"RestoreMax creme modvirker tørr og sår hud på mænds ædlere dele og tilfører den elasticitet og fugtighed"

En creme specielt til pikken... jamen, godt fundet på. Er der et område på kroppen som er godt beskyttet og har fin hud, som ikke bliver grimmere med alderen, så vidt jeg ved, og som ikke har brug for nogen særlig creme, så er det da netop de ædlere dele. Men det skal nok sælge godt til de metroseksuelle og andre narcissister. Hvis fjæset ikke bliver kønnere, uanset hvilke cremer man smører på, så må vi finde på en anden zone at forkæle. Så føler vi os lidt lækre alligevel.

I det mindste har de fundet på et pænere navn end Anusalve, som kan købes i Matas -- som formentlig er en type numsecreme. Er det ikke rød hale man kalder det hos spædbørn? Den kan dog bruges andensteds, skulle man forveksle sine ender:

Kan denne creme bruges i ansigtet? -- Ja - ANUSALVE™ er naturlig og kan bruges i ansigtet. Selvom det ikke er det tiltænkte område, har vi haft god feedback fra folk der har benyttet cremen til poser under øjnene.

Lidt research viser at peniscremen er et amerikansk produkt -- hvilket forklarer sagen. Den er beregnet til de stakkels omskårne mænd der må lide under tørre og ødelagte slimhinder på penis.

Af samme grund kan man købe glidecreme, flere slags, i almindelige supermarkeder i USA. Alle de omskårne er nemlig nødt til at bruge det, både i det ægteskabelige samvær og når de tilfredsstiller sig selv (de har naturligvis ikke sex uden at være gift). Glidecremen sælges gerne under dæknavne såsom fugtgivende middel og lignende.

Drop hellere omskæring, så kan man undvære hjælpemidlerne.

Efter indholdsfortegnelsen at dømme er RestoreMax sikkert et ganske lødigt produkt, som man udmærket kan bruge som ansigtscreme. Dog til en lidt pebret pris à 189 norske kroner.

Jeg så gerne at man lavede en creme specielt til albuerne. Thi er nogen forsømt, tør, glemt og udsat så er det da dem. Men albuer er ikke lige så sexy. Eller hvad med nakken, som må finde sig i at blive konstant ignoreret qua sin uheldige bagsideposition?

Sådan forhindrer man at folk udnytter evner og potentialer der kunne risikere at gavne dem selv og samfundet:

1. Tal aldrig om løn. Gør det ikke muligt for dine medmennesker at vide hvad de kan opnå hvis de stræber efter det. Dygtige folk fra de lavere samfundslag har ikke godt af at vide at de kan komme til at tjene det dobbelte hvis de tager en uddannelse.

2. Fokuser på det dårlige ved arbejde. Tal og skriv om at man har alt for lidt fritid. At cheferne er dumme, og arbejde gør syg. At skatten er så høj at arbejde slet ikke betaler sig.

3. Behandl de højtbegavede som udskud. Lad dem ikke tro de kan bruges til noget. Gør det tidligt i deres liv. Fortæl dem det ikke er godt at interessere sig for meget for én ting. Sørg for at de højst bliver postbude - det har de fortjent, de overlegne skiderikker. Magten og æren tilhører de mellembegavede.

4. Få dem der har det lidt svært til at tro de er syge. Fokuser intensivt på psykiske lidelser som et stort samfundsproblem. Giv ufokuseret samtaleterapi til dem, der søger behandling - hold dem hen med snak og en pille eller to. Fortæl dem det er genetisk. Er deres sorger små, så lyt til dem, men svar ikke noget bestemt; det vil få dem til at tro at de små sorger er store. Er deres sorger store, så sig at livet er dejligt, at de ikke har grund til at have det dårligt og bare skal smile lidt. Så vil de tro at der er noget galt med dem, når de føler at deres små sorger er store. Giv ikke gode råd til din familie og omgangskreds - kom ikke for tæt på dem - henvis dem til professionelle og evt. til sludrehjælpende bøger.

5. Gør det let at få offentlige ydelser i længere tid. Eller gør det svært - så modtagerne føler de har gjort et stykke arbejde, når de når målet. Lad evt. modtagerne bruge deres tid på døsige kurser og ligegyldig aktivering.

6. Sæt fokus på samfundsproblemer, især uhåndgribelige og "etiske" temaer som Ungdomshuset, afviste asylsøgere og uro i fjerne verdensdele. Fjern fokus fra mennesket selv og hvad det kan gøre ved sin egen situation. Det vigtigste er at alle er bekymrede.

7. Vær uafhængig. Stil ingen krav til andre, gør ingen særlig indsats for andre. Giv dem ikke noget at leve op til. Lad som ingenting. Gør det nære fællesskab til en illusion.

8. Kom med kritik i hverdagen. Bid straks fra dig når nogen har trådt på dig. Du diskrimineres både som person og som gruppe. Kræv din ret, også når den er urimelig. To tredjedele af din tale bør være negativ, højst en tredjedel positiv.

9. Brug hygge og ironi - altid. Hold møder med kaffe og rundstykker eller smørrebrød - det sænker effektiviteten. Vær humoristisk og sarkastisk. Gør det både på arbejde og når du har fri. Dukker der et seriøst eller følsomt emne op, så stik en vittighed.

10. Tro ikke på dig selv. Så gør andre det heller ikke. De skulle jo nødig gøre sig bedre end dig.

Hvis man følger det - og det gør man desværre - så kan man med ret god succes forhindre en del af de dygtige i at udfolde deres potentialer. Og det rammer også alle de andre "almindelige", for de fleste mennesker er vel dygtige til noget.

Hun er på mange måder en Fru Danmark. Præstedatter, fhv. politimester, vrangvillig politiker, foredragsholder, om noget en folkelig borger i statens tjeneste, og fuld af typisk danske, men selvmodsigende idealer. Hun svinger den verbale kagerulle for 117. gang, mens der er total mangel på idéer og handling mod social dumping, destruktivitet og islamisering. Konstruktive forslag følger nederst i mit indlæg.

Som minister har hun arrogant nægtet at udtale sig til pressen i stort set alle sager. Samtidig lufter hun sine evindelige personlige meninger når hun ikke bliver spurgt. F.eks. om udvisningen af de to tunesiere med mordplaner, på trods af at hun kendte regelværket da hun trådte til som minister. Hun tolker ministeransvarlighedsloven sådan at hun har pligt til at holde mund, når spørgsmålet ikke er stillet i folketinget, og grundloven tolkes som en pligt til at udbrede sin personlige overbevisning når den er modsat hendes parti og den regering hun er en del af.

Nu har hun kappet de sidste bånd til virkeligheden og er svævet ud i drømmenes verden. Folketingets spørgetime i går (Ritzau-artikel i flere aviser):

Det er "trist", at SF hænger bestemte grupper ud, mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i forbindelse med den seneste tids mange brande. »Det undrer mig, at det kommer fra SF«, siger hun til Ritzau efter et møde i dag i folketingssalen, hvor SF's integrationsordfører, Astrid Krag, havde efterlyst netop integrationsministerens holdning i forbindelse med brandene:

»Nu skal indvandrere beskyldes for det hele« ... 

---

Vi springer tilbage til Kalundborg den 14/2 (se indslag fra TV-avisen):

»Vi satte sådan en barnevogn her, og så satte vi en skraldespand derovre, og så satte vi ild her med benzin og sådan noget der.« -

»Vi har en stærk, du ved, religion, vi vil gerne... vores religion, ikke, den skal respekteres. Der er ingen der skal gøre grin med vores profet og sådan noget der. Det er det, sådan du ved... Det er derfor, når de gør det, så bliver vi nødt til at gøre det her.« -

»Ja, vi vil gerne tages alvorligt, vi vil gerne respekteres og sådan noget der.«

Journalist: Men tror I det er måden at gribe det an på, ved at kaste sten efter politi og brandbiler?

»Nej, det kan godt være det ikke er sådan man gør. Men stadigvæk, vi vil altid gøre det her. Indtil de begynder at respektere os. Vi vil altid gøre det her, det kommer til at ske mere og mere og mere. Og i dag, i aften kommer det til at ske meget mere.«

Samtidig, på en politistation i den danske bydel: 

»Der er ikke nogen tendenser i det boligområde hen over den seneste tid der gør at det skal udvikle sig som det har gjort de sidste to dage. Og det er også det vi undersøger i dag og i aften.«

---

Integrationsministeren afviser at utilpassede 2. generationsindvandrere skulle have noget specielt med optøjerne at gøre, og hun henviser eventuelle problemer til justitsministerens område. Politiet kan naturligvis ikke føre integrationspolitik, og de har ingen speciel indsigt i bandernes tankegang. Efter afbrændingen af solcentret på Østerbro "undrede" poltitiet sig over gerningsmændenes koldblodige adfærd.

Samtidig har SF bevæget sig nogle gode skridt i realistisk retning. De er et parti i fremgang, mens S i øjeblikket ligner en kage i regn. Måske er SF's udmeldinger motiveret af "populisme" - al politik er pr. definition mere eller mindre populistisk. Indvandring optager befolkningen, og selv SF'ere kan efterhånden ane at problemerne ikke går væk af sig selv. Deres analyser er dog stadig utilstrækkelige, og jeg tror ikke de kommer med så mange virkelig brugbare løsninger.

Ved at SF bytter position med Birthe Rønn Hornbech er der opstået en ny og spændende debatsituation - for nu at sige det på den måde.

Det handler ikke bare om at de unge skal for politi, dommer og i fængsel, som vores integrationsminister så fint henviser til for at skubbe det over på justitsministerens bord.

Det handler heller ikke kun om socialt udsatte stakler, krigs-traumatiserede forældre og hvad SF ellers holder fast i.

Det sociale og det religiøst-kulturelt-etniske er to sider af samme sag. Det burde absolut være en integrationsministers område at samle og koordinere integrationen - hvad ellers. Jeg foreslår følgende program:

1. at kontrollere hvem der skal lukkes ind i landet
2. at motivere etniske grupper til at tage del i samfundet, både arbejdsmæssigt og socialt, og uden at ynke dem
3. at hanke op i de mest marginale grupper med målrettet hjælp og håndfaste principper
4. at bremse indflydelsen fra religiøs fanatisme
5. være regeringens talerør til presse og samfund, herunder optræde med autoritet over for indvandrere

Men Birthe Rønn Hornbech mener kun hun har to opgaver:

• forvaltningschef for et kontor der stempler opholdstilladelser - her skinner juristen igennem
• påtage sig rollen som hele Danmarks ærke-grundtvigianer i "dialog" med muslimske sektledere

Hvis man læser mellem linjerne i gårsdagens folketingsdebat, siger den noget om ministerens syn på sociale tiltag. Småborgerlige idealer skinner igennem mellem tomgangssnakken:

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

V og K har en utrolig tro på at alle skal have universitetsuddannelse og høje stillinger.

Det har næppe relevans for den gruppe unge der brænder solcentre af, handler med hash, laver indbrud og smadrer bøsser.

Rollemodeller er et meget hot ord for tiden blandt politikere, journalister og pædagoger. Jeg tror ikke at et par veluddannede rollemodeller ændrer noget ved at den dårligst fungerende gruppe, der har total mangel på motivation og tilpasning. Forsvinder problemerne, fordi vi fortæller de gode historier? Næppe.

Lad os sige at de unge indvandrere har et A-hold, et B-hold og et C-hold.

A-holdet klarer sig selv. Det er ikke dansk integrationspolitiks fortjeneste, når der udklækkes pakistanske læger og tyrkiske revisorer. Det er helt naturligt at der sker en social opstigning blandt de velfungerende middelklasse-indvandrere. (Burde Kamal Qureshi i øvrigt ikke finde en tyrkisk revisor?)

B-holdet er den store gruppe af taxachauffører, shawarmarullere og lignende. Rigtig mange af dem mangler arbejde (det kan ikke betale sig for dem eller de kan ikke finde det). De kan godt indgå i samfundet, men der er også risiko for at nogle af dem daler ned til C-holdet. Kunsten er at få dem gjort til lavere middelklasse, hvilket i dag betyder faglærte arbejdere, sygeplejersker osv. Muligvis udsættes de for lettere diskrimination, hvilket sandsynligvis hænger sammen med manglende kendskab til koder i det danske samfund. Eller lavt selvværd, som kommer af mange års parkering i det sociale system eller af den islamiske offermentalitet.

Meget tyder på at den jævne mellemgruppe svinder ind og efterhånden siver over til enten A- eller C-holdet. Flere vindere og flere tabere, færre i midten. Det kaldes øget ulighed. Et udtryk der især bruges af socialt indignerede middelklasse-folk der ikke ønsker at søge egentlige forklaringer.

C-holdet er den type, som jeg så i byretten i går, hvor jeg var inde at kigge på et par retssager. De er højst middel begavede, taler rudimentært dansk og har næppe selvdisciplin eller kulturel indsigt til at gå på middelklassens skoler. Det ville faktisk heller ikke være godt for universiteterne og de høje stillinger, hvis de skulle besættes af den slags folk. Det kan man roligt overlade til A-holdet.

C-holdet er naturligvis også manden i TV-interviewet fra Kalundborg. Han er 17 år, og "deres gruppe kalder sig selv KLP". (TVA)

Det værste var at journalisten ikke spurgte direkte: Hvordan tror du folk vil respektere jer, hvis I kun kommer med vold og ødelæggelse? Den dialog kom aldrig i gang, ikke i pressens dækning af optøjerne, ikke i debatten i Nørrebro-hallen (sendt 20/2 på TV2), og heller ikke i debatten i folketingssalen i går. Den foregår heller ikke i noget stort omfang inde bag ministeriets mure eller hos alle fagfolkene og konsulenterne.

Her er den virkelige mangel på respekt: man gider ikke engang høre på de kaotiske unge eller forlange noget af dem, ingen forventninger og ingen krav. På den måde har de helt ret, når de mener at de regnes for intet.

De dysfunktionelle på C-holdet skal ikke på universitetet, men i første omgang bare have en læreplads eller et fabriksjob. Det kræver måske nok "opsøgende indsatser", men først og fremmmest at man banker næven i bordet og siger: du skal selv have viljen, du skal holde styr på dig selv, og du skal respektere andre.

I det etnisk danske samfund har middelklassen gennem årtier koncentreret sig om at hjælpe sig selv op. Mens samfundets virkelige bund parkeres på diverse ydelser og fyldes med ynk og dårlige undskyldninger. Denne politik gør sig nu gældende over for indvandrerne - for det er jo det samme socialsystem, udtænkt af samme embedsmænd og politikere, båret af samme velvillige medlidenhed. Man koncentrerer sig om at yde overflødig hjælp til middelklassen, men er totalt rådvild når det handler om C-holdet.

Samtidig indbyder vores integrationsminister religiøse ledere til møder, så de med det officielle Danmarks opbakning kan gå ud og rekruttere C-holdet til deres islamonazi-sekter.

Herunder et udpluk af citater fra en ganske interessant og afslørende debat.

Astrid Krag, SF: 

Vi er jo nogle, der har savnet integrationsministeren lidt i den seneste tid; det er ikke så meget, man har hørt til ministeren, mens brændende biler og skoler har gjort det klart, at vi altså står med nogle meget store og alvorlige integrationsproblemer i Danmark. De sidste ugers uroligheder står desværre ikke alene, der er nogle områder og bydele i Danmark, hvor påsatte brande er dagens orden, og hvor det ikke er særlig trygt at bo.

Derfor er jeg glad for, at ministeren er til stede ved spørgetimen, og jeg vil give ministeren en chance for at komme med et konstruktivt bidrag til debatten om, hvordan vi får løst problemerne. ... Ville det ikke være oplagt, at integrationsministeren og Integrationsudvalget i fællesskab indkaldte alle relevante parter - politifolk, integrationskonsulenter, socialrådgivere, skolefolk osv. - til en række møder, hvor vi kunne få de bedste løsninger frem i lyset? Så det, jeg vil spørge om, er, om ministeren vil tage initiativ til sådan en form for bredt samarbejde sammen med Integrationsudvalget?

Svar fra Integrationsministeren : 

Nu er min kollega, fru Line Barfod, desværre gået, men jeg vil sige, at jeg helt deler fru Line Barfods opfattelse af, at man ikke som minister bare skal fare ud på grund af nogle pressehistorier.

[Line Barfod (Ø) havde talt om: "langsigtet indsats ... opbygge tilstrækkelig viden om, hvad man kan gøre ... se på det voldsforebyggende og se på, hvad man kan lære af de projekter ...." ] :-)

Jeg har den opfattelse, at integrationsspørgsmålet ikke er noget, man bare farer ud med, fordi der er lidt brand i gaden.

Så må jeg sige, at jeg sådan set ikke forstår fru Astrid Krags holdning, for jeg kan se, at det altså nu er indvandrere, der skal beskyldes for at al balladen, siden spørgsmålet bliver rejst til mig. Det synspunkt deler jeg slet ikke, og jeg mener faktisk, at det er med til at grave grøfter, at man hele tiden pukker på det, når det drejer sig om indvandrere, hvorimod det åbenbart ikke er lige så ubekvemt for SF, når det drejer sig om de autonome og deres forkælede forældre, der besætter ejendomme på grund af et bestemt politisk formål. Jeg synes, at det er meget uheldigt, at man på den måde antager det for at være en kendsgerning, at det altså nu indvandrere, det drejer sig om, og at integrationsministeren derfor skal spørges.

Jeg må altså sige, at integration for mig er et meget langt, sejt træk, ... ... at der løbende er utrolig mange initiativer i gang, som skal gavne integrationen, som har nogle bestemte formål, som drejer sig om de ressourcesvage, som drejer sig om de ressourcesvage forældre, som drejer sig om at få særligt kvinderne ud i samfundet, som drejer sig om at få særlige grupper i arbejde, som drejer sig om, at vi har mentorer for at få folk ud på arbejdspladserne, som drejer sig om at forstærke indsatsen over for mennesker med traumer osv.

Derudover har jeg jo udtalt, at jeg taler med alle grupper, og jeg har netop i de sidste dage haft besøg at flere muslimske organisationer, fordi jeg ved, at de kender til mange af de problemer, som nogle af disse mennesker oplever.

Astrid Krag:

Jeg tror nu, at folk gerne vil have en minister på banen, når der sker sådan nogle alvorlige ting, som vi har set i Danmark den sidste halvanden uge, og at de også gerne vil have ministeren på banen med nogle bud, både på det lange stræk, som jeg er meget enig med ministeren i at der er behov for, og altså også nogle bud på, hvad der skal til her og nu for at sikre, at gaderne ikke står i brand igen om nogle uger.

Men så må jeg måske spørge ministeren, om hun så også vil komme med et løfte om, at hun vil trække verdslige organisationer og forskellige fagfolk ind i samarbejdet om at finde løsninger og ikke kun holde møder med de muslimske organisationer, som ministeren selv er inde på at hun har mødtes med.

[og lidt senere - ] ... når vi ser på, hvem det var, der i Århus Vest, i Kalundborg, på Nørrebro og andre steder var ude og brænde biler af, så er der også noget, der tyder på, at integrationsministeren også må på banen.

Mener ministeren, at de svar, der skal til, på de uroligheder, vi har set den sidste halvanden uge, alene er retspolitiske og alene ligger under justitsministerens område, eller vil ministeren godt anerkende, at der altså også skal nogle politiske svar på banen fra ministerens eget område, fra integrationsområdet?

Integrationsministeren: 

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

 (Folketingets spørgetid 27.2.2008)

Journalister er til for at tage røven på folk. Man spørger en flok hiphoppere om piger, biler og hash, man får de svar man fisker efter og lader dem posere på gruppebillede. Men det er alligevel ret komisk:

Fuck Yallahrup Færgeby!  (Foto: Anders Find/JP)

... Betonblokkene i Bispehaven i Århus V kan set på afstand godt ligne virkelighedens Yallahrup Færgeby. Her er danske alkoholikere, integrationsmedarbejdere og en gruppe unge mænd med palæstinensisk baggrund, som arbejder på en karriere som rapstjerner på linie med deres amerikanske idol Tupac Shakur. ... »Ja, Tupac er vores store idol, og ja, vi har guldkæder og muskelhund, og ja, vi er perkere, men de overdriver og forenkler os. Vi har faktisk en hjerne, og der er en mening, med det, vi gør,« siger Mohammad Amcha, alias Krølle, 23 år. ...

(Om DR-serien:) »Det var sjovt nok de første fem minutter, men efter 25 minutter, havde jeg mest lyst til at smadre instruktøren. Jeg kan godt se ideen i det, men jeg kan ikke se budskabet i det. Det er for plat. Vi taler slet ikke sådan hele tiden. Det er, som om de vil gøre os til syndebukke,« siger Mohammad Rachid, alias Mo, 23 år, rapper, og fortsætter kritikken;»Fuck Yallahrup Færgeby! Hvis jeg skulle give den point på en skala fra nul til fem, ville den ikke engang få nul,« siger Mo ...

De prøver at forklare, hvorfor det var så let for dem at ryge ud i kriminalitet.

»Vores forældre har aldrig haft mange penge, og vi var ofte mange flere børn end i danske familier, så vi kunne kun få tøj fra Bilka. Det blev vi frustrerede over og begyndte at finde måder at skaffe penge på. Pengene kom på mange måder til at styre så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om lektierne i skolen« ...

»Ens forældre lever stadig i Mellemøsten. Når man kom hjem fra skole, sad ens far og så krig på tv og var helt optaget af det og havde ikke tid til os. Det påvirker os, og det er også derfor, at vi har flere aggressioner i os,« siger Krølle.

De manglende fædre. Hovedpersonerne Ali og Hassans forældre mangler i tv-serien - de findes ikke! Det kunne nok have sat en og anden ting i sammenhæng hvis vi fik deres fædre at se. Måske har DR lidt berøringsangst her.

DR's Yallahrup er underholdende, men den er hverken rigtig satire eller rigtig socialrealisme. Den handler i virkeligheden om den lyserøde, danske middelklasses syn på sig selv. Serien er dansk-selvkritisk og måske lidt småracistisk. Den spidder kun repræsentanterne for den danske middelklasse (skoleinspektøren og bibliotekaren), mens de andre figurer er mere harmløse. Ali og Hassan er ufarlige tolvårige med pubertetsproblemer. Bagefter har DR prøvet at klistre en politisk korrekt hensigt på deres produktion, som den ikke kan leve op til (heldigvis).

Man kan på en måde godt forstå hiphopperne i Århus V når de føler sig gjort lidt grin med. De er ikke småkriminelle bandemedlemmer, men en gruppe unge med ambitioner og fælles pladestudie, og de kæmper for at lave deres egen identitet i et samfund der ikke har gidet stille krav til dem:

»Vi gør ikke det her for at se godt ud. Vi gør det for at overleve,« siger Hamp-Cha.

---

For kun to måneder siden var Jørgen Poulsen populær. Troværdighedspriser, åbenhedspriser, tolerancepriser vidner om grundlæggende problemer. Det næste bliver vel en ansvarspris til dem der gør hvad de skal.

   (Politiken)

»Hvis jeg endte på en øde ø og kun kunne få én spalte fra avisen, så ville jeg bede om børskurserne. De viser nemlig, hvordan verden ser ud. Alt andet er snak,« sagde han til Ekstra Bladet.

Gav gode råd om valutahandel
Sandheden er, at også Poulsens privatøkonomi påvirkes af børskurserne. Det ved de medarbejdere hos Røde Kors, der fik møder afbrudt af hastesamtaler fra hans aktiehandler.

Og det ved Danmarks Radios Frank Esmann, der i begyndelsen af 1990’erne var korrespondent i Washington samtidig med Jørgen Poulsen.Her gav Poulsen gerne gode råd om valutahandel, og de to mænd fik ifølge Esmann »en del tid til at gå med at diskutere dollarens kurs i forhold til schweizerfranc og hollandske gylden«. Frank Esmann kaldte derfor Jørgen Poulsen for »krejleren«. Det var kærligt ment, for Esmann anså mest de finansielle tryllekunster for et kuriosum. ...Hvorfor risikerer Jørgen Poulsen både sit eftermæle i Dansk Røde Kors og sin troværdighed som politiker for beløb, der næppe kommer i nærheden af indtægterne fra aktiebørsen og boligmarkedets venlige opskrivning af hans villa i Rungsted?

Millioner til ofre gav anerkendelse
En mulig forklaring ligger i krydsfeltet mellem to hovedspor i Jørgen Poulsens liv: en markant indsats for verdens dårligst stillede. Og en ofte hæsblæsende jagt på personlig anerkendelse.

I Dansk Røde Kors nåede han sin foreløbige topfart, da disse spor for første gang i hans liv løb fuldstændigt parallelt: Når han skaffede stadigt flere millioner til ofrene for verdens katastrofer, voksede også hans egen anerkendelse. ...

Konkurrenterne i branchen rasede, når han under store katastrofer brugte alle talenter for at sikre Røde Kors mediernes stærkeste søgelys.

Genbrugsbutikkerne fik lister med mærkevarer, der skulle sælges til forhøjede priser. Og Dansk Røde Kors hentede en million til Kosova på en weekend ved at være først med det sidste, da handel på internettet blev tilladt omkring påsken 1999.

Undervejs forsøgte Poulsen også – forgæves – at få Røde Kors til at overtage Klasselotteriet. ...

Noget tyder på at Røde Kors også har kludret i sagen. De syntes vel det var nemmere at give manden de 750.000 og få det ud af verden. De kunne have forholdt sig passive efter folketingsvalget og afventet Jørgen Poulsens opsigelse. Havde han nægtet at gå af som generalsekretær, havde han for alvor været på dybt vand.

Juraekspert: Poulsen havde aldrig vundet en retssag

...

Røde Kors betaler for at redde image
Når Dansk Røde Kors alligevel vælger at betale sig ud at sagen er det ifølge Ole Hasselbalch, fordi organisationen ikke ønsker at være forbundet med Jørgen Poulsens navn længere end højst nødvendigt.»En organisation som Røde Kors, skal gerne fremstå så ren som muligt, og hvis sagen var kommet for domstolen, havde det taget flere år, før sagen blev afsluttet, og der må man overveje, hvor meget, man kan bære – hvor mange gange har man lyst til at blive sat i forbindelse med manden og vække associationer om misbrug af det gode formål«, siger Ole Hasselbalch.Ifølge Ole Hasselbalch kunne Dansk Røde Kors have sluppet uden at betale fratrædelsesgodtgørelse, men de har følt sig pressede til at betale.»De har været i en klemme, og vurderet at de blev nødt til at betale sig fra det«, siger han.

En win-win-situation. Når man er 64 behøver man ikke tænke så meget over hvad andre mener om en, man er blevet folketingsmedlem, så har man prøvet det, og kan trække sig tilbage efter én periode, med mindre man skulle gå hen og blive minister, man ved jo aldrig. Så pyt med partiet som han skylder sit valg, folketinget, Røde Kors' indsamlere og alle danskere der har bidraget til etablissementet.

Der er dog også noget godt ved det hele. Røde Kors-præsidenten, den tidligere nationalbankdirektør, kan tælle til 750.000. Foreningen lærer at spare!

»Det er helt afgørende, at forliget med Jørgen Poulsen ikke på nogen måde går ud over de mennesker, Dansk Røde Kors hjælper i Danmark eller udlandet. Til gengæld bliver det så nødvendigt at spare på en række omkostninger, ligesom det vil indebære, at vore ansatte kommer til at løbe lidt hurtigere i det kommende år«, siger Bodil Nyboe Andersen.  (Politiken)

Selv om den ældre Schlüter heller ikke altid var fin i kanten (solgte villa inkl. rotter, men det var trods alt kun en privatperson der blev snydt) - så havde han politisk talent. Peter Schlüter har erklæret sig ked af altid at blive sammenlignet med sin far, men sådan må det jo være når kun er sin fars søn og aldrig har bevist skyggen af selvstændig nyttevirkning.

Peter Schlüters greb i kagekassen er i den lille skala. Der er langt større dispositioner som aldrig kommer i offentlighedens lys. Farum-sagen løb jo i årevis før der gik hul på bylden. Hvad kan man gøre ved det? Mere kontrol med offentlige midler og hårdere straf for dem der tager selv. En politiker eller embedsmand skal ikke slippe mildere end en socialbedrager der henter sig et par ekstra tusind kroner. De der sløser med kontrollen skal også straffes eller sanktioneres, ligesom de ville blive i en privat virksomhed.

Straf virker ikke altid forebyggende - men her gør det, for det er jo kold beregning som ligger bag velhavende menneskers økonomiske bedrag.

På en doven togtur griber man måske til Ud & Se, en tyndere og marginalt bedre variant af Samvirke. Bladets serie om eksildanskere er nået til vejs ende med Ulla Terkelsen:

Det er nemt at sidde uden for Danmark med skattefri sprut og kosmopolitiske meninger og gøre sig klog på folk i Avedøre, der ikke har lært at omfavne folk, de ikke kender. Og et blik i de danske aviser stiller spørgsmålet: Hvem skulle lære dem det? Der officielle Danmark taler om integration, men på en måde, der understreger de integreredes isolation.

Jeg kom i tanke om en kronik, forfatteren Carsten Jensen skrev i Politiken, hvor han gør nar ad en fiktiv Jens Hansen, der er fremmedhader hjemme i sin villahave, men glad globaliseret verdensborger, når han tjekker ind på internationale Hilton-hoteller. Billedet er en karikatur, og det er forkert — de fleste globale danskere er, som eksilserien viser, tolerante uden at være øllebrødssentimentale i synet på indvandrere. Og det skyldes faktisk deres provinsielle rødder. De ved, hvor de kommer fra, men også, at det ikke er nok at blive hængende, hvis horisonten skal udvides. Deres generelle afsmag for udlændingedebatten skyldes ikke, at danskere er provinsielle, men at nogle danskere ikke er det på en ordentlig måde.      (Ud & Se, december 2007)

Vi skal være provinsielle på en ordentlig måde. Ulla Terkelsens vision om en plakatkampagne for dansk udlændingepolitik:

    (Viggo Vagnby 1953)

Plakaten som skræmte Ulla Terkelsen hører ellers til de mest sobre og nydelige fra DF: