Her kan ses det egentlige essay, med kildeangivelser.

Københavns politiske flertal har svigtet. På det groveste. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selv samme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder.
Og alligevel sker der intet. Og alligevel lyder det stændigt kværnende omkvæd flere penge, flere pædagoger, mere af det samme.

Vi andre må nøjes med at gå med fakler, samles til alsang og græde, når vi ser de gamle plakater af politibetjenten, der følger ænderne over gaden i Kongens København.

Første gang det egentlig gik op for mig, at virkeligheden var et decideret politisk tabu var, da vi i Venstre måtte kæmpe hårdt for at få gennemført en undersøgelse af den skjulte kriminalitet blandt børn i København. Socialdemokraterne kæmpede imod med næb og klør.

Da resultatet forelå, forstod man kun alt for godt, hvorfor partiet havde bekæmpet den: Realiteten overgik de værste forestillinger. 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri.
Det var i 2005.

Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.0000 børn i den relevante aldersklasse.
Alene vold (vold + røveri i ca. tal) er alt andet lige øjensynligt en realitet for flere end 9000 børn årligt i København...

Læs resten hos Søren Pind

Så fik Danmark endelig sin egen "borgerkrig" - ligesom Frankrig hvor man også havde en højre-ekstremistisk, autoritær indenrigsminister (det er ham der nu er præsident) der kunne hælde benzin på bålene ved sine udtalelser - og ligesom som i USA hvor uroligheder lange har været "almindelige" - nu kan man også i den lille andedam se på hvilken måde en autoritær stat's aktiviteter er reflekteret i befolkningen. Danmark går i krig ude i den store verden - og som konservativ burde Lene 0-tolerance Espersen jo ikke være fremmed over for det faktum at hun som politiker er et slags forbillede (man må jo formode at det er netop det en konservativ politiker ser sig selv om: en formynder) og derfor burde det jo på heller ingen måde forundre hende at borgere i en stat som tyr til kampvogne og krigsfly i Afghanistan også anser vold for en velanbragt dialog form, men det lader til at hun er forundret:

"»Det er rystende og bekymrende, at der er den slags uroligheder. Det er helt uacceptabelt, at man opfører sig sådan i et demokratisk samfund og ikke bruger sin ytringsfrihed på andre områder end at ty til vold«, siger Lene Espersen."

Selvom Michael Moore's film er lidt for patriotiske for min smag så præsenterede han dog en interessant tese i sin Bowling for Columbine, hvor den grundlæggende ide er at folk der lever i en stat der producerer, glorificerer og gladeligt bruger våben og hvor vold og magt konsekvent bliver brugt som et "forhandligs grundlag" også selv "naturligt" tager den slags midler i brug.

Hvis man kigger lidt på de sidste par års historie - de år, vel at mærke, hvor Danmark har været en aktiv imperialistisk krigs magt ude i den store verden - så kan man også notere sig at volden er steget voldsomt indenfor landet egne grænser.

"Now go figure", som de siger..