I efteråret 1999 købte vi en del frugttræer og plantede dem ud i vores nyetablerede paradis. Det var gamle sorter, som jeg kendte fra min barndoms frugthave. I år er der en pæn høst, på billedet er filippa, mc`intosh, og et rødt æble, der er saftigt og som var moderne i 60´erne og 70´erne, men lige nu kan jeg ikke huske hvad det hedder. Star? Nej, men noget i den retning.

Åh, det er bare en nydelse at trisse rundt dernede i æblelunden og plukke sine EGNE æbler. For sletikke at sætte tænderne i de helt friskplukkede frugter, mage til sødme og aroma skal man godt nok lede længe efter.

Rainbow kayaks Originally uploaded by selva

Så er der godt nyt til Kajakroer i og omkring Københavns havn. Mykayak har nemlig åbnet en flydende kajakbase, hvor man kan ro forbi og få en kop kaffe eller lidt godt til ganen.

Jeg var i Berlin for en lille måneds tid siden. Jeg besøgte en kær veninde som bor dernede, vi skulle blandt andet til koncert. Som altid havde jeg næsten ingen penge. Jeg købte lidt hér og lidt dér, men var hele tiden påpasselig. Mine sidste penge var ved at slippe op samme aften som koncerten foregik, og det plagede mig hårdt. Min veninde og jeg plus en tredie veninde, mødtes på en café. Derudover havde jeg aftalt at mødes, snakke og spise lidt med en gut der bor i både Danmark og Berlin, og netop var kommet til Berlin. Da han sluttede sig til selskabet, var jeg omgivet af tre super dejlige mennesker. Gode mennesker kan være sjældne. Når man møder dem, skal man holde fast. Det ville være naturstridigt, ikke at nyde situationen i fulde drag, ikke at tage imod den. Jeg valgte, ikke at lade mig bekymre om penge. Jeg valgte at spise sushi og drikke hvidvin, nyde selskabet, nyde det hele. Nu. Jeg havde en fantastisk aften. Da vi midt om natten var tilbage hos min veninde tjekkede jeg mail. Der lå et tilbud om en foto opgave få dage senere; pengeproblemet opløstes. Havde jeg bekymret mig om penge aftenen igennem, havde jeg ikke kunne nyde som jeg gjorde. Hvilken synd. Problemet løste sig jo.

For et par uger siden kom jeg til at købe en billet til Roskilde festival. Jeg har ikke været på Roskilde siden '97, og jeg havde ingen planer om at tage på festival i år. Tværtimod; jeg har temmelig mange udgifter i øjeblikket. Men pludselig fór en festival djævel i mig, og spontant købte jeg en sen aften billet over nettet. Man skal bare trykke på en knap! De efterfølgende to uger stod på valleproteinsmoothies og tun. Jeg kan til stadighed blive forundret over, hvor langt en dåse tun kan række. I tirsdags slog jeg hul på min sidste hundredekroneseddel og begyndte så småt at overveje, hvordan jeg skulle skaffe føde når dén var brugt op. Så fik jeg en sms fra min gudmor; hun skulle i operaen med mand og børn, svigerbørn og sin mor et par dage senere. De manglede et sted at spise. Hun kender min mad, kan lide den og ved jeg elsker at stå i køkkenet, at traktere. Pludselig var jeg hyret som kogekone og værtinde. Jeg købte festival billet uden at bekymre mig. Det viste sig heller ikke at være nødvendigt. Problemet løste sig jo.

Hvis man bekymrer sig, går man glip af nuet. Det er nu man lever. Ikke at tage imod livet er den største synd.

Jeg er nået dertil hvor jeg tænker 'pensionsopsparing? Glem det. Jeg køber et skrabelod.'

Min kæreste lavede aftensmad til mig i går: En rød, blodig engelsk bøf med en rigtig god whiskysauce til. Jeg har aldrig været en gourmet – jeg plejer tværtimod at finde sådan noget feinschmeckeri lettere irriterende: Jeg gider ikke alverdens specialøl, når jeg kan få en krudtugle; jeg gider ikke at spise sushi og andet moderigtigt mad, når jeg kan få lidt nachos eller en durum og jeg gider slet ikke tage på Burger King, når jeg kan tage på McD.

   Men! I går fik jeg altså det her stykke kød – boeuf anglaise, skulle jeg mene, det hedder. Dejligt tilberedt af min kæreste til tonerne af Thelonious Monk og med importcola til (Pepsi). Savlet dryppede som aldrig før, da det første stykke whiskysauceovertrukne oksekød rørte min tunge, og da vi sad – helt uden at snakke – og så hinanden i øjnene, begge med den næste bid klar til indtagen, følte jeg en velbehag ved livet, der overskred en hvilken som helst religiøs oplevelse jeg nogensinde kunne forestille mig.

Nydelse – helt klart et værdigt mål for livet.