Farvel til vismændene

Den 04. december 1973 udløb de skatteyderbetalte bureaukraters fredningstid.

Jagten gælder især de mange teknokratudtænkte offentlige vederverdigheder, som kom til verden i de gale 1960´ere. Herunder også Det økonomiske Råd fra 1962. Siden har gammelpartierne gjort så pågående PR for det, at man må tro, at Rådet ledes af reklamebranchefagmænd.

Navnlig kælenavnet "vismændene", har som et sloganscoop imponeret store dele af befolkningen. Den gemene hob skulle indoktrineres til at tro, at her havde deres politikere velsignet dem med en pidestal med en nyttig klogskab.

I det omfang, den populariseringskampagne er lykkedes, er det vrangindtryk, der er tilvejebragt, falsk nimbus (anseelse, red.). De herrer rådsmedlemmer har aldrig været andet end offentligt ansatte, der har opnået velbetalte ben og en skatteyderbetalt skrivepult. Herfra har de propaganderet for, at den offentlige sektor skulle svulme, og de private til gengæld betalte med øgede skatter og forbrugstilbageholdelser.

Det er regeringen, der udnævner de tre, og ingen af de regeringer, vi har haft de sidste 27 år har haft vidsyn til at udnævne selvstændigt tænkende individer. Gammelpartierne tør ikke tage de dygtige på markedet. De udpeger derfor folk, om hvem man ved, at de spytslikkerisk vil tiradebekræfte regeringens egne fallitbommerter i stedet for nådesløst, at sandhedskritisere de uduelige egocentrister, der gennem de 27 år har afløst hverandre på de ministertaburetter, hvor der er så desperat behov for at få dem ommplaceret med mennesker, der modigt tør slagte hellige offentligudgiftskøer, så danskernes økonomi igen kan komme på fode.

Der er næppe født én eneste selvstændig begavethedstanke hos nogen af de skiftende vismænd. Skulle nogen af dem nogensinde i deres beskyttede kuvøser komme undervejs med nogetsomhelst, som kunne forbedre Nationens Tilstand, kunne de jo blot i læserbreve, kronikker eller bogudgivelser have fremført deres synspunkter. Ganske, som der naturligvis skal gælde fuld ytringsfrihed for alle andre. De tre statsautoriserede medicinmænd fortjener ikke, at skatteydernes tegnebøger skal plyndres for at publicere deres Pinaforceadmiralagtigt udgydelser, der stedse holdes indenfor rammerne af, hvad der behager Their Masters Voice. Til at udfylde behovet for sligt kan man købe kanariepiphanse hos fuglehandlerne og behøver ikke dyrt betalte professorlønninger. Ytringsfriheden har i det hele taget ikke godt af, at nogle tildeles privilegier frem for andre. Og det er præcist, hvad der er sket med de essayproduktioner, som gennem de syvogtyve år er udspyet fra Det økonomiske Råd.

Som blandt andet påpeget på side 3 i Fremskridt for 28. oktober 1988, hæver vismandssynspunkterne sig kvalitetsmæssigt sig ikke over de nationaløkonomijeriminader, af hvilke der går syvogtyve på dusinet i det Babelkaos, der overfyldt med analyser og prognoser fra spåmænd og ditto koner i EF, bankcheføkonomsekretariater, industriråd, ministerier, OECD, fagbevægelsen, Nationalbank og Amtsrådsforeningens Forsikringsinstitut, samt hos økonomiske konsulenter og journalister, og hvad der ellers er af meget skrivende nationaløkonomer.

Hvis den danske nationaløkonomis frodighed var blevet udviklet i takt med alle disse skriblerier, ville vi være velstillede. Men netop i vismændenes tre årtier har vi istedet oplevet verdensrekorder i udlandsgældsættelse, skatteplyndring, statslån og andre bankerotkatastrofekendetegn.

Det brede folketingsflertal af forældede partier er bevidstløst trasket videre med deres forældede økonomiske opfattelser, og har vedvarende bevist i praksis, at herved helbreder man med sikkerhed ikke nogensomhelst af de stadigt mere alvorlige danske økonomiske samfundssygdomme.

Blandt de mange dokumentationer for, at man ligesågodt kunne bruge kaffegrumsspåkoner, anføres følgende talrækker (de er desværre ikke vist her, red.), hvor kolonne 1 er i milliardunderskuddet på betalingsbalancen, kolonne 2, hvad vismændene spåede det til kort før årets begyndelse, kolonne 3 og 4 de tilsvarende arbejdsløshedstal i tusinder.

Og så må man erindre sig Galbraih-sandheden om, at økonomerne ændrer på virkeligheden, så den fremstilles således, at den bedst muligt er overensstemmende med dees egne prognoser.

Blækspruttens Neuruppinredaktion har fastslået det rammende: "Landet regeres af cand. polit´er, så det hele går skidter og skidter".

Det er derfor en god sag, Z-folketingsgruppen i øjeblikket beskæftiger sig med i form af et lovforslag betitlet "Afsked med vismændene".

Mogens Glistrup

Offentlig eller privat virksomhed?

Odense Universitetsfolkene Kjeld Møller (født 1949) og Jørn Henrik Petersen (født 1944) har på Berlingske Forlag udsendt bogen ”Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres?”.

De ca. 200 siders analyser fører til, at demokratiet i den eksisterende form ikke kan løse de samfundsøkonomiske opgaver.

Desværre er der umådelig megen logik og realitetssans i betragtningerne.

Bogen skæmmes af forfatternes tilbøjelighed til at bruge fremmedord, men hvis man ikke lader sig forskrække heraf, kan den anbefales til nærmere studium for alle, som vil og tør se ikke almindeligt anerkendte sandheder i øjnene.

Et af de emner, hvor forfatterne supplere det hidtil foreliggende Fremskridtsmateriale, angår offentlige virksomheder. I Askjærs erhvervs politiske oplæg i nr. 13 side 11 var der jo kun plads til en kort angivelse af Fremskridtssynspunktet på det område.

Selvom lidt blev føjet til på side 24 i nr. 13, kan det være naturligt fra bogen at citere følgende uddybning:

1. Hovedparten af indtægterne stammer ikke fra salg af ydelser.

2. De ansatte kan ikke drage direkte fordel af en mulig forskel mellem indtægter (budget) og omkostninger.

3. Der produceres oftest personlige tjenesteydelser, d.v.s. produktionen bygger på en menneskelig kontakt, hvis formål er gennem menneskelig indsats at hjælpe, det viser sig som lærer, læge, socialrådgiver eller børnepædagog.

4. Institutionen har ofte et effektivt monopol på produktionen af de pågældende ydelser.

Der eksisterer således ikke et marked i traditionel forstand. Dermed er den direkte forbindelse mellem de producerende ydelser og brugernes vurdering af disse blevet afbrudt. Det er de politiske myndigheder, der efterspørger på borgernes vegne via deres bevillinger til de producerende enheder.

Den ”politiske efterspørgselskurve” er ikke konkret på samme måde som den efterspørgselskurve, virksomheden står overfor. Det er en kurve, som kun eksisterer i budgetprocessen.

”Institutionsegoismen” betyder, at institutionen søger at opnå det størst mulige budget. Institutionslederne vurderes ofte ud fra deres evner til at ekspandere institutionen. Dette succeskriterium skyldes igen, at ekspansion set fra personalets synspunkt er ensbetydende med muligheder for forfremmelse og/eller opnormering af stillinger.

Et større budget kan omsættes til fordele for personalet i form af højere løn, færre klienter pr. ansat, færre elever i klasserne o.s.v. Det har kun en mening at udvise en adfærd, hvor omkostningerne ved at et givet produktions- og serviceniveau gøres så små som muligt, hvis den derved opnåede gevinst tilfalder institutionen. Dette er ikke tilfældet, idet ikke opbrugte bevillinger som hovedregel går tilbage til bevillingsgiveren. Der er således ikke nogen incitament til omkostningsminimering svarende til overskudsincitamentet i den private virksomhed.

Bag omkostningerne ligger en bestemt ”teknologi”. Denne viden er oftest monopoliseret i institutionerne. Den kan derfor bruges ved argumentationen for budgetforøgelser. På et sådant fagligt-teknisk område er det selvsagt vanskeligt for den politiske modpart i budgetprocessen at finde modargumenter. Institutionernes såkaldte ”ekspertvælde” dækker bl.a. over, at institutionsmonopolet hævder at have fuld viden. En øget omkostningsbevidsthed vil enten medføre, at velerhvervede rettigheder gradvis vil forsvinde, eller at det vil blive vanskeligere at opnå nye rettigheder i form af bedre arbejdsbetingelser.

Flere offentligt ansatte avler endnu flere offentligt ansatte

Den voksende gruppe af offentligt ansatte forstærker gennem deres stemmeafgivelse yderligere væksten ved at stemme på politikere med en positiv holdning til en voksende offentlig sektor.

Også brugergrupper kan spille en betydelig rolle. De søger at overbevise politikerne om, at der er en større efterspørgsel, end politikerne hidtil har troet.

Når der kontrolleres for forskelle mellem institutionerne i offentligt og privat regi, gælder det, at den offentlige produktion i gennemsnit er væsentligt mere ressourcekrævende end den tilsvarende produktion i den private sektor.

Som eksempel kan betragtes en australsk undersøgelse af to luftfartsselskaber, hvor det ene fungerer i offentligt regi og det andet i privat. De to selskaber er underlagt en række fælles restriktioner m.h.t. hvilke lufthavne, der skal beflyves, hvilke flytyper, der skal benyttes o.s.v. De ligner således hinanden m.h.t. produktionsapparatet og serviceydelser.

I undersøgelsen blev det påvist, at det private selskab transporterede 104% mere fragt og post pr. mandtime og 22% flere passagerer pr. mandtime end det tilsvarende offentlige selskab. Mange andre eksempler kunne være nævnt.

Mogens Glistrup

Fremskridtspartiet og offentligt ansatte

Glistrup: ”Vi jagter ikke offentligt ansatte, men vil skabe et bedre Danmark for alle”.

Enhver ny folkelig bevægelse vil altid indeholde elementer af protest og kritik mod det bestående magtsystem. Sådan havde Socialdemokratiet og Venstre det for 100 år siden. Og sådan har Fremskridtspartiet det i dag.

Heri ligget noget overmåde sundt for os, der er gennemsyrede af demokratiets grundideer.

De etablerede magthavere føler sig lige så åbenbart irriterede, når de bliver kritiserede. ”Hvad skal dog sådan noget nyt til for?”. Derfor bruger de i alle historiens epoker og i alle lande deres magtpositioner til at bekæmpe nytænkere.

Derfor er det letforståeligt, at organisationspaverne bekæmper fremskridtsbevægelsen og for eksempel arrangerer en demonstration mod os.

Skal der komme noget nyttigt ud heraf, er det imidlertid tåbeligt at pådutte os synspunkter, som vi ikke har, således som den offentlige debat har været præget af. Lad mig derfor her fortælle sandheden om fremskridtspolitikken vedrørende de offentligt ansatte:

1. Vi mener, at en stor del af Danmarks ulykke beror på, at vi bruger al for meget af vor arbejdskraft på golde skrivebordspapirsysler. Det kan man imidlertid ikke bebrejde de offentligt ansatte, men alene de folketingsflertal, som har gennemført reglerne herom. Vor kamp er derfor rettet på at få lovene ændrede, mens det ikke er nogen kamp mod de mennesker, som virker ved administrativt arbejde.

2. De administratorer, hvis stillinger vi vil nedlægge, vil vi sikre ny beskæftigelse på langt mere menneskelige vilkår, end Danmark i 1950´erne bød de mange landbrugere, der blev jaget til byerne, eller i 1960´erne de smånæringsdrivende, der brød sammen under det voksende bureaukratis pres.

3. Vi anerkender fuldt ud, at sygepleje, hjemmehjælp, regneundervisning o.s.v. er vigtige opgaver, der skal skatteyderbetales.

4. Alle offentligt ansatte får reallønsfremgang i det velstandssamfund, vil vi skabe. Skattelettelsen er væsentligt større end statens lønudgiftsnedgang.

5. Pensionsforholdene må gøres ens for alle ældre, så skatteyderne betaler det samme kronebeløb i pension til den 67 årige tidligere B & W-arbejder eller kontormand som til 67 årige, der i sine aktive år har været professor eller minister. Fremskridtspartiet arbejder meget hårdt for, at så at sige alle – også offentligt ansatte – reelt kan opnå en højere pension end nu. Der sker gennem vore forslag til store forhøjelser af folkepensionssatsen, betydelige forhøjelser af den skattefri bundgrænse og bremsning af inflationen. vi må imidlertid erkende, at de første par år må bruges til oprydning efter det økonomiske rod, som socialdemokrater m.fl. har skabt, og at de kæmpestore forhøjelser af folkepensionssatsen derfor først kommer til at finde sted i 1980´erne.

Fremskridtspartiet er ved at udforme overgangsregler, der både er rimelige overfor den enkelte og samtidig ligger inden for rammerne for den nødvendige politik til landets frelse. Vi sender gang på gang vore skitseforslag herom til udtalelse hos tjenestemandsorganisationerne og får dem lige så regelmæssigt tilbage med et hovent svar. Dette er ikke nogen fornuftig arbejdsgang.

Hvad specielt angår det enkeltforslag, som har givet anledning til demonstrationen, har det absolut intet at gøre med de overenskomstmæssigt aftalte pensionsordninger. Ifølge forslagets egen tekst skal det nemlig først træde i kraft ved den nuværende overenskomstperiodes udløb.

Mogens Glistrup

Systemet er galt

Det hedder sig, at Fremskridtspartiet altid angriber de offentligt ansatte. Det er imidlertid ikke korrekt. Derimod har vi angrebet politikerne, der har læsset et hav af opgaver, over på den offentlige sektor, så den er vokset ud over alle grænser. Alene indenfor de sidste 10 år har man øget antallet af offentligt ansatte med 500.000 og samtidig er det lykkedes at skaffe 310.000 arbejdsløse i den private sektor. Der er nøje sammenhæng mellem tallene og redegørelsen fra finansministeren (Henning Christophersen, V, red) om modernisering af den offentlige sektor og disse er temmelig chokerende, ikke så meget fordi finansministeren vil være mere effektiv og lave budgetforbedringer m.v., for vi er da selvfølgelig interesseret i, at tingene bliver lavet rationelt. Det chokerende ligger i, at man cementerer den offentlige sektor og går fra 752.000 ansatte i 1983 til 778.000 i 1987.

For øjeblikket er der et underskud på 60 mia. kr. på finansloven for 1984, og det er, fordi man har drevet forretningen ualmindelig dårligt. Man har aldrig sørget for, at der var balance mellem indtægter og udgifter, og det er jo god socialdemokratisk politik, for det er da indlysende, at de 875.000, der er ansat i den offentlige sektor, giver mange stemmer til socialdemokraterne.

Vi har for dårlige vilkår
Det ville nok være en stor fordel, hvis politikerne fik betydelig mulighed for at checke den offentlige sektor. Det er da rigtigt at indføre EDB i den offentlige sektor, men man kunne jo nøjes med at lade politikerne bestemme rammerne og give de ansatte større ansvar og bestemmelse over deres områder. Men det kræver, at politikerne har rådighed over den samme teknik som embedsmændene. F.eks. har vi her i Folketinget ikke engang fået indført EDB, hvilket vil sige, at folketingsmedlemmerne helt bogstaveligt skal spørge sig frem. Vi drukner i papir.

Havde vi en almindelig terminal, kunne vi blot trykke på en knap og trække på f.eks. statens centrale regnskabssystem på den økonomiske model, eller hvad man nu ønskede, så var man helt fri for at spørge ministrene om alt muligt mellem himmel og jord.

DONG er et skrækindjagende eksempel
Et uhyggeligt eksempel på, hvordan det kan udvikle sig, er f.eks. DONG. Her er en konstruktion, hvor man har et statsligt selskab, der får fri mulighed for at regere med skatteydernes penge, og hvad har resultatet været? De har gennemsnitligt langt de højeste lønninger i hele den offentlige sektor, de er fuldstændig udenfor Folketingets kontrol, og de gør lige hvad der passer dem. Hvis det er på den måde hele den offentlige sektor skal udbygges, så bliver det en dyr spøg. Hvis man vil lave disse ændringer, vil det jo kræve, at faggrænserne bliver nedbrudt, og man bliver også nødt til at afskaffe tjenestemandsbegrebet, ellers vil det hele være fuldstændigt meningsløst. Man taler også om at indføre åremålsansættelse, men vi har jo set masser af eksempler på, at når folk er færdige med åremålsansættelsen, så er de enten ansat som tjenestemænd eller forflyttet til en anden stilling.

Gæk med systemet
Indenfor sygehussektoren fremgår det tydeligt, hvordan de yngre læger fuldstændig driver gæk med hele systemet. Ydelserne er hverken blevet billigere eller bedre, men antallet af læger er derimod steget, så der er et urimeligt forhold indenfor dansk sygehusvæsen mellem ydelserne, og hvad det koster at få disse ydelser.

Vi er altså ikke modstandere af, at man prøver at rationalisere sektoren - snarere tværtimod - men jeg mener, det kræver, at politikerne får mulighed for at kikke det offentlige i kortene, og at vi får en fair chance for at checke udgifterne, som de reelt vil udvikle sig. Vi har ingen tillid til regeringens planer med mindre man giver politikerne de samme muligheder som tjenestemændene for at have check på forholdene.

Ole Maisted

De mange "gyldne håndtryk"

"De gyldne" begravelser eller bedre de "gyldne håndtryk i den offentlige sektor findes på alle niveauer.

Danmarks Radio og TV er nok den største bidragsyder af gyldne håndtryk. Repræsentationskassen står åben for medarbejderne året rundt, og det skal være udgifter af en virkelig voldsom størrelsesorden, før der kræves bilag. Trænger medarbejderne til ferie, tages kamera og mikrofon på nakken, og man drager ud i den store verden. De optager en 10.minutters udsendelse og holder 3 ugers ferie. Er der en enkelt lille bryllupsrejse, der skal finansieres, ordnes det let og elegant med TV-kamera og mikrofon som en del af bagagen. De kulturelle venner kan såmænd også få en gratis rejse, blot de husker at tage båndoptageren med til et enkelt interview med en berømt udlandsdansker på det fashionable feristed.

Det gyldne håndtryk uddeles også til tjenestemænd af en vis klasse. De får en tjenestetid i en international organisation til en høj løn og indkomsten er næsten renset for indkomstskat. Det er morsomt, at det netop er disse grupper, der taler om indkomstskattens velsignelser og nødvendighed, for at finansiere deres skattefri jobs i de internationale organisationer.

For nu ikke at få for meget vrøvl med kollegaerne hjemme i det skatteplagede land, så laves der tusindvis af nicher og møder med skattefri serviceydelser for mødedeltagerne. Råd, kommissioner og klinikker til frelse af befolkningen giver ekstra indkomster til at betale den høje indkomstskat. Alt foregår heldigvis inden for normal arbejdstid. Behandler-samfundet sørger for, at behandlerne kan leve, som de gør, og samtidig har de råd til at betale skat.

Alle de mennesker, der ikke deltager i dette cirkus, må da sige til sig selv, at det er en grundlæggende fejl, at offentligt ansatte kan vælges til besluttende organer, og at de har stemmeret.

Som forholdene er, er det forståeligt, at alle partier - undtagen Fremskridtspartiet - mener, at den offentlige sektor skal bibeholdes i den størrelse, den har.

Ole Maisted

Stop for flere bureaukrater

- Det er direkte undergravende for dansk økonomi, at regeringen (A, B, CD,red) ansætter så mange nye bureaukrater i disse år, siger Fremskridtspartiets finansordfører, Kim Behnke.

Fremskridtspartiet fremsætter til oktober et forslag om totalt stop for nyansættelser af bureaukrater i hele den offentlige sektor. Amter og kommuner skal også stoppe for ansættelsen af disse totalt uproduktive og unødvendige folk. Til gengæld skal der fortsat ansættes folk i sundhedssektoren, Ældreforsorgen m.v. - de steder hvor skatteyderne får velfærd og tryghed for pengene.

Regeringen har de seneste år ansat mange tusind ekstra bureaukrater i statens regi. Det er miljø-og arbejdsmarkedsområderne der er topscorer når det gælder om at udvide antallet af papirnussere. Det samfundsøkonomisk skadelige ved at ansætte de mange skrankepaver er, at hver eneste af dem skal retfærdiggøre sin stilling ved at pine og plage danske erhvervsliv og den almindelige borger, ved at indføre mere regulering og ufrihed for danskerne.

Vi må stoppe regeringens socialisering af samfundet inden det løber løbsk.

Vi er bare 5,2 millioner danskere, og alligevel har vi i dag næsten 1 million offentligt ansatte. Det er for mange, og der er særligt for mange bureaukrater, slutter Kim Behnke.

Pressemeddelse fra:
Kim Behnke, finansordfører

Schlüter vildleder Folketinget i spørgsmål om antallet af offentligt ansatte

Statsministeren "pyntede sig" med 12.000 færre i den offentlige sektor. Kendsgerningerne viser noget helt andet. Nu klager Pia Kjærsgaard over Schlüters vildledning i Folketinget.

Statsminister Poul Schlüter har vildledt Folketinget. Det har Fremskridtspartiets Pia Kjærsgaard dokumentation for.

Sagen skriver sig tilbage til begyndelsen af maj måned i år, hvor Kristen Poulsgaard stillede statsministeren et spørgsmål om antallet offentligt ansatte. I sit svar oplyste Schlüter, at der igennem årerne med firkløverregeringen (V, C, CD og KrF, red), fra 1983 til 1985, er sket et fald på omkring 12.000. Men den oplysning står i skærende modstrid med de faktiske kendsgerninger, som blandt andet står at læse i beretninger fra Økonomiministeriet samt i finansministerens budgetredegørelse for 1985. Her tales først om et fald på 5.000 offentligt ansatte, altså under det halve af Schlüters optimistiske 12.000, senere om at "der forventes lige så mange ansatte i 1985 som i 1983".

Dokumentationen
Pia Kjærsgaard har i Folketinget givet statsministeren to lejligheder til at korrigere sine fejlagtige oplysninger, men det er ikke sket.

Statsministerens tal er klart urigtige, det er dokumenteret af hans egen finansministers (Palle Simonsen, C, red)budgetredegørelse. Og jeg vil ikke finde mig i, at statsministeren sådan uden videre skal kunne stå i Folketinget og afgive urigtige oplysninger, og så et spørgsmål, der har vital interesse for Fremskridtspartiet. Statsministeren har nu haft muligheder nok for at rette tallet, men det har han ikke ønsket. Nu må jeg så klage til Folketingets udvalg for forretningsordenen, siger Pia Kjærsgaard, der anser sagen for at være principiel.

Klagens ordlyd
I sin klage til Folketingets udvalg for forretningsorden, anfører Pia Kjærsgaard blandt andet: Danmark har efterhånden henved 1 million offentligt ansatte. Når regeringen skal oplyse tallet, bruger den en formel, så tallet bliver noget mindre. Man siger, at man omregner til hvor mange, der arbejder fuld tid. På dette grundlag var der 678.550 i 1983.

1985-tallet anslog regeringen til 678.520 i sin budgetredegørelse fra maj 1984. Tallet var forøget til 681.121 i budgetredegørelsen af maj i 1985.

Faldet fra 1983 til 1985 var altså først beregnet til ca. 8000, men senere til kun godt 5000. Og nu i juni 1985 spår økonomiministeriets lovmodelberegning, at der kommer lige så mange offentligt ansatte i 1985 som i 1983.

Ikke desto mindre fortalte statsministeren den 15. maj 1985, at der kom et fald på "ca. 12.000" (Folketingstidende spalte 10.037).

Statsministeren har haft to lejligheder - folketingsspørgsmål S 1194 og S 1244 - til at forklare sig nærmere om sine 12.000 eller undskylde, hvis han måtte erkende at have begået en fejl. Hans svar af 28. maj og 07. juni 1985 føjer imidlertid intet nyt til de forannævnte oplysninger.

Det må herefter fastslås, at statsministerens 12.000 er mere end dobbelt så højt et tal end det virkelige. Dette er jo ikke nogen bagatel. 12.000 svarer til hele befolkningen i en pæn stor dansk by. Og hvis det af statsministeren til Folketinget oplyste tal havde stået til troende, havde den positive virkning været endnu større. Regeringens omregningsformel er nemlig sammenstrikket sådan, at den giver udtryk for færre offentligt ansatte, end vi har. De 12.000 ville derfor i virkelighedens verden svare til ca. 15.000.

Må indskærpes
Og Pia Kjærsgaard slutter sin klageskrivelse således: Det er selvsagt af stor vigtighed for hele folkestyrets funktion, at ministrene giver korrekte oplysninger til Folketinget. På den anførte baggrund må Folketingets udvalg for forretningsorden derfor indskærpe overfor regeringen at give korrekte svar, når den besvarer spørgsmål, og at den, når fejl alligevel måtte være indløbet, klart dementere disse.

Jeg beder herved udvalget om at foretage en sådan skærpelse.

Torben Zinglersen

Oprør imod magthaverne

Allerede i 70´erne var det tydeligt, at vi var på vej imod afgrunden. I 80´erne fik vi rettet op på økonomien ved bl.a. at fjerne den automatiske dyrtidsregulering og indførte realrenteafgiften. Men vi fik ikke ændret på den afgørende faktor, omlægning af den offentlige sektor v.h.a. privatisering af offentlige virksomheder og skattelettelser. Den borgerlige regering talte om strukturændringer men turde ikke gennemføre dem. I dag er det umuligt generelt at hæve den skattefrie bundgrænse uden at fyre 2/3 af de offentligt ansatte. Antallet af offentligt ansatte er steget fra 70´erne til 90´erne med mere end 500.000. Dertil kommer, at vi har importeret lige så mange fremmede statsborgere til offentlig forsørgelse.

Derfor kan det ikke undre, at det betyder ringere offentlig service og højere skatter for befolkningen. Vismændenes forslag om et beskæftigelsesfradrag på ca. 16.000 kr. pr. arbejdsløs, der kommer i arbejde, er sympatisk men nytteløst. Arbejdsopgaverne i den offentlige sektor skal privatiseres, så de bliver underlagt udbud og efterspørgsel. I takt hermed skal der gives skattelettelser ved at hæve den skattefri bundgrænse, så prisen på arbejde ikke stiger, og borgerne selv kan betale for en række serviceydelser.

Det er tvivlsomt, om sådanne ændringer kan gennemføres ad frivillighedens vej, fordi de offentligt ansatte og alle dem, der lever af at have et sugerør mede i de offentlige kasser ikke frivilligt afgiver deres privilegier.

Der er jo en række fonde, der kan tømmes, før vi kommer til et økonomisk sammenbrud. Vi kan også fortsætte med sociale forringelser for de svageste grupper i samfundet. En fortsat udvidelse af den offentlige sektor og et stigende skattetryk vil forstærke nedturen.

Det kan være en af bevæggrundene for, at de "ansvarlige" politikere gerne vil have dannet den politiske Union, EU, så alle ubehagelige beslutninger kan tages i Bruxelles og Frankfurt.

Som vi kender det fra USA, vil de fattige blive fattigere og de rige rigere. Med alle de importerede problembørn vil vi virkelig få et polariseret samfund.

Der er tid endnu til at rette op på skævhederne, men det kræver endnu et oprør imod magthaverne, som vi havde i 70´erne, men med den forskel, at det nyttede noget denne gang.

Ole Maisted

Hvem skrev det?

"Kun de færreste synes at have opdaget, at den offentliges sektors svulmende forbrug i mindst lige så høj grad er præget af producent-styrede kræfter og mekanismer, der skaber overforbrug og ufrihed til skade for den uorganiserede almeninteresse.

Vi lever i et overadministreret samfund, der på alt for mange områder låser os fast i et overforbrug af uddannelser, sociale institutioner, hospitalskolosser, statsstøttet byggeri og administrative kontrolapparater. De offentlige tilskudsordninger, beslutningssystemer, ansættelseskriterier m.v. synes mere påvirket af hensynet til de offentlige producenter end af hensynet til forbrugerne, der ofte kunne klare sig både billige og bedre, hvis de selv fik lidt mere at skulle have sagt.

Folketinget, der selv har næsten ubegrænset magt, kan ikke unde de lokale beslutningstagere selv de mest elementære beføjelser. Derfor plages vi af kostbare tilskudsregler, kontrolapparater og reglementer, der forårsager et ressourcemisbrug, der hundrede gange overgår de eventuelle misbrug, de er skabt for at forhindre. Det lokale selvstyre og initiativ kvæles af hensyn til ensartetheden, skønt det netop burde anses for en fordel, at reglerne kan variere fra egn til egn.

Når familier, kommuner, socialkontorer og offentlige institutioner lægger budget og planlægger for fremtiden, da spørges der ikke: Hvorledes anvender vi vores ressourcer bedst? Det eneste, der tæller, er spørgsmålet: Hvad er der tilskud til?

Resultatet er et offentligt personale på 600.000 stigende med ca. 40.000 om året, samt skatter og afgifter, der ifølge de seneste prognoser allerede om 9 år vil beslaglægge 3/4 af indkomsterne. Så kan enhver selv forestille sig, hvordan det vil gå med de aktiviteter, der ikke gøres gratis med offentlige midler, og de livsformer, der ikke er tilskud til".

Bertel Haarder, Venstre (1973)

Glistrups ønskedanmark

Jeg holder mest af Danmark. For der bor danskerne. Og de taler dansk. Og der er de smilende landskaber og vandskaber. Tivoli. Traditionen fra Jeppe Aakjær, Gunnar Nu, Poul Henningsen og Osvald Helmuth. Imperials roastbeef og Faxe Fad. Endog det danske vejr vil jeg prise. Et år boede jeg et sted, hvor der dødsikkert ikke faldt en dråbe regn mellem 18. marts og 10. september. Fremfor en så ensformig grundbaggrund for tilværelsen er den hjemlige omskifteligheds-usikkerhed så langt at foretrække. Kort sagt: Danmark er det, jeg er vant til. Og pattedyr er vanedyr. Men dermed ikke være sagt, at jeg ønsker, at Danmark skal forblive, som Danmark er. Tværtimod er der så meget at være utilfreds med, at jeg – ihukommende Rasmus Rask` stærke ord om, at sit fædreland skylder man alt, man kan udrette – har sat mit liv ind på at få fjernet en hel del af de ufrø, der i den sidste snes år er føget ud over landet.

Fordi landets ledelse siden 19. februar 1960 har ligget hos nogle møghase. Langt fjernet fra idealet om, at folkets langsigtede tarv ganske skal fortrænge popegoisme og lurvet partitaktik. Selv om danskerne er blevet fuppet til at vælge dem valg efter valg, fortjener de bestemt ikke så ringe ledelse. Men efter 2 årtiers katastrofestyre er det på tide at besinde sig og nøgternt gøre op, hvilke muligheder der er tilbage, for at redde mest muligt for vore børns og børnebørns Danmark. Vor generation har ved fejt at skyde problemerne ud til fremtiden skabt alvorlig frygt for landets vilkår i næste århundrede.

Derfor bør 1980`erne blive oprydningensårti. Med hårdt arbejde og ringe udbytte må vi alle sone Jens Otto Krags (A), Hilmar Baunsgsaard (B), Poul Hartlings (V), Poul Schlüters (C) og de mange andres forbrydelser. Vi må droppe misundelsesfølelser, kompensationsdjævle og smålighed. Så vi kan levere vore efterkommere et gældfrit og lykkeligt Danmark. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at forlange, at de ud over at løse deres egen tids problemer også skal betale for vore tabte slag.

Når målet er nået, skal vi sikre, at vanstyret aldrig kan gentage sig. Ved at give fremtidens Mads Clausen`er, Eilif Krogagere, Simon Spise`er og tusinder andre igangsættere albuerum fri for bagtalelse, skatteplyndring, ØD-fodlænke og papirhammergok. Kun derved vil i rigdom vi drive det så vidt, at der bliver penge til varigt og stærkt at bistå de uforskyldt svage – de syge, de handicappede, de ældre. For her er statens aller, aller vigtigste opgave. De rige, de velbegavede, de højtuddannede vil nemlig under alle omstændigheder svømme ovenpå. Om så systemet er indretter à la Peking eller i Moskva-style eller som i Washington eller i Anker Christophersens afgrundsland. De, der reelt gavnes ved, at produktionslivet gives mulighed for at bage en langt større samfundskage, er svage. Ligesom det er dem, der undgælder på længere sigt, når vanregimente får lov at holde sig ved magten som i den sidste snes år i Danmark.

Den indlysende fællesmålestok, for hvad der er godt for Danmark, er den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Eller – mere beskedent udtrykt – mindst mulig menneskelig ulykke. Derfor skal der frem for noget andet sættes ind for at gavne dem, som ikke selv har forudsætningerne for at være deres egen lykkes smede. Sygehusene skal forbedres, folkepensionen forhøjes, socialbistanden afbureaukratiseres

I næste række kommer, at den størst mulige menneskelykke skabes ved det mindst mulige regereri. Selvgjort er velgjort, mens mukkeri og mere-vil-have-mere-krævementalitet er resultatet af at dreje om ad tilskudsvejen, hvor børnehaver, bustransport, teaterbilletter og tusind af andre udgifter betales på den økonomisk mest ødsle spildfacon – over skattebilletten. I ønskedanmark skal staten derfor ikke tvinge dem, der hellere vil dyrke deres haver, til at betale balletpigerne på Det Kgl. Teater, fordi de nu findes at være den fine og rigtige kultur, mens derimod den Hellerupkontorchef, som elsker at gå i operaen, ikke bidrager til ham, der hellere vil samle på frimærker eller læse Ib Henrik Cavling. Z-vikingerne vil tilbage til den menneskelige frihed, hvor den enkelte selv kan vælge og bestemme over sit produktionsresultat, sin indsats her i samfundet. Borte skal tage den desværre stadig omsiggribende ensretning, hvortil vi indoktrineres, så snart vi drejer op på oplukkeknappen til fjernsyn eller radio fra Danmarks statsmonopoliserede udspredning af ensidige undergravninger af menneskelig tilfredshedsfølelse.

Men Ole Espersen´s (A) og Karl Hjortnæs`s (A) rædselskabinetter skal ikke fordunkle, at danskeren anno 1981 utvivlsomt har langt, langt bedre livsvilkår, end hans tipoldefar havde i 1881. Årsagerne er mangfoldige: Teknikkens enorme udvikling, lægevidenskabens store landvindinger, hundredetusinders samvittighedsfulde flid og slid, det internationale handelssamkvems udbygning, og at vi i de forløbne hundredår stort set har undgået virkelig store ødelæggelser ved krige, naturkatastrofer eller epidemier. Netop med alle de muligheder, som foreligger for, at Fremtidens Danmark bliver lykkens Danmark, er det så nedtrykkende at opleve, at uduelige folketingspartier spiller fandango med Danmarks fremtid.

Lad os lægge alt småligt kævl til side og i fællesskab løse problemerne, så vi ikke mere skal leve i angst for fremtiden, men hver for sig, på social gældfri basis, kan hygge os med hvad der nu optager den enkelte: Sommerhus, charterferie, lystbådssejling, familiehygge, bingo, folkedans, Danmarks Melodibog og hvad, der nu får 5 millioner til at føle glædens blod til at strømme gennem kroppen.

Og sådan, at man kan leve et helt liv uden at opleve, at der på gulvmåtten, når man kommer hjem, ligger en stor gul kuvert fra et eller andet myndighedskontor, som på kancellikaudervælsk dekreterer, at man ikke må dit eller dat. Det er nemlig stort set forkert, når nutidens herskere tror, at den, som er givet et skrivebordsembede, også ved bedre, hvad der er godt, og hvad der er skidt for den enkelte. Men skytset skal naturligvis ikke rettes mod skrankepaven som person.
Skylden i den nuværende misere ligger ikke hos de offentligt ansatte. De handler blot efter gældende love. Derfor er det dem, der har lavet alle lovene – eller rettere dem, der undlader at ophæve tåbelighederne – som er ulykkernes bagmænd. Når den store le bortskærer bedrevidenlovene, bliver den formindsket med over 90%. Da er lykke-for-alle-landet oprundet.

Mogens Glistrup

De offentligt ansattes vilkår og funktion i et Fremskridtssamfund – en personlig mening.

Der tales og skrives meget herhjemme om Fremskridtsfolkenes påståede evige hetz mod de offentligt ansatte. Sandheden er snarere den, at der føres en politisk hetzkampagne rettet mod Fremskridtspartiet, som beskyldes for at have synspunkter, der betegnes som ”samfundsfjendske og asociale”, men som i virkeligheden er de stik modsatte. Fremskridtspartiets holdning over for de offentligt ansatte er jo præget af samfundsøkonomiske, sociale og menneskelige hensyn, hvor helheden prioriteres højest til endelig gavn for den enkelte borger.

I et Fremskridtssamfund begrænses antallet af offentligt ansatte til det, der er absolut nødvendigt for effektivt at kunne udføre de servicefunktioner, som et moderne demokratisk samfund har brug for. Ved den endelige afvikling af indkomstskatten vil den tidskrævende og uproduktive administration af denne asociale beskatningsmåde blive overflødiggjort til fordel for både produktionen og sådanne samfundsvigtige opgaver som sundheden, uddannelsen, forsvaret m.v. Statsindtægterne til finansieringen af disse opgaver skaffes hovedsagelig gennem momsen og forbrugsafgifter, - dog med satser som ligger under et nærmere fastsat loft, således at man bedre kan undgå en storstilet indsmuglingsbølge. Sålænge der findes den institution, der hedder rente, bør opkrævningen af moms udvides til også at omfatte alle former for renteindtægter og aktieudbytte. Rentebetaling mellem private skal obligatorisk ske gennem pengeinstitut, der sørger for moms-berigtigelsen. Med tiden vil denne form for indirekte beskatning eksempelvis kunne suppleres med nettoindtægterne fra et statsdrevet spillekasino, som skulle puste nyt liv i den danske turistindustri. En ekstra indtægtskilde kan tænkes indført ved etablering af et reklame-finansieret, selvstændigt TV-2, hvor en vis procentdel – eksempelvis 25% - af reklameindtægterne skulle gå til statskassen.

Af samfundsøkonomiske hensyn må derfor de offentligt ansattes vilkår i givet fald indebære, at man principielt må affinde sig med gennemgående lavere lønninger set i forhold til det private arbejdsmarked (dog med et par vigtige undtagelser – se nedenfor) først og fremmest for at forhindre, at det offentlige skulle blive lønførende. På den måde vil en væsentlig kilde til den høje inflation blive fjernet med eet slag. Til gengæld skulle de offentligt ansatte nyde en større tryghed m.h.t. ansættelsesforhold end tilfældet er i den private sektor, således at afskedigelsessager begrænses til de groveste tilfælde af kontraktbrud over for modparten. En sådan kontrakt, som indgås med staten som arbejdsgiver, kan tænkes at indeholde følgende tjenesteforhold:

Ingen strejkeret! - dette begrundes med, at den almindelige borger skal have fuld tillid til de folk der arbejder i offentlig tjeneste. Sanktioner i tilfælde af eventuelle brud på denne kontrakt bør have følgende ordlyd: Første gang, en person i offentlig tjeneste foretager en arbejdsnedlæggelse, tilbageholdes lønnen for den arbejdstid, aktionen varer. Desuden skal han/hun idømmes en bod.
Anden gang, den samme person foretager en arbejdsnedlæggelse, afskediges den pågældende med øjeblikkelig varsel, dog med ret til at hæve fuld løn indtil udgangen af den kalendermåned, hvor aktionen har fundet sted.

Forhandlingsretten gennem de offentligt ansattes fagorganisationer bevares – dog, med den klausul, at direkte lønforhøjelser ikke kommer på tale. Dette skal ses i lyset af, at de offentligt ansattes lønninger skal prisindeksreguleres, sådan at man får fuld lønkompensation for eventuelle prisstigninger. Grundlønnen på de enkelte serviceområder samt anciennitetstrin fastsættes af staten. Til gengæld kan der forhandles om bedre arbejdsvilkår samt indirekte lønforhøjelse i form af længere ferie og/eller kortere arbejdsuge. Sidstnævnte punkt må dog kun tages under behandling, når landets økonomiske forhold tillader det.

Derudover skal nævnes følgende punkter:

Der indføres 2 (to) karensdage, således at man ikke får løn for de 2 (to) arbejdsdages sygdomsperiode. Efter de 2 (to) karensdage skulle al sygeforsikring betales af det offentlige. Dog skulle der gælde en speciel ordning for de personer, der lider af en kronisk sygdom, der forårsager hyppigt fravær, således at de får udbetalt de fulde dagpenge allerede fra de første hele fraværsdage.
Efter en rimelig overgangsordning afskaffes tjenestemændenes pensionsmæssige særfordele, således at alle får ensartet pension betalt af det offentlige. Dog må borgerne – inklusive de offentligt ansatte – være frit stillet m.h.t. adgang til private pensionstillægsordninger.
Samtlige studerende på universiteter og højere læreanstalter får stipendier (studieløn), som skulle erstatte alle former for lån, således at det at have studiegæld efterhånden kun hører fortiden til. Til gengæld skulle der en stramning af standarder, tidsrammer og normer på ovennævnte institutioner.
Lærerne på samtlige uddannelsesinstitutioner bevarer fuldt ud deres metodefrihed i undervisningen – dog under ansvar for, at eksamensbestemmelserne overholdes og at pensakravene opfyldes.
Værnepligten bevares inden for en overskuelig fremtid i sin nuværende form. Forsvarets frivillige personel skal derimod tilbydes bedre løn- og arbejdsforhold end tilfældet er i dag med til gengæld en stramning af disciplinen. Det samme skulle gælde for politikorpset.
De 40 (fyrre) folkevalgte medlemmer af Folketinget skal få en ordentlig løn for deres ansvarsfulde arbejde, dog skal de nægtes adgang til bierhverv. Kontroversielle anliggender af indenlandsk karakter skal afgøres ved folkeafstemning.
De ansatte inden for syge- og hospitalsvæsenet skal fra første færd sikres gode lønninger og moderne arbejdsforhold. Der sættes stor pris på, at man udviser en menneskelig forståelse over for patienten samt at man foretager en effektiv behandling af sygdommen. Erfaringen viser, at det er de mindre, decentraliserede enheder inden for syge- og hospitalsvæsenet, der bedst efterlever dette.

Til slut skal det pointeres, at de offentligt ansatte ligesom alle andre borgere skal have fuld ytringsfrihed, således at der ikke bliver tale om at indføre berufsverbot. Forsvarets Efterretningstjeneste skal dog fortsat have pligt til at sikre, at forsvarets effektivitet ikke forringes ved spionage, sabotage eller anden ulovlig virksomhed.

Alt dette kan – alt efter politisk ståsted – enten opfattes som en utopisk inspireret provokation eller som et fornuftigt oplæg til en principdebat herhjemme.

Anthony Moore

Kun udgifterne er vi sikre på

Så kom vi op på hele 20 ministre. Bare det var mængden, der gjorde det, så så det godt ud for lille Danmark. Men det er desværre ikke antallet af ministre, men kvaliteten, der skal give resultat.

Grønland og kirken klarer sig nok med en husholdningslærerinde (Tove Lindbo Larsen, red), men vort landbrug har fået en ung, uerfaren mand midt i de svære tider (Bjørn Westh, red) , fiskeriet en kasseret skatteminister (Karl Hjortnæs, red) , og til skatteminister har vi så fået en af arbejderbevægelsens hårde, målbevidste drenge (Mogens Lykketoft, red) samt den pæne Ole Espersen til justitsminister.

Én ting er sikker. Rokeringen (A) med ministre koster masser af penge. Jeg tænker ikke her på 2 ministergager mere: det er nok småpenge i det store spil. Men alt det , der uvægerligt følger med: Flere embedsmænd, kontorer, ministerbiler, rejser o.s.v.

Energiministeriet – den seneste nyskabelse – er et glimrende eksempel. Det begyndte ganske beskedent, men er svulmet op med en fart, man aldrig tidligere har set, og med alle energiministrens planer er det langt fra slut.

En anden sag er, at der igen kommer nogle ministerpensioner på udgiftsbudgettet. Det er vel en kendt sag, at Anker Jørgensen (A) i sin regeringstid har brugt 37 ministre – skriver syvogtredive –ministre, og vi kan da let regne ud, hvor mange nye ministerpensioner, det betyder på de få år. Nu skal man ikke have ondt af de afgåede, for Socialdemokratiet sørger godt for deres folk. Poul Dalsager – kæmpestilling i Bruxelles. Eva Gredal samme sted på lidt lavere plan. Jens Kampmann –direktør for Miljøstyrelsen o.s.v., og fem sidder fortsat i Folketinget med gage og pension.

Vi har også ministre, der ikke er medlemmer af Folketinget: Den nye Mogens Lykketoft, Henning Rasmussen, Kjeld Olesen. Der er det særlige ved dem, at de foruden ministerløn får folketingsgage oveni uden at være medlemmer. Det er en af de skævheder, som de fleste nok ikke tænker på, men som er helt urimelige.

Anker Jørgensen har naturligvis ikke skænket disse triste, økonomiske betragtninger en tanke.

Jeg har ofte tænkt på, hvordan disse arbejdsrepræsentanter med årsindtægter fra ca. 400.000 til 800.000 kr. kan se almindelige arbejdere, funktionærer og fattige pensionister i øjnene!

John D. Lawaetz, MF

Nødvendigt med skatteomlægning

Det er interessant at følge den offentlige debat på skatteområdet i denne tid. Regeringens (A, B, CD, red) skattereform er ved at bryde sammen. Hver eneste dag får vi kendskab til nye skadevirkninger af skattereformen. Mens regeringens ministre panisk prøver at lukke munden på enhver kritiker af skattereformens skadevirkninger, så står medlemmerne fra de tre regeringspartier på nakken af hinanden for at kunne komme med forslag til ændringer i vores skattesystem.

Lad mig kort opremse nogle af skadevirkningerne af skattereformen:

1. Beskatningen af lønindkomster i Danmark får et stigende antal danske virksomheder til at flytte fra landet.
2. Danmark sætter på ny rekord i skattetryk. OECD kunne for 1995 udråbe Danmark til at have verdens højeste skattetryk.
3. Over halvdelen af landets kommuner påregner skatteforhøjelser i 1997, men der kommer ingen serviceforbedringer ud af de højere kommuneskatter.
4. Udenlandske virksomheder skræmmes af den konstante strøm af nye skattelove. I gennemsnit får Danmark en ny skattelov om ugen. Ingen udenlandske virksomheder tør investere deres penge i sådan et land.
5. Selskabsskatten er igen blevet for høj. Hvor Danmark for få år tilbage kom ned på EU-gennemsnit med 34 pct. selskabsskat, så overhales vi nu af lande som Storbritannien, Sverige, Irland og Norge, der alle har lavere selskabsskat end os - både Sverige og Norge har 6 pct. lavere selskabsskat end Danmark.
6. Mens regeringen naivt hævder, at spørgsmål som kulturtilbud og børnepasningsordninger er afgørende for om en virksomhed vil etablere sig i et område, så er det nu dokumenteret, at 80 pct. af de udenlandske virksomheder mener skatteforhold er vigtigst for deres etablering.
7. Ved den seneste skattereform fjernede regeringen en række skattefordele for erhvervslivet. I dag ser vi resultatet i form af tab af arbejdspladser og flytning af virksomheder.
8. Bruttoskatten er nu på 8 pct. af enhver lønindkomst og med til at skubbe endnu flere lavtlønnede over på offentlig forsørgelse.
9. De mange grønne afgifter og skatter, som regeringen har indført uden at nedsætte andre skatter samtidig, har gjort et kæmpe indhug i familiernes disponible indkomst.
10. Stigende kommunale skatter og den 20. alm. vurdering har medført, at ganske mange familier i dag oplever et stort tab på skattereformen.

Fremskridtspartiet vil ikke passivt se til mens regeringens skattepolitik ødelægger vores samfundsøkonomi, virksomhedernes økonomi og den enkelte borgers økonomi. Vi vil ikke finde os i, at en flok socialdemokrater med et totalt forældet syn på skatter og samfundsøkonomi skal gøre så stor skade på vores samfund.

Den skade, som et par års socialdemokratisk politik kan påføre vores samfund kan det tage årtier at genetablere. Vi må derfor hurtigst muligt have fjernet regeringen.

Fremskridtspartiet siger det som tingene er:

Vi skal gøre alt for, at den private sektor har det godt.
Vi skal gøre alt for, at virksomheder opstartes og ikke lukkes.
Vi skal gøre alt for, at få flere igangsættere.
Vi skal gøre alt for, at tiltrække virksomheder fra udlandet.
Vi skal gøre alt for, at der startes nye virksomheder.

Ikke fordi Fremskridtspartiet er et arbejdsgiverparti, men fordi selve forudsætningen for, at vi overhovedet har et velfærdssamfund er, at vi har en privat sektor som rygrad i vores samfund. Vi kan ikke leve af at tusinder af kontorfolk sætter flueben i selvangivelser efter, at selvbestaltede miljøflippere driver klapjagt på virksomhederne.

Vi kan derimod leve og overleve af ny vækst i håndværk, handel, industri, landbrug og fiskeri. Det er ikke nostalgiske drømme fra Fremskridtspartiet men sandheden om enhver fri markedsøkonomi og dermed forudsætningen for fremgang, velfærd og tryghed for de kommende generationer.

Fremskridtspartiet vil ikke være med til skatteomlægninger. Fremskridtspartiet vil kun være med til skattelettelser. Og vel at mærke skattelettelser, der finansieres ved at de offentlige udgifter sættes ned og ikke ved at man forventer at naboen skal betale mere i skat.

I den forbindelse lægger vi ikke skjul på, at der må ske en klar prioritering i vores samfund.

Vi vil hellere give befolkningen skattelettelser end ansætte titusinder af nye offentligt ansatte, som regeringen har gjort.
Vi vil hellere give skattelettelser til virksomhederne end bortødsle nye millioner på prestigeprojekter i den offentlige sektor.
Vi vil hellere sætte skatterne ned end igangsætte kulturprojekter til hundreder af millioner kroner.
Vi vil hellere sænke afgifterne end bortkaste 16 mia. kr. velfærd til ulandenes korrupte systemer.

Det er klare og tydelige prioriteringer fra Fremskridtspartiet.

Statens gæld gør, at hver borger i øjeblikket skylder 154.000 kr. til staten. Tager vi kun alle skatteyderne, så er der tale om over 200.000 kr. i hæftelse. Der er derfor ikke nogen, som har krav på flere offentligt betalte velfærdsgoder.

Løsningen på dette problem er, ikke at gøre som regeringen. Regeringen håber på, at konjunkturerne og en håndfuld mirakler vil løse problemerne. Men det tunge skatteåg er med til at forhindre den vækst i samfundsøkonomien, som er så tiltrængt.

Fremskridtspartiet mener, at der nu som før er behov for at sætte skub i dansk økonomi ved hjælp af skattelettelser og ikke gennem statskontrol og statstilskud. Vi har fortsat som mål at få indkomstskatten fjernet fuldstændigt. Her i 1996 er de mest påtrængende behov, at få følgende skatter og afgifter nedsat:

1. 60.000 kr. skattefri bundgrænse.

2. Afvikling af bruttoskatten (arbejdsmarkedsbidraget).

3. Afvikling af CO2-afgiften.

4. Afvikling af lejeværdi af egen bolig.

5. Neutralisering af 20. alm. vurdering.

6. Genindførsel af fuldt kørselsfradrag.

7. Bruttoficeringen af pension m.v. ophæves.

8. Skattelettelser skal være ægte.

I Fremskridtspartiet har vi noteret os, at Venstres skatteordfører, Peter Brixtofte klart har meddelt, at hvis bare Folketinget havde lyttet til Fremskridtspartiet for mange år siden, da havde vi haft betydeligt lavere skatter i dag. Jeg er fuldstændig enig. Nu mangler vi blot at et flertal i Folketinget eller i befolkningen kræver ægte skattelettelser gennemført og dertil en markant ændring i skattemyndighedernes måde at opføre sig på over for befolkningen. Vi skal have et skattesystem, hvor embedsmændene er til for befolkningen og ikke som nu, hvor Told/Skat betragter enhver borger som en potentiel snyder og endnu en mulighed for at indkræve flere penge til de offentlige kasser.

Det skal være slut og det skal være nu - dét er Fremskridtspartiets politik.

Fremskridtspartiets politiske ordfører, Kim Behnkes indlæg på landsmødet i Aars 1996

Belær Venstrefolk om de faktiske forhold

Hermed et råudkast til brevudsendelse fra lokalforeningerne til Ikke-fremskridtsfolk (den enkelte lokalforening kan givetvis forbedre udformningen ud fra sin egen vurdering):

Knud Kristensens og Erik Eriksens Venstre eksisterer ikke mere.

Helt andre toner præger nu partiet. Ikke bondelivets sætten tæring efter næring, men universiteternes sorte skole for såkaldt nationaløkonomi.

Henning Christophersen (V) kørte som næstkommanderende i 14 måneder i Anker Jørgensens (A) regering. Den SV-regering, som for alvor ødelagde Danmarks økonomi med forhøjet skatteplyndring, med rekordforøgelse af vor gæld til udlandet (31% på det ene år af de foregående 19 gældsår sammenlagt) og med rekordtilgang af nye offentlige ansatte (ca. 40.000).

Til Jyllands-Posten for søndag den 24. februar 1980 siger Henning Christophersen: ”Venstres forhold til Fremskridtspartiet er meget afslappet – og ikke spor følelsesladet. Jeg læser bare deres program, og så må jeg sige, at det er en politik, som ligger meget langt fra den, som vi arbejder for”.

Vedlagt sender vi Fremskridtspartiets nævnte program. Læs det og døm selv. De kan kun komme til det resultat, at det nuværende Venstre er noget helt andet, end De har troet. Og det dokumenterer de senere års Venstreafstemninger i Folketinget da desværre også.

Skal der være et virkelighedsbetonet modstykket til Socialdemokratiet, må C, V og Z imidlertid samarbejde. Og dertil er Fremskridtspartiet da også parat. Nu som altid.

Men enhver kan sige sig selv, at sålænge vælgerne styrker selvtilliden hos Venstres nuværende leder, er udsigterne små med den indstilling, han indtager overfor Fremskridtspartiet.

Da Danmark så hårdt tiltrænger en afløser til Venstres husbond, Anker Jørgensen, i katastroferegeringen, henstiller vi kraftigt til Dem at give Deres støtte til Fremskridtspartiet og dermed Venstre en lærestreg om at sadle om til samarbejdslinien.

De kan få mere at vide om Fremskridtspartiet ved at henvende Dem til den lokale Z-forening, hvis bestyrelse er: (Her følger så navne, adresser og telefonnumre på lokalforeningens bestyrelse).

Her kan De bl.a. fa at vide, hvordan Venstre stemte til de lovforslag, som særligt interesserer Dem, og hvordan Fremskridtspartiet forholdt sig. Og hvad partierne sagde i Folketinget om forslagene. De vil sikkert blive forbavset, hvis De hidtil bare er hoppet på de limpinde, som det lokale Venstreblad har lagt ud for Dem.

Men gør nu noget ved det. Patienten Danmarks Afgrundssyge er nok så alvorlig. Og det går ikke bedre, før vælgerne har givet Fremskridtspartiet så stor styrke, at det går op for Venstre m.fl., at de skal gå ind i tillidsfuldt gensidigt samarbejde på lige fod med Fremskridtspartiet.

For Danmarks skyld.

Mogens Glistrup

Velfærd frem for vanvid

Der er næppe tvivl i befolkningen, hvis man beder om at vælge mellem følgende: Nyt udstyr til hospitalerne, så kræftsyge kan komme til behandling og få ekstra håb. Eller stigende milliotilskud til Statens Kunstfond på 27 mio. kr., 12 mio. mere til forfattere fra bogudlån eller f.eks. stigning i ulandsbistanden på en kvart milliard kr. Så er der ingen tvivl om, hvad folk vil vælge! Danskerne vil have velfærd frem for vanvid.

Regeringen (A og B) og de "forenede midterpartier" har med finanslovsaftalen valgt at bruge skatteydernes penge på unødvendige luksusprojekter, mens fundamentale velfærdsopgaver bliver nedprioriteret. Det er naturligvis en skændsel og derfor får regeringen fortjent klø i den offentlige debat.

Regeringens tåbelige ændring af efterlønnen viser, at statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen, A, red) blev genvalgt på en løgn i marts måned. Fremskridtspartiet mener, at trækdyrene skal have mulighed for efterløn. De trækdyr, som har knoklet på arbejdsmarkedet i 35 år eller mere skal fortsat have efterløn, mens de forkælede offentligt ansatte og andre fra 68-generationen selvfølgelig ikke er nedslidt. Regeringen og de forenede midterpartier har med indgrebet i efterlønnen nok en gang straffet trækdyrene i det danske samfund. Vi må nu forvente, at folk rejser sig i vrede og udløser et jordskred hos vælgerne. Væk fra den socialdemokratiske vanvidsmodel og over mod Fremskridtspartiet og en ægte velfærd for dem, der har behov.

Fremskridtspartiet vil som modsvar til regeringens finanslovsaftale fremlægge et konkret og velgennemarbejdet udspil til ægte velfærd. Vi vil stoppe udgifterne til en række overflødige projekter og i stedet sikre, at hospitalerne kan behandle de syge. Og sikre, at ældre ikke får deres pensionsforhold udhulet. Derved får vælgerne mulighed for at se, at vi i Danmark har masser af penge til velfærd, hvis vi stopper de mange vanvidsprojekter.

Kim Behnke, MF og gruppeformand

Til Socialministeren Christiansborg København K.

Foranlediget af Berlingske søndags artikel om vuggestuerne i det indre København, der er forbeholdt de offentligt ansatte, skal undertegnede hermed anmode ministeren (Ritt Bjerregaard, A, red) om snarest at bringe dette helt utålelige forhold til ophør.

Vi er et af de – formentligt utallige – forældrepar, som er bosat i det indre København, og som nu forgæves i syv måneder har ventet på at få en vuggestueplads.

Det er naturligvis helt uacceptabelt, at vuggestuesøgende forældre i København opdeles i to kategorier, nemlig offentligt ansatte, og så de tåber, der har deres udkomme i de private erhverv. Og det er specielt uacceptabelt, at det er førstnævnte kategori, som i forvejen er socialt sikret i hoved og hale, der får lov til at løbe af med vuggestuepladserne.

Vi går ud fra, at det er helt overflødigt at minde en socialdemokratisk minister om, at enhver forrang, knyttet til personers stilling i det offentlige liv, blev afskaffet ved Grundloven af 05. juni 1849.

Vi skal derfor tillade os at formode, at ministeren omgående iværksætter foranstaltninger overfor de relevante myndigheder, som betyder disse, at de umiddelbart skrider ind mod de ulovlige vedtægter, der giver bestemte samfundsgrupper fortrinsret til vuggestuepladser.

Det vil glæde os snarest at modtage en positiv reaktion på denne henvendelse.

Aase og Christian Galberg

Socialdemokratiets diskrimination af pensionister

Landet Danmark skal spare, men det er uanstændigt at der netop skal spares på det, der er allervigtigst, nemlig at sikre sin alderdom med en pension.

Folkepensionen er så lille at det næsten er en fattigmandstilværelse som pensionist. Men alligevel straffes de, der i de erhvervsaktive år har lagt til side for at have lidt ekstra til de sene år i tilværelsen. Gang på gang bliver de syndebukke i regeringens (A, red) politiske spil – lønmodtagere som selvstændige.

Der er mange folkepensionister der får trukket i deres lille pension bare fordi de har haft et lille hus og evt. lidt stående på deres bankbog, men det gør de offentligt ansatte ikke.

For det første kan de offentlige pensioneres langt tidligere og samtidigt kan det tjene og eje ligeså meget det er dem muligt, uden at der bliver nogen form for modregning, det kan man vel nok kalde for diskrimination.

I sommer indførte regeringen loft over indbetalinger til livrenter med den virkning, at f.eks. selvstændiges muligheder for selvpensionering efter salg af deres virksomheder blev kraftigt beskåret.

Næste runde i regeringens felttog mod pensionisterne er lovforslaget om at forhøje afgiften ved udbetaling fra 25% til 40%.

Justitsminister Henning Rasmussen afviser dette over for pressen og med støtte fra sit ministeriums lovkontor, at der skulle være tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft. Men finansminister Svend Jacobsen bekræfter, at den forhøjede afgift på 40% skal omfatte alle fremtidige udbetalinger.

For at gøre diskriminationen endnu mere fuldkommen har socialminister Ritt Bjerregaard forudsagt, at folk ”der kan klare sig selv” ikke længere skal have folkepension.

Også dette angreb på pensionisterne har naturligvis vagt betydelig opmærksomhed. Socialministeren vil ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvor stor indtægtsgrænsen må være og hvilke indtæger, der skal omfattes af lovforslaget.

Fremskridtspartiet har adskillige gange påpeget, at folkepensionen ikke er en social ydelse, men en ret for alle. Idet man jo selv har betalt for den såvel gennem den almindelige beskatning som ved det særlige 2% bidrag af skatten til folkepensionen. Og samtidig har udbetalingen endda den diskriminationspåtegning, at der står SCO-pension.

Det er faktisk besynderligt, at Socialdemokratiet vil beskære den mindste del af alle goder, nemlig folkepensionen. Socialdemokraterne og de andre partier kan ikke finde ud af, at alle skal have en normal og anstændig pension. Men de er ikke i tvivl om, hvad de selv skal have i pension, når de har eller har haft en del ben og gnave på i deres tid.

Fremskridtspartiet er det eneste parti, der vil give de ældre en anstændig og normal levevis i deres pensionsalder, i det vi foreslår 3.000 kroner til hver person pr. måned. Vi kan ikke se det rimelige i, at de offentligt ansatte skal have ca. 6.000-10.000 kroner mere om måneden og andre skal klare sig for sølle 2.000 kroner – dette er ingenlunde retfærdigt eller demokratisk.

Fremskridtspartiet vil have, at alle skal gå alderdommen og det økonomisk trygt i møde.

J. A. Riber

Nedskærings-Ritt!

Ritt Bjerregaard ønsker en udtynding af idéen med folkepension til alle, som hun på en lidt for smart måde vil fratge ”de større indtægter”. Jeg skal hermed gøre opmærksom på, at idéen med folkepension netop var, at alle skulle have denne – også dem i det ”offentlige” – altså både tjenestemænd og dem i de højere stillinger.

Nu skal man ikke være blind og naiv og tro, at denne nedskæring, Ritt Bjerregaard foreslår, ikke har noget med at spare at gøre. Næh, hun og Socialdemokratiet, som jo sikkert henter mange af deres stemmer her, skal ikke have gennemført den gode og rimelige ordning, som ligger i reformen: Folkepension til alle. Det ville givet et ramaskrig fra den offentlige sektor og dermed miste en masse stemmer. Derfor hellere gennemhulle folkepensionsidèen med at skære fra de større indtægter, som disse skatteydere har betalt meget mere til, end de nogensinde får tilbage.

Som bekendt er der mange, der ikke har søgt om at få folkepension af disse ”velstillede” og folkepensionen får man kun, hvis man søger om det. Det skal man ikke i den offentlige sektor, når man går på pension, (som de jo elsker at sige, at de selv har betalt til).

Vi folkepensionister har jo også selv betalt til den, men for det første får vi mindre og for det andet skal vi endda tigge om det. Jeg håber, at vort parti vil undersøge og protestere mod dette.

Charley Hansen

Krav fra FRP: Ens folkepension

Z-gruppen stiller krav om ens folkepension til alle, hvis overenskomsterne kræver politisk indgreb

Bryder overenskomstforhandlingerne mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening sammen og ender i Folketinget, vil Fremskridtspartiet i forbindelse med et politisk indgreb forlange, at der indføres ensartet folkepension for alle.

- Offentligt ansatte skal have deres sammensparede pensionsbeløb udbetalt, men efter en overgangsperiode indføres fuldstændig ligestilling, således at alle: Tjenestemænd, arbejdsmænd, håndværkere samt den hjemmegående husmor får udbetalt det samme beløb fra staten når pensionsalderen indtræder.

Helge Dohrmann

KL-topfolkenes 233% lønforhøjelse er en skandale

Sagen rejses i Folketinget, hvor økonomiminister Anders Andersen må stå til regnskab

- Det harmonerer meget dårligt med regeringens erklærede indkomstpolitik, at medlemmer af Kommunernes Landsforenings bestyrelse netop har bevilget sig selv lønforhøjelse på helt op imod 233%.

Sådan siger Fremskridtspartiets landsformand Helge Dohrmann, og han rejser nu sagen over for økonomiminister Anders Andersen, Venstre, i Folketingets spørgetid.

- Det kan kun betegnes som en uanstændig behandling af skatteyderne, at topfolkene i Kommunernes Landsforening på den facon blot rager til sig. For det må jo ikke glemmes, at de fleste medlemmer af den bestyrelse i forvejen oppebærer meget høje skatteyderbetalte indkomster, for eksempel som borgmestre. Almindelige lønmodtagere må rette sig efter og leve under et overenskomstmæssigt lovindgreb, der siger max. 2 procents lønforhøjelse, påpeger Helge Dohrmann.

Z-medlem gik imod
Fremskridtspartiets repræsentant i Kommunernes Landsforenings bestyrelse, Carl Alstrup, var den eneste der gik imod beslutningen om de forhøjede honorarer, vederlag og diæter til bestyrelsesmedlemmer i Kommunekemi i Nyborg og Kommunernes Landsforening.

Torben Zinglersen

Systemet er galt

Det hedder sig, at Fremskridtspartiet altid angriber de offentligt ansatte. Det er imidlertid ikke korrekt. Derimod har vi angrebet politikerne, der har læsset et hav af opgaver, over på den offentlige sektor, så den er vokset ud over alle grænser. Alene indenfor de sidste 10 år har man øget antallet af offentligt ansatte med 500.000 og samtidig er det lykkedes at skaffe 310.000 arbejdsløse i den private sektor. Der er nøje sammenhæng mellem tallene og redegørelsen fra finansministeren om modernisering af den offentlige sektor og disse er temmelig chokerende, ikke så meget fordi finansministeren (Henning Christophersen, V, red) vil være mere effektiv og lave budgetforbedringer m.v., for vi er da selvfølgelig interesseret i, at tingene bliver lavet rationelt. Det chokerende ligger i, at man cementerer den offentlige sektor og går fra 752.000 ansatte i 1983 til 778.000 i 1987.

For øjeblikket er der et underskud på 60 mia. kr. på finansloven for 1984, og det er, fordi man har drevet forretningen ualmindelig dårligt. Man har aldrig sørget for, at der var balance mellem indtægter og udgifter, og det er jo god socialdemokratisk politik, for det er da indlysende, at de 875.000, der er ansat i den offentlige sektor, giver mange stemmer til socialdemokraterne.

Vi har for dårlige vilkår
Det ville nok være en stor fordel, hvis politikerne fik betydelig mulighed for at checke den offentlige sektor. Det er da rigtigt at indføre EDB i den offentlige sektor, men man kunne jo nøjes med at lade politikerne bestemme rammerne og give de ansatte større ansvar og bestemmelse over deres områder. Men det kræver, at politikerne har rådighed over den samme teknik som embedsmændene. F.eks. har vi her i Folketinget ikke engang fået indført EDB, hvilket vil sige, at folketingsmedlemmerne helt bogstaveligt skal spørge sig frem. Vi drukner i papir.

Havde vi en almindelig terminal (pc, red), kunne vi blot trykke på en knap og trække på f.eks. statens centrale regnskabssystem på den økonomiske model, eller hvad man nu ønskede, så var man helt fri for at spørge ministrene om alt muligt mellem himmel og jord.

DONG er et skrækindjagende eksempel
Et uhyggeligt eksempel på, hvordan det kan udvikle sig, er f.eks. DONG. Her er en konstruktion, hvor man har et statsligt selskab, der får fri mulighed for at regere med skatteydernes penge, og hvad har resultatet været? De har gennemsnitligt langt de højeste lønninger i hele den offentlige sektor, de er fuldstændig udenfor Folketingets kontrol, og de gør lige hvad der passer dem. Hvis det er på den måde hele den offentlige sektor skal udbygges, så bliver det en dyr spøg. Hvis man vil lave disse ændringer, vil det jo kræve, at faggrænserne bliver nedbrudt, og man bliver også nødt til at afskaffe tjenestemandsbegrebet, ellers vil det hele være fuldstændigt meningsløst. Man taler også om at indføre åremålsansættelse, men vi har jo set masser af eksempler på, at når folk er færdige med åremålsansættelsen, så er de enten ansat som tjenestemænd eller forflyttet til en anden stilling.

Gæk med systemet
Indenfor sygehussektoren fremgår det tydeligt, hvordan de yngre læger fuldstændig driver gæk med hele systemet. Ydelserne er hverken blevet billigere eller bedre, men antallet af læger er derimod steget, så der er et urimeligt forhold indenfor dansk sygehusvæsen mellem ydelserne, og hvad det koster at få disse ydelser.

Vi er altså ikke modstandere af, at man prøver at rationalisere sektoren - snarere tværtimod - men jeg mener, det kræver, at politikerne får mulighed for at kikke det offentlige i kortene, og at vi får en fair chance for at checke udgifterne, som de reelt vil udvikle sig. Vi har ingen tillid til regeringens planer med mindre man giver politikerne de samme muligheder som tjenestemændene for at have check på forholdene.

Ole Maisted

Hvorfor stemmer de stadig på A!

De fleste kender sikkert historien om den gode socialdemokrat, der lå for døden og meldte sig ind i Fremskridtspartiet, fordi det var bedre, der døde en fremskridtsmand end en socialdemokrat

Men selv med den megen velfærd lever socialdemokrater nok ikke længere end andre. Tværtimod giver ”efterløn” sikkert større dødelighed. Det er nemlig en gammel sandhed, at flere er døde af intet at bestille end af at bestille for meget. Man lever længere og lykkeligere ved at holde sig i gang, være aktiv, og man træffer allerede nu mange ulykkelige mennesker blandt Svend Aukens 60.000 efterlønsmodtagere.

Og selv om ”socialindkomsten” mishandler mange pensionister og invalidepensionister, sørger man dog for, at de ikke sulter ihjel.

Men man undrer sig alligevel over, at der stadig kan være mange socialdemokrater. Nedskæring af visse offentlige ydelser, mishandling af selvpensionister, straf for opsparing, zig-zagkurs i oliestriden fra venstrefløjen og til højre for midten, splittelse i Socialdemokratiet med 6 forskellige ”kaffeklubber”, alligevel mange stemmer.

Hvorfor? Fordi man giver de 750.000 offentligt ansatte større lønforbedring end det private arbejdsmarked. Fordi man stadig ansætter flere, og fordi understøttelsen til de 270.000 arbejdsløse er sikret på højt plan.

Men der er heldigvis på det sidste færre socialdemokrater, og der bliver færre endnu. En dag må fornuftige mennesker få øjnene op for, hvor langt, langt værre det står til, end man vover at fortælle dem.

De klogeste har opdaget, at kun beskæftigelse kan skabe velstand i samfundet og højere levestandard.

Leder

Det sku´ være så godt ....

Regeringen (A og B) og i særlig grad, finansminister Mogens Lykketoft (A) er ved at boble over af stolthed. Aldrig før har det gået så godt for dansk økonomi. Aldrig før har Socialdemokratiet vist så flotte resultater. Det er nogle af de overskrifter, der blev brugt af regeringen i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget for 1998.

I ubehagelig propagandastil har finansministeren brugt skatteyderpenge på at få fremstillet en prale-brochure om regeringens "fantastiske" politik. Dertil kommer, at finansministeren bruger billeder af smarte unge på Miami Beach som omslag til det ene hæfte.

Jeg bliver vred når jeg ser den type propaganda og manipulering. Jeg bliver vred på vegne af de mange tusinder i det danske samfund, som ikke oplever, at leve i et velfærdssamfund. Hvorfor bruger Lykketoft ikke et billede af en gammel hjemløs posedame, der leder efter tomme flasker i skraldespanden foran Det Kgl. Teater? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af en sindslidende, som er blevet efterladt i en lejlighed og går amok med en brødkniv, efter at have taget forkert medicin? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af grædende pårørende til den syge mand, der døde mens han var på venteliste? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af en ensom gammel dame i en beskidt lejlighed, hvor hjemmehjælpen ikke har været i flere uger på grund af faglige møder og dårlig arbejdsplanlægning? Hvorfor brugte Lykketoft ikke et billede af 2. generationsindvandrere på Nørrebro i København, som skriger "ud med danskerne" mens de kaster sten efter politiet?

Alle ovenstående forslag til billeder på finanslovsforslaget er helt aktuelle billeder fra dagens Danmark. Men i stedet vælger regeringen, at bruge smarte unge fra USA. Det er fordi regeringens politik er falsk og udtryk for et glansbillede af Danmark, som ikke passer til virkeligheden. Lykketoft, Nyrup (A) og Jelved (B) vil helst ikke mindes alt for meget om virkeligheden når de har dyr regeringsmiddag på Marienborg. De vil helst ikke konfronteres med virkeligheden uden for de tonede ruder i den store BMW ministerbil.

Virkelighedens Danmark er, at der i disse år ansættes et uhyggeligt stort antal nye offentligt ansatte. Kommuner, atmer og staten nyansætter som aldrig før. I 1994 var regeringens eget skøn, at der frem til år 2.000 skulle nyansættes ca. 25.000 personer. Nu har vi ved udgangen af 1997 allerede nået ca. 75.000 nye medarbejdere i det offentlige. De skal alle have skrivebord, computer og et kontor, hvorfor der også nybygges og indkøbes i uansvarligt omfang. Men hvad meget værre er, så vil hver eneste af disse folk fremover plage danskerne med bureaukrati og regulering. Hver eneste af dem vil finde på nye love og regler for at berettige sin egen stilling. Det bliver ikke rart.

Virkelighedens Danmark er også, at regeringen nu gennem flere år med opsving i Danmark ikke har formået at få nedbragt den 800 mia. kr. store statsgæld. Tvært imod, så stiger gælden fortsat. Man har nemlig brugt en række engangsindtægter til at holde driftsudgifterne nede. Men driftsudgifter som løn til medarbejdere og sociale ydelser skal jo ydes hvert år fremover. Regeringen skubber derfor en udgiftspukkel foran sig på ca. 22 mia. kr. som bliver finansieret fra engangsindtægter.

I 1998 er det salg af aktier, opstramninger af kredittider for landbruget og restanceinddrivelse, som vil pynte på budgettet. Lykketoft hævder, at vi får overskud på statens driftsbudget i 1998. Sandheden er, at det aner han ikke noget om. For det første, så vil salget af aktier måske slet ikke blive til noget i 1998 - eller måske først i slutningen af året, hvorved driftsudgifterne for længst er afholdt. For det andet så har regeringens skøn over orlov, efterløn, delpension m.v. vist sig ikke at holde de seneste år. Skønnet holder givet heller ikke i 1998 - og så er der underskud igen.

Noget af det sikre på finansloven er ulandspengene og pengene til miljø- og katastrofer i udlandet. Hele 17 mia. kr. vil flertallet dræne Danmark for i 98. Det er fortsat KUN Fremskridtspartiet, som stemmer imod bevillingerne! Snik snak fra Venstre og Konservative, krydret med pressemeddelser er intet værd, når de fortsat stemmer JA i Finansudvalget.

Det er også sikkert, at kulturbudgetterne stiger, lige som der fortsat ydes store summer til de politiske partier, erhvervstilskud og andre unødvendige udgifter.

Skatter og afgifter vil foreløbigt blive forhøjet med 800 mio. kr. Man har ikke endnu besluttet sig for, hvad der skal forhøjes, regeringen og socialisterne skal dog nok nå til enighed. Miljøskatterne har nu nået 60 mia. kr. om året - og stiger fortsat. Kun en brøkdel går til forbedring af miljøet. Resten går til flygtninge, bureaukrati og andre unødvendige udgifter.

Vi får derfor et meget spændende efterår, hvor vi igen har som vigtigste opgave i Fremskridtspartiet, at kæmpe imod Lykketofts budgetter. At stille forslag om forbedringer til de svageste i vores samfund og udstille regeringens elendige politik for befolkningen. Politiken bliver nemlig ved med at være elendig indtil vi får en ny regering. Først når hele befolkningen i kor råber: "Nyrup, Jelved og Koch - nu har vi fået nok" kan vi få en finanslov, som er ansvarlig.

Kim Behnke, Fremskridtspartiets finansordfører

Fra samfundskritiker til EU-fanatiker

Bertel Haarders udvikling fra grundtvigiansk Venstre-mand til ideologisk europæer. Hvad der i 70´erne og 80´erne blev latterliggjort af Haarder, skal i dag politisk gennemføres - med Haarder som ivrigste fortaler.

Da Fremskridtspartiet blev dannet for over 25 år siden, var mange rystede og ville ikke være i stue med Glistrup og hans oprørere. En af dem, som ikke stirrede sig blind på Fremskridtspartiet, var en ung adjunkt fra Aalborg, Bertel Haarder.

I Fremskridt skrev cand. scient. pol., Bertel Haarder, om den offentlige spildproduktion, socialdemokratiets ødelæggelse af familien, tyranniet i at institutionerne skulle bestemme hvad borgerne skulle have o.s.v. Og i det hele taget gjorde han på klar og forståelig vis op med en vanetænkning, som også var trængt ind i de borgerlige partier i 60´erne og 70´erne. Haarder har aldrig været fremskridtsmand og blev i 1975 valgt til Folketinget for partiet Venstre, men han repræsenterede en modig nytænkning og bragte nyt ideologisk liv til det borgerlige Danmark efter VKR-regeringens åbenlyse kapitulation i 1968-1971.

Gennem 1970´erne skrev Bertel Haarder en række debatbøger, som på fremragende vis argumenterede for mindre offentlig styring og især mindre formynderi fra det offentlige bureaukratis side. F.eks. Statskollektivisme og Spildproduktion fra 1973 og Institutionernes Tyranni fra 1974.

Bertel Haarder fortsatte sit samfundskritiske forfatterskab op gennem 80´erne og bogen Grænser for politik fra 1990, er stadig skrevet ud fra en klar liberal grundholdning, hvor staten og fællesskabet ikke er et mål i sig selv, men en ramme om borgernes frihed. Staten er selvfølgelig nødvendig for at værne om borgernes private liv, men målet holder Haarder hele tiden klart for øje. At det i politik gælder om at skabe rum for individuel udfoldelse, hvor borgerne selv kan bestemme, f.eks. over opdragelse, skolegang o.s.v.

EU-skeptiker i 1990
Endnu i 1990 kunne Bertel Haarder med sund fornuft skrive skeptisk om det daværende EF. "Et særligt problem i 90´erne bliver EF, som hidtil har kunnet øge reglerne ug udgifterne år for år i det gode samarbejdes navn. I Danmark har der været klar bane for udgifterne, fordi socialdemokratiet af gammel vane ikke modsætter sig merudgifter, og fordi de liberale og borgerlige ikke modsætter sig europæiske fremskridt".

Slagordet var, at der skulle sættes grænser for politik. Og det betød også grænser for EF´s udvikling. Man mærker Haarder´s ironiske forbehold, når han i gåseøjne taler om "europæiske fremskridt". Haarder var ikke bange for at melde ud, selvom han var minister.

"Dette må nu høre op. Nu må vi efterhånden være blevet så europæsike, at vi husker både fornuften og almindelig sparsommelighed, når vi drøfter nye europæiske fremstød...Der skal sættes grænser for politik, også i EF".

Det var i 1990. Imens foregik forhandlingerne mellem de europæiske statsbankchefer under Jacques Delors´ ledelse om det hidtil mest ambitiøse integrationsprojekt, den fælles valuta forankret i en økonomisk og monetær union. Et år senere kunne Bertel Haarder´s to ministerkollegaer og partifæller, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen, underskrive Maastricht-traktaten. Og i 1992 skulle danskerne stemme om ratifikationen.

Haarders foragt for småstaten
Gennem 1990´erne har Bertel Haarder gennemgået en forvandling. I dag er han medlem af Europa-Parlamentet og hører til de ivrigste forsvarere af EU og til de utrætteligste angribere af Danmarks forbehold. Og det på en måde, så det nærmest virker skingert og forceret. Fra i 1977 at have latterliggjort "EF-drømme om fælles mønt" (i bogen Danskerne år 2000 - en begrundet vision), helmer Haarder ikke i sit ønske om at få sat forbeholdet mod den fælles valuta til afstemning. Det skyldes altsammen bare danskernes uvillighed til at ville være europæiske. Vi befinder os i en dvaleagtig tornerosesøvn og præges af snæversyn og indelukkethed. I pressen skrev han engang mod "småstatstænkningen", vi tilsyneladende ikke kan komme fri af" og endte med følgende lidet partiotiske salve: "Jeg holder med de andre".

I det sidste nummer af Venstres partiblad, Liberal, klandrer Haarder endnu engang danskernes uvillighed til at opgive kroner og ører til fordel for euroer og euroletter. Bertel Haarder sammenligner overgangen fra daler til kroner for 125 år siden. "Blev vi mindre danske af det? Nej, selvfølgelig ikke".

Men at sammenligne den skandinaviske møntunion med det altomfattende skridt, som den økonomisk og monetære union repræsenterer i Europa, er at forklejne en alt for stor afgørelse. ØMU´ens gennemførelse vil gennemtvinge en integration på en lang række områder, som det for få år siden blev bedyret hørte til nationale anliggender. Skatte- og socialpolitik bliver i stadig stigende omfang integreret, ikke som et direkte politisk ønske, men som den nødvendige konsekvens af ØMUen.

EU - det nye romerrige?
Derfor er Bertel Haarders angreb på dem, der ser på den europæiske integrationsproces som udviklingen af en egentlig union, ikke troværdigt. I Liberal kritiserer Haarder historikeren Palle Lauring for at have sagt, at Danmarks indtrædelse i EF i 1972 betød et punktum for Danmarkshistorien. Lauring så EF i en historisk udvikling fra Romerriget og senere bestræbelser på at skabe enhed og union i Europa. "Gennemført vrøvl var det altsammen" mener Haarder i dag.

Men det forholder sig jo stik modsat Haarder.

Læs, hvad professor Bent Jensen fra Odense Universitet skriver om unionsbestræbelserne: "Det er og bliver det store tankekors her ved udgangen af det 20. århundrede, at i samme øjeblik Unionen af socialistiske sovjetrepublikker brød sammen og de undertrykte nationer gjorde sig fri, tog vesteuropæiske unionsfantaster fat på at opbygge en union i den anden halvdel af Europa. Forstod de slet ikke, hvad der forgik for øjnene af dem? Selv om de to projekter ikke kan sidestilles, er der alt for mange lighedspunkter. Det, der ser så forførende ud på skrivebordet, bliver et mareridt i virkelighedens verden. Hvis en økonomisk-monetær union skal kunne fungere, skal de nationale parlamenter sættes ud af kraft og en stærk, centralistisk styring af alt fra penge- og finanspolitik til social-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik gennemtvinges. Det ene kan simpelthen ikke eksistere uden det andet, hverken der eller her".

Det fascinerende ved Europas historie er striden mellem enhedsbestræbelserne, som har eksisteret siden Romerriget, og så de decentrale tendenser hen mod nationale, lokale eller regionale enheder. Europas navn og begreb kan bruges og misbruges af enhver politisk ideologi. Det var det, som Bismarck sagde så tydeligt: "Jeg finder altid Europas navn brugt af dem, der ønsker noget af andre lande, som de ikke kan få i eget navn".

Og det er her Bertel Haarders pro-europæiske vending er så uforståelig. For få har tydeligere påvist, at kollektivisme, fællesskab og offentlig styring ikke er moralsk harmløs, men er skalkeskjul for egne interesser. Det var det, som Bertel Haarder påviste så forbilledligt og forståeligt i sine bøger i 70´erne. Offentligt ansatte har nødvendigvis ikke det offentlige vel som vigtigste mål, men ofte nok deres egne særinteresser.

Venstre går ind for Europas Forenede Stater
Når Bertel Haarder har så travlt med at banalisere EU´s betydning overfor dem, der maler skræmmebilleder om en stor union, skal man dog betænke, at partiet Venstres officielle EU-handlingsprogram op til Europa-Parlamentsvalget i 1994 bestod i, at arbejde hen mod Europas Forenede Stater. For at løse det demokratiske underskud blev en europæisk forbundsstat Venstres målsætning.

Bertel Haarder ytrede sig den gang skeptisk overfor vedtagelsen på EU-landsmødet i 1994, men faldt som sædvanlig ned som et lam. Og det er værd at notere sig, at hvad Bertel Haarder førhen tog afstand fra i stærke vendinger, senere er blevet accepteret med Haarders billigelse.

Når Venstres officielle EU-politik er føderalistisk (forbundssystem) d.v.s., at EU skal udvikle sig henimod en forbundsstat med EU-Parlamentet som egentligt lovgivende og kommissionen som regeringen, har Bertel Haarder bevisbyrden og bør forklare de danske vælgere, på hvilken måde Venstres ideal af en europæisk forbundsstat adskiller sig fra kendte forbundsstater som Tyskland og USA.

Det nationalistiske Euroland
Fremskridtspartiet har altid været glødende tilhængere af et europæisk fælles og indre marked. Der er vist næppe nogen Fremskridtsvælger, der stemte nej i 1972. Men når EF nu udvikler sig til langt mere end det markedsmæssigt nødvendige, hører vi til EU´s skarpeste kritikere. I 1972 var der intet fælles EF-flag, nogen hymne, noget fælles borgerskab eller planer om et EU-forsvar - al den stupide symbolik som mere end noget andet viser, at EU har ambitioner om at optræde som en statslig enhed ligesom traditionelle stater.

Derfor opstod Fremskridtspartiet

Fremskridtspartiets fremkomst var en reaktion, der måtte komme i et samfund, der blev mere og mere sygt.

Efter 2. verdenskrig havde Socialdemokratiet en glimrende politisk platform, en socialt retfærdig fordelingspolitik, og denne fase af den politiske udvikling havde god grobund hos befolkningen. Selv borgerlige partier kunne slutte op om denne målsætning.

Den danske befolkning er flittig, og takket være den teknologiske udvikling kunne samfundet arbejde for et bedre socialvæsen, et bedre hospitals- og sundhedsvæsen og et bedre skole- og uddannelsessystem. Flid og arbejdsomhed kunne betale sig, og der kunne spores Fremskridt på alle områder i samfundet helt op i tresserne.

Denne fremgang var for meget for socialdemokraterne. Det sociale velfærdssamfund var nået, og partiets rolle var udspillet, men nu skulle samfundet socialdemokratiseres, der skulle skabes et socialistisk samfund, og sygdommen "Danmarkisering" begyndte. Socialdemokratiet startede opbygningen af den offentlige sektor, der er rygradden i partiet: Den, der behersker det administrative apparat, har magten.

Og lovmøllen malede, og bureaukratiet voksede, og man skulle helst være socialdemokrat for at gøre karriere hos det offentlige. Lønningerne steg i det offentlige, så det var svært for den private sektor at konkurrere om arbejdskraften, og som bærende idé fortsatte socialdemokraterne med at hævde, at deres fordelingspolitik ikke var nået langt nok. Vi havde stadig for mange kapitalister.

De borgerlige partier tog konkurrencen op med Socialdemokratiet og tilbød endnu mere service og fordelingspolitik, og sygdommen udviklede sig. De mindre erhvervsdrivende klagede over den voksende arbejdsbyrde fra det offentlige og dårlige indkomstforhold, men da vi takket være den teknologiske udvikling havde stor materiel fremgang, var der ingen, der reagerede mod udviklingen. Det vat blot samfundsudviklingen, der var skyld i, at de småhandlende klagede sig, fremhævede socialdemokraterne.

Skattetrykket steg, og det sidste værn mod skattetrykket faldt, da kildeskatten blev indført. Socialisterne reklamerede med, at selvangivelsen forsvandt, og de borgerlige partier indførte systemet.

Men befolkningen havde anet uråd, og den havde givet en borgerlig regering fuldmagt til at stoppe sygdommen i 1968. Et af slagordene var, at "pengene har det bedst i borgernes lommer, men ak, denne borgerlige regering fortsatte socialdemokratiseringen, som om intet var hændt, og antallet af offentligt ansatte steg i takt med det stigende skattetryk. "Danmarkiseringen" var ikke til at stoppe og har siden taget fart. Der er i dag flere, der modtager penge fra de offentlige kasser, end der er ansatte i erhvervslivet. Vi lever af at klippe hinanden.

Derfor opstod Fremskridtspartiet.

Ole Maisted