Nu har jeg været forældre/forsørger siden jeg selv var 18 år, nu er jeg 54 år. Det er en underlig fornemmelse at være færdig med det. Jeg ville lyve hvis jeg ikke kunne indrømme at det på en måde er en lettelse. Jeg har stadig mine dejlige unger, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg har klaret det..færdig med en del af livet. Nu er det min egen tur. Jeg vil prøve at lave nogle af de ting som jeg har lyst til. Jeg vil ikke blive en sur, gammel, bitter kone som aldrig selv levede. Jeg har levet dejligt med mine unger, der er intet jeg fortryder. Hver ting til sin tid. Nu skal de selv have lov at prøve kræfter med livet. jeg vil stadig være der, hvis de behøver mig, men ansvaret er ikke mit mere. Forhåbentligt har jeg lært dem at tage et ansvar på sig...det vil jeg mene. Det var da hensigten. At få gode, glade, ærlige, ansvarlige børn,

Er det så anderledes end vores kors i en kæde, som mange har om halsen? Vi får ofte det første i dåbsgave og siden kan vi jo selv bestemme. Der er familier hvor det er mere normalt end andre familier. Religion har også en betydning der.

Jeg tror at vi skal blande os udenom, der er da ingen der blander sig i mit sølvkors. Af og til er der nogle som spørger..er du kristen?? Så kan jeg jo svare ja  og det er det.

Jeg kan en sand fortælling om tvangsægteskaber i Danmark, for knap 100 år siden. Kvinden kunne være min bedstemor.

Det var året 1904, ude på landet i midt Jylland. Der var endnu ikke kommet strøm og indlagt vand på gårderne. Der var ikke noget der hed folkepension, fattighjælp m.m. Man måtte klare sig selv, eller komme på fattig gården. Det var det værste der kunne ske, så mistede man alle rettigheder. Dem der boede der kunne ikke engang stemme, når der var valg. Det var ellers en ret man havde fået, da grundloven blev vedtaget i...jeg mener det var 1849. Men kvinder,udviklingshæmmede, mennesker der var gået konkurs..og så kan jeg ikke huske de sidste, men det var vist mennesker, som ikke kunne forsørge sig selv...havde ikke stemmeret. Kvinder fik det i 1915..altså da denne lille pige, som jeg vil fortælle om var 11. år. Det kendte hun ikke meget til..hun havde ikke tid, og gik meget lidt i skole.

Hun havde en søster til og en bror. Søsteren blev gift med nabobonden og broderen skulle arve gården, som var deres barndomshjem. Nu ville skæbnen at søsteren døde i barselsseng, barnet overlevede heldigvis, for det var det eneste barn, som nogensinde blev født af de tre søskende. Nu måtte den yngste søster hjem og passe spædbarn og svoger. Året efter blev de gift.

Det er en gammel kone ude i hjemmeplejen, som har fortalt mig historien..en meget sød , rigtig gammel, klog kone!! Da jeg spurgte om hun blev glad for sin svoger? Svarede hun..ja med tiden, det var jo ikke det det drejede sig om, vi måtte jo holde sammen på tingene. Han blev en god mand..slog mig aldrig og jeg fik da det jeg behøvede. Sådan har det også været i Danmark. I dag kan kvinder heldigvis selv...de fleste da.

Jeg havde engang en meget sød veninde, som var enlig mor til tre børn. Det var hun blevet fordi en mand, drak, slog, blev væk hjemmefra. Den næste gik hen og døde i en ulykke, altså noget hun slet ikke kunne gøre for. Nu havde hun de her tre børn, ret tæt på hinanden og skulle forsørge, opdrage, tage hånd om alene. Der var ikke plads i børnehaver, skulle køre på cykel mellem tre forskellige steder hver morgen, for at få børnene passet. Hun skulle møde på arbejde kl.7..så hendes "aflevering" begyndte kl.6. Efter en 8 timers arbejdsdag( rengørngsjob) begyndte hjemturen, der også tog en time. Hun kunne slet ikke få det til at hænge sammn med børnepasningsbetaling og løn...heller ikke tiden. Hun var træt, sur, ked af det, fattig og ungerne helt rundt på gulvet.

Hun valgte af nød at blive arbejdsløs, og fik dagpenge. Klarede sig igennem på meget små penge. Købte ind lige før lukketid, hvor meget var sat ned til det halve, lavede kostplan til en uge, lånte et stykke jord ved en bonde og dyrkede grøntsager...mod at hun støvsugede og vaskede gulve en gang om ugen i hans stuehus. Købte tøj og mange ting på genbrug. Sådan gik årerne og de børn blev store og glade...ja også sunde børn.

Jeg mener det er en slags bæredygtighed, hun opdrog gode borgere, som i dag alle har en uddannelse. Jeg ved godt at hun overtrådte indtil flere love, nassede på samfundet?? Hun var stærk nok til at træffe sit eget valg og leve som livet krævede af hende.

I dag er hun skam i arbejde og meget glad for det. Hun fik en uddannelse på dagpenge, i tagt med at børnene blev store, så det er ikke rengøring mere.

Havde samfundet nu fået ret. Kunne det være gået skidt med hendes børn, slidt op at hårdt arbejde, aldrig fundet overskud til uddannelse, været et ulykkeligt menneske, og det er der jo ikke meget bæredygtighed i . Mennesker tæller også i bæredygtighed, men må ofte snyde sig lidt til det.

10000 hilsner fra Jette .

Jeg har fået nyt arbejde, har selv søgt det. Jeg fortalte ærligt hvordan jeg havde været syg, til hende der ansatte mig. Da jeg havde syg i 6 måneder og blev mere og mere isoleret og bange for fremtiden…hvad skulle dette dog ende med? Der var ikke meget hjælp i min fagforening. Jeg spurgte om der ikke var andre i min situation, så vi ligesom kunne hjælpe hinanden. Jeg ville godt skrive et indlæg i vores fagblad og lægge navn til. Det vidste de ikke om det var en god ide. Jeg ville jo helst møde nogle som var blevet raske igen. Det eneste de sagde på fagforeningen var, at jeg skulle gøre som min læge sagde eller finde mig et andet arbejde, det var jo nemt at få arbejde i dag. Der var mange der havde det som mig. Jeg ville så gerne tale med dem. Når man er udbrændt, som jeg var..stiller man sig ikke op på hovedgaden med et skilt for at finde de andre i samme situation…det kan man slet ikke. Nej jeg gemte mig i mit hjem, lukkede alle ude, tog ingen steder hen og undgik alle undtagen familien, som jeg sled utroligt på. Det var godt de kunne holde til det. Min læge sagde at jeg skulle sætte mig hjem og læse en god bog, høre noget godt musik og gøre ting jeg holdt af. Bede min familie om hjælp til al det huslige, jeg skulle have helt ro til at hele igen. Så skulle jeg finde et arbejde hvor mine evner var værdsat, for han var sikker på det fandtes. Jeg havde haft samme læge i snart 20 år, så han kendte mig godt. Mest når jeg kom med mine børn eller borgere fra mit arbejde, for jeg havde aldrig været meget syg. På min sidste arbejdsplads i den offenlige ældrepleje, havde jeg 6 sygedage på 6 år. Så jeg er ikke at svageligt menneske, men det var jeg det halve år jeg var syg denne gang. På fagforeningen spurgte de om jeg ikke havde behov for nogle “lykkepiller”, de mente at jeg skulle spørge lægen om det. Jeg blev vred på fagforeningen…rigtig vred, mente at de skulle tage det med som et krav ved næste overenskomst “gratis lykkepiller til ansatte i sundhedssektoren” det måtte jo være et arbejdsredskab. Det var sidste gang, jeg prøvede at hente hjælp ved fagforeningen…jeg var lige ved at melde mig ud. Jeg fortalte min læge om forslaget. Han rystede på hovedet og sagde: Du er ikke syg i mine øjne, du har reageret menneskeligt og sundt på et sygt system og skal nok blive rask igen, du skal ikke have piller. Du skal have ryddet op i alle de ting i dit sind og lagt dem på rette hylde igen, det kan du godt selv uden piller. jeg måtte dog have lidt hjælp, kunne jo ikke slide min mand helt op, han var god til at lytte, men har ikke forstand på at rydde op i et forvirret sind. Jeg fandt et menneske som er uddannet til det, fra den alternative sundhedsverden. Jeg vidste han havde været ansat i “omsorgsjob”, så han måtte vide hvad jeg talte om. Jeg gik til samtaler at 1,5 times varighed hver anden uge, det kostede 600 kr, men det var pengene værd. Nu er 1200 kr og sommetider 1800 kr om måneden udaf en sygeløn på knap 10000 udbetalt mange penge, der er jo også andre udgifter. Jeg var der ialt 8 gange, så kunne jeg godt selv. Han kunne godt forstå, det var svært på sygedagpenge og sagde hvis jeg fik det meget svært igen, så måtte jeg jo ringe. Det har heldigvis ikke været nødvendig endnu. Jeg skrev lidt med en sygeplejerske på nettet, hun havde selv prøvet turen i sit arbejde. Nu arbejdede hun på at lave et sted hvor udbrændte og stressede mennesker kunne komme sig, for det findes ikke i Danmark. Hun kendte et sted i Sverige og det ville hun gerne lave magen til. Hun lærte mig et billede på udbrændthed, som har hjulpet mig mange gange. Når der er en skovbrænd bliver alt forkullet og sort. Men det grønnes igen, ganske langsomt og bliver så kønt som aldrig før. Ikke med de samme vækster, som før brænden, men nogle der passer til de nye omgivelser. Sådan er det også med et menneske, det skal nok grønnes og blomstre igen, skal bare have de rette betingelser. Jeg har fået de rette betingelser på mitnye arbejde. Det skal dog siges at jeg søgte arbejde “under min stand”, jeg gik en del ned i løn, til at begynde med, det er dog ved at rette sig. Jeg turde ikke tage ansvar og give omsorg mente jeg ikke jeg kunne. Jeg blev ansat til rengøring, køkkenarbejde, tøjvask og pasning af blomster. Den første uge gik jeg sammen med hende der skulle holde op, det job jeg skulle overtage. Det var en god start. Jeg var meget nervøs, da jeg blev mig selv. 1000 små lapper med al det jeg skulle huske og bange for ikke at gøre det godt nok. Lige så stille opdagede jeg at det gik fint og jeg kunne nemt omgås beboerne, jeg var meget hvor de var. Det var bare ikke mit ansvar og det var dejligt. Jeg skulle bare sørge for der var pænt og rent, dække pænt bord og hjælpe i køkken, sørge for deres tøj blev vasket og sætte pæne blomster i vand…al det der betyder meget for et menneske som ikke kan selv. Så var der heller ingen minutplaner, ingen mobiltelefon i lomme , med 10 kald oven i hinanden. Det var så dejligt..og jeg kunne godt. Det skal dog siges at jeg er ikke ansat i den kommunale ældrepleje, men en boform under de nye regioner, så der er andre regler og de er gode for mig. jeg kan give omsorg igen, råd og vejledning til beboerne…bruge al det jeg har lært på sundhedsskoler og livets skole. Jeg har også lært at passe lidt på mig selv. Når det bliver “for meget” går jeg ned i vaskerummet eller ud i haven og plukker blomster til vaserne. Det var utænkeligt i ældreplejen. Jeg har opdaget så mange ting jeg er god til. Jeg kan lære fra mig og lide at synge med beboerne, rigtig god til planter og blomster. Det her er godt for mig, så det kan lykkedes at komme ud på den anden side igen. Det koster kun 4 kr i timen..2 efter skat, altså 16 kr om dagen, det er alle pengene værd. Den anden dag var jeg til samtale ved lederen på mit nye arbejde, det skal alle efter 3 måneder. Jeg blev sat tre løntrin op, da han mente jeg havde så stor erfaring og var god for huset. Så nu koster det mig ikke 16 kr om dagen mere at have det godt. Det er jo næsten et eventyr ikke?

Mange gange..på vej hjem, tænkte jeg dagen igennem, og alle tingene kom op igen. jeg havde og har tavshedspligt. Sådan noget taler man ikke med venner og familie om, det er strafbart. kan give fængselsstraf og mistet arbejde. jeg kunne tale lidt med kollegaer, under de rette betingelser..altså ikke i pauserum eller på gaden. Det havde jeg bare ikke så mange muligheder for. Desuden havde vi jo alle “vores oplevelser”, detjeg lære at bære.Så det blev lagt på lager i sindet. Jo mere jeg blev presset i tid og ting jeg skulle nå, jo mere svært blev det.

Mange gange tænkte jeg på det om natten, drømte om det og prøvede at finde en løsning, men forgæves. Jeg blev bange for at blive syg og gammel. Tænk…al den hjælp jeg kunne forvente, var en stresset og forjaget hjemmehjælper. Det var ikke rart at tænke på.

Jeg oplevede kollegaer begynde at omtale dem vi arbejdede ved grimt. De sagde det var dødsygt at passe gamle og syge. Alle var så besværlige og utilfredse. Der var ikke meget arbejdsglæde…jeg kunne slet ikke se den. Det var ikke min måde at omtale vores borgere på. jeg mener at alle mennesker skal behandles godt og med respekt for den enkelte.
Jeg ved godt at verden “bliver lille” når mennesker føler sig ensomme og bange. Hvis “Marie” klager meget over et sted der gør ondt, er det måske slet ikke det der er problemet. Måske er hun: Ked af noget, ensom, bange, usikker, men det er for svært at sige. Disse ting kunne jeg ikke gøre så meget ved. Jeg havde ikke rammerne og tiden. Det er meget svært, at ville det bedste og gøre det godt. især når jeg ikke måtte bruge muligheder og evner.
jeg er god til at læse og mærke mennesker….for god, siger min læge. Det er derfor jeg er blevet syg.

Jeg tror det er som et barn, der vil til at gå, men ikke får mulighed for det. Det giver en forkert udvikling. Det er forkert at have det som mig. Jeg skal være et sted, hvor jeg må bruge de ting jeg kan. Allerførst skal jeg lære at passe på mig selv. Den der ikke kan det, kan ikke passe på andre i længden. Det kan gå et stykke tid, men pludseligt er mennesket brugt op, og sindet fuldt af konflikter, sådan blev jeg syg.

Måske skal det være nogle stærkere mennesker, der skal have den slags arbejde, jeg har udført. Måske skal de testes på en eller anden måde? Måske skal man lære noget mere om egenomsorg? Jeg tror bare ikke at stærkere mennesker, vil have den slags arbejde..de vil heller ikke have så lidt i løn. De fleste “omsorgsmennesker” jeg kender, har personlige lig i lasten. De vil så gerne ud og gøre en forskel. De ved hvor ondt livet kan gøre. Det smager altid lidt af fugl… at hjælpe andre. Mange mennesker, som ikke føler sig værdsat og elsket, kan virkelig gøre det ved andre. Måske håber de at der…falder lidt tilbage til dem selv? Alle vil jo gerne føle sig værdsat. Jeg mener at alle har ret til det.Det er bare ikke alle, der har oplevet det. Skrøbelige mennesker skal ikke være omsorgsmennesker..efter min mening. De skal have et glad, sjovt, spændende, livgivende, positivt, arbejde. Det kunne de bare ikke uddanne sig til..jeg kunne heller ikke. Det havde jeg ikke nok viden om, penge til, støtte fra omgivelserne, muligheder osv, osv…sikke en klagesang ikke? jeg mener dog den er sand. Det blev en kort uddannelse, med elevløn, menne adgangskrav og masser af arbejde bagefter. Jeg ville meget nødig være arbejdsløs. Sådan traf jeg mit valg. Desuden holder jeg af mennesker, det var nok det vigtigste. måtte

De ældre var også rigtig gamle dengang, flere var godt 90 år, en var næsten 100 år. En var helt blind, 2 kunne ikke gå, 2 var meget demente, der var de samme skavanker, som vi kender i dag, ved normal aldring. Til de komplekse ting, havde vi hjemmesygeplejersken, der kørte i området. Det var ikke så tit det var nødvendig, hun var god til at lære fra sig.

Nu ved jeg jo godt, at al der er foregået i fortiden, kan stå i et andet lys. Det er lidt som ældre mænd, der fortæller om deres soldatertid, de husker kun det sjove ikke? Dette ville jeg undgå, så jeg har talt med mennesker jeg arbejdede sammen med dengang. Jeg sagde de skulle være ærlige og stoppe mig, hvis det var for lyserødt...altså min hukommelse. Det gjorde de ikke. De kunne huske det samme. Så kan jeg jo godt fortælle historien.

Jul i ældreplejen 1980 ( jeg var der mange år, så det er prøvet flere gange)

Sidst i November, begyndte vi at gøre rigtig fint rent, så pyntede vi til jul. Meget af pynten havde vi fået af de ældre, fra deres eget hjem. Andet havde vi lavet på onsdage hvor naboer og andre ældre fra den lille by, kom til ældresammenkomst. Der var altid nogle pårørende, som havde meget gran og andre ting til at pynte med. Det blev rigtig pænt, de der boede på hjemmet hjalp selvfølgelig til, så meget de kunne.

December var en lidt hård måned. Der skete mange ting. Børn fra den lokale skole, sang julesange og gik luciaoptog. Derefter fik de sodavand og godteposer, som de ældre havde pakket. Spejdere og andet godtfolk var også søde til at lægge vejen forbi. Der gik meget hjemmebag og julegløgg til, men det var hyggeligt. De ældre hjalp til, så meget de kunne. Når vi bagte småkager..var der nogle der skar ud, andre satte på plader og i ovn, det var de ældre mænd, der holdt øje med de ikke blev for sorte inde i ovnen. De kunne meget mere end vi mener i dag. Julegløgg stod og simmrede på komfuret, det var ikke noget med færdig gløgg fra supermarked. Det var citroner, kanelstænger, nelliker, sukker og mange andre ting, der blev kogt sammen. Først den dag det skulle bruges, kom rødvin i..eller ribssaft, hvis der var børn mellem gæsterne.

Personalet skulle også købe julegaver til de ældre. Jeg ved ikke hvor bestyrerinden, fik pengene fra, men vi måtte bruge 50 kr til hver. Det var noget vi gjorde, når vi alligevel var i byen for os selv i december. De ældre fik noget vi havde lagt mærke til, de kunne lide. Vi som personale fik også en julegave, det var en fridag i december med løn. Betingelsen var bare, at vi skulle dække hinanden ind. De personale der var på arbejde juleaften, fik julegave ligesom de ældre. Jeg ved som sagt ikke hvor hun havde pengene fra, men måske var det normalt dengang. Det var jo også kommunen der drev plejehjemmet i 1980.

Når man arbejder med mennesker...skal man også på arbejde i julen. Det siger sig selv, man kan ikke bare lukke, men gøre det så lempeligt som muligt. De fleste vil jo gerne være hjemme ved sin familie...det er bare ikke muligt.

På dette lille plejehjem, blev der taget hensyn til: Hvem der havde familie langt væk, hvem der havde små børn, hvem der var enlige, hvem der gerne ville arbejde de forskellige dage. Så blev der sat lidt ekstra personale på..så de også havde tid til at hygge sig i julen. Man måtte have sin nærmeste familie med og det kosted ingenting. Jeg kender mange enlige mødre, som har holdt alletiders hyggelige jul, mens mor var på arbejde. Børn gør noget særligt, ved en juleaften, også på et plejehjem.

Juleaftensdag var noget helt særligt. Vi fik rundstykker, når vi mødte på arbejde. De ældre sov så længe de kunne( det er ikke ret lang tid). Det var det hyggeligste morgenbord..personale og ældre sammen. Så var der noget med at komme i det fine juletøj. De fleste ventede til over middag, så det ikke blev grisset af risengrøden. Der blev kun serveret risengrød til middag den dag, man skulle jo være sulten til om aftenen.

Efter en god middagssøvn..hvor personalet fik sat julemiddagen i ovnen og dækket et meget pænt bord i opholdsstuen( den eneste vi havde), var der eftermiddagskaffe. Her kom pårørende på besøg, det var så hyggeligt. Mange havde julesnold med eller en pæn juleblomst. De fleste af de ældre ville helst blive på hjemmet juleaften. Det var noget med egen seng og det personale de kendte. Det var så svært at være i byen, masser af trapper og familie der skulle køre dem hjem. Alle de ældre var som regel på plejehjemmet juleaften.Nu mødte aftenvagterne som regel ind op arbejde. Så kom den lokale præst og læste juleevangliet og der blev sunget nogle julesalmer.Personalet rendte til og fra..dryppede andestegen..satte kartofter over og mange andre ting...som i mange andre hjem juleaften. Sidst på eftermiddagen var der nogle, som tog en lille lur, mens andre dækkede det fine julebord, sammen med personalet. Børn af personalet så jule fjernsyn...som i alle andre hjem. Kl18 var der julemad med al hvad der kan tænkes..mandelgave og lidt julesalmer. Det var mest børnene der fik mandelgaver, fandt aldrig ud af hvordan, men mandler kan jo bytte plads ikke? Efter julemiddagen...var der nogle ældre..mest mænd, der skulle ligge lidt på deres seng. Andre tog af bordet, vaskede op osv osv... Børnene var nu ved at være utålmodige, men mange af de ældre fortalte dem om julen i gamle dage. Nu blev der danset om juletræet..et meget stort et, med mange julegaver under. Alle der kunne og ville gå, var med til at danse om juletræet. En ældre dame kunne spille klaver, så hun spillede til. Dem der ikke kunne sad på gode stole og så til. Nogle sad i plejesenge, som vi havde kørt op i stuen ( hvis de ældre ville). Det var så hyggeligt og sjovt, for børnene skulle jo have nogle af de mere livlige julesange med. Så var der julegaver. Det var de ældre der læste op og børnene rendte med dem. Det kom til at knibe lidt med børnenes samarbejdsvilje, når der var en gave til dem selv...naturligt nok. Så måtte personalet tage over. Om der blev kikket og leget med julegaver? Det kan slet ikke beskrives. Vi kunne som personale, få masser af tid til..at rydde gavepapir væk og lave kaffe. Julesnold, kager, kaffe og et lille glas vin, blev nu sat på bordet. Børnene havde ikke meget tid..de legede med julegaver på gulvet. Vi voksne kikkede på og hyggede os med kaffen. Efterhånden var der nogle ældre, som ville i seng, det var der også god tid til, andre passede jo på vores børn. Der blev sagt godnat og glædelig jul. Nattevagten mødte ind og fortalte lidt om sin egen juleaften. Vi ryddede lidt op sammen og kunne tage hjemmed vores børn og alle deres julegaver. Dem der havde været på arbejde juleaften, havde altid fri dagen efter..så var der god tid til at hygge med sin egen familie dagen efter. Om det var svært at være på arbejde juleaften? Nej det var ikke så slemt! En meget hyggelig aften og sin familie kunne man have hos sig. Mine børn har aldrig klaget...det var en hyggelig juleaften, med mennesker, der havde tid til dem.

Nattevagten...havde som regel en meget stille nat, de ældre var trætte. Hun kunne nå at dække et meget hyggeligt morgenbord, til julemorgen. Her måtte personalet også gerne have familie med, så der var liv og glade dage. Der var julefrokost kl.12, med efterfølgende kaffe og julesnold. Snitter og te til aftensmad, så igen kaffe og julesnold. Først 2 juledag kunne de ældre lokkes hjem til deres børn og anden familie. Så var vi ikke så mange på "Hjemmet", før om aftenen, når de kom hjem igen.2. Juledag om aftenen fik vi suppe...også til de pårørende..så var julen slut..alle var trætte, men det havde været godt.

Nu skal jeg lige tage mig sammen til at skrive...hvordan julen er på et ældrecenter i dag. Det har jeg nemlig også prøvet. Eller er der andre, som vil skrive det for mig? Det kunne være sjovt at høre det, fra en pårørendes side ikke?