Okay, okay. Det er nu bare mig der leger bullshit-bingo og sammenblander en række udsagn om den danske økonomi, som jeg har opsnappet i ugens løb i aviserne og på den hemmelige kanal: TV2-Finans. Da jeg jo ikke er økonomisk uddannet, eller for den sags skyld har den største makroøkonomiske indsigt her i riget (er der iøvrigt korrelation mellem de to? Altså uddannelse og indsigt?), har jeg generelt lidt svært ved at forholde mig til, om det de (altså de "økonomisk kyndige") siger nu også er sandt. Den gamle lærersætning om, at der er noget man ser og noget man ikke ser, synes jeg tit viser sig at passe -- også udenfor økonomien.

Via et underholdende indlæg på anarkomanens blog kom jeg ind på en artikel af Nicolai Foss om begrebet: Overophedning.

Det lyder godt nok ikke rart, når den marxistisk-leninistisk-opdragede Sten Bocian, m.fl., siger, at økonomien er overophedet. Hvilket vel netop er pointen: Markedskræfterne skal tøjles og holdes under kontrol. Renten skal være til at styre osv. Men skal bare tage det for gode varer?

Her fra Foss' artikel, som blev bragt på Punditokraterne:

Jeg har haft en del deja vu'er her på det sidste, for det har været "overophedning" mig her og "overophedning" mig der. Alvorlige, "respekterede" "cheføkonomer" (et andet ord for en af de mere poppede informationsmedarbejdere i en større bank) har talt i diverse medier om at overophedning truer den danske økonomi (økonomien generelt, ikke bare bestemte brancher (byggebranchen)). Jeg forstår stadig ikke hvad det betyder. Så jeg fortsætter med at kværulere. Nu risikerer jeg ikke længere så meget (ry og rygte) ved det; jeg er trods alt ikke en fin universitetsøkonom, men blot en beskeden handelshøjskole-professor i strategi og organisation

Her er nogle af de meninger man muligvis kunne tilskrive begrebet en "overophedet økonomi."

1. Økonomien balancerer hele tiden på en Harrodsk knivsæg. Hvis den falder af knivsæggen -ved "overophedning" - eksploderer den.
   Kommentar: Det er noget pladder som hører hjemme i 1940'ernes keynesianske fantasiverden,
2. Økonomien er på sin kapacitetsgrænse.
   Kommentar: Og hvad så?
3. Inflation truer.
   Kommentar: tja, tjo, bum-bum, måske. Men hvorfor så ikke bare sige "inflation" og ikke "overophedning"?
4. I opgangstider ekstrapolerer agenterne i økonomien fortidige data på en mekanisk måde. Denne ekstrapolation danner grundlag irreversible beslutninger. Hvis økonomiens selvkorrigerende kræfter sætter ind (prisstigninger, rentestigninger, etc.) vil mange af disse beslutninger have vist sig at være forkerte, men de kan ikke omgøres. Investeringer i realkapital vil vise sig at være fejlinvesteringer. Negative multiplikatoreffekter vil sætte ind. Priser der er stive nedad forstærker problemerne. Etc.
   Kommentar: Det er da en slags teori, men den bygger på en væsentlig grad af irrationalitet hos agenter.
5. Lønafsmitning fra en "ophedet" hjemmemarkedssektor til en sektor der er udsat for international konkurrence. Kommentar: Hvorfor er det præcis et problem at input-ressourcer er højere vurderede ved den første type produktion end ved den anden type produktion?

Det forekommer mig at begrebet en "overophedet økonomi" i bund og grund bygger på en uliberal forståelse af en markedsøkonomis evne til at korrigere sig selv og på en problematisk opfattelse af hvor rationelle økonomiens agenter er.

Sådan. Der er ingen grund til at gøre det mere kompliceret end det er.

Derfor står man tilbage med en lidt mærkelig følelse, når man idag kan læse, at regeringens trepartsforhandlinger har resulteret i et merforbrug i den offentlige sektor på 6,5 mia. kr. over de næste 4 år. Det råderum, som ikke eksisterede til skattelettelser, kan nu nemt findes og bruges på offentligt forbrug, mens den overophedning, som skattelettelser ville medføre, nu er en saga blot.

I det hele taget holder regeringens snak om overophedning slet ikke. Først og fremmest kan man diskutere, om overophedning bare er noget snik-snak eller noget reelt. Det diskuterer økonomerne stadig, så det vil jeg som uuddannet ikke blande mig. Dog er der ingen tvivl om, at offentligt forbrug har en langt større overophedningseffekt end skattelettelser. For ved skattelettelser vil der også være en udbudseffekt mht. arbejdskraft: Folk vil simpelthen arbejde mere, hvis de ikke længere skal betale langt hovedparten af deres indkomst i skat. Denne effekt eksisterer ikke, når regeringen giver flere penge til d offentligt ansatte - her er der kun en efterspørgsel på arbejdskraft.

Det vi er vidner til nu, er et glimrende eksempel på, hvorfor staten bliver ved med at vokse, selvom det - totalt set - ikke er til gavn for befolkningen: De såkaldt borgerlige partier bestikker den i Danmark største organiserede vælgergruppe, de offentligt ansatte, med skatteborgernes penge. Det har to fordele (for V og K): Det kaster højst sandsynligt nogle stemmer af ved næste valg, hvilket øger chancen for endnu en periode med ministerbiler og fine middage hos dronningen. Samtidig udhuler det Socialdemokraternes påstande om, at regeringen trods alt ikke er lige så socialdemokratiske som det gamle arbejderparti. Taberne er alle skatteborgere, som også i fremtiden må betale nogle af verdens højeste skatter mod til gengæld at få en service, der i bedste fald kan hæve sig over betegnelse "middelmådig".

Men hvis øget offentlig forbrug overordnet set er skidt for danskerne, hvorfor er modstanden så ikke større. Jo, hvis vi tager Public Choice-brillerne på, vil vi opleve, at der sker en assymmetrisk organisering: De grupper, som bliver berørt af regeringens julegave-humør vinder så meget ved forslaget, at de vil kæmpe med næb og klør for at få det gennemført. Gevisten - her udmøntet i højere løn og flere kurser med gode frokost borde - er langt større end dét, den gennemsnitlige skatteborger må ryste op med: Hvis vi antager, at der er 2,5 mio. skatteborgere (altså fraregnet dem, der modtager overførsler, og derfor ikke rigtigt betaler skat), så bliver gennemsnitsbeløbet pr. næse på 2.600 kr. Det er naturligvis mange penge, men omvendt ikke så mange, at det kan betale sig at ofre hunderedvis af timer på en modstandskamp.