Men alligevel vil jeg tillade mig at påpege, at hverken Anders Foghs tidligere rådgiver, og Poul Nyrups ditto, har forstået meget om, hvad det vil sige at lede et land: I deres seneste program appellerede de begge til statsministeren om at udvise lederskab ved at "tage hånd om situationen" (og "situationen" var iøvrigt = en 10-12 "problemstillinger", som Hr. Kristiansen listede op).

Sludder og vrøvl siger jeg.

En leder kan ikke spilde sin tid på at følge folkestemningen og gøre skridde ind og løse de "samfundsproblemer", som et flertal i befolkningen for et kort øjeblik ville have. En sådan befolkning vil ikke have en leder -- de vil have en slavemester.

En leder former en vej gennem det moralske vildnis, så dem han leder, selv kan find vej.

Via en anden blog -- som jeg desværre ikke har noget link til -- kom jeg forbi en kritik af den objektivistiske etik; præmis for præmis.

I meget af det Rand skriver er jeg enig; men snarere ud fra en mavefornemmelse, end på baggrund af dybe overvejelser over min egen eksistens (gør det mon, at jeg ikke er 100 pct. rationalist? Tjo). Måske er det derfor, at kritikken er så spændende? Fordi, man bliver udfordret på hvad man tror? Tja.

Jeg har netop fået anskaffet mig første bog i fantasy-serien Sword of Truth af Terry Goodkind: Wizard's first rule på en lydbog og lade mig starte med at sige: Den er godt nok god!

Normalt hverken lytter eller læser jeg fantasy (men har en forkærlighed for science fiction, især Frank Herberts Dune, som er en af mine yndlingsbøger), men det, som gør denne bog forskellig fra en række andre bøger er, at den forfatteren er erklæret objektivist -- og ikke på nogen måde lægger skjult på det; heller ikke i sine bøger.

Bogen minder lidt om Ayn Rands Anthem i den forstand, at hovedpersonen minder meget om Lighed 7-2521/Prometheus og forsøger at bekæmpe kollektivistiske kræfter, der vil skabe en art social ligevægt i verden -- men her, bare i et fantasyunivers med en masse sidehistorier og personer. Den er, som sagt, rigtigt god.

Bogen læser jeg som lydbog. Jeg har den m.a.o. liggende på min ipod, så jeg kan læse den medens jeg laver alt muligt andet; jeg har før gjort tilsvarende med andre bøger, henunder liberalistisk-teoretiske bøger (som kan hentes via mises.org) og kan egentlig godt lide denne form for litterær nydelse.

Hvorom alt er: Så kan jeg anbefale Sword of Truth-serien!

Hvad der i mine øjne gør bogen (den er på 71 sider) så stærk er, at anbrebet fremføres i helt almindelige, standard-liberale termer: Det er med andre ord, ifgl. forfatteren, en krænkelse af menneskers ejendomsret, at de ikke må gøre "som de vil" med deres egen egendom, "bare fordi" en tredjemand har et patent på netop den handling.

Bogen er i særdeleshed interessant fordi, den indholdsmæssigt ligger noget fjernt fra, hvad opfattelsen af samme emne er hos Ayn Rand-tilhængere/Objektivister. Her er holdningen nemlig den, at ejendomsretten til en tanke er ligeså beskyttelsesværdig (af staten!), som ejendomsretten til løn, fortjenester, et jordlod eller en pistol. Jeg vil gå så langt som til at sige, at fordi denne bog indeholder en så bastant anden indgangsvinkel til emnet, en artiklen om samme emne i Rands Capitalism, desto mere er læsværdig.

Forfatterens argumenter er på overfladen rent rettighedsliberalistiske. Men kernen i argumenter er, når alt kommer til alt, rent faktisk så influerede af reale betragtninger og konsekvensovervejelser, at denne bog går rent ind hos mig.

I øvrigt har jeg lagt bogen ud på denne blog, så du kan hente den her :-) (Den kan (og bør) selvfølgelig hentes fra Mises Instituttes server: her er linket til den udgave :-D

Han siger selv om filmen:

I provide my own theory of the legitimacy of government and of taxes, and suggest that it is (a) consistent with Rand's philosophy, and (b) gives further explaination for why Rand's opposition to Anarchism is not inconsistent with her philosophy.

Hendes pointer er imidlertid gode -- og rigtige.

Hendes 2. bog, Anthem, er jeg netop blevet færdig med at læse. Eller sagt mere præcist: Nu har jeg endelig fået læst den i ét væk, fra ende til anden, uden at springe frem én sætning eller én passage over.

Jeg har altid godt kunne lide de sidste to-tre kapitler i bogen. Mest af alt det sidste. Men jeg må nok indrømme, at det andet sidste kapitel, kapitel XI, nok var det der rørte mig mest den her gang. Det er det kapitel, hvor Prometheus har lært det vidunderlige ord "Jeg" at kende.

Whatever road I take, the guiding star is within me; the guiding star and the lodestone which point the way. They point in but one direction. They point to me.

Men også den her passage i sidste kapitel er rigtig god. Den kommer i forbindelse med, at Prometheus tænker over, hvordan menneskeheden nogen sinde kunne være så tåbelig, at den forsøgte at afskaffe individualismen, selvværdet om man vil. Den her passage er virkelig, virkelige, virkelig god:

At first, man was enslaved by the gods. But he broke their chains. Then he was enslaved by the kings. But he broke their chains. He was enslaved by his birth, by his kin, by his race. But he broke their chains. He declared to all his brothers that a man has rights which neither god nor king nor other men can take away from him, no matter what their number, for his is the right of man, and there is no right on earth above this right. And he stood on the threshold of the freedom for which the blood of the centuries behind him had been spilled.

But then he gave up all he had won, and fell lower than his savage beginning.

What brought it to pass? What disaster took their reason away from men? What whip lashed them to their knees in shame and submission? The worship of the word "We".

1900-tallets kollektivisme, socialisme og fascisme kunne have været undgået. Burde have været undgået. Hvor ville det være dejligt, hvis der ikke var -- og fortsat er -- behov for bøger som Anthem.

1. Ayn Rand's The Virtue of Selfishness
2. David Boaz' Libertarianism
3. Ayn Rand's Capitalism -- The Unknown Ideal

Prisen for det hele? £ 16.74 inkl. gratis fragt og engelsk bogmoms.

Hvor jeg dog bare elsker Book Depository så meget mere end Amazon.

(Plus min Ayn Rand samling vil være komplet)

Today I settled all family business so don't tell me that you're innocent.

David Boaz, Cato Institutes Martin Ågerup, gør præcis det samme i det nyeste nummer af Cato Policy Report. Forsøger at få orden på tingene igen, altså. Myrder gør han dog ikke. Heldigvis.

It’s not only avowed critics of libertarianism who mischaracterize our ideas, but even some friends who offer a subtler critique. They are people who give an overly radical definition of libertarianism so that they can present themselves as the reasonable advocates of limited government, not the crazy libertarians.

Ayn Rands objektivistiske tilhængere er de første der -- med rette -- for klø for deres kritik af de klassisk liberale/the libertarians:

Rand condemned libertarians as “hippies of the right,” who lacked a sound philosophical foundation for their defense of capitalism and individual rights. But anyone who believes in individual rights, free enterprise, and strictly limited government—as Objectivists do—is a libertarian.

Lidt mere konkret bliver Boaz dog, når han bruger spalteplads på at mane ideen om, at libertarianere er imod love i jorden:

But libertarians believe in the centrality of law. As John Locke so memorably put it, “Where there is no Law, there is no Freedom.” It just isn’t accurate to say that you’re not a libertarian because you believe in liberty under law.

Og så kommer dundertalen ellers om, hvordan det hele hænger sammen:

Libertarianism is the view that each person has the right to live his life in any way he chooses so long as he respects the equal rights of others. Libertarians defend each person’s right to life, liberty, and property— rights that people have naturally, not as gifts from government. In the libertarian view, human relationships should be voluntary; the only actions that should be forbidden by law are those that involve the initiation of force against those who have not themselves used force—actions such as murder, rape, robbery, kidnapping, and fraud. Legitimate governments act to protect us from others and do not themselves violate rights.

Libertarians believe in the presumption of liberty. In contemporary politics, they want to make government a lot smaller in order to expand the scope of human liberty.

We need to continue to work to correct the mischaracterizations of libertarianism presented by critics such as Dionne, Krauthammer, and Gerson. But it would also be useful if there were some agreement on terms, that a libertarian is someone who believes in liberty, not in chaos; in the rule of law, not in lawlessness; and in a voluntary social order, not in anomie and isolation.

Libertarianism is the heart and soul of the modern world. There’s no reason to run away from it.

Superhelte modelleres ofte som forbilleder, de skal fremstå som gode rollemodeller. Desværre inkluderer dette forbillede, at man ofre sig selv for "the greater good", at man lever for andre og ikke for sig selv. Superhelte er oftest udstyret med nogle enestående evner, nogle gange endda overnaturlige. Da de har disse evner, har de en pligt (ifølge filmene) til at bruge dem for samfundets bedste, også når dette strider mod hvad der er bedst for dem som individer.

At have en "super evne" er ikke så langt fra at have enhver anden evne, eller være god til et erhverv. At kunne flyve er en egenskab, og ligeledes er det at have en matematisk begavelse en egenskab. Den eneste forskel er, at det første ikke kan lade sig gøre i vores verden. Begge evner bør, hvis man følger superhelte filmenes moral, bruges for "the greater good". Derfor vil jeg mene at superhelte film af natur er altruistiske. Da superhelte ofte som førnævnt ses som rollemodeller er dette ganske uheldigt, selvom det nok snare afspejler en tendens i holdninger blandt befolkningen, end det ansporer en.

Det er ikke alle film inden for genren der er altruistiske. The Incredibles af Disney har ligefrem en objektivistisk moral. Ligeledes kan The Punisher og Batman ikke sættes ind i en altruistisk moral, de er begge ude på en personlig vendetta mod kriminalitet (i hvert fald i starten af deres superhelte karriere).

Så selv om superhelte film ofte er god underholdning, så er det nu ærgerligt, at de fortæller mig jeg skal bruge mine evner på hvad der er bedst for samfundet, og ikke hvad der er bedst for mig.

For the coming of that day shall I fight, I and my sons and my chosen friends. For the freedom of Man. For his rights. For his life. For his honor.

And here, over the portals of my fort, I shall cut in the stone the word which is to be my beacon and my banner. The word which will not die, should we all perish in battle. The word which can never die on this earth, for it is the heart of it and the meaning and the glory.

The sacred word:

EGO

Later het ek ook van haar ander boeke gelees, maar nooit We The Living nie. Haar filosofie, Objektiwisme, het my nooit vreeslik aangestaan nie en geleidelik het ek ook belangstelling in haar boeke verloor.

Tot onlangs. My pad het weer gekruis met We The Living, wat ek besluit het om nou te lees.

Interessant.

Hier is 'n paar aanhalings uit The Fountainhead:

"I am a man who does not exist for others."

***

"...the person who loves everybody and feels at home everywhere is the true hater of mankind. He expects nothing of men, so no form of depravity can outrage him."

***

"Throughout the centuries there were men who took first steps down new roads armed with nothing but their own vision. Their goals differed, but they all had this in common: that the step was first, the road new, the vision unborrowed, and the response they received--hatred. The great creators--the thinkers, the artists, the scientists, the inventors--stood alone against the men of their time. Every great new thought was opposed. Every great new invention was denounced. The first motor was considered foolish. The first airplane was considered impossible. The power loom was considered vicious. Anesthesia was considered sinful. But the men of unborrowed vision went ahead. They fought, they suffered and they paid. But they won."

En 'n aanhaling uit We The Living:

"Do you believe in God, Andrei? No. Neither do I. But that's a favorite question of mine. An upside-down question, you know. What do you mean? Well, if I asked people whether they believed in life, they'd never understand what I meant. It's a bad question. It can mean so much that it really means nothing. So I ask them if they believe in God. And if they say they do -- then, I know they don't believe in life. Why? Because, you see, God -- whatever anyone chooses to call God -- is one's highest conception of the highest possible. And whoever places his highest conception above his own possibility thinks very little of himself and his life. It's a rare gift, you know, to feel reverence for your own life and to want the best, the greatest, the highest possible, here, now, for your very own."

Et argument for offentlig nyhedsformidling, som ofte er en kæphest blandt public service interessenter, er at offentlig nyhedsformidling er mere objektiv end privat, og at den er mindre biased.

Det mener jeg ikke, men ikke primært fordi DR1 ikke virker synderligt objektiv lige for tiden, med ungdomshuset og alt det der. Mit udgangspunkt er lidt et andet, jeg mener det er et forkert spørgsmål at stille. Problemet er af epistemologisk karakter.

Jeg forholder mig pragmatisk med hensyn til "sandheden": Som jeg ser det, er det bedste og mest unbiased bud på sandheden det bud, data giver mig. Kald mig blot empiriker. Jo mere data, jo mindre bias. Nej, helt så simpelt er det ikke (Yudkowsky's betragtninger nederst), men en bedre metode som både er simpel og brugbar mangler jeg stadig at finde. Lige så snart du begynder at indføre vægtning, risikerer du at forværre problemet med bias. Hvordan kan man som formidler vide, at et sæt data er "mindre betydningsfulde" og bør vægtes lavere end et andet sæt? Repræsentativitet er en parameter, men den er bestemt ikke uden problemer at bruge, og den bør i al fald ikke stå alene. Kort sagt, at formode, at man som formidler besidder nok viden til selv at gennemføre den "korrekte" vægtning, er i sig selv en glimrende illustration af, hvordan man med de bedste intentioner om at slippe af med bias i stedet kan risikere blot at forværre problemet.

Et essentialistisk udgangspunkt er et skidt sted at starte hvis du vil finde frem til det bedste gæt på hvad "sandheden" måtte være. Det er den fordi sandheden i essentialistisk optik aldrig vil være et gæt. Og som nævnt ovenfor: At man som formidler mener at en enkeltstående vektor i matrixsystemet (ens egen vektor, forstås) er alle øvrige vektorer overlegne og kan stå alene som den sandfærdige version, er dels ikke en særlig ydmyg position, dels er det en god måde at få indført en pokkers masse bias. Alligevel er det lige netop denne selvopfattelse der ligger bag DR's insisteren på, at offentlig nyhedsformidling er korrekt, og alle private aktørers bestræbelser overlegne.

DR forværrer ikke kun politisk og anden bias, fordi den forsøger at bilde befolkningen ind, at den er sandhedens stemme. Den forværrer også situationen, fordi den prøver at bilde befolkningen ind, at der er en sandhedens stemme derude. Det er der ikke. Det eneste der er, er en masse datapunkter, som den enkelte selv må ud at indsamle og vægte efter bedste evne. At DR's favorable finansieringssituation giver den en uforholdsmæssig stor vægt på nyhedsformidlingsområdet, er derfor i mere end en forstand et stort problem. I stedet for DR kunne man måske have 5-6 stationer, som alle producerede lidt flere nyheder end de gør i dag - eller tv-nyhedsformidling kunne måske være en saga blot, og folk ville finde nyhederne andetsteds, hvilket ville have samme effekt. Hvis man privatiserede eller opløste DR, kunne man derfor både have mere at vælge imellem - hvilket er ensbetydende med, at flere data ville være tilgængelige - hvilket ville give befolkningen et bedre og mindre biased billede af virkeligheden, end det de har i dag. Og man kunne gøre op med det forfejlede essentialistiske og objektivistisk inspirerede udgangspunkt, som DR i så lang tid har fremmet.

Det ville måske ligefrem som afledt effekt have som konsekvens, at vælgerne blev mere kritiske overfor politikernes valgløfter?