Hvis en medarbejder synes, at forandringen sker for hurtigt, vil de føle at de bliver presset til at acceptere forandringen. Det kan betyde, at de er modstandere af forandringen.

Hvis en medarbejder føler, at forandringen går langsomt, vil medarbejderen miste koncentrationen og motivationen. Det betyder, at læringen af de nye procedure og arbejdsgange på tilsvarende måde udskydes, og medarbejderen vil i stedet fortsætte med at arbejde på den gammeldags måde.

Hvis forandringshastigheden ikke er tilpasset medarbejderne vil forandringen enten støde på modstand eller de nye arbejdsprocesser vil stoppe.

Læs mere om Forandringshastigheden HER

Den fungerer lidt ligesom Joakim Von Ands pengetank. En masse penge flyder ind, men der bliver ikke spyttet noget værdifuldt ud i den anden ende. Der er naturligvis tale om CEPOS. Og jeg har de enkelte medlemmer af CEPOS stærkt mistænkt for at læse for mange jumbobøger... (det vender vi tilbage til). CEPOS beskæftiger sig med prognoser. Men CEPOS leverer også ammunition til et håbløst hylekor af unge neoliberalistiske tågehorn, som uden at tænke én eneste selvstændig tanke blot memorerer alt det værdiløse bavl, som kommer i en lind strøm fra tænketankens 'kloge' hoveder. Men hvad ligger egentlig bag?

Lad mig først takke Peter Lerwick Theisen for en glimrende research uden hvilken denne artikel og store dele af teksten ikke ville være blevet til.

Jo altså disse unge løver fra VU, KU og lignende observante fantasi-kuvøser »...Når jeg skriver løver, så er det nok mere relevant at danne det mentale billede af en barberet perserkat...« har det med stolt at henvise til navngivne CEPOS-professorer som eksempelvis David Gress. Det er allerede afsløret, at David Gress pryder sig med lånte fjer, når det kommer til 'fine titler og stillinger', som afsløret af mag. art Arno Victor Nielsen i Information (Information 11. april 2007). Det er, hvad CEPOS-folkene selv vil have folk til at tro på. Når det kommer til hylekoret af unge bejlere, står det imidlertid ikke bedre til med troværdigheden, når der skal fortælles om CEPOS' selvprofilerede litterære meritter. Her er hvad en af de unge løver, som blogger på nettet, vil have folk til at tro. Han titulerer sig selv Anders FoghV:

”I blandt CEPOS stifterne, er der nogle meget dygtige mennesker. Bl.a. David Gress som for nogle måneder siden modtog prisen for bedste bog leveret af en tænketank”. (1).

Bemærk: Det fortælles ikke at ”prisen” er givet af en neoliberal tænketank, der tilhører samme netværk og paraplyorganisation som CEPOS (tværtimod påstår ANDERS på egen blog (1), "at den er givet af et uafhængige bedømmere").

CEPOS har udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det prætentiøst påstås, at ”Gress har fået ’prisen’, som bedste bog udgivet af en tænketank”. Jeg tillader at henvise til Fraser Institute, hvoraf det noget mere ydmygt angives, at de har givet for 5.000$ bistandshjælp til David Gress. Og bistandskategorien hedder blot ’Young Institutes’ – ikke bedste bog fra en tænketank. Og at der er andre bistandsklienter, der også har fået samme beløb. For at ingen skal være i tvivl, linker jeg direkte til siden, der dokumenterer begge dele (2). Men det er langt fra det værste. Den såkaldte ”pris” er givet at et panel af ”dommere” i Atlanta, Georgia. Hvordan, de har båret sig ad med at vurdere makværket, er en gåde, da bogen kun foreligger på dansk (3) og (4) og det er altså ikke et sprog der læses og tales af mange mennesker uden for landets grænser og næppe af en eneste i ”dommerpanelet”. (4) Som det fremgår af linket, er dommerpanelets kendskab til dansk på niveau med mit kendskab til serbo-kroatisk. Havde der eksisteret en udgave på engelsk, var der ALDRIG kommet en dansk udgave. Eftersom der er 700 millioner mennesker, det taler engelsk og kun 6 millioner, der taler dansk, er afsætningspotentialet i en engelsk-udgave mindst 115 gange større.

Tilbage til den unge løveblogger fra VU, som kommer med følgende både indsigtsfulde og så vældigt intelligente udsagn:

”Kunne det tænkes, selv af dig at tænketankene har fået den på engelsk, men den ikke er i boghandlene på engelsk??????"

og en sand genistreg:

”Det skulle være underligt, at de ikke har læst den når de ligefrem kan skrive rosende kommentarer til den” (komiteen).

Havde vores ungdommelige VU-løve ulejliget sig med lidt research, ville han have opdaget, at det ikke er noget krav, at kandidater til bistandshjælp hos Anthony Fisher indsender bogudgivelser på engelsk. Hvorfor også ulejlige ’husets venner’ med det. Derimod beder de selvfølgelig om et kort resume på engelsk. Ellers kan man jo ikke skrive alle de floromvundne floskler, som ledsager bistandshjælpen. Her er, hvad der står om Anthony Fisher subsidierne på hjemmesiden:

”Each application must consist of (a) a letter of nomination from the research institute's director explaining why the publication deserves to win a Fisher Award (note: the nominating letter must be submitted in English, even if the entry is produced in another language), (b) two copies of the nominated publication, and (c) up to 20 pages of supporting material, such as letters, press coverage, etc. (can be in any language)”.

Så mon der ikke snarere er tale om en ”vennepris” til en af menighedens disciple. For hvis det ikke er tilfældet, bliver det rigtig, rigtig, rigtig slemt. Fraser Institute har også nogle tilknyttede, nationale støttecensorer (adjunct judges), placeret rundt om på verdenskortet. Og minsandten. Også en i Danmark. (se ovenstående link 4, nederst). Han hedder Peter Kurrild-Klitgaard. Hvem søren er han? Jo, han står da anført som medarbejder. På CEPOS’ hjemmeside! Gad vide om han ligefrem deler kontor med David Gress? I virkelighedens verden er det vel nærmest er at betragte som religiøs/ideologisk netværks-incest!  Det er jo ikke så svært at kommunikere med sin egen repræsentant i Danmark (Klitgaard), som sjovt nok også sidder i CEPOS (en interessekonflikt, som ville være fyringsgrundlag i eksempelvis sundhedssektoren).

Peter Lerwick Theisen slutter af med at skrive: "Faktisk er Kurrild-Klitgaard slet ikke dum. Ren fagligt går han for at være en rigtig god underviser på Kbhs. Universitet. Og jeg har hørt ham som kommentator af amerikansk politik. Her er han kvalitativt milevidt over TV-stationernes metervare af kommentatorer. Selvom hans tilknytning til landet 'overthere' er senere end mit, kan jeg - på de områder hvor jeg har en vis indsigt tilbage - godt se, at hans politiske, sociale og kulturelle indsigt er meget høj."

Alligevel undrer det mig meget, at han så lader sig trække ned i den mudderpøl som efterhånden udgør den højt besungne tænketank CEPOS, men hver mand sin smag. Jeg tror hverken at CEPOS eller den amerikanske moderorganisation er specielt glade for den publicity de får af fåreflokken og det brægende hylekor. Specielt ikke når det medfører, at nogle mennesker sætter sig ind i, hvor uredeligt CEPOS omgås sandheden.

”Der er ingen tvivl om at CEPOS består af nogle meget kloge mennesker. Det vil I bare ikke indrømme....” (ANDERS).

Og så er vi tilbage ved Jumbobøgerne... Er David Gress' værk i virkeligheden en hidtil ukendt kopi af Grønspættebogen, som han har udstyret med en anden titel og nu forsøger at tage æren for? CEPOS er lidt som de tyske skræddere i 'Kejserens Nye Klæder' (eventyret af H.C. Andersen). Man pryder sig med lånte fjer og foregiver at levere en vare, som i bedste fald er baseret på løgn og latin.

You spin me right 'round baby right 'round like a record baby right 'round right 'round...

I serien af boganmeldelser kan du også læse om Richard Dawkins og The Selfish Gene.

Citat: "Gennem vores analyser har vi set, at CEPOS producerer to typer tekster. Den ene type er præget af etos- og patosappellerne og karakteriseret ved, at der er arbejdet med sproget, så det bliver levende, letlæseligt og nærværende. Med andre ord: tekster der kan læses mellem to S-togsstationer eller i ministerbilen, som Elbjørn formulerede målsætningen. Et generelt træk er, at pointer fremsættes som kategoriske modaliteter og slås fast ved gentagelser. Dette er en tendens vi kan se også i tekster, som vi ikke har underkastet en tekstnær lingvistisk analyse. I de to tekster, vi har analyseret i kapitel 5, har vi derudover konstateret, at der fremsættes påstande, hvis hjemmel står uden rygdækning. Der er naturligvis ikke basis for at generalisere ud fra to tekster, men vi finder det bemærkelsesværdigt og problematisk, specielt fordi påstandene fremsættes med høj affinitet. Disse tekster er præget af kreativ diskursiv praksis, og det er gennem dem, at CEPOS søger at skabe diskursiv og sociokulturel forandring." (5)

Så vi har altså mindst to tekster, én fra hver af de herrer Ågerup og Klitgaard, hvor det er konstateret, at der fremsættes påstande, hvis hjemmel står uden rygdækning, og hvor man finder det bemærkelsesværdigt og problematisk, specielt fordi påstandene fremsættes med høj affinitet. Tankevækkende...

Og jeg vil godt sige til jer små unge lømler fra VU:

“The Origins of Wealth has become a national bestseller, praised in reviews as a bold and innovative intellectual approach to controversial issues. Since its launch in May 2007, it has been republished in a second edition to meet public demand.

A Fisher Award judge remarked, “The Origins of Wealth is a very well-written, original, accessible and stimulating book with a wide potential audience in Denmark as well as in other countries. It explains the origins of wealth in terms of the historical evolution of culture, norms and institutions, in particular private property rights, free trade and state pluralism. A very good winner.”

Denne tekst er typisk for, hvad der medsendes som det obligatoriske resumé på engelsk af ansøgere. At det nok også er tilfældet, røbes af reklamebrølet - den er en ‘national bestseller’. Dokumenter dét. Kom med tal for solgte eksemplarer.

(1) ”Velstandens kilder”. Bogen har fået flotte priser fra uafhængige og liberale institutter”.

(2) Fischer Awards. Best Think Tank Publications.

(3) ” CEPOS overvejer nu at udgive en engelsk udgave af bogen”. Fra CEPOS hjemmeside.

(4) Dommerpanelet.

(5) Kilde: Roskilde Universitetscenter
Master i Professionel Kommunikation, modul 2
Et par borgerlige ord fra CEPOS
– diskursanalyse af politisk kommunikation
af: Anne Gregersen • Erwin Næs • Lisbeth Moliin • Michael Vitell • Trine Boe Christensen
maj 2006.

"Vi har udvalgt to tekster til analyse, som begge er skrevet af personer, der står
bag CEPOS:
• Tekst 1, "Ti sunde principper for god politik", er en kronik skrevet af Peter
Kurrild-Klitgaard i anledning af CEPOS' officielle åbning (Berlingske Ti-
dende, 9. marts 2005). Peter Kurrild-Klitgaard er bestyrelsesmedlem og
medstifter af CEPOS.
• Tekst 2, "Fællesskabet bygger på individets ansvar", er en kronik af
CEPOS' direktør, Martin Ågerup, ligeledes skrevet i anledning af den offi-
cielle åbning af CEPOS (Jyllands-Posten, 10. marts 2005)."

http://www.mpk.ruc.dk/tekster/2006_modul2_diskursanalyse.pdf

• Vi vil give rockerne og indvandrerbander modstand
• Få fokus på narkomiljøet og den stigende vold
• Give hjælp til ligesindende
• Få en debat igang

Hvad vil BefriDanmark IKKE stå indenfor:

• Racisme
• Nazisme

Der kommer flere og flere indvandrere og flytninge til Danmark. Vi har et godt velfærdssystem i forhold til så mange andre lande. Længe leve liberalismen (enhver er sin egen lykkedes smed). Men vi har et problem som bliver værre og værre, og flere og flere ignorerer det bare.

Indvandrerbander og rockere

Dette er utroligt nok et af samfundets største problemer. De hærger og sviner byer til med deres unødige narko og vold. Mange af disse grupper har så meget magt, at selv politiet er bange for at gøre noget ved det. Er vi virkelig kommet dertil, hvor vi skal oprette en modstandsbevægelse imod dette, ligesom nogle danskere gjorde mod tyskerne under 2. verdenskrig. Det er især indvandrergrupperne jeg vil ligge stor vægt på, at få fjerne fra gadebilledet først. Med deres hadske vision om, at vi danskere bare skal ned med nakken.

Hvad sker der for, at vores kærester ikke kan gå trygt hjem fra arbejde mere, uden at blive forulempet af grupper som råber diverse nedsættende ting og måske ligefrem truer med ting som voldtægt etc. Det kan bare ikke passe. Hvor længe skal dette stå på, før at danskerne (ja, også muslimerne i Danmark som måske bliver udsat for dette) vil gøre noget ved det? Jeg har ikke tænkt på, at stå på sidelinjen og kigge på meget længere? Vi har en kamp der skal vindes. Om det bliver en bevæbnet kamp eller om det kan klares mere politisk må tiden jo vise.

En ting er sikkert, der skal ske noget og det skal være NU!

Hvis du har nogle forslag til hvad der kan gøres eller kunne tænke, at hjælpe til. Så skriv endelig en kommentar til dette indlæg.

Af initiativgruppen Reboot68

Trust the song, not the singer. Hvorfor tale om 1968?
1968 er blandt de mest symbolladede årstal i vores nyere historie. Alle har en holdning til oprøret, og generationen som årstallet gav navn til.

Det kan umiddelbart synes omsonst overhovedet at beskæftige sig med arven efter 1968. Man står overfor valget mellem to fortællinger, der begge virker lige utillokkende: På den ene side kan man romantisk og betaget se tilbage på en farverig og ny måde at forandre verden på, en revolution af synet på individet, kønnet og samfundet. Hermed bliver ungdomsoprøret til en revolution, der er gennemført, og vores nutid til det sjove samfund, som oprørerne efterlod.

Den danske billedkunstner Asger Jorn skabte flere plakater til støtte for de oprørske studenter i Paris 1968.

Dette er ikke blot umiddelbart forkert, det ved enhver, der lever i vores dages nykonforme og dog overfladisk løsslupne samfund. Men det er også en fortælling, der er konserverende og lukker for kritik i dag, og som lige så vigtigt overser, hvorfor oprøret i ’68 stadig er aktuelt.

Alternativt kan man se på ’68 som intet andet end et frikvarter for middelklassens dekadente børn, der i et par års heftigt, men uforløst oprør, legede revolution, hvorefter de med en utrolig hast lod sig integrere i det system, de postulerede at ville undergrave.

Selvom mange enkeltpersoner biografier gør denne tolkning tiltrækkende, er der dog alligevel meget, den ikke kan indfange. For oprøret i ’68 finder ikke sin aktualitet i det forhold, at mange af dens aktører viste sig at være langt billigere til salg, end alle modstandere havde forestillet sig.

Tværtimod bliver oprøret i ’68 reelt først kun interessant for os, når det anskues i sin karakter af genuin politisk og historisk begivenhed.

For der skete noget særligt i foråret for 40 år siden – og i årene der fulgte. Om end selve begivenheden kun varede kort, så blev verden aldrig mere den samme. Maj 1968 står stadig, som et af de øjeblikke i verdenshistorien, hvor en hel verden rykkede sig, om end ingen dengang eller nu, er helt sikre på hvorfra og hvorhen.

Målt med sin egen målestok, slog revolutionen (måske) fejl, men det betyder ikke at det revolutionære moment var løgn, eller at de perspektiver, der pludseligt åbnede sig, ikke kan give luft til vores kampe i dag. Mest af alt den befriende proklamation af at det kan lade sig gøre at tænke alternativer; at en anden verden er mulig.

Begivenheden. Hvordan det umulige blev uomgængeligt
Oprøret i 1968 er altså ikke interessant som historisk-sociologisk fænomen alene. 1968 er i emfatisk forstand interessant som begivenhed, som et brud, der ikke lader sig indskrive i historiens normale hændelsesrække, og som alene finder sin aktuelle relevans i lyset af den fødsel af noget nyt, det står for.

Begivenheden, vi kalder ’68, finder for os sin stadige betydning i kraft af den grundlæggende rystelse, som gik gennem hele vort symbolske og imaginære univers, igennem de måder vi tænker og forstår os selv og samfundet på.

Med ’68 fødtes en ny måde at tænke politik på, en ny måde at drømme på, en ny måde at handle i fællesskab på. I 1968 kom det, der tidligere syntes umuligt, til at fremstå som realistisk og uomgængeligt.

For de, der blev ramt af begivenheden, var de handlenormer, forståelsesrammer og drømme, som de bar med sig fra deres opdragelse i familierne og skolens statsinstitutioner, pludselig ikke længere tilstrækkelige. Man blev så at sige tvunget af begivenheden til at finde nye måder at handle, tale og være på.

For os i dag handler det stadig om at være tro mod det håb og den perceptionsændring, som begivenheden ’68 står for. Ikke på grund af hvad der skete eller blev sagt dengang, men fordi begivenheden peger hen mod et brud, som i dag fremstår endnu mere uomgængeligt end det gjorde for vores forgængere.

Systemet. Djævlens største bedrift var at overbevise os om, at han ikke fandtes
Problemerne i verden af i dag er umiddelbart synlige. Stadig flere mennesker sulter i en verden, hvor fødevarer bruges som brændstof i biler. Klimaet ændres år for år, mens klodens rige lande lystigt forbruger videre af planetens åbenlyst begrænsede ressourcer. Den digitalisering af information, som for få år siden lovede fri viden til alle, bliver i dag brugt af de magtfulde til at kontrollere og udnytte større og større dele af planetens kollektivt producerede indsigter og teknologier.

I vores del af verden oplever vi, hvordan sociale velfærdssystemer, der gennem generationer var bygget op for at beskytte individers mod markedskræfternes blinde og brutale logik, er under konstant angreb. Uligheden og den medfølgende ufrihed vokser år for år, og flertallet splittes i en såkaldt kreativ middelklasse, der får stress af deres konsulent-drømmejobs, og i en voksende underklasse, hvor arbejdsløse, immigranter og andre af økonomien udstødte, lever under forhold, som vi for blot få år siden, troede forvist til en barbarisk fortid.

Samtidig har vi udliciteret det beskidte arbejde, der sikrer forbrugsgoderne og tilfredsheden til lande, hvor løn og arbejdsmiljø har samme niveau som varens ideelle pris: et absolut minimum.

Alle disse ting er lette at se, men tilsyneladende sværere at gøre noget ved end nogensinde før.

Gennem slogans om fornyelse og fleksibilitet har fortidens uregulerede kapitalisme fået et comeback, som ville have overrasket enhver for blot få årtier siden. Uden nogen basis i hverken etiske overvejelser eller statistiske data, spreder neoliberal ortodoksi sig til sektor efter sektor. Kloden er tilsyneladende kollektivt gået tilbage til en fuser.

Det kan synes paradoksalt at befolkningerne kun få steder har gjort oprør mod denne regression tilbage mod fortidens fejltagelser. Men vi må ikke undervurdere, hvad vi er oppe imod.

Kapitalismen har i dag formået at ændre sig og tage form efter den modstand, den har været udsat for. Gennem dygtig kolonisering og indoptagelse af den eksplosion af oprør og kreativitet, der kendetegnede 1968, er kapitalen i dag blevet global, flydende og foranderlig.

Magten gemmer sig i dag bag ansigtsløse processer – den mest potente er processen kaldet Globalisering. Gennem fortællingen om globalisering er det tilsyneladende lykkes at overbevise snart sagt enhver befolkning om, at konkurrence mellem nationer og regioner kræver konstant omfordeling til fordel for de lokale eliter.

Kort sagt bruges globalisering som et slagord, der betyder: Skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste, undergravning af arbejdstageres rettigheder – alt sammen i konkurrencestatens hellige navn.

Modstanderne. Striden som vejen til freden
Vi hævder, at kapitalismen er global, og at den strukturerer mellemmenneskelige forhold på alle niveauer; den farver alt fra vores begær, over vores økonomiske udvekslingslogikker til prioriteterne for de stadigt stærkere sociale styringsteknologier. Men kapitalismen er ingen transcendent kraft, den er ingenlunde uafhængig af aktører.

Selvom kapitalismen teoretisk kan forstås som ansigtsløs, og vi ikke behøver at udkaste konspirationsteorier for at forklare dens succes, er det dog ganske tydeligt, at nogle har langt større gavn af dens uhæmmede vækst og spredning end andre.

Mens milliarder presses eller knuses under dens hårde logik, nyder små eliter i de fleste lande, men særligt i Vesten, godt af dens fortsatte ekspansion.

Når vores frihed til digital udveksling begrænses, når vores gener patenteres, når regnskoven ryddes, eller det globale Syd holdes hen i fattigdom af blandt andet EU’s og USA’s landbrugsstøtte, står det ganske klart, hvem der profiterer.

At vores økonomi fortsat skal basere sig på uhæmmet vækst, en vækst, som knytter sig til et forbrug og et hektisk arbejdsliv, der forhindrer det store flertals reelle politiske engagement, er selvsagt ikke i vores, men i de rige eliters interesse.

Og når denne vækst er årsag til global opvarmning, må man spørge, om eliterne egentlig ikke er ligeglade. Hvorfor skulle de fornuftigvis være bange for klimaændringer? Når vandene stiger, flytter de til en højere beliggenhed; når masserne begynder at migrere under klimakatastrofen, gemmer de sig bag stadig højere hegn.

Når vi siger, at vi må kaste os ud i kampen for at gøre det umulige realistisk og uomgængeligt, hænger det sammen med, at vi må have mod og evne til at udpege interessemodsætninger, konflikter, og i mange tilfælde direkte modstandere eller fjender.

Sandheden om de udbyttede og ufries situation opnås ikke i en åben og uhildet debat mellem alle samfundets aktører; nej, en sådan dialog er i mange tilfælde en blåstempling af de herskende ulighedsrelationer.

Når eliten siger, at alle kan vinde, at vi alle er i samme båd, må vi sige: Nej, på ingen måde!

Sandheden om en situation, en samfundsmæssig konfiguration, knytter sig til forskellene, til konfliktualiteten, til dem, der finder et oprør retfærdiggjort i selve deres undertvingelse.

Vejen til frihed og fred går således på paradoksal vis gennem striden.

Subjektet. Glæde og vrede
Selvom den fremstår foranderlig, ændrer vores verden sig ikke af sig selv. Men vi, der skal gøre det, har stadig svært ved at finde et navn til os selv.

Tidligere etiketter som Folket, Proletariatet eller Ungdommen virker ikke længere passende. Men uanset hvordan denne navngivningsproces bærer hen, er noget ved at ske.

For ti år siden ville enhver sammenligning med slut-tressernes politisering virke patetisk og malplaceret. I et årti virkede det faktisk som om historien var slut.

Men vores generation har oplevet, at selvom den neoliberale bølge endnu ruller over store dele af verden, vokser modstanden i styrke. Som for 40 år siden bliver en række konfliktlinier i disse år trukket hårdere op, og man kan ane tendenser til en eksplosiv samling.

Men mængden af individer fremtræder endnu ikke som subjekt.

Flertallet er stadig kuet af frygt, holdt fast i lede ved alt anderledes, eller lammet af selvgod skyldfølelse. Påstanden om at verden i dag pludselig skulle være langt mere kompleks, gør det snublende nemt at lade være med at handle og blot følgagtigt at udfylde sin plads i den sociale orden.

Men selv om verden er kompleks, er nogle ting stadig enkle. Ulighed og uretfærdighed kan kun skjules ved kynisk at lukke øjnene.

Vi bør dog ikke gøre oprør ud fra vores skyldfølelse, men ud fra glæde og vrede. Umiddelbar følt vrede over verdens uretfærdigheder og glæde ved udfoldelsen af vore selvskabte alternativer.

Det eksplosive moment i ’68 var netop kombinationen af vreden og glæden, af pligten og begæret. I et kort øjeblik var der ingen konflikter mellem at beskæftige sig med sig selv og med hele samfundet. Ingen konflikt mellem hvad man havde lyst til, og hvad der måtte gøres.

Da oprøret i 70’erne blev splittet i gold marxistisk pligtpolitik og uansvarlig selvrealisering, blev det forudsigeligt og muligt at tæmme. Derfor må vi turde være alvorlige i vores drift efter skabelse af det nye. Vi må have det sjovt for at være effektive.

Modstand. Stop, tænk, handl!
Det, der fremstilles som realistisk, som indenfor rækkevidde indenfor det nuværende system, er netop urealistisk.

Hvem tror reelt, at væksten i materiel produktion kan forsætte ufortrødent på en klode med begrænsede ressourcer? Og hvem tror reelt på, at Vesten kan fortsætte med at nyde produktionen fra den fattige verden, mens sultende mennesker holdes ude af mure og kystpatruljer?

Det realistiske i vores situation er præcis at forlange det, der er umuligt. Det, som ikke kan tillades indenfor vores nuværende orden, som bryder med den måde, vi kan tænke på. Vi er afhængige af vores drømme og vores kreativitet, når vi i fællesskab skaber rammerne om det samfund, vi gerne vil bebo.

Princippet for vores handlinger må være båret af mottoet stop, tænk, handl! Dette betyder, at vores kamp er afhængig af, at vi melder os ud af den samfundsskabte pligt, tvang og begær efter karriere og forbrug, vækst og anerkendelse.

Det første skridt mod en subversiv-utopisk praksis er simpelthen at sige nej til de perspektiver, man tilbydes, at gøre modstand mod de herskende magtforhold. Denne opbremsning må tages alvorligt og føres vidt: Samfundets tilbud om etiske handlinger i form af månedlige medlemskaber og frivilligt arbejde virker i mange tilfælde stærkt konserverende, som moralsk flødeskum på et stærkt problematisk system.

Vejen fra at melde sig ud til at melde sig ind går igennem analysen, deraf mottoets imperativ: Tænk!

Den nuværende kapitalisme er notorisk stærk i sin indoptagen og depotensering af modstanden. Kun så længe vi forstår vores modstander, kan vi gøre os håb om at sejre, og kun gennem studier af den herskende orden, af sammenhænge, helheder, interessemodsætninger og konflikter kan vi nå frem til en intelligent og reelt undergravende praksis.

Her kan strategierne fra ’68 sjældent bruges: Når jeans-brands kaldes Revolution, og Che Guevara-t-shirts sælges på strøget, ved vi, at kritikken konstant må gentænke sig selv, for ikke at stivne og dø.

Vi må lade en analyse af de gældende forhold befrugte af en insisteren på alternativet, der viser vejen bort fra den herskende realismes blindhed overfor andre muligheder og virkeligheder. Kun så længe vores konkrete politiske handlinger refererer til en drøm, undgår vi at blive kyniske systembevarere. Kun så længe drømmen baserer sig på en analyse af, og handling i, det givne økonomiske og politisk-symbolske landskab, bliver den ikke virkelighedsfjernt drømmeri.

Vi står i en situation, hvor der må handles, om end strategien aldrig ligger endeligt fast. Vi ved dog, at forandringen fordrer, at vi i fællesskab stopper, tænker og handler og sammen over hele kloden sætter rammerne for vores liv.

Vi kan iagttage, at årtiers forsøg på modstand mod kapitalismen er blevet neutraliseret og indoptaget. Fra forsøget på en socialdemokratisk reformstrategi, over hippiernes parallelsamfund, til idealet om det selvrealiserende og kreative arbejde er kritikker strandet på den manglende vilje til at tænke verdensøkonomien og de sociale relationer som et globalt kredsløb, som det hverken er lykkedes at reformere eller melde sig ud af.

I en modstand af i dag er vi altså nødt til at melde os ud; men kun for at melde os ind. Vi er nødt til at analysere cirkulationen af varer, magt og mennesker som global.

Og vi må være villige til at bruge alle våben inklusiv modstanderens egne: Systemet må undergraves, nytænkes og revolutioneres indefra, fordi der ikke længere er noget ydre. Systemet må sprænges, i det omfang, at reformer blot har vist sig at virke konserverende og mildt lindrende på systemets grundlæggende konflikter.

Initiativgruppen Reboot68 består af følgende enkeltpersoner: Agnete Seerup, Andreas Mulvad, Bue Rübner Hansen, Christoph Houmann Ellersgaard, Nanna Jochumsen og Rune Møller Stahl.

Reboot68 arrangerede lørdag den 17. maj en konference om 68-oprørets aktualitet

Nu har jeg læst kap.11. Hans idé er interessant. Men dér, hvor problemet for religionskritikeren opstår, er, at de, som fanges af eksempelvis en bestemt ideologi, som spredes som et virus/meme.... Vil de adlyde det virus/meme? Og hvad hvis det virus/meme er meget mere komplekst end den simplificerede udgave, som mange præsenterer religion som? Så får vi hundredevis af mutationer, som alle har hver deres opfattelse af hvad den oprindelige virus går ud på. Så har vi mangfoldighed og forskellige synspunkter. Så antager vi, at et virus/meme spreder sig til hele verden, så vil den blive opfattet forskelligt, udvikle sig forskelligt og frembringe forskellig adfærd i forskellige mennesker verden over. Ser du... Verden er meget mere kompleks end det, som her påstås. Hvert menneske har sin egen psyke, som indgår i et matrix, som dækker en fællespsyke for en gruppe, som igen indgår i et matrix som dækker en fællespsyke for en større gruppe, etc, etc... Massepsykose og religion kan således sagtens hænge sammen. Men det kan kærlighed og religion også. Afhængigt af hvad individet lægger vægt på i et komplekst 'virus' som religion. Individet er således et produkt af gener, miljøpåvirkning og udvikling. Uheldig udvikling indenfor én af disse tre kategorier kan gøre et menneske disponibelt for at reagere på massepsykose eller ej. Men selv hvis mennesket er disponibelt for massepsykose kan det stadigvæk qua sin individuelle miljøpåvirkning, udvikling eller gener alligevel helt neglicere massepsykosen. Hvis vi antager, at religion er et virus, som viser sig ved massepsykose, så vil dette virus/meme altså fremkalde vidt forskellige reaktioner i mennesker. Hvad er det så for en faktor, som gør, at det viser sig som massepsykose i en hel masse mennesker? Det kan jo ikke være viraet i sig selv, vel? Det kræver ligesom nogle helt specielle forudsætninger, som f.eks. regressiv gruppedynamik for at visse sit grimme fjæs. Kan du følge mig? Ergo er det ikke et virus/meme, som udløser massepsykotisk adfærd. Det er den regressive gruppedynamik. Mennesket har potentielt en masse muligheder og valg. Kald det millioner af vira, hvis du vil. Vores psykologiske samspil med andre i et kæmpe matrix afgør, hvordan vi reagerer - ikke en virus. Den er der bare. Potentielt aktiverbar - afhængigt af nogle specifikke faktorer, som skal være til stede.

Tager vi udgangspunkt i mutationer, så er det jo i princippet det samme, som at jeg siger, at præstestyret i Iran har indført en pseudoversion af Islam, som i Dawkins teoriforståelse ville være en mutation. Er den da et udtryk for Islam eller en muteret form, som ikke længere kan kædes sammen med originalen? "For 30 år siden var der ingen, der forbandt islam med selvmordsterrorisme." Det er fordi selvmordsterrorisme ikke har noget med originalversionen af Islam at gøre.

Dér, hvor jeg ser problemet, er ikke, at jeg antager, at man er fascist, fordi man kritiserer religion. Det mener jeg ikke, at man er. Men med udmeldinger som at Islam er et virus, som skal søges bekæmpet, bruger man et negativt ladet ord, som de muslimske ekstremister vil bruge til at lægge os for had, og som fascisterne på den anden side vil optage, samt bruge som argumentation for etnisk udrensning af muslimer. Dermed placerer man sig selv i midten af et hvepsebo, hvor man ufrivilligt kommer til at støbe kuglerne for en masse mennesker, som ikke forstår grundlaget for ens udtalelser og argumentation, men alligevel gerne vil (mis)bruge dem. Hvis vi ikke passer morderligt godt på, hvordan vi får kommunikeret vores meninger og teorier, så risikerer de at være med til at forstærke den regressive gruppedynamik og dermed skabe de forudsætninger, som gør, at 'virusset' viser sig som massepsykose. En lille opfordring til at bruge Dawkins eget ord 'meme'.

Virusset kan både vise sig som godartet, ondartet eller begge dele. Således viste det, der skulle have været Marxisme og lighed blandt mennesker sig at blive til fascisme (kommunisme), ifølge religionskritikerens teori - 'ondartet virus' - pga. regressiv gruppedynamik som følge af, at man indførte ideologien med vold. Men potentialet var ikke ondartet. Marxismen var ikke nogen 'ond' ideologi og altså heller ikke noget entydigt ondartet virus.

I princippet er det efter min mening den samme dæmonisering, som sker i forbindelse med Islam.

Godt så... Nu forstår jeg argumentationen. Men hvordan definerer vi et virus? Er ateismen et virus? Er demokratiet? Er Darwinismen? Alle har de samme forudsætninger som religion for at udvikle sig ondartet, hvis de bliver misbrugt. Er det ikke et spørgsmål om at vi i stedet for at udrense alle former for potentielt skadelige vira, (en uoverskuelig opgave), i stedet søger at forhindre et psykisk miljø, hvor de vil udvikle sig ondartet. Altså vi skal til hver en tid tilstræbe en progressiv gruppedynamik. Ser du... Vi vil begge i bund og grund gøre det, som er bedst for menneskeheden. Men hvis vi fjerner eksempelvis religion, så er der bare et andet potentielt skadeligt vira/meme, som tager over, og som vil udvikle sig ondartet under de samme psykiske miljøforudsætninger, såsom regressiv gruppedynamik, som leder til (masse)psykose. Klart nok at et virus også kan udvikle sig ondartet på individniveau; men så er der blot tale om en psykose (Ikke at det er bedre).

Eksempelvis Darwinismen kan jo under regressiv gruppedynamisk miljøpåvirkning, som ubehandlet kan føre til (masse)psykose, medføre:

'egocentrering (enhver er sig selv eller sin egen gruppe nærmest)'

mangel på empati: 'survival of the fittest' (lad blot alle de svage dø uden at få hjælp, de skal jo dø alligevel, eller lad blot halenegrene nede i Afrika sulte ihjel, vores samfund er alligevel stærkere)

Hedonisme (den psykotiske version): Enhver søger ubetinget at få opfyldt egne lyster, drømme og mål, uanset hvor mange man skal trampe under fode på vejen.

osv., osv...

Eksempelvis så vi jo tydeligt Marxismen udvikle sig til massepsykose, selv om der ingen religion var til stede. Så kalder man Marxisme for en religion; men så kan man jo kalde alle ideologier for religion - eksempelvis også Darwinisme. Det er begrebsforvirring. I Danmark ser vi for tiden, at en masse mennesker er inde i en regressiv gruppedynamik, som det næppe er kristendommen, som er årsag til. Da vi ikke er muslimer, kan det næppe heller tilskrives Islam. Hvilket virus har så ramt danskerne? Årsagen (etiologien) til, at det er ved at udvikle sig ondartet, kender vi allerede, nemlig at vi, som gruppe, føler os udsat for et udefra kommende pres (fra muslimer), som fører til regressiv gruppedynamik. Så hvilket virus er det, danskerne er ramt af?

Jeg synes, at essensen ligger her: Er det ikke et spørgsmål om at vi i stedet for at udrense alle former for potentielt skadelige vira, (en uoverskuelig opgave), i stedet søger at forhindre et psykisk miljø, hvor de vil udvikle sig ondartet. Selv de bedste intentioner kan udvikle sig regressivt og fremkalde massepsykose og massehysteri. Så hvilket paradigme skal vi indføre i forhold til at fjerne 'potentielle' farlige vira? Hvordan skal vi afgøre, hvad der i fremtiden er 'potentielle' farlige idéer?

En umulig opgave. Og i grundformen en fascistisk tankegang. En indskrænkning af den frie tænkning og den frie udvikling -og spredning af idéer, som ikke er Dawkins værdig. Religionskritikerens udtalelse er jo, ifølge Dawkins, blot et "meme". Og dét meme kan potentielt være ligeså skadeligt, som han påstår, at religionen er. Man er godt og grundigt naiv, hvis man tror, at man er en fabelagtig individualist og fritænker; men i virkeligheden står og hyler i flok med en hel masse andre, som gør præcis det samme. En klike, som har et ubevidst fællesskab og en yderst regressiv gruppedynamik. Mand! Jeg elsker bare folk, som har deponeret deres selvkritiske sans, deres selvindsigt og deres empati i Dantes 5. og 6. cirkel i helvedet: The Divine Comedy.

Det bedste vi kan gøre er, at skabe så godt et psykisk fungerende matrix, så vira eller memer har en meget ringe mulighed for at udvikle sig ondartet.

Dawkins er med 'The Selfish Gene' ikke decideret modstander af Islam, og hvis man vælger at bruge 'The Selfish Gene' til at retfærdiggøre islamkritik, så mener jeg, at man har misforstået Dawkins. 'The Selfish Gene' er fremragende kommunikationsfilosofi! Sammenhængen er ikke, at religion forsvinder, hvor videnskab vinder frem. Sammenhængen er, at religion forsvinder, fordi der, i et mere og mere individualiseret samfund, ikke er behov for komplekse fællesskaber som religion. Uanset hvor teknologisk og videnskabeligt vores samfund bliver, så vil du se religion vinde frem igen, når der bliver lagt pres på en gruppe eller et samfund, ligesom kristendommen eksploderede i USA efter 9/11. Øget pres på fællesskabet skaber øget behov for fælles identitet, såsom findes gennem eksempelvis religion. Videnskaben og religionen eksisterer i sådanne tilfælde side om side og søger ikke nødvendigvis at smadre hinandens eksistensberettigelse. Hvordan vil du forklare det? Hvordan vil du forklare at samfund, som udsættes for kriser, bliver mere religiøse, trods fremragende videnskab?

For mere info om gruppedynamik læs mine indlæg om "Large-group Psychodynamics and Massive Violence" og "Volkan og Ytringsfriheden".

Et par bemærkninger: Der er ingen tvivl om, at termen "virus" næsten udelukkende har negative konnotationer i daglig tale. Derimod er det min opfattelse, at Dawkins (alle hans ateistiske publikationer ufortalte) primært benytter termen teknisk i sin redegørelse. Og som metaforik fungerer den ganske godt - et virus ændrer på cellens følsomhed overfor en række impulser (i form af signal-molekyler), men er ikke i sig selv en levende organisme, der kan tilskrives et motiv. Således også ideologier. Forståelsesrammen omkring meme-idéen er desværre blevet trukket så langt ud af proportion, at den har mistet det meste af sin værdi - således mener jeg IKKE, at en ideologi eller religion kan kaldes et meme, og derfor er problematikken primært om ideologi/religion som begreb kan behandles som en singulær enhed, eller om den altid bør forstås i en social kontekst? I så fald kan man ikke udskille ideologi fra et gruppedynamisk forløb - det er istedet en forståelsesramme, der fremhæver (foregrounds) visse detaljer i forløbet på bekostning af andre. Eller for at tale "pragmatisk": ideologien eksisterer i handlingerne. Vi står ved det evige svælg mellem idéernes verdens stasis og den levende verdens fraktale dynamik og skal søge at etablere en praksis - og alt hvad vi har til at række over svælget er entusiasme og empati. Vores hukommelse fungerer sådan, at vi ovenikøbet husker dynamisk og altså ikke som et overvågningskamera. Mere info om hukommelsen her.

Det kræver et paradigmeskifte indenfor, hvordan vi ser på mennesket. Mulighederne for at søge fællesskaber er med internettet også blevet globale. Vi skal væk fra teorien om landsbytossen og over til teorien om en kæmpe gruppe af landsbytosser, som potentielt har samme muligheder for at skaffe sig magt og indflydelse som alle andre i et demokratisk samfund. "Landsbytosserne" kan i dette tilfælde både være fanatiske muslimske terrorister, men også fascistiske europæiske nynazister. Bare for at nævne et par konkrete eksempler. Men det er nu ikke så langt ude på fløjene, at jeg ser kimen til de største problemer. Kimen ligger i, at man rekrutterer de moderate. Og de moderate vil blive overhalet indenom, hvis ikke man tager kampen op. MEN vi kan ikke kæmpe kampen med fanatisme, for så har vi allerede tabt den på forhånd. Fascisme kan ikke bekæmpes med spirende fascisme.

P.S.: Jeg skal måske for god ordens skyld bemærke, at hvor jeg synes, at 'The Selfish Gene' er en rigtig god bog, så kan vi koge Dawkins bog 'The God Delusion' ned til at være tankevækkende reduktionistisk, og dét er en 6-sporet motorvej imod fascisme. Så kan det godt være, at religion efter Dawkins mening er det samme. Men jeg vil gerne have mig frabedt, at ateismen bliver reduceret til intet andet end reduktionistisk teologi. I total modsætning til 'The Selfish Gene' går han fascismens fodspor i 'The God Delusion'. En kritisk gennemgang af 'The God Delusion' kan findes her.

Kort skal dog lige siges - Respekt for mennesker, der fortjener det - Despekt for skadelige ideologier - synes at være Dawkins messende mantra i 'The God Delusion'. For nu at citere Maharishi: "For det første. Respekt er IKKE noget man gør sig fortjent til. Det er noget alle mennesker har/bør have for andre, ubetinget, indtil de beviser det modsatte, præcis som skyld i en retssal. Vi kan være enige om, at der er forskellige grader af respekt, eller man kan sige, at ordet respekt kan forståes på flere måder, som f.eks anerkendelse, beundring, tilbedelse og så videre, men ordet respekt i sin egentlige forstand er meget tæt beslægtet med begrebet tolerance. Man respekterer/tolererer andres ret til at være forskellige. Det er sådan jeg forstår det, bare for at slå det fast. Derfor er det en anelse paranoidt og mistroisk, at mene, at man skal gøre sig fortjent til respekt, efter min mening. Det er mennesker der begår ugerninger, mennesker der misbruger ord, mennesker, der slår ihjel og mishandler, IKKE ideologier og religioner. De lever ikke deres eget liv, som hverken memer eller vira, som Dawkins ynder at kalde dem, de kan jo for pokker ikke eksistere uden en menneskelig vært og fortolker."

Plt84 uddyber: "Det, man skal gøre sig fortjent til, er 'tillid'. En af de erfaringer jeg har gjort mig i erhvervslivet er netop relateret til begrebet 'tillid'. For mindre end 10 år siden var jeg i en forhandlingssituation med et af de større filmselskaber (en branche, der beviser at kreativitet og moral ikke altid følges ad). Det drejede sig om kontraktforhold for en af hovedkræfterne. Jeg ville have kontrakten præciseret og forenklet, hvorpå vedkommende spurgte:
"Har du ingen tillid til mig?".
"Nej, tillid er noget man opbygger over tid. Der er mennesker jeg har lavet forretning med over årtier, og dem behøver jeg ikke lave skriftlige aftaler med. Her benyttes Jyske Lov, og vi kan lave aftalen direkte over telefonen".
Den kunne han ikke stikke."

Plt84 skriver endvidere: "Som ateist har jeg fravalgt en tro - jeg har ikke brug for den. Og videnskaben kan på sagligt grundlag føre forløbet af mennesket og universet tilbage i tid længere end, der har været religioner.
Men videnskabsopfattelser ændres også over tid, ligesom religioner gør. Og der er stadig og vil altid være uløste forståelsesopgaver.
Det, der efter min opfattelse er (alt for mange) ateisters problem, er, at de ikke har evnet at se religion som en filosofi. ”Videnskab uden religion er lam. Religion uden videnskab er blind”, sagde A. Einstein, selvom hans 'religionsbillede' var ment meget kosmisk. Nogle ateister bliver så fundamentalistiske i deres 'tro', at det blokerer for udsynet. Og som konsekvens vil de i virkeligheden - måske mod deres vilje - blive en hindring for sameksistens i det ønskværdige, sekulariserede samfund.
Sprogbrugen hos religionskritikeren (red.) afslører f.eks., at han ikke kender (eller ikke har lyst til at kende) forskel på islam og islamisme.
Er det ikke urkomisk, at en ateist som mig skal ende som en forsvarer af religiøses rettigheder i et samfund med sociale og politiske spændinger?

Først til balladen på Nørrebro og hvordan vi løser den:

Giv forældrene bedre økonomiske vilkår. Så de ikke er tvunget til at leve på et økonomisk og socialt niveau, som bliver kritiseret af menneskerettighedsorganisationer fra hele verden. Problemet er forskellen på hvad middelindtægten i det danske samfund er, og så hvad middelindtægten for den gruppe af socialt svagt stillede indvandrere er, som man i forvejen holder ude fra arbejdsmarkedet, samt prisudviklingen i Danmark, som trækker den modsatte vej - opad. Danmark har nogle af Europas højeste priser på fødevarer. Denne på alle fronter negative spiral overfor en bestemt samfundsgruppe giver både psykiske, økonomiske og sociale problemer. Dansk Folkepartis store fede tommelfingeraftryk sidder desværre på den del af aftalen, som gør, at man primært rammer de, som ikke er etniske danskere. Tror du at disse forældre er interesserede i at deres børn render rundt på gaden midt om natten? Problemet er, at samfundet ikke levner dem noget overskud til at tage sig af deres børn. Ungdomsklubber, sociale tilbud, bedre økonomiske forudsætninger, hjælp med psykiske problemer, som følge af dårlig livssituation ville eksempelvis være en rigtig god idé. Men i stedet nedlægger man i stor stil ungdomsklubber og indskrænker den offentlige støtte til initiativer på det sociale område. Indvandrerne står med et dobbelt problem. Deres mangel på mulighed for at få et arbejde, leder til en hårdt trængt økonomisk situation pga. regeringens kontanthjælpslovgivning. De har færre penge mellem hænderne til at tage sociale initiativer, eller til den omfattende brugerbetaling man efterhånden ser indenfor området, osv., osv., osv..... => manglende selvtillid. Fastlåste i ghettoer (ingen danskere vil jo være nabo til en indvandrerfamilie), hvor et underliggende matrix af at føle sig dybt uretfærdigt behandlet i et land, hvor man ankom med håbet om et bedre liv, betyder at børnene bliver ladt i stikken. Når disse indvandrere så endelig får et arbejde, så er det ofte noget hjerneforladt lortearbejde, som ingen dansker alligevel vil røre med en ildtang. Selv højtuddannede ingeniører må tage til takke med lortearbejde, fordi deres uddannelse ikke 'anerkendes' i Danmark. BULLSHIT!

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry52141.html

Indvandrerpolitisk ordfører Irene Simonsen fra Venstre udtalte sig for et år siden i folketingets spørgetid om incitamentet for at skære yderligere i starthjælpen. Hun udtalte bl.a., at personer, i det der kaldes match 5, ikke er relevante i forhold til starthjælp, da de jo i givet fald skal have pension. Men hvad med vejen hen til match 5? Den er helt umenneskelig efter min mening. De, som er permanent i matchgruppe 4-5 får som bekendt en pension, som for indvandrere betyder, at de får en pension tilsvarende en procentsats, som tilsvarer det antal år de har opholdt sig i Danmark. Altså at personer med invandrerbaggrund i matchgruppe 4-5 får en meget lille pension i forhold til danskere. Det er da en apartheidlignende lovgivning…Når jeg tolker det, som Irene Simonsen udtaler om match 5, så mener hun altså at folk, som ligger i matchgruppe 4-5 i kraft af starthjælpen og udsigten til en endnu ringere pension i fald de forbliver syge, har et så kraftigt incitament til at blive raske, at de automatisk bliver raske af sig selv, for at undgå at leve på sultegrænsen. Hvad fanden er det for et syn på eksempelvis syge mennesker??? Jeg synes, at vi skal give flere penge til de svagest stillede, forhøje kontant og starthjælpen, da de, som forventet, har vist sig unyttige som incitament til at få denne gruppe til at tage arbejde (Denne gruppe mennesker ville kunne være mere nyttig for samfundet, hvis de ikke konstant levede på sultegrænsen. Er du klar over, at de penge vi sparer i kontant -og starthjælpsydelserne bliver brugt til senere at behandle disse mennesker for sygdomme, som på lang sigt skyldes deres ringe økonomiske levevilkår? Spørg dig selv, hvem som udgør den største økonomiske byrde på sundhedssektoren? Det gør de svagest stillede i samfundet såmænd. Hvordan regeringen mener, at vi sparer på kontanhjælpen og starthjælpen, når selvsamme bunke penge skal smides ind i sundhedsvæsenet for at behandle, er mig en gåde).

http://www.casa-analyse.dk/1991/1580%A0http://www.dr.dk/Nyhede...

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-5823435.html

http://politiken.dk/indland/article177597.ece

Match systemet i kommunen:

1. Borgeren har kompetencer og ressourcer der umiddelbart matcher arbejdsmarkedets krav. Borgerens kompentencer og ressourcer er forenelige med varetagelsen af jobfunktioner, der er bredt ekstisterende på det ordinære arbejdsmarked. Borgeren har eventuelt kvalifikationer og kompetencer indenfor flaskehals- områder på arbejdsmarkedet.

2 - Borgeren har kompentencer og ressourcer der umiddelbart i væsentlig grad matcher arbejdsmarkedets krav. Borgeren kompetencer og ressourcer er i høj grad forenelig med varetagelsen af jobfunktioner, som er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked, men der kan dog i mindre grad være en mismatch, eksempelvis mht specifikke kvalifikationer eller lignende.

3 - Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart kun matcher arbejdsmarkedets krav. Borgeren vil imidlertid være i stand til at varetage jobfunktioner, som et vist omfang eksistere på det ordinære arbejdsmarked.

4 - Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige ikke umiddelbart vil kun indgå i en jobfunktion på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked.

5 - Borgeren har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren aktuelt ikke har nogen arbejdsevne der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked.

Her er et citat fra Vogters blog omkring amputerede sociallove i Danmark: http://blog.tv2.dk/v_for_vogter/entry85831.html#comment1138201

"Teksten ligner de gamle, men der er omformuleret og fjernet paragraffer med bred hånd og den Venstre Nyliberalstiske store kniv. Bare tage et kig på Loven om aktiv socialhjælp. Her alle de paragraffer der omhandlede kommunernes 'pligter' overfor borgerne stille og roligt blevet fjernet med salamimetoden igennem de sidste 5 år:

§§ 8 b-9. (Ophævet).

§§ 16-24. (Ophævet).

§ 28. (Ophævet).

§§ 35-38. (Ophævet).

Kapitel 5 - Igangsætningsydelse

§§ 42-45. (Ophævet).

§§ 47 a-48. (Ophævet).

§§ 60-62. (Ophævet).

§§ 68-69. (Ophævet).

§§ 70-73 a. (Ophævet).

§§ 74 j-77. (Ophævet).

§§ 86-87. (Ophævet).

§§ 101-102. (Ophævet).

§ 109. stk 5 (OPhævet), stk 8, 9, 10 (Ophævet)

§ 117. (Ophævet).

Mage til amputeret makværk af en lov skal man lede længe efter, og denne lov omfatter alle, der modtager kontanthjælp, både syge og ledige, plus mere til. Og samtlige af de paragraffer, der blev fjernet havde med det offentliges pligter overfor borgerne at gøre, samtidig med at resten af loven er omformuleret til ukendelighed siden dens første fremlæggelse i 1996 af Socialdemokraten, nåååh nej - Venstrekvinden Karen Jespesen og deres støtter og lidt efter ophøjet til lov."

Jeg er helt med på, at de dovne mennesker, som ikke gider at arbejde, skal ud på arbejdsmarkedet; men det er altså de færreste af de arbejdsløse, som tilhører denne gruppe mennesker. Langt de fleste har en anden årsag til ikke at kunne arbejde eller til ikke at kunne finde job. Hvad med dem? Skal vi for at ramme en bestemt meget lille målgruppe af bevidst dovne individer samtidig ramme et stor gruppe af uskyldige svagt stillede mennesker, som kommer til at lide fuldstændig uhensigtsmæssigt under lovgivningen om starthjælp og kontanthjælp? Hvad med dem, som lider af PTSD? Hvad med de syge? Hvad med dem som ikke kan tage vare på sig selv; men som bliver gjort til 'raske' individer pga. regeringens lovgivning? Regeringen har gentagne gange udtalt, at lægernes brug af diagnosen PTSD er uprofessionel. Det er da helt utroligt at vi, som lever i så rigt et land, ikke har *råd* til at tage os af de svagest stillede i samfundet.

Citat fra Læger siger fra:

"Tonen i den offentlige debat om indvandrere, flygtninge og asylansøgere, er i den sidste tid blevet så fjendtlig, at vi som læger må sige fra. Nedladende udtalelser om etniske minoriteter gentages så ofte i pressen, at de for nogen bliver til sandheder. Tilsvarende er Danmarks politik over for minoriteterne i det hele taget blevet forrået. Flygtninge holdes ude, livet i Danmark er blevet uforudsigeligt og vanskeligt for asylansøgere, kun 9% af spontane asylansøgere fik asyl sidste år, og mange udsendes med tvang. Selve debatniveauet og den førte politik er umenneskelig, sygdomsfremkaldende og skader Danmarks internationale omdømme. Derfor opfordrer vi alle i Danmark - medborgere, politikere og pressen - til at bruge deres ytringsfrihed ansvarligt og med omtanke, og at behandle etniske minoriteter som medmennesker, i dagligdagen, i myndighedsudøvelsen og i Folketinget.

Danske læger er internationalt kendt for kampen mod tortur, for rehabilitering af torturofre og for kampen mod lægers medvirken til tortur. Danske lægers værdigrundlag er bl.a.:

* Anerkendelse af grundlæggende demokratiske værdier og menneskerettigheder.
* Værnen om borgernes frie og lige adgang til sundhedsvæsenet, uanset alder, indtægt, etnisk baggrund, seksuelle orientering, religion eller livsstil.
* Patientens helbred og tarv har lægens første prioritet.

Som læger oplever vi:

* at den daglige nedladende og fjendtlige omtale i medierne og i den politiske debat går ud over etniske minoriteters værdighed og selvopfattelse og øger diskriminationen
* at etniske minoriteter bliver syge efter at være udsat for diskrimination, nedvurderende medieomtale og udelukkelse fra det danske samfund
* at flygtninge på introduktionsydelse ikke har råd til at købe tilstrækkeligt af mad og medicin
* at mange asylansøgere bliver psykotiske efter mange år i Danmark med venten, afslag og flytninger mellem asylcentre. Flere har forsøgt eller begået selvmord
* at familier - selv med børn - ikke kan få familiesammenføring i Danmark, på grund af danske særregler. Familier splittes og sagerne trækker i langdrag under rigid og langvarig behandling i Udlændingestyrelsen
* at afviste asylansøgere, der ikke kan sendes hjem, sættes i særlige asyllejre, hvor de ikke kan få kontante ydelser men kun bespisning
* at asylansøgere, der tidligere har været tortureret i deres hjemland, sendes tilbage til fornyet tortur. Det skete også for den 18-årige iranske dreng, der under tilbagesendelse til torturen i Iran forsøgte selvmord i Kastrup Lufthavn, og som nu har fået tilladelse til at føre en erstatningssag mod Flygtningenævnet, for at have udsendt ham til grov tortur, som han udholdt i tre år. Også andre asylansøgere, der tidligere er tortureret, er sendt tilbage til tortur fra Danmark, fx til Sri Lanka og Indien.

Vi hører om , at folk dør under flugt i overfyldte både, der ikke er beregnet til havsejlads, i containere, i skibslaster, i bagagerum i biler, ved at krydse minefelter eller farlige floder og bjergområder. Bl.a. fordi Danmark ikke vil udstede visum, så folk kan komme hertil legalt, ikke vil behandle en asylansøgning fra en dansk ambassade i udlandet, og giver bøder til luftfartsselskaber, der medtager passagerer uden gyldigt pas og visum.

Vi erfarer at folk, som ikke kan tage danskprøve 3, ikke kan få dansk statsborgerskab, heller ikke hvis det skyldes, at de lider af PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom), som ofte fremkaldes af tortur. Endvidere at den lægeligt stillede diagnose mistænkeliggøres af politikere uden fagkundskab.

Menneskerettigheder knægtes og internationale henstillinger overhøres.

Vi opfordrer alle i Danmark til igen at sætte anstændighed og medmenneskelighed i højsædet."

Her er et citat fra Høringssvar vedr. VK(O)-regeringens aftale om indfødsret af 8. december 2005

Kravet om selvforsørgelse (§ 23)

Ministeren anfører, at ”.. det må efter min opfattelse være et rimeligt krav at stille som betingelse for meddelelse af indfødsret, at ansøgeren kan klare sig selv og også herigennem har vist en vilje til at blive bedre integreret i det danske samfund.”

"Det skal hertil bemærkes, at der blandt ansøgere med PTSD meget ofte vil være et ønske om at klare sig selv for bl.a. derigennem at kunne demonstrere, at de har viljen til integration. Men nogle ansøgere vil på grund af deres psykiske helbredstilstand ikke have evnen til at klare sig selv. Denne manglende evne til selvforsørgelse kan ikke tages som udtryk for en manglende vilje til integration, og når integrationsviljen skal dokumenteres, er det ikke rimeligt at opstille betingelser, hvis opfyldelse alene afgøres af evnerne.

På baggrund af ovennævnte ønsker vi derfor at fastholde vores anbefaling om, at aftalen om indfødsret ændres således, at personer med kronisk PTSD ikke stilles ringere end andre ansøgere i forhold til dispensationsmuligheden ved danskkravet og kravet om kendskab til danske samfundsforhold mv., og at kravet til selvforsørgelse ophæves eller i hvert fald lempes."

http://www.laegersigerfra.dk/Erklaeringen.html

http://illegalt.mahost.org/article.php3?id_article=83

http://politiken.dk/indland/article135109.ece

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=34494&TS_ID=1&S_ID=36&C_ID=60

Vi har et socialt ansvar i Danmark. Vi er et af verdens rigeste samfund. Jeg synes simpelthen, at det er under vores værdighed at behandle mennesker på den måde, som vi gør. At folk ligefrem yderligere vil straffe de svagest stillede for de problemer, som de påføres af samfundet, synes jeg, vidner om et land, som bliver mere og mere fascistisk og psykologisk uligevægtigt og regressivt. Jeg henviser hermed til min artikel om Volkan: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry173239.html?ss

Det er bestemt heller ikke værdigt for et land med kristne grundværdier! Eller dem har vi måske forladt til fordel for hedonismen?

Se nu kan I måske undre jer over, at jeg vælger at berette denne dystre historie for jer; men sagen er den, at de var kristne. Der var intet muslimsk i deres familie. Moderen gik med tørklæde og nogenlunde samme klædedragt som andre arabiske kvinder. De havde været kristne i mange generationer tilbage. De giftede sig med familie, faderen og moderen var fætter og kusine og holdt sig strengt til kristne partnere. Så jeg vil helt enkelt gerne vide hvad kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber og vold i familien har med Islam at gøre.

Pigen hed Rana og var meget smuk; men hun forlod kun hjemmet, hvis hun skulle i skole. Hun var aldrig på besøg hos mig. Ikke en eneste gang. Hun var bange for, at de ville slå mig ihjel, hvis de fandt ud af det. Så mit argument er ganske simpelt, at det her er et spørgsmål om kultur, og jo før vi finder ud af at holde det adskilt fra islam, jo bedre. Billedet er af palæstinensiske kristne kvinder.

Til sidst en opfordring. Hold nu op med det pis med at kalde mig en blåøjet venstreorienteret blød socialist med politisk korrekte holdninger. Jeg kan udmærket godt se realiteterne i øjnene. Realiteterne er, at vi må gøre op med vores sutteklud, som hedder had til islam, og i stedet begynde at beskæftige os med de sociale og kulturelle problemer, som indvandrerne har med i kufferten, når de kommer til vores land.

"Our most basic common link is that we all inhabit this small planet. We all breathe the same air. We all cherish our childrens future. And we are all mortal."

-John F. Kennedy

Har du set klippet? Ellers så gør det. Tænk herefter på vores egen reaktion, når en dansk soldat bliver dræbt i tjeneste. Tænk på hvor uretfærdigt vi synes det er, når vores soldater bliver dræbt eller såret i en krig, som i bund og grund er uretfærdig. Tænk så derefter på alle de uskyldige mennesker, som bliver dræbt i en krig, som vores regering har ført dette land ud i, uden at spørge os, befolkningen. Tænk på det, næste gang du møder en irakisk mand på gaden. Tænk på det næste gang du ser et interview med Pia K. eller Søren Krarup. Tænk på dette når du læser Ralf Pittelkows indvandrerhadske bog. Tænk på det når du ser et interwiev med Anders Fogh.

Mærsk har tjent i omegnen af 20 milliarder kroner på krigen i Irak. Tænk på det.

Tænk frem for alt på de lidelser, som vi er med til at påføre uskyldige mennesker. Jeg har meget svært ved at acceptere, at et "civiliseret" land som Danmark, kan være en del af sådan noget svineri. Dansk Folkeparti siger, at Danmark er et kristent land med kristne traditioner og værdier. Jeg har svært ved at genkende kristendommens budskab i det, jeg ser, vi er en del af i Irak. Du og jeg. Vi er en del af Danmark. Vi har alle stemt, og vi bærer alle en del af ansvaret for Danmarks deltagelse i dette fordømte myrderi.