Historien om den overliberale udlændingelov - og det beskidte spil bag kulisserne

Den 03. juni 1983 vedtog Folketinget en ny udlændingelov. 155 stemte for 12 imod. Loven er med rette blevet kaldt verdens mest liberale udlændingelov. Forud for vedtagelsen af udlændingeloven lå et stort kommissionsarbejde, hvor der var afgivet hele to betænkninger om udlændingelovgivningen. Dels i form af en betænkning om administrative retningslinier i 1979 og en betænkning af 1982 med udkast til en ny udlændingelov.

På denne baggrund må det sikkert undre mange, at den nye udlændingelov allerede efter godt et år er blevet kritiseret, både i Folketinget og i befolkningen. I Bytinget tilkendegav hele 60% af tilhørerne, at de ønskede en stramning af reglerne i den nye udlændingelov. Det er bemærkelsesværdigt, at den helt klare meningstilkendegivelse blev afgivet kun fjorten dage efter dronningens nytårstale.

Årsagen til den meget store forskel i retsbevidstheden mellem flertallet i Folketinget og flertallet i befolkningen ligger i, at Folketingets flertal bevidst har været mere liberal i sin lovgivning, end der har været grobund for i befolkningen. Lovgiverne har ganske enkelt glemt at lytte til folkets røst, men også udefra kommende faktorer har haft sin indvirkning på den store meningsforskel.

Hvorfor gik det galt
Hvis man skal rekapitulere, hvorfor det gik galt med den nye udlændingelov, er man nødsaget til at gå tilbage til kommissionen, der lavede udkastet til den nye lov. Kommissionen var langtfra enig, hvilket medførte, at den nye udlændingelov både havde en flertalsindstilling og en mindretalsindstilling. D.v.s. at Folketinget havde hele to udgaver at vælge imellem.

Da justitsminister Erik Ninn-Hansen (C) den 20. januar 1983 fremlagde sit lovforslag i Folketinget, viste det sig, at det i store træk var i overensstemmelse med kommissionens flertalsindstilling.

Under forhandlingerne viste der sig imidlertid et klart flertal, bestående af Socialdemokratiet, SF, VS og de radikale, som gik ind for mindretalsindstillingen i betænkningen - men ikke nok med det, folketingsflertallet ønskede endog en liberalisering, der gik langt videre end både flertals- og mindretalsudkastet til den nye udlændingelov.

Det resulterede i, at der ved anden behandlingen blev stillet ca. 90 ændringsforslag til ministerens lovforslag, som indeholdt 62 paragraffer. I de mange ændringsforslag var der imidlertid en klar flertalsholdning for en kraftig liberalisering af udlændingeloven og et fast ønske om at fratage politiet kompetencen og sagsbehandlingen i udlændingesager. Udlændinge, der søgte til Danmark, skulle have deres sag behandlet af en civil instans og ikke af politiet, fordi udlændingene ofte havde meget dårlige erfaringer med politiet i det land, de kom fra. Folketingsflertallet var også kritisk indstillet over for Fremmedpolitiet eller Tilsynet med Udlændinge, samt den administrative udvisningspraksis, hvorfor man ønskede politiet helt fjernet fra udlændingesager. Desuden ønskede man domstolsprøvelse af udvisning. Socialdemokratiet, SF, VS ønskede sagerne henlagt under Indenrigsministeriet, mens de radikale ønskede, at udlændingen det første år skulle have sin sag behandlet i Justitsministeriet og det næste år og fremefter i Indenrigsministeriet, mens regeringen (V, C, CD og KrF, red) ønskede, at udlændingesagerne forblev under Justitsministeriet.

Kaotisk anden behandling
Spørgsmålet om, hvilket ministerium udlændingesagerne skulle henhøre, udviklede sig under den kaotiske andenbehandling til en strid om grundlovens § 14, der hjemler regeringen´s ret til, uden Folketingets indblanding, at organisere sig administrativt efter ønske, d.v.s. henlægge administrationen af udlændingeloven under Justitsministeriet.

Den kaotiske anden behandling blev efter ønske fra fhv. statsminister Anker Jørgensen (A) afbrudt til fornyet udvalgsbehandling af loven, og herunder indgik Socialdemokratiet og regeringen et forlig, der betød, at Socialdemokratiet fik 95 pct. Af sine ændringsforslag igennem. Tilbage af det oprindelige lovforslag blev der ca. 5 % i form af administrative almindeligheder.

Forliget betød bl.a., at man etablerede Direktoratet for Udlændinge, som skulle være den civile instans, der skulle behandle og afgøre sager om indrejse- og arbejdstilladelser, samt behandlingen af flygtningesager. Om dette udtalte den socialdemokratiske ordfører, Torben Lund under andenbehandlingen: "Vi har hermed fået vore primære ønsker vedrørende kompetencen opfyldt, nemlig at sagerne vedrørende opholds- og arbejdstilladelser behandles og afgøres af en civil instans. Der sker altså en klar adskillelse mellem de civile og de politimæssige opgaver inden for udlændingelovgivningen".

Politiets kompetence
Denne klare holdning blev fulgt op ad justitsministeren, der under debatten udtalte: "Der bliver i praksis et direktorat under Justitsministeriet, der skal behandle sagerne. Der skal være en permanent ordning, som der ikke skal ske nogen ændring i".

Det lå således helt klart i lovgivningen, at politiet skulle fratages sin hidtige kompetence og administrative sagsbehandlingsret. Politiet skulle fra den 01. januar 1984 kun bistå i de sager, hvor der var truffet endelig afgørelse om udvisning i en udlændingesag.

I 1982 var der 68 mand i Tilsynet med Udlændinge, kaldet Fremmedpolitiet. Den 01. januar 1984 var styrket skrumpet til 11 personer, fortrinsvis kontorfolk.

Den 01. januar 1985 er der ansat 110 personer i Direktoratet for Udlændinge, som skulle behandle udlændingesagerne, heraf seks jurister fra anklagemyndigheden.

Da Folketinget skabte denne mærkelige administrative bastard, havde man ikke taget højde for, at personalet ikke havde den nødvendige erfaring med f.eks. behandlingen af flygtningesager. Samtidig steg flygtningestrømmen kraftigt i 1984 til 4.300. Hele denne udvikling har bevirket, at Direktoratet for Udlændinge ikke blev til den civil instans, der skulle tale med udlændingen og foretage den egentlige sagsbehandling.

Derfor oprettede justitsministeren uden om Folketinget og i strid med det indgåede forlig med Socialdemokratiet og selve intentionerne i udlændingeloven, en ny politiafdeling, kaldet Den Centrale Politiafdeling også kaldet Afd. A.

Den Centrale Politiafdeling består i dag af 60 mand, som i store træk har overtaget det arbejde, som det tidligere Fremmedpoliti udførte, d.v.s. afhøring af udlændinge, sagsbehandling m.v. Tilsynet med Udlændinge lever, trods Folketingets beslutninger, i bedste velgående. Det har bare fået et nyt navn. Alt er ved det gamle.

Man må undre sig
Direktoratet for Udlændinge er i stedet blevet et afgørelsesdepartement eller en administrativ udgave af Kejserens Nye Klæder - på linie med Flygtningenævnet.

Når iranske flygtninge i dag klager over politiets arbejde, så må man undre sig. Ifølge udlændingeloven skulle det ikke kunne lade sig gøre. De mest brugte undskyldninger for at tilsidesætte udlændingeloven er: "Der er kommet så mange flygtninge, og det er kun politiet, der må rejse tiltale, hvis en udlænding overtræder loven".

Den administrative klagegang er også blevet stærkt liberaliseret i den nye udlændingelov.

En afgørelse om opholdstilladelse til en flygtning truffet af Direktoratet for Udlændinge, kan indklages til Flygtningenævnet, der består af syv medlemmer. Udlændingens klage har automatisk opsættende virkning på udvisningen. Udlændingen kan få beskikket en advokat, som skal have lejlighed til at sætte sig ind i klagesagen og udtale sig om denne. Udlændingen har også ret til mundtligt at fremlægge sig sag for nævnet. Flygtningsnævnets afgørelser skulle efter lovens ordlyd være endelige, men allerede i dag er nævnets afgørelser i to tilfælde blevet tilsidesat, idet to flygtninge har klaget til Ombudsmanden, hvilket igen har foranlediget justitsministeren til at udskyde udvisningen, indtil det "suveræne" flygtningenævn har genbehandlet sagerne.

A og B flygtninge
Den nye udlændingelov betød også væsentlige ændringer i spørgsmålet om flygtningestatus, familiesammenføring og udvisning p.g.a. kriminalitet.

I lovens § 7 har man givet alle udlændinge, der angiver at være flygtning, et ubetinget lovfæstet krav på opholdstilladelse i Danmark, så længe flygtningens forhold undersøges, d.v.s. ca. seks-syv måneder. Hver flygtning koster ca. 8-10.000 kr. pr. måned. Man har desuden sidestillet B-flygtninge (de facto-flygtninge) med A-flygtninge (konventionsflygtninge). Sidstnævnte er en person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse p.g.a. sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse, og som befinder sig her i Danmark eller på grænsen.

B-flygtningen er en person, der er hjemstavnsfordrevet p.g.a. krig, besættelse eller lignende. En militærnægter eller en politisk afhopper er f.eks. B-flygtning og har internationalt ikke samme opholdsret som en A-flygtning. I den nye udlændingelov har de fået samme status.

I praksis overholder Danmark heller ikke "første asyllandsprincippet". Alle de iranske flygtninge, som er flygtet til Tyrkiet, de har Tyrkiet som første asylland, bl.a. fordi Tyrkiet var et af de første lande, der underskrev flygtningekonventionen. Hvis en flygtning f.eks. fra Iran, har opholdt sig over 14 dage i Tyrkiet, så har flygtningen ikke længere den velbegrundede frygt, som nævnes i konventionen. Hvis flygtningen af egen fri vilje derefter ønsker at bosætte sig i Danmark, så har han ikke konventionsopholdskrav. Det betyder, at mange af de iranske flygtninge, vi får i dag, med rette kunne afvises, men det bliver de bare ikke.

Også familiesammenføringsreglerne er lempet. Hvis en udlænding har en nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, så kan udlændingen få opholdstilladelse, og der stilles ikke længere ubetinget krav om, at den person, der bor i Danmark, skal påtage sig at forsørge ansøgeren. Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset opholdstilladelse, kan også komme til Danmark.

Svære at blive udvist
Til slut skal det nævnes, at det er svært at blive udvist af Danmark, hvis udlændingen har boet her i mere end syv år. Udlændingen skal vedholdende have begået grov kriminalitet eller være idømt mindst seks års ubetinget. Med de domme, der gives i dag, betyder det, at udlændingen normalt kun kan udvises, hvis han har begået drab, væbnet røveri af særlig farlig karakter, eller meget grov narkotikakriminalitet.

Det er mit indtryk, at den nuværende overliberale udlændingeloven modarbejder fremmedarbejderstoppet af 23. november 1979, som et stort flertal i Folketinget står bag, ligesom den vil kunne skabe uro i befolkningen, som bestemt ikke deler politikernes overhumanistiske synspunkter.

Knud Lind, MF

Efter at have været  inde på KL's hjemmeside og kiggelyttet på debatten mellem Erik Fabrik og Lars Løkke Rasmussen og sideløbende at have læst de afsnit i "Aftaler om Finansloven for 2008" som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og Ny Alliance om kommunernes økonomi, så er det mig fortsat en gåde, hvordan man kan undgå at debattere springet mellem at indgå aftaler 'under et' og så fastlægge resultat for den enkelte kommune.
Jeg mener ikke, regeringen lovligt selv kan konkludere, hvilken sanktion der skal følge for den enkelte kommune udfra den samlede overskridelse af aftalen mellem KL og regeringen. Aftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening er nemlig at forstå som retligt uforpligtende for den enkelte kommune,jf. skrivelser fra Indenrigsministeriet  21.7.1974 og Ombudsmanden 26.8.1974 til Per-Olof Johansson.

Hvordan sanktioner på den samlede overskridelse skal sættes i værk for den enkelte kommune er meget snørklet formuleret i finanslovsaftalen og kan naturligvis nå at ændre formulering i den endelige finanslov. Det er klart, at hvis sanktionerne får lovs form, kan de gennemføres, skønt det så er svært at se, at man ikke derved de facto har frataget kommunalbestyrelserne den bevillingsmyndighed, som grundloven tilsikrer dem.

Jeg har lavet et udpluk af "Aftaler om Finansloven 2008"

Endelig er det jo dejligt betryggende, at vide, at hvis ombudsmanden tager affære og giver borgeren ret, så skal myndigheden ikke belemres med ubehaget af at indrømme sin fejl og rette op på lovløsheden. Det ville jo være synd for den enkelte bureaukrat, som vel bare har sjusket en smule.
Det er derfor blevet besluttet, at ombudsmanden intet kan beslutte.

Personligt synes jeg, det er ganske fornuftigt, at i det mindste én offentlig instans er bevidst om at spare på administrationen og jeg håber at Fogh Rasmussen finder en passende belønning. For eksempel en studierejse, med alt betalt til vores naboland Sverige, hvor den stakkels ombudsmand skal tage stilling, selv om den der klager ikke har partsstatus, – og hvor han faktisk også kan være nødt til at bruge tid og samfundets resurser på at rejse sag mod en bureaukrat der har tilsidesat borgerens rettigheder.
En studierejse ville derfor være en lærerig oplevelse, som ville vise at Danmark er et fantastisk land at leve og arbejde i - for en ombudsmand.

©Harning