Måske bliver cirklen sluttet på denne måde? Hvis den overhovedet kan?

Min oprindelige tanke var at passivere bloggen efter et år, måske oven i købet slette den. Men jeg kan se på søgeordene, at der er mange, der søger på "min mor er død", og det tyder på, at der er andre derude, der vil kunne have glæde af, at bloggen stadig eksisterer. Derfor vil jeg lade den fortsætte, dog uden indlæg fra min side. Nu er mit sørgeår ved at være slut.

Jeg savner hende dog stadig. Hele tiden, hver dag - men det gør ikke så desperat ondt som det har gjort det seneste halve år. Det gode ved langsomt at transformere sorgen til savn er, at jeg nu klarere kan se, hvad min mor har betydet:

Hun havde en jernvilje på trods af jernlunger, og midt i tankerne om døden bekræfter det livets kerne: At være en kraft af vilje til at vokse og være. Det bringer jeg med mig dagligt.

Min mors tørre kommentarer med glimt i øjet delte hun generøst ud til dem, hun holdt af. At blive drillet af hende var en kærlighedserklæring, og hun værdsatte også selv at blive nænsomt spiddet. Hun var aldrig karrig med erklæringerne :-)

Hvis nogen gik og tumlede med tunge tanker, var hun en ideel samtalepartner, fordi hun både sympatiserede med én og gav én noget at tænke over. Hun udfordrede én uden at såre eller forherlige, og det er en sjælden egenskab.

Hvor er jeg glad for, at jeg endelig kan begynde at se det hele i et lidt klarere lys! I min stue står en ghanesisk høvdingestol, hvor en and udgør et udskåret emblem, som kaldes Sankofa. Anden vender hovedet bagover - den skuer tilbage i tiden.

Sankofas motto er

"Look back
and pick up what's good" 

Glædelig glædesblomstring (hvis det er muligt).

Og det var ikke før i går, at jeg fik købt gaver. Normalt køber jeg gaverne løbende, i god tid, i løbet af efteråret. Jeg kan bedst lide at give gaver, som er velovervejede og som passer til den enkelte person, ikke til personens sociale rolle. Men i år er det anderledes. I år gør jeg tingene sådan lidt halvt.

Da jeg i går sad viklet ind i klisterbånd og gavepapir, mens jeg pakkede gaver ind, kunne jeg jo se, at der manglede en gave. Den sidste gave. Den skulle have været til min mor. Det var jo derfor det tog så lang tid at få købt gaver og få forberedt julen. Den bliver så anderledes, som jeg overhovedet kan forestille mig. Den bliver uden min mor, for første gang.

Hun skulle have haft et par gigantiske rosa solbriller, ja hun skulle. De skulle være så labre, at hun ville sidde med dem på hele juleaften, med iltapparatet kørende og et lille glas halvkølig pommeau eller to. Vi må drikke hendes skål i stedet.

 Dette var mit bidrag til Udfordringen nr. 8, hvor ordet "klisterbånd" indgår.

Og i dag har det været muligt for mig at grine, sådan rigtigt - helt nede i maven - for første gang i mange, mange dage. Jeg har kunnet tænke på min mor uden at bryde ud i instant krampegråd.  Jeg har ovenikøbet kunnet smile lidt af mig selv. Gad vide hvordan det er muligt at være så heldig?

Det startede med en hejre. Den fløj hen over søen i parken i morges, elegant og lydløst susede den over den sorte jernbro, hvor jeg stod, og hen til sit træ. Siden da har dagen taget form for mig. Netop, taget form for mig. Uden at jeg har gjort noget for det. Som en påmindelse et eller andet sted fra om, at lyset måske igen kommer til at skinne.

Måske banalt, jo såmænd. Måske var det netop så overfladisk en impuls som det at glædes over den materielle verdens frembringelser. Designdimser, ting. Men alligevel ikke. For hejren var der bare. Den skulle lige præcis i dén situation ikke imponere nogen eller tjene penge. Den var der bare. Og var. Egentlig en tilstand det er værd at øve sig på. At være og at svæve.

Det var så sandelig eftersommer, og det var blomstringstid for de skønneste blomster, som fandt deres vej til kirke og kiste. Som min mors veninde skrev i et brev stilet til min mor:

"Jeg er sikker på, at kirken vil være
fuld af alle dine yndlingsblomster".

Det var den.

Vi var sammen om at sige farvel til min mor. Vi sang i kirken, og det var forløsende at synge sammen. Vi bar hende ud, min lille tynde mor i den tunge, tunge kiste. Vi græd og græd om kap med kirkeklokkernes dybe bimlen, hvis rytme sagde mig, at fra nu af går livet i slow-motion.

Men der er sket noget. Det er ikke længere gråden jeg står op og hilser på hver morgen. Jeg er begyndt at åbne øjnene og se alt det gode min mor har lært mig og vist mig.

Så da min far inviterede til fest forleden, kunne det ikke være på et bedre tidspunkt. Han inviterede familie og venner til en fest for min mor, for at vi sammen kunne mindes hende. Det blev ikke traurigt, tværtimod. Det var så dejligt at se min barndoms voksne igen, men under omstændigheder, hvor jeg ikke længere stod og græd hele tiden. Derimod kunne vi snakke og grine og huske min mor - og også være tilstede i at tale om det liv som er nu, uden min mor.

Det var ikke en fest for døden. Det var heller ikke en helgenkåring af min mor. Det var snarere en forsoningsfest, hvor vi sammen kunne forsone os med det faktum, at hun ikke lever mere, men at vi skal leve videre.

Aldrig havde jeg troet, at november kunne fostre så megen livslysten glæde.

Efterskrift: En person med ordet i sin magt har foreslået, at festen for min mor var et afterparty, dog med det forbehold, at begrebet ville være respektløst. Men jeg synes på ingen måde, at det er respektløst. Det er præcist, derimod: Det er efter døden, og det er en fest. Og sådan som jeg går og har det lige nu, næsten opstemt, tænker jeg, at min far gjorde noget meget, meget fint, da han besluttede sig for at holde denne fest.

De seneste måneders eftertænksomhed har skruet op for lyset, således at det nu er et kraftigt spotlight af bagklogskabens forældreløse lys, der skinner.

 Og hvad ser jeg i dette lys? Jeg ser, at tidligere tiders issues jeg måtte have haft med min mor er så ligegyldige nu. At hvis jeg fik en chance for at snakke med min mor igen, bare for en lille stund, så ville jeg slå en streg over fortiden. Eller i hvert fald den del af fortiden, hvor en af os har været urimelig, forkælet, krævende. Bagklogskabens forældreløse lys skinner nøgent, men ikke ubarmhjertigt. Det skinner, så jeg kan se, hvad der virkelig betyder noget, og det eneste jeg kan gøre er at handle derefter. At ære min mor ved at elske og være.

 PS. Tak til frkjensen for titlen :-)

                                      fra Pia Tafdrup: Dronningeporten, 1998

Det har været sådan en dag i dag. En dag hvor jeg bare har grædt og hikstet mig igennem timerne, mens jeg har prøvet at koncentrere mig om dagens dont. En dag hvor der har ophobet sig indtryk, som jeg gerne ville ringe til min mor og dele med hende. En dag hvor jeg konstant er blevet mindet om, at det aldrig aldrig aldrig mere er muligt.

Og så tænker jeg, at det er svært at se en vej ud af det her. Når folk siger til mig "tiden læger alle sår" - ved de så overhovedet hvad de taler om? For jeg synes bare det går ned ad bakke for hver dag der går.

Jeg savner hende hver dag. Både på hverdagene og de mere festlige dage (som nu ikke føles specielt festlige for tiden): Min fødselsdag et par dage efter hun døde. Min yngste søns fødselsdag i fredags. Og såmænd også i går efter urnenedsættelsen, hvor vi mødtes bagefter med familie og venner for at være sammen. Men der var én der manglede, og det var min mor.

Det kan umiddelbart lyde som makaber læsning for andre end lige netop historikere og etnologer, men jeg vil sige tværtimod. Bogen ser nemlig samfundsudviklingen gennem en særlig optik; alt det vi normalt ikke taler om.

Sikke et chok for os alle! Mange tårer blev grædt ved hendes hospitalsseng. Ikke af hende, men af os andre. Min far, min søster og jeg var kede af det og græd ofte. Jeg spurgte hende en dag, om hun var bange for at dø. "Nej", sagde hun, "for jeg ved jo ikke hvad det er". Mens hun lå på Intensiv og lå på sit yderste, kom hun hen til en dør, som stod på klem. Jeg spurgte hende, om det var noget visuelt, denne nær-død-oplevelse, men hun sagde, at det var det ikke. "Var det så en fornemmelse du havde?" ville jeg vide. "Næh... for jeg var der jo!" svarede hun.

Hvad det end var min mor så eller ikke så, fornemmede eller ikke fornemmede, så havde hun besluttet sig for, at der ikke var nogen grund til at være bange for at dø. Det hun havde mærket var nok til at give hende ro.

Da hun på den sidste dag vidste, at nu var det nu, så var hun klar. Hun var klar til at dø, og hun var klar over, at det var nu det skulle ske. Hun var klar i hovedet, og klar i hjertet. Hun lå i sengen, fuldkommen afkræftet og ude af stand til at trække vejret uden massiv ilttilførsel, og alligevel lå hun og fortalte tørre, morbide vittigheder. På et tidspunkt, da hun så eftertænksom ud, spurgte jeg hvad hun tænkte på. "Jeg ligger og tænker på hvilket godt liv jeg har haft".

Tænk at hun havde overskud til at tænke det - og sige det. Det var sådan en smuk gave at give os, som hun lå dér på sit alleryderste.

Og i dag, præcis en måned efter hun døde, tog vi over på kirkegården og fik udleveret hendes urne, som vi gik ned til gravstedet med. Graveren havde gjort parat og lagt grangrene ud, og så sænkede min far urnen ned i et net. Min yngste søn på tre så nysgerrigt til, og min ældste på syv så tænksom ud.

Min søster ville gerne synge, ligesom hun havde gjort det for min mor den sidste dag, inden min mor døde. Min far mente dog ikke, at han ville kunne magte det. Vi stod så dér, helt stille, uden ritualer, uden bisættelsens ritual og musik at læne os op ad. Graveren bad os gå en tur og afsted travede hele selskabet (en del af mine forældres venner og søskende var der også). Stien, som vi gik på, gik i en fin lille bue, således at vi gik direkte hen forbi gravstedet, så vi kunne se hvordan tørvet blev lagt på igen. Lidt absurd, tænkte jeg, for hvis vi skal gå en tur for at lade som om vi ikke ved hvad der skal foregå, så får vi jo det hele serveret her. For mig er det tankevækkende, at døden her i Danmark er forbundet med  tabuisering og akavet hemmelighedskæmmeri. At vi ikke har ritualer uden for kirken. At vi står dér og ikke ved hvad vi skal gøre af os selv og vores sorg.

Min mor var ikke troende, ligesom jeg heller ikke er det. Alligevel havde hun givet os carte blanche til at arrangere hendes begravelse som vi ville have den. "Det er jo ikke for min skyld, vel?" som hun sagde. Og fordi kirken betyder noget i min far og søsters liv, indvilligede jeg i at lade min mor bisætte i en kirke med en præst. Selvom jeg ikke er troende, var det alligevel en lettelse at være i kirken. Der var først og fremmest en række ritualer at holde sig til. Der var sange at synge - sammen. Og det var i orden at græde.

Da han levede, skrev min gamle mentor og filosofilærer, Ebbe Gudmand-Høyer, en række verdslige, ikke-religiøse begravelsessange. Dem kunne vi godt have brugt i dag.

Og hvorfor var min ældste søn så tænksom? Det var han, fordi han spekulerede på, om Mormor mon havde leget meget med mudder som barn. "Nej", sagde jeg, "det tror jeg ikke. Hun boede jo i et par år på sanatorium, da hun var lille, fordi hun havde tuberkulose". Min syv-årige sagde dernæst, at han så mente, at det i dag var "første gang Mormor er så tæt på jorden".

Jeg bilder mig på ingen måder ind, at jeg fatter noget som helst vedrørende døden på nogen dybere eller klogere måde end min søn, blot fordi jeg er voksen. Måske faktisk tværtom. Han har fat i noget. Det er konkret, håndgribeligt - ja, egentlig det eneste vi overhovedet har at holde fast i lige nu. At hun ligger der på kirkegården i sin urne af bark og med en sten som tag.

Når noget så drastisk sker, dør Plejer ofte også i samme moment. Det kan jeg forstå fra andre, der også har mistet deres nærmeste. Det gør godt at tale med nogen, der også været tæt på døden. Det er ikke alle mennesker, der har det lige godt med at tale om døden, har jeg erfaret. Mange kan ikke rigtigt finde ud af hvad de skal sige til én, der lige har mistet sin mor.

Jeg har aldrig blogget før - kun kommenteret i andres blogs. Nu er jeg imidlertid rede: Der er så mange tanker at få hold på i forbindelse med denne voldsomme forandring af min tilværelse. Ja, Plejer er død, og noget nyt skal have plads.

Der er mange tanker og mange følelser at finde hoved og hale i. Det er dét jeg det kommende år vil benytte bloggen her til at få hold på. Og i stedet for at sidde og tænke alene, vil jeg gerne her tale med andre, der også har eller har haft døden tæt inde på livet.

Men denne blog skal ikke være en shrine for min mor. Den kræver ikke en blog, for den har jeg et andet sted; den har jeg sammen med dem der kendte og holdt af hende. Med denne blog vil jeg gerne skabe et rum, hvor det er muligt at tale om døden gennem mange af de former for sprog der findes om døden, ikke kun forbeholdt kirkens rum eller filosofiens sprog. Selv er jeg agnostiker, og er i den seneste måned blevet klar over, at også vi, der ikke går i én bestemt spirituel retning, også har brug for ritualer og rum til at tale om døden. For det kan være svært at tale om døden i et almindeligt, dagligdags sprog.

Det næste år vil jeg derfor tale om døden, både højt og lavmælt. Men tale, det vil jeg, og jeg vil blandt andet gøre det her.

Min mor er død, men jeg er levende.