Folketingsgruppens dagbog 31. januar 1980

Det danske statsfjernsynsmonopol har udviklet sig i ulykkelig retning til et slapt, ensidigt indoktrineringsforetagende. Det kan ikke blive værre ved at blive loppet op af et privat TV-2, selv om det danske sprogområde under alle omstændigheder er for lille til, at vi kan få virkelig kvalitetsfjernsyn, som man for eksempel kender det i USA.

Det blev der spundet lange ender om i Folketinget, men disse debatter har et uvirkelighedens skær, siden Anker Jørgensen steg så højt op den 15. februar 1977. Siden har der ikke i Folketinget været skygge af chance for at få et rimeligt, alsidigt og tolerant radio/fjernsyn-foretagende i Danmark.

Og når Ankersygdommen er overstået, vil de ydre forhold med satellithurtigudviklingen være så fundamentalt ændrede, at debatter nu sker med afgørende ubekendte.

Skade, at Nathalie Lind, dengang tid var fra 1973-1977, hindrede Venstre i at være med i et flertal om et ordentligt dansk fjernsyn og en tålelig dansk radio.

Mogens Glistrup

Ven af Schlüter og Foighel slipper for tiltale i million-skattesag

Der var ingen smalle steder, da Mogens Glistrup skulle kanøfles. I titusindvis af arbejdstimer og millioner af kroner af det offentliges sparsomme ressourcer, blev forlods reserveret til Fremskridtsbevægelsens stifter og overhoveds fjorten års lange tur gennem retsvæsenets vridemaskine.

Anderledes sparsommelighed med offentlige midler lægges tilsyneladende for dagen, når det gælder venner af de borgerlige magthavere, som har vovet sig ud i skattetænkeriet.

Det afslører den seneste tids avisomtale af skattevæsenets millionstudehandel med DMK-leasings bestyrelsesformand, advokat og skatteekspert Robert Koch-Nielsen.

50 millioner kroner kontant "efterbetaler" Koch-Nielsen, og så skulle den sag være ude af verden. Mener aviserne at vide. For skattevæsenet, politiet, anklagemyndigheden og retsvæsenet har ikke ressourcer til at gennemføre en omfattende sag. SÅDAN!

Mistænkeligt
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Fremskridtspartiets folketingsgruppe vil følge den sag med den allerstørste interesse, siger Pia Kjærsgaard. Ikke på grund af den skattetænkning, der ligger til grund for sagen, men fordi der er mistænkelige tegn på, at der afgjort ikke er lighed i skattesager her i landet.

Når man oplevede, hvordan skattevæsenet og retsvæsenet kunne afsætte mandskab og penge af til i årevis at føre sag mod Mogens Glistrup, må det undre, hvis en skattetænker med nær tilknytning til den borgerlige regering (V, C, CD og KrF, red) kan undgå at få sin sag bedømt og afklaret efter samme recept, siger Pia Kjærsgaard.

Advokat Robert Koch-Nielsen har i skattelovstekniske spørgsmål ved flere lejligheder været både rådgiver og pennefører for den konservative skatte- og afgiftsminister Isi Foighel.

Fire spørgsmål
I anledningen af sagen har Pia Kjærsgaard i Folketinget stillet fire spørgsmål til Isi Foighel:

1. Vil ministeren be- eller afkræft, at DMK-leasings bestyrelsesformand, Robert Koch-Nielsen, undgår tiltale i forbindelse med en konstateret skatteunddragelse, fordi en skattesag vil belaste skattevæsenet og retsvæsenet?
2. Hvilke fortilfælde kan ministeren oplyse der har været, hvor en konstateret skatteunddragelse i millionklassen er endt med forlig om efterbetaling uden strafforfølgning og/eller bøde?
3. Har ministeren for nylig gjort brug af Koch-Nielsens indsigt i skattelovene ved forarbejdet til nye skattelove?
4. Vil ministeren oplyse om Koch-Nielsens ekspertise vil kunne komme i betragtning i fremtidige udvalg, ministeren har tanker om at nedsætte til udarbejdelse af nye skattelove?

I sine begrundelser fremhæver Pia Kjærsgaard, at det er vigtigt, at folk med indsigt og ekspertise er med til udarbejdelsen af nye love på skatteområdet. Hvis ministeren meddeler, at han ikke længere vil gøre brug af Koch-Nielsens indsigt bedes oplyst hvorfor ikke, skriver Pia Kjærsgaard.

Torben Zinglersen

Underholdning for skatteyderpenge

Mogens Glistrup har i Folketinget stillet flg. spørgsmål til finansministeren (Palle Simonsen, C, red): "Hvad er skatteydernes samlede udgifter til Børge Høsts rejsefilm om livet i en tyrkisk provinsby?"

Som begrundelse angiver MG, at filmmanden Børge Høst netop har udsendt en fotografisk smuk film over livet i den tyrkiske provinsby Niksar. Filmen ligger ganske på linie med Hakon Mielches rejsebeskrivelse (og -film) fra Familie Journal-genren. Der er naturligvis ikke nogen som helst grund til at rynke på panden over, at der meddeles en sådan underholdning til dem, der gerne vil se sådan en film.

Men det er forargeligt at læse, at det er skatteyderne, som betaler for underholdningen via Statens Filmcentral og Landscenteret for undervisningsmidler. Når den offentlige sektor er i så stærkt sparebekneb, som tilfældet vitterligt er, må det helt oplagt være den slags projekter, som der jo findes tusindvis af, der først og fremmest afskrækkes fra skatteyderstøtte.

Mogens Glistrup

Socialdemokratisk MF`er sælger skatte"fiduser"

Det sker samtidig med at han og hans parti fører hetz mod og jagter alle, der forsøger at kurere folkesygdommen ondt i skatten - og mens Glistrup er dømt uværdig og buret inde.

Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann har formentlig ret, når han med sit forslag om at få offentliggjort samtlige skatteregistre forventer, at der vil komme artige afsløringer frem af, folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og andre, der i tide og utide foregiver at få moralske opstød af danskernes opfindsomhed mod sygdommen ondt i skatten, selv har tilsigtede fradrag af en størrelsesorden, der ligger over gennemsnittet.

I hvert fald er det nu afsløret, at en af Socialdemokratiets virkelige topfolk, økonomiprofessor Erling Olsen, selv er med til at sælge skattelettelser til de hårdt plagede danske skatteydere.

Har selv købt
Den forhenværende socialdemokratiske boligminister, der fortsat er medlem af Folketinget, har nemlig siden maj 1984 været næstformand i det nyoprettede selskab SDS-Invest, der indtil årsskiftet havde solgt investeringsbeviser for 526 millioner kroner i portioner på 20.000, 4.000 eller 1.000 kroner.

For sin ulejlighed har Erling Olsen modtaget et honorar på 30.000 kr., som dog formentlig ikke har fået hans skat til at stige. Olsen har nemlig været så fornuftig selv at købe skattelettelsesbeviser i invest-foretagenet, oplyser Ekstra Bladet.

SDS-Invest er et selskab under Sparekassen SDS (Unibank i dag, red.), der fortrinsvis arbejder med de såkaldte akkumulerede investeringsbeviser. Der udbetales ikke udbytte, man akkumulerer - opsamler - gevinsten, der efter tre år er skattefri.

Indrømmer skattetænkning
SDS-Invests formålsparagraf lyder: "Foreningens formål er at anbringe medlemmernes midler i danske og udenlandske aktier og obligationer og andre værdipapirer eller lignende for derved at opnå en passende risikospredning og tilfredsstillende afkast eller formue".

Erling Olsen er mandfolk nok til overfor bladet at indrømme, at der er en god portion skattetænkning forbundet med hele foretagendet.

Den socialdemokratiske toppolitiker skal selvfølgelig ikke have utak for, at han hjælper danskerne mod folkesygdommen ondt i skatten. Det er kun dobbeltrollen i det spegede spil, der er forargelig.

Glemmes skal det heller ikke, at Erling Olsen to gange har været med til at dømme Mogens Glistrup uværdig til at indtage sin retmæssige plads i Folketinget.

Hvem sagde dobbeltmoral!

Torben Zinglersen

Skidt med demokratiske rettigheder: STOP Glistrup

Ny justitsministeriel svinestreg betyder negativ særbehandling af Fremskridtspartiets EF-spidskandidat

Erik Ninn-Hansen (C), justitsminister, Folketingets beneficeret forsvarsadvokat, burde naturligvis være at finde forrest i kampen for at sikre enhver dansk borger hans demokratiske rettigheder. Sådan er det ikke!

Firkløverregeringens (V, C, CD og KrF, red) øverste chef for justits- og fængselsvæsenet går den stik modsatte vej. I al fald, når det gælder hans politiske ærkefjende, Fremskridtspartiets leder og EF-spidskandidat Mogens Glistrup.

Glem reglerne
Til sin forlængede arm i Horserød, fængselsinspektør Helle Hald har Ninn-Hansen givet ordren: Stop Glistrup, se bort fra demokratiets spilleregler, glem alt om almindelige bestemmelser for indsattes frihed, kort sagt: Glistrup må under ingen omstændigheder få mulighed for at gøre sig gældende i EF-valgkampen.

Så farlig er Fremskridtsbevægelsen og dens politiske ledere altså blevet. Efter forårsrengøringen.
Efter befrielsen fra femtekolonnefolkene.

Et cadeau til Glistrup, hans idéer, hans politik og hans gennemslagskraft - den mand er jo farlig! -men naturligvis først og fremmest et gement slag mod Glistrups grundlæggende borgerlige, demokratiske rettigheder.

Uden særbehandling
Som omtalt i sidste uges FREMSKRIDT havde Mogens Glistrup ansøgt om en måneds strafafbrydelse for, på lige fod med EF-valgets øvrige kandidater, at kunne føre valgkamp. Det nægtede Ninn-Hansen, at give tilladelse til.

Glistrup var derfor indstillet på, i lighed med praksis op til folketingsvalget i januar og uden at opnå særbehandling af nogen art, udelukkende at anvende opsparede udgange fra fængslet i Horserød til at føre valgkamp. Med de begrænsninger i forhold til i øvrigt opstillede spidskandidater det giver.

Også dette har den konservative justitsminister på ureglementeret vis spændt ben for.

Det er ganske enkelt - i strid med tidligere anvendte regler for indsattes gøremål under orlov - meddelt Glistrup, at det vil blive betragtet som misbrug, hvis han anvender fritimer udenfor Horserød til valgkampslignende formål.

For andre fangers vedkommende blander fængselsvæsenet sig ikke i, hvad de foretager sig under udgang, blot de ikke begår kriminalitet.

Ens for alle
Hvad man end kan mene om ordningen med, at straffefanger bevilges frihed af kortere eller længere varighed, kan der ikke herske tvivl om, at når den slags muligheder gives, skal reglerne administreres så de virker ens for alle.

Det er derfor en ny grov svinestreg af den Fremskridtshadende Ninn-Hansen, at han har beordret negativ særbehandling af Mogens Glistrup.

Torben Zinglersen

Schlüter og Simonsen laver regnskabsfusk

Udføre rene Tribinitricks for at pynte på finanslov og statsregnskab. Trods spærregrænseafgrund må Fremskridtsfolk holde ryggen rank og afsløre blændværket

Hvert år med VCQM fører til stigende skattetryk og til overvæltning af stærkt øgede gældsbyrder på vore børn og børnebørn. Ganske som tilfældet var i hvert år med Anker Jørgensen (A). Forskellen er ens.

Det er til at brække sig over ministerens hykleri om, at statsudgifterne holdes i ro (på niveauet 191,4 milliarder kr.). Regeringen (V, C, CD og KrF, red) udfører her et rent Tribinitrick (tryllekunstner, red) uden den afdøde professors forsonende momenter. Tværtimod er det dødelig alvor, at for eksempel finanslovsforslagets renteudgift på 53.514.475.000 kr. holdes uden for det, som firkløveret kalder statsudgift. Man posterer det som en negativ indtægt!

Noget lignende gør Palle Simonsen (C) med en post på 90.901.595.100 kr. Kontoteksten hedder "Statsgældsafdrag og obl., køb m.v.". Da statsregnskabet er et rent kasseregnskab er dette ligesåvel en statsudgift som for eksempel Schlüter´s (C) løn.

Menneskeligt forstår man derfor, at hofskrædder, Henning Christophersen (V) fra Kejserens ny Klædefabrik er på faneflugt, før hans bluff bliver almen-afsløret.

For et spærregrænsetruet parti er det hårdt at afsløre blændværk, som folk grumme gerne vil tro på. Erfaringen viser jo, at den typiske dansker krydser ved det parti, som flottest vil åbne for statskassen netop til det formål, hvor vælgerens særlige (egoistiske) interesse ligger.

Og når han så endda hver dag fodres med udgydelser fra enøjede og ukyndige journalister om, at samfundsøkonomien er i fremragende fremgang, er det ganske svært at trænge igennem for det pengeblottede Fremskridtsparti, hvis mange saglige indlæg ikke optages i aviser, Tv eller radio.

Men netop som sandhedens eneste væbnere, må Z-partiet holde ryggene ranke og ikke forfalde til den valgflæsk-stemmefiskeripolitik, der narrede 95,4% den 10. januar 1984 (folketingsvalget).

I årerne 1971-82 var vi også uglesete. Men dryp for dryp gjorde vi udviklingen lidt mindre afsindig, end den ellers havde været. Sammenlagt nåede vi derigennem ganske store resultater. Heller ikke nu løser den lille Z-gruppe nationens problemer i en håndvending. Men forhåbentlig er 1984 vendepunktet, så vi genvinder betydelig indflydelse på landets udvikling.

Hver en femøre
Sandheden, langsigtetheden og sømmeligheden ,må da kunne mobilisere mindst én ud af hver 50 vælgere.

Hvis vi vel at mærke evner at forklare Fremskridtspolitikken troværdigt, anstændigt og gennemslagskraftigt.

Fremskridtsfolk skal glæde sig over hver femøre, hvormed vi kan få nedsat unødvendige offentlige udgifter. Når firkløveret vil pynte sig med større EF-bidrag, mere barselsorlov, mere ulandshjælp, flere fremmedarbejderudgifter o.s.v., o.s.v., skal vi igen og igen understrege sammenhængen over til skatteudskrivning og statsgæld.

"Penge kan ikke plukkes ned af træerne", skal være yndlingshittet, hvormed vi præger debatten.

Mogens Glistrup

Ninn-Hansens overgreb på Glistrup skulle sikre Poul Møllers genvalg

Hvad mange har tænkt, men ingen, af mangel på direkte bevis, sagt, at Ninn-Hansens (C) grundlovsstridige overgreb på Mogens Glistrups ytringsfrihed og demokratiske rettigheder, havde til formål at sikre partifællen og bonkammeraten, den ældede Poul Møller genvalg til det givtige ben i EF, afsløres nu af retsassessor Poul Bærentzen, Århus.

Det sker i en opsigtsvækkende artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den kendte jurist og assessor afdækker her, hvordan Poul Møller (C) allerede kort tid efter folketingsvalget i januar i år, hvor Glistrup, i forhold til Fremskridtspartiets stemmetal på landsplan, Københavns Amt sikrede sig et markant antal personlige stemmer, bønfaldt indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) om at fratage Glistrup hans valgbarhed. Om ikke det kunne ske på anden vis, så gennem vedtagelse af en lov med tilbagevirkende kraft!

Poul Møller var ganske enkelt skræmt ved udsigten til, hvad der kunne ske med hans egne stemmer, hvis Glistrup, i forbindelse med et valg hvor vælgerne i hele landet kunne stemme på ham, fik frie udfoldelsesmuligheder.

Poul Møllers subjektive baggrund
Poul Bærentzen: "Kort tid efter sidste folketingsvalg har hr. Poul Møller her i bladet (Jyllands-Posten, red) uddybet og kommenteret valglovens paragraf 19 og grundlovens paragraf 33, således som han og professor Poul Meyer - temmelig alene blandt jurister - opfatter disse bestemmelser i relation til det nyvalgte folketing, en opfattelse, der for hr. Poul Møllers vedkommende kan have en subjektiv baggrund. I slutningen af sit indlæg afslører han nemlig, hvad der er hans egentlige ærinde i denne sag, nemlig hans eget kandidatur til EF-valget den 14. juni og den omstændighed, at Glistrup af sit parti er opstillet som kandidat til samme valg, og han udtrykker håbet om, at indenrigsministeren denne gang inden valget vil nægte Glistrup valgbarhed, idet han tilføjer: "Der er jo også den mulighed, at man forinden uddyber eller klargør valgloven"!

Hr. Poul Møller sætter med andre ord sin lid til en lov med tilbagevirkende kraft, hvorved en potentiel konkurrent fjernes", understreger Poul Bærentzen og fortsætter: "Poul Møller synes her at blive bakket op af fængselsmyndighederne, der med partifællen, justitsminister Ninn-Hansen som øverste chef kan begrænse Glistrups deltagelse i valgkampen mest muligt".

Ikke Z-medlem
At den kendte jydske retsassessor ikke er Fremskridtspartimedlem eller en lallende ukritisk gurudyrkende Glistrup-tilhænger, som Ninn-Hansen-vennekredsen sikkert vil forsøge at skyde Bærentzen i skoene, vidner bl.a. flere af hans kritiske bemærkninger om: "Glistrup har stundom irriterer mange med sine alt-eller-intet-krav, med sine mindre overvejede udtalelser om forsvarets telefonsvarer, om nedlæggelse af ministerier osv., det meste vel udslag af en barsk humor, som blot ikke har sin plads i politik, hvor alt kan udlægges til ugunst for den, som man frygter, men alligevel bør han have fair play, og det er netop, hvad han ikke har fået".

Og Poul Bærentzen konkluderer: "Hadet imod Glistrup hos hans politiske modstander må stadig være helt uden grænser".

Torben Zinglersen

Naturgas-folkebedraget: Et partipolitisk prestigeprojekt i mia.-klassen

Som skatteyderne har måtte bøde for. Kun Fremskridtspartiet advarede i tide mod gasseriet

Som handelsminister underskrev Venstremanden Arne Christiansen i marts 1979 naturgaskontrakten med Dansk Undergrunds Consortium.

På tålmodigt papir forgav han, at staten indgik i en profitabel forretning. Nu er alle enige om, at disse kalkulationer ikke var det papir værd, de var skrevet på.
Danmarkshistoriens største milliarkontrakt var helt klart et partipolitisk prestigeprojekt.

Heraf skal vi lære ikke at stole på regeringens (S-V, red) økonomiske forudsigelser, selv om de støttes på nok så fine embedsmandsberegninger. Sådan nogle udarbejdes blot for at bluffe.

Fremskridtspartiet havde i årevis advaret og påpeget alle de forhold, der talte imod. Og vi stemte selvsagt imod i Folketinget i 1979.

Hvis dog bare nogle flere hundredetusinder af vælgerne kunne lære af erfaringerne. Gasseriet er jo kun et af tusinde eksempler, hvor Z i tide sagde sandheden, men hvor medierne sørgede for, at den ikke kom frem til vælgerbefolkningen.

Mogens Glistrup

Løftebrud

Regeringens forslag om ekstraskat på opsparing er et alvorligt løftebrud.

Regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red) gik imod Socialdemokratiets tanker om en beskatning af pensionskasserne. Modstanden var så stor, at Anker Jørgensen (A) trådte tilbage.

Dernæst ønskede regeringspartierne en éngangsbeskatning af pensionskasserne, og endelig har regeringspartierne indgået en aftale med Socialdemokratiet om en varig ekstraafgift på opsparing.

Det betyder, at den danske befolkning, til trods for at vi har en borgerlig regering i dag, er udsat for det største skattetryk, vi nogensinde har oplevet.

Alle, der har pensionsopsparing, kapitalpension, livsforsikringer o.s.v. er blevet ført bag lyset.

En ganske almindelig lønmodtager kan efter årsopgørelsen have fået en fremgang af en kapital på kr. 2.000 som realrente, men kan p.g.a. beregningsmetoden komme til at betale en realrenteskat på kr. 3.000. Dette blev fremhævet af Glistrup og underbygget med et eksempel ved første behandlingen af regeringens lovforslag. Skatteministeren (Isi Foighel, C, red) havde ingen kommentarer til regneeksemplet, formentlig fordi regnestykket var rigtigt, og så fordi ministeren regner med, at det er der ikke mange, der forstår. Det er ganske enkelt en skandale, at et skattelovsforslag har indbygget en forudsætning om, at det er uforståeligt for den enkelte borger.

Fremskridtspartiet stemmer imod lovforslaget, der på udmærket måde tydeliggør forskellen imellem Fremskridtspartiet og Det konservative Folkeparti.

Ole Maisted

Indisk foragt for den arbejdende befolkning

Mogens Glistrup har stillet undervisnings- og forskningsministeren (Bertel Haarder, V) flg. spørgsmål:

"Hvad betaler danske skatteydere til Prakash Reddy og den slags?"

Begrundelse
For så vidt en af de hårdt plagede danske skatteydere har haft råd til at betale Weekendavisen for 27. oktober 1989, har han på side 11 opdaget, hvad det er for noget, hans penge går til. Her læser man om inderen G. Prakash Redde, som for første gang besøgte Danmark som deltager i Den Internationale dukketeaterfestival i Århus. Sammen med seks andre fra sin landsby, der også deler hans store hobby, blev de inviteret til at deltage. Og i de to uger optrådte de med dukketeater og skyggespil blandt andet i Fredericia og Kolding. Ved samme lejlighed holdt han to forelæsninger på Institut for Etnografi og Socialantropologi på Moesgård, Århus Universitet.

Gæstfrihed?
Etnografen Poul Pedersen foreslog ham at komme tilbage og studere dansk landsbykultur. Og professor Prakash Reddy var opsat på at forske nærmere i fænomenet dansk gæstfrihed.

Opholdet finansieres af Center for Kulturforskning ved Århus Universitet, og Danida har givet rejsepenge. Desuden har Prakash Reddys eget universitet i Tirupati i delstaten Andhra Pradesh også støttet projektet.

Foragt
Når undervisnings- og forskningsministeren, hans partiformand og andre kolleger ikke kan finde på noget bedre at bruge danske skatteborgeres penge til, kan Folketinget da give dem den støttepædagoghjælp, at de kan lade borgernes penge forblive i borgernes lommer, så de selv afgør, hvad de vil bruge deres egne penge til - og det bliver nok mindre valutafortærende spenderinger end den foragt for den arbejdende befolkning, som hr. Prakash Reddys tidstypiske historie har ført statskassen ud i.

Mogens Glistrup

Firkløveret er hverken fornyelse eller forandring

Hvor er det dog forstemmende, at Schlüter-regeringen i snart fire år har kunnet indoktrinere befolkningen med lodret løgnagtige fremstillinger af fakta og dermed fremstå, som om den repræsenterede en helt afgørende forbedring i forhold til, hvad der udråbes som de kulsorte socialdemokrattilstande.

Danmarks Radio og dagbladene labber usandhederne i sig og fortier virkelige kendsgerninger.

En del af forklaringen på, at det kan lade sig gøre, er selvfølgelig, at mange journalister - for deres gode lønninger fra Jyllands-Posten, Berlingske o.s.v. - optræder som bevidste Goebells-løgnhalse. Men årsagsforholdet findes også i, at næsten alle økonomisk-politiske journalister er for ukyndige og for dovne til kritisk at trænge bag om det, der udspys fra regeringens mange propagandakontorer.

For eksempel er faktum, at statsgælden den 31. marts 1974 var 9 milliarder, ved VCQM-regeringens tiltræden 248 milliarder og nu ca. 450 milliarder. I pressemeddelse betoner Palle Simonsen (C), at udlandsgælden i 1974 var over 71%, men nu knapt 22%. Det blev så dagens glade nyhed fra medierne, så lyttere og læsere ganske klart fik indtrykket af, at nu er vi ved at have tilbagebetalt den danske udlandsgæld.

Døgnflue-sensationer
For befolkningen lytter kun med mindre end det halve øre. Den er nemlig meget mere interesseret i døgnflueagtige kuriositets-sensationer end i de sammenhænge, som er dødsensafgørende for danskernes fremtidige eksistensvilkår, men som umiddelbart forekommer kedelige med den vrangopdragelse, medierne har givet befolkningen.

Stort set står fredagsbladet FREMSKRIDT som den eneste sandhedsbringer. Parallellen er iøjnefaldende til 1940´ernes illegale blade. Men desværre har FREMSKRIDT ikke nær så stor udbredelse eller gennemslagskraft. Det må alle gode danske kræfter gøre deres for at afhjælpe.

Overvældende
Dokumentationen er overvældende for, at forskellen er ens på den nuværende regering og dens forgænger. Om skatter, statslån, valutagæld, renter, offentlige udgifter, lønomkostnings-konkurrenterne o.s.v.

Næsten hvert nummer af FREMSKRIDT supplerer afbødningen af den totale befolkningsvildledning, som gennemsyrer pressen på de for fremtiden bestemmende punkter.

Mogens Glistrup

Et er et søkort at forstå...

Det gældende konservative partiprogram har den fanfareklingende titel: "En fremtid i frihed".

Blandt indledningstrompetstødende finder man: "Skattetrykket skal sænkes og opsparing og arbejdsindsats belønnes". Senere hen hedder det blandt andet:

"Det konservative Folkeparti har som mål:

at begrænse den offentlige sektor for at opnå bedre balance mellem offentlig og privat virksomhed
at sikre en effektiv og rationel drift af den offentlige sektor
at planlægge den offentliges sektors udvikling, så der skabes bedst mulige arbejdsvilkår for det private initiativ
at bringe orden i økonomien
at bremse gældsætningen til udlandet
at sikre fuld beskæftigelse
at fastholde og udbygge erhvervslivets konkurrenceevne, samt
at reducerere de offentlige udgifter, bl.a. gennem beskæring af gratisprincippet."

Det lokkede mange Z-folk over til det den gang voksende C-parti.

For programmet er fra september 1981 - præcist et år før Schlüter og Simonsen stratede på at afsløre deres parti som noget nær vælgerbedrager-rekordsætter.

Mogens Glistrup

Brug Grønland

Det vrimler jo ind med skarpsindige, velformulerede betragtninger mod Ninn-Hansens (C) åbning af de danske grænser for muhammeddanerinvasionen.

En smagsprøve er følgende: "I lighed med Søren Krarup synes jeg, naturalisationen af vildt fremmede folkeslag er helt uantagelig. Kæmpeområder, tyndt befolkede områder, kunne jo annektere disse mennesker. Skal det absolut være Danmark, ville jeg forslå Grønland, hvor der jo er masser af plads, også i beboelige og nogenlunde dito områder. Antageligt ville dette vist heller ikke passe visse stormagter".

Mogens Glistrup

Det gælder den personlige frihed

Den skattefrie bundgrænse foreslås hævet til 60.000 kr. Selve folkepensionen samt en helt pæn ekstraindtægt bliver altså skattefri, og al utryghed omkring skatteansættelser og brevveksling med skattevæsenets Edb-maskiner undgås.

På denne måde kan den enkelte selv bestemme sin livsrytme.

De fleste ældre ønsker at blive i deres hjem og i deres vante omgivelser så længe som muligt i stedet for at komme på plejehjem, før det er strengt nødvendigt.

Derfor ønsker Fremskridtspartiet, at der skal gives de bedste muligheder for hjemmehjælp til ældre - også fra fredag eftermiddag til mandag morgen. På dette som på andre områder skal gælde klare og enkle regler, som er til at finde ud af.

Så kan vi også nøjes med færre folk på kommunekontorerne. Halvdelen af det arbejde, der for eksempel udføres i skatteforvaltningen, er et underskudsforetagende. Med en aldeles overdreven nidkærhed sidder højt betalte embedsfolk og filosoferer over, om kørselsudgifter, forbrug af egne produkter o.s.v., er et par hundrede kroner mere eller mindre. I virkeligheden kan ingen sige, hvilket tal der er det rigtige. Men der spredes angst og usikkerhed til ingen verdens nytte.

I de kommuner, hvor Fremskridtspartiet får indflydelse, vil skattevæsensfolkene få besked om at holde sig væk fra principryttersmåsager og kun skride ind, hvor det bevisligt er hævet over enhver tvivl, at der er noget virkelig væsentligt forkert i selvangivelsen.

I det hele vil den kommunale forvaltning blive langt mere ømskindet end hidtil med at rutte med borgernes penge i de tilfælde, hvor Fremskridtspartiet sikres udvalgsformandsposten. Med hertil skal oftest bruges mindst 4 liste Z-mandater i de mindre kommuner og 5-6 i de noget større.

Hvad gammelpartierne ødelægger for jer med deres meningsløshed på Christiansborg, skulle kommunerne gerne spare jer for igen. Det sker kun, hvis i også får naboen, kollegaen og svigerinden og alle de andre hen at sætte kryds ved Z den 17. november.

De store skatter skyldes, at de gamle partier har spredt sig ud over alle de bredder med, hvad de lader stat og kommune betale for. Teaterbilletter, Roskilde Universitet, 198.000 kr. årligt til et arbejdsløst ægtepar, bistand til Cuba og Angola o.s.v. Men hvorfor ikke lade den enkelte selv bestemme, hvilke smukke formål han vil støtte med sin egen indtægt?

Vi har derfor først og fremmest brug for, at det offentlige blander sig udenom langt mere. Og det, som virkelig er fælles opgaver, skal løses ordentligt. Derfor slås Fremskridtspartiet for at bruge flere midler endnu på bedre sygehuse og på at sikre de ældre.

Efter en rimelig overgangsperiode skal der udbetales ens offentlig pension til alle. Uanset om man har været privat eller offentlig beskæftiget i de aktive år. I første omgang stiler Fremskridtspartiet imod, at pensionen skal være 39.600 kr. for enlige og det dobbelte for ægtepar. Fra og med 1983 vil beløbet kunne forhøjes væsentligt, hvis Fremskridtspartiet får så stor indflydelse, at oprydningen er skredet rimeligt frem efter det modbydelige kæmperoderi, som er efterladenskaberne efter de socialdemokratiske regeringer.

Mogens Glistrup

Boligpolitikdumhederne

Da de særlige krigsforhold var overstået, stod Folketinget overfor at gøre boligforsyningen ligeså fornuftig og billig, som det konkurrencebetonede private erhvervsliv gør andre forbrugsgoder (Mallorcarejser, køleskabe, biler o.s.v.).

Ved frigørelse af boligmarkedet, efter nogle års restriktioner ville der selvsagt komme nogle overgangsproblemer. Folketinget frygtede, at de ville blive skreget ud i sensationspressen, og derfor skubbede man det åbenbart rigtige skridt - overgangen til frit boligmarked - nogle år ud i fremtiden.

Fejgheden og ømskindetheden overfor øjeblikkelig kritik har fortsat lige siden i de 30 år. Den tidligere vismand, professor Søren Gammelgård, Århus, gør udviklingen sådan op: "Boligsektoren har været politisk reguleret med forbud, påbud, støtteordninger og afgifter. Det er sørgeligt, at skulle konstatere, at det hidtidige resultat af alle disse anstrengelser er blevet en desorganisation og et virvar, som overgår al forstand. Og som via afsmitning over lønudvikling og renteudvikling har haft skadevirkninger langt ind i andre erhverv, først og fremmest betalingsbalanceerhvervene".

Mogens Glistrup

Glistrups ønskedanmark

Jeg holder mest af Danmark. For der bor danskerne. Og de taler dansk. Og der er de smilende landskaber og vandskaber. Tivoli. Traditionen fra Jeppe Aakjær, Gunnar Nu, Poul Henningsen og Osvald Helmuth. Imperials roastbeef og Faxe Fad. Endog det danske vejr vil jeg prise. Et år boede jeg et sted, hvor der dødsikkert ikke faldt en dråbe regn mellem 18. marts og 10. september. Fremfor en så ensformig grundbaggrund for tilværelsen er den hjemlige omskifteligheds-usikkerhed så langt at foretrække. Kort sagt: Danmark er det, jeg er vant til. Og pattedyr er vanedyr. Men dermed ikke være sagt, at jeg ønsker, at Danmark skal forblive, som Danmark er. Tværtimod er der så meget at være utilfreds med, at jeg – ihukommende Rasmus Rask` stærke ord om, at sit fædreland skylder man alt, man kan udrette – har sat mit liv ind på at få fjernet en hel del af de ufrø, der i den sidste snes år er føget ud over landet.

Fordi landets ledelse siden 19. februar 1960 har ligget hos nogle møghase. Langt fjernet fra idealet om, at folkets langsigtede tarv ganske skal fortrænge popegoisme og lurvet partitaktik. Selv om danskerne er blevet fuppet til at vælge dem valg efter valg, fortjener de bestemt ikke så ringe ledelse. Men efter 2 årtiers katastrofestyre er det på tide at besinde sig og nøgternt gøre op, hvilke muligheder der er tilbage, for at redde mest muligt for vore børns og børnebørns Danmark. Vor generation har ved fejt at skyde problemerne ud til fremtiden skabt alvorlig frygt for landets vilkår i næste århundrede.

Derfor bør 1980`erne blive oprydningensårti. Med hårdt arbejde og ringe udbytte må vi alle sone Jens Otto Krags (A), Hilmar Baunsgsaard (B), Poul Hartlings (V), Poul Schlüters (C) og de mange andres forbrydelser. Vi må droppe misundelsesfølelser, kompensationsdjævle og smålighed. Så vi kan levere vore efterkommere et gældfrit og lykkeligt Danmark. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at forlange, at de ud over at løse deres egen tids problemer også skal betale for vore tabte slag.

Når målet er nået, skal vi sikre, at vanstyret aldrig kan gentage sig. Ved at give fremtidens Mads Clausen`er, Eilif Krogagere, Simon Spise`er og tusinder andre igangsættere albuerum fri for bagtalelse, skatteplyndring, ØD-fodlænke og papirhammergok. Kun derved vil i rigdom vi drive det så vidt, at der bliver penge til varigt og stærkt at bistå de uforskyldt svage – de syge, de handicappede, de ældre. For her er statens aller, aller vigtigste opgave. De rige, de velbegavede, de højtuddannede vil nemlig under alle omstændigheder svømme ovenpå. Om så systemet er indretter à la Peking eller i Moskva-style eller som i Washington eller i Anker Christophersens afgrundsland. De, der reelt gavnes ved, at produktionslivet gives mulighed for at bage en langt større samfundskage, er svage. Ligesom det er dem, der undgælder på længere sigt, når vanregimente får lov at holde sig ved magten som i den sidste snes år i Danmark.

Den indlysende fællesmålestok, for hvad der er godt for Danmark, er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Eller – mere beskedent udtrykt – mindst mulig menneskelig ulykke. Derfor skal der frem for noget andet sættes ind for at gavne dem, som ikke selv har forudsætningerne for at være deres egen lykkes smede. Sygehusene skal forbedres, folkepensionen forhøjes, socialbistanden afbureaukratiseres

I næste række kommer, at den størst mulige menneskelykke skabes ved det mindst mulige regereri. Selvgjort er velgjort, mens mukkeri og mere-vil-have-mere-krævementalitet er resultatet af at dreje om ad tilskudsvejen, hvor børnehaver, bustransport, teaterbilletter og tusind af andre udgifter betales på den økonomisk mest ødsle spildfacon – over skattebilletten. I ønskedanmark skal staten derfor ikke tvinge dem, der hellere vil dyrke deres haver, til at betale balletpigerne på Det Kgl. Teater, fordi de nu findes at være den fine og rigtige kultur, mens derimod den Hellerupkontorchef, som elsker at gå i operaen, ikke bidrager til ham, der hellere vil samle på frimærker eller læse Ib Henrik Cavling. Z-vikingerne vil tilbage til den menneskelige frihed, hvor den enkelte selv kan vælge og bestemme over sit produktionsresultat, sin indsats her i samfundet. Borte skal tage den desværre stadig omsiggribende ensretning, hvortil vi indoktrineres, så snart vi drejer op på oplukkeknappen til fjernsyn eller radio fra Danmarks statsmonopoliserede udspredning af ensidige undergravninger af menneskelig tilfredshedsfølelse.

Men Ole Espersen´s (A) og Karl Hjortnæs`s (A) rædselskabinetter skal ikke fordunkle, at danskeren anno 1981 utvivlsomt har langt, langt bedre livsvilkår, end hans tipoldefar havde i 1881. Årsagerne er mangfoldige: Teknikkens enorme udvikling, lægevidenskabens store landvindinger, hundredetusinders samvittighedsfulde flid og slid, det internationale handelssamkvems udbygning, og at vi i de forløbne hundredår stort set har undgået virkelig store ødelæggelser ved krige, naturkatastrofer eller epidemier. Netop med alle de muligheder, som foreligger for, at Fremtidens Danmark bliver lykkens Danmark, er det så nedtrykkende at opleve, at uduelige folketingspartier spiller fandango med Danmarks fremtid.

Lad os lægge alt småligt kævl til side og i fællesskab løse problemerne, så vi ikke mere skal leve i angst for fremtiden, men hver for sig, på social gældfri basis, kan hygge os med hvad der nu optager den enkelte: Sommerhus, charterferie, lystbådssejling, familiehygge, bingo, folkedans, Danmarks Melodibog og hvad, der nu får 5 millioner til at føle glædens blod til at strømme gennem kroppen.

Og sådan, at man kan leve et helt liv uden at opleve, at der på gulvmåtten, når man kommer hjem, ligger en stor gul kuvert fra et eller andet myndighedskontor, som på kancellikaudervælsk dekreterer, at man ikke må dit eller dat. Det er nemlig stort set forkert, når nutidens herskere tror, at den, som er givet et skrivebordsembede, også ved bedre, hvad der er godt, og hvad der er skidt for den enkelte. Men skytset skal naturligvis ikke rettes mod skrankepaven som person.
Skylden i den nuværende misere ligger ikke hos de offentligt ansatte. De handler blot efter gældende love. Derfor er det dem, der har lavet alle lovene – eller rettere dem, der undlader at ophæve tåbelighederne – som er ulykkernes bagmænd. Når den store le bortskærer bedrevidenlovene, bliver den formindsket med over 90%. Da er lykke-for-alle-landet oprundet.

Mogens Glistrup

Bjerg af papirnusseri

Anklagemyndigheden har meddelt Mogens Glistrups to forsvarere lrs. Philip Ingerslev og skatteeksperten, professor cand. jur. Thøger Nielsen, at der vil fremkomme 35.000 - femogtredivetusinde - sider bilag til sagen. Det er noget i retning af fire-fem gange så meget som til juridisk embedseksamen.

Selv med fart på politiets kopimaskine, kan dette kæmpe papirbjerg først være forsvarerne, der har betinget sig to måneders læsetid, i hænde i sidste halvdel af august.

Hvem sagde papirnusseri, spil for galleriet og spild af gode skattekroner? Selvfølgelig ikke Anker Jørgensen-!

Fremskridtspartiet

Foran et farefuldt år

Inden næste landsmøde har vi nok oplevet vort andet folketingsvalg. Mister vi stemmer, vil hele det etablerede Danmark trække vejret lettet. Magistrenes og Socialrådgivernes fagforeninger. Juristernes og Økonomernes Fagforbund. Deres altid villige håndlangere i fjernsyn, radio og dagspresse vil erklære faren for overstået. Med frisk mod genoptager de herskende klasser udviklingstråden, der brast. Skattebelaster befolkningen yderligere. Bevares, det hele sukres ind i ordrige forklaringer og undskyldninger, men hvor det bærer hen, ved vi alt for godt.

Opnår vi mere end 30 mandater, vil det forår, som vor hidtidige indsats har varslet, for alvor kunne bryde igennem. VKR lod indkomstskattekurven stige stejlt, Anker Jørgensen (A) konstaterede med stolthed i 1972, at hvert år bød på stadig nye indkomstskatterekorder, som hver olympiade bød på stadig nye idrætsrekorder. Selvom gammelpartierne først sent vil erkende det, er det utvivlsomt Fremskridtspartiets fremkomst i 1973, der har ændret signalerne. Men vil det kun blive en døgnflue? Liste Z-resultatet ved næste folketingsvalg vil blive den for bevarelsen mest betydende enkeltfaktor.

Reportagen fra Christiansborg-mødet den 21. og 22. september kan blive afgørende. Berettes det, at Fremskridtspartiet er et hus i splid med sig selv, vil mistilliden og modløsheden brede sig ud over landet og en genoprettelse måske blive umulig for et fattigt, presseløst parti som vort.

Landsmødets hovedtema er organisationsdannelsen. Vigtigt er det, om vi får det ene eller andet vedtægtsgrundlag, men i sandhedens interesse må vi nok erkende, at ingen kan forudse, om den ene organisationsmåde vil være mere lykkebringende end den anden. Kun ved vi, at gammelpartiernes partibureaukrati ikke er velstemmende med fremskridtstanker. Ej heller virker deres vælgerforeningssystem tidssvarende. Hvad der er rigtigt for Bornholm, behøver ikke at være lykken på Frederiksberg eller i Nordjylland. En landsledelse, der alene har størrelse nok til at løse landsomfattende problemer, må derfor være sagen. Vi må bevare retten til, hver for sig, at bære vor hat, næsten som vi vil. Også selvom vi af praktiske grunde tvinges til at organisere os. Fjernstyres vil vi kun i det omfang, det er nødvendigt for at bevare partiets enhed.

Men hvilke personer skal vi så give beføjelsen som partiets landsbestyrelsesmedlemmer? Forhåbentlig kan vi dræbe ambitioner på egenpersoners og lokalregioners vegne. Lad være med at nære mistillid til andre fremskridtsfolk, blot fordi de kommer fra en anden egn af landet eller iøvrigt er lidt anderledes.

Skal vi ved vort andet landsmøde ud i skænderier om vedtægtsparagraffer eller personvalg, risikerer vi meget let, at partiet strander så fast, at vi ikke kommer fri af grunden før vort andet folketingsvalg.

Gælder det derfor nogensinde i Fremskridtspartiets historie om at neddæmpe individualiteters frembusen og om at præstere samdrægtig opslutning, så gælder det ved forhandlingerne om vedtægter og om hovedbestyrelsesvalg den 21. og 22. september 1974.

Uenighed kan sætte så meget over styr, at intet vindes ved, at man får gennemtrumfet sine yndlingsidéer i denne omgang.

Fremskridtspartiet er det eneste eksisterende parti, som er i stand til at føre den for landet i disse år nødvendige politik. Naturligvis kan vi ikke indrette det således, at alle synes, at der er skabt den helt rigtige organisation. Hver ekstra time, vi på landsmødet bruger på at kævles og kværne om partiopbygningen, kan sætte os uger eller måneder tilbage i arbejdet med at få vort politiske idégrundlag til at slå faste rødder i stadig større befolkningskredse. Det er den udadvendte missionsvirksomhed, som er den vigtigste for Fremskridtsfolk både før og efter landsmødet.

Måtte vi den 23. september kunne konstatere, at vi klarede pynten.

Mogens Glistrup

Opløsningsretten

Sålænge vi har haft folkestyre, har statsministeren haft fri adgang til, nårsomhelst, at udskrive folketingsvalg.

Styrken heri er i den sidste snes år blevet mangedoblet af fire årsager:

1) Grundloven af 1953 afskaffede Landstinget og gjorde dermed Folketinget til næsten den eneste indehaver af topmagt.

2) Finanspolitikken og statsmagtens iøvrigt stærkt udvidede magtbeføjelser medfører, at en regering kan opnå kortvarig popularitet gennem en politik, som er katastrofal på lidt længere sigt.

3) De hyppige opinionsudnersøgelsers offentliggørelse indebærer, at en statsminister med større sikkerhed end tidligere kan bedømme, hvornår hans parti står til et godt valg.

4) Den enkelte vælgers fastknytning til et bestemt parti er blevet væsentligt svagere.

Når opløsningsretten er blevet et stærkere våben, betyder det også, at den lettere lader sig bruge i partiegoistiske øjemed til, på et øjebliks-grundlag, at skaffe sig fireårs-magt.

Fremskridtspartiet finder det uheldigt. Vi har derfor foreslået indskrænkninger i Statsministerens frihed til at opløse Folketinget.

Helst burde retten flyttes til et aldeles uvildigt organ. Mest naturlig fremstår i denne henseende den person, hvem Grundlovens ord tillægger opløsningsretten: Dronningen. Danmark har den lykke at kunne forudse i den næste menneskealder som normalt at have et intelligent menneske, som mere end 90% af befolkningen sætter særdeles højt og hvis fuldstændige upartiskhed meget få tvivler om.

For at undgå, at dronningemagten trækkes ned mod sølet, vil det imidlertid være nødvendigt, at alle politiske partier af nogen betydning på forhånd bakkede op om den foreslåede løsning. De andre partier er imidlertid ikke modnede hertil.

Som den næstbedste løsning på problemet foreslog Fremskridtspartiet umiddelbart efter valget en borgfredaftale med partierne om, at den nye regering ikke måtte bruge opløsningsvåbnet uden støtte hertil i Folketinget. Støtten skulle være på mindst 89 medlemmer i tiden frem til 18. december, mindst 88 medlemmer i den følgende uge, mindst 87 i ugen 26. december 1973 - 01. januar 1974 og så fremdeles.

Nu er det jo en dårlig vane hos de andre partier, at hver gang nytænkning foreslås fra Fremskridtspartiet, vrænger de automatisk ad os og siger, at det ikke kan lade sig gøre.

Den helt nye struktur i Folketinget gør det imidlertid særdeles ønskværdigt, at det hurtigst muligt hindres, at det ene af de ti partier - nemlig det, der er kommet til at stille statsministeren - får en kæmpe fordel på de andres bekostning.

Mogens Glistrup

Al politisk arbejde går ud på at sørge for at forbedre fremtidens vilkår

Dette arbejde bliver udført på lykke og fromme, hvis politikerne ikke evner at stikke fingeren i jorden og erkende, hvor samfundet er henne.

De gamle partiers mangel på evne hertil er en af årsagerne til, at det er gået så skidt for Danmark. I deres genvalgsbegær søger de andre partiers folk blot at lægge sig i halen på de populære opfattelser og iøvrigt se at komme uden om problemerne ved at vurdere udviklingen overensstemmende med deres egne ønskedrømme.

Blandt de tusinder af beviser herfor fremdrages følgende citat af, hvad den nuværende socialminister (Palle Simonsen, C, red) sagde i Folketinget den 29. januar 1974:
"Der er ikke særlige beskæftigelsesmæssige problemer med baggrund i energikrisen. På denne baggrund og i betragtning af, som vi også gjorde rede for under første behandling, at der er andre tidspunkter, hvor lønningerne har været stærkere stigende, end tilfældet har været i dette år, finder vi ikke nogen som helst rimelig motivering for at ændre på en i forvejen udmærket arbejdsløshedsforsikringslovgivning".

På disse få linier begik han tre massive fejl:

1. Energikrisen udløste vor generations betydeligste arbejdsløshedsproblemer.

2. Aldrig er lønbeløbene steget så eksplosionsagtigt som i 1974, hvor Fremskridtspartiet endnu ikke havde fået fjernet de offentligt ansattes procentvise dyrtidsregulering. Lige siden har de offentligt ansattes organisationer altid henvist til linien fra vinteren 1974-75, når de gennem statistik har foregøglet, at de skulle have krav på efterslæbs-kompensation.

3. VKR-regeringens arbejdsløshedsdagpengelovgivning er alt andet end fortrinlig. Der er i markant modstrid med forholdene i nu- og fremtidens samfund - opbygget som den er på 1930´ernes problemstillinger.

Når et menneske i den grad fejler i forståelsen af problemstillingerne, er der grund til, med største skepsis at se på, at han nu er blevet sat til at forvalte det dyreste udgiftsbudget i statsadministrationen - men gøgeungerne fra finansministerens statslånerenter og arbejdsministerens understøttelsesbeløb er jo godt på vej til, at skubbe det sociale budget væk fra den førsteplads, det sålænge har haft på milliardhitlisten.

Mogens Glistrup

Aukens uduelighed

Da Anker Jørgensen (A) tiltrådte som statsminister i februar 1975, proklamerede han, at regerings (A, red) vigtigste mål var at afskaffe den arbejdsløshed, som var ved at runde de 100.000.

Ret så hurtigt fik han sat sin altmuligmand Erling Jensen på den opgave. Og i parløb med Per Hækkerup kørte de så alle deres socialdemokratiske indgreb frem, som de kunne finde i partibogen. Da det var det vigtigste af alle regeringens mål, blev der ikke sparet noget som helst.

I maj 1977 blev de imidlertid opskræmte af, at de økonomiske vismænd bebudede, at resultatet af alle anstrengelserne ville blive en arbejdsløshed i 1977 på 152.000, og at man med fortsættelse af den indledte politik ville komme frem til, at de følgende år ikke ville vise noget fald i arbejdsløsheden, men at denne i 1980 ville være så frygtelig som 160.000.

Da satte Anker Jørgensen sit vidunderbarn – Svend Auken – på arbejdsministertaburetten. Han har siden maset på med den ene milliard-beskæftigelsesplan efter den anden. Resultatet er blevet, at finanslovsforslaget, som blev fremsat den 14. august 1981, påregner, at der i 1982 bliver 245.000 arbejdsløse. Da Svend Auken nogle dage efter blev spurgt, om det virkelig kunne gå så frygteligt, måtte han svare, at med det talmateriale, som var kommet frem, efter finanslovsforslaget var gået i trykken, må man forvente 275.000 ledige i 1982. Den udtalelse kunne man læse fra arbejdsministeren i Politiken den 18. august 1981.

Sammenhængen i denne udvikling er ganske enkel. Den socialdemokratiske medicin er i virkeligheden sygdomsforstærkende. Beskæftigelsesplaner betyder nemlig øgede skatte- og restriktionstryk på befolkningen. Og det betyder igen færre arbejdspladser.

Erfaringens lære er altså ganske tydeligt, at vil man formindske arbejdsløsheden, skal man gøre det stik modsatte af, hvad den socialdemokratiske regering har foretaget sig.

Mogens Glistrup

Skadeserstatning

Lægerne skændes om årsagen til hjerneødelæggelsen hos malere. Skyldes den de opløsningsmidler, de har brugt, er det en arbejdsskade, og skal der udbetales arbejdsskadeerstatning?

Det er hul i hovedet, at loven er sådan.

Hvordan samfundet skal hjælpe handicappede medborgere, bør ikke have forbindelse med årsagen til skaden.

Det burde være så hamrende ligegyldigt, om Randersdamen fik perforeret sin livmoder, fordi lægen fortsætligt ville skade hende, eller der indtraf et uforudset jordskælv, mens han operede og operationsredskabet derfor smuttede.

Retsreglen om, at opnåelse af skadeserstatning skal bero på skyld, stammer fra en forlængst forsvunden tid, hvor samfundet som sådan ikke kunne hjælpe sine handicappede.

Som reglens navn - culpareglen - viser, stammer den fra det gamle Rom.

Her, ca. to årtusinder senere, skal vi frigøre os fra at forbinde skadeslidtes restitution med skadeforvolderens skyld.

Hvordan skadeforvolderen skal straffes skal bero på helt andre betragtninger.

Mogens Glistrup

Mens Glistrup er buret inde:

Narkogangster fik fri for at være rådgiver for folketingspolitikere

Udenlandsk forbryder, idømt fire års fængsel for narkoindsmugling, var med til at skræddersy "invasions"-udlændingeloven.

Advarsel!
Læsere, der måtte ønske at beholde deres barnetro om et dansk retssamfund med en fru Justitas retfærdighed og lighed for loven, og som ikke gerne ser deres illusion om at Mogens Glistrup ikke er politisk dømt anfægtet, bør stoppe læsningen her.

Andre, med større realitetssans, der for længst har set kendsgerningerne om en rådden politisk-juridisk magtklikes fordærvet moral i øjnene, skulle hente ny Fremskridtsammunition i det følgende:

Mens Mogens Glistrup er buret inde på nu tredje år, dømt efter luftige og til lejligheden frit opfundne fiktionsteorier, og på alle mulige måder - lovlige som ulovlige - chikaneres og hindres i blot nødtørftigt at udøve sin politiske gerning, har en udenlandsk gangster, idømt fire års fængsel for narkokriminalitet, med justitsministerens (Erik Ninn-Hansen, C, red) tilladelse uledsaget og ukontrolleret kunnet færdes rundt i det danske samfund - og i det danske Folketing. Som politisk rådgiver for danske politikere og danske retsvidenskabsmænd, i vigtige spørgsmål vedrørende dansk udlændingelovgivning!

Lyder det utroligt? Læs blot videre.

Klar dokumentation
Det drejer sig om den 44-årige skotske statsborger Duncan Mitchell Clark, der i 1980 ved dansk ret blev idømt fire års ubetinget fængsel for en grov og farlig narkotikaforbrydelse.

Duncan Mitchell Clark blev indsat til afsoning af sin straf i det lukkede statsfængsel i Vridsløselille.

Dokumentationen for den noget særprægede anvendelse af narkogangsteren, som politisk konsulent i et dansk lovtekst-anliggende, leverer Duncan Mitchell Clarks egen forsvarer, advokat Henrik Nebelong. Det sker i en kronik i Berlingske Tidende, hvor Nebelong afslører: "Da den nye udlændingelov kom til debat, fik Clark da også bevilget uledsaget udgang til snesevis af møder med politikere og retsvidenskabsmænd, der arbejdede med lovteksten".

Hvilke partier det var den kriminelle Clark stillede sin ekspertise til rådighed for, er ikke oplyst. Men enhver kan jo gøre sig sine tanker. Med i vurderingen skal, at det var Direktoratet for Kriminalforsorgen, der bevilgede Duncan Clark hans "uledsaget udgang til snesevis af møder", som advokat Nebelong så klart udtrykker det. Kriminalforsorgen sorterer direkte under Justitsministeriet.

Positiv særbehandling
Sammenholdt med kendsgerninger om at Glistrup, trods klar vælgeropbakning, to gange er bortdømt fra sin plads i Folketinget, at han på justitsministerens udtrykkelige ordre og i strid med grundlov og menneskeretsbestemmelser, og trods opsparede udgangsdage fra fangehullet i Horserød, bl.a. blev nægtet mulighed for at føre EF-valgkamp, tør det vel antydes, at den justitsministerielle positive særbehandling til Duncan Mitchell Clark må undre.

For at sige det mildt. Den udenlandske narkohajs forbrydelser kan have betydet fordærv og død for en lang række mennesker. Mogens Glistrups brøde bestod i, at han sagde sandheden. Hvad ingen burde være kommet til skade af!

Talte nogen om retfærdighed og lighed for loven?

Den udlændingelov som Duncan Clark ved sin konsulentbistand var med til at skræddersy, er i øvrigt den selv samme lov, som i dag gør det umuligt at dæmme op for flygtninge-invasionen.

Før straffen på fire års fængsel for indsmugling af narko til Danmark, var Duncan Clark i 1972 blevet idømt 16 måneders fængsel i Canada. Ligeledes for narkotikaforbrydelse.

Clark blev i 1983 prøveløslade fra Vridsløselille og såvel Byretten som østre Landsret besluttede, at han skulle udvises af landet.

Fastlagt praksis
Med henvisning til oplysningerne i advokat Nebelongs kronik, om Duncan Clarks mange udgange fra fængslet i Vridsløselille, har Mogens Glistrup rette følgende henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen: "Uden at være selvovervurderende tør jeg roligt sige, at den hermed fastlagte praksis i Kriminalforsorgen må føre til, at der bevilges mig §-31 udgange til rådgivning af Fremskridtspartiets folketingsgruppe.

Med kun fire medlemmer har denne gruppe stærkt behov for saglig bistand i det meget omfattende folketingsarbejde, og jeg har fra Fremskridtsbevægelsens fødsel været drivkraften i partiets gennemarbejdelse på så at sige alle politiske områder. Bl.a. har jeg været ordfører vedrørende skatte-, arbejdsmarkeds- og EF-spørgsmål - tre områder som kommer til at indtage en meget central plads i resten af indeværende folketingssamling, således at folketingsgruppen vil kunne høste stor gavn af, at jeg kan diskutere de forskellige lovtekster med gruppen.

Sammenlignet med Clarks sag skal jeg fremhæve at:
1. Jeg er idømt en kortere straf
2. Der for Clarks vedkommende var den betænkelighed ved udgange, at han kunne komme i narkomiljøet, mens det miljø, jeg er dømt for - mit advokatkontors bogholderi - ikke eksisterer mere
3. Jeg, som dansk statsborger og dermed dansk vælger, har større tilknytning til det danske folketing end Clark
4. Jeg stedse har boet i Danmark og derfor er nok så godt indlevet i det danske samfund
5. Behovet for min rådgivning vedrører et langt bredere og mere centralt lovgivningsområde end det, Clark bistod på
6. Jeg ved de sidste seks folketingsvalg er indvalgt i Folketinget på Fremskridtspartiets liste og i det hele har langt større tilknytning til det parti, end Clark havde til de partier, han rådgav, og
7. at disse partier havde langt større muligheder for at trække på myndighedernes sagkundskab end Fremskridtspartiet".

Reglerne strammet
Det er formodentlig overflødigt at notere, at henvendelsen til Kriminalforsorgen intet har ændret. Altså lige bortset fra, at reglerne for sammensparing af udgangsdage fra fængslet i Horserød er blevet strammet. Det er således ikke længere tillade de indsatte, at spare fridage sammen til en længere udgangsperiode. Som eksempelvis kunne anvendes til at føre valgkamp i!

Var der stadig nogen, der talte om lighed for loven?

G-mand

Socialisering nedbryder velfærdsstaten

Et socialiseret produktionsapparat forarmer den brede befolkning

En hovedforskel på Fremskridtspartiets og alle de andres politik er, at de andre lukker øjnene for, at stat og kommune ikke kan gribe pengene ud af den blå luft. Sorgløst undlader de, når konkrete udgiftsønsker melder sig, at stille det bekymrende spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra?

Ukyndighed og letkøbte mæhæ-attituder hos journalisterne bevirker, at de såkaldte borgerlige partier slipper godt fra at dække under hykleriske fraser, at de i praksis ikke får enderne til at hænge sammen mellem et acceptabelt skatteniveau og alle de støtteforanstaltninger, som de rask væk lover alskens befolkningsgrupper.

De, der bekender sig til socialismen, kommer dog undertiden med et bud på en løsning. De kalder det "den solidariske vej". Solidaritet betyder, at man selv og ens egne skal nyde, og at de andre skal betale.

Drønende asocial
En grundskavank i vort demokratiske system er, at folkeoplysningen er for lav til at forstå, at lader man de rige svin betale, er man drønende asocial. Det er nemlig som at slagte malkekoen, der ellers ud i en lang fremtid dagligt skulle levere de fattige mælk, smør og ost.

Danmark er meget mere velfærdsstat, hvis det dog bare kunne gå op for folk, at den eneste holdbare og gavnlige socialpolitik er at styrke produktionen. Der kan ikke forbruges mere, end der produceres. Ødelægges produktionensapparatet, forarmes den brede befolkning.

Levestandarden
Og en af måderne at ødelægge produktionsapparatet på er ifølge erfaringens centnertunge vidnesbyrd at socialisere det.

Meget, meget langt gælder, at jo frier forhold produktionen gives, des mere bliver der produceret, og jo højere bliver levestandarden - også for den tyvendedel af befolkningen, der har det værst.

Frihed for produktionen - for eksempel for indkomstskat og for lovjunglerier - er også frihed for den enkelte. Og intet liv er - for de 95% af befolkningen, der har de bedste forudsætninger - så herligt som det, hvor man kan sætte sin hat, som man selv vil og nyde mangfoldige personlige valgmuligheder.

Mogens Glistrup

Belær Venstrefolk om de faktiske forhold

Hermed et råudkast til brevudsendelse fra lokalforeningerne til Ikke-fremskridtsfolk (den enkelte lokalforening kan givetvis forbedre udformningen ud fra sin egen vurdering):

Knud Kristensens og Erik Eriksens Venstre eksisterer ikke mere.

Helt andre toner præger nu partiet. Ikke bondelivets sætten tæring efter næring, men universiteternes sorte skole for såkaldt nationaløkonomi.

Henning Christophersen (V) kørte som næstkommanderende i 14 måneder i Anker Jørgensens (A) regering. Den SV-regering, som for alvor ødelagde Danmarks økonomi med forhøjet skatteplyndring, med rekordforøgelse af vor gæld til udlandet (31% på det ene år af de foregående 19 gældsår sammenlagt) og med rekordtilgang af nye offentlige ansatte (ca. 40.000).

Til Jyllands-Posten for søndag den 24. februar 1980 siger Henning Christophersen: ”Venstres forhold til Fremskridtspartiet er meget afslappet – og ikke spor følelsesladet. Jeg læser bare deres program, og så må jeg sige, at det er en politik, som ligger meget langt fra den, som vi arbejder for”.

Vedlagt sender vi Fremskridtspartiets nævnte program. Læs det og døm selv. De kan kun komme til det resultat, at det nuværende Venstre er noget helt andet, end De har troet. Og det dokumenterer de senere års Venstreafstemninger i Folketinget da desværre også.

Skal der være et virkelighedsbetonet modstykket til Socialdemokratiet, må C, V og Z imidlertid samarbejde. Og dertil er Fremskridtspartiet da også parat. Nu som altid.

Men enhver kan sige sig selv, at sålænge vælgerne styrker selvtilliden hos Venstres nuværende leder, er udsigterne små med den indstilling, han indtager overfor Fremskridtspartiet.

Da Danmark så hårdt tiltrænger en afløser til Venstres husbond, Anker Jørgensen, i katastroferegeringen, henstiller vi kraftigt til Dem at give Deres støtte til Fremskridtspartiet og dermed Venstre en lærestreg om at sadle om til samarbejdslinien.

De kan få mere at vide om Fremskridtspartiet ved at henvende Dem til den lokale Z-forening, hvis bestyrelse er: (Her følger så navne, adresser og telefonnumre på lokalforeningens bestyrelse).

Her kan De bl.a. fa at vide, hvordan Venstre stemte til de lovforslag, som særligt interesserer Dem, og hvordan Fremskridtspartiet forholdt sig. Og hvad partierne sagde i Folketinget om forslagene. De vil sikkert blive forbavset, hvis De hidtil bare er hoppet på de limpinde, som det lokale Venstreblad har lagt ud for Dem.

Men gør nu noget ved det. Patienten Danmarks Afgrundssyge er nok så alvorlig. Og det går ikke bedre, før vælgerne har givet Fremskridtspartiet så stor styrke, at det går op for Venstre m.fl., at de skal gå ind i tillidsfuldt gensidigt samarbejde på lige fod med Fremskridtspartiet.

For Danmarks skyld.

Mogens Glistrup