? Det spurgte jeg mig selv om, da jeg læste CEPOS-direktør Martin Ågerups klumme "Rend mig i ytringsfriheden". Min umiddelbare reaktion på denne øretæveindbydende overskrift var: Rend mig i CEPOS. En borgerlig tænketank, der lader hånt om forsvaret for ytringsfriheden i en tid, hvor visse islamkritikere skal fragtes rundt i pansrede biler af frygt for deres liv, må enten være tanketom, eller det der er værre.

Men hvor er proportionerne dog henne? Sidder manden som en anden Rapunzel gemt væk i et elfenbenstårn, fjernt fra verdens tummel? Eller har han én gang for alle besluttet, at islams voksende potens i Europa ikke er noget, man som borgerlig tænketanks-direktør skal interessere sig for?

...

Vi er flere, der afventer et svar på det spørgsmål. Hvis svaret er ja, kan Ågerup godt glemme alt om at få bidrag fra mig fremover.

Mine egne kommentarer til Ågerups indlæg, hvis man ikke allerede har læst dem, findes i øvrigt her.

a) Ågerup skriver:

Det er [...] dybt bekymrende, at store dele af det borgerlige Danmark tilsyneladende tildeler kampen for ytringsfriheden hele deres opmærksomhed, mens de øvrige frihedsrettigheder næsten totalt ignoreres og i nogle tilfælde tilsidesættes uden nogen synlige tegn på skrupler, ja endog uden debat. [...] Man kan endda få den mistanke, at den stærke fokus på ytringsfriheden fungerer som en slags aflad for alle de krænkelser af ejendomsretten og aftalefriheden, som accepteres i velfærdsstatens navn.

Jeg ville hertil bemærke, at det ikke er et problem begrænset til 'borgerlige', dette selektive forsvar for 'de gratis frihedsrettigheder' på bekostning af dem, hvis forsvar ville koste statskassen en masse penge. Det er såmænd det samme problem, jeg har med mange af de radikale af den gamle skole, altså dem der ikke har solgt helt ud til islam men stadig bare er økonomisk venstreorienterede og værdipolitisk højreorienterede. Ågerups kritik er på sin plads, men problemet strækker formodentligt dybere end som så, for problemet er vel netop, at mange ikke forstår linket mellem de to frihedsmanifestationer, at de hænger sammen, og derfor netop ikke finder deres selektive frihedsforsvar spor problematisk. Men det er ikke muligt for et menneske at være kritisk overfor staten og bruge sin ytringsfrihed konstruktivt, hvis staten ejer ham eller hende, det lader sig ikke gøre. At de 'økonomiske' og 'værdipolitiske' frihedsdimensioner hænger tæt sammen er netop hvad så tydeligt demonstreres herhjemme i disse år - det er derfor så relativt få åbent kritiserer den økonomiske politik, selvom de objektivt set har friheden til at gøre det, og det for manges vedkommende endvidere ville indebære en betydelig nettogevinst, hvis omfattende reformer blev gennemført.

b) Ågerup skriver:

Tværtimod vil jeg hævde, at ytringsfriheden har det ganske godt i det danske samfund sammenlignet med de andre frihedsrettigheder. Vi har ikke nogen generel censur. I det omfang ytringsfriheden er truet, er det på nogle få afgrænsede områder. Karikatursagen er alvorlig, men den er ikke et udtryk for en generel udvikling i retning af at besvare ytringer med vold eller trusler om vold. Det ændrer selvsagt ikke ved, at det er fuldstændig uacceptabelt, at det er sket i dette tilfælde. Men der er trods alt netop tale om et ret isoleret tilfælde. Spørgsmålet om embedsmænds ytringsfrihed er ligeledes vigtigt, ligesom Danmarks Radios dominans i mediebilledet burde vække mere bekymring, end det gør. Reguleringen af visse virksomheders ret til at reklamere er ligeledes problematisk. Men for mig at se er det svært at påstå, at ytringsfriheden generelt set skulle være udsat for et væsentligt pres i Danmark.

Her er jeg bare dybt uenig med Ågerup, og hvis man har fulgt bloggen ville man vide hvorfor. Det er gift for ytringsfriheden at se et angreb på den som 'et isoleret tilfælde'. Et angreb på ytringsfriheden er aldrig et isoleret tilfælde, det er altid et angreb som vil følges af endnu et, endnu et, endnu et. At karikatursagen ikke er 'et udtryk for en generel udvikling' er noget vrøvl, og at Ågerup ikke kan se dette, gør det til et stort problem for mig at acceptere den øvrige analyse fuldt ud. Hvad angår vores nuværende ytringsfrihed er der grund til at være alvorligt bekymret, primært fordi udviklingen i andre vestlige lande lover meget skidt, både Canada, GB og Sverige har de seneste år indført ret kraftige indgreb i ytringsfriheden. Vi har ikke censur, siger Ågerup, men det er altså ikke helt så simpelt og krystalklart et udsagn som han søger at gøre det, genlæs eventuelt denne post. Det er allerede i dag, og har længe været, ulovligt at sige sin mening, hvis ens mening ikke passer religiøse eller politisk korrekte grupper. Det mest relevante spørgsmål for liberale i dag er ikke: Hvornår/hvordan slipper vi af med de eksisterende begrænsninger af ytringsfriheden, men hvordan undgår/udskyder vi de yderligere begrænsninger, som vil komme?

c) Ågerup afslutter med denne salve:

Jeg vil påstå, at den største trussel mod ytringsfriheden kommer fra denne gradvise og foruroligende indskrænkelse af ejendomsretten og aftalefriheden. Jyllands-Posten og andre avisers uafhængighed fra - og mod til at udfordre - magthaverne hviler i sidste instans på deres vished om, at ingen kan konfiskere deres fysiske ejendom, forhindre underleverandører i at levere avispapir eller på anden måde gøre livet surt eller direkte umuligt for dem.

Derfor savner jeg politikere, som ligeså energisk og harmdirrende, som de forsvarer ytringsfriheden, vil forsvare det egentlige grundlag for såvel ytringsfriheden som alle de øvrige aspekterne af den personlige frihed: ejendomsretten og aftalefriheden.

Jeg savner dem ikke, for jeg har ingen illusioner om, at sådanne politikere ville blive valgt i større tal eller slippe afsted med et konsekvent forsvar for friheden i et land som Danmark. Man skal være meget principfast for som politiker at være villig til at give afkald på magten og gå imod strømmen - det er vanskeligt nok for de mange danskere, der har betydeligt mindre at miste, at kritisere systemet. Er det så sært at de politikere, der har lidt respekt for frihedsrettighederne, begrænser deres fokus til de områder, hvor omkostningerne, både de statslige (øget sandsynlighed for ideernes implementering) og personlige (risikoen for genvalg), er mindst mulige? Hvorfor ville Ågerup dog forvente andet? Er politikere ikke netop bare mennesker, som alle os andre? Hvorfor kræve mod og mandshjerte af politikerne, når det så åbenlyst ikke er det, vælgerne efterspørger?

d) Som afsluttende bemærkning skal det nævnes, at jeg har brugt en del tid på ytringsfriheden her på bloggen, på trods af min baggrund. Jeg har ikke holdt mig tilbage for også at kritisere en række af de andre overgreb som Ågerup er omkring, eksempelvis rygeloven, men ytringsfriheden er lidt i højsædet, den relative betoning af emnerne er ikke ens. Et væsentligt argument herfor er naturligvis, at jeg synes ytringsfriheden er så pokkers vigtig, men den grund står ikke alene. En stor del af forklaringen hviler også på min opfattelse af marginal benefits vs marginal costs. På den ene side forholder det sig således, at velfærdsstatens økonomiske fundament efter min opfattelse ikke vil reformeres betydeligt før situationen er meget anderledes end den er nu, det er altid i forbindelse med kriser og store omvæltninger den slags sker. Så længe Fogh og co. er ved roret, ja så er det bedøvende ligemeget hvad jeg siger om skatter og regulering på denne blog, det vil ikke gøre nogen forskel. Så selv om situationen i dag er dybt utilfredsstillende, tror jeg med andre ord ikke på, at stor aktivitet her vil være besværet værd (jeg berører jo dog alligevel emnerne, men vel nok mest for min egen skyld, ikke på baggrund af den eventuelle indflydelse på meningsdannelsen mine indlæg måtte have). På den anden side er ytringsfriheden efter min opfattelse i langt større fare, end mange går og tror, og det forhold at selv liberalister som Ågerup overser truslen understreger netop, hvor vigtig denne debat er. Det problem den store stat direkte udgør i den forbindelse, er et forhold vi midlertidigt må leve med, den nye og særskilte trussel fra islam, og andre som ser muligheden for at lege med, når politikerne giver efter, er ikke. Vi bilder os ind vi har vidtgående ytringsfrihed herhjemme, men den kan forsvinde meget hurtigt, hvis ingen forsvarer den. Jo færre der forsvarer den, jo hurtigere vil processen forløbe. Jeg hverken tør eller vil overlade den forsvarsopgave til nogle hykleriske eller i bedste fald begrebsforvirrede folketingspolitikere, for når ytringsfriheden er væk, får vi den ikke igen. At liberalister ikke bør fokusere på ytringsfriheden, fordi politikerne endnu ikke har frarøvet os den, er i mine øjne et ret sjovt argument mht. hvordan vi bør prioritere. Eller det ville være sjovt, hvis ikke emnet var så alvorligt og truslen mod friheden så nærværende.

Ågerup har ret i, at der er alt for lidt fokus på ejendomsretten og aftalefriheden. Han har ikke ret i, at der er for meget fokus på ytringsfriheden. Hvis 'ejendomsretten' og 'aftalefriheden' skal erstatte andre af infomedias opslagsbegreber, så lad det være 'velfærd' i stedet for 'ytringsfrihed'.

Hvilke ulighedsskabende processer er retfærdige?
"Jeg er ikke sikker på, at udtrykket 'ulighedsskabende' er præcist. Man kunne bruge en fodboldkamp som metafor. Vi opfatter ikke et uafgjort resultat af en fodboldkamp som principielt set mere retfærdigt end en knusende sejr på 6-1. Fodbold er en ulighedsskabende retfærdig proces. Vi ville bestemt ikke billige, hvis dommeren midt i en kamp pludselig holdt op med at dømme efter reglerne til fordel for et mindre dygtigt eller mindre heldigt hold. Dommeren skal altså forholde sig upartisk og ikke intervenere til fordel for den ene part. Spillet skal afgøres af forskelle i de to holds boldkundskaber, samspil, fightervilje og held i en lige dyst. Her betyder 'lige', at man er lige for loven eller - i dette tilfælde - spillets regler. Markedet fungerer lidt ligesom en fodboldkamp med en fair og upartisk dommer - nemlig kunderne. Hvis en producent ikke formår at lave et produkt, som falder i kundens smag, vil kunden vælge et andet produkt. På et frit marked er det de producenter, der bedst forstår at tilfredsstille kundernes ønsker, som 'scorer flest mål' - altså tjener flest penge og vinder markedsandele. Konkurrencen medfører, at kunderne får det størst mulige udvalg af de bedst mulige produkter til de færrest mulige penge. Markedet er kundernes bedste ven - og eftersom vi alle sammen er kunder, er markedet menneskets bedste ven. Konkurrencen på markedet medfører imidlertid også, at nogle producenter vinder kundernes gunst, mens andre taber den og i sidste instans må lukke og kaste sig over noget andet. En anden måde at sige dette på er, at nogle tjener langt flere penge end andre, ligesom de bedste fodboldhold i ligaen scorer langt flere mål og får langt flere point end de dårlige. Fodboldmetaforen er dog ikke fuldt dækkende. For mens det ene holds sejr i fodbold altid indebærer det andet holds nederlag, så medfører udvekslingen på markedet i det lange løb en gevinst for alle deltagere."

Uretfærdig lighed

Hvis ulighed kan være retfærdig, kan lighed så være uretfærdig?
"Ja, økonomisk lighed skabt gennem omfordeling er uretfærdigt. Lighed bør ikke være en politisk målsætning i et samfund. Jeg bekender mig til et samfund, der skal hjælpe personer, der ikke kan klare sig selv. Det er faktisk et meget moderat borgerligt, man kunne kalde det socialliberalt, udgangspunkt. Men der er ingen moralske argumenter for en generel omfordeling til mennesker, der sagtens kan forsørge sig selv, som vi ser det i dagens samfund. Personlig frihed indebærer samtidig et personligt ansvar for konsekvenserne af egne handlinger. Den danske velfærdsstats kraftige omfordeling fratager borgerne en del af ansvaret for egne handlinger og beslutninger vedrørende for eksempel uddannelse, karrierevalg eller opsparing. Nogle mennesker er dygtigere, mere flittige eller mere risikovillige end andre. Alle disse ting har konsekvenser, herunder konsekvenser for hvor meget man tjener. Gennem omfordeling kortslutter man forbindelsen mellem friheden til at handle og ansvaret for sine egne handlinger. Og det er alvorligt, for denne forbindelse er selve grundlaget for et frit samfund."

Forleden hørte jeg hørt et meget interessant interview i radioen med Martin Ågerup, der er direktør for den borgerlige liberale tænketank, CEPOS. Det var DR P1-programmet "Sommergæsten", der bragte interviewet med Martin Ågerup og det var interessant, at høre om hans tanker om personlig frihed, skattetryk, liberalisme og velfærdsstatens omklamring af den enkelte borger. Jeg har selv haft fornøjelsen af, at møde Martin under festlige omstændigheder for nogle måneder siden og han er virkelig en fornuftig fyr - både at snakke med og ikke mindst at lytte til. Så hvis du ikke selv har haft lejlighed til at høre interviewet, så skynd dig at få det hørt. Du finder interviewet ved at klikke her.