Før jeg starter kommer dog lige en kommentar fra hjertet. Jeg sætter pris på interessen, på ærligheden og på viljen til at indgå i debat. Det er vigtigt for mig lige at huske på, at selv om vi har lidt forskellige doktriner i forhold til døden og fortabelsen, så er vi stadigvæk en del af den samme enhed i kraft af vores tro på Jesus Kristus.

Jesus Kristus er Guds søn og verdens frelser, Han kom i kød, Han tjente os, Han døde og Han opstod, og det er udelukkende gennem Ham, vi har del i frelsen, men gennem Ham har vi også fællesskab med hinanden. Så når jeg debatterer med Georg Adamsen og René Vester, så taler jeg til brødre i Kristus.

Og nu til sagen.

"Dorland nævner i øvrigt ikke, at han er kritisk, fordi min og Vesters tolkning er i modstrid med den adventistiske lære. Men det er jo en mulighed, at det er derfor, han er det."

Jeg blogger som lægperson og efter egen interesse, men jeg har aldrig holdt skjult på, hvilket trossamfund jeg tilhører. Det fremgår klart af min side, Seeking the Bulletproof, selv om jeg ikke skrev det i det addresserede indlæg.

Jeg er ikke kritisk, fordi jeg ikke tilhører samme trossamfund som René Vester, men fordi han argumenterer for 'evig lidelse', som jeg ikke tror på. Jeg skriver mine indlæg fuldstændig uafhængigt af, hvilket kirkesamfund jeg tilhører.

"Lignelse betyder ikke 'u-sand'"

Jeg tilslutter mig i nogen grad denne mere nuancerede forklaring på, hvad en lignelse er. Bare fordi en historie er en lignelse, så er den ikke løgn, men den er heller ikke historisk korrekt - 'lignelse' betyder i denne sammenhæng, at den tjener et andet formål.

Dette er muligvis Georg Adamsens vigtigste pointe, men den gavner ham ikke så meget, som han lader til at tro. Så snart vi har etableret, at det er en lignelse - hvilket Adamsen tilslutter sig - så har vi også etableret, at Jesus aldrig selv påstår, det er fundet sted rent bogstaveligt, som René Vester oprindeligt lagde op til, og som Adamsen argumenterer for. Han påstår heller ikke det modsatte, for han tager ikke stilling til spørgsmålet.

Derfor er min påstand (at det ikke er sket) lige så god som deres (at det er sket). Derudover bidrog jeg så med en del ting, der understreger, at det med stor sandsynlighed ikke er sket, og at beskrivelserne af Helvede derfor ikke er autentiske.

Disse argumenter har Adamsen affejet som menneskelig "filosofi" og "spekulation", og han har brugt disse argumenter til at underbygge en påstand om, at jeg (og adventister generelt) "lader fornuften være herre over Skriften".

"Udtrykket ‘Abrahams skød’ skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt."

I denne lignelse tales der ikke om et stednavn eller en metafor, da den rige mand også fører samtale med Abraham - altså er det hans skød, Lazarus sidder/ligger på. Det er en del af billedet, som Jesus maler: At Lazarus faktisk sidder i Fader Abrahams skød og bliver trøstet.

Og hvem kan påstå, dette er umuligt? Der kan have været en rigtig person, som hed Lazarus, som en engel kom og lagde i skødet på fader Abraham, da han døde, hvorefter Abraham sad og råbte til en fyr, som sad over i Helvede, og det kan være denne historie, Jesus fortæller.

Bare vi holder fast i det faktuelle, nemlig at Jesus aldrig selv påstår, at lignelsen er fundet sted (som Georg Adamsen indrømmede). Dette er altså René Vesters og Georg Adamsens påstand. Hver læser må afgøre med sig selv, hvad han eller hun finder mest troværdigt.

Finder du det troværdigt, at en engel har taget en mand fra en fattig byport og fløjet ham hen og lagt ham i fader Abrahams skød i Himmeriget med udsigt til Helvede? Jeg gør ikke, og jeg behøver heller ikketro på det ud fra skriften, fordi Jesus påstår ikke på noget tidspunkt, at det faktisk er fundet sted.

(Undskyld, at jeg gentager mig selv lidt)

"Jesus siger til en af røverne, at “i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,43)."

Denne oversættelse af Luk 23,43 er et valg fra oversætterens side. Originalteksten har som bekendt ingen tegnsætning og ordstilling har ikke samme betydning som på dansk, altså kan Jesus også have sagt: "Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i paradis."

Dette giver også mere mening, fordi Jesus ved sin opstandelse nogle dage senere forklarer, at han faktisk ikke har været ved Faderen endnu (Joh 20,17). Og hvordan skulle han også have kunne være det, han er jo lige opstået? ;)

"Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. (2 Kor 5,8). Her lærer vi, at sjæl og legeme faktisk ikke er en ubrydelig enhed."

Dette er en nedbrydning af 2 Kor 5,1-10, hvor der hentydes til det nye legeme, Gud skal give os. Dette ses allerede i v1: "Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene." Paulus bruger her et billede, hvor menneskets ånd/sjæl/forstand/bevidsthed bor i et eller andet.

Hans pointe er dog ikke - som Adamsen antyder - at vi kan leve uden krop som legemløse åndevæsner, der kan svæve op til Gud. Nej, faktisk er det ganske tydeligt direkte imod hans pointe, idet han siger (v3): "så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af." Vi skal have en krop, der er uforgængelig, præcis som det beskrives i 1 Kor 15 i detaljer. Og ja, i den forstand glæder jeg mig også i høj grad til at bryde op! :)

Hvis man er i tvivl, så kan man selv læse 2 Kor 5,1-10 langsomt.

"Paulus siger ikke et ord om, at der lige skal gå en lang periode i mellemtiden."

Dette understøtter doktrinet om, at mellemstedet er en søvn.
Den lange periode er ligegyldig for Paulus, fordi han jo er død.

"Det betyder imidlertid ikke andet, end at adventisterne sætter deres “fornuft” højere end Skriftens klare lære. Hvis man som adventisterne lærer, at ånd, sjæl og legeme er en ubrydelig enhed, og at døden er tilstand uden bevidsthed, så er det måske nok “næsten latterligt.”"

Jeg ved ikke, hvorfor Georg Adamsen går efter hele mit trossamfund på baggrund af mit indlæg. Men jeg tør næsten vædde på, at hvis jeg havde været baptist eller metodist, så havde han sikkert haft nok i mig som enkelt individ. Men fordi jeg er adventist, så skal alle mine brødre og søstre i menigheden bøde for mine aktiviteter på nettet.

Derudover, så forholder han sig ikke til min pointe: Lignelsen fortæller om, at Abraham taler med én, der er gået fortabt. Dette er værd at tænkte over (evt. filosofere over), når man vil afgøre, om lignelsen kan have fundet sted i virkeligheden - det valg, vi står med, fordi Jesus ikke har påstået fra eller til om dette (jævnfør det jeg skrev tidligere).

Altså er jeg ikke kritisk overfor skriften, og det er ikke den, jeg kalder latterlig, men blot en fortolkning af den.

"Men Dorland har ret. Det er faktisk “værre,” nemlig for hans egen position. Han kan nemlig ikke vise, at teksten ikke siger det, den siger. Derfor er han nødt til at kritisere selve teksten."

Jeg kritiserer ikke teksten af den simple grund, at Jesus har aldrig påstået, at disse ting faktisk har fundet sted. Jeg kritiserer Georgs antagelse, at dette er faktiske historiske begivenheder.

"Jeg har allerede vist, at Skriften kender til mellemtilstanden. Faktisk vil jeg hævde, at denne lignelse er én af stederne, som klart lærer os om mellemtilstanden."

Hvis han mener i dette indlæg, så har han nævnt to skriftsteder, hvor den ene (Luk 23,43) var grammatisk tvetydig, og hvor den anden var taget ud af sin sammenhæng og faktisk gavnede min tolkning mere end hans. (2 Kor 5,8 ) Lignelsen er så hans tredje argument for mellemtilstanden, man da det er denne lignelse, der er center for diskussionen, så er det svært at give ham særlig kredit for denne.

Udover det, så kan det naturligvis være, han taler om et tidligere blog indlæg. Det ville dog være lidt underligt af ham at antage, at jeg nødvendigvis har læst dette, før jeg indgik i diskussionen mod René Vester. Men jeg læser det gerne senere.

"Lignelsen viser os, at frelse og fortabelse allerede er en realitet. Men den viser os også, at der stadig lever nogle, som der kan forkyndes for. Det gælder kun i tidsrummet fra et menneske dør og til det skal oprejses i opstandelsen.

Det er ikke en detalje, man kan ignorere."

Her er vi for en gangs skyld enige i ordlyden, så vidt jeg kan se. Ikke at det er en realitet, således at nogen er i helvede, og at nogen er i himlen, men således at når et menneske er dødt, så kan der ikke gøres fra eller til i forhold til den persons frelse eller fortabelse. Enten troede han på Kristus, eller også gjorde han ikke. Hvor vi så nok er uenige er ved min påstand om, at under alle omstændigheder, så "sover" den døde indtil han rejses op fra graven.

"Dorland er en dårlig tekstanalytiker samt en dårlig logiker. Han vil godt tale om “fortabelse,” men nægter at acceptere, hvad teksten direkte siger, nemlig at der er “flammer.” Nu kan det godt være, at “flammer” er billedsprog, nemlig på Guds og Lammets vrede (jf. “Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]“)."

I det mindste lod han denne gang min trosretning i fred og så sin moddebattør i øjnene. ;) Men ellers må jeg sige, at han skyder sig selv i foden, når det kommer til hans snak om analyse: Jeg har nemlig aldrig benægtet, at der er flammer i fortabelsen.

Jeg sætter pris på George Adamsens supplementer til overvejelserne om navnet, Lazarus, som ikke modsiger mit indlæg. Mine overvejelser om vandrehistorier og folkemyter kalder han ren spekulation - jeg ved bedre, men mangler desværre materialet, så det må blive ved påstanden - og i strid med kristen forståelse.

I sin konklusion siger han, at jeg tager fejl, fordi jeg er adventist, og at der er gode argumenter imod mit indlæg. Det ved jeg godt, der er, men han har efter min mening ikke selv været god til at bringe dem på banen.

Når alt er sagt, så har jeg ikke læst Georg Adamsens oprindelige indlæg om den rige mand og Lazarus, så den slik har jeg til gode.

En sand historie?

Der findes uden tvivl nogle meget velovervejede og tankevækkende argumenter for, at Gud skulle have lyst til at stege de fortabte i al evighed, men når det kommer til "Lignelsen om den rige mand og Lazarus", så er der en del svagheder. Jeg vil her forsøge at lave en liste over ting, der nok gør, at jeg er skeptisk overfor denne måde at bruge historien på.

For det første er det en lignelse. På bloggen, jeg refererede til, kunne man læse:

"der er flere bibellærere der er overbevist om, at dette ikke er en lignelse, men en sand historie. En af årsagerne til det, er at Jesus sætter navn på en af personerne. Det gør han allers aldrig i lignelserne."

Der er dog en hel række ting, der kraftigt antyder (eller rettere, slår fast med 7 tommer søm), at Jesus her fortæller en lignelse. For det første, så skal alle tekster i bibelen gerne læses i kontekst. Hvad siger Jesus inden? Og hvad siger han efter?

En kontekst af lignelser

Den store kontekst er, at han har fortalt en række lignelser, før han fortalte historien om den rige mand og Lazarus. Det er selvfølgeligt at gå ud fra, at historien om den rige mand og Lazarus også er en lignelse, hvis den er fortalt i en kontekst af lignelser, medmindre Jesus (eller forfatteren til evangeliet) gør opmærksom på andet.

Her er listen over lignelser, der bliver fortalt inden.

• Lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13-21)
• Lignelsen om årvågne tjenere (Luk 12,35-40)
• Lignelsen om figentræet uden frugt (Luk 13,6-9)
• Lignelsen om sennepsfrøet og om surdejen (Luk 13,18-20)
• Lignelsen om pladserne ved bordet (Luk 14,7-14)
• Lignelsen om det store festmåltid (Luk 14,15-24)
• Lignelsen om det mistede får og den tabte mønt (Luk 15,1-9)
• Lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32)
• Lignelsen om den uærlig godsforvalter (Luk 16,1-13)
• Lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31)

Det virker absurd, hvis de mange historier lige inden bare er opdigtede historier, men når Jesus fortæller om helvede, så regnes det pludselig for at være en sand historie.

Man kan evt. prøve det derhjemme. Fortæl 2-3 tydeligt opdigtede historier og fortæl så en sand historie uden at forberede dine lyttere på dens autencitet. De vil uden undtagelse gå ud fra, at den også er en opdigtet fortælling, for du har reelt ikke givet dem grund til andet.

Lignelsens indhold

Forud for historien har Jesus et sammenstød med farisæerne, der gjorde nar af ham på grund af hans lære. (v14) Læsere med tro på helvede lægger gerne vægten på v25 og ser det som historiens store pointe, at den rige mand lider, mens Lazarus trøstes. Dette er dog ikke hovedpointen, snarere skal det ses som forklaringen på historien - det er rammen for fortællingen og på de præmisser, man forstår dens handling (selv om det ikke er teologisk korrekt).

Det samme gælder alle de andre detaljer, der om muligt gør historien endnu mere absurd, hvis man skal forestille sig, at den beskriver virkelige forhold. Læg eksempelvis mærke til den detalje, at englene fløj af sted med Lazarus og lagde ham i Abrahams skød. (v22) Og læg mærke til, at den rige mand vågnede op i flammerne, altså ingen opstandelse og ingen dom. (v23) Eller filosofér lidt over det næsten latterlige ved, at Abraham kommunikerer med én, der er gået fortabt. Hvad værre er, den rige mand pines samtidig med, at livet går videre for hans brødre (v27) - dermed skrives al eskatologi og alt vi overhovedet ved om de sidste tider og om dommen ud af ligningen! For øvrigt, har Abraham magt til at rejse folk fra de døde? (v27)

Historiens egne tåbelige præmisser tvinger de seriøse læsere til at konkludere, at dette må være en opdigtet historie, en lignelse.

Men det er ikke spildt blæk, tværtimod. Alt dette tjener til den langt større pointe, Jesus giver i v31 (i slutningen af historien, hvor det pædagogisk set også giver mest mening at komme med en morale): "Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde."

Der er selvfølgelig en klar pointe i, at den rige mand går fortabt, mens Lazarus frelses, men det er stadig kun halvdelen af, hvad Jesus ønskede sige, og under alle omstændigheder kan lignelsen ikke forstås som en detaljerig forklaring på fortabelsens karakter, de absurde detaljer taget i betragtning. Den endelige pointe, som Jesus bevægede sig imod, er om muligt mere relevant end nogensinde: Gud giver sin frelse gennem sit åbenbarede ord (Bibelen) til dem, som tager det alvorligt.

Hvorfor Lazarus?

Men hvorfor vælger Jesus så at kalde lignelsens hovedperson ved navn? Det er for det første en iøjnefaldende detalje, at det er manden, der ligger ved byporten, uden penge og med sår, som har et navn, mens det er den rige mand med den store ejendom og fem brødre, som ikke har et navn. Dette kan i sig selv ses som en litterær pointe. Når en person gives et navn, altså en identitet, så gives han en personlighed og han levendegøres for lytterne til historien.

For det andet, så kan det ses som en reference til en anden historie (Joh 11), som faktisk er sand, hvor Jesus faktisk rejste en mand fra de døde, der hed Lazarus. De to karakterer har dermed mere til fælles end bare deres navn, idet de begge har smagt døden. Hvis man antager, at Jesus fortæller denne lignelse efter at have opvakt Lazarus, så er det ganske givet derfor, navnet har ligget ham på sinde, da han har fortalt om en mand, der skulle dø, og som nogen skulle foreslå blev opvakt.

Der kan være en helt anden forklaring på navnet. Uanset, så er navnet i sig selv i hvert fald ikke et entydigt argument for, at lignelsen skal forstås bogstaveligt.

Vandrehistorier på Jesu tid

En teori om Jesu lignelser, som er værd at overveje, er, at Jesus ofte tog historier, lytterne kendte og gav dem sit eget twist. Dette har jeg ikke noget stærkt bevis for, men hvis vi overvejer det, så giver det frygtelig god mening fra et pædagogisk synspunkt. Jesus gør op med folketroen ved at tage jødiske myter og vende dem på hovedet (ændre slutningen) for at forkynde Guds riges sande karakter.

Man kunne eksempelvis forestille sig, at der allerede fandtes en original version af "Lignelsen om arbejderne i vingården" (Matt 20), hvor hver arbejder fik efter fortjeneste. Jesus fortalte samme historie, men gav den så et twist ved, at vingårdsejeren gav hver arbejder den samme løn. Skaren, som troede de kendte historien, stod nu og kiggede måbende på Jesus, som afsluttede historien med sin egen pointe: "Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste." (Matt 20,16)

På samme måde har man indenfor buddhismen også en version af "Lignelsen om den fortabte søn", som optræder i Lukas 15 (altså lige inden "Den rige mand og Lazarus"). I den buddhistiske version vender sønnen hjem, og han arbejder for sin fars hus og gør sig gradvist (altså over en lang periode) fortjent til endelig at møde sin far igen. I kontrast til denne historie står den kristne version - altså Jesu udgave af samme historie - hvor faderen løber ham i møde, kysser ham, giver ham ring på fingeren, sko på fødderne og slagter fedekalven for at holde velkomstgilde.

Så er det store spørgsmål: Er det samme tilfældet med "Lignelsen om den rige mand og Lazarus"? På mit universitet i England har en MA-studerende ved navn Juan skrevet sin "dissertation" om netop dette emne, og han vil umiddelbart svare ja. Altså er der en kæmpestor dimension, der er gået tabt, når vi almindeligvis læser Jesu lignelser, fordi vi ikke er bekendt med de folkemyter, han oprindeligt trak på.

Opsummering og konklusion

Skulle du undervejs have undgået at få øje på min pointe, så er det denne: Det er aldeles ubegrundet, næsten pinligt, at påstå, at Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus er en sand historie.

Mine primære argumenter i dette indlæg var disse:

1. Den optræder i en kontekst af lignelser og metaforer.
2. Fortællingens rammer er grundløse teologisk set, og i konflikt med alt andet, vi ved fra Det Nye Testament, både fra Jesu egne udtalelser og apostlenes.
3. Der er andre og mere sandsynlige forklaringer på navnet Lazarus.
4. Jesu lignelser var baseret på historier, som lytterne i forvejen kendte. Jesus brugte disse til at formidle sine egne pointer om Guds rige.

Jeg har mange spekulationer omkring adventisternes måde at anskue deres søgen efter sandheden på. Jeg er selv ved at uddanne mig til adventistpræst, og det giver mig en god basis for at kigge lidt på, hvor adventismen kommer fra - også fra et mere skeptisk udgangspunkt, end nogle adventister ville bryde sig om. Alle spørger “Hvad er sandhed”, men vejen til sandheden er der delte meninger om.

Identitetskrisen

En studiekammerat havde en særlig pointe omkring det fantastiske ved, at Jesu dåb fandt sted i år 27 e. Kr.. Jeg luftede min usikkerhed om, hvorvidt den dato nu også passede, da adventister synes at være de eneste, der daterer den dér - ikke for at argumentere imod datoen, blot for at gøre opmærksom på min usikkerhed. “Selvfølgelig passer den,” argumenterer han, “for ellers passer det jo ikke med profetiernes opfyldelse.” Jeg foreslår så, at vi så måske har misforstået profetierne? Han tager sin bakke og forlader uden et ord. Jeg afslår senere hans tilbud om et bibelstudium.

Jeg tvivler ikke på, at jeg er i den kirke, der passer mig bedst, hvis jeg endelig skal vælge mellem de eksisterende kirkesamfund. Jeg føler mig egentlig som adventist helt ind til knoglerne på langt de fleste områder. Desværre er definitionen af en adventist meget diskuteret, altså internt. Hvad er det helt konkret, man skal tro på, før man kan siges at være en rigtig adventist? Måske det er derfor, mange siger, kirken har identitetskrise?

Min studiekammerat forklarede mig, at han ønskede, der var mere enhed i kirken “om disse ting”. Hvilke ting han mente var for mit vedkommende uklar, men jeg antager, han mente sine specifikke udlægninger af diverse profetier og billeder i Åbenbaringsbogen. Jeg har forsøgt at forklare ham, at diskussionen ikke går så meget på, om jeg er enig eller uenig, men om jeg er “interesseret” eller “ikke interesseret”.

Meta-narrativen

Hvad er det da, der gør mig til adventist, hvis jeg ikke engang deler interessen omkring endetidsprofetierne og de apokalyptiske bøger? Det er vel til dels, at jeg stadig tror på det store billede. Min græsklærer identificerede det som “the meta narrative”, hvilket lyder ret fedt og akademisk. Den danske adventistteolog, Gunnar Pedersen, har oftest præsenteret det som “Den store fortælling”, og det gør han med en inspirerende entusiasme.

Det karakteriserer i høj grad Adventistkirken, at de tager alle historierne i bibelen og putter dem ind i et samlet hele. Ikke at de er de eneste, som gør det - langt fra - men det er alligevel et markant kendetegn for kirken i forhold til andre nyere protestantiske kirker. Tilmed identificerer adventister denne ramme som “kampen mellem det gode og det onde” eller som én af kirkens stiftere, Ellen White, måske ville have sagt: “The Great Controversy” (”Den Store Strid”).

Helhed vs. detalje

Som det moderne menneske, jeg i nogen grad er, så er det helt klart en tankegang, der tiltaler mig. Tænk, at alt er del af en stor historie, som der går en fin rød tråd igennem fra start til slut! At der er en objektiv sandhed, og at alt, vi kender til, direkte eller indirekte er et udtryk for denne! At alting i bibelen (og alle vores personlige erfaringer) passer perfekt som brikker i dette store puslespil! Hvilken vidunderlig tanke!

Den appellerer især til stærkt neurotiske ordensmennesker, der tænder på systemer og kæler for detaljer. For disse nøjeberegnende bibelgranskere er sammenhængene faktisk “bevis” nok i sig selv, og skulle der vise sig at være uoverensstemmelser, så ville de gå ind i en åndelig krise. Heldigvis har flere af dem den særlige nådegave at lukke øjnene for det, der ikke hænger sammen og stedet fokusere på kabalerne, der går op. En dejlig evne.

I diskussionen med disse bliver jeg ofte frusteret over, at de ikke kan fortælle mig, hvad deres skattejagter betyder for det store billede og helheden. Min konklusion bliver derfor ofte, at det i det store hele ikke betyder noget som helst, og jeg bliver stemplet som en kætter (eller babyloner?), der har frasagt sig sit adventistiske ansvar til at forkynde de tre engles budskaber - i hvert fald i deres dybde. Ak ja.

This reciprocal strength

Uriah Smith - en anden af de historiske adventister - havde samme forkærlighed til overensstemmende systemer som hans venner. Han skal have skrevet noget i retning af dette:

“Such is the connection, relation and dependence of one great truth upon another that every additional evidence upon one, proportionally strengthens all the rest; and thus, by this reciprocal strength which each point furnishes to the others, the great platform of truth is established, on which God’s people will finally be found standing, and which will abide the test of the great day.” (Review and Heralds, July 25, 1854)

I moderne tankegang kan den store objektive sandhed findes gennem nøje bevisførelse (evidence, ikke proof) og logisk argumentation. Ideen her er, at hvis vi bare går rigtigt til bibelen, så er delene af sandheden så klar, at vi faktisk kan samle den, indtil vi har den hele.

Undervejs vil der naturligvis være mange fejl, der skal korrigeres, og man bliver selvfølgelig nødt til at ændre på nogle ting af og til, som influerer alt det andet, som det på sjove måder hænger sammen med. Men i sidste ende, så passer tingene bare så godt sammen, at det faktisk i sig selv vidner om, at man er tæt på sandheden. Dette kalder Smith for “reciprocal strength”, og han ser det som de kristnes grundlag, deres fodfæste, i den stormfulde endetid.

Korrigeringen af “den lukkede dør”

Undervejs i adventismens historie er der naturligvis sket en del korrigeringer i det store billede, ikke mindst mens det stadig var i en redigérbar størrelse. Selv Ellen G. White - kvinden, der både af gode og dårlige grunde altid hentydes og refereres til - havde det jo med at korrigere sine meninger på linje med alle andre mennesker, der vokser i kundskab og visdom. Et af de første eksempler på dette var ideen om “den lukkede dør”.

Søster White indrømmer i 1851 et holdningsskifte. I de første få år efter 1844 (årstallet, hvor adventister forventede Jesu genkomst), dér troede adventister, at det var for sent at omvende sig - eller i hvert fald at få del i nåden, hvis man gjorde. Så ingen grund til at døbe folk, de kunne alligevel ikke blive frelst! Dette blev dog korrigeret bl.a. med Ellen Whites første syn, der fortalte hende, at det ikke var den dør, der var blevet lukket, men en anden. Dette må jo have været noget af en lettelse, især for nyomvendte. I senere udtalelser opmuntrede Ellen White til, at vi altid bevarer en vis form for skepsis for det etablerede, så vi kan være åbne for eventuelt nyt lys. I andre udtalelser fornemmer man dog, at visse ting alligevel synes urokkelige.

Uoverensstemmelser

Mens tingene var lette at rette på i starten, så blev det straks sværere at rette på senere, da tingene begyndte at hænge for godt sammen. Dette ses nok tydeligst i dag, hvor vi har et stort adventistbillede, der både tager sig af eskatologi, soteriologi, antropologi, harmatiologi, og hvad de nu alle sammen hedder. Læs evt. de 28 trospunkter for at se omfanget. Skulle man for eksempel komme frem til, at sjælen måske alligevel går direkte til Gud, idet døden indtræffer, så står hele eskatologien (endetidsteorierne) på spil. Denne form for sjælevandring skubber “kødets opstandelse” helt ud af billedet og i nogen grad vel også den begivenhedsrige optakt til den dag.

Samtidig ville vi begynde at spekulere i, hvornår herliggørelsen finder sted, hvis ikke det sker ved en opstandelse (en genskabelse). Dengang man troede på, at sjælen gik direkte i himlen ved legemets død, da antog flere jo også, at man derfor blev nødt til at blive fuldkommen inden døden! Ellers var man ganske enkelt ikke parat til at blive udsat for Guds nærvær, lød tankegangen.

Disse misforståelser appellerede især til perfektionisterne. Men værst af det hele: Selv om vi er kommet til en bedre forståelse af sjælen (som ikke klarer sig så godt uden legemet, men må vente på en herlig opstandelse), så er vi ikke sluppet helt af med disse ideer om at blive helliggjort og herliggjort i løbet af ens korte liv på jorden. Vi væltede tankebygningen, men på magisk vis blev taget hængende i luften. Mange, der tilslutter sig disse (og deraf inspirerede) ideer om helliggørelse, ville undres over, hvor meget deres teologi faktisk ligner katolikkernes - som de ironisk nok har en tendens til at være meget kritiske overfor.

Et utilgængeligt fundament

På sin vis synes hele tankegangen om systematisk teologi og “den store fortælling” både at skabe problemer og tilbyde løsninger. I en stor grad handler det naturligvis bare om at være konsekvent. Bygger man en ide på et grundlag, og fjerner man grundlaget, så må man også være indforstået med, at bygningen skrider. Det nytter altså ikke noget at snakke om en meta narrativ, hvis man alligevel ikke er parat til at tage følgerne af ens korrigeringer.

Det største problem, som jeg ser det, er dog den dominerende frygt, der er for at redigere i det etablerede. Frygten er netop udsprunget af den store forståelse for, at man må være konsekvent og grundig, når man gør det. Men hvor ville det dog være forfærdeligt, om adventismen pludselig mistede hele sit grundlag - en stor viden, et stort system, en masse arbejde og en masse apologetiske argumenter - bare fordi et enkelt grundlæggende doktrin viste sig at være blevet misforstået. Så for ikke at risikere det store sammenbrud, så undgår vi helst at pille ved fundamenterne. Men desto mere vi bygger på det etablerede, desto mindre tilgængelige bliver netop disse.

1844 og Ellen G. White

Sabbatten (med skabelsen), helligdomstjenesten og den undersøgende dom (med datoen, 22. oktober 1844) og sjælens dødelighed er nogle af de ideer, vi adventister dårligt kan tillade os at kigge efter i sømmene i dag. En teolog ved navn Ford prøvede for en generation siden at udfordre 1844, og hans angreb var ikke uden effekt. Splittelserne var enorme, han tog mange af den generations teologer med sig, men Adventistkirken flyttede sig aldrig officielt. (Der går dog rygter om, at flere i Generalkonferencen er meget Ford-orienterede i dag.)

Rykker man på 1844, så rykker man nemlig også på en del andet. Ikke mindst kommer Ellen G. Whites troværdighed op til kraftig overvejelse, da hendes første syn netop beskæftiger sig med 1844. Flere adventister kan nok undvære 1844, både som årstal og som konkret udlægning af diverse himmelske hændelser. Paulus prædikede jo ikke 1844, dog spredte han det sande evangelium. Til gengæld har jeg det personligt svært at skulle give helt slip på Ellen White, især efter at have læst “Desire of Ages” (for nyligt udgivet på dansk som “Jesu liv“). At hun var evangelisk kristen, og at hun troede på nåden og på Jesus - det er jeg ikke et sekund i tvivl om, og hendes udlægning af korsfæstelsen har stadig stor værdi for mig.

Det samlede puslespils appel

Skulle vi endelig finde grundlag for at korrigere i nogle af de nævnte emner, så ville det altså kaste kirkens systematiske teologi ud i en krise - tænk på alle de doktriner, der så skulle genovervejes! Langt de fleste mennesker føler sig mere tiltrukket af ideen om, at tingene står fast, at arbejdet er gjort færdigt, at puslespillet er samlet. Man behøver knapt nok studere noget selv for at få gode logiske svar på sine spørgsmål, da de røde paragrafbøger forklarer det hele så glimrende - og så logisk.

Desuden har mange det som Uriah Smith, som jeg nævnte tidligere. Når doktrinerne hænger sammen, så giver det “ro i sindet”, for dette styrker netop hele systemets troværdighed, og i endetiden, som efter sigende bliver meget hektisk, bliver systemet vores redning. Denne antagelse er meget romantisk, men også fuldstændig ubegrundet. Der er ingen grund til at tro, at 1) et sammenhængende system af trosartikler er troværdigt alene baseret på den interne logik, eller at 2) et sådant systems sammenhæng på nogen måde er en målestok for de troendes udholdenhed i endetiden.

Ellen Whites verdensbillede

Ikke desto mindre har mange læst Ellen White og accepteret hendes 5 bibelbøger (”Patriarchs and Prophets“, “Prophets and Kings“, “Desire og Ages“, “The Acts of the Apostles” og “The Great Controversy“) på netop det grundlag, at hun så smukt får alting til at hænge sammen. Argumentet har flere aspekter. På den ene side er det værd at overveje, hvis hun vel og mærke holder sig til bibelen, da bibelen er skrevet af mange forskellige forfattere over et par tusind år. Hvis alle disse tekster stemmer overens og kaster lys over hinanden, så er der i nogen grad grundlag for at tro, de er inspirerede.

Men at Ellen White får tingene til at hænge sammen er mindre fantastisk. Det viser allerhøjst, at hun er et systematisk menneske, der forstår at lægge vægt på det, der passer sammen og trivialisere det, som ikke gør. Hun kan for så vidt have vidst, hvor hun ville hen, allerede før hun skrev bøgerne, og hun kan have udlagt bibelen, så den passede nøjagtig ind i hendes subjektive og muligvis statiske verdensbillede. Jeg påstår ikke, det nødvendigvis hænger sådan sammen, men jeg forstår den skepsis, folk kommer med, når de møder argumentet, at Ellen White må være sand, fordi “det hele falder i hak, når man læser hendes bøger”.

En aha-oplevelse er ikke nødvendigvis åndelig

Det samme argument duer nemlig for Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet har om nogen præsteret at skrue et religiøs verdensbillede sammen, som er konsistent og veludviklet. Den interne logik appellerer til mange, der fodres med information, og til hvert spørgsmål er der et logisk svar. Et tidligere Jehovas Vidne, jeg havde snakket med, havde forladt trossamfundet bl.a. på grund af politisk engagement. Til hans store overraskelse opdagede han senere (udenfor JV), at marxisme var fantastisk sammenhængende, hvis altså man læste det på Karl Marx’ egne præmisser.

Uden at han nogensinde blev marxist eller seriøst overvejede at blive det, så havde han en aha-oplevelse, der svarede til de mange oplevelser, han havde haft i JV. Disse oplevelser havde han i sin tid forvekslet med “åndelig oplysning” eller “svar fra himlen”, når forklaringen i virkeligheden var meget mere jordnær.

Intern logik dårlig begrundelse

En marxist tror på marxismen, fordi hele verden giver så god mening fra dette perspektiv (som det kunne have gjort fra så mange andre perspektiver). Jeg kan vel også få alt til at passe ind i Platons hulebillede og måske også i tibetansk buddhisme, måske endda L. Ron Hubbards hjemmelavede sci-fi religion, Scientology, hvor alt tolkes i lyset af Dianetik. Disse systemer hænger usædvanlig godt sammen (som regel fordi de er skruet sammen af én systematisk person eller gruppe), men faktum er, at det bliver de ikke troværdige af.

Hvad der tidligere havde virket som et argument for et religiøst system - for det tidligere Jehovas Vidne - blev senere et argument for en helt anden ideologi af ateistisk karakter. Hans konklusion var dog nærmere, at intern logik ikke bekræfter nogen systemer overhovedet. Den bekræfter heller ikke adventisme.

Logik som tilgang

Om vi vil det eller ej, så opererer vi i vesten på nogle grundlæggende præmisser i vores søgen efter sandheden, som slet ikke spillede samme rolle, da vores religiøse tekster (som bibelen) blev forfattet. Selve konceptet, logik, stammer fra oldgræsk filosofi, hvor en mand ved navn Aristoteles påstod, at logik er den eneste måde hvorpå vi kan vide noget som helst.

Den tanke dominerer vores tankegang i dag, og den sidder så ufattelig dybt i os, at mange har svært ved at acceptere, at fremgangsmåden i nogen grad er tillært. (Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg har en indbildsk tro på, at hvis ikke Aristoteles var kommet med det, så var en anden nok kommet med det før eller siden.) Når nogen kommer med en påstand, så spørger vi i den moderne verden efter den logiske begrundelse. Vi ønsker at se empiriske data, få forklaringer på hændelser og konsekvenser, så vi kan vurdere troværdighedsværdien af påstanden. Sådan tænkte folk dog ikke på Jesu tid. De spurgte i stedet “hvordan”, og svaret kunne være et digt eller en historie (en lignelse). Vi har dybest set en helt anden måde at vurdere sandhed på i forhold til bibelens forfattere.

Logik forpurrer bibelsk sandhed

Det mest interessante er, hvad denne forskel betyder for systematisk teologi. For adventismen er det interessant at se, hvad den betyder for vores store histore, den store strid. Sagen er den, at vi har opbygget vores trossystem på fuldstændig moderne logiske forudsætninger uden nogen som helst tanke på, hvordan de første kristne selv gik til sandheden. Det skaber mange problemer. Faktisk vil jeg være så fræk at påstå, at evangeliet mister sin kraft, hvis vi forsøger at være logiske helt ned i detaljen. Og vores eget system mister ligefrem troværdighed i modsætning til, hvad kære Uriah Smith i sin modernistiske rus måtte påstå.

• Vi forsøger at løse problemet, at Jesus er 100 % menneske og 100 % Gud. Vi kan slutte alverdens ting på det grundlag, at han er helt menneske, men i samme mundfuld underkender vi måske noget, der skal tilskrives hans fulde guddommelighed. Eller omvendt underkender vi måske hans menneskelighed, fordi vi konkluderer alt muligt logisk ud fra, at han er 100 % Gud.
• Vi slutter måske, at fordi Jesus sendte Helligånden til de kristne på Pinsedag, så havde Helligånden ikke været der før. Ikke desto mindre er Ånden meget aktiv i Det Gamle Testamente og i Jesu virke, og det er svært at forestille sig 8.000 år uden Helligåndens nærvær på Jorden. Havde Gud væres helt passiv lige indtil kirkens stiftelse på Pinsedagen? En logisk fejlslutning.
• I adventismen har man sluttet, at Jesus må have haft natur som Adam før syndefaldet, og det må være sandt, for ellers var han vel skrevet op til døden ligesom os. Samtidig mener vi, at han er blevet prøvet i alle ting ligesom os, og vi tror på, at hans retfærdighed på korset ultimativt retfærdiggør os foran faderen. Hvis noget kan knække logik, så er det doktrinet om Jesu natur og frelseplanen.

Så meget forvirring fordi vi hele tiden antager at 2 forskellige ting ikke begge kan være rigtige. Resultatet er en moderne mistillid eller underkendelse af det, bibelen ofte siger: Begge dele passer!

Håbet i Den Store Fortælling

Når jeg siger, at jeg tror på det store billede, så skyldes det altså ikke, at jeg ser en gennemgribende, detaljeret intern logik. Ofte er evangeliets kraft at faktisk at hente i de tvetydige detaljer, der netop bekræfter, at Gud er langt over min fatteevne. Derfor kan jeg sagtens værdsætte en detalje, men ofte uafhængigt af de mange andre detaljer, systematikerne gerne binder dem sammen med. Først og fremmest, så værdsætter jeg dog helheden, Den Store Fortælling, som dannes af de mange detaljer, og som ikke rykkes af den ene.

Uanset om man er typen, der elsker systemer og ideologiske puslespil, eller om man er poeten, der dvæler ved det enkelte ord, så har vi dog alle brug for at se os selv i en sammenhæng. Dette blev for mig kraftigt understreget for ganske nylig, da en præst sad i Aftenshowet og talte om, hvordan han havde givet krisehjælp til nogen, der netop havde mistet flere familiemedlemmer i en bilulykke. Trods en brilliant indsigt i den psykologiske sorgproces, så virkede hans sjælesorg på ét punkt ganske mangefuld. Ikke én eneste gang nævnte han Opstandelsen.

Det er altid svært at miste nogen, man holder af. Da jeg var 14 år, mistede jeg selv min far, som blev offer for en sjælden gang leukæmi. Men det er unægteligt endnu sværere, hvis man ikke på længere sigt kan sætte hændelsen ind i en kontekst af en art. Deri ligger Den Store Fortællings sande styrke, ikke i det fantastisk detaljerede system af overensstemmende doktriner, men i den trøst og opmuntring, der ligger i at kunne sætte sig ind i historien, Gud har fortalt.

Åbenbaringen 21,1-4
v1  Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. v2  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet.

Fugleperspektiv en undskyldning?

Ofte kan det at sætte noget i fugleperspektiv - altså at fokusere på helheden i stedet for detaljen - virke som en dårlig undskyldning for at undgå at forholde sig til et bestemt spørgsmål. Dette oplevede jeg ved et bibelstudium, hvor emnet var Kristus, hans natur og hvordan han var både Gud og menneske på én gang.

En person, der regnedes for en autoritet, afsluttede diskussionen ved at sige, at “denne diskussion er jo dybest set bare en forlængelse af diskussionen, de førte i det første århundrede, og den er selvfølgelig meget god at få genopfrisket engang imellem”. I virkeligheden skubbede han et af kristendommens mest relevante spørgsmål på sikker afstand for ikke at afsløre sig selv som lige så uforstående og ydmyg som os andre, eller måske for ikke at lufte en lidt for kontroversiel holdning. Et par passive deltagere åndede lettet op, fordi det i det mindste lød som om en intellektuel person, de havde tillid til, virkede til at have styr på det.

Fordelen ved at perspektivere

Det er vigtigt, at et fokus på helheden ikke bliver en erstatning for at tage bibelens ord alvorligt. Her ligger kløften, som alverdens liberalteologer er faldet i, når de vrøvler om at “hver dag på en måde er dommedag” og at “Helvede mest af alt er en sindstilstand”. Ideen med at perspektivere er ikke at glemme bibelens ord, men at forsøge af favne dem. At sætte tingene i perspektiv - hvis gjort rigtigt - gør os nemlig i stand til at reflektere mere objektivt og frit over detaljerne.

Har vi styr på helheden, og kan vi se, at den netop ikke lader sig true af de små detaljer (eftersom logik er overvurderet), så vil færre følelser også være involverede, når vi beskæftiger os med de mindre brikker. Det er således lettere at være objektiv, og det opleves i øvrigt som en meget mere opbyggende diskussion. Jeg fristes til at påstå, at denne indstilling (blandt meget andet) adskiller kirker fra sekter: Om man tør stille spørgsmålstegn ved det etablerede og løbende genoverveje alle doktriner.

Enhed i forskellighed

En studiekammerat efterlyste mere “enhed i kirken” om de specifikke udlægninger, han havde af billeder i bibelen. Den kommer han til at kigge langt efter. Jeg efterlyser også enhed, men jeg håber aldrig, at vi må finde den i et system af doktriner. Den dag, vi bliver enige, er nemlig ikke den dag, vi har nået frem til sandheden, men derimod den dag vi er stoppet med at kigge efter den. Kundskaben om Gud vil vokse lige til Jesu genkomst - og efter det! - og tegnet på at vi bevæger os fremad er, at vi stadig tør stille spørgsmålstegn ved det, vi tror på.

Personligt drømmer jeg om, at Syvende Dags Adventistkirken må være en kirke, hvor alle medlemmer dykker ned i Guds ord for at lære ham bedre at kende, uden at fange sig selv med menneskelig filosofi, uden at skubbe andre væk med sine synspunkter og uden at gøre sig til dommere i Guds sted. Sidst føler jeg for at nævne, hvad Dr. Michael Pearson har sagt et par gange:

“It is impossible to have the Truth, but it is possible for the Truth to have you.”

Disse spørgsmål burde vi jo kunne finde svar på i Bibelen. Jeg har fundet svar fire steder i Bibelen.

Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 1 - 5:
"Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede."
Spørgsmål: Hvor kraftigt var det kraftige jordskælv, når det ikke engang flyttede stenen for Jesus grav?

Markusevangeliet kapitel 16, vers 1 - 6:
"Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!"

Lukasevangeliet kapitel 24, vers 1 - 5:
"Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?"

Johannesevangeliet kapitel 20, vers 1 - 16:
"Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester."

Var Maria Magdalene alene?
Var den anden Maria med?
Var den anden Maria Jakobs mor?
Var Salome med?

Døden er unaturlig, selv for dødelige. Der er to aspekter af døden, der til stadighed ryster mennesker i deres grundvold og udfordrer deres måde at opfatte verden på. Det ene aspekt er selvfølgelig idéen om, at noget levende kan dø. Det forbavser os gang på gang, når det sker, men dog mest når det rammer nogen, vi kender. Det andet aspekt er idéen om, at noget dødt kan blive levende igen.

EN PLADS I DENNE VERDEN
Der er gået otte år, siden min far døde, men jeg har stadig ikke helt fattet, at han ikke er mere. ”Et eller andet sted må han jo være,“ siger en stemme i mit hoved af og til. Det er nok sådan en stemme, folk lytter til, når de vælger at tro på, at deres kære allerede sidder i himlen og kigger ned på dem. Jeg skænker ikke denne stemme så meget opmærksomhed, men den kan stadig finde på at tale til mig. Måske den er et uskyldigt udtryk for, at jeg savner min far. Måske den er én af Djævelens mange løgne.

For når jeg ser mig lidt om, så forstår jeg godt, at far ikke længere har en plads i de levendes verden. Hvis han kom tilbage fra døden i morgen, så ville han ikke have et job, en pensionsopsparing eller en seng (Mor skulle dog nok rede op til ham, tror jeg). Desuden ville hans tre sønner være blevet voksne – nogle meget anderledes mennesker, end dem han forlod. Hans tilstedeværelse ville rent ud sagt være lige så ’mærkelig’, som hans pludselige fravær var for otte år siden, da han havde en tydelig plads i denne verden.

Altså er der to stemmer, der ivrigt diskuterer med hinanden i mit lille forvirrede hoved. ”Din far kan umuligt være død,“ siger den ene. ”Din far kan umuligt blive levende igen,“ siger den anden. Det er hverken døden eller livet, jeg har problemer med at forstå. Det er overgangen mellem de to: Hvordan kan noget menneske bevæge sig fra livet til døden eller fra døden til livet? Men i tro accepterer jeg påskens budskab om, at Jesus Kristus gjorde netop dette.

JESU PLADS I DENNE VERDEN
Jesus havde en klar plads i verden engang. Før han indtog sin mest kendte plads, forberedte Johannes Døberen sit publikum på hans ankomst. ”Han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko,“ sagde han (Matt 3,11). Endnu inden Jesus begyndte sit arbejde, havde hans ven Johannes altså beredt ham en plads på den offentlige arena.

Ikke alle mennesker havde lige let ved at lade Jesus indtage denne. Før Jesus gik rundt og prædikede og helbredte, havde han jo et ganske almindeligt arbejde som tømrer, tilmed det samme arbejde som hans far Josef. Han var hverken den første eller sidste til at leve i sin fars skygge, skulle jeg hilse og sige. Folk kritiserede ham for hans jordiske far, men ville ikke vide af hans himmelske (Matt 13,53-58).

Andre steder lyttede man dog til, hvad han havde at sige – og bemærkede, at han talte og handlede med en vis autoritet. På bjerget sagde han konstant: ”I har hørt, at der er blevet sagt … men jeg siger jer…“ (Matt 5-7). Når han uden skyggen af dårlig samvittighed talte sådan om sig selv, begyndte mange folk at tro på ham. Selv dæmonerne fyldtes med dyb respekt for ham, bare ved lyden af hans navn (Luk 10,17).

Med sin guddommelige autoritet og en omsorg for alle, han mødte på sin vej, fik Jesus altså etableret en plads, ikke bare i Jerusalems gader – og i de mange andre byer, han besøgte – men også i mange menneskers hjerter. Et af disse hjerter tilhørte disciplen Peter, der aldrig kunne forestille sig, at der skulle komme en dag, hvor Jesus ikke længere ville være hos dem. Jesus forsøgte at forberede ham på det, men så begyndte Peter selv at irettesætte Jesus (Mark 8,31-33). At en mand som Jesus kunne dø, var absurd, sådan som Peter så det. Jesus havde jo en klar plads i hans verden!

Mange læser ind i teksten, at Peter havde politiske ambitioner på Jesu vegne – ambitioner om, at han skulle stå i spidsen for et samlet jødisk oprør, der skulle vriste Israel fri af Roms jerngreb. Forventningen om en politisk Messias var dog ikke så dominerende på Jesu tid, som vi prædikanter ofte har gjort den til. At Peter kan have foreslået noget sådant er dog ikke utænkeligt, men måske var Peter bare, sådan som du og jeg er, når vi hører, at vores kære er døde eller er på vej til at dø. Døden er unaturlig for os. Vi kan ikke forestille os verden uden dem, der har en plads i vores hjerter. De døde er døde, de levende lever, men de levende skal aldrig dø og de døde aldrig blive levende. Men vi narrer os selv.

NØGLERNE TIL DØDSRIGET
Der er blevet holdt utallige prædikener om korsets gru og rædsel og om den lidelse, Jesus måtte igennem på Golgata, før han døde. På Internettet fandt jeg beskrivelser af, hvordan korset var designet til at fremme en helt ekstrem lidelse sammenlignet med andre torturinstrumenter. Ifølge Ellen Whites bog om Jesus, ”Jesu liv“, så ænsede Jesus dog knapt nok sin fysiske lidelse på grund af den åndelige. Han bar hele verdens synd og følte det, som var han selv verdens værste synder. En anden ny følelse tyngede ham måske endnu mere, nemlig følelsen af sin himmelske fars absolutte fravær (Matt 27,46).

Disciplene, der i 3½ år havde fulgt Jesus, stod pludselig forvirrede tilbage uden mester. Jakob og Johannes så måske på røverne ved Jesu side og tænkte tilbage på dengang, de selv havde bedt om at være ved Jesu højre og venstre hånd (Mark 10,37). Dette ønske fordampede nu i samme solskin, der stegte Jesus.

Men historien slutter ikke ved Jesu død. Jesus gav afkald på sin plads i verden – men han vandt en plads ved sin faders side i himlen. Søndag morgen demonstrerede Jesus denne sejr, idet han rejste sig fra sin plads i graven. Teologer diskuterer stadig, om det var Faderen og Helligånden, der vakte Sønnen op, eller om Sønnen vågnede på eget initiativ. Det står dog fast, at Jesus stod op af graven. På denne hændelse – i forlængelse af korsfæstelsen – hviler hele kristendommens grundlag.

Fyrre år efter hændelsen viste Jesus sig for Johannes med ordene: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget“ (Åb 1,17). Ikke bare har Jesus nøglerne til døden og dødsriget – med sin død og opstandelse har han selv tjekket, at de passer.

HVOR ER DIN PLADS?
Hvis min far vendte tilbage fra døden i morgen, så ville han nok overraskes over modtagelsen. Hvordan mine brødre og min mor ville reagere, ved jeg ikke, men selv ville jeg nok holde en sikkerhedsafstand på ti meter og bevare et meget skeptisk ansigtsudtryk. Jeg ville tvivle på, det var ham, uanset hvor meget han lignede.

Jesus blev mødt med en lignende skepsis. Ligesom med alt andet, så tog Jesus dog også dét i stiv arm. Bogstavelig talt var det dog Thomas, der havde den stive arm, idet Jesus lod ham stikke en finger i sit sår, så han kunne forstå, at opstandelsen var virkelig (Joh 20,25). Men hvorfor er en finger mere troværdig end to øjne?

At Jesus har besejret døden er stadig et af Bibelens mest udfordrende budskaber. Mange folk derude har gjort sig de samme bitre erfaringer, som du og jeg har. Vi er tilvænnet dødens orden, og alligevel ikke. På den ene side føles den aldrig virkelig, vi fyldes med vantro og benægtelse hver eneste gang den indtræffer. På den anden side, så er den så barsk en realitet i vores verden, at vi dårligt kan forestille os nogen vende tilbage fra den. Det sker så sjældent, og verden synes ikke indrettet til det. Man har en plads i denne verden, indtil man mister den, men så heller ikke længere.

Men Jesus er i gang med at etablere en ny orden for os. Uanset om vi har en plads i denne verden eller ej, så har alle mennesker en særlig plads i Guds hjerte, og han ønsker, vi skal være en del af hans verden, som han var en del af vores. ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er“ (Joh 14,1-3).