Forstå mig ret, jeg ønsker ikke at det skal gå dårligt for TDC Play, tværtimod. Men et sundt og udviklende marked kræver konkurrence. Markedsmonopoler er sjældent grobund for udvikling og kreativitet.

Nokia forsøger med deres Comes With Music-koncept at være med på bølgen. Tjenesten fås med Nokia-telefoner i den dyrere ende og med en merpris klistret på. Om det passer forbrugeren bedst med en 'udtalt' merpris (hvor man ved, hvad man betaler ekstra) eller en 'implicit' merpris (hvor prisen er inkluderet i abonnementer), vil først kunne ses om flere år, når konceptet er blevet bedre etableret, udbredt og accepteret.

Nokias fordele & ulempers

Indtil videre ved man, at Nokia tilbyder gratis download i et år efter køb af en Nokia-telefon. Musikken er derefter forbrugerens ejendom. Andre detaljer mangler stadig omkring, hvordan Comes With Music kommer til at fungere. Bl.a. vil det være afgørende for Nokia, at de har aftaler med alle pladeselskaber, både internationale og lokale. Dernæst skal musikken være DRM-fri, eller i hvert fald nemmere at benytte, end den er hos TDC. Kopisikring er i sandhed at pisse i bukserne, for at holde varmen.

Nokia vs. TDC

Søren Tvilsted fra TDC Musik mener, at TDC's koncept er overlegent, i kraft af deres aftaler med alle pladeselskaber, store som små. Ganske rigtigt, men: Hvad skulle holde både store og små pladeselskaber fra at lave aftaler med Nokia, eller hvem der nu ellers skulle melde sig på banen? Såfremt Nokia kan få aftalerne i hus, vil de stå langt, langt stærkere end TDC. Ganske enkelt fordi vi godt kan lide at have frie tøjler. Og hos Nokia køber man en telefon én gang, så får man en service i 12 måneder, hvorefter man beholder musikken. Hos TDC er man bundet af et abonnement, hvis man vil beholde musikken. TDC's lovning om en ordning, hvor man kan købe denne musik, til en lav pris, kan måske hjælpe. Men den pris skal være så lav, som man ikke tør drømme om, hvis de skal gøre sig forhåbninger om et solidt og bæredygtigt koncept.

Ved Søren Tvilsteds udtalelser (se links herunder) sætter han TDC Play i bås med den gamle pladebranche, hvor overlegenhed og skråsikkerhed indenfor de seneste 10 år har vist sig at være nogle rigtig uheldige træk. Selvfølgelig er hans udtalelser en art spin, ligesom når ejendomsmæglere siger, at det går fantastisk i boligmarkedet. Det skal de jo sige.

Læs Nokias nye våben: Fri download af musik i et år, TDC vil feje Nokias gratis musiktilbud af banen og Satellitkanal klar med DRM-fri musikdownload, alle på computerworld.dk.

Som politiken skriver her, er 800 engelske musikpirater blevet advaret om at stoppe deres piratkopiering, ellers mister de netforbindelsen. Positivt er det, at musikindustrien fortsat kæmper for det, de tror på. Knap så positivt, til gengæld ironisk, at de der vil tage folks netforbindelse, for længst har mistet jordforbindelsen.

Det er ingen statshemmelighed, hvor mange musikfiler der deles gratis og ulovligt på nettet - og heller ingen hemmelighed, at i hvert fald halvdelen af disse filer deles igennem kanaler, som ikke lader sig kontrollere eller overvåge, fx. over email. Dem som deler mange filer er få, i sammenligning med dem som deler få filer.

Når jeg foroven spørger, om det er ihærdigt eller stædigt, Sisyfosarbejde eller med mål for øje, er det fordi at medieindustrierne på sigt risikerer at knække nakken på denne uoverkommelige opgave, det er, at kontrollere Internettet. Det er som at prøve at holde en håndfuld sand, som siver og siver, til man indser, at det ikke kan betale sig, at forsøge at holde det tilbage.

Med TDC Play og (forhåbentligt) kommende, videreudviklende initiativer, imødekommes forbrugerens behov, som imidlertid er ligeså stædige som musikindustrien. Det er første, håndfaste tegn på, at branchen forstår deres kunder, omend det til evig tid vil blive diskuteret, hvem der har ret.

’Top of Mind’ definerer Horn som det ’personlige brand inden for bestemte grupperinger, et individ først tænker på’. At være ’Top of Mind’ betyder kort fortalt, at du på godt og ondt er den første folk kommer i tanke om inden for udvalgte grupperinger, som f.eks. arbejde, familie, venner, interessefællesskaber, etc..

At blive ’Top of Mind’ handler om at arbejde med hvem du er, hvad du kan og gør, og så gøre dig synlig, så folk er klar over hvor ’god’ du er, eller i det mindste giver dig en fair behandling. Du kommer top of their mind på visse udvalgte områder.

Det er således en håndbog, der handler om hvordan man ’brander’ sig selv i relation til bl.a. familie, arbejdsplads, netværk, foredragsvirksomhed.

Horn uddeler generøst af sin viden og giver mange praktiske anvisninger f.eks. i hvordan du skriver pressemeddelelser, gør dig synlig internt i din virksomhed, bruger foredragsvirksomhed til at skabe synlighed, m.v.

De mange forskelligartede områder gør dog også bogen noget overfladisk. Man får lidt følelsen af at ’Top of Mind’ mest er en håndbog i ren selvpromovering, mere end det handler om at skabe opmærksomhed for noget man som menneske virkelig ved noget om, eller brænder for.

’Brænd igennem’ – kan anbefales
Det undrer mig lidt hvorfor Horn skriver ’Top of Mind’. ’Brænd igennem’, derimod, Horns bog fra 2005, er fremragende og indeholder, groft sagt, de samme pointer, formuleret skarpere på mindre plads.

’Brænd igennem’ kan varmt anbefales til f.eks. musikere, projektmagere og andre, der virkelig har noget på hjerte og brug for at skabe synlighed om deres projekt / aktivitet i bl.a. medierne. Mange af ideerne, der bliver præsenteret i bogen kan let overføres til musikkens verden.

  

Umiddelbart kunne det skære et omkostningsled væk og sikre en større direkte fortjeneste når det endelig skal være. 

Udfordringen vil så være dels at tiltrække besøgende til hjemmesiden og dels gøre folk opmærksom på at det faktisk kan lade sig gøre at købe musikken direkte fra kunstnerens eget website.

Virksomheden styrker kunsten i bl.a. lokalsamfundet, får alternativ medieomtale og kan måske trække udgifterne fra i skat.

Ideen med virksomhedssponsorater er hentet fra sportens verden, men burde bruges mere i forbindelse med musikkens verden også.

Lad os sige at en musikers udgangspunkt hvad PR angår, er en internet-platform, der bl.a. består af en myspace-profil, en hjemmeside, evt. videooptagelser til YouTube, og ikke mindst indspilninger af sange.

Det koster. Måske ikke en formue, men skal det gøres selv semiprofessionelt vil det være en udskrift.

Aftalen med en virksomhed kan f.eks. indebære at virksomheden financierer udgifterne til PR i en periode, eller professionel indspilning af de første numre. Musikeren / kunstneren giver til gengæld et antal koncerter, og reklamerer i aftalte mængder for virksomheden.

Hvilket udbytte skal virksomheden have for at se værdien i et sådan arrangement?

Adventurerun. dk skriver om emnet på deres hjemmeside. Nogle af deres pointer er at virksomheden:

- dyrker sit corporate social responsability (et omdiskuteret begreb, der bl.a. betyder at virksomheden gerne vil bidrage til samfundet og ikke kun tjene penge)

- får alternativ omtale internt og eksternt

- mulighed for skattefradrag

- arrangementer som kunstneren deltager i / står for

Hvad mener du? 

Jeg har netop læst, at Apple forhandler med musikbranchen om muligheden for ubegrænset download af musik via Apple’s iTunes musikportal. Idéen er, at man som bruger betaler et fast månedligt eller årligt abonnement til Apple. Til gengæld får man adgang til al den musik, der findes på iTunes musikportalen (p.t. er der over seks millioner sange på den amerikanske udgave af iTunes).

I mine ører lyder det som en rigtig god idé, faktisk så god, at jeg i hvert fald gerne tilmelde mig denne ordning på forhånd :o) Jeg tror virkelig, at abonnementsmodellen er vejen frem for musikbranchen i kampen mod piratkopieret musik, hvis ellers at prisen bliver attraktiv nok. Hvis man kan få adgang til hundredtusindvis eller millioner af sangen for eksempelvis 40-75 kroner om måneden, tror jeg virkelig det bliver helt uinteressant for de fleste at downloade piratkopieret musik (det er næppe muligt helt at undgå piratkopiering af musik og film).

Så held og lykke fra mig til Apple i forhandlingerne med musikbranchen. Jeg krydser fingre for det lykkes og at vi også her i Danmark kan få ubegrænset download af musik via iTunes :o)

I ugens udgave af The Economist læser jeg, at Hollywood lider af præcist samme problem i dag. Salg i DVD’er falder og indkomsten fra biografer stagnerer. Derudover er det sværere at få film finansieret, fordi afkastet er mindre i dag, end tidligere.

I stedet for at tage internettet til sig, så forsøger filmselskaberne at ignorere udviklingen. Der bliver brugt penge på web-baseret promovering af film, men ikke salg af film på internettet. 

Én af grundende til at Hollywood ikke bruger internettet til at sælge film er det gensidige afhængighedsforhold mellem store supermarkedskæder som Wal-Mart og Best Buy. Kæderne sælger film, som Hollywood så tjener på. Samtidigt trækker filmene folk i forretningerne, hvilket de så tjener på. Så cirklen skal brydes. 

The Economist skærer ud i pap at vejen frem må være internettet. Udvalget for brugeren bliver større. Udgiften til distribution falder.  ’As people get used to getting films on the internet, Hollywood needs to persuade them to chose legal routes by providing top-class movie-download services’. 

Lad os se om musikindustrien når til den samme løsning en dag.  

Læs mere her: ’Briefing: Hollywood and the internet: Coming soon’
http://www.economist.com/world/na/displaystory.cfm?story_id=10723360

Kilde: ‘There will be blood – Hollywood and the Internet’, The Economist, Feb 23rd-29th 2008, p. 16   

I dette indlæg sammenfatter jeg essensen af artikler jeg har læst, der handler om cd'ens rolle og spekulerer lidt videre.

Fremtidens musiker satser på en internet-platform
Udgangspunktet for musikere - nye, såvel som etablerede - er at have en 'internet-platform', der her betyder at have en hjemmeside, en myspace-profil, eller lignende, samt evt. et par YouTube videoer. 

Drømmen om en cd
De fleste musikere drømmer om at udgive en cd. Udgivelsen af en cd i det format vi kender i dag indeholder omkring 50 minutters spilletid og kan være meget dyr at få indspillet, produceret og distribueret.

Fremtidens cd er ren reklame
For nye (og fattigere) musikerer kan formatet på fremtidens cd måske blive en mindre samling sange i stedet, en slags 'work-in-progress'. Hvis optagelsen er enkel, vil den også være billigere at producere, etc.

Disse cd'er vil være ren reklame og blive uddelt til f.eks. koncerter, eller ved andre events. Formålet vil givet vis være, at trække opmærksomhed til musikernes internet-platform og til salget af sange, der kan downloades mod betaling.

I dag ser vi oftere, at etablerede musikere uddeler et vist kvantum af deres nye album gratis. Prince sendte f.eks. 3 millioner ud i Storbritannien som en et indlæg i en større avis.

Fremtidens cd som luksus merchandise
Forestiller vi os at vi i fremtiden udelukkende handler (lovligt!) på nettet, er endnu en mulighed at fremtidens cd bliver et særligt produkt, som den dedikerede fan kan erhverve sig. Det kunne indeholde ting som f.eks. ekstramateriale, sangtekster, billeder, DVD-film, serienummer, autograf, etc.

Cd'en lever
Fildeling er en realitet, men selv om salget falder, så tyder intet på at cd'en rent faktisk er på vej ud endnu. Ingen har endnu præsenteret et reelt alternativ. Umiddelbart vil der stadig være behov for cd'en fremover, men det ligger lige for at tænke nyt og alternativt med hvordan man bruger den.

Hvor er musikerne?
De artikler jeg har læst handler som regel om pladeindustriens / musikindustriens overvejelser om hvordan branchen kan udvikle sig, men hvor er musikerne? Jeg tager muligvis fejl, men mit indtryk er i første omgang at musikerne til en vis grad spiller efter musikkens regler.

Hvad mener du?

Kilder:
http://stubkjaer.wordpress.com/2008/02/08/fremtidsvision-for-musikindustrien/
Peter Schollert, ’Musik for alle pengene’, Jyllandsposten d. 7. februar 2008
 

Jeg blev fanget af spørgsmålet, fordi jeg er musikinteresseret og fordi et par elever har spurgt mig til råds om emnet i forbindelse med en opgave.

Kender du til informationer, som f.eks. artikler, links, eller andet, du vil dele er du meget velkommen til at sende dem til bloggen!

Musikindustri taber EU-sag om IP-adresser
http://www.computerworld.dk/art/43950?a=rss&i=0 

Alt for langsom musikindustri
http://ekstrabladet.dk/nationen/article964465.ece 

Pladeselskaberne leder efter raison d’etre
http://www.economist.com/business/displaystory.cfm?story_id=10498664

Imod filesharing
http://music.guardian.co.uk/news/story/0,,2248544,00.html 

To give music away
http://www.businessweek.com/ap/financialnews/D8UF0DA00.htm 

Billetsalg på nettet
http://www.economist.com/research/articlesBySubject/displaystory.cfm?subjectid=1426230&story_id=10259003 

Digitale rettigheder til musikken
http://www.economist.com/research/articlesBySubject/displaystory.cfm?subjectid=1426230&story_id=9963252 

‘Fuck copyrights’
http://www.mymusic.dk/redaktion/artikel.asp?id=2013&vis=5#feed 

Musik som open source
http://www.retel.dk/forum.php?fID=1&tID=20 

Prince uddeler 3 millioner kopier af ny CD med The Mail og musikbranchen bliver sure
http://www.webavisen.dk/visartikel-29725.html 

Avisen er død – er musikken også?
http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12342 

Refleksioner over musikindustriens fremtid
http://www.ddc.dk/DESIGNVIDEN/artikler/LLDklagesangtilsamspil 

Indirekte link til Berlingske om musikindustrien
http://inorden.org/?p=1550&language=da 

Dylan på dagpenge – Weekendavisen
http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20071228/KULTUR/712280043 

Om Long Tail, Chris Anderson og musikkens fremtid i business
http://www.buhl.dk/blog/?cat=24 

NYTblog om future of music industry
http://freakonomics.blogs.nytimes.com/2007/09/20/whats-the-future-of-the-music-industry-a-freakonomics-quorum/ 

http://www.last100.com/2007/10/11/music-industry-five-alternative-business-models/ 

Music’s brighter future
http://www.economist.com/displaystory.cfm?story_id=S')(%20.RA%3F%25%23P%20T%0A

I dagens udgave af Berlingske Tidende er der en interessant artikel om de enorme forandringer som musikindustrien gennemgår i disse år. Det sker blandt andet som følge de muligheder og ikke mindst trusler, der er opstået i forlængelse af digitaliseringen af musik og film. Efter at MP3-afspillere og hurtige internetforbindelser er blevet hvermandseje og man nu kan downloade et helt album i løbet af et minut eller to, er den gamle distributionsmodel med salg af CD'er og DVD'er fra butikker sat under et voldsomt pres - måske endda så meget, at pladebranchen som vi kender den, er på vej til at uddø.

I hvert fald er det et faktum, at pladesalget alene i Danmark er blevet halveret på syv år. I 2006 blev der solgt ca. 10 millioner CD'er mod ca. 20 millioner eksemplarer i 2000. Problemet - for musikindustrien - er, at salget af downloadet musik slet ikke har kunne kompensere for faldet i salget af fysiske medier (det bør nu ikke være den store overraskelse for branchen, efter som prisen for et downloadet album er lavere end når man køber en CD). Samtidigt har piratkopiering også en indflydelse på nedgangen. Og endelig - for at gøre ondt værre - er der også opbrud blandt en del kunstnere, der er blevet trætte af de gamle pladeselskabers måde at gøre tingene på.

Ergo ser det ret dystert ud for musikindustrien og specielt de detailbutikker, der sælger CD'er og DVD'er. Men selv om det lyder hårdt, mener jeg branchen ligger som den selv har redt. Musikindustrien burde allerede for 2-3 år siden have erkendt, at den gamle model med salg af CD'er via butikker til 130 kroner stykket, ikke ville holde i længden. Se blot, hvor stor succes Apple har haft med salget af downloadet musik via deres iTunes musikportal, som har solgt over tre milliarder sange på bare fire år! For mit eget vedkommende kan jeg såmænd ikke engang huske, hvornår jeg sidst købte en CD i en butik. Hvorfor overhovedet spilde tid på at bevæge mig hen til en Fona eller lignende og stå i kø, når jeg nemt og bekvemt kan købes musikken via iTunes eller en af de mange andre online musikportaler? Og så sparer jeg endda både penge og tid!

Hvor vi ender henne i forhold til distributionen af musik og film i fremtiden, skal jeg ikke gøre mig klog på. En ting er dog sikker: Hvis den "gammeldags" musikindustri ikke omstiller sig til de nye tider og teknologier og ikke mindst kravene fra kunderne om billig og ubesværet adgang til musik og film, vil branchen lide en sikker og smertefuld død. Og der står masser af potentielle afløsere klar i kulissen til at overtage markedet, for der vil altid være efterspørgsel efter underholdning, film og musik.