Hvad er mindre prisværdigt er selve albummet. Jeg sad i går med en aftenkold og prøvede at få det til at give mening. Første nummer lyder som en My Chemical Romance-pastiche (ydrk!), og andet nummer lyder næsten præcis som nummeret "Smash" fra deres hedengangne klassiker af samme navn.

Efter det opgav jeg at lytte til hele sange. Men det lyder til, at stort set hele albummet er fyldt med rimelig kønsløse mid-tempo sange. Nu siger jeg ikke, at man skal være punk med stort P hele livet, bare fordi man står bag tidens bedst sælgende undergrundsskive. Men det er sgu snyd at lave en sang, der hedder "Let's Hear It for Rock'n'Roll", der overhovedet ikke rocker.

Stram op, Dexter!

FFS, hvis pladen bare bliver halvt så god som Saturday Night Wrist, så er der sgu meget at se frem til! Release-daten for Eros siger "sent 2008", og det kan jo betyde hvad som helst.

Chino og drengene skriver iøvrigt blog om hvordan indspilningerne går - og selv om det ikke just er prosa (de inviterer dig til at spille poker med dem, og mit svar må være et rungende "hell no"), så er der også nogle dejligt farverige beskrivelser af musikken.

Groft sagt har Ladytron aldrig rocket så meget i deres karriere (selv om jeg hader at bruge 'rock' som verbum). Fra starten af er der god knald på de savtakkede moog-synths, og nærmest traditionen tro (se Light & Magic) bliver første nummer leveret på klingende bulgarsk. Singlen "Ghosts", med dens bouncy shuffle-rytme, lyder måske som letkøbt ved første ørekast (se NIN's "Capital G", eller landeplagen, der startede det hele, "Beautiful People"), men vokallinien og melodien er så insisterende iørefaldende, at man tager sig selv i at gå og nynne den alligevel. (Det hjælper kun, at teksten er intet mindre end genial.)

Der bliver for alvor skruet op for tempoet og volumen i "I'm Not Scared", og "Burning Heart" lyder nærmest som om den var skrevet for at vise Spleen United, at hvis man endelig vil lave noget, der lyder som Pet Shop Boys, så skal det fa'me også lyde godt. I det hele taget er Velocifero præcis hvad Neanderthal IKKE var: en dansabel synth-rock plade, der ikke falder for pastiche og provinsdisko-romantik.

Hele pladen foregår i et ret højtskruet tempo — selv 'balladen' "Season of Illusions" medføres af et beat, der virker meget insisterende — men formår at gøre det uden at lytteren taber pusten halvvejs igennem.

Selv Daniel Hunt, som normalt tavst styrer synthen i baggrunden, får lov at lege vokalharmoni med engelsk-sprogede forsanger Helen på "Versus". Og så er jeg total sucker for melodien i "Deep Blue".

Der er for mange højdepunkter. At sige, at en synth-rock plade co-produceret af Alessandro Cortini er "safe" (som paddehatten her) kan slet ikke tages seriøst — pladen er en længe tiltrængt og vidtrækkende udvikling. Light & Magic er til fest, Witching Hour er til sten, og Velocifero er til FEST. Køb den. Siger jeg.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var smækforelsket ved første ørekast, da jeg hørte Spleen United's første single, "Heroin Unlimited", i radioen. Den havde alt: fængende melodi, skarpe men varme analoge synthesizer-lyde, og en melankolsk stemning, der omsider kunne bringe tudefjæsene fra Mew og Saybia i knæ og vise dem hvordan det skulle gøres!

Derfor var det ikke med underspillet spænding, at jeg satte opfølgeren, Neanderthal, på i hovedbøfferne. Nu vil jeg lige sige, at der ikke er noget voldsomt galt med Pet Shop Boys. Men når Spleen's åbningsnummer, "Suburbia", som deler titel med et langt mere overlegent Pet Shop Boys-nummer, tordner ud ad højttalerne og lyder som en billig provins-disko-pastiche, så begynder man at huske på hvorfor man holdt sig væk fra Jolly Cola i sine unge dage: For meget sukker, for lidt indhold.

Hvis man vil have en god oplevelse med Neanderthal er man faktisk nødt til at starte sin CD fra track nr. 5 og lade den fortsætte. Hvis man tilmed når at stoppe pladen før sidste nummer, "My Jungle Heart", begynder, får man faktisk en ganske acceptabel oplevelse. Specielt næstsidste nummer, "Under the Sun", er direkte smukt.

Hvis bare det var sluttet der. For hvis man lader pladen nå sin intenderede afslutning, "My Jungle Heart", bliver man mødt med et gumpe-tåbeligt disco-beat, en spoken-word fremførelse på tåkrummende Valby-engelsk, og titlen fra endnu et Pet Shop Boys-hit kommer i tankerne: "What Have I Done to Deserve This?"