Mit vækkeur ringede.. Højt og grusomt, syntes jeg selv...

Jeg klaskede min knyttede næve ned over det lille SWATCH-ur og åbnede mine øjne, så godt som jeg nu kunne..

Det var middag, og jeg kunne godt mærke, at jeg havde siddet oppe til klokken 3 i nat...

Jeg rejste mit dvaske kadaver fra sengen, og begyndte at klæde mig på...

Sløvt gik jeg langsomt ned af trappen, og indtog en plads i køkkenet..

Jeg var dagen forinden taget hjem til de gamle, da jeg skulle have lidt afstand fra alle distraktionerne (jf. øl, kabeltv og Football Manager) i Dobbelt A, så jeg kunne blive færdig med mit teori til P4 projektet på Uni..

Anspændtheden var tydelig i mine skuldre denne morgen, og min mimik viste en smule nervøsitet, mens jeg slubrede mine cornflakes ned i mavesækken..

Jeg sad og stirrede lidt tomt ud i luften, og mest af alt lignede jeg en fjernstyret robot, der i takt løftede og sænkede skeen gang på gang..

Det var lørdag den 3. maj 2008, og Fulham skulle møde Birmingham i Premier League..

En vigtig kamp i den engelske bundstrid, og en af de vigtigste kampe i Fulhams historie..

Begge hold lå under nedrykningsstregen, og med en sejr kunne Fulham, hvis alt flaskede sig, rykke op over den røde streg..

Jeg varmede lidt op til bundbraget med kampen mellem Manchester United og West Ham, hvor "De Røde Djævle" klart var deres modstander overlegen..

Jeg sad selv og håbede på samme scenarie i Fulham kampen, men tvivlen lagde stadig i baghovedet..

Klokken var nu 15.46, og stillingen var 4-1 til Manchester United, der, selv med en mand i undertal, havde forholdsvis let spil mod et svækket West Ham mandskab, der dog bed godt fra sig i dele af kampen...

Tilbage i Kanal 5 studiet sad Claus Thomsen og indikerede, at han ikke troede på Fulhams overlevelseschancer, mens Jacob Laursen høfligt mente det modsatte..

"Bare Jacob Laursen får ret", tænkte jeg, hvorefter jeg søgte mod køleskabet for at finde en lille let snack til kampen..

Tilbage i lænestolen med et par leverdrenge i mit skød, var jeg nu klar til dagens helt store brag: Fulham versus Birmingham på Craven Cottage..

Kampen havde påtaget sig klart mest opmærksomhed i de engelske medier, da det var en kamp mellem liv og død, og man kunne næsten føle nervøsiteten gennem skærmen fra alle involverede...

Fulhams startellever havde fået selskab af tomåls-skytten fra sidste weekends meriterende comeback mod City, Diomansy Kamara, mens David Healy havde taget plads på bænken..

På slaget fire fløjtede dommer Chris Foy kampen i gang, og jeg kunne nu se frem til 90 neglebidende minutter i selskab med to hårdt kæmpende mandskaber i bunden af verdens bedste liga.

Brian McBride - GOOOOOAAALLLL

Fulham var altdominerende i startfasen af kampen, og man fornemmede, at de virkelig prøvede at vise deres fans, at de fortjente deres plads blandt de bedste..

Flot flydende spil langs jorden førte til flere gode chancer for Fulham, der kulminerede i Brian McBrides hovedstød på overliggeren allerede efter fem minutter, som dog fejlagtigt blev dømt offside.

Efter tyve Fulham dominerede minutter, begyndte Birmingham at komme bedre med i kampen. Brede Hangeland kom godt imellem et par halvfarlige Birmingham forsøg, og den gigantiske midtstopper viste rigtigt format i denne hektiske fase af matchen.

I det 42. minut kunne det dog være gået galt, da James McFadden, efter et Jimmy Bullard boldtab på midten af banen, fandt en fri Mikael Forssell oppe i front, men en befriende fod fra nordirske Aaron Hughes reddede Fulham fra at komme bagud..

De to hold måtte gå til pausen med stillingen 0-0, men man fornemmede stadig en opløftet stemning på et fyldt og larmende Craven Cottage.

"Pyha...", tænkte jeg, "... jeg er sgu for gammel til det her pis", mens mit hjerte langsomt begyndte at optage en normal hastighed efter hektiske 45 minutter.

Et hurtigt kvarter senere gik de to hold på banen til anden halvleg, og pludseligt røg mit signal på computeren... "NEEEEEJJJ", råbte jeg, mens jeg bandede og svovlede...

Jeg spurtede ind og hev kablet til modemmet ud, som man nu gør, når Internettet ikke virker... Men intet skete, og forbindelsen var stadig ikke at se nogen steder... "Argggh.. Det er ikke fair", småhulkede jeg, mens jeg forbandede alt og alle...

"GOD DAMMIT YOU F*CKING PIECE OF CRAP"

"Det er ikke fair, det er ikke fair, det er ikke fair", blev jeg ved med at gentage, alt imens jeg rodede rundt med ledningerne bag i computeren...

Efter 7 minutters frustrationer var signalet på mystisk vis tilbage, og jeg hoppede ind i det 50. minut...

Bare to minutter senere sendte Jimmy Bullard et frispark ind i feltet, hvor Brian McBride dukkede op med sin amerikanske skal, og gjorde det til 1-0!!

"JAAAAAAAAAAAAAAA!!!!", råbte jeg højlydt, mens min mor var ved at tabe både potter og pander... "Du var ved at give mig et hjerteanfald", vrissede hun, mens jeg hoppede rundt i køkkenet som en kænguru på speed...

Troen var for alvor tilbage, og det var da også Fulham, der stadig havde teten.. Bare få minutter efter havde Kamara en ganske god chance for at afgøre kampen, men hans flade skud voldte ingen problemer for den tidligere Fulham-keeper Maik Taylor.

Mellem det 70. minut og det 80. minut begyndte Fulham at have lige lovligt mange boldtab, som dog ikke førte til det helt store for modstanderholdet, der kvitterede med selv at smide bolden tilbage i Fulhams sort/hvide favn.

I Fulhams højreside fortsatte  walisiske Simon Davies med at voldtage Birminghams venstreback med mange gode raids op af kanten.

Bagved ham fortsatte, den i Tottenham, lånte Paul Stalteri med at overbevise ledelsen om, at han ikke skulle have en permanent kontrakt.. Jeg ved ikke selv, hvor mange gange jeg råbte: "Hvad Fanden laver du Paul Stalteri din canadiske retarterede skovhugger"!!!

Klokken rundede nu de 85 minutter..

Frustrationerne hos Birmingham-spillere og tilhængerne var nu brudt ud i lys lue, mens Fulham fansene optimistiske sad og svingede med flag, scarfs og hvad de ellers havde i hænderne..

Ude på sidelinjen stod træner Roy Hodgson og var eftertænksom, mens ejer Mohammed Al-Fayed så mere rolig ud med et uldtæppe foldet hen over sine ben.

Fulham har dog i denne sæson indkasseret mange mål i de sidste ti minutter, så jeg sad stadig og borede mine negle ned i egetræsbordet foran mig.. Desuden har Fulham været foran i 13 kampe og kun vundet tre, så intet under at dette sad i baghovedet...

Erik Nevland - Pure Class

Men ud af det blå kom forløsningen i det 87. minut...

Venstreback Paul Konchesky hoofer en lang hold op af banen, hvor Birminghams venstreback, den tidligere Fulham-mand Frank Queudrue, ser ud til at have styr på begivenhederne..

Men Queudrue går håbløst galt i byen, og får slet ikke kontrol over bolden, hvorefter indskiftede Erik Nevland hugger den lille runde kugle og udplacerer Taylor i Birmingham målet..

Mine øjne blev større end tekopper (Lige en lille intertekstuel reference til Fyrtøjet), og jeg gryntede højt i triumf, som boede jeg i en hule sammen med Osama i Afghanistans bjergrige sydvestlige region... Jeg strakte begge arme op i luften, knyttede mine næver og skrålede: "FULHAAAAAAAAM... YAAARRRRRRHHHH"..

Min mutter fik igen et chok, men undlod at kommentere på det, andet end: "Nå, nu står der to nul eller hva?"... Jeg havde store bloklys i øjnene, og smilet fyldte hele mit lalleglade fjæs, for hun havde ret..

2-0... Nu kunne det ikke gå galt... Og det gjorde det da heller ikke...

Chris Foy fløjtede af efter fire minutters overtid og alle supporterne holdte deres "Come On You Whites" skilte op mod himmelen..

Klasse perfomance med gude spillere, som Martin Birn sikkert ville have udtrykt det!

Samtidig tabte Reading til Spurs, og det betyder, at Fulham selv kan afgøre sin skæbne mod Pompey på udebane i næste uge.. En gyser af dimensioner!

Portsmouth har ikke noget at kæmpe for samtidig med, at de har en pokalfinale få dage senere... Fulham har naturligvis ikke den bedste udebanestatistik, men med to udebanesejre i træk er formen god, og jeg håber naturligvis på et hattrick...

"Cheer Up Roy, you old buggar, We got a fucking Victory"

Come On You Whites

Das Zimmer direkte fra Craven Cottage blandt eufori og pure class!

Ettei vain olisi Räikkösen poika joutunut kiss and tell -ilmiön uusimmaksi uhriksi. Italialainen Valentina Gioia väittää olleensa Kimi Räikkösen salarakas vuoden ajan. Suhteen kiistävä Räikkönen oli tuona aikana jo naimisissa Jenni Dahlmanin kanssa. Viimeisimpien tietojen mukaan italialaisnaisella on manageri, jonka epäillään sekaantuneen koko maata ravisuttaneeseen seksi- ja kiristysskandaaliin.

Kiss and tell - pussaa ja puhu, liehittele ja lavertele tai vamppaa ja vasikoi - esiintyi englanninkielisenä sanontana tiettävästi jo 1600-luvun lopulla. Termillä viitataan ensikäden lähteen paljastamaan luottamukselliseen tai yksityiseen tietoon, joka usein liittyy rakkauteen tai seksuaalisuuteen. Nykyisin kiss and tell -ilmiölle on tunnusomaista henkilökohtaisen hyödyn tavoittelu toisen henkilön kustannuksella.

1900-luvun lopun ja 2000-luvun alun seksiskandaalien kiss & tellin perusmonumentti on presidentti Bill Clintonin ja Valkoisen talon avustajan Monica Lewinskyn suhde. Sen tosin toivat julkisuuteen muut kuin asianosaiset itse, mutta myöhemmin Lewinsky ryhtyi itsekin hyödyntämään tarinaansa kaupallisesti.

Kiss and tellille ei ole vakiintunutta suomalaista termiä, mutta viime vuosina suomalaismediassa on ryhdytty puhumaan salarakkaista, joilla tarkoitetaan julkisuuteen astuneita parisuhteen tai avioliiton ulkopuolisten suhteiden kolmansia pyöriä.

Kiss and tell tuli ilmiönä tutuksi Suomessa vuonna 2004, kun Marika Fingerroos vamppasi kyläkauppias Vesa Keskisen. Aiemmin samana vuonna maailmanlaajuista julkisuutta oli saanut jalkapalloilija David Beckhamin salasuhde yksityissihteeriinsä Rebecca Loosiin, joka kiersi haastatteluissa kertomassa suhteen yksityiskohdista ja paljastamassa Beckhamilta saamiaan tekstiviestejä. Tämän jälkeen kiss & tell tunnettiin terminä kaikkialla maailmassa Tuurin kyläkauppaa myöten.

Sittemmin ilmiöön ovat tutustuneet jalkapalloilija Aleksei Eremenko jr., jonka salarakas oli Martina Aitolehti, varapuhemies Ilkka Kanerva (kok) edellä mainitun Fingerroosin ja malli Anne-Mari Bergin kanssa sekä pääministeri Matti Vanhanen (kesk) entisen naisystävänsä Susan Kurosen kanssa. Lisäksi julkisuudessa esiintyi salaperäinen "Kaarina", joka kertoi viihdelehdistössä yksityiskohtia Vanhas-suhteestaan, mutta ei paljastanut nimeään ja kasvojaan.

Vuonna 2005 suomalaisjalkapalloilija Mikael Forssell luki lehdestä brittimalli Sammi Fugilin paljastuksia heidän väitetystä seksisuhteestaan.

Aina vamppaava vasikka ei ole nainen, vaan muun muassa prinsessa Dianan ex-rakastaja James Hewitt on ansainnut miljoonia kohuhaastatteluillaan Isossa-Britanniassa. Myös suomalainen pornomalli Henry Saari herutti vuonna 1998 brittilehdistölle kuumaa tarinaa lemmenyöstään Spice Girls -yhtyeen Mel B:n kanssa.

Ennen kuin Suomessa oltiin kuultu kiss and tellistä, vastaavia tapauksia oli tullut julkisuuteen varsin vähän. Mannekiini Tabe Slioor (1926-2006) herätti pahennusta seurustelemalla naimisissa olleen apulaiskaupunginjohtaja Erik von Frenckellin kanssa. Slioorin muistelmat julkaistiin Jallussa 1960-luvulla. Otava julkaisi presidentti Urho Kekkosen rakastajattaren Anita Hallaman paljastuskirjan Kekkosen lemmenkirjeistä vuonna 2001.

Erottelen kiss & tell -henkilöistä kolme perustyyppiä, joiden toimintatavat ja motiivit eroavat hieman toisistaan: 

1. ne, jotka aloittavat suhteen normaalisti mutta oivaltavat (taloudellisen) hyötymisen mahdollisuuden myöhemmin - hyödyn saaminen ei kuitenkaan välttämättä ole julkisuuteen tulon määräävä motiivi
2. ne, jotka hakeutuvat suhteeseen tietoisesti (taloudellisessa) hyötymistarkoituksessa
3. ne, jotka (taloudellista) hyötyä saadakseen valehtelevat olleensa suhteessa

Ulkopuolisen on paha mennä sanomaan, kuuluuko Vesa Keskisen kanssa pelehtinyt Marika Fingerroos ryhmään 1 vai 2. Sama pätee muun muassa Rebecca Loosiin, joka pystyi todentamaan suhteen tekstiviesteillä eikä näin ollen kuulu ainakaan ryhmään 3. Monica Lewinsky ja Anita Hallama ovat selvästi ryhmää 1 ja ehkäpä myös Susan Ruusunen. Kimi Räikkösen Valentina Gioiasta ei vielä pysty sanomaan varmuudella mitään. Aika näyttää.

Koska Suomessa vain harvat viikkolehdet maksavat yksinoikeushaastatteluista (melko pieniä summia) eikä paljastuskirjojen tekijänpalkkioillakaan rikastu, kiss & tell ei ole päässyt kehittymään ilmiönä samanlaisiin mittasuhteisiin kuin Britanniassa. Tällöin muita motiiveja suhteen yksityiskohtien julkistamisella voivat olla esimerkiksi kosto, väärien huhujen kumoaminen, narsistinen julkisuus ja julkisuus työtilaisuuksien kalastelemiseksi ja oman brändin pönkittämiseksi.

Wanna-be-julkkisten tosi-tv-aikakaudella erityisesti nämä kaksi jälkimmäistä piirrettä näyttävät korostuvan kiss and tell -ilmiössä. Valentina Gioiankin on kerrottu esiintyneen italialaisissa tosi-tv-ohjelmissa.

Birmingham 4, Tottenham 1

Not many were expecting this result and it's pretty certain that not a soul would have expected Mikael Forssell to hit for a hat-trick against the Hotspur no less. Sure enough, that's what happened. The true 'nail in the coffin' came with Sebastian Larsson's swerving free-kick beating Paul Robinson to his right and putting Birmingham two clear right after half-time. The Blues had Tottenham's number this season, taking both match-ups, and this is the worst loss Juande Ramos has suffered since his takeover. It's pretty safe to say that Pascal Chimbonda and Younes Kaboul will never be deployed centrally on defense again. Think of Carlos Bocanegra and Oguchi Onyewu's worst days together with the Nats and multiply it exponentially. Ramos could barely watch...Birmingham will breathe a sigh of relief though as this puts them a little higher up in the fight for top-flight survival.

Reading 1, Middlesbrough 0

A big win for Reading, against a lesser quality side Birmingham's opponent Tottenham, but three points nonetheless. James Harper has a knack for scoring those injury time goals then going dormant for a good 10 games, but he made his presence known against M'Boro. The Royals didn't get many chances, but Shorey and Ingimarsson kept Middlesbrough rather quiet. Bobby Convey didn't dress.

Manchester United 3, Fulham 0

Brian McBride couldn't revive his magic versus United as the Cottagers were trampled on from the beginning. Eddie Johnson and McBride coupled up front as Fulham managed several decent attacks, but United got much-needed rest for their stars as their return leg vs. Lyon fast approaches and some contributions from unlikelies. Owen Hargreaves hit his first in a United shirt on a well-taken set piece, while Park Ji-Sung actually tucked away a header to make it 2-0 before half-time. Then with 20 minutes to go, Sir Alex Ferguson put in Ronaldo, Rooney, and Anderson and their entrances quickly pinned Fulham down. A Simon Davies own goal ensured the victory for Manchester and dug a deeper hole for the struggling Cottagers.

Chelsea 4, West Ham United 0

Another outclassing, but this one with a different theme. Lampard converted a penalty early on only to be shown a red after retaliating on a tackle made by Luis Boa Morte. Controversy ensued but by then Chelsea was up 3-0 thanks to Michael Ballack and Joe Cole. An hour without Lampard made Chelsea a much more disciplined squad, taking the chances when they had to. A counter-attack led to Ashley Cole's first goal of the season (and in a long time) which he converted from a seemingly impossibly acute angle. Needless to say, that was West Ham's luck. Jon Spector dressed but didn't play for the Hammers.

Blackburn 1, Newcastle 0

Newcastle's losses have become less embarassing at least, but regardless, their slide continues. Actually the only real embarassment in this match-up was missed chances. Obafemi Martins is his 30 minutes couldn't find the target, nor could Michael Owen (who later apologized publicly to his teammates for his inaccuracies). One person who did find the net was young Rover striker Matt Derbyshire and he did it in dramatic fashion, 90th minute to push Newcastle farther down the table. Roque Santa Cruz tested Newcastle's defense all day, but it was David Bentley who put Derbyshire through for the injury-time clincher. Brad Friedel played all 90 and once again led the Rovers to another shutout.

Other Results:

Manchester City 0, Wigan 0 - Sven-Goran Eriksson was understandably angry after this one as Citeh looks nothing like the first half of the season, Wigan held strong though

Derby 0, Sunderland 0 - Another angry manager in Roy Keane, but at least Paul Jewell should feel an ounce of happiness after this. Poor guy. Eddie Lewis went the whole 90, Benny Feilhaber dressed for the first time in a long time, but overall it was the worst played game all weekend.

Sunday, March 2nd

Liverpool 3, Bolton 1

The Reds were fortunate to be given a 12th minute gift of an own goal. Jussi Jaskaleinen - a keeper not used to odd mistakes like this - seemed to be tracking a Gerrard shot wide but instead corralled it into his own net. The play seemed to demoralize the Wanderers defense as Jussi was busy the rest of the game, playing rather well. Liverpool's offense was too strong however. Though rumored to be restless at Anfield, Ryan Babel put together a fantastic game scoring the go-ahead goal and terrorizing the wings. Fabio Aurelio added the third with 15 minutes to go with a Jon Arne Riise-like strike. New signing Tamir Cohen pulled back a consolation goal for the relegation strugglers as their job was made worse by yet another home loss. Martin Skrtel is really starting to settle down in the back for Liverpool, but it's going to take a while before anyone can compare him to Liverpool's Nemanja Vidic.

Everton 3, Portsmouth 1

Someone should discipline Yakubu more often. David Moyes spouted praise for the Nigerian striker after he struck for yet another two goals in an organized victory over European competition hopefuls Portsmouth. Pompey fielded an odd line-up with Muntari and Kranjcar moving equally on the wings as well as in the middle, but Everton stuck on the course. Yakubu hit for an early goal in the 1st minute only to see Jermain Defoe continue his scoring run with new club Portsmouth and equalize before halftime. Tim Cahill came to the rescue with a high-flying header, wide open, but extremely acrobatic to break the deadlock. Yakubu added the insurance goal with about 10 minutes to go, giving him 18 for the season. With the win, Moyes got the added bonus of rest for an injury-hampered Mikel Arteta who they will certainly need for their final push. Even with the 3 points, Moyes is relatively certain it is Liverpool that will pull out the 4th place finish. What words can I even say about how Tim Howard is playing right now...